Sag C-147/02

Michelle K. Alabaster

mod

Woolwich plc og Secretary of State for Social Security

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Court of Appeal (England and Wales) (Civil Division))

»Socialpolitik − mandlige og kvindelige arbejdstagere − lige løn − løn under barselsorlov − beregning af lønnens størrelse − hensyntagen til en lønforhøjelse«

Sammendrag af dom

1.        Socialpolitik − mandlige og kvindelige arbejdstagere − lige løn − barselsorlov − fastsættelsen af den ydelse, der modtages under barselsorloven − kriterier − forpligtelse til at medregne en lønforhøjelse, som er givet mellem begyndelsen af den periode, referencelønnen omfatter, og slutningen af barselsorloven − betingelser

(EF-traktaten, art. 119 (EF-traktatens art. 117-120 er blevet erstattet af art. 136 EF-143 EF))

2.        Socialpolitik − tilnærmelse af lovgivningerne – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer – direktiv 92/85 – ydelsen under barselsorloven − medlemsstaterne forpligtede til at fastsætte bestemmelser om medregning af enhver lønforhøjelse

(Rådets direktiv 92/85)

1.        Traktatens artikel 119 (traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF) skal fortolkes således, at den kræver, at enhver lønforhøjelse, som er givet mellem begyndelsen af den periode, referencelønnen omfatter, og slutningen af barselsorloven, skal indgå som et af de lønelementer, der skal medtages ved beregningen af størrelsen af ydelsen under barselsorloven, forudsat at den ydelse, som den kvindelige arbejdstager modtager under sin barselsorlov, i det mindste delvis, fastsættes på grundlag af den løn, hun modtog inden barselsorlovens begyndelse. Et sådant krav er ikke kun begrænset til de tilfælde, hvor lønforhøjelsen er tilbagedateret til den periode, referencelønnen omfatter.

(jf. præmis 50 og domskonkl. 1)

2.        Da der ikke findes nogen fællesskabsbestemmelser på området, tilkommer det de kompetente nationale myndigheder at fastsætte bestemmelser, hvorefter enhver lønforhøjelse, som er givet før eller efter barselsorloven, skal indgå som et af de lønelementer, der skal medtages ved beregningen af størrelsen af ydelsen under barselsorloven, idet myndighederne herved skal overholde alle fællesskabsbestemmelser og især direktiv 92/85 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer.

(jf. præmis 56 og domskonkl. 2)




DOMSTOLENS DOM (plenum )
30. marts 2004(1)

»Socialpolitik – mandlige og kvindelige arbejdstagere – lige løn – løn under barselsorlov – beregning af lønnens størrelse – hensyntagen til en lønforhøjelse«

I sag C-147/02,

angående en anmodning, som Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) (Det Forenede Kongerige) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Michelle K. Alabaster

mod

Woolwich plc,Secretary of State for Social Security,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF) og af dom af 13. februar 1996, Gillespie m.fl. (sag C-342/93, Sml. I, s. 475),har

DOMSTOLEN (plenum ),



sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene P. Jann, C.W.A. Timmermans, C. Gulmann, J.N. Cunha Rodrigues og A. Rosas samt dommerne A. La Pergola, J.-P. Puissochet, R. Schintgen (refererende dommer), F. Macken og N. Colneric,

generaladvokat: P. Léger
justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

–
M.K. Alabaster ved L. Cox, QC, og barrister K. Monaghan

–
Woolwich plc ved barrister M. Griffiths for solicitor C. McIntyre

–
Det Forenede Kongeriges regering ved P. Ormond, som befuldmægtiget, bistået af C. Vajda, QC, og barrister R. Haynes

–
Kommissionen for De Europæiske Fælleskaber ved M.-J. Jonczy og N. Yerrell, som befuldmægtigede,

efter at der i retsmødet den 24. juni 2003 er afgivet mundtlige indlæg af M.K. Alabaster ved K. Monaghan og barrister A. Reindorf, af Det Forenede Kongeriges regering ved C. Jackson, som befuldmægtiget, og C. Vajda, og af Kommissionen ved M.-J. Jonczy og N. Yerrell,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 30. september 2003,

afsagt følgende



Dom



1
Ved kendelse af 27. marts 2002, indgået til Domstolen den 22. april 2002, har Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) i medfør af artikel 234 EF forelagt tre præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF) og af dom af 13. februar 1996, Gillespie m.fl. (sag C-342/93, Sml. I, s. 475).

