I –Indledning
1. Immigration Appellate Authority (ankeinstans på immigrations-området) i Hatton Cross (Det Forenede Kongerige) har spurgt Domstolen
om, hvorvidt fællesskabsretten er til hinder for, at en medlemsstat under de særlige og usædvanlige omstændigheder i den foreliggende
sag nægter at give permanent opholdstilladelse til en pige, som stadig er et lille barn, som er statsborger i en anden medlemsstat,
og som siden sin fødsel har boet på den første medlemsstats område, samt til pigens mor, som er statsborger i et tredjeland.
II –Relevante fællesskabsbestemmelser
2. Som bekendt indfører artikel 17 EF et unionsborgerskab, der supplerer det nationale statsborgerskab, og som foruden de rettigheder
og pligter, der er tillagt ved traktaten, i medfør af artikel 18 EF indebærer en »ret til at færdes og opholde sig frit på
medlemsstaternes område med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i denne traktat og i gennemførelsesbestemmelserne
hertil«.
3. Blandt de relevante bestemmelser i den afledte ret vedrørende fri bevægelighed og opholdsret, skal først nævnes Rådets direktiv
73/148/EØF af 21. maj 1973 om ophævelse af rejse- og opholdsbegrænsninger inden for Fællesskabet for statsborgere i medlemsstaterne
med hensyn til etablering og udveksling af tjenesteydelser (herefter »direktiv 73/148«)
(2)
.
4. Direktivets artikel 1 bestemmer:
»1. Medlemsstaterne ophæver i overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv rejse- og opholdsbegrænsningerne:
[…]
b)
for medlemsstaternes statsborgere, der ønsker at begive sig til en anden medlemsstat for at modtