Sag C-157/02

Rieser Internationale Transporte GmbH

mod

Autobahnen- und Schnellstraßen-Finanzierungs- AG (Asfinag)

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberster Gerichtshof (Østrig))

»Vejgodstransport – vejafgifter – Brenner-motorvejen – forbud mod forskelsbehandling – forskelsbehandling begrundet i transportvirksomhedernes nationalitet eller transportens afsendelses- eller bestemmelsessted«

Sammendrag af dom

1.        Institutionernes retsakter – direktiver – direkte virkning – muligheden for at gøre et direktiv gældende over for en juridisk privatretlig person, der kontrolleres af staten, og som har til opgave at opkræve vejafgifter for offentlige vejstrækninger

(Art. 249, stk. 3, EF)

2.        Transport – transport ad landevej – fiskale bestemmelser – harmonisering af lovgivningerne – direktiv 93/89 og 1999/62 – vejafgifter og brugsafgifter for anvendelse af visse infrastrukturer – direkte virkning af forbuddet mod forskelsbehandling begrundet i transportvirksomhedernes nationalitet eller transportens afsendelses- eller bestemmelsessted – ikke direkte virkning af princippet om forbindelse mellem vejafgiften og omkostningerne til infrastrukturen

[Rådets direktiv 93/89, art. 7, litra b) og h), art. 8, stk. 2, litra e), og art. 9, samt direktiv 1999/62, art. 7, stk. 4 og 9]

3.        Transport – transport ad landevej – fiskale bestemmelser – harmonisering af lovgivningerne – direktiv 93/89 og 1999/62 – vejafgifter og brugsafgifter for anvendelse af visse infrastrukturer – forbud mod forskelsbehandling begrundet i transportvirksomhedernes nationalitet eller transportens afsendelses- eller bestemmelsessted – anvendelse på nationale transportvirksomheder

[Rådets direktiv 93/89, art. 7, litra b), og 1999/62, art. 7, stk. 4]

4.        Transport – transport ad landevej – fiskale bestemmelser – harmonisering af lovgivningerne – direktiv 93/89 – afgifter på visse køretøjer, der anvendes til vejgodstransport, samt af vejafgifter og brugsafgifter for benyttelse af visse infrastrukturer – Domstolens dom om annullation af nævnte direktiv – virkning

(Art. 231, stk. 2, EF; Rådets direktiv 93/89 og 1999/62)

5.        Transport – transport ad landevej – fiskale bestemmelser – harmonisering af lovgivningerne – direktiv 1999/62 – afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer – direktivets virkninger før gennemførelsesfristens udløb – medlemsstaternes pligt til at afholde sig fra at træffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af det i direktivet foreskrevne resultat i alvorlig fare – direkte virkning – foreligger ikke

(Art. 10, stk. 2, EF og art. 249, stk. 3, EF; Rådets direktiv 1999/62)

1.        Ved indgåelse af kontrakter med vejbrugere kan direktivbestemmelser, der kan have direkte virkning, gøres gældende over for en juridisk privatretlig person, når staten har givet denne juridiske person til opgave at opkræve vejafgifter for benyttelse af offentlige vejstrækninger, og staten direkte eller indirekte kontrollerer denne juridiske person.

(jf. præmis 29 og domskonkl.1)

2.        Artikel 7, litra b), i direktiv 93/89 om opkrævning i medlemsstaterne af afgifter på visse køretøjer, der anvendes til vejgodstransport, samt af vejafgifter og brugsafgifter for benyttelse af visse infrastrukturer, og artikel 7, stk. 4, i direktiv 1999/62 om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer, som forbyder enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling begrundet i transportvirksomhedernes nationalitet eller transportens afsendelses- eller bestemmelsessted i forbindelse med opkrævning af vej- eller brugsafgifter, kan påberåbes af borgerne ved de nationale domstole mod en statslig myndighed i tilfælde af manglende eller ufuldstændig gennemførelse af disse direktiver for så vidt angår beregningen af en vejafgift for køretøjer, hvis vægt er mindst 12 tons, som anvendes til godstransport.

Derimod kan artikel 7, litra h), i direktiv 93/89, og artikel 7, stk. 9, i direktiv 1999/62, som bestemmer, at satserne for henholdsvis vejafgifter og de vægtede gennemsnitlige vejafgifter baseres på omkostningerne i forbindelse med bygning, drift og udvikling af det pågældende infrastrukturnet, ikke påberåbes af borgerne mod en statslig myndighed, fordi de pålægger medlemsstaterne en generel retningslinje med henblik på beregningen af vejafgifter, men ikke angiver nogen konkret beregningsmetode og overlader medlemsstaterne et meget vidt skøn i den forbindelse.

(jf. præmis 35, 36, 38, 40, 41 og 44 samt domskonkl. 2)

3.        Nationale transportvirksomheder kan over for deres stat på samme måde som transportvirksomheder fra andre medlemsstater påberåbe sig forbuddet mod direkte og indirekte forskelsbehandling, der er fastsat i artikel 7, litra b), i direktiv 93/89 om opkrævning i medlemsstaterne af afgifter på visse køretøjer, der anvendes til vejgodstransport, samt af vejafgifter og brugsafgifter for benyttelse af visse infrastrukturer og i artikel 7, stk. 4, i direktiv 1999/62 om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer. Det er nemlig for at undgå enhver form for konkurrencefordrejning mellem medlemsstaternes transportvirksomheder, at disse bestemmelser forbyder, at der ved opkrævningen af vej- og brugsafgifter udøves nogen form for forskelsbehandling, som direkte eller indirekte er begrundet i transportvirksomhedernes nationalitet eller i transportens afsendelses- eller bestemmelsessted.

