FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
PHILIPPE LÉGER
fremsat den 10. juni 2004(1)

Sag C-467/02

Inan Cetinkaya
mod
Land Baden-Württemberg

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgericht Stuttgart (Tyskland))

»Associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – artikel 7, stk. 1, i Associeringsrådet EØF-Tyrkiets afgørelse nr. 1/80 – anvendelsesområde – børn, der er født og opvokset i værtsmedlemsstaten – opholdsret for en tyrkisk arbejdstagers myndige barn – fængselsdom – betingelser for en beslutning om udvisning – artikel 14 i afgørelse nr. 1/80 – den nationale rets hensyntagen til den pågældende persons positive udvikling efter beslutningen om udvisning«

1. Den foreliggende sag vedrører en sag, som en tyrkisk arbejdstagers søn, der er født og opvokset i Tyskland, har rejst til prøvelse af en beslutning om udvisning af ham truffet af de tyske myndigheder som følge af idømmelse af fængselsstraf for bl.a. ulovlig narkotikahandel. Sagen vedrører derfor fortolkningen af afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 om udvikling af associeringen (2) , vedtaget af Associeringsrådet oprettet ved aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet (3) .

2. Verwaltungsgericht Stuttgart (Tyskland) har derfor forelagt flere præjudicielle spørgsmål om afgørelse nr. 1/80’s anvendelsesområde, om betingelserne for, at de rettigheder, afgørelsen giver, kan fortabes som følge af idømmelse af fængselsstraf, og om hvorvidt den nationale ret, som skal prøve beslutningen om udvisning, kan tage den positive forandring af den berørtes situation, efter at beslutningen om udvisning blev truffet, i betragtning.

I – Fællesskabsbestemmelser

3. Associeringsaftalen har til formål at fremme en stadig og afbalanceret styrkelse af de økonomiske og handelsmæssige forbindelser mellem Fællesskabet og Tyrkiet, under fuldt hensyn til nødvendigheden af at sikre en hurtigere udvikling af Tyrkiets økonomi og en højnelse af beskæftigelsesniveauet og livsvilkårene for det tyrkiske folk (4) . I henhold til aftalens præambel vil støtten til det tyrkiske folks bestræbelse på at forbedre dets levestandard lette Tyrkiets senere optagelse i Fællesskabet.

4. For at nå disse mål er der i associeringsaftalen bl.a. indført bestemmelser om en gradvis gennemførelse af arbejdskraftens frie bevægelighed samt fjernelsen af restriktioner for etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser (5) . Det fremgår af aftalens artikel 12, at de kontraherende parter enes om, »på grundlag af artikel 48 [ (6) ], 49 [ (7) ] og 50 [ (8) ] i traktaten om oprettelse af Fællesskabet, gradvist indbyrdes at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed«. Denne gennemførelse skulle ske inden udgangen af det 12. og 22. år for associeringsaftalens ikrafttræden, i overensstemmelse med de af Associeringsrådet fastsatte retningslinjer (9) .

5. Associeringsrådet vedtog således først afgørelse nr. 2/76 af 20. december 1976, der udgjorde en første etape, og som indeholdt en ret for arbejdstagere til gradvis adgang til beskæftigelse i værtsstaten og en ret for disse arbejdstageres børn til i den pågældende stat at få adgang til almindelig undervisning (10) .

6. Associeringsrådet vedtog derefter afgørelse nr. 1/80, hvis formål ifølge dens tredje betragtning er at forbedre arbejdstagernes og deres families retlige situation på det sociale område i forhold til den ordning, der blev indført ved beslutning nr. 2/76. De bestemmelser, der finder anvendelse for de tyrkiske arbejdstager og deres familiemedlemmer, er indeholdt i henholdsvis afgørelsens artikel 6 og 7.

7. I artikel 6 i afgørelse nr. 1/80 bestemmes følgende:

»1. Med forbehold af artikel 7 vedrørende familiemedlemmers frie adgang til beskæftigelse har tyrkiske arbejdstagere med tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en bestemt medlemsstat:

–: efter at have haft lovlig beskæftigelse i et år, ret til fornyelse af deres arbejdstilladelser i denne medlemsstat hos samme arbejdsgiver, såfremt der er beskæftigelse

–: efter at have haft lovlig beskæftigelse i tre år, ret til i denne medlemsstat med forbehold af den fortrinsstilling, som arbejdstagere fra Fællesskabets medlemsstater har, at modtage tilbud om anden beskæftigelse hos en arbejdsgiver efter eget valg, såfremt dette tilbud er afgivet under normale vilkår og er registreret ved den pågældende medlemsstats arbejdsmarkedsmyndigheder

–: efter at have haft lovlig beskæftigelse i fire år i den pågældende medlemsstat fri adgang til enhver form for lønnet arbejde efter eget valg.

2. Årlig ferie, barselsorlov og fravær på grund af arbejdsulykker eller sygdom af kortere varighed ligestilles med perioder med lovlig beskæftigelse. Uforskyldte arbejdsløshedsperioder, der er behørigt konstateret af de kompetente myndigheder, og fravær af længere varighed på grund af sygdom er ikke, selv om de ikke ligestilles med perioder med lovlig beskæftigelse, til skade for de rettigheder, der er erhvervet gennem den forudgående beskæftigelsesperiode.

–: [...]«

8. Artikel 7 i afgørelse nr. 1/80 bestemmer følgende:

»Når tyrkiske arbejdstagere har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat, har deres familiemedlemmer, såfremt de har fået tilladelse til at flytte til den pågældende medlemsstat,

–: efter at have haft lovlig bopæl dér i mindst tre år, og under forbehold af den fortrinsret, som gives arbejdstagere fra Fællesskabets medlemsstater, ret til at modtage enhver form for tilbud om beskæftigelse

–: efter at have haft lovlig bopæl dér i mindst fem år, fri adgang til enhver form for lønnet beskæftigelse.

Tyrkiske arbejdstageres børn, der har gennemført en erhvervsuddannelse i værtslandet, kan uafhængigt af varigheden af deres ophold i medlemsstaten modtage ethvert tilbud om beskæftigelse i den pågældende medlemsstat, forudsat at en af forældrene har været lovligt beskæftiget i denne stat i mindst tre år.«

9. Artikel 14 i afgørelse nr. 1/80 fastsætter de begrænsninger, der kan ske af udøvelsen af disse rettigheder. Det bestemmes i artikel 14, stk. 1, at:

»Bestemmelserne i dette afsnit finder anvendelse med forbehold af begrænsninger begrundet i hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed.«

II – De faktiske omstændigheder og sagen for den nationale ret

10. Inan Cetinkaya er tyrkisk statsborger. Han er født i Tyskland i 1979 og er opvokset i denne medlemsstat. Han afsluttede sin skolegang med folkeskolens afgangsprøve i 1995. I perioden fra 1996 til december 1999 havde han en række jobs hos forskellige arbejdsgivere, og alle ansættelsesforhold var af kort varighed. Han har siden den 9. marts 1995 haft en tidsubegrænset opholdstilladelse i Tyskland. Hans forældre og søstre bor ligeledes i Tyskland, hvor faderen var arbejdstager, indtil han nåede pensionsalderen.

11. I perioden fra 1996 til 2000 blev Inan Cetinkaya idømt straf fem gange, heraf fire gange med fængselsstraf. Ved sidste dom, af 26. september 2000. blev han idømt tre års »ungdomsfængsel« for ulovlig handel med narkotika.

12. Inan Cetinkaya afsonede sin straf fra den 7. januar 2000 til den 22. januar 2001, hvor han blev løsladt med henblik på gennemførelse af narkotikaafvænning. Han afsluttede denne behandling med held i sommeren 2002. Siden august 2002 har han genoptaget sin skolegang og haft deltidsarbejde. Amtsgericht Schwäbisch Hall afsagde den 20. august 2002 kendelse om, at fuldbyrdelsen af reststraffen blev gjort betinget.

13. Den 3. november 2000 traf Regierungspräsidium Stuttgart (den tyske administrative myndighed, der har kompetence i udvisningssager) beslutning om øjeblikkelig udvisning af Inan Cetinkaya fra Tyskland. Myndigheden begrundede sin afgørelse med, at udvisning var påkrævet, idet der forelå tungtvejende hensyn til den offentlige sikkerhed og orden, som begrundede anvendelsen af en lovbestemt retlig formodning for udvisning. Udvisningen var således påkrævet af special- og generalpræventive grunde. Endvidere kunne Inan Cetinkaya ikke længere påberåbe sig en opholdsret i medfør af artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, da han som følge af fængselsopholdet og afvænningsbehandlingen ikke længere stod til rådighed for arbejdsmarkedet. Inan Cetinkaya anlagde den 8. december 2000 sag til prøvelse af denne beslutning. Den 3. september 2002 ændrede Regierungspräsidium Stuttgart sin beslutning af 3. november 2000 således, at der nu blev fastsat en frist indtil den 4. oktober 2002, inden for hvilken Inan Cetinkaya frivilligt kunne udrejse. Inan Cetinkaya anlagde tillige sag til prøvelse af denne ændring. Verwaltungsgericht har vedlagt de to sager anlagt af Inan Cetinkaya.

III – De præjudicielle spørgsmål

14. I forelæggelseskendelsen har Verwaltungsgericht anført, at hvis Inan Cetinkaya ikke er omfattet af afgørelse nr. 1/80, skal søgsmålet anlagt til prøvelse af afgørelsen af 3. november 2000, som ændret den 3. september 2002, forkastes i medfør af de nationale udlændingeregler. Ifølge den forelæggende ret fremgår det for det første af Bundesverwaltungsgerichts (Tyskland) faste praksis, at den berørtes positive udvikling efter den 3. november 2000, som var datoen for vedtagelse af beslutningen om udvisning, ikke kan tages i betragtning. Den forelæggende ret skal derfor lægge forholdene, således som de forelå den 3. november 2000, til grund for vurderingen af Inan Cetinkayas faktiske og retlige situation. For det andet forekommer udvisningen af Inan Cetinkaya ikke uforholdsmæssig, henset til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, selv om han er født i Tyskland, og hans forældre samt søstre ligeledes bor der. Sagsøgte har således et tilstrækkeligt kendskab til det tyrkiske sprog, han er myndig, ugift og barnløs, og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tillægger bekæmpelse af narkotikarelateret kriminalitet en særlig høj prioritet.

