Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. EKSF – aftaler – forbud – overtrædelse – bevis – Kommissionens bevisbyrde – undtagelse – den pågældende virksomheds deltagelse i møder af konkurrencebegrænsende beskaffenhed – omvendt bevisbyrde

(EKSF-traktaten, art. 65)

2. EKSF – aftaler – forbud – overtrædelse – administrativ procedure – anmodning om oplysninger – ret til kontradiktion – ret til at nægte at afgive svar, som indebærer indrømmelse af en overtrædelse

(EKSF-traktaten, art. 36, stk. 1)

3. EKSF – aftaler – bøder – beløb – fastsættelse – fritagelse for eller nedsættelse af bøden mod, at den pågældende virksomhed samarbejder – større nedsættelse i tilfælde af indrømmelse af overtrædelsen – krænkelse af virksomhedens ret til kontradiktion, og navnlig af retten til at nægte at afgive svar, som indebærer indrømmelse af en overtrædelse – foreligger ikke

(EKSF-traktaten, art. 65, stk. 5; Kommissionens meddelelse 96/C 207/04, del D)

Sammendrag

1. Det påhviler den virksomhed, hvis deltagelse i møder af åbenbar konkurrencebegrænsende beskaffenhed er godtgjort ved hjælp af de oplysninger, Kommissionen har fremlagt, at fremføre indicier af en sådan beskaffenhed, at den kan påvise, at dens deltagelse i de nævnte møder ikke var sket for at begrænse konkurrencen, samt at virksomheden over for konkurrenterne havde oplyst, at den deltog i møderne med et andet formål end deres.

(jf. præmis 46)

2. Selv om Kommissionen, som led i behandlingen af en sag, der har til formål at påvise en overtrædelse af konkurrencereglerne, er beføjet til at pålægge en virksomhed at meddele alle nødvendige oplysninger om de omstændigheder, som virksomheden kan tænkes at være bekendt med, må den ikke pålægge en virksomhed pligt til at besvare spørgsmål, såfremt virksomheden derved tvinges til at afgive tilståelse om at have begået retsstridige handlinger, som det påhviler Kommissionen at føre bevis for.

(jf. præmis 85 og 86)

3. Selv om Kommissionen ikke kan tvinge en virksomhed til at indrømme at have deltaget i overtrædelser på konkurrenceområdet, er den dog ikke forhindret i ved bødeudmålingen at hense til det samarbejde, som virksomheden har ydet med henblik på at lette bevisførelsen for den påtalte overtrædelse, og navnlig den omstændighed, at en virksomhed har indrømmet at have deltaget i overtrædelsen. Kommissionen kan indrømme væsentlige bødenedsættelser til en virksomhed, der således har samarbejdet, og bevilge langt mindre nedsættelser til en anden virksomhed, der blot har afstået fra at benægte Kommissionens principale påstande om de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for dens klagepunkter.

Den pågældende virksomheds indrømmelse af den påtalte overtrædelse er rent frivillig. Virksomheden tvinges på ingen måde til at indrømme aftalen. Kommissionens hensyntagen til graden af den pågældende virksomheds samarbejde med Kommissionen, herunder indrømmelsen af overtrædelsen, med henblik på pålæggelse af en lavere bøde, udgør følgelig ikke en tilsidesættelse af retten til kontradiktion.

Samarbejdsmeddelelsen og navnlig dennes del D må derfor forstås således, at den form for samarbejde, som den pågældende virksomhed har udøvet, og som kan berettige en nedsættelse af bøden, ikke blot er en indrømmelse af de faktiske omstændigheder, men tillige en indrømmelse af deltagelsen i overtrædelsen.

(jf. præmis 87-91)