Sag C-30/02

Recheio – Cash & Carry SA

mod

Fazenda Pública/Registo Nacional de Pessoas Colectivas

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Tributário de Primeira Instância de Lisboa)

»Tilbagesøgning af beløb erlagt i urigtig formening om skyld – frist på 90 dage for anlæggelse af søgsmål – effektivitetsprincippet«

Sammendrag af dom

Fællesskabsret – direkte virkning – nationale afgifter i strid med fællesskabsretten – tilbagebetaling – nærmere regler – anvendelse af national ret – betingelser – overholdelse af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet – præklusiv frist på 90 dage – lovlig


I mangel af fællesskabsretlige bestemmelser om tilbagebetaling af nationale afgifter, der er opkrævet med urette, tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som fællesskabsretten medfører for borgerne. Disse regler må dog ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden (effektivitetsprincippet).

For så vidt angår effektivitetsprincippet er det foreneligt med fællesskabsretten, at der af retssikkerhedshensyn fastsættes rimelige, præklusive søgsmålsfrister til beskyttelse af både den afgiftspligtige og den pågældende myndighed. En national, præklusiv frist på 90 dage, som beregnes fra dagen for udløbet af fristen for frivillig betaling af afgiften, findes herved ikke at være urimelig, for så vidt som den udgør en tilstrækkelig lang periode til, at den afgiftspligtige har mulighed for at træffe beslutning om at anlægge annullationssøgsmål med fuldt kendskab til sagen og for i denne hensigt at samle alle nødvendige faktiske og retlige oplysninger.

Heraf følger, at fællesskabsrettens effektivitetsprincip ikke er til hinder for, at der for tilbagesøgning af en afgift, som er opkrævet i strid med fællesskabsretten, fastsættes en forældelsesfrist på 90 dage, som beregnes fra dagen for udløbet af fristen for frivillig betaling af afgiften.

(jf. præmis 17, 18, 21, 22 og 26 samt domskonkl.)




DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
17. juni 2004(1)

»Tilbagesøgning af beløb erlagt i urigtig formening om skyld – frist på 90 dage for anlæggelse af søgsmål – effektivitetsprincippet«

I sag C-30/02,

angående en anmodning, som Tribunal Tributário de Primeira Instância de Lisboa (Portugal) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Recheio – Cash & Carry SA,

mod

Fazenda Pública/Registo Nacional de Pessoas Colectivas,

procesdeltager:Ministério Pùblico,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af de fællesskabsretlige bestemmelser om tilbagesøgning af beløb erlagt i urigtig formening om skyld,har

DOMSTOLEN (Første Afdeling),



sammensat af afdelingsformanden, P. Jann, og dommerne A. La Pergola, S. von Bahr (refererende dommer), R. Silva de Lapuerta og K. Lenaerts,

generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer
justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Múgica Arzamendi,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

–
Recheio – Cash & Carry SA ved advogados C. Teixeira Osório de Castro og J. Vieira Peres

–
den portugisiske regering ved L. Fernandes og A.I. Pinto, som befuldmægtigede

–
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved A.M. Alves Vieira og R. Lyal, som befuldmægtigede, bistået af advogado N. Castro Marques,

efter at der i retsmødet den 13. november 2003 er afgivet mundtlige indlæg af Recheio – Cash & Carry SA ved J. Vieira Peres samt ved advogados P. Sousa Machado og M. Fontaine de Campos, af den portugisiske regering ved L. Fernandes, bistået af advogado C. Baptista Lobo, og af Kommissionen ved A.M. Alves Vieira og R. Lyal,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 11. december 2003,

afsagt følgende



Dom



1
Ved kendelse af 27. december 2001, indgået til Domstolen den 4. februar 2002, har Tribunal Tributário de Primeira Instância de Lisboa i medfør af artikel 234 EF forelagt tre præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af de fællesskabsretlige bestemmelser om tilbagesøgning af beløb erlagt i urigtig formening om skyld.