(jf. præmis 51, 52 og 54 samt domskonkl. 3)

4.        Selv om det er korrekt, at dommen af 5. juli 1995 i sagen Parlamentet mod Rådet, sag C-21/94, hvorved direktiv 93/89 om opkrævning i medlemsstaterne af afgifter på visse køretøjer, der anvendes til vejgodstransport, samt af vejafgifter og brugsafgifter for benyttelse af visse infrastrukturer blev annulleret, efter sin ordlyd angiver, at retsvirkningerne af dette direktiv står ved magt indtil vedtagelsen af et nyt direktiv på området, skal dommen imidlertid fortolkes således, at retsvirkningerne af direktiv 93/89 stod ved magt indtil den 20. juli 1999, som var ikrafttrædelsesdatoen for direktiv 1999/62 om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer, som afløste det. Inden for rammerne af et annullationssøgsmål er formålet med Domstolens opretholdelse af en annulleret retsakts virkninger at hindre, at der opstår et retligt tomrum, indtil en ny retsakt erstatter den annullerede retsakt. Dette formål kan alene opfyldes, hvis den annullerede retsakt fortsat har retsvirkninger, indtil den nye retsakt skaber disse virkninger

(jf. præmis 59-61 og domskonkl. 4)

5.        Det følger af artikel 10, stk. 2, EF og af artikel 249, stk. 3, EF i forening, at mens den i et direktiv fastsatte frist for gennemførelse i national ret løber, skal den medlemsstat, der er adressat for direktivet, afholde sig fra at træffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af det i direktivet foreskrevne resultat i alvorlig fare. Det forholder sig dog ikke desto mindre således, at i retssager anlagt af borgerne, der påberåber sig et direktivs direkte virkning, har de nationale domstole ikke pligt til at undlade at anvende eksisterende nationale regler, der er i strid med dette direktiv, før efter direktivets gennemførelsesfrist er udløbet. Da denne frist navnlig er fastsat under hensyn til, at medlemsstaterne skal have den nødvendige tid til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger, kan medlemsstaterne ikke kritiseres for, at de ikke har gennemført direktivet i national ret, før fristen er udløbet.

Hvad nærmere angår direktiv 1999/62 om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer i perioden fra dets ikrafttræden til udløbet af dets gennemførelsesfrist, dvs. den 20. juli 1999 til den 1. juli 2000, skulle medlemsstaterne undlade at træffe foranstaltninger, der kunne bringe virkeliggørelsen af det i direktivet foreskrevne resultat i alvorlig fare, men borgerne kunne ikke påberåbe sig dette direktiv mod medlemsstaterne ved de nationale domstole med henblik på at hindre anvendelsen af en eksisterende national regel, som er i strid med dette direktiv.

(jf. præmis 66-69 og domskonkl. 5)




DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling)
5. februar 2004(1)

»Vejgodstransport – vejafgifter – Brenner-motorvejen – forbud mod forskelsbehandling – forskelsbehandling begrundet i transportvirksomhedernes nationalitet eller transportens afsendelses- eller bestemmelsessted«

I sag C-157/02,

angående en anmodning, som Oberster Gerichtshof (Østrig) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Rieser Internationale Transporte GmbH

mod

Autobahnen- und Schnellstraßen-Finanzierungs-AG (Asfinag),

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 93/89/EØF af 25. oktober 1993 om opkrævning i medlemsstaterne af afgifter på visse køretøjer, der anvendes til vejgodstransport, samt af vejafgifter og brugsafgifter for benyttelse af visse infrastrukturer (EFT L 279, s. 32), og af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/62/EF af 17. juni 1999 om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer (EFT L 187, s. 42),har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling),



sammensat af præsidenten, V. Skouris, som fungerende formand for Sjette Afdeling, og dommerne J.N. Cunha Rodrigues (refererende dommer), J.-P. Puissochet, R. Schintgen og F. Macken,

generaladvokat: S. Alber
justitssekretær: ekspeditionssekretær M.-F. Contet,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

–
Autobahnen- und Schnellstraßen-Finanzierungs-AG (Asfinag) ved Rechtsanwalt P. Csoklich

–
den østrigske regering ved C. Pesendorfer, som befuldmægtiget

–
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved C. Schmidt og W. Wils, som befuldmægtigede,

efter at der i retsmødet den 5. juni 2003 er afgivet mundtlige indlæg af Rieser Internationale Transporte GmbH ved Rechtsanwalt R. Krist, af Autobahnen- und Schnellstraßen-Finanzierungs-AG (Asfinag) ved Rechtsanwälte P. Csoklich og R. Bollenberger, af den østrigske regering ved H. Dossi, som befuldmægtiget, og af Kommissionen ved C. Schmidt,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 9. september 2003,

afsagt følgende



Dom



1
Ved kendelse af 22. marts 2002, indgået til Domstolen den 29. april 2002, har Oberster Gerichtshof i medfør af artikel 234 EF forelagt fire præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af Rådets direktiv 93/89/EØF af 25. oktober 1993 om opkrævning i medlemsstaterne af afgifter på visse køretøjer, der anvendes til vejgodstransport, samt af vejafgifter og brugsafgifter for benyttelse af visse infrastrukturer (EFT L 279, s. 32), og af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/62/EF af 17. juni 1999 om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer (EFT L 187, s. 42).

2
Disse spørgsmål er blevet rejst i en sag mellem en østrigsk transportvirksomhed, Rieser Internationale Tranporte GmbH (herefter »Rieser«) og forvaltningsorganet for Brenner-motorvejen, Autobahnen- und Schellstraßen-Finanzierungs-AG (herefter »Asfinag«). Rieser har nedlagt påstand om tilbagebetaling af vejafgifter betalt for benyttelse af Brenner-motorvejen, som virksomheden mener at have betalt for meget.


Relevante retsforskrifter

3
I henhold til artikel 2 i direktiv 93/89 forstås ved »vejafgift« i dette direktiv opkrævet betaling af et bestemt beløb for et køretøjs tilbagelæggelse af en strækning mellem to punkter på en af de i artikel 7, litra d), nævnte infrastrukturer, idet beløbets størrelse afhænger af den tilbagelagte afstand og køretøjsklassen, og ved »køretøj« et motorkøretøj eller en kombination af sammenkoblede køretøjer, som udelukkende er beregnet til vejgodstransport, og hvis højst tilladte bruttovægt er mindst 12 tons.

4
Samme direktivs artikel 7 bestemmer:

»Medlemsstaterne kan bibeholde eller indføre vejafgifter og/eller indføre brugsafgifter, såfremt følgende betingelser overholdes:

a)
Vejafgifter og brugsafgifter må ikke opkræves samtidig for anvendelse af en og samme vejstrækning.