2
Spørgsmålene er blevet rejst under en sag anlagt af M.K. Alabaster mod selskabet Woolwich plc (herefter »Woolwich«) og Secretary of State for Social Security vedrørende en begæring om, at der ved beregningen af den lovbestemte barselsydelse skal tages hensyn til en lønforhøjelse.


Retsforskrifter

Fællesskabsbestemmelserne

3
Traktatens artikel 119, stk. 1 og 2, som finder anvendelse på hovedsagens faktiske omstændigheder, bestemmer:

»Hver medlemsstat gennemfører i løbet af første etape og opretholder derefter princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde. Ved »løn« forstås i denne artikel den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier.«

4
I henhold til artikel 1, stk. 1, i direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT L 45, s. 19) indebærer princippet om lige løn, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.

5
Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EFT L 348, s. 1) blev vedtaget med hjemmel i EF-traktatens artikel 118 A.

6
Direktivet skal i henhold til dets artikel 14, stk. 1, gennemføres af medlemsstaterne senest den 19. oktober 1994.

7
Direktivets artikel 8 om barselsorlov har følgende ordlyd:

»1.     Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre arbejdstagere som defineret i artikel 2 barselsorlov i mindst 14 sammenhængende uger fordelt før og/eller efter fødslen i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.

2.       Den i stk. 1 nævnte barselsorlov skal omfatte en obligatorisk barselsorlov på mindst to uger fordelt før og/eller efter fødslen i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.«

8
Hvad angår rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen bestemmer artikel 11 i direktiv 92/85:

»For at sikre, at en arbejdstager som defineret i artikel 2 kan udøve den ret til beskyttelse af sikkerhed og sundhed, der er anerkendt i nærværende artikel, fastsættes følgende:

[...]

2)
I det tilfælde, der er omhandlet i artikel 8:

a)
skal de i artikel 2 definerede arbejdstageres rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen, bortset fra de i litra b) nedenfor nævnte, sikres

b)
skal bevarelse af lønnen og/eller oppebærelse af en passende ydelse sikres de i artikel 2 definerede arbejdstagere.

3)
Den ydelse, der er omhandlet i nr. 2), litra b), anses for passende, når den sikrer en indtægt, der mindst svarer til den, som den pågældende arbejdstager ville få under sygeorlov, eventuelt inden for et loft fastsat i henhold til den nationale lovgivning.

4)
Medlemsstaterne kan gøre retten til den løn eller ydelse, der er omhandlet i nr. 1) og nr. 2), litra b), betinget af, at arbejdstageren opfylder betingelserne for en sådan ret i henhold til den nationale lovgivning.

Det må under ingen omstændigheder kræves, at den pågældende skal have arbejdet mere end tolv måneder umiddelbart inden det forventede fødselstidspunkt.«

De nationale bestemmelser

Social Security Contributions and Benefits Act 1992

9
De nationale bestemmelser om den lovbestemte barselsydelse findes i afsnit XII i Social Security Contributions and Benefits Act 1992 (lov af 1992 om sociale sikringsbidrag og -ydelser, herefter »loven«).

10
I henhold til lovens section 164 har en kvindelig arbejdstager ret til den lovbestemte barselsydelse, hvis hun, indtil den 15. uge forud for den uge, hvor fødslen forventes at finde sted, har arbejdet i en sammenhængende periode på mindst 26 uger hos den samme arbejdsgiver, hvis den normale ugeløn overstiger et bestemt beløb, hvis hun har underrettet sin arbejdsgiver på behørig vis, og der er under 11 uger til det forventede fødselstidspunkt.