2
Spørgsmålene er blevet rejst under en sag mellem Recheio – Cash & Carry SA (herefter »Recheio«) og Fazenda Pública/Registo Nacional de Pessoas Colectivas (statskassen/det nationale register for juridiske personer) vedrørende tilbagebetaling af de registreringsgebyrer, som Recheio har betalt i henhold til artikel 3, stk. 4, i tabellen for beregning af gebyrer i det nationale register for juridiske personer, som vedtaget ved bekendtgørelse nr. 366/89 af 22. maj 1989 (Diário da República I, serie A, nr. 117, af 22.5.1989).


Hovedsagen og relevante retsforskrifter

3
Ved notarialiterdokument oprettet i Lissabon den 5. november 1997 forhøjede Recheio sin selskabskapital fra 100 000 000 PTE til 1 000 000 000 PTE.

4
Den 4. marts 1998 lod Recheio kapitalforhøjelsen registrere i det nationale register for juridiske personer. Der blev af selskabet opkrævet og samme dag betalt registreringsgebyrer på 2 251 000 PTE i henhold til artikel 3, stk. 4, i tabellen for beregning af gebyrer i det nationale register for juridiske personer.

5
Den 11. juli 2001 anlagde Recheio sag for Tribunal Tributário de Primeira Instância de Lisboa med påstand om, at det anerkendes, at selskabet havde ret til tilbagebetaling af 2 250 000 PTE. Selskabet gjorde gældende, at opkrævningen af gebyrerne var i strid med fællesskabsretten, navnlig artikel 10, litra c), og artikel 12, stk. 1, litra e), i Rådets direktiv 69/335/EØF af 17. juli 1969 om kapitaltilførselsafgifter (EFT 1969 II, s. 405).

6
Recheio har til støtte for sin påstand henvist til Domstolens praksis, hvorefter gebyrer, som skal svares for registreringen i et nationalt register over juridiske personer af en forhøjelse af kapitalen i et kapitalselskab, i princippet er forbudt i medfør af artikel 10, litra c), i direktiv 69/335, når disse udgør skatter eller afgifter i direktivets forstand (jf. bl.a. dom af 29.9.1999, sag C-56/98, Modelo, Sml. I, s. 6427, og af 26.9.2000, sag C-134/99, IGI, Sml. I, s. 7717, præmis 25).

7
Tribunal Tributário de Primeira Instância behandlede Recheios søgsmål som et annullationssøgsmål. Ifølge Tribunal Tributário de Primeira Instância skulle søgsmålet have været anlagt inden for en frist på 90 dage, regnet fra »dagen for udløbet af den frist, der er fastsat for frivillig betaling af afgiften« i henhold til artikel 123 i Código de Processo Tributário (herefter »CPT«), der blev indført ved lovdekret nr. 154/91 af 23. april 1991 (Diário da República I, serie A, nr. 94, af 23.4.1991), hvortil herefter svarer artikel 102 i Código de Procédimento e Processo Tributário (herefter »CPPT«), der blev indført ved lovdekret nr. 433/99 af 26. oktober 1999 (Diário da República I, serie A, nr. 250, af 26.10.1999) og ændret ved lov nr. 15/2001 af 5. juni 2001 om CPPT (Diário da República I, serie A, nr. 130, af 5.6.2001).

8
Tribunal Tributário de Primeira Instância har anført, at en frist på 90 dage for anlæggelse af et annullationssøgsmål hverken må være mindre gunstig end de frister, der gælder for søgsmål om tilbagesøgning, der er baseret på de nationale regler, eller i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden.

9
Tribunal Tributário de Primeira Instância konstaterede, at den i sagen omhandlede frist finder anvendelse på alle søgsmål vedrørende opkrævninger af skatteindtægter, uanset om søgsmålet er baseret på fællesskabsretten eller national ret.

10
Tribunal Tributário de Primeira Instância de Lisboa har udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)
Er fællesskabsretten til hinder for, at en medlemsstat, for tilbagesøgning af et i strid med fællesskabsretten fejlagtigt erlagt beløb, fastsætter en forældelsesfrist på 90 dage, som beregnes fra dagen for udløbet af fristen for frivillig betaling, når man dermed gør det uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve retten til tilbagesøgning?

2)
I bekræftende fald: Hvilken minimumsfrist kan betragtes som forenelig med reglen om, at tilbagesøgningsretten ikke må vanskeliggøres uforholdsmæssigt?