Medlemsstaterne kan dog på vejnet, hvor der betales brugsafgift, ligeledes opkræve vejafgift for benyttelse af broer, tunneler og veje over bjergpas.

b)
Afgifterne opkræves uden direkte eller indirekte forskelsbehandling begrundet i transportvirksomhedens nationalitet eller transportens afsendelses- eller bestemmelsessted, jf. dog artikel 8, stk. 2, litra e), og artikel 9.

[…]

d)
Afgifterne opkræves kun for anvendelse af motorveje, andre flersporede veje med karakter af motorvej, broer, tunneler og veje over bjergpas.

[…]

h)
Satserne for vejafgifter baseres på omkostningerne i forbindelse med bygning, drift og udvikling af det pågældende infrastrukturnet.«

5
Ifølge direktiv 93/89's artikel 13 skulle medlemsstaterne sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme nævnte direktiv inden den 1. januar 1995. I overensstemmelse med akten vedrørende vilkårene for Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union (EFT 1994 C 241, s. 21, og EFT 1995 L 1, s. 1) gjaldt denne gennemførelsesfrist tilsvarende for Republikken Østrig.

6
Ved dom af 5. juli 1995 (sag C-21/94, Parlamentet mod Rådet, Sml. I, s. 1827) annullerede Domstolen direktiv 93/89 med den begrundelse, at det var blevet vedtaget uden forskriftsmæssig høring af Europa-Parlamentet, idet den dog bestemte, at retsvirkningerne af det annullerede direktiv stod ved magt, indtil Rådet for Den Europæiske Union havde vedtaget et nyt direktiv.  

7
Den 17. juni 1999 vedtog Parlamentet og Rådet direktiv 1999/62 der, således som det fremgår af dette direktivs fjerde betragtning, afløser det annullerede direktiv 93/89.

8
Artikel 7, stk. 4 og 9, i direktiv 1999/62, som svarer til artikel 7, litra b) og h), i direktiv 93/89, bestemmer:

»4.     Vejafgifter og brugsafgifter skal opkræves uden direkte eller indirekte forskelsbehandling begrundet i transportvirksomhedernes nationalitet eller transportens afsendelses- eller bestemmelsessted.

[…]

9.       De vægtede gennemsnitlige vejafgifter bør stå i forhold til omkostningerne ved anlæg, drift og udvikling af det pågældende infrastrukturnet.«

9
Nævnte direktivs artikel 13 bestemmer, at det trådte i kraft den 20. juli 1999.

10
Ifølge direktivets artikel 12 skulle medlemsstaterne sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme nævnte direktiv senest den 1. juli 2000.

11
Ved dom af 26. september 2000 (sag C-205/98, Kommissionen mod Østrig, Sml. I, s. 7367) fastslog Domstolen, at:

»Republikken Østrig har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 7, litra b), i direktiv [93/89], og i henhold til samme direktivs artikel 7, litra h), idet den dels med virkning fra den 1. juli 1995 og den 1. februar 1996 har forhøjet vejafgiftssatserne for den fulde strækning af Brenner-motorvejen, hvilken transitstrækning gennem Østrig overvejende benyttes af køretøjer med en højst tilladt bruttovægt på 12 tons eller derover, som benyttes til godstransport, og som er indregistreret i andre medlemsstater, men ikke for delstrækninger af denne motorvej, som for langt størstedelens vedkommende benyttes af køretøjer med en højst tilladt bruttovægt på 12 tons eller derover, som ligeledes benyttes til godstransport, og som er indregistreret i Østrig, dels ikke har opkrævet de nævnte vejafgifter udelukkende med henblik på at dække omkostningerne i forbindelse med bygning, drift og udvikling af Brenner-motorvejen.«


Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

12
Ved brugs- og frugtoppebørselsaftale (»Fruchtgenussvertrag«) indgået i juni 1997 med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 1997 mellem Asfinag og dennes eneaktionær, den østrigske stat, fik Asfinag til opgave at varetage bygning, planlægning, drift, vedligeholdelse og finansiering af de motorveje og motortrafikvejstrækninger, som Brenner-motorvejen er en del af. Asfinag fik bl.a. ret til, i eget navn og for egen regning, at opkræve vejafgifter og brugsafgifter for at finansiere sine udgifter.  

13
Rieser driver virksomhed med international vejgodstransport og anvender til dette formål køretøjer, hvis vægt er mindst 12 tons, og som har mere end tre aksler. I den forbindelse benytter Rieser ofte den betalingspligtige Brenner-motorvej. Rieser har gjort gældende, at de beløb, som virksomheden erlagde som betaling for vejafgift til Asfinag, var for høje, navnlig i perioden fra den 1. januar 1997 til den 31. juli 2000. Rieser har derfor for de østrigske domstole nedlagt påstand om tilbagebetaling af en del af den vejafgift, som Rieser har betalt til Asfinag.

14
Rieser har henvist til ovennævnte dom i sagen Kommissionen mod Østrig. Rieser har gjort gældende, at artikel 7, litra b) og h), i direktiv 93/89 er tilstrækkeligt præcise til at have direkte virkning. Eftersom gennemførelsesfristen for nævnte direktiv var udløbet, kan disse bestemmelser gøres gældende direkte af Rieser. Dette gælder ligeledes i forhold til Asfinag. Selv om Asfinag er et privatretligt retssubjekt, er organet undergivet statens kontrol.

15
Asfinag er af den modsatte opfattelse. For så vidt angår artikel 7, litra b), i direktiv 93/89, som forbyder enhver forskelsbehandling, har Asfinag gjort gældende, at de østrigske transportvirksomheder ikke kan gøre denne bestemmelse gældende. Under alle omstændigheder eksisterede den ret, som Rieser har gjort gældende, ikke i perioden fra den 17. juni 1999 til den 1. juli 2000, idet direktiv 93/89 fandt anvendelse frem til den 17. juni 1999, og gennemførelsesfristen for direktiv 1999/62 løb frem til den 1. juli 2000.

16
Førsteinstansretten gav ikke Rieser medhold med den begrundelse, at artikel 7, litra h), i direktiv 93/89 ikke havde direkte virkning, og at sagsøgeren ikke kunne gøre direktivets artikel 7, litra b), gældende.

