1. Unionsborgerskab — traktatens bestemmelser — personelt anvendelsesområde — statsborger i en medlemsstat med lovlig bopæl på en anden medlemsstats område — omfattet — retsvirkninger — udøvelse af de rettigheder, der er forbundet med status som borger i Den Europæiske Union — berørte, der også er statsborgere i bopælsstaten — uden betydning — forskelsbehandling på grundlag af nationalitet i forbindelse med reglerne om efternavn — ikke tilladt — (Art. 12 EF, 17 EF og 18 EF)
2. Fællesskabsret — principper — ligebehandling — forskelsbehandling på grundlag af nationalitet — mindreårige børn, der er bosat i en medlemsstat, og som er statsborgere både i denne stat og i en anden medlemsstat — ansøgning om navneændring med henblik på at bære det efternavn, som børnene ville have i den anden medlemsstat — afslag fra forvaltningsmyndigheden om at imødekomme ansøgningen — ikke tilladt — (Art. 12 EF og 17 EF)
1. Statsborgere i en medlemsstat, der opholder sig lovligt på en anden medlemsstats område, kan påberåbe sig den i artikel 12 EF fastsatte ret til ikke at blive udsat for forskelsbehandling på grundlag af nationalitet i forbindelse med reglerne om deres efternavn.
Unionsborgerskabets formål er således at skabe den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere, der gør det muligt for dem, som befinder sig i samme situation, inden for EF-traktatens materielle anvendelsesområde at blive undergivet samme retlige behandling uafhængigt af deres nationalitet og med forbehold af udtrykkeligt fastsatte undtagelser i denne henseende. Til de situationer, der hører under fællesskabsrettens materielle anvendelsesområde, hører situationer, der er knyttet til udøvelsen af de ved traktaten sikrede grundlæggende friheder, bl.a. dem, der er knyttet til udøvelsen af retten til at færdes og opholde sig på medlemsstaternes område i henhold til artikel 18 EF.
Selv om reglerne for personers navne på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin hører under medlemsstaternes kompetence, skal medlemsstaterne imidlertid overholde fællesskabsretten under udøvelsen af denne kompetence, og herunder navnlig traktatens bestemmelser om den frihed, der tilkommer enhver unionsborger til at færdes og opholde sig på medlemsstaternes område. Det i artikel 17 EF omhandlede unionsborgerskab har imidlertid ikke til formål at udvide det materielle anvendelsesområde for traktaten, således at det ligeledes omfatter interne forhold, der ikke har nogen tilknytning til fællesskabsretten. Der foreligger imidlertid en tilknytning til fællesskabsretten, når der er tale om personer, der befinder i en situation, som når en statsborger i en medlemsstat opholder sig lovligt på en anden medlemsstats område. Heroverfor kan det ikke gøres gældende, at de berørte i hovedsagen ligeledes er statsborgere i den medlemsstat, som de har opholdt sig i, siden de blev født, og at dette statsborgerskab ifølge myndighederne i denne stat er det eneste, som denne skal anerkende. En medlemsstat kan ikke begrænse virkningerne af en anden medlemsstats tildeling af statsborgerskab ved at kræve en yderligere betingelse for anerkendelse af dette statsborgerskab opfyldt i forbindelse med udøvelse af de i traktaten hjemlede grundlæggende friheder.
(jf. præmis 22-29)
2. Artikel 12 EF og 17 EF skal fortolkes således, at de er til hinder for, at forvaltningsmyndigheden i en medlemsstat afviser at imødekomme en ansøgning om navneændring for mindreårige børn, der er bosat i denne medlemsstat, og som er statsborgere både i denne stat og i en anden medlemsstat, når ansøgningen har til formål at gøre det muligt for børnene at bære det efternavn, som de ville have i henhold til den anden medlemsstats retsorden og traditioner.
Hvad angår princippet om efternavnets faste karakter som et middel til at undgå forveksling omkring personers identitet og slægtskabsforhold gælder for det første, at selv om dette princip ganske vist gør det lettere at anerkende personers identitet og slægtskabsforhold, er det imidlertid ikke så nødvendigt, at det ikke kan tilpasses en praksis, hvorefter børn, der er statsborgere i en medlemsstat og ligeledes har statsborgerskab i en anden medlemsstat, kan bære et efternavn, der består af andre elementer end dem, der er fastsat i henhold til den første medlemsstats retsorden, og som i øvrigt er indført i et officielt register for den anden medlemsstat. Herudover er det som følge af den betydelige migration i Unionen endvidere ubestrideligt, at forskellige nationale ordninger for navngivning forefindes samtidig i samme medlemsstat, således at slægtskabsforhold ikke nødvendigvis kan opfattes i samfundet i den pågældende medlemsstat alene ud fra den eneste ordning, der finder anvendelse på statsborgere i denne medlemsstat. Hertil kommer, at en ordning, hvorefter der kan overføres elementer fra begge forældres efternavne – i stedet for at skabe tvivl om børnenes slægtskabsforhold – tværtimod kan bidrage til at styrke anerkendelsen af dette slægtskab i forhold til de to forældre.
For så vidt dernæst angår integrationsformålet, der forfølges med den omtvistede praksis, og henset til sameksistensen i medlemsstaterne af flere forskellige ordninger for tildeling af navne, som finder anvendelse på personer, der er bosiddende dér, er den pågældende praksis hverken nødvendig for eller egnet til at fremme integrationen af statsborgere fra andre medlemsstater.
(jf. præmis 42, 43 og 45 samt domskonkl.)