11
Den lovbestemte barselsydelse kan i henhold til lovens section 165(1) højst udbetales i 18 uger.

12
Der er i lovens section 166(1) fastsat to lønsatser, som benævnes henholdsvis »den høje sats« og »den lave sats«.

13
I henhold til lovens section 166(2) er den høje sats enten 90% af den kvindelige arbejdstagers normale ugeløn i den otte ugers periode, der ligger umiddelbart forud for den fjortende uge før det forventede fødselstidspunkt, eller den lave sats, alt efter hvilket af disse beløb der er højest. Den lave sats er et fast ugentligt beløb.

14
I henhold til lovens section 166(1) og (4) har en kvindelig arbejdstager, som er berettiget til den høje lovbestemte barselsydelse, ret til at få den høje sats i seks uger og den lave sats i tolv uger.

15
Lovens section 171(4) bestemmer, at den normale ugeløn for en kvindelig arbejdstager svarer til den gennemsnitlige ugeløn, som hun har fået udbetalt i den relevante periode.

Statutory Maternity Pay (General) Regulations 1986

16
Statutory Maternity Pay (General) Regulations 1986 (almindelig bekendtgørelse fra 1986 om den lovbestemte barselsydelse), som ændret med virkning fra den 12. juni 1996 ved Statutory Instrument nr. 1335 af 1996 (herefter »bekendtgørelsen«), præciserer visse af de i loven fastsatte betingelser for udbetaling af den lovbestemte barselsydelse.

17
Bekendtgørelsens regulation 20 definerer, hvad der skal forstås ved løn med henblik på beregning af den lovbestemte barselsydelse.

18
Bekendtgørelsens regulation 21 fastsætter, hvorledes den normale ugeløn beregnes.

19
Bekendtgørelsens regulation 21(2) definerer »den afgørende dato« som enten den første dag i den fjortende uge før det forventede fødselstidspunkt, eller som den første dag i den uge, hvori fødslen har fundet sted, idet det tidligste tidspunkt lægges til grund.

20
Bekendtgørelsens regulation 21(3), bestemmer, at den relevante periode i lovens section 171(4)’s forstand, er perioden mellem:

»a)
den sidste almindelige lønningsdag før den afgørende dato; og

b)
den sidste almindelige lønningsdag, som ligger mindst otte uger før den i litra a) nævnte almindelige lønningsdag, inklusive den i litra a) nævnte lønningsdag, men eksklusive den i litra b) først nævnte lønningsdag.«

21
Bekendtgørelsens regulation 21(7) bestemmer:

»I de tilfælde, hvor en kvinde modtager en tilbagedateret lønforhøjelse, som indeholder et beløb, der refererer til den relevante periode, skal den normale ugeløn beregnes, som om dette beløb blev betalt i den relevante periode, selv om det modtages efter den omhandlede periode.«


Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

22
M.K. Alabaster var ansat hos Woolwich fra den 7. december 1987 til den 23. august 1996.

23
Hun havde barselsorlov fra den 8. januar 1996, idet det forventede fødselstidspunkt var fastsat til den 11. februar 1996.

24
M.K. Alabaster modtog den lovbestemte barselsydelse med virkning fra ugen fra den 7. januar 1996. Ydelsen blev udbetalt med den høje sats ikke blot i den lovbestemte periode på seks uger, men også i yderligere fire uger i henhold til hendes arbejdsaftale. Hun modtog herefter ydelsen til den lave sats i otte uger.

25
Den 12. december 1995 fik M.K. Alabaster en lønforhøjelse med virkning fra den 1. december 1995. Der var imidlertid ikke taget hensyn til denne lønforhøjelse ved beregningen af den lovbestemte barselsydelse, da den blev givet efter den periode, der var relevant for beregningen af den normale løn.