17
Appeldomstolen fandt, at Riesers »Rekurs« kunne antages til realitetsbehandling, men at der ikke var grundlag for tilbagebetaling af vejafgifter betalt i perioden fra den 17. juni 1999, som var datoen for direktiv 1999/62's vedtagelse, til den 1. juli 2000, som var datoen for udløbet af gennemførelsesfristen vedrørende dette direktiv. I løbet af denne periode havde medlemsstaterne alene pligt til at afstå fra at vedtage foranstaltninger, der kunne bringe virkeliggørelsen af det i direktiv 1999/62 foreskrevne resultat i alvorlig fare. Der forelå ingen oplysninger, der pegede på, at denne forpligtelse skulle være blevet tilsidesat.

18
Oberster Gerichtshof, appelinstans, har stillet spørgsmål om den direkte virkning af de omtvistede bestemmelser i direktiv 93/89 og 1999/62. Oberster Gerichtshof er ligeledes af den opfattelse, at det er nødvendigt at afklare forholdet mellem på den ene side direktiv 93/89, der blev annulleret, og dette direktivs virkninger, og på den anden side direktiv 1999/62, som erstattede det den 17. juni 1999, men hvis gennemførelsesfrist først udløb den 1. juli 2000.

19
Ved kendelse af 22. marts 2002 besluttede Oberster Gerichtshof derfor at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)
Finder de bestemmelser i direktiv [93/89] og direktiv [1999/62], som har direkte virkning (»self-executing«), også anvendelse på sagsøgte, som i henhold til EF-Domstolens praksis er en »funktionel statslig myndighed«, ved indgåelse af kontrakter med vejbrugere, således at sagsøgte ikke må kræve højere vejafgifter end dem, der fremgår af disse bestemmelser?

2)
Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende:

Har artikel 7, litra b) og h), i direktiv [93/89] samt artikel 7, stk. 4 og 9, i direktiv [1999/62] i henhold til EF-Domstolens praksis direkte virkning, således at disse bestemmelser også finder anvendelse ved en manglende eller ufuldstændig gennemførelse af direktiverne i østrigsk ret ved beregningen af vejafgifter i overensstemmelse med direktiverne for de køretøjer med mere end tre aksler, som anvendes til godstransport på den samlede strækning af den østrigske Brenner-motorvej?

3)
Såfremt spørgsmål 2 besvares bekræftende:

a)
Hvilken metode og hvilke kriterier finder anvendelse ved beregningen af vejafgiften for en enkelt tur på den samlede strækning?

b)
Kan også østrigske transportvirksomheder påberåbe sig, at de på grund af den (for høje) takst for den samlede strækning forskelsbehandles i forhold til de vejbrugere, der kun benytter delstrækninger af den nævnte motorvej?

4)
Såfremt spørgsmål 1 og 2 besvares bekræftende:

a)
Skal EF-Domstolens dom i sagen Parlamentet mod Rådet [nævnt ovenfor], hvori det udtaltes, at retsvirkningerne af direktiv [93/89], der blev annulleret ved dommen, står ved magt, indtil Rådet har udstedt et nyt direktiv, fortolkes således, at retsvirkningerne står ved magt, indtil medlemsstaterne har gennemført det nye direktivs bestemmelser, henholdsvis indtil udløbet af fristen for gennemførelse af det nye direktivs bestemmelser?

b)
Såfremt spørgsmål 4, litra a), besvares benægtende: Påhviler der medlemsstaterne en forpligtelse til i tidsrummet fra den 17. juni 1999 til den 1. juli 2000 at tage hensyn til det nye direktiv, fordi det havde forudgående virkninger, som skulle overholdes?«


Første spørgsmål

Indlæg for Domstolen

20
Rieser og Kommissionen har gjort gældende, at et direktivs bestemmelser, som kan have direkte virkning, kan gøres gældende over for et organ som Asfinag på grund af de tætte bånd, der eksisterer mellem dette selskab og staten i forbindelse med driften af de østrigske motorveje.

21
Asfinag har derimod anført, at der ikke kan gøres direktivbestemmelser gældende over for det, idet det er etableret som et privatretligt selskab, idet dets direktør ikke er undergivet instruktioner fra den østrigske stats myndigheder, idet det ikke udfører statslige opgaver, og idet det opkræver vejafgifter for egen regning.

Domstolens bemærkninger

22
Det følger af Domstolens faste praksis (jf. dom af 19.1.1982, sag 8/81, Becker, Sml. s. 53, præmis 23-25, og af 12.7.1990, sag C-188/89, Foster m.fl., Sml. I, s. 3313, præmis 16), at hvor fællesskabsmyndighederne gennem et direktiv har pålagt medlemsstaterne en forpligtelse til en bestemt handlemåde, ville direktivets effektive virkning blive afsvækket, såfremt de retsundergivne ikke kunne støtte ret herpå, og såfremt de nationale domstole var afskåret fra at tage det i betragtning som en del af fællesskabsretten. Følgelig kan en medlemsstat, som ikke inden for den fastsatte frist har truffet de i direktivet krævede gennemførelsesforanstaltninger, ikke over for private gøre gældende, at den ikke har opfyldt de forpligtelser, som direktivet pålægger den. Når bestemmelser i et direktiv ud fra et indholdsmæssigt synspunkt fremstår som ubetingede og tilstrækkeligt præcise, kan der i mangel af rettidige gennemførelsesforanstaltninger støttes ret herpå over for enhver national regel, der ikke er i overensstemmelse med direktivet, ligesom private over for staten kan påberåbe sig bestemmelser, der efter deres indhold tillægger private rettigheder i forhold til staten.

23
Domstolen har desuden fastslået (dom af 26.2.1986, sag 152/84, Marshall I, Sml. s. 723, præmis 49, og dommen i sagen Foster m.fl., præmis 17), at såfremt de retsundergivne i forhold til staten kan støtte ret på et direktiv, består denne mulighed, uanset i hvilken egenskab staten har handlet, dvs. som arbejdsgiver eller som offentlig myndighed. Det er i begge tilfælde væsentligt at hindre, at medlemsstaten kan forbedre sin retsstilling ved ikke at efterkomme fællesskabsretten.

24
Et organ, som – uanset sin retlige organisationsform – ved en af staten udstedt retsakt har fået til opgave at yde offentlig servicevirksomhed under statens tilsyn, og som med henblik herpå har særlige beføjelser ud over dem, som følger af de regler, der finder anvendelse i forholdet mellem borgerne, hører til de organer, over for hvilke der kan støttes ret på de bestemmelser i et direktiv, der kan have direkte virkning (jf. dommen i sagen Foster m.fl., præmis 20, og dom af 14.9.2000, sag C-343/98, Collino og Chiappero, Sml. I, s. 6659, præmis 23).

