Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Frie varebevægelser — kvantitative restriktioner — foranstaltninger med tilsvarende virkning — artikel 28 EF-30 EF — anvendelsesområde — varer i transit i en medlemsstat, men bestemt for et tredjeland — omfattet — (Art. 28 EF-30 EF)

2. Frie varebevægelser — kvantitative restriktioner — foranstaltninger med tilsvarende virkning — national lovgivning, hvorved toldmyndighederne ved transitforsendelsen inden for Fællesskabet kan tilbageholde varer, der mistænkes for at være varemærkeforfalskede, og som er lovligt fremstillet i en medlemsstat og bestemt for et tredjeland — begrundelse — beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret — foreligger ikke — transitforsendelse ikke omfattet af varemærkerettens særlige genstand — (Art. 28 EF og 30 EF)

Sammendrag

1. Varer, der er lovligt fremstillet i en medlemsstat og er i transit i en anden medlemsstat, er, selv om de er bestemt for et tredjeland, omfattet af anvendelsesområdet for artikel 28 EF-30 EF. Den toldunion, der er etableret ved traktaten, indebærer nødvendigvis, at der skal sikres frie varebevægelser medlemsstaterne imellem. Friheden i så henseende kan ikke være fuldstændig, hvis medlemsstaterne på nogen måde har mulighed for at hindre eller hæmme bevægeligheden for varer i transit, således at der som følge af toldunionen og i medlemsstaternes fælles interesse må anerkendes et almindeligt princip om transitfrihed for varer i Fællesskabet.

(jf. præmis 18 og 20)

2. Artikel 28 EF skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for, at en medlemsstats toldmyndigheder under anvendelse af medlemsstatens immaterialretslovgivning og på grund af mistanke om varemærkeforfalskning gennemfører tilbageholdelse af varer, der lovligt er fremstillet i en anden medlemsstat, og som efter transit over den første medlemsstats område skal markedsføres i et tredjeland.

En tilbageholdelse i tolden, der forsinker varebevægelserne og kan medføre en fuldstændig blokering, begrænser nemlig de frie varebevægelser og udgør derfor en hindring for denne frihed.

En sådan tilbageholdelse kan ikke begrundes i hensynet til beskyttelsen af industriel og kommerciel ejendomsret i artikel 30 EF’s forstand, idet den nævnte transitforsendelse ikke indebærer markedsføring af de pågældende varer og derfor ikke kan krænke varemærkerettens særlige genstand.

(jf. præmis 21, 24, 27, 29 og 30 samt domskonkl.)