26
I henhold til bekendtgørelsens regulation 21(3) var den relevante periode for beregning af den normale løn i M.K. Alabasters tilfælde tiden fra den 1. september 1995 til den 31. oktober 1995.

27
Bekendtgørelsens regulation 21(7) fandt således ikke anvendelse, idet den først var trådt i kraft den 12. juni 1996. Bestemmelsen ville dog under ingen omstændigheder kunne have været anvendt i forhold til M.K. Alabaster, da hendes lønforhøjelse ikke havde en tilbagevirkende kraft, der strakte sig ind i den relevante periode.

28
Den 21. januar 1997 indgav M.K. Alabaster en klage over Woolwich til Employment Tribunal (Det Forenede Kongerige) og gjorde gældende, at den omstændighed, at der ved fastsættelsen af den til hende udbetalte lovbestemte barselsydelse ikke var taget hensyn til lønforhøjelsen, var udtryk for en forskelsbehandling på grundlag af køn, som navnlig var i strid med traktatens artikel 119.

29
Ved Employment Tribunals kendelse af 30. maj 1997 blev Secretary of State for Social Security adciteret.

30
Ved afgørelse af 10. marts 1999 fastslog Employment Tribunal med henvisning til Gillespie m.fl.-dommen, at den omstændighed, at der ved fastsættelsen af den udbetalte lovbestemte barselsydelse ikke var taget hensyn til M.K. Alabasters lønforhøjelse, var i strid med traktatens artikel 119.

31
Woolwich og Secretary of State for Social Security appellerede denne del af sagen til Employment Appeal Tribunal (Det Forenede Kongerige). Appellen blev – ligeledes på grundlag af Gillespie m.fl.-dommen – forkastet ved dom af 7. april 2000.

32
De sagsøgte i hovedsagen iværksatte appel for Court of Appeal (England og Wales) (Civil Division), som har skønnet, at afgørelsen af den for den anlagte sag afhænger af en fortolkning af fællesskabsretten, og har derfor besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Såfremt:

–
den indtægtsrelaterede del af en kvindes lovbestemte barselsydelse beregnes på grundlag af hendes normale ugeløn i en otte ugers periode, som udløber den 15. uge inden det forventede fødselstidspunkt (herefter »den relevante periode«), og

–
arbejdsgiveren på et givet tidspunkt, efter udløbet af den relevante periode, som danner grundlag for beregning af den pågældende kvindes indtægtsrelaterede del af den lovbestemte barselsydelse, men inden udløbet af hendes barselsorlov, giver hende en lønforhøjelse, som ikke er tilbagedateret til den relevante periode, spørges:

1)
Skal [traktatens] artikel [119] og Gillespie m.fl.-dommen fortolkes således, at kvinden har krav på, at denne lønforhøjelse tages i betragtning ved beregningen eller genberegningen af den indtægtsrelaterede del af hendes lovbestemte barselsydelse?

2)
Har det nogen indflydelse på bevarelsen af det første spørgsmål, om den faktiske dato for betaling af lønforhøjelsen starter: i) inden kvindens barselsorlov begynder, ii) inden udløbet af perioden for betaling af den indtægtsrelaterede del af hendes lovbestemte barselsydelse, eller iii) på en anden dato og, i bekræftende fald, hvilken dato?

3)
Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

a)
Hvorledes skal der da tages hensyn til lønforhøjelsen ved beregningen eller genberegningen af den normale ugeløn i den relevante periode?

b)
Bør den relevante periode ændres?

c)
Skal der – og da i hvilket omfang – tages hensyn til andre omstændigheder, der er indtrådt i den periode, som lønforhøjelsen refererer til, såsom antallet af arbejdstimer og baggrunden for lønforhøjelsen?

d)
Følger det heraf, at der skal tages hensyn til en eventuel lønnedgang efter udløbet af den relevante periode, men inden udløbet af kvindens barselsorlov, ved beregningen eller genberegningen af hendes lovbestemte barselsydelse, og i bekræftende fald, hvorledes skal dette ske?«


Anmodningen om en genåbning af den mundtlige forhandling

33
Ved skrivelse indgivet til Domstolens Justitskontor den 18. november 2003 har Det Forenede Kongerige anmodet Domstolen om at træffe bestemmelse om genåbning af den mundtlige forhandling i overensstemmelse med artikel 61 i Domstolens procesreglement.

