1. Tilnærmelse af lovgivningerne — næringsdeklaration af levnedsmidler — direktiv 90/496 — referencetidspunkt med henblik på fastsættelsen af næringsværdien af levnedsmidler — mindsteholdbarhedsfrist — tilladt — fastsættelse af tilladte forskelle mellem den deklarerede værdi og den værdi, der konstateres ved offentlig kontrol — medlemsstaternes kompetence — [Rådets direktiv 90/496, art. 1, stk. 4, litra k), og art. 6, stk. 8]
2. Tilnærmelse af lovgivningerne — næringsdeklaration af levnedsmidler — direktiv 90/496 — tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og af proportionalitetsprincippet — foreligger ikke — [Rådets direktiv 90/496, art. 1, stk. 4, litra k), og art. 6, stk. 8]
1. Artikel 1, stk. 4, litra k), og artikel 6, stk. 8, i direktiv 90/496 om næringsdeklaration af levnedsmidler skal fortolkes således, at værdien af et næringsstof, såsom vitamin C, som angives på et levnedsmiddel efter en analyse foretaget af producenten, kan svare til den værdi, som levnedsmidlet indeholder på tidspunktet for mindsteholdbarhedsfristens udløb, og således, at fastsættelsen af de tilladte forskelle mellem den deklarerede værdi og den værdi, der konstateres ved en offentlig kontrol, på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin henhører under medlemsstaternes kompetence.
(jf. præmis 41 og domskonkl. 1)
2. Gyldigheden af direktiv 90/496 om næringsdeklaration af levnedsmidler anfægtes ikke af den omstændighed, at nævnte direktivs artikel 1, stk. 4, litra k), og artikel 6, stk. 8, hverken indeholder præcise oplysninger om det referencetidspunkt, der skal tages i betragtning ved afgørelsen af gennemsnitsværdien af et næringsstof, der er indeholdt i et levnedsmiddel, eller om grænserne for de tilladte forskelle mellem den deklarerede værdi og den værdi, der konstateres ved offentlig kontrol.
Langt fra at tilsidesætte princippet om retssikkerhed har fællesskabslovgiver nemlig for det første i overensstemmelse med artikel 249, stk. 3, EF fastsat det resultat, der skal nås, nemlig at gøre det muligt for forbrugeren at vælge en passende kost ved blandt andet at have adgang til deklarationer af gennemsnitsværdier, der bedst repræsenterer den mængde næringsstof, som det pågældende levnedsmiddel indeholder, og som er fastsat under hensyn til forskellige faktorer, samtidig med, at spørgsmålet om form og midler overlades de kompetente nationale myndigheder med henblik på realisering af dette formål. Ved for det andet på denne måde at overlade en skønsmæssig kompetence til de nationale myndigheder for så vidt angår definitionen af referencetidspunktet med henblik på beregning af gennemsnitsværdien og de tilladte forskelle mellem den deklarerede værdi og den værdi, der konstateres ved offentlig kontrol, indebærer direktivets artikel 1, stk. 4, litra k), og artikel 6, stk. 8, ikke urimelige eller uforholdsmæssige hindringer for levnedsmiddelproducenters aktiviteter.
(jf. præmis 47-49 og domskonkl. 2)