15. Såfremt Inan Cetinkaya derimod findes at være omfattet af anvendelsesområdet for afgørelse nr. 1/80, og såfremt artikel 14 i den nævnte afgørelse skal fortolkes således, at det relevante tidspunkt for vurderingen af den berørte persons faktiske og retlige situation er tidspunktet for retsmødet, vil sagsøgerens påstand med stor sandsynlighed skulle tages til følge. Inan Cetinkaya har, efter beslutningen af 3. november 2000, fået gjort den resterende fængselsstraf betinget, hvilket giver anledning til at tro, at han ikke længere udgør en virkelig og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod et grundlæggende samfundshensyn.

16. Verwaltungsgericht Stuttgart har anført, at den, i modsætning til hvad den kompetente administrative myndighed har besluttet, er tilbøjelig til at mene, at Inan Cetinkaya er omfattet af afgørelse nr. 1/80, og at hans positive udvikling bør tages i betragtning. Retten er imidlertid i tvivl om, hvorledes de relevante bestemmelser i afgørelse nr. 1/80 skal fortolkes. Henset hertil har den besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1): Er et i Forbundsrepublikken Tyskland født barn af en tyrkisk arbejdstager, der har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked, omfattet af anvendelsesområdet for artikel 7, stk. 1, i [afgørelse nr. 1/80], når barnets ophold siden fødslen – og i hvert fald indtil myndighedsalderens indtræden – (oprindeligt) udelukkende har været tilladt af hensyn til familiens enhed eller – i tilfælde hvor der ikke kræves opholdstilladelse – opholdet ikke er blevet bragt til ophør alene af denne grund?

2): Kan familiemedlemmers ret til adgang til arbejdsmarkedet samt ret til fortsat ophold i henhold til artikel 7, stk. 1, andet led, alene begrænses efter reglerne i artikel 14 i afgørelse nr. 1/80?

3): Indebærer idømmelse af ungdomsfængsel i tre år, at den pågældende endeligt har forladt arbejdsmarkedet og følgelig fortaber sine rettigheder ifølge artikel 7, stk. 1, andet led, også såfremt der konkret er mulighed for, at alene en del af straffen kommer til afsoning, dog således at der i tilslutning til en førtidig løsladelse skal gennemføres en narkobehandling, og den pågældende ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet i denne periode?

4): Fører henholdsvis det tab af beskæftigelse, som følger af idømmelsen af en tidsbestemt (ikke betinget) frihedsstraf, og den manglende mulighed for i tilfælde af aktuel arbejdsløshed at søge beskæftigelse, eo ipso til selvforskyldt arbejdsløshed som omhandlet af artikel 6, stk. 2, andet punktum, i afgørelse nr. 1/80, som ikke er til skade for de rettigheder, der følger af artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80?

5): Gælder dette også, såfremt løsladelse kan påregnes inden for overskuelig og rimelig tid, hvorefter den pågældende imidlertid først skal gennemføre en narkobehandling, ligesom tiltrædelse af en beskæftigelse først kan påregnes at kunne ske efter gennemførelse af en videregående skolegang?

6): Skal artikel 14 i afgørelse nr. 1/80 fortolkes således, at der under en retssag skal tages hensyn til en ændring til fordel for den pågældende, hvorefter der ikke længere kan gøres begrænsninger i dennes rettigheder ifølge artikel 14 i afgørelse nr. 1/80, når ændringen er indtrådt efter den seneste trufne forvaltningsafgørelse?«

IV – Stillingtagen

A – Om det første præjudicielle spørgsmål

17. Med sit første spørgsmål ønsker den nationale ret oplyst, om Inan Cetinkaya er omfattet af bestemmelserne i artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80. Den forelæggende ret har stillet Domstolen dette spørgsmål, fordi den berørte person, i modsætning til hvad der fastslås i denne bestemmelse, ikke i ordets egentlige forstand har fået tilladelse til at flytte til Tyskland med henblik på at flytte til sine forældre, eftersom han er født i denne stat. Den forelæggende ret ønsker derfor nærmere bestemt oplyst, om artikel 7, stk. 1, i beslutning nr. 1/80 skal fortolkes således, at et myndigt barn, der er født i værtsmedlemsstaten af en tyrkisk arbejdstager, der har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i denne medlemsstat, er omfattet af denne bestemmelse.

18. Inden dette spørgsmål besvares, skal det indledningsvis understreges, at det fremgår af retspraksis, at bestemmelserne i artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 har direkte virkning i medlemsstaterne, således at tyrkiske statsborgere, der opfylder de heri fastsatte betingelser, umiddelbart kan påberåbe sig de rettigheder, der følger af disse bestemmelser (11) . Som nævnt ovenfor giver artikel 7, stk. 1, første led, samtlige familiemedlemmer til en tyrkisk arbejdstager, der har tilknytning til en medlemsstats lovlige arbejdsmarked, og som har fået ret til at flytte sammen med denne arbejdstager i værtsmedlemsstaten, ret til at modtage enhver form for tilbud om beskæftigelse efter at have haft lovlig bopæl i værtsmedlemsstaten i mindst tre år under forbehold af den fortrinsret, som gives arbejdstagere fra EF-medlemsstater, og, uden dette forbehold, efter at have haft lovlig bopæl dér i mindst fem år. Det er ligeledes blevet fastslået, at den effektive virkning af retten til adgang til arbejde, der følger af denne bestemmelse, uundgåeligt indebærer, at der samtidig består en ret til ophold (12) .

19. Det følger heraf, at retten til adgang til beskæftigelse og retten til ophold i henhold til artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 er undergivet fire betingelser: for det første, at den berørte person er et familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager, for det andet, at sidstnævnte er en tyrkisk arbejdstager, der har tilknytning til værtsmedlemsstatens lovlige arbejdsmarked, for det tredje, at familiemedlemmet har fået tilladelse til at flytte til nævnte arbejdstager, og for det fjerde, at den berørte person har haft lovlig bopæl i denne medlemsstat i mindst tre år. Med henblik på besvarelsen af den forelæggende rets spørgsmål vil jeg undersøge hver af disse betingelser.

20. Hvad angår den første betingelse er det ubestridt og forekommer ubestrideligt, at et barn af en tyrkisk arbejdstager er medlem af dennes familie som omhandlet i artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80. I Ergat-dommen præciserede Domstolen desuden, at et barn af en tyrkisk arbejdstager bibeholder denne status i nævnte bestemmelses forstand efter myndighedsalderens indtræden, også selv om vedkommende lever et fra forældrene uafhængigt liv i værtsmedlemsstaten (13) . Inan Cetinkaya er således som barn af en tyrkisk arbejdstager et familiemedlem til denne som omhandlet i artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80.

21. Den tyske regering har derimod udtrykt tvivl om, hvorvidt Inan Cetinkaya opfylder den anden nødvendige betingelse, nemlig at være barn af en tyrkisk arbejdstager, der har »tilknytning til det lovlige arbejdsmarked«. Regeringen har gjort gældende, at hvis Inan Cetinkayas far ansøgte om at gå på pension, før beslutningen om udvisning blev truffet den 3. november 2000, havde han ikke længere tilknytning til det lovlige arbejdsmarked. Dennes søn kunne således, på tidspunktet for vedtagelsen af nævnte beslutning, ikke længere anses for at være omfattet af artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80. Ifølge den tyske regering er kravene i denne bestemmelse strengere end de, der er fastsat i artikel 7, stk. 2, om børn af tyrkiske arbejdstagere, der har gennemført en erhvervsuddannelse i værtsmedlemsstaten. Domstolens konklusion i dom af 19. november 1998 i Akman-sagen (14) , hvori den fastslog, at et barn af en tyrkisk arbejdstager, der har gennemført en erhvervsuddannelse i værtsmedlemsstaten, kan gøre de rettigheder, der indrømmes ved artikel 7, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80, gældende, selv om arbejdstageren, på grundlag af hvilken disse rettigheder indrømmes, har forladt det lovlige arbejdsmarked i denne medlemsstat, kan ifølge den tyske regering ikke overføres til afgørelsens artikel 7, stk. 1. Regeringen har gjort gældende, at det følger heraf, at den tyrkiske arbejdstager stadig skal være tilknyttet værtsmedlemsstatens arbejdsmarked på det tidspunkt, hvor familiemedlemmerne påtænker at gøre rettighederne efter artikel 7, stk. 1, gældende.

22. Jeg er ikke enig heri. Det er korrekt, at udtrykket »tilknytning til det lovlige arbejdsmarked«, i artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, henviser til en nutidig situation, således som det også fremgår af anvendelsen af nutidsformen »appartenant« i den franske sprogversion. Samme formulering anvendes ligeledes i hovedparten af de øvrige sprogversioner, som afgørelse nr. 1/80 foreligger i (15) . Det ligger endvidere fast, at betingelsen i artikel 7, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80 om arbejdstagerens tilknytning til arbejdsmarkedet, som er fortolket af Domstolen i Akman-dommen, er formuleret i datid (16) . Det fremgår desuden ikke udtrykkeligt af ordlyden af den omtvistede betingelse i artikel 7, stk. 1, at de rettigheder, som denne bestemmelse giver en tyrkisk arbejdstagers familiemedlemmer, afhænger af arbejdstagerens udøvelse af en lønnet beskæftigelse i værtsmedlemsstaten, og at disse rettigheder fortabes, når denne arbejdstager definitivt ophører med enhver form for beskæftigelse. Det fremgår endvidere af Domstolens faste praksis, at der ved fortolkningen af en bestemmelse i afgørelse nr. 1/80 ikke blot skal tages hensyn til den pågældende bestemmelses ordlyd, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt formålene med nævnte afgørelse (17) . Den tyske regerings fortolkning af den omtvistede betingelse er efter min opfattelse i strid med opbygningen af og formålene med artikel 7, stk. 1, således som fastlagt i retspraksis.

