1. Fælles handelspolitik – foranstaltninger med henblik på at forhindre markedsføring af varemærkeforfalskede og piratkopierede varer – forordning nr. 3295/94 – anvendelsesområde – varer under ekstern forsendelse – omfattet
(Rådets forordning nr. 3295/94, art. 2 og 11)
2. Institutionernes retsakter – forordninger – medlemsstaternes gennemførelse – forpligtelse til at fortolke national ret i overensstemmelse med fællesskabsretten – grænser – princippet om lovhjemmel for strafansvar og straf
1. Artikel 11 i forordning nr. 3295/94 om fastsættelse af visse foranstaltninger i forbindelse med indførsel i Fællesskabet og udførsel og genudførsel fra Fællesskabet af varer, der krænker visse former for intellektuel ejendomsret, som ændret ved forordning nr. 241/1999, pålægger medlemsstaterne at fastsætte sanktioner i tilfælde af overtrædelse af forbuddet i forordningens artikel 2 mod at lade varemærkeforfalskede varer overgå til fri omsætning, udføre, genudføre, eller lade dem omfatte af suspensionsproceduren. Disse bestemmelser finder anvendelse på varer, der er i transit mellem to stater, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, og som foreløbigt tages i bevaring i en medlemsstat af denne stats toldmyndigheder.
(jf. præmis 55 og 64 samt domskonkl. 1)
2. Forpligtelsen til at fortolke national ret i overensstemmelse med fællesskabsrettens ordlyd og formål for at fremkalde det resultat, der er foreskrevet ved fællesskabsretten, kan ikke i sig selv og uafhængigt af en lov vedtaget af en medlemsstat skabe eller skærpe strafansvaret for en erhvervsdrivende, der har tilsidesat forskrifterne i en fællesskabsforordning.
Denne forpligtelse finder nemlig sine grænser i de almindelige retsgrundsætninger, der er en integrerende del af fællesskabsretten, herunder retssikkerhedsprincippet og forbuddet mod loves tilbagevirkende gyldighed. Navnlig princippet om, at straffebestemmelser ikke kan have tilbagevirkende gyldighed, således som det er fastslået i artikel 7 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der er en almindelig fællesskabsretlig grundsætning, som er fælles for medlemsstaternes forfatningsmæssige traditioner, forbyder, at der kan pålægges en strafferetlig sanktion for en adfærd, der ikke er forbudt i henhold til en national bestemmelse, selv i det tilfælde hvor denne bestemmelse er i strid med fællesskabsretten.
(jf. præmis 61, 63 og 64 samt domskonkl. 2)