25
Det fremgår af oplysningerne i forlæggelseskendelsen, at den østrigske stat er eneaktionær i Asfinag. Staten har ret til at kontrollere samtlige de foranstaltninger, som selskabet og dets datterselskaber træffer, og til på ethvert tidspunkt at anmode om oplysninger om deres respektive aktiviteter. Staten har ret til at påtvinge mål for så vidt angår tilrettelæggelse af trafikken, sikkerhed og bygning af veje. Asfinag har pligt til hvert år at udarbejde en plan for vedligeholdelse af motorveje og motortrafikveje og til at fremlægge en beregning af omkostningerne herved for staten. Desuden skal Asfinag hvert år inden udløbet af den frist, der er nødvendig for fastlæggelsen af statens budget, fremlægge beregninger med præcisering af udgifterne til planlægning, bygning, vedligeholdelse og administration af motorvejene og motortrafikvejene, for staten.

26
Det fremgår desuden af forelæggelseskendelsen, at Asfinag ikke har kompetence til på egen hånd at fastsætte det vejafgiftsbeløb, der skal opkræves. Dette beløb fastsættes ved lov. §§ 4 og 8 i den såkaldte Asfinag-lov (BGBl 1982/591) bestemmer, at beløbet fastsættes af Bundesminister für wirtschaftliche Angelegenheiten (forbundsøkonomiministeren) efter forhandling med Bundesminister für Finanzen (forbundsfinansministeren), under hensyn til faste kriterier, herunder navnlig køretøjets art.

27
Disse forhold viser, at Asfinag er et organ, som ved en af staten udstedt retsakt har fået til opgave at yde offentlig servicevirksomhed under statens tilsyn (dvs. bygning, planlægning, drift, vedligeholdelse og finansiering af motorveje og motortrafikveje i Østrig, såvel som opkrævning af vej- og brugsafgifter), og som med henblik herpå har særlige beføjelser ud over dem, som følger af de regler, der finder anvendelse i forholdet mellem borgerne.

28
Ifølge den retspraksis, der er gengivet i denne doms præmis 24, hører et sådant organ – uanset sin retlige organisationsform – til de organer, over for hvilke der kan støttes ret på de bestemmelser i et direktiv, der kan have direkte virkning.

29
Det første spørgsmål skal derfor besvares med, at ved indgåelse af kontrakter med vejbrugere kan direktivbestemmelser, der kan have direkte virkning, gøres gældende over for en juridisk privatretlig person, når staten har givet denne juridiske person til opgave at opkræve vejafgifter for benyttelse af offentlige vejstrækninger, og staten direkte eller indirekte kontrollerer denne juridiske person.


Andet spørgsmål

Indlæg for Domstolen

30
Rieser har gjort gældende, at artikel 7, litra b), i direktiv 93/89 og artikel 7, stk. 4, i direktiv 1999/62 er tilstrækkeligt klare og ubetingede til at have direkte virkning og til at give borgerne ret til tilbagebetaling af for meget betalt afgift. Disse bestemmelser indeholder kriterier, der gør det muligt at efterprøve lovligheden af en vejafgiftsordning, der er indført i national lovgivning. Dette følger af præmis 102-115 i dommen i sagen Kommissionen mod Østrig, hvor Domstolen fastslog, at der var tale om forskelsbehandling af brugere begrundet i transportens afsendelses- eller bestemmelsessted. Artikel 7, litra h), i direktiv 93/89 og artikel 7, stk. 9, i direktiv 1999/62 er ligeledes tilstrækkeligt præcise til at have direkte virkning.

31
Asfinag har derimod gjort gældende, at artikel 7, litra b) og h), i direktiv 93/89 og artikel 7, stk. 4 og 9, i direktiv 1999/62 på grund af manglende indholdsmæssig præcision ikke opfylder betingelserne for direkte virkning.

32
På samme måde har den østrigske regering gjort gældende, at det meget vide skøn, som hver medlemsstat råder over med hensyn til fastsættelsen af vejafgift for den enkelte bruger af vejstrækningen, er til hinder for, at artikel 7, litra h), i direktiv 93/89 og artikel 7, stk. 9, i direktiv 1999/62 kan have direkte virkning. I lyset af disse bestemmelsers upræcise karakter kan en vejafgift ikke vurderes alene ud fra fællesskabsprincippet om forbud mod forskelsbehandling. Følgelig har artikel 7, litra b), i direktiv 93/89 og artikel 7, stk. 4, i direktiv 1999/62 ikke direkte virkning.

33
Kommissionen har anført, at artikel 7, litra b), i direktiv 93/89 og artikel 7, stk. 4, i direktiv 1999/62 kan anvendes ved beregning af en vejafgift, der er i overensstemmelse med direktivet, selv i tilfælde af manglende eller ufuldstændig gennemførelse af disse direktiver i østrigsk ret. Derimod kan artikel 7, litra h), i direktiv 93/89 og artikel 7, stk. 9, i direktiv 1999/62 ikke anvendes ved beregningen af en vejafgift, der er i overensstemmelse med direktivet, i tilfælde af manglende eller ufuldstændig gennemførelse af disse direktiver i østrigsk ret. Domstolen har ikke kompetence til at pålægge Østrig at skulle anvende en bestemt beregningsmetode for vejafgifterne.

Domstolens bemærkninger

34
Det fremgår af Domstolens faste praksis, at borgerne i alle tilfælde, hvor bestemmelser i et direktiv ud fra et indholdsmæssigt synspunkt fremstår som ubetingede og tilstrækkeligt præcise, ved de nationale domstole kan påberåbe sig disse bestemmelser over for staten, enten når denne ikke rettidigt har gennemført direktivet i national ret, eller når den ikke har gennemført det korrekt (jf. bl.a. dom af 19.11.1991, forenede sager C-6/90 og C-9/90, Francovich m.fl., Sml. I, s. 5357, præmis 11, og af 11.7.2002, sag C-62/00, Marks & Spencer, Sml. I, s. 6325, præmis 25).