23. I Kadiman-dommen bemærkede Domstolen, at artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 har to formål. For det første har bestemmelsen til formål at lette adgangen til beskæftigelse og ophold for en tyrkisk arbejdstager, der er tilknyttet det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat, samtidig med, at den skal tilgodese opretholdelsen af dennes familiemæssige tilknytning (18) . Ifølge Domstolen er det ud fra denne synsvinkel, at bestemmelsen umiddelbart giver familiemedlemmer til den nævnte arbejdstager mulighed for at få tilladelse til at flytte sammen med denne og tage bopæl dér med henblik på forening af familien (19) . Domstolen har på grundlag af bestemmelsens opbygning og formål fastslået, at familiemedlemmet i princippet uafbrudt skal bo hos den tyrkiske arbejdstager i disse tre år (20) . For det andet har nævnte bestemmelse til formål, med henblik på yderligere at styrke integrationen af arbejdstageren i værtsmedlemsstaten, at skabe gunstige betingelser for familiemedlemmerne ved efterfølgende at give dem ret til at tage beskæftigelse i denne stat (21) . Derfor får de ret til at tage beskæftigelse efter tre års lovlig bopæl, med forbehold af den fortrinsstilling, som arbejdstagere fra Fællesskabets medlemsstater har, og efter fem år uden dette forbehold. Som bekendt indebærer retten til at udøve beskæftigelse nødvendigvis, at der opnås en opholdstilladelse i værtsmedlemsstaten.

24. I Ergat-dommen præciserede Domstolen omfanget af disse rettigheder, der indrømmes familiemedlemmerne (22) . Domstolen fastslog, at fra det øjeblik, hvor en tyrkisk statsborger, der er omfattet af artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 efter fem års lovlig ophold har ret til fri adgang til beskæftigelse i værtsmedlemsstaten i overensstemmelse bestemmelsens andet led, er det ikke alene denne bestemmelses direkte virkning, der medfører, at vedkommende umiddelbart af afgørelse nr. 1/80 udleder en individuel ret med hensyn til beskæftigelse, men endvidere denne rets effektive virkning, der uundgåeligt indebærer, at der samtidig består en ret til ophold, som ligeledes er baseret på fællesskabsretten, og som ikke afhænger af, om betingelserne for at få adgang til disse rettigheder stadig er opfyldt (23) . Domstolen fastslog, at formålet med afgørelse nr. 1/80 ville ikke kunne opnås, hvis medlemsstaterne indførte begrænsninger, der kunne indebære, at familiemedlemmerne blev frataget de rettigheder, som afgørelsens artikel 7, stk. 1, andet led, tillægger dem, netop på det tidspunkt, hvor de gennem den frie adgang til beskæftigelse efter eget valg har mulighed for varigt at blive integreret i værtsmedlemsstaten (24) . Til støtte for denne fortolkning henviste Domstolen til Akman-dommen, hvori Domstolen fastslog, at på det tidspunkt, hvor barnet har afsluttet sine studier og opnår den ret, der er tillagt direkte ved afgørelse nr. 1/80, til adgang til arbejdsmarkedet i værtsmedlemsstaten og som følge heraf har ret til at få opholdstilladelse dér med dette formål, kræves det ikke, at forælderen til dette barn har status som arbejdstager, ligesom det end ikke kræves, at vedkommende stadig har bopæl på medlemsstatens område. Domstolen konkluderede, at medlemsstaterne efter den nævnte periode på tre år ikke længere har ret til at fastsætte betingelser for opholdet for et familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager (25) , og dette gælder i endnu højere grad efter fem års lovligt ophold, da fortrinsretten til arbejdstagere fra Fællesskabets medlemsstater efter artikel 7, stk. 1, andet led, i afgørelse nr. 1/80 ikke længere kan gøres gældende over for den berørte person.

25. Efter min opfattelse følger det heraf, at den ret til adgang til beskæftigelse og den ret til ophold for familiemedlemmer, der følger af artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, med henblik på at disse selv kan integreres i værtsmedlemsstaten, er af selvstændig karakter i forhold til situationen for den tyrkiske arbejdstager, fra hvilken familiemedlemmerne oprindeligt afledte deres rettigheder. Disse rettigheder skal kunne udøves fra det øjeblik familiemedlemmet opfylder betingelserne i den nævnte artikel 7, stk. 1, selv om den arbejdstager, fra hvilken familiemedlemmet afledte sine rettigheder, ikke længere står til rådighed for arbejdsmarkedet i denne medlemsstat. Hvis dette ikke var tilfældet, vil der ikke foreligge nogen reel mulighed for integration af disse familiemedlemmer, eftersom deres ret til beskæftigelse, for så vidt som den stadig skulle anses for at afhænge af den tyrkiske arbejdstagers situation, fortsat ville have en usikker eller tidsbegrænset karakter. Den tyske regerings opfattelse ville bevirke, at et barn af en tyrkisk arbejdstager, der, som Inan Cetinkaya, har taget beskæftigelse i værtsmedlemsstaten, herefter ville kunne miste sin ret til adgang til beskæftigelse fra det tidspunkt, hvor vedkommendes fader går på pension. Denne opfattelse kan ikke tiltrædes. Jeg mener, at henset til opbygningen af og formålene med artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, skal spørgsmålet om tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i værtsmedlemsstaten for arbejdstageren kun tages i betragtning i den treårige periode, hvor familiemedlemmet er forpligtet til permanent at bo hos denne, og inden udløbet af hvilken dette familiemedlem endnu ikke har de rettigheder, der direkte følger af artikel 7, stk. 1. Spørgsmålet om tilknytning kan ikke gælde ud over denne periode uden at begrænse omfanget af disse rettigheder. Jeg mener på dette grundlag, at artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 ikke kræver, at den tyrkiske arbejdstager fortsat er tilknyttet det lovlige arbejdsmarked i den pågældende medlemsstat, når familiemedlemmet, efter tre års lovlig bopæl i denne stat, ønsker at tage beskæftigelse og påberåbe sig sin ret til opholdstilladelse.

26. En tyrkisk statsborger, der som Inan Cetinkaya er født og opvokset i Tyskland, hvor dennes fader tidligere havde lønnet beskæftigelse i mere end tre år, bør efter min opfattelse anses for værende barn af en tyrkisk arbejdstager med tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i den i artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 omhandlede forstand, selv om faderen var gået på pension, da beslutningen om udvisning blev truffet den 3. november 2000.

27. Jeg vil nu undersøge den tredje betingelse, hvorefter et familiemedlem skal have fået tilladelse til at flytte sammen med en tyrkisk arbejdstager i værtsmedlemsstaten. I lighed med den forelæggende ret og samtlige procesdeltagere mener jeg ikke, at betingelsen skal fortolkes således, at den udelukker en arbejdstagers familiemedlemmer, der er født i denne medlemsstat, fra anvendelsesområdet for artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80. For det første er der intet i ordlyden af artikel 7, stk. 1, der tyder på, at denne betingelse er indført med henblik på at kunne gøres gældende over for en tyrkisk arbejdstagers familiemedlemmer, der er født i den pågældende medlemsstat, og som hypotetisk set ikke har behøvet »tilladelse til at flytte til den pågældende medlemsstat«. For det andet vil en så snæver fortolkning af den omtvistede betingelse hverken være i overensstemmelse med den retlige sammenhæng, hvori den indgår, eller med det af artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 forfulgte mål.

28. Det fremgår af indholdet af artikel 6 og 7 i afgørelse nr. 1/80, at denne ikke påvirker medlemsstaternes ret til at udstede forskrifter om tyrkiske statsborgeres indrejse til landet samt disses familiemedlemmer (26) . Således giver afgørelsens artikel 7, stk. 1, familiemedlemmer til en tyrkisk arbejdstager ret til at tage beskæftigelse i værtsmedlemsstaten efter at have haft lovlig bopæl dér i en vis periode, hvilket dog ikke påvirker den pågældende medlemsstats kompetence til at tillade de pågældende at flytte sammen med en tyrkisk arbejdstager med lovlig beskæftigelse i denne stat (27) . I medfør af retspraksis er sanktionen for manglende overholdelse af værtsmedlemsstatens bestemmelser, at retten til at tage beskæftigelse er betinget af, at opholdstilladelsen i denne stat ikke er opnået under svigagtige omstændigheder (28) .

29. Jeg udleder heraf, at betingelsen om, at familiemedlemmer til den tyrkiske arbejdstager skal »have fået tilladelse til at flytte til den pågældende medlemsstat«, skal forstås således, at de personer, der i strid med værtsmedlemsstatens lovgivning er indrejst hertil, er udelukket fra anvendelsesområdet for artikel 7, stk.1, i afgørelse nr. 1/80. Denne bestemmelse kan derfor kun gøres gældende over for personer, der ikke var bosat i den medlemsstat, hvor den tyrkiske arbejdstager er bosat, og som skulle have haft tilladelse fra denne stats kompetente myndigheder til at flytte til den pågældende medlemsstat med henblik på at flytte sammen med denne arbejdstager. Bestemmelsen kan følgelig ikke gøres gældende over for et af denne arbejdstagers familiemedlemmer, der, idet denne er født i den pågældende medlemsstat, ikke skulle have en sådan tilladelse.

30. At udelukke familiemedlemmer til en tyrkisk arbejdstager, navnlig dennes børn, som er født i værtsmedlemsstaten, fra anvendelsesområdet for artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, er i åbenbar modstrid med afgørelsens formål. Det følger af fast retspraksis, at artikel 7, stk. 1, har til formål at fremme samlingen af familien i værtsmedlemsstaten. Som allerede nævnt har Domstolen fastslået, at denne bestemmelse har til formål at lette adgangen til beskæftigelse og ophold for en tyrkisk arbejdstager, der er tilknyttet det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat, samtidig med at den skal tilgodese opretholdelsen af hans familiemæssige tilknytning (29) . Det er under hensyn til dette formål, at Domstolen i Kadiman-dommen fastslog, at familiemedlemmer uafbrudt skal bo hos den tyrkiske arbejdstager i den periode på tre år, der er fastsat i artikel 7, stk. 1. Det forekommer således »meningsløst og uforeneligt« med dette formål, således som den forelæggende ret selv har anført (30) , at udelukke familiemedlemmerne til en tyrkisk arbejdstager, navnlig dennes børn, der er født i værtsmedlemsstaten, fra denne bestemmelses anvendelsesområde, når det forhold, at de er født i denne stat, netop bidrager til at opfylde de i den nævnte afgørelse forfulgte mål.

31. Det følger heraf, at den omstændighed, at Inan Cetinkaya er født i Tyskland og at han ikke formelt har fået tilladelse til at flytte sammen med sin far, ikke udelukker, at han er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80.