34
Til støtte for denne anmodning har Det Forenede Kongerige gjort gældende, at generaladvokaten i forslaget til afgørelse har udtalt sig om et spørgsmål, som ikke udtrykkeligt er blevet forelagt Domstolen af den forelæggende ret.

35
Det skal hertil bemærkes, at Domstolen ex officio, efter at have hørt generaladvokaten eller på parternes begæring i overensstemmelse med artikel 61 i Domstolens procesreglement, kan træffe bestemmelse om genåbning af den mundtlige forhandling, såfremt den finder, at sagen er utilstrækkeligt oplyst, eller at sagen skal afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af parterne (jf. kendelse af 4.2.2000, sag C-17/98, Emesa Sugar, Sml. I, s. 665, præmis 18, dom af 19.2.2002, sag C-309/99, Wouters m.fl., Sml. I, s. 1577, præmis 42, og af 13.11.2003, sag C-209/01 Schilling og Fleck-Schilling, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 19).

36
I det foreliggende tilfælde er Domstolen, efter at have hørt generaladvokaten, imidlertid af den opfattelse, at den har kendskab til alle de omstændigheder, der er nødvendige for at besvare de præjudicielle spørgsmål, der er blevet forelagt, og at disse omstændigheder har været genstand for drøftelser under retsforhandlingerne. Anmodningen om genåbning af den mundtlige forhandling bør derfor afvises.


Om de præjudicielle spørgsmål

Det første og det andet spørgsmål

37
Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om traktatens artikel 119 og Gillespie m.fl.-dommen skal fortolkes således, at kvinden har krav på, at den lønforhøjelse, som hun har modtaget efter den relevante periode, og som ikke er tilbagedateret til denne periode, tages i betragtning ved beregningen af den indtægtsrelaterede del af den lovbestemte barselsydelse. Med det andet spørgsmål ønsker retten oplyst, om den omstændighed, at denne lønforhøjelse har virkning inden barselsorlovens begyndelse, eller inden udløbet af perioden for betaling af den indtægtsrelaterede del af hendes lovbestemte barselsydelse eller på noget andet tidspunkt, har indflydelse på besvarelsen af det første spørgsmål. Da disse spørgsmål er nært forbundne, bør de behandles under ét.

38
Det bemærkes indledningsvis, at direktiv 92/85, der skulle have været gennemført af medlemsstaterne senest den 19. oktober 1994, ikke fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen i sagen Gillespie m.fl., men at denne sag er omfattet af direktivets tidsmæssige anvendelsesområde.

39
Direktivets artikel 11, nr. 2 og 3, fastslår ganske vist, at visse rettigheder i forbindelse med en arbejdsaftale, indgået af en person som sagsøgeren i hovedsagen, skal sikres, men de to første spørgsmål, som den nationale ret har rejst, kan ikke besvares fyldestgørende udelukkende med henvisning til direktivet.

40
Det skal derfor under disse omstændigheder undersøges, om spørgsmålene kan besvares på grundlag af andre fællesskabsbestemmelser eller -principper.

41
Det bemærkes herved, at ifølge artikel 1 i direktiv 75/117 indebærer princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde, der er fastslået i traktatens artikel 119, som finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.