35
Artikel 7, stk. 4, i direktiv 1999/62 forbyder enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling begrundet i transportvirksomhedernes nationalitet eller transportens afsendelses- eller bestemmelsessted i forbindelse med opkrævning af vej- eller brugsafgifter. Dette forbud er ikke undergivet nogen betingelser og er utvetydigt formuleret. Denne bestemmelse er således ubetinget og tilstrækkelig præcis til, at borgerne kan påberåbe sig den ved de nationale domstole.

36
Artikel 7, litra b), i direktiv 93/89 opstiller et identisk forbud mod forskelsbehandling, men suppleres af ordene »jf. dog artikel 8, stk. 2, litra e), og artikel 9«.

37
Artikel 8, stk. 2, litra e), i direktiv 93/89 giver medlemsstaterne mulighed for at anvende en nedsat brugsafgiftssats for køretøjer, der er registreret i økonomisk ugunstigt stillede medlemsstater, i det tilfælde, hvor to eller flere medlemsstater etablerer en fælles brugsafgiftsordning for hele deres område. Artikel 9 omhandler en særlig ordning for grænseområderne. Disse to undtagelser tillader ikke medlemsstaterne ensidigt at ændre rækkevidden af forbuddet mod forskelsbehandling i nævnte direktivs artikel 7, litra b), ved at undergive det nogen som helst form for betingelser eller begrænsninger. Undtagelserne ændrer således ikke forbuddets ubetingede karakter. Det er i øvrigt heller ikke blevet gjort gældende, at nogen af disse to undtagelser skulle finde anvendelse i hovedsagen.

38
Det følger heraf, at artikel 7, litra b), i direktiv 93/89 er ubetinget og tilstrækkelig præcis til at kunne påberåbes af borgerne ved de nationale domstole.

39
Den østrigske regerings argument om, at artikel 7, litra b), i direktiv 93/89 og artikel 7, stk. 4, i direktiv 1999/62 ikke kan gøres gældende, fordi der ikke foreligger en matematisk sikker beregningsmetode for vej- eller brugsafgifterne, kan ikke lægges til grund. Ifølge retspraksis består forskelsbehandling i, at der på sammenlignelige situationer anvendes forskellige bestemmelser, eller at den samme bestemmelse anvendes på forskellige situationer (jf. bl.a. dommen i sagen Kommissionen mod Østrig, præmis 70). Dette kriterium er tilstrækkeligt til at fastslå, om forbuddet mod forskelsbehandling, der er indeholdt i nævnte bestemmelser, er tilsidesat i hovedsagen, idet man kan sammenligne de vejafgifter, der opkræves på de forskellige strækninger, der er omfattet (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Østrig, præmis 79-88 og 112-115).

40
Derimod bestemmer artikel 7, litra h), i direktiv 93/89, at satserne for vejafgifter baseres på omkostningerne i forbindelse med bygning, drift og udvikling af det pågældende infrastrukturnet, uden nærmere at præcisere denne forbindelse. Bestemmelsen definerer desuden hverken de tre pågældende udgiftsposter, dvs. bygning, drift og udvikling, eller begrebet det pågældende infrastrukturnet. Den pålægger medlemsstaterne en generel retningslinje med henblik på beregningen af vejafgifter, men angiver ingen konkret beregningsmetode og overlader medlemsstaterne et meget vidt skøn i den forbindelse.

41
Bestemmelsen kan derfor ikke anses for at være ubetinget eller tilstrækkeligt præcis til at kunne påberåbes af borgerne mod en statslig myndighed. Den samme vurdering gælder så meget desto mere med hensyn til artikel 7, stk. 9, i direktiv 1999/62, for så vidt som den er affattet på samme måde som artikel 7, litra h), i direktiv 93/89, bortset fra, at den angår »de vægtede gennemsnitlige vejafgifter« og ikke »satserne for vejafgifter«. Ved at erstatte dette begreb uden imidlertid at definere det, er denne bestemmelse endnu mere upræcis end nævnte artikel 7, litra h).

42
Det følger heraf, at hverken artikel 7, litra h), i direktiv 93/89 eller artikel 7, stk. 9, i direktiv 1999/62 kan påberåbes af borgerne mod en statslig myndighed i tilfælde af manglende eller ufuldstændig gennemførelse af disse direktiver.

43
Endelig skal det præciseres, at det andet spørgsmål angår køretøjer med flere end tre aksler, der anvendes til godstransport, mens de to pågældende direktiver angår køretøjer, der i direktivernes artikel 2 defineres som »et motorkøretøj eller en kombination af sammenkoblede køretøjer, som udelukkende er beregnet til vejgodstransport, og hvis højst tilladte bruttovægt er mindst 12 tons«. Det følger heraf, at bestemmelserne i disse direktiver kan påberåbes af borgerne ved de nationale domstole, men kun i relation til den således definerede kategori af køretøjer.

44
Det andet spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 7, litra b), i direktiv 93/89 og artikel 7, stk. 4, i direktiv 1999/62, men ikke artikel 7, litra h), i direktiv 93/89 eller artikel 7, stk. 9, i direktiv 1999/62, kan påberåbes af borgerne mod en statslig myndighed i tilfælde af manglende eller ufuldstændig gennemførelse af disse direktiver, for så vidt angår beregningen af en vejafgift for køretøjer, hvis vægt er mindst 12 tons, som anvendes til godstransport på den samlede Brenner-motorvejsstrækning i Østrig.


Tredje spørgsmål, litra a)

45
I tilfælde af en bekræftende besvarelse af andet spørgsmål har den forelæggende ret spurgt, hvilken metode og hvilke kriterier der finder anvendelse ved beregningen af vejafgiften for en enkelt tur på den samlede strækning.

46
Under hensyn til besvarelsen af det andet spørgsmål er det ufornødent at besvare tredje spørgsmål, litra a).


Tredje spørgsmål, litra b)

Indlæg for Domstolen

47
Rieser har gjort gældende, at virksomheden som østrigsk transportvirksomhed kan påberåbe sig bestemmelserne i artikel 7, litra b), i direktiv 93/89 og artikel 7, stk. 4, i direktiv 1999/62, idet disse bestemmelser ikke blot har til formål at beskytte udenlandske transportvirksomheder. Bestemmelserne fastslår, at vej- og brugsafgifter hverken indirekte eller direkte må medføre forskelsbehandling begrundet i transportens afsendelses- eller bestemmelsessted, uden hensyn til den stat, hvor transportvirksomhedens hjemsted befinder sig.