32. Endelig er det for så vidt angår den fjerde betingelse ubestridt, at Inan Cetinkaya, på tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen om udvisningen, lovligt havde haft bopæl i Tyskland i mere end fem år. Det fremgår af oplysningerne fra den forelæggende ret, at Inan Cetinkaya siden sin fødsel har boet uafbrudt i denne stat. I øvrigt fik han den 9. marts 1995 en tidsubegrænset opholdstilladelse. Han bør således være omfattet af anvendelsesområdet for artikel 7, stk. 1, andet led, i afgørelse nr. 1/80, ifølge hvilken han i Tyskland skal have fri adgang til enhver form for lønnet beskæftigelse efter eget valg.

33. Det følger heraf, at en tyrkisk statsborger i en situation som den, Inan Cetinkaya befinder sig i, er omfattet af bestemmelserne i artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80. Jeg foreslår derfor Domstolen at besvare det første præjudicielle spørgsmål med, at artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 skal fortolkes således, at et myndigt barn, der er født i værtsmedlemsstaten af en tyrkisk arbejdstager, der har eller har haft tilknytning til det lovlige arbejdsmarked, er omfattet af denne bestemmelse.

B – Om det andet præjudicielle spørgsmål

34. Med sit andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om Inan Cetinkaya som følge af, at han har afsonet fængselsstraf og gennemgået en behandling med henblik på narkotikaafvænning, har fortabt sine rettigheder i henhold til artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80. Den forelæggende ret har anført, at i henhold til national retspraksis finder de principper, der er udledt inden for rammerne af artikel 6 i afgørelse nr. 1/80, hvorefter et længere fravær fra arbejdsmarkedet kan medføre en fortabelse af de rettigheder, som denne artikel giver, anvendelse i forbindelse med nævnte afgørelses artikel 7. Den forelæggende ret har imidlertid fremhævet, at denne opfattelse ikke finder grundlag i opbygningen af og formålene med artikel 7. Nævnte opfattelse synes heller ikke i overensstemmelse med Domstolens praksis, idet Domstolen i Ergat-dommen lod forstå, at rettighederne efter artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 kun kan fortabes i henhold til afgørelsens artikel 14.

35. Den forelæggende ret ønsker således nærmere bestemt oplyst, om artikel 7, stk. 1, i beslutning nr. 1/80 skal fortolkes således, at efter idømmelse af fængselsstraf og efterfølgende narkotikaafvænning kan de rettigheder, som denne artikel giver en tyrkisk statsborger i en situation som den, Inan Cetinkaya befinder sig i, kun begrænses under henvisning til artikel 14 i beslutning nr. 1/80, eller således, at disse rettigheder ligeledes kan begrænses på grund af et længere fravær fra arbejdsmarkedet.

36. For bedre at forstå omfanget af dette spørgsmål, er det hensigtsmæssigt at erindre om de betingelser, hvorunder en tyrkisk statsborger ifølge retspraksis fortaber de rettigheder, som afgørelse nr. 1/80 giver ham i tilfælde af forlænget fravær fra arbejdsmarkedet. Denne retspraksis er opstået i forbindelse med fortolkningen af afgørelsens artikel 6. Denne artikel finder anvendelse for tyrkiske arbejdstagere med beskæftigelse i en medlemsstat, og som har tilknytning til denne stats lovlige arbejdsmarked. Det er for at kunne udøve denne ret til adgang til beskæftigelse, at den pågældende skal have en opholdstilladelse (31) . Opholdstilladelsen har således kun til formål at sikre den effektive virkning af retten til adgang til beskæftigelse. I Bozkurt-dommen blev det på dette grundlag fastslået, at en tyrkisk statsborger ikke kan påberåbe sig retten til opholdstilladelse i værtsmedlemsstaten baseret på artikel 6 i afgørelse nr. 1/80, når han har nået pensionsalderen eller har haft en arbejdsulykke med fuldstændig og varig uarbejdsdygtighed til følge. Ifølge Domstolen skal den pågældende person i en sådan situation anses for endeligt at have forladt arbejdsmarkedet i denne medlemsstat, således at den opholdsret, som han gjorde gældende, ikke frembød nogen forbindelse med en lønnet beskæftigelse, end ikke i fremtiden (32) . I Tetik-dommen fastslog Domstolen herefter, at en tyrkisk arbejdstager fortaber de rettigheder, der efter artikel 6 indrømmes ham, såfremt han beslutter at opgive sit ansættelsesforhold og ikke inden for en rimelig frist træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at finde ny beskæftigelse (33) . Domstolen bekræftede denne vurdering i Nazli-dommen (34) . Den forelæggende ret ønsker med sit spørgsmål således oplyst, om denne retspraksis kan finde anvendelse for en tyrkisk statsborger, der er omfattet af bestemmelserne i artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, og som befinder sig i en situation som den, Inan Cetinkaya befinder sig.

37. I lighed med Kommissionen mener jeg, at besvarelsen af dette spørgsmål kan udledes af Ergat-dommen. Den dom omhandlede en tyrkisk arbejdstagers barn, der i en alder af otte år havde fået ret til indrejse i Tyskland med henblik på at flytte sammen med sine forældre, og som her havde haft forskellig beskæftigelse og hvis forlængelse af opholdstilladelse blev afvist af de kompetente myndigheder, fordi ansøgningen var indsendt for sent. Som nævnt præciserede Domstolen omfanget af de rettigheder, som artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 direkte tillægger en tyrkisk arbejdstagers familiemedlemmer. Som nævnt bekræftede Domstolen udtrykkeligt og utvetydigt, at staterne efter den i bestemmelsen nævnte periode på tre år ikke længere har ret til at fastsætte betingelser for retten til ophold for et familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager, hvilket i endnu højere grad gælder, når den pågældende person, efter fem års lovlig bopæl, er omfattet af afgørelsens artikel 7, stk. 1 (35) . Domstolen præciserede, at selv om medlemsstaterne har bevaret kompetencen til at udstede regler både om adgang for en tyrkisk arbejdstagers familiemedlemmer til deres område og om betingelserne for deres ophold i den første periode på tre år, har de ikke længere ret til at træffe foranstaltninger vedrørende ophold, som kan hindre udøvelsen af rettigheder, der ved afgørelse nr. 1/80 udtrykkeligt er tillagt den berørte person, som opfylder betingelserne herfor, og som derfor allerede er lovligt integreret i værtsmedlemsstaten, eftersom opholdsretten er uomgængeligt nødvendig for adgangen til og udøvelsen af enhver form for lønnet beskæftigelse (36) .

38. I samme dom præciserede Domstolen endvidere, under hvilke betingelser et familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager, der er omfattet af artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, kunne fortabe de rettigheder, han efter denne afgørelse er indrømmet. I forslag til afgørelse i den pågældende sag forsvarede generaladvokat Mischo den opfattelse, at når først et myndigt barn til en tyrkisk arbejdstager, der er omfattet af artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, har nået det stadium, hvor han har fri adgang til enhver form for lønnet beskæftigelse, er han underlagt de samme regler som den tyrkiske arbejdstager, der som voksen har bosat sig i en medlemsstat. Barnet mister således sine rettigheder, når det er arbejdsløst og frivilligt forlænger denne situation (37) . Jeg har forfægtet et lignende standpunkt i mit forslag til afgørelse i Akman-dommen vedrørende et barn, der havde gennemført en erhvervsuddannelse i værtsmedlemsstaten, og hvis rettigheder var baseret på artikel 7, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80. Jeg anførte i den forbindelse, at henset til reglernes sammenhæng har en tyrkisk arbejdstagers barn ret til at modtage ethvert tilbud om beskæftigelse, når han har gennemført sin erhvervsuddannelse, og opnår en tilsvarende opholdsret, men denne ret skal udøves inden for en rimelig frist (38) . Domstolen gentog imidlertid ikke dette krav i Akman-dommen. I Ergat-dommen fastslog Domstolen desuden, at de rettigheder, der efter artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 indrømmes familiemedlemmer, kun kan begrænses i to tilfælde: for det første når artikel 14 i den nævnte afgørelse finder anvendelse, og for det andet når det berørte familiemedlem forlader værtsmedlemsstatens område i en længere periode og uden gyldig grund (39) . Domstolen gentog således ikke det tredje tilfælde, som generaladvokat Mischo foreslog, og som vedrørte en frivillig arbejdsløshed i længere perioder.

39. Det kan således udledes af Ergat-dommen, at bortset fra en beslutning om udvisning truffet af medlemsstaten i medfør af artikel 14 i afgørelse nr. 1/80, fortaber den berørte kun den ret til beskæftigelse og ophold, som artikel 7, stk. 1, i den nævnte afgørelse indrømmer ham, hvis han selv vælger at bryde sin tilknytning til denne stat ved i en længere periode og uden gyldig grund at forlade den pågældende medlemsstat. Hvis familiemedlemmet derimod ikke har brudt sin tilknytning til værtsmedlemsstaten, kan denne kun fortabe sine rettigheder i henhold til artikel 14.

40. Denne løsning bør så meget desto mere gælde for så vidt angår en tyrkisk arbejdstagers myndige barn, der som Inan Cetikaya er født i medlemsstaten og altid har boet dér sammen med sine forældre. Som nævnt forfølger artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 to formål: at muliggøre den tyrkiske arbejdstagers integration i værtsmedlemsstaten ved at tilgodese opretholdelsen af dennes familiemæssige tilknytning og at skabe gunstige betingelser for dennes familiemedlemmer ved at give dem ret til selv at tage beskæftigelse efter en vis periode. Som anført fastslog Domstolen i Ergat-dommen, at medlemsstaterne ikke længere kan vedtage foranstaltninger, der hindrer retten til ophold for familiemedlemmer, der opfylder de i artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 indeholdte krav, fordi sidstnævnte som følge af, at de opfylder disse krav, allerede på lovlig vis er integreret i værtsmedlemsstaten. En sådan argumentation bør i endnu højere grad finde anvendelse for en tyrkisk arbejdstagers barn, der er født i værtsmedlemsstaten, har haft sin skolegang dér og altid boet i dette land. Det synes ubestrideligt, at denne tyrkiske statsborger allerede er integreret i medlemsstaten. De rettigheder, denne udleder af artikel 7, stk. 1, andet led, i afgørelse nr. 1/80, kan således ikke være mere begrænsede end de rettigheder, der gælder for et familiemedlem, der på et givent tidspunkt i løbet af sit liv er blevet forenet med arbejdstageren i værtsmedlemsstaten. Endvidere skal det bemærkes, at Inan Cetinkaya, i lighed med Sezgin Ergat, har udøvet sin ret til beskæftigelse i værtsmedlemsstaten, eftersom han har haft en række lønnede beskæftigelsesforhold i perioden mellem 1996 og december 1999, dvs. stort set indtil hans varetægtsfængsling, hvilket i endnu højere grad begrunder, at Domstolens vurdering i Ergat-dommen bør finde anvendelse i den foreliggende sag.