42
Hvad for det første angår begrebet løn, som anvendes i de nævnte bestemmelser, fremgår det af definitionen i traktatens artikel 119, stk. 2, at dette begreb omfatter alle de ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet direkte eller indirekte modtager fra arbejdsgiveren. Ydelsernes retlige karakter har ikke betydning for anvendelsen af nævnte artikel, såfremt de ydes i tilknytning til ansættelsesforholdet (dom af 9.2.1982, sag 12/81, Garland, Sml. s. 359, præmis 10, og Gillespie m.fl.-dommen, præmis 12).

43
Blandt de ydelser, der betegnes som løn, er navnlig ydelser, der udbetales af arbejdsgiveren i henhold til lov og som følge af et arbejdsforhold, og som skal sikre arbejdstagerne en indkomst, selv om de i særlige tilfælde, der er fastsat af lovgiveren, ikke udøver aktiviteter som nævnt i ansættelseskontrakten (dom af 4.6.1992, sag C-360/90, Bötel, Sml. I, s. 3589, præmis 14 og 15, og Gillespie m.fl.-dommen, præmis 13 og den deri nævnte praksis).

44
Da den ydelse, som arbejdsgiveren i henhold til lovbestemmelser eller som følge af kollektive overenskomster udbetaler til en kvindelig arbejdstager under hendes barselsorlov, bygger på arbejdsforholdet, er den følgelig løn i den forstand, udtrykket er anvendt i traktatens artikel 119 og i direktiv 75/117 (Gillespie m.fl.-dommen, præmis 14, og dom af 27.10.1998, sag C-411/96, Boyle m.fl., Sml. I, s. 6401, præmis 38).

45
Det bemærkes for det andet, at forskelsbehandling efter fast retspraksis består i, at der på sammenlignelige situationer anvendes forskellige bestemmelser, eller at den samme bestemmelse anvendes på forskellige situationer (jf. bl.a. dom af 14.2.1995, sag C-279/93, Schumacker, Sml. I, s. 225, præmis 30, og Gillespie m.fl.-dommen, præmis 16).

46
De kvinder, som har barselsorlov i henhold til den nationale lovgivning, befinder sig i en særlig situation, som kræver, at der gives dem en speciel beskyttelse, men som ikke kan sammenlignes med den situation, en mand, eller en kvinde, som faktisk arbejder, befinder sig i (Gillespie m.fl.-dommen, præmis 17). De berørte kan derfor ikke med henvisning til bestemmelserne i traktatens artikel 119 med rette gøre gældende, at de skal bevare fuld løn under barselsorloven, som om de faktisk – ligesom andre arbejdstagere – arbejdede (Gillespie m.fl.-dommen, præmis 20).

47
For det tredje har Domstolen imidlertid i Gillespie m.fl.-dommens præmis 22 fastslået, at når den ydelse, der udbetales under barselsorloven, svarer til en ugeløn, der beregnes på grundlag af den gennemsnitsløn, den kvindelige arbejdstager har oppebåret på et givet tidspunkt, hvor hun faktisk arbejdede, og som er blevet udbetalt hende uge efter uge som til enhver anden arbejdstager, kræver princippet om forbud mod forskelsbehandling, at den kvindelige arbejdstager, som stadig er knyttet til arbejdsgiveren gennem arbejdsaftalen eller arbejdsforholdet under barselsorloven, ligesom enhver anden arbejdstager, endog med tilbagevirkende kraft, nyder godt af en lønforhøjelse, som er sket mellem begyndelsen af den periode, referencelønnen omfatter, og slutningen af barselsorloven. At udelukke den kvindelige arbejdstager fra en sådan forhøjelse under hendes barselsorlov ville nemlig være en forskelsbehandling, eftersom hun ville have modtaget den højere løn, hvis hun ikke havde været gravid.