48
På samme måde har Kommissionen anført, at nævnte bestemmelser har til formål at beskytte al transittrafik mod forskelsbehandling, uanset transportvirksomhedernes nationalitet. Følgelig kan de østrigske transportvirksomheder påberåbe sig disse bestemmelser på samme måde som enhver anden transportvirksomhed, til støtte for, at de på grund af den (for høje) afgift, der opkræves på den samlede Brenner-motorvejsstrækning, forskelsbehandles i forhold til brugere af ruten, som alene benytter dele af nævnte motorvejsstrækning.

49
Asfinag har gjort gældende, at de østrigske transportvirksomheder ikke kan påberåbe sig artikel 7, litra b), i direktiv 93/89 og artikel 7, stk. 4, i direktiv 1999/62, fordi de østrigske statsborgere ikke stilles ringere på grund af deres nationalitet, og at de pågældende direktiver angår omkostningerne ved infrastruktur uden at have til formål at regulere konkurrencen mellem transportvirksomhederne inden for en enkelt medlemsstat. Følgelig kan de østrigske transportvirksomheder ikke påberåbe sig en eventuel forskelsbehandling af brugerne af den samlede Brenner-motorvejsstrækning i forhold til brugerne af dele af denne strækning.

50
I samme retning har den østrigske regering anført, at direktiv 93/89 og 1999/62 har til formål at regulere konkurrencen mellem transportvirksomheder i forskellige medlemsstater uden at have til hensigt at regulere individuelle brugeres subjektive rettigheder med henblik på benyttelsen af en bestemt strækning til en bestemt afgiftssats. For så vidt som reguleringen af konkurrencen mellem transportvirksomheder inden for én medlemsstat ikke er omfattet, kan en østrigsk transportvirksomhed ikke påberåbe sig bestemmelserne om forbud mod forskelsbehandling i direktiv 93/89 og 1999/62.

Domstolens bemærkninger

51
Det bemærkes, at artikel 7, litra b), i direktiv 93/89 for at undgå enhver form for konkurrencefordrejning mellem medlemsstaternes transportvirksomheder indeholder et forbud ikke blot mod, at der ved opkrævningen af vej- og brugsafgifter udøves nogen form for forskelsbehandling, som direkte eller indirekte er begrundet i transportvirksomhedernes nationalitet, men også mod, at der udøves forskelsbehandling begrundet i transportens afsendelses- eller bestemmelsessted (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Østrig, præmis 109).

52
Det samme ræsonnement gælder for de indholdsmæssigt identiske bestemmelser i artikel 7, stk. 4, i direktiv 1999/62.

53
Det følger heraf, at østrigske transportvirksomheder, som i forbindelse med transitvirksomhed anvender hele Brenner-motorvejsstrækningen, og som følgelig stilles mindre fordelagtigt end brugere af visse delstrækninger på grund af transportens afsendelses- eller bestemmelsessted, også kan påberåbe sig forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 7, litra b), i direktiv 93/89 og artikel 7, stk. 4, i direktiv 1999/62.

54
Det tredje spørgsmål, litra b), skal derfor besvares med, at de østrigske transportvirksomheder på samme måde som transportvirksomheder fra andre medlemsstater kan påberåbe sig artikel 7, litra b), i direktiv 93/89 og artikel 7, stk. 4, i direktiv 1999/62 til støtte for, at de på grund af den (for høje) afgift, der opkræves på den samlede Brenner-motorvejsstrækning i Østrig, forskelsbehandles i forhold til brugere af ruten, som alene benytter dele af nævnte motorvejsstrækning.


Fjerde spørgsmål, litra a)

55
I dommen i sagen Parlamentet mod Rådet fastslog Domstolen, at direktiv 93/89 var ugyldigt, fordi det var blevet vedtaget uden forskriftsmæssig høring af Europa-Parlamentet. Imidlertid bestemte Domstolen, at retsvirkningerne af det annullerede direktiv stod ved magt, indtil Rådet havde vedtaget nye bestemmelser på området (jf. nævnte doms præmis 31 og 32 samt domskonklusionens punkt 2).

56
Den forelæggende ret har spurgt, om denne dom skal fortolkes således, at retsvirkningerne af direktiv 93/89 står ved magt, indtil medlemsstaterne har gennemført det nye direktivs bestemmelser, eller indtil udløbet af fristen for gennemførelse af det nye direktivs bestemmelser.

Indlæg for Domstolen

57
Asfinag og den østrigske regering har gjort gældende, at opretholdelse af retsvirkningerne af det annullerede direktiv 93/89, således som fastslået i dommen i sagen Parlamentet mod Rådet, gjaldt indtil vedtagelsen af direktiv 1999/62, dvs. den 17. juni 1999.

58
Kommissionen har anført, at direktiv 1999/62 trådte i kraft den 20. juli 1999. Kommissionen har gjort gældende, at direktiv 93/89 således mistede sin bindende virkning fra denne dato.

Domstolens bemærkninger

59
Det medgives, at dommen i sagen Parlamentet mod Rådet efter sin ordlyd angiver, at retsvirkningerne af direktiv 93/89 står ved magt indtil vedtagelsen af direktiv 1999/62, som afløste det.

60
Imidlertid er formålet med opretholdelsen af en annulleret retsakts virkninger at hindre, at der opstår et retligt tomrum, indtil en ny retsakt erstatter den annullerede retsakt. Dette formål kan alene opfyldes, hvis den annullerede retsakt fortsat har retsvirkninger, indtil den nye retsakt skaber disse virkninger. Eftersom direktiv 1999/62 først skabte retsvirkninger fra datoen for sin ikrafttræden, skal dommen i sagen Parlamentet mod Rådet forstås således, at retsvirkningerne af direktiv 93/89 stod ved magt indtil direktiv 1999/62's ikrafttræden, det vil i henhold til direktivets artikel 13 sige den 20. juli 1999. Direktiv 93/89 havde således fortsat retsvirkninger frem til den 19. juli 1999 kl. 24.00.

61
Det fjerde spørgsmål, litra a) skal derfor besvares med, at dommen i sagen Parlamentet mod Rådet skal fortolkes således, at retsvirkningerne af direktiv 93/89 stod ved magt indtil den 20. juli 1999, som var datoen for direktiv 1999/62's ikrafttræden.