3)
Eller hvilke kriterier skal anvendes ved fastlæggelse af fristen?«


Begæringen om genåbning af den mundtlige forhandling

11
Ved begæring indleveret til Domstolens Justitskontor den 23. januar 2004 har Recheio anmodet om genåbning af den mundtlige forhandling som følge af generaladvokatens forslag til afgørelse. Recheio har gjort gældende, at generaladvokaten har baseret sit forslag til afgørelse på en åbenbart urigtig fortolkning af portugisisk ret, hvorefter den omtvistede forældelsesfrist ikke var på 90 dage, men på fem og en halv måned.

12
Hertil bemærkes, at Domstolen ex officio, på forslag af generaladvokaten eller på parternes begæring i overensstemmelse med artikel 61 i Domstolens procesreglement, kan træffe bestemmelse om genåbning af den mundtlige forhandling, såfremt den finder, at sagen er utilstrækkeligt oplyst, eller at sagen skal afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af parterne (jf. bl.a. dom af 18.6.2002, sag C-299/99, Philips, Sml. I, s. 5475, præmis 20, af 7.11.2002, sag C-184/01 P, Hirschfeldt mod Det Europæiske Miljøagentur, Sml. I. s. 10173, præmis 30, og af 13.11.2003, sag C-209/01, Schilling og Fleck-Schilling, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 19).

13
Da ingen af disse to tilfælde foreligger i denne sag, finder Domstolen, at der i den foreliggende sag ikke er grundlag for at genåbne den mundtlige forhandling. Begæringen om genåbning af den mundtlige forhandling kan herefter ikke tages til følge.


De præjudicielle spørgsmål

14
Den forelæggende ret ønsker med sine spørgsmål, der behandles samlet, nærmere bestemt oplyst, om fællesskabsrettens effektivitetsprincip er til hinder for, at der for tilbagesøgning af en afgift, som er opkrævet i strid med fællesskabsretten, fastsættes en forældelsesfrist på 90 dage, som beregnes fra dagen for udløbet af fristen for frivillig betaling af afgiften.

15
Det bemærkes, at medlemsstaterne i princippet er forpligtede til at tilbagebetale afgifter, som er opkrævet i strid med fællesskabsretten (jf. dom af 14.1.1997, forenede sager C-192/95 – C-218/95, Comateb m.fl., Sml. I, s. 165, præmis 20).

16
Domstolen har også i en række afgørelser fastslået, at problemet vedrørende tilbagesøgning af afgifter, der er betalt med urette, er løst på forskellig måde i de enkelte medlemsstater og inden for samme stat endog kan afhænge af, hvilke typer skatter og afgifter der er tale om. I nogle tilfælde er der, for anfægtelse af sådanne krav, ved lov fastsat præcise frist- og procedureregler for såvel klager til afgiftsmyndighederne som indbringelse af spørgsmålet for domstolene. I andre tilfælde skal sager om tilbagebetaling af urigtigt erlagte afgifter indbringes for de almindelige domstole, i de fleste tilfælde efter de regler, der gælder for tilbagesøgning af beløb erlagt i urigtig formening om skyld, ligesom der er adgang til at anlægge sådanne sager inden for kortere eller længere frister, i visse tilfælde inden for den almindelige formueretlige forældelsesfrist (jf. bl.a. dom af 9.2.1999, sag C-343/96, Dilexport, Sml. I, s. 579, præmis 24).

17
Disse forskelle mellem de nationale ordninger er navnlig en følge af, at der ikke findes fællesskabsretlige bestemmelser om tilbagesøgning af nationale afgifter, der er opkrævet med urette. I en sådan situation tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som fællesskabsretten medfører for borgerne. Disse regler må dog ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden (effektivitetsprincippet) (jf. bl.a. dom af 15.9.1998, sag C-231/96, Edis, Sml. I, s. 4951, præmis 34).

18
For så vidt angår sidstnævnte princip har Domstolen fastslået, at det er foreneligt med fællesskabsretten, at der af retssikkerhedshensyn fastsættes rimelige, præklusive søgsmålsfrister til beskyttelse af både den afgiftspligtige og den pågældende myndighed (Edis-dommen, præmis 35).