48
Det følger heraf, at i en sag som hovedsagen, hvor den indtægt, som den kvindelige arbejdstager er sikret i henhold til den nationale lovgivning, delvis beregnes på grundlag af den løn, som hun modtog inden sin barselsorlov, har hun i medfør af traktatens artikel 119 ret til, at der ved fastlæggelsen af, hvilke lønelementer der skal indgå ved beregningen af den ydelse, der udbetales af hendes arbejdsgiver, tages hensyn til den lønforhøjelse, som hun har fået efter begyndelsestidspunktet for den periode, referencelønnen omfatter, og inden slutningen af barselsorloven.

49
Det i Gillespie m.fl.-dommens præmis 22 omtalte krav indebærer, at enhver lønforhøjelse, der er givet efter begyndelsen af den periode, referencelønnen omfatter, skal indgå som et af de lønelementer, der medtages ved beregningen af størrelsen af den ydelse, som den kvindelige arbejdstager er berettiget til under sin barselsorlov. Dette krav er ikke – i modsætning til det af Det Forenede Kongeriges regering anførte – begrænset til de tilfælde, hvor lønforhøjelsen er tilbagedateret til den nævnte periode.

50
Det første og det andet spørgsmål skal herefter besvares med, at traktatens artikel 119 skal fortolkes således, at den kræver, at enhver lønforhøjelse, som er givet mellem begyndelsen af den periode, referencelønnen omfatter, og slutningen af barselsorloven, skal indgå som et af de lønelementer, der skal medtages ved beregningen af størrelsen af ydelsen under barselsorloven, forudsat at den ydelse, som den kvindelige arbejdstager modtager under sin barselsorlov, i det mindste delvis, fastsættes på grundlag af den løn, hun modtog inden barselsorlovens begyndelse. Et sådant krav er ikke kun begrænset til de tilfælde, hvor lønforhøjelsen er tilbagedateret til den nævnte periode.

Det tredje spørgsmål

51
For det tilfælde, at Domstolen fastslår, at der under omstændigheder, som de i hovedsagen foreliggende, skal tages hensyn til lønforhøjelsen ønsker den forelæggende ret med det tredje spørgsmål nærmere bestemt oplyst, for det første, hvorledes der skal tages hensyn til en sådan forhøjelse ved beregningen af den ydelse, der tilkommer den kvindelige arbejdstager under barselsorloven, og for det andet, om der ligeledes skal tages hensyn til den lønnedgang, som den kvindelige arbejdsgiver måtte have haft i den periode, som følger efter den periode, der er dækket af referencelønnen, og under sin barselsorlov.

52
Hvad angår det første led bemærkes, at ifølge artikel 234 EF, som er baseret på en klar adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens funktioner, har Domstolen alene kompetence til at træffe afgørelse vedrørende fortolkningen eller gyldigheden af en EF-forskrift på grundlag af de faktiske omstændigheder, sådan som de er beskrevet af den nationale ret (jf. dom af 2.6.1994, sag C-30/93, AC-ATEL Electronics Vertriebs, Sml. I, s. 2305, præmis 16). Det følger heraf, at det i forbindelse med en procedure efter artikel 234 EF ikke tilkommer Domstolen, men den nationale ret, at anvende de fællesskabsregler, som Domstolen har fortolket, på nationale foranstaltninger eller situationer (dom af 28.3.1979, sag 222/78, ICAP, Sml. s. 1163, præmis 10, og af 22.6.1999, sag C-342/97, Lloyd Schuhfabrik Meyer, Sml. I, s. 3819, præmis 11).

53
Da fremgangsmåden for gennemførelsen af det i denne doms præmis 50 nævnte krav ikke er reguleret i fællesskabsretten, er det vedkommende medlemsstats kompetente myndigheder, der må fastsætte bestemmelser herom, forudsat at de overholder dette krav samt de øvrige fællesskabsbestemmelser, herunder især de, der er fastsat i direktiv 92/85. Det tilkommer derfor ikke Domstolen at tage stilling til spørgsmålet om, hvorledes der skal tages hensyn til lønforhøjelsen ved fastsættelsen af referencelønnen, eller om den periode, der er dækket af denne løn, bør ændres eller om der – såfremt oplysningerne i sagen under alle omstændigheder er utilstrækkelige – bør tages hensyn til andre faktorer, der vil kunne have indflydelse på lønnens fastsættelse.