41. På baggrund heraf kan det udledes, at en tyrkisk statsborger, der er født i værtsmedlemsstaten og som aldrig har brudt tilknytningen til dette land, kun kan fratages de rettigheder, som artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 direkte indrømmer ham, på grundlag af artikel 14, stk. 1, i nævnte afgørelse, dvs. af hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed. Denne fortolkning vil være i overensstemmelse med de formål om integration, der forfølges af artikel 7, stk. 1. Jo mere rettighederne for tyrkiske statsborgeres børn, der er født i værtsmedlemsstaten, styrkes, jo mere fremmes integrationen af disse arbejdstagere. Tilsvarende fremmes familiemedlemmernes integration, når opholdstilladelsen for andengenerations-børn, der er født i værtsmedlemsstaten og som aldrig har brudt forbindelsen med denne, ikke længere er tilfældig og usikker, uanset hvilken generation der berøres, idet den ikke længere er betinget af udøvelsen af en erhvervsaktivitet. Hvis de begrænsninger, der er indeholdt i artikel 6, i afgørelse nr. 1/80, skulle anses for at gælde for disse børn, kunne det bevirke, at disse, som følge af en ulykke med uarbejdsdygtighed til følge, eller når de gør deres rettighed til pension gældende, ikke længere, på grundlag af afgørelsen, har ret til ophold i det land, hvor de altid har boet.

42. Denne fortolkning har ligeledes den fordel, at den tager hensyn til den væsentlige udvikling i fællesskabsbestemmelserne om opholdstilladelse i medlemsstaterne. Som bekendt er opholdsretten for fællesskabsborgere ikke længere betinget af, at der udøves en erhvervsaktivitet. Siden 1990’erne er der vedtaget adskillige direktiver til fordel for personer, der ikke udøver eller ikke længere udøver nogen erhvervsaktivitet. Lovgiver har bl.a. fastsat under hvilke betingelser pensionerede arbejdstagere kan få ret til at opholde sig i værtsmedlemsstaten (40) . Denne udvikling er især blevet konkretiseret ved traktaten om Den Europæiske Union, hvorved der i traktaten blev indsat en bestemmelse om unionsborgerskabet, der for fremtiden og med direkte virkning giver enhver statsborger fra en medlemsstat ret til at opholde sig frit på medlemsstaternes område (41) , på betingelse af, at de berørte selv og medlemmerne af deres familie er omfattet af en sygesikringsordning, der dækker samtlige risici i værtsmedlemsstaten (42) .

43. Disse bestemmelser kan ganske vist ikke overføres på tyrkiske statsborgere, der er omfattet af afgørelse nr. 1/80, og i henhold til gældende retspraksis er en fællesskabsstatsborgers ret til ophold i en medlemsstat i relation til artikel 39 EF – 41 EF, som parterne til associeringsaftalen har ladet sig inspirere af for at gennemføre den frie bevægelighed for arbejdstagere mellem medlemsstaterne i Fællesskabet og Tyrkiet, stadig betinget af, at statsborgeren fortsat har status som arbejdstager eller eventuelt som arbejdssøgende (43) . Det synes imidlertid vanskeligt slet ikke at tage hensyn til denne udvikling ved fortolkningen af afgørelse nr. 1/80. Det synes begrundet at tage udviklingen i betragtning, når henses til de bestemmelser, der er truffet om tredjelandsstatsborgeres opholdsret i medlemsstaterne. Under sit ekstraordinære møde i Tampere den 15. og 16. oktober 1999 erklærede Det Europæiske Råd, at Den Europæiske Union bør sikre ligebehandling af tredjelandsstatsborgere, der har opholdt sig lovligt i en medlemsstat, og at en mere aktiv politik om integration bør have som målsætning, at de indrømmes rettigheder og pligter, der ligger så tæt som muligt på unionsborgernes rettigheder (44) . Af direktiv 2003/109/EF (45) , der blev vedtaget i denne ånd (46) , fremgår bl.a., at integrationen af tredjelandsstatsborgere, der er fastboende i medlemsstaterne, er en meget vigtig faktor til fremme af den økonomiske og sociale samhørighed, som er en af Fællesskabets grundlæggende målsætninger i overensstemmelse med traktaten (47) . Med direktivet indrømmes tredjelandsstatsborgere, der har opholdt sig lovligt på en medlemsstats område i fem år, status som fastboende udlændinge, så snart de har fremlagt bevis for, at de råder over tilstrækkelige midler til at forsørge sig selv og deres familiemedlemmer, samt har en sygeforsikring (48) .

44. Henset til denne udvikling og navnlig til de rettigheder, der således indrømmes statsborgerne fra tredjelande efter i en vis periode at have opholdt sig lovligt i en medlemsstat, synes det ikke rimeligt, at den opholdsret, som tyrkiske arbejdstageres myndige børn, der er født og opvokset i medlemsstaten, har i medfør af en associeringsaftale, der er indgået for mere end fyrre år siden med henblik på at integrere Tyrkiet i Det Europæiske Fællesskab, ikke skulle anses for andet og mere end et modstykke til beskæftigelse. I den henseende skal det bemærkes, at de rettigheder, der i henhold til afgørelse nr. 1/80 indrømmes tyrkiske statsborgere, ikke efter gældende retspraksis giver dem ret til fri bevægelighed inden for Fællesskabet, men derimod er begrænset til den værtsmedlemsstat, på hvis område de er lovligt indrejst og har bopæl i (49) . Hvis det konkluderes, at de rettigheder, som artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 direkte indrømmer tyrkiske børn, som er født i værtsmedlemsstaten, og som aldrig har brudt tilknytningen hertil, kun kan begrænses på grundlag af artikel 14 i den nævnte afgørelse, gives disse indvandrere således mulighed for at bibeholde en mellemstilling i forhold til unionsborgerne og statsborgere fra alle andre tredjelande, hvilket er i overensstemmelse med associeringsaftalens logik.

45. En tyrkisk statsborger, der, som Inan Cetinkaya, har overtrådt loven om euforiserende stoffer og er blevet idømt tre års fængsel, bør således ikke udelukkes fra anvendelsesområdet for afgørelse nr. 1/80 og automatisk fratages den ret til beskæftigelse og ophold, som artikel 7, stk. 1, giver ham. Denne vurdering påvirker ikke medlemsstaternes legitime ret til at udvise statsborgere fra andre stater, der på alvorlig måde forstyrrer den offentlige orden. Jeg benægter heller ikke, at overtrædelser af narkotikalovgivningen udgør en alvorlig og reel fare for samfundet, der kan begrunde særforanstaltninger over for udlændinge, der har gjort sig skyldige heri, hvilket Domstolen allerede flere gange har fastslået (50) . Jeg vil blot påpege, at den retlige ramme, inden for hvilken medlemsstaterne kan træffe sådanne foranstaltninger mod tyrkiske statsborgere, der er omfattet af artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, er denne afgørelses artikel 14, hvorved associeringsrådet har ønsket at forbeholde de lande, der er med i associeringsaftalen, retten til at sikre deres legitime interesser for så vidt angår hensynet til den offentlige orden ved at give dem mulighed for at begrænse de rettigheder, der indrømmes ved den nævnte afgørelse.

46. Det er således på grundlag af denne bestemmelse, at spørgsmålet, om beslutningen om udvisning af 3. november 2002 var lovlig, skal vurderes af den forelæggende ret. Det skal i denne henseende bemærkes, at Domstolen i Nazli-dommen fastslog, at for så vidt angår fastlæggelsen af rækkevidden af undtagelsen vedrørende den offentlige orden som fastsat i artikel 14, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 skal der henvises til den fortolkning, Domstolen har givet af den samme undtagelse med hensyn til den frie bevægelighed for arbejdstagere, der er statsborgere i medlemsstaterne inden for Fællesskabet (51) . Det fremgår af retspraksis, at begrebet »den offentlige orden« som begrundelse for en undtagelse fra de grundlæggende frihedsrettigheder i traktaten, skal fortolkes snævert (52) . Undtagelsen forudsætter, at der, ud over den forstyrrelse af samfundsordenen, som enhver lovovertrædelse indebærer, foreligger en virkelig og tilstrækkelig alvorlig trussel mod et grundlæggende samfundshensyn (53) . I et sådant tilfælde kan en straffedom kun begrunde en udvisning, såfremt de omstændigheder, der har ført til domfældelsen, er udtryk for et personligt forhold, der indebærer en trussel mod den offentlige orden (54) . Det følger heraf, at en foranstaltning om udvisning ikke kan støttes på generalpræventive grunde (55) , hvilket i det mindste delvist synes at være tilfældet med den i hovedsagen anfægtede beslutning. Udvisning kan heller ikke ske automatisk som følge af en straffedom (56) . Beslutningen om udvisning bør altid træffes efter en konkret vurdering af adfærden hos den person, der overtræder loven, og af den fare, den pågældende udgør for den offentlige orden. Som det vil fremgå i forbindelse med undersøgelsen af det sjette præjudicielle spørgsmål, bør de faktiske omstændigheder, der gør sig gældende efter beslutningen om udvisning, og som viser, at den pågældende person ikke længere udgør en fare for den offentlige orden, kunne tages i betragtning af den domstol, der skal tage stilling til, om en beslutning om udvisning var lovlig. Endelig skal de foranstaltninger, der er truffet af den pågældende medlemsstat, være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet (57) . Sådanne foranstaltninger skal være egnede til at sikre virkeliggørelsen af det formål, de forfølger, og de må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå dette.

