Tilnærmelse af lovgivningerne — varemærker — direktiv 89/104 — begrænsning af varemærkets virkninger — varemærkeindehaverens ret til at modsætte sig tredjemands anvendelse af en angivelse af geografisk oprindelse, der indebærer en risiko for forveksling med varemærket — betingelse — brug ikke i overensstemmelse med redelig markedsføringsskik — den nationale rets afgørelse — [Rådets direktiv 89/104, art. 5, stk. 1, litra b), og art. 6, stk. 1, litra b)]
Artikel 6, stk. 1, litra b), i det første direktiv 89/104 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker skal fortolkes således, at såfremt der foreligger en lydlig forvekslingsrisiko mellem et ordmærke, der er registreret i en medlemsstat, og en erhvervsmæssig angivelse af den geografiske oprindelse af en vare med oprindelse i en anden medlemsstat, kan varemærkeindehaveren i henhold til direktivets artikel 5 kun forbyde brug af angivelse af geografisk oprindelse, såfremt denne brug ikke er i overensstemmelse med redelig markedsføringsskik.
I den forbindelse påhviler det den nationale ret at foretage en helhedsvurdering af alle relevante forhold i sagen. Hvad angår brugen af varemærket og angivelsen af geografisk oprindelse ved markedsføringen af drikkevarer på flasker bør den nationale ret bl.a. tage flaskens form og etiket i betragtning, især såfremt det kan antages, at producenten af den drikkevare, der bærer angivelsen af geografisk oprindelse, udøver illoyal konkurrence over for varemærkeindehaveren.
(jf. præmis 26 og 27 samt domskonkl.)