Frie kapitalbevægelser – hindringer – beskatning af kapitalindtægter – endelig beskatning med en sats på 25% eller almindelig indkomstskat med en sats, der er nedsat med halvdelen – begrænsning til kapitalindtægter fra den pågældende medlemsstat – kapitalindtægter hidrørende fra udlandet pålagt almindelig indkomstskat uden nedsættelse – retsstridighed – berettigelse – foreligger ikke
(EF-traktaten, art. 73 B og art. 73 D, stk. 1 og 3 (nu art. 56 EF og art. 58, stk. 1 og 3, EF))
Traktatens artikel 73 B og artikel 73 D, stk. 1 og 3 (nu henholdsvis artikel 56 EF og 58, stk. 1 og 3, EF), er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter det kun er modtagere af kapitalindtægter fra den pågældende medlemsstat, der har mulighed for at vælge mellem at betale en endelig skat med en sats på 25% eller at betale almindelig indkomstskat med en sats, der er nedsat med halvdelen, mens der skal svares almindelig indkomstskat uden nedsat sats af kapitalindtægter hidrørende fra en anden medlemsstat.
En sådan skattelovgivning udgør en restriktion for de frie kapitalbevægelser, idet skattepligtige med bopæl i den berørte medlemsstat afskrækkes fra at investere deres midler i selskaber, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat. Den har ligeledes en restriktiv virkning for selskaber, der er hjemmehørende i andre medlemsstater, idet den set fra deres side udgør en hindring ved rejsning af kapital fra den berørte medlemsstat.
Sådanne bestemmelser kan ikke berettiges af en forskel i den objektive situation, der begrunder en forskel i den skattemæssige behandling i overensstemmelse med traktatens artikel 73 D, stk. 1, litra a). I forhold til en skatteregel, der har til formål at mildne virkningerne af dobbeltbeskatning – selskabsskat og derefter indkomstskat – af det overskud, som fordeles af det selskab, i hvis aktier der er investeret, befinder de aktionærer, der er fuldt skattepligtige i den berørte medlemsstat, og som oppebærer kapitalindtægter fra et selskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, sig nemlig i en situation, der kan sammenlignes med den, der gælder for aktionærer, der ligeledes er fuldt skattepligtige i denne medlemsstat, men som oppebærer kapitalindtægter fra et selskab, der er hjemmehørende i den samme medlemsstat.
I mangel af en direkte forbindelse mellem de omtvistede skattefordele, som skatteydere, der er bosat i den berørte medlemsstat, har i relation til deres kapitalindtægter fra denne stat, og beskatningen af selskabernes overskud i form af selskabsskat, udgør skatten på fysiske personers indkomst og skatten på selskaber desuden to særskilte former for beskatning, som opkræves hos forskellige skatteydere, og henset til, at det formål, der forfølges, nemlig lempelse af dobbeltbeskatning, på ingen måde ville blive berørt, hvis man også lod modtagere af kapitalindtægter fra en anden medlemsstat nyde godt af denne lovgivning, kan den ikke berettiges ved nødvendigheden af at bevare sammenhængen i beskatningsordningen.
I mangel af en sådan forbindelse kan afvisningen af at indrømme modtagere af kapitalindtægter, der hidrører fra en anden medlemsstat, de nævnte skattefordele, desuden ikke berettiges af den omstændighed, at indkomst fra selskaber, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, eventuelt beskattes mere lempeligt dér. En ugunstig skattemæssig behandling i strid med en grundlæggende frihed kan i øvrigt ikke berettiges af eventuelle andre skattemæssige fordele.
Hvad angår tabet af skatteindtægter kan dette ikke anses for et tvingende alment hensyn, der kan berettige en foranstaltning, der i princippet er i strid med en grundlæggende frihed.
(jf. præmis 20-22, 28, 31, 32, 34-36, 38, 40, 42, 43 og 49 samt domskonkl. 1 og 2)