47. I forbindelse med denne vurdering påhviler det endvidere de kompetente nationale myndigheder at tage hensyn til den ret til respekt for familieliv, der er sikret ved artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Dette krav, som Domstolen har fastslået skal iagttages i forbindelse med den frie bevægelighed for fællesskabsarbejdstagere og deres familie (58) , skal ligeledes tages i betragtning ved vurderingen af de begrænsninger, der kan ske for de rettigheder, tyrkiske indvandrere indrømmes ved afgørelsen nr. 1/80. Det er ubestridt, at udvisning af en person fra det land, hvor dennes forældre bor, kan udgøre en indgriben i dennes ret til respekt for familielivet, og at denne ret er en af de grundlæggende rettigheder, som er beskyttet i fællesskabsretten (59) . I Orfanopoulos-dommen præciserede Domstolen, at en sådan indgriben skal stå i forhold til beskyttelsen af den offentlige orden, og at der med henblik på undersøgelsen heraf navnlig skal tages hensyn til karakteren og grovheden af den begåede lovovertrædelse, varigheden af udlændingens ophold i værtsmedlemsstaten, det tidsrum, der er forløbet siden lovovertrædelsen blev begået, udlændingens familiemæssige situation og alvoren af de vanskeligheder, som ægtefællen og børnene vil kunne møde i vedkommendes oprindelsesland (60) .

48. Retspraksis giver således udtryk for ønsket om at beskytte de enkeltes rettigheder i forbindelse med staternes udøvelse af deres beføjelser i relation til den offentlige orden. Hvis en tyrkisk statsborger, som følge af en fængselsstraf, automatisk blev udelukket fra afgørelse 1/80’s anvendelsesområde, fordi han midlertidigt var forhindret i at udøve beskæftigelse som lønmodtager, ville de nationale myndigheder kunne omgå de grænser, der ved fællesskabsretten er pålagt medlemsstaterne i relation til den offentlige orden, og således fratage artikel 14 i afgørelse nr. 1/80 en del af dens effektive virkning.

49. På grundlag af disse betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det andet præjudicielle spørgsmål med, at artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 skal fortolkes således, at efter idømmelse af fængselsstraf og efterfølgende narkotikaafvænning kan de rettigheder, som denne artikel giver en tyrkisk statsborger i en situation som den, Inan Cetinkaya befinder sig i, kun begrænses under henvisning til artikel 14 i beslutning nr. 1/80, eller således, at disse rettigheder ligeledes kan begrænses på grund af et længere fravær fra arbejdsmarkedet.

C – Om det tredje præjudicielle spørgsmål

50. Såfremt ovenstående spørgsmål besvares benægtende, og de rettigheder, der indrømmes ved artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 kan fortabes, når den pågældende har forladt arbejdsmarkedet, ønsker den forelæggende ret oplyst, om dette er tilfældet, når den pågældende, som i den foreliggende sag, er idømt ungdomsfængsel i tre år. Retten ønsker herved oplyst, hvilken rækkevidde Nazli-dommen skal gives. I den dom fastslog Domstolen, at en arbejdstager, der var tilknyttet det lovlige arbejdsmarked, ikke fortabte de rettigheder, denne blev indrømmet ved artikel 6 i afgørelse nr. 1/80, fordi han var varetægtsfængslet i 13. måneder og derefter idømt betinget fængselsstraf.

51. Den forelæggende ret ønsker således nærmere bestemt oplyst, om familiemedlemmet til en tyrkisk arbejdstager fortaber retten til fri adgang til beskæftigelse efter eget valg efter fem års lovligt ophold i værtsmedlemsstaten, som artikel 7, stk. 1, andet led, i afgørelse nr. 1/80 indrømmer denne, når han er idømt ungdomsfængsel i tre år, og hvis varighed kan nedsættes, men som skal efterfølges af en behandling med henblik på narkotikaafvænning, i løbet af hvilken den pågældende heller ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.

52. For så vidt som jeg har foreslået at besvare det foregående spørgsmål bekræftende, skal jeg kun subsidiært tage stilling til det tredje præjudicielle spørgsmål. Jeg mener, at Domstolens afgørelse i Nazli-dommen gør det muligt at besvare dette spørgsmål benægtende (61) .

53. I den dom fastslog Domstolen, at en tyrkisk statsborgers midlertidige afbrydelse af beskæftigelsesperioden under dennes varetægtsfængsling, ikke i sig selv kan medføre, at han mister den ret til beskæftigelse og ophold, som han kan udlede direkte af artikel 6 i afgørelse nr. 1/80, dog under forudsætning af, at han finder arbejde på ny inden for en rimelig frist efter sin løsladelse (62) . Domstolen begrundede dette med, at det midlertidige fravær, som følger af en sådan fængsling, ikke på nogen måde kan skabe tvivl om den pågældendes senere deltagelse i arbejdslivet (63) . Domstolen begrænsede ikke denne vurdering til kun at gælde for de særlige omstændigheder i den pågældende sag, hvor Ömer Nazli var varetægtsfængslet og derefter idømt en betinget fængselsstraf. Denne fortolkning i Nazli-dommen blev bekræftet i Orfanopoulos-dommen (64) .

54. Samme fortolkning mener jeg ligeledes kan finde anvendelse, når den pågældende person kan blive løsladt med henblik på at følge en behandling med henblik på narkotikaafvænning. En sådan foranstaltning har netop til formål at stoppe den pågældendes afhængighed af narkotika og gøre det muligt for ham igen at tilpasse sig, dvs. genfinde sin plads i samfundet, hvilket indebærer, at han kan arbejde og ikke fortaber retten til ophold. Det ville således være uforeneligt med disse hensyn, hvis en fængselsstraf som sådan skulle anses for at indebære, at den pågældende forlader arbejdsmarkedet og dermed ikke længere har ret til beskæftigelse og den hertil knyttede opholdsret. I den foreliggende sag ville en sådan opfattelse i endnu højere grad være uforenelig med disse hensyn, da det i tysk strafferet forfulgte formål om resocialisering synes opfyldt, eftersom den berørte person har gennemført sin afvænningsbehandling med held, er blevet prøveløsladt, har genoptaget sine studier og fundet deltidsarbejde. De omstændigheder, der gav anledning til den afsagte dom, kan derimod tages i betragtning i forbindelse med artikel 14 i afgørelse nr. 1/80 med henblik på at vurdere, om den pågældende udgør en aktuel, konkret og tilstrækkelig alvorlig fare for den offentlige orden i den i retspraksis omhandlede betydning.

55. Jeg mener på dette grundlag, at et familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager ikke mister den ret til beskæftigelse og ophold, som artikel 7, stk. 1, andet led, i afgørelse nr. 1/80 indrømmer denne, når han idømmes ungdomsfængsel i tre år, hvis varighed kan nedsættes, men som skal efterfølges af en behandling med henblik på narkotikaafvænning, i løbet af hvilken den pågældende ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.

D – Om det fjerde og femte præjudicielle spørgsmål

56. Med det fjerde og femte spørgsmål, som skal undersøges samlet, ønsker den forelæggende ret oplyst, om tab af beskæftigelse eller manglende mulighed for at søge beskæftigelse på grund af idømmelsen af en ubetinget frihedsstraf må anses for at svare til selvforskyldt arbejdsløshed som omhandlet i artikel 6, stk. 2, andet punktum, i afgørelse nr. 1/80, som ikke er til skade for de rettigheder, der følger af artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80. Retten ønsker endvidere oplyst, om den omstændighed, at straffedommen giver mulighed for løsladelse, der skal efterfølges af en behandling med henblik på narkotikaafvænning, hvorefter påbegyndelsen af en beskæftigelse først kan påregnes efter endt skolegang, har betydning for besvarelsen af det foregående spørgsmål.

57. Jeg undersøger ligeledes disse to spørgsmål subsidiært, for så vidt som jeg har foreslået at besvare det andet præjudicielle spørgsmål med, at en tyrkisk statsborger i Inan Cetinkayas situation kun kunne fortabe de rettigheder, som artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 direkte indrømmer ham, på grundlag af afgørelsens artikel 14.

58. Disse to spørgsmål bygger på den formodning, at bestemmelserne i artikel 6, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80 som sådan kan overføres på afgørelsens artikel 7, stk. 1. Som samtlige procesdeltagere mener jeg, at en sådan formodning er fejlagtig. Som nævnt omfatter artikel 6 i afgørelse nr. 1/80 tyrkiske arbejdstageres situation. Bestemmelsen indrømmer dem en gradvis ret til beskæftigelse (65) . Som Domstolen fastslog i Bozkurt-dommen (66) , er det udelukkende med henblik på beregningen af lovlige arbejdsperioder i dens stk. 1, at artikel 6 i stk. 2 nævner, hvilke konsekvenser der er forbundet med visse afbrydelser i arbejdet. Det bestemmes således i artiklens stk. 2, at årlig ferie, barselsorlov, fravær på grund af arbejdsulykker eller sygdom af kortere varighed sidestilles med perioder med lovlig beskæftigelse. Det fremgår dernæst af stk. 2, andet punktum, at ufrivillige arbejdsløshedsperioder eller fravær af længere varighed på grund af sygdom ikke er til skade for de rettigheder, som den tyrkiske arbejdstager allerede har opnået som følge af bestemmelserne i artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80. Som Domstolen fastslog i Tetik-dommen (67) , har sidstnævnte bestemmelse alene til formål at undgå, at en tyrkisk arbejdstager, der atter begynder at arbejde efter at have været tvunget til at ophøre med at arbejde på grund af sygdom af længere varighed eller uforskyldt arbejdsløshed, ikke er forpligtet til på ny, på samme måde som en tyrkisk arbejdstager, der endnu aldrig har haft lønnet beskæftigelse i den pågældende medlemsstat, at påbegynde perioder med lovlig beskæftigelse som omhandlet i de tre led i artikel 6, stk. 1.

59. Bestemmelserne i artikel 6, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80 finder således ikke anvendelse i relation til artikel 7, stk. 1, der ikke gentager ordlyden heraf, og som er undergivet en helt anden ordning, eftersom de rettigheder, som denne artikel indrømmer, ikke er betinget af, at familiemedlemmet udøver lønnet beskæftigelse i en bestemt periode, men derimod, at den pågældende har egentlig bopæl hos arbejdstageren i tre år.