54
For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der skal tages hensyn til en eventuel lønnedgang, har Domstolen inden for rammerne af proceduren i henhold til artikel 234 EF udtalt, at det påhviler Domstolen, med henblik på at prøve sin egen kompetence, at undersøge de omstændigheder, hvorunder den nationale ret har forelagt den en sag. For ånden i det samarbejde, hvorunder den præjudicielle forelæggelse skal gennemføres, kræver, at den forelæggende ret tager hensyn til, at det er Domstolens opgave at bidrage til justitsforvaltningen i medlemsstaterne, men ikke at udøve responderende virksomhed vedrørende generelle eller hypotetiske spørgsmål (dom af 15.12.1995, sag C-415/93, Bosman, Sml. I, s. 4921, præmis 59, af 13.3.2001, sag C-379/98, PreussenElektra, Sml. I, s. 2099, præmis 38, af 22.1.2002, sag C-390/99, Canal Satélite Digital, Sml. I, s. 607, præmis 18, og af 21.3.2002, sag C-451/99, Cura Anlagen, Sml. I, s. 3193, præmis 16).

55
I den foreliggende sag er det problem, som Domstolen er anmodet om at tage stilling til, af hypotetisk karakter, hvilket fremgår af den omstændighed, at tvisten i hovedsagen, således som den er beskrevet i forelæggelseskendelsen, udelukkende omhandler afslaget på at tage hensyn til en lønforhøjelse, uden at en lønnedgang overhovedet har været på tale. En besvarelse af den forelæggende rets tredje spørgsmåls andet led har under disse omstændigheder ingen betydning for tvisten i hovedsagen. Denne del af spørgsmålet bør derfor afvises.

56
Da der ikke findes nogen fællesskabsbestemmelser på området, følger det af ovennævnte, at det tredje spørgsmål bør besvares med, at det tilkommer de kompetente nationale myndigheder at fastsætte bestemmelser, hvorefter enhver lønforhøjelse, som er givet før eller efter barselsorloven, skal indgå som et af de lønelementer, der skal medtages ved beregningen af størrelsen af ydelsen under barselsorloven, idet myndighederne herved skal overholde alle fællesskabsbestemmelser og især direktiv 92/85.


Sagens omkostninger

57
De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

DOMSTOLEN (plenum)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) ved kendelse af 27. marts 2002, for ret:

1)
EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136 EF–143 EF) skal fortolkes således, at den kræver, at enhver lønforhøjelse, som er givet mellem begyndelsen af den periode, referencelønnen omfatter, og slutningen af barselsorloven, skal indgå som et af de lønelementer, der skal medtages ved beregningen af størrelsen af ydelsen under barselsorloven, forudsat at den ydelse, som den kvindelige arbejdstager modtager under sin barselsorlov, i det mindste delvis, fastsættes på grundlag af den løn, hun modtog inden barselsorlovens begyndelse. Et sådant krav er ikke kun begrænset til de tilfælde, hvor lønforhøjelsen er tilbagedateret til den nævnte periode.

2)
Da der ikke findes nogen fællesskabsbestemmelser på området, tilkommer det de kompetente nationale myndigheder at fastsætte bestemmelser, hvorefter enhver lønforhøjelse, som er givet før eller efter barselsorloven, skal indgå som et af de lønelementer, der skal medtages ved beregningen af størrelsen af ydelsen under barselsorloven, idet myndighederne herved skal overholde alle fællesskabsbestemmelser og især Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF).

Skouris

Jann

Timmermans

Gulmann

Cunha Rodrigues

Rosas

La Pergola

Puissochet

Schintgen

Macken

Colneric

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 30. marts 2004.

R. Grass

V. Skouris

Justitssekretær

Præsident

1 –
Processprog: engelsk.