Fjerde spørgsmål, litra b)

62
I henhold til artikel 12 i direktiv 1999/62 udløb gennemførelsesfristen for dette direktiv den 1. juli 2000. Med det foreliggende spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 1999/62 kan påberåbes af Rieser ved de nationale domstole med hensyn til perioden fra den 20. juli 1999, som var datoen for dette direktivs ikrafttræden, til den 1. juli 2000, som var datoen for gennemførelsesfristens udløb.

Indlæg for Domstolen

63
Asfinag har gjort gældende, at medlemsstaterne i perioden fra den 17. juni 1999 til den 1. juli 2000 skulle opfylde de forpligtelser, som fulgte af direktiv 1999/62 i form af forudgående virkninger, men at disse ikke har direkte virkning.

64
Den østrigske regering har anført, at medlemsstaterne skal respektere de forudgående virkninger af direktiver, for så vidt som de ikke må træffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af direktivets formål i alvorlig fare. Derimod er det udelukket, at et direktiv, hvis gennemførelsesfrist endnu ikke er udløbet, kan have direkte virkning.

65
Kommissionen har gjort gældende, at i perioden fra den 20. juli 1999 til den 1. juli 2000 havde medlemsstaterne pligt til at tage direktiv 1999/62 i betragtning i den forstand, at de inden for direktivets gennemførelsesfrist skulle afstå fra at træffe foranstaltninger, der kunne bringe virkeliggørelsen af det ved direktivet foreskrevne formål i alvorlig fare.

Domstolens bemærkninger

66
Det følger af artikel 10, stk. 2, EF og af artikel 249, stk. 3, EF samt af selve direktiv 1999/62, at mens den i direktivet fastsatte frist for gennemførelse i national ret løber, skal den medlemsstat, der er adressat for direktivet, afholde sig fra at træffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af det i direktivet foreskrevne resultat i alvorlig fare (dom af 18.12.1997, sag C-129/96, Inter-Environnement Wallonie, Sml. I, s. 7411, præmis 45).

67
Det forholder sig dog ikke desto mindre således, at i retssager anlagt af borgerne, der påberåber sig et direktivs direkte virkning, har de nationale domstole ikke pligt til at undlade at anvende eksisterende nationale regler, der er i strid med dette direktiv, før efter direktivets gennemførelsesfrist er udløbet (jf. i denne retning, dog i forbindelse med en beslutning og ikke et direktiv, dom af 10.11.1992, sag C-156/91, Hansa Fleisch Ernst Mundt, Sml. I, s. 5567, præmis 20).

68
Da denne frist navnlig er fastsat under hensyn til, at medlemsstaterne skal have den nødvendige tid til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger, kan medlemsstaterne ikke kritiseres for, at de ikke har gennemført direktivet i national ret, før fristen er udløbet (jf. dommen i sagen Inter-Environnement Wallonie, præmis 43).

69
Følgelig skal det fjerde spørgsmål, litra b), besvares med, at i perioden fra den 20. juli 1999 til den 1. juli 2000 skulle medlemsstaterne undlade at træffe foranstaltninger, der kunne bringe virkeliggørelsen af det i direktiv 1999/62 foreskrevne resultat i alvorlig fare, men borgerne kunne ikke påberåbe sig dette direktiv mod medlemsstaterne ved de nationale domstole med henblik på at hindre anvendelsen af en eksisterende national regel, som er i strid med dette direktiv.


Sagens omkostninger

70
De udgifter, der er afholdt af den østrigske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Oberster Gerichtshof ved kendelse af 22. marts 2002, for ret:

1)
Ved indgåelse af kontrakter med vejbrugere kan direktivbestemmelser, der kan have direkte virkning, gøres gældende over for en juridisk privatretlig person, når staten har givet denne juridiske person til opgave at opkræve vejafgifter for benyttelse af offentlige vejstrækninger, og staten direkte eller indirekte kontrollerer denne juridiske person.

2)
Artikel 7, litra b), i Rådets direktiv 93/89/EØF af 25. oktober 1993 om opkrævning i medlemsstaterne af afgifter på visse køretøjer, der anvendes til vejgodstransport, samt af vejafgifter og brugsafgifter for benyttelse af visse infrastrukturer, og artikel 7, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/62/EF af 17. juni 1999 om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer, men ikke artikel 7, litra h), i direktiv 93/89, og heller ikke artikel 7, stk. 9, i direktiv 1999/62, kan påberåbes af borgerne mod en statslig myndighed i tilfælde af manglende eller ufuldstændig gennemførelse af disse direktiver for så vidt angår beregningen af en vejafgift for køretøjer, hvis vægt er mindst 12 tons, som anvendes til godstransport på den samlede Brenner-motorvejsstrækning i Østrig.

3)
Østrigske transportvirksomheder kan på samme måde som transportvirksomheder fra andre medlemsstater påberåbe sig artikel 7, litra b), i direktiv 93/89 og artikel 7, stk. 4, i direktiv 1999/62 til støtte for, at de på grund af den (for høje) afgift, der opkræves på den samlede Brenner-motorvejsstrækning i Østrig, forskelsbehandles i forhold til brugere af ruten, som alene benytter dele af nævnte motorvejsstrækning.

4)
Dommen af 5. juli 1995 i sagen Parlamentet mod Rådet (sag C-21/94) skal fortolkes således, at retsvirkningerne af direktiv 93/89 stod ved magt indtil den 20. juli 1999, som var datoen for direktiv 1999/62's ikrafttræden.

5)
I perioden fra den 20. juli 1999 til den 1. juli 2000 skulle medlemsstaterne undlade at træffe foranstaltninger, der kunne bringe virkeliggørelsen af det i direktiv 1999/62 foreskrevne resultat i alvorlig fare, men borgerne kunne ikke påberåbe sig dette direktiv mod medlemsstaterne ved de nationale domstole med henblik på at hindre anvendelsen af en eksisterende national regel, som er i strid med dette direktiv.

Skouris

Cunha Rodrigues

Puissochet

Schintgen

Macken

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 5. februar 2004.

Justitssekretær

Præsident

R. Grass

V. Skouris

1 –
Processprog: tysk.