E – Om det sjette præjudicielle spørgsmål

60. Med det sjette præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om den kan tage hensyn til positive ændringer i Inan Cetinkayas situation efter beslutningen om udvisning af 3. november 2000. Retten har anført, at i henhold til Bundesverwaltungsgerichts faste praksis skal den retlige bedømmelse i forbindelse med en beslutning om udvisning, af den faktiske og retlige situation for den berørte person, ske på grundlag af forholdene, således som de var på tidspunktet for den pågældende beslutning. Den forelæggende ret kan således ikke tage hensyn til ændringer i den pågældende persons situation, der er indtruffet efter den 3. november 2000. Den forelæggende ret har imidlertid anført, at i henhold til Domstolens praksis er udvisningen af en fællesskabsstatsborger betinget af, at der foreligger en virkelig og tilstrækkelig alvorlig trussel (68) . I henhold til denne retspraksis skal de nationale myndigheder og domstole på hvert trin i proceduren undersøge, om den pågældende stadig udgør en tilstrækkelig fare for den offentlige orden. Denne retspraksis bør endvidere finde anvendelse for artikel 14 i afgørelsen nr. 1/80. Det følger heraf, at den nationale ret bør vurdere den berørtes situation, således som den er på tidspunktet for retsmødet.

61. Den forelæggende ret ønsker således nærmere bestemt oplyst, om artikel 14 i afgørelse nr. 1/80 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national praksis, hvorefter den ret, for hvilken en beslutning om udvisning er indbragt, ikke kan tage hensyn til en ændring i den berørte persons situation, der ikke længere gør det muligt at begrænse dennes rettigheder som omhandlet i denne artikel, og som er indtrådt efter myndighedernes beslutning.

62. Jeg mener, at besvarelsen af dette spørgsmål kan udledes af Orfanopoulos-dommen, hvori Domstolen tog stilling til et lignende spørgsmål i forbindelse med en sag om prøvelse af en beslutning om udvisning truffet af de tyske myndigheder mod en fællesskabsstatsborger (69) . Spørgsmålet vedrørte således fortolkningen af artikel 3 i direktiv 64/211, der fastsætter de betingelser, hvorunder en medlemsstat kan træffe forholdsregler vedrørende den offentlige orden mod statsborgere fra andre medlemsstater. I denne artikel bestemmes som nævnt, at forholdsregler vedrørende den offentlige orden eller sikkerhed udelukkende skal støttes på den pågældendes personlige forhold, og at straffedomme ikke i sig selv uden videre kan begrunde disse forholdsregler. I Orfanopoulos-dommen fastslog Domstolen, at »artikel 3 i direktiv 64/221 er til hinder for en national praksis, hvorefter en medlemsstats domstole, når de efterprøver, om udvisningen af en statsborger fra en anden medlemsstat er lovlig eller ej, ikke er forpligtet til at tage hensyn til faktiske omstændigheder, der er indtrådt efter de kompetente myndigheders seneste afgørelse, og som kan bevirke, at den trussel mod den offentlige orden, som er forbundet med den pågældendes personlige forhold, bortfalder eller mindskes i ikke ubetydelig grad« (70) . Domstolen præciserede, at dette navnlig er tilfældet, hvis der er forløbet lang tid mellem datoen for beslutningen om udvisning og det tidspunkt, hvor den kompetente ret efterprøver denne beslutning.

63. Denne besvarelse kan overføres på artikel 14 i afgørelse nr. 1/80. For det første indeholder denne artikel, ligesom artikel 3 i direktiv 64/221, ingen angivelse af det tidspunkt, der skal lægges til grund for vurderingen af den aktuelle fare for den offentlige orden, som den af den tyrkiske statsborger udviste adfærd skal udgøre. For det andet baserede Domstolen sin fortolkning af artikel 3 på sin praksis, hvorefter undtagelser til princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed skal fortolkes strengt (71) . Principperne indeholdt i traktatens artikler om den frie bevægelighed af arbejdstagere skal i videst muligt omfang overføres på tyrkiske arbejdstagere, der har erhvervet en af de i afgørelse nr. 1/80 anførte rettigheder, og for så vidt angår fastlæggelsen af rækkevidden af undtagelsen vedrørende den offentlige orden som fastsat i artikel 14, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 skal der henvises til den fortolkning, der er givet af den samme undtagelse med hensyn til den frie bevægelighed for arbejdstagere, der er statsborgere i medlemsstaterne (72) . Det følger heraf, at begrebet »den aktuelle fare for den offentlige orden«, som den personlige adfærd hos den person, der er genstand for udvisningen, skal udgøre i relation artikel 14 i afgørelse nr. 1/80, skal gives samme fortolkning som den, Domstolen har fastslået i relation til artikel 3 i direktiv 64/221, der finder anvendelse på statsborgere fra medlemsstaterne.

64. Jeg foreslår derfor Domstolen at besvare det sjette spørgsmål med, at artikel 14 i afgørelse nr. 1/80 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national praksis, hvorefter den ret, der skal tage stilling til en beslutning om udvisning, ikke kan tage hensyn til en ændring i den berørte persons situation, der ikke længere giver mulighed for en begrænsning af dennes rettigheder i henhold til denne artikel, og som er sket efter den af myndighederne sidst trufne afgørelse.

V – Forslag til afgørelse

65. På baggrund af ovenstående foreslår jeg Domstolen at besvare de af Verwaltungsgericht Stuttgart stillede præjudicielle spørgsmål således:

»1): Artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 om udvikling af associeringen, vedtaget af Associeringsrådet oprettet ved aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet skal fortolkes således, at et myndigt barn, der er født i værtsmedlemsstaten af en tyrkisk arbejdstager, der har eller har haft tilknytning til det lovlige arbejdsmarked, er omfattet af denne bestemmelse.

2): Artikel 7, stk. 1, skal fortolkes således, at efter idømmelse af fængselsstraf og efterfølgende narkotikaafvænning kan de rettigheder, som denne artikel giver en tyrkisk statsborger i en situation som den, Inan Cetinkaya befinder sig i, kun begrænses under henvisning til artikel 14 i beslutning nr. 1/80, eller således, at disse rettigheder ligeledes kan begrænses på grund af et længere fravær fra arbejdsmarkedet.

3): Artikel 14 i afgørelse nr. 1/80 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national praksis, hvorefter den ret, der skal tage stilling til en beslutning om udvisning, ikke kan tage hensyn til en ændring i den berørte persons situation, der ikke længere giver mulighed for en begrænsning af dennes rettigheder i henhold til denne artikel, og som er sket efter den af myndighederne sidst trufne afgørelse.«

1 –: Originalsprog: fransk.

2 –: Afgørelse nr. 1/80, der trådte i kraft den 1.7.1980, findes i Accord d’association et protocoles CEE-Turquie et autres testes de base, De Europæiske Fællesskabers Publikationskontor, Bruxelles 1992.

3 –: Aftalen blev undertegnet den 12.9.1963 i Ankara dels af Republikken Tyrkiet, dels af EØF’s medlemsstater og Fællesskabet, og blev indgået, godkendt og bekræftet på Fællesskabets vegne ved Rådets afgørelse 64/732/EØF af 23.12.1963 (Samling af Aftaler Indgået af De Europæiske Fællesskaber, bind 3, s. 541, herefter »aftalen«).

4 –: Artikel 2.

5 –: Artikel 12-14.

6 –: Efter ændring nu artikel 39 EF.

7 –: Efter ændring nu artikel 40 EF.

8 –: Nu artikel 41 EF.

9 –: Artikel 36 i tillægsprotokollen, underskrevet den 23.11.1970 i Bruxelles og indgået, godkendt og bekræftet for Fællesskabet ved Rådets forordning (EØF) nr. 2760/72 af 19.9.1972, EFT L 293, s. 1.

10 –: Artikel 2 og 3 i beslutning nr. 2/76.

11 –: Dom af 17.4.1997, sag C-351/95, Kadiman, Sml. I, s. 2133, præmis 28, af 16.3.2000, sag C-329/97, Ergat, Sml. I, s. 1487, præmis 34, og af 22.6.2000, sag C-65/98, Eyüp, Sml. I, s. 4747, præmis 25.

12 –: Ergat-dommen, præmis 40.

13 –: Præmis 27.

14 –: Sag C-210/97, Sml. I, s. 7519. I denne sag fik Haydar Akman i 1980 tilladelse til at indrejse i Tyskland, hvor hans far havde lovlig beskæftigelse, med henblik på gennemførelse af ingeniørstudier. Efter med held i 1993 at have afsluttet studiet, søgte ham om en tidsubegrænset opholdstilladelse. Dette blev afvist, fordi hans far var vendt tilbage til Tyrkiet i 1986. Domstolen fandt ikke desto mindre, at Haydar Akman opfyldte de to betingelser i artikel 7, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80, for så vidt som han havde gennemført sine studier i Tyskland, og hans far havde haft lovlig beskæftigelse dér i mere end tre år.

15 –: »Die Familienangehörigen eines dem regulären Arbeitsmarkt eines Mitgliedstaates angehörenden türkischen Arbeitnehmers« i den tyske sprogversion, »I familiari che sono stati autorizzati a raggiungere un lavoratore turco inserito nel regolare mercato del lavoro di une Stato membro«, i den italienske sprogversion, eller endelig »Gezinsleden van een tot de legale arbeidsmarkt van een lidstaat behorende Turkse werknemer, die toestemming hebben gekregen om zich bij hem te voegen« i den nederlandske sprogversion.

16 –: »[…] forudsat, at en af forældrene har været lovligt beskæftiget i denne stat […]«.

17 –: Kadiman-dommen, præmis 37, og Akman-dommen, præmis 32. Dom af 8.5.2003, sag C-171/01, Wählergruppe Gemeinsam, Sml. I, s. 4301, præmis 78, og af 21.10.2003, forenede sager C-317/01 og C-369/01, Abatay m.fl., endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 90.

18 –: Præmis 34.

19 –: Idem, præmis 35.

20 –: Idem, præmis 41 og 47. Domstolen har imidlertid præciseret, at denne fortolkning ikke er til hinder for, at den pågældende er væk fra den fælles bopæl i en rimelig periode og af lovlige grunde, f.eks. for at holde ferie eller besøge sin familie i hjemlandet, når sådanne afbrydelser ikke rejser tvivl om, at parterne har fælles bopæl i værtsmedlemsstaten (præmis 48).

21 –: Idem, præmis 36.

