1. Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser — protokollen vedrørende Domstolens fortolkning af konventionen — præjudicielle spørgsmål — Domstolens kompetence — præjudicielle spørgsmål på grundlag af anbringender fremsat af en part i hovedsagen — formaliteten — betingelser — (Bruxelles-konventionen af 27.9.1968; protokollen af 3.6.1971)
2. Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser — litispendens — sager anlagt ved retterne i forskellige kontraherende stater — den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, kompetent i medfør af en værnetingsaftale — uden betydning for pligten til at udsætte sagen — (Bruxelles-konventionen af 27.9.1968, art. 21)
3. Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser — litispendens — sager anlagt ved retterne i forskellige kontraherende stater — urimeligt langvarige procedurer ved retterne i den kontraherende stat, hvor den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er beliggende — uden betydning for anvendelsen af konventionens artikel 21 — (Bruxelles-konventionen af 27.9.1968, art. 21)
1. En national ret kan i medfør af protokollen af 3. juni 1971 vedrørende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse, ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltrædelse, ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltrædelse og ved konventionen af 29. november 1996 om Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse, forelægge Domstolen en anmodning om fortolkning af konventionen, selv om den herved lægger anbringender til grund, som er fremført af en af parterne i hovedsagen, men som retten endnu ikke har efterprøvet i realiteten, når retten i lyset af sagens særlige omstændigheder finder, at en præjudiciel afgørelse er nødvendig for at kunne træffe afgørelse, og de præjudicielle spørgsmål, som den forelægger for Domstolen, er relevante. Det påhviler imidlertid den forelæggende ret at forsyne Domstolen med de faktiske og retlige oplysninger, der gør det muligt for denne at give en fortolkning af konventionen, der kan benyttes af den forelæggende ret, og at angive grundene til, at den finder, at en besvarelse af dens spørgsmål er nødvendig for tvistens løsning.
(jf. præmis 27 og domskonkl. 1)
2. Artikel 21 i konventionen af 27. september 1968 skal fortolkes således, at den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, selv om denne rets kompetence hævdes at følge af en værnetingsklausul, skal udsætte sagen, indtil den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, har erklæret sig inkompetent.
Denne omstændighed kan nemlig ikke bevirke, at den processuelle regel, som er indeholdt i artikel 21, og som klart og udelukkende tager udgangspunkt i den rækkefølge, hvori sagerne er anlagt ved de pågældende retter, ikke finder anvendelse.
(jf. præmis 47 og 54 samt domskonkl. 2)
3. Artikel 21 i konventionen af 27. september 1968 skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke kan fraviges, når procedurerne ved retterne i den kontraherende stat, hvor den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er beliggende, generelt er urimeligt langvarige.
En fortolkning, hvorefter denne bestemmelse ikke skal finde anvendelse i sådanne tilfælde, er helt åbenbart i modstrid med såvel ordlyden som opbygningen af og formålet med konventionen.
(jf. præmis 70 og 73 samt domskonkl. 3)