19
I denne sag fastsætter CPT’s artikel 123, der er erstattet af CPPT’s artikel 102, stk. 1, litra a), en forældelsesfrist på 90 dage for anlæggelse af søgsmål om annullation af den retsakt, hvorved afgiften er blevet fastsat, der beregnes fra den frivillige betaling heraf.

20
Selv om Edis-dommen vedrørte en forældelsesfrist på tre år fra betalingen af afgiften, dvs. en væsentlig længere frist end den i hovedsagen omhandlede, følger det også af denne dom og af Domstolens faste praksis, at medlemsstaterne frit kan fastsætte mere eller mindre lange frister for tilbagesøgning af beløb erlagt i urigtig formening om skyld, forudsat at disse ikke gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden.

21
I denne sag må en frist på 90 dage, som beregnes fra dagen for udløbet af fristen for frivillig betaling af afgiften, anses for at udgøre en tilstrækkelig lang periode til, at den afgiftspligtige har mulighed for at træffe beslutning om at anlægge annullationssøgsmål med fuldt kendskab til sagen og for i denne hensigt at samle alle nødvendige faktiske og retlige oplysninger.

22
Som det fremgår af punkt 41 i generaladvokatens forslag til afgørelse, kan denne frist anses for rimelig i forhold til de frister af tilsvarende længde, der er fastsat i flere andre medlemsstaters interne retsordener.

23
Hvad angår Recheios argument, hvorefter en sådan frist ikke er acceptabel, idet Den Portugisiske Republik ikke havde gennemført direktiv 69/335 på tidspunktet for betalingen af afgiften, men først to år efter Modelo-dommen, bemærkes, at fællesskabsretten ikke forbyder en medlemsstat, der ikke har gennemført direktiv 69/335 korrekt, at fastsætte en national forældelsesfrist for søgsmål om tilbagebetaling af afgifter, der er opkrævet i strid med dette direktiv. Den omstændighed, at Domstolen har afsagt en præjudiciel dom om fortolkningen af den pågældende fællesskabsretlige bestemmelse, er endvidere i princippet i denne henseende uden betydning (jf. bl.a. Edis-dommen, præmis 20 og 47).

24
Hvad angår Recheios argument om, at den omhandlede frist ikke er begrundet, idet skattemyndighederne har en længere frist til at træffe beslutning om at afgiftspålægge den afgiftspligtige samt til ex officio at berigtige afgiftsansættelser, er det tilstrækkeligt at bemærke, at denne omstændighed ikke indebærer, at den i hovedsagen omhandlede frist på 90 dage er utilstrækkelig med hensyn til effektivitetsprincippet. De frister, som skattemyndighederne har for at udøve deres afgiftskompetencer, opfylder normalt andre formål end fristen for anlæggelse af annullationssøgsmål.

25
Det skal på grundlag af det ovenfor anførte konstateres, at en national forældelsesfrist som den i hovedsagen omhandlede ikke i praksis gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden.

26
De af Tribunal Tributário de Primeira Instância forelagte spørgsmål bør derfor besvares med, at fællesskabsrettens effektivitetsprincip ikke er til hinder for, at der for tilbagesøgning af en afgift, som er opkrævet i strid med fællesskabsretten, fastsættes en forældelsesfrist på 90 dage, som beregnes fra dagen for udløbet af fristen for frivillig betaling af afgiften.


Sagens omkostninger

27
De udgifter, der af afholdt af den portugisiske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

DOMSTOLEN (Første Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Tribunal Tributário de Primeira Instância de Lisboa ved kendelse af 27. december 2001, for ret:

Fællesskabsrettens effektivitetsprincip er ikke til hinder for, at der for tilbagesøgning af en afgift, som er opkrævet i strid med fællesskabsretten, fastsættes en forældelsesfrist på 90 dage, som beregnes fra dagen for udløbet af fristen for frivillig betaling af afgiften.

Jann

La Pergola

von Bahr

Silva de Lapuerta

Lenaerts

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 17. juni 2004.

R. Grass

P. Jann

Justitssekretær

Formand for Første Afdeling

1 –
Processprog: portugisisk.