22 –: Denne sag vedrørte de tyske myndigheders afslag på at forlænge opholdstilladelsen til Sezgin Ergat, en tyrkisk statsborger født i 1967, som i 1975 fik tilladelse til at indrejse i Tyskland med henblik på at flytte til sine forældre, der begge udøvede lønnet beskæftigelse dér, og som med visse afbrydelser havde haft beskæftigelse hos forskellige arbejdsgivere, med den begrundelse, at hans ansøgning om forlængelse blev indgivet for sent, i juli 1991, til de kompetente udlændingemyndigheder. Domstolen blev anmodet om at undersøge, hvorvidt en tyrkisk statsborger, som er blevet meddelt tilladelse til at indrejse i en medlemsstat i forbindelse med familiesammenføring med en tyrkisk arbejdstager tilknyttet denne medlemsstats lovlige arbejdsmarked, som har haft lovlig bopæl dér i mere end fem år, og som, med visse afbrydelser, har haft forskellige former for lovlig beskæftigelse, mister de rettigheder, der er tillagt ham ved artikel 7, stk. 1, andet led, i afgørelse nr. 1/80, herunder retten til forlængelse af sin opholdstilladelse i værtsmedlemsstaten, når hans opholdstilladelse var udløbet på den dag, da han indgav en ansøgning om forlængelse af tilladelsen, som blev afslået af de kompetente nationale myndigheder.

23 –: Idem, præmis 40, min fremhævelse.

24 –: Idem, præmis 43.

25 –: Ergat-dommen, præmis 38.

26 –: Dom af 11.5.2000, sag C-37/98, Savas, Sml. I, s. 2927, præmis 58, og dommen i sagen Abatay m.fl., præmis 63. Jf. vedrørende artikel 6 i afgørelse nr. 1/80 dom af 16.12.1992, sag C-237/91, Kus, Sml. I, s. 6781, præmis 25, og af 23.1.1997, sag C-171/95, Tetik, Sml. I, s. 329, præmis 21.

27 –: Kadiman-dommen, præmis 32 og 51.

28 –: Jf. dom af 5.6.1997, sag C-285/95, Kol, Sml. I, s. 3069, præmis 27. Jf. ligeledes herom dom af 20.9.1990, sag C-192/89, Sevince, Sml. I, s. 3461, præmis 30, Kus-dommen, præmis 12 og 22; dom af 6.6.1995, sag C-434/93, Bozkurt, Sml. I, s. 1475, præmis 26, og af 26.11.1998, sag C-1/97, Birden, Sml. I, s. 7747, præmis 55-59.

29 –: Kadiman-dommen, præmis 34.

30 –: Forelæggelseskendelsen, s. 11.

31 –: Sevince-dommen (præmis 29 og 31), Kus-dommen (præmis 33) og Tetik-dommen (præmis 26, 30 og 31). Jf. ligeledes dom af 10.2.2000, sag C-340/97, Nazli m.fl., Sml. I, s. 957, præmis 28.

32 –: Bozkurt-dommen, præmis 30 og 40.

33 –: Præmis 41, 42 og 46.

34 –: Præmis 44 og 49.

35 –: Ergat-dommen, præmis 39 og 40.

36 –: Idem, præmis 42, min fremhævelse.

37 –: Idem, punkt 65 og 66 i forslag til afgørelse.

38 –: Punkt 61 i mit forslag til afgørelse i Akman-dommen.

39 –: Præmis 45-50.

40 –: Rådets direktiv 90/365/EØF af 28.6.1990 om opholdsret for lønmodtagere og selvstændige, der er ophørt med erhvervsaktivitet, EFT L 180, s. 28. Jf. ligeledes Rådets direktiv 90/364/EØF af 28.6.1990 om opholdsret, EFT L 180, s. 26.

41 –: Dom af 17.9.2002, sag C-413/99, Baumbast og R, Sml. I, s. 7091, præmis 84.

42 –: Det skal ligeledes bemærkes, at Europa Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29.4.2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EØF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF, EFT L 158, s. 77, der kodificerer og reviderer de eksisterende forordninger og direktiver i lyset af denne nye unionsborgerskabs status, i sin artikel 16 indfører den generelle regel, hvorefter unionsborgere og deres familie efter fem års lovlig bopæl i værtsmedlemsstaten opnår en permanent opholdstilladelse i dette land, der ikke er underlagt nogen anden betingelse.

43 –: Dom af 29.4.2004, forenede sager C-482/01 og C-493/01, Orfanopoulos m.fl., endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 49.

44 –: Punkt 18 i formandskabets konklusioner.

45 –: Rådets direktiv af 25.11.2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding, EFT 2004 L 16, s. 44. Dette direktiv er ikke til hinder for anvendelse af gunstigere bestemmelser, der måtte gælde i henhold til bilaterale og multilaterale aftaler mellem Fællesskabet eller Fællesskabet og dets medlemsstater på den ene side og tredjelande på den anden side (artikel 3, stk. 3). Medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme dette direktiv senest den 23.1.2006 (artikel 26).

46 –: Anden betragtning til direktiv 2003/109.

47 –: Fjerde betragtning til direktiv 2003/109.

48 –: Artikel 4 og 5 i direktiv 2003/109.

49 –: Tetik-dommen, præmis 29, og Kadiman-dommen, præmis 30. Jf. ligeledes dom af 30.9.1997, sag C-36/96, Günaydin m.fl., Sml. I, s. 5143, præmis 23 og sag C-98/96, Ertanir, Sml. I, s. 5179, præmis 22.

50 –: Dom af 19.1.1999, sag C-348/96, Calfa, Sml. I, s. 11, præmis 22-24; Nazli-dommen, præmis 58, og Orfanopoulos-dommen, præmis 65.

51 –: Præmis 56.

52 –: Dom af 28.10.1975, sag 36/75, Rutili, Sml. s. 1219, præmis 27, og Nazli-dommen, præmis 58.

53 –: Dom af 27.10.1977, sag 30/77, Bouchereau, Sml. s. 1999, præmis 35.

54 –: Calfa-dommen, præmis 24. Denne retspraksis er baseret på Rådets direktiv 64/221/EØF af 25.2.1964 om samordning af de særlige foranstaltninger, som gælder for udlændinge med hensyn til rejse og ophold, og som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed, DA.ES. serie I, kapitel 1963-1964, s. 109, der i sin artikel 3 bestemmer, at »forholdsregler vedrørende den offentlige orden eller sikkerhed bør udelukkende støttes på den pågældendes personlige forhold« og at »straffedomme alene kan ikke uden videre begrunde disse forholdsregler«.

55 –: Dom af 26.2.1975, sag 67/74, Bonsignore, Sml. s. 297, præmis 7.

56 –: Således fastslog Domstolen i Calfa-dommen, at traktatens grundlæggende friheder nævnt i artikel 39 EF, 52 EF og 59 EF samt i artikel 3 i direktiv 64/221 er til hinder for en lovgivning, der pålægger de nationale domstole automatisk at anordne livsvarig udvisning fra området af en statsborger fra en anden medlemsstat, der er fundet skyldig i overtrædelser af narkotikalovgivningen. I Nazli-dommen udledte Domstolen af retspraksis vedrørende udvisning af fællesskabsstatsborgere, at artikel 14 i afgørelse nr. 1/80 er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en udlænding, der overtræder den nationale narkotikalov, i princippet udvises, uden at de kompetente myndigheder har nogen som helst skønsbeføjelse. For nylig i Orfanopoulos-dommen fastslog Domstolen, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, der, som den tyske udlændingelov, pålægger de nationale myndigheder at anordne udvisning af statsborgere fra andre medlemsstater, der er idømt en ungdomsfængselsstraf af mindst to års varighed eller en frihedsstraf for forsætlig overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, hvis afsoningen af straffen ikke er gjort betinget.

57 –: Dom af 26.11.2002, sag C-100/01, Olazabal, Sml. I, s. 10981, præmis 43.

58 –: Dom af 18.5.1989, sag C-249/86, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 1263, præmis 10.

59 –: Dom af 11.7.2002, sag C-60/00, Carpenter, Sml. I, s. 6279, præmis 41. Jf. ligeledes dom af 25.7.2002, sag C-459/99, MRAX, Sml. I, s. 6591, præmis 53.

60 –: Præmis 99.

61 –: I Nazli-dommen stod Domstolen over for spørgsmålet om hvorvidt en tyrkisk statsborger, der i en periode på fire år havde haft uafbrudt lovlig beskæftigelse i en medlemsstat, ikke længere havde tilknytning til dette lands arbejdsmarked og havde fortabt de rettigheder, som han jævnfør artikel 6, stk. 1, tredje led, i afgørelse nr. 1/80 indrømmes, fordi han har været varetægtsfængslet i mere end et år og derefter idømt en betinget fængselsstraf.

62 –: Idem, præmis 41.

63 –: Idem, præmis 42.

64 –: Idem, præmis 50.

65 –: Ifølge artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 har den tyrkiske arbejdstager efter at have haft lovlig beskæftigelse i et år ret til fornyelse af sin arbejdstilladelse hos samme arbejdsgiver. Han har efter tre års lovlig beskæftigelse og med forbehold af den fortrinsstilling, som fællesskabsstatsborgerne har, ret til at modtage tilbud om anden beskæftigelse inden for samme erhverv. Efter fire års lovlig beskæftigelse har han endelig fri adgang til enhver form for lønnet beskæftigelse i værtsmedlemsstaten.

66 –: Præmis 38.

67 –: Præmis 39.

68 –: Den henviser til Bouchereau-dommen og Calfa-dommen.

69 –: Spørgsmålet blev stillet i sag C-493/01, der drejede sig om en sag anlagt af Raffaele Oliveri, en italiensk statsborger, mod en afgørelse truffet i august 2000 af Regierungspräsidium Stuttgart om udvisning som følge af flere overtrædelse af narkotikalovgivningen. Den nationale domstol ønskede oplyst, om den kunne tage den omstændighed i betragtning, at det ikke var sandsynligt, at Raffaele Oliveri efter udvisningsafgørelsen begik kriminelle handlinger, da han havde aids og var alvorlig syg.

70 –: Idem, punkt 3 i domskonklusionen.

71 –: Orfanopoulos-dommen, præmis 79.

72 –: Nazli-dommen, præmis 55 og 56.