Fri bevægelighed for personer – arbejdstagere – ligebehandling – sociale fordele – midlertidig ydelse, som indrømmes arbejdstagere i tilfælde af afskedigelse – fiktivt fradrag af indkomstskat, som teoretisk skal betales i beskæftigelsesmedlemsstaten, når arbejdstageren har bopæl og er skattepligtig i en anden medlemsstat – ulovlig – begrundelse – foreligger ikke
(Art. 39 EF; Rådets forordning nr. 1612/68, art. 7, stk. 4)
Artikel 39 EF og artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet er til hinder for nationale bestemmelser fastsat i en kollektiv overenskomst, hvorefter en social ydelse som en overgangshjælp, der supplerer de arbejdsløshedsydelser, som indrømmes arbejdstagere i tilfælde af afskedigelse, og som udbetales af beskæftigelsesmedlemsstaten til en arbejdstager, der har bopæl og er skattepligtig i en anden medlemsstat, beregnes således, at der ved fastsættelsen af beregningsgrundlaget for overgangshjælpen foretages et fiktivt fradrag af den indkomstskat, der skal betales i beskæftigelsesmedlemsstaten, selv om det følger af en dobbeltbeskatningsoverenskomst, at gage, lønninger og lignende vederlag, der udbetales til arbejdstagere, som ikke har bopæl i denne stat, kun beskattes i bopælsmedlemsstaten.
De administrative vanskeligheder for beskæftigelsesmedlemsstaten, som anvendelsen af forskellige beregningsmåder for overgangshjælpen afhængigt af den pågældendes bopæl vil medføre, og de budgetmæssige konsekvenser af, at der ikke tages hensyn til national skat af lønindkomst, kan ikke berettige, at denne medlemsstat tilsidesætter de forpligtelser, der påhviler den i henhold til traktaten.
(jf. præmis 29, 30 og 37 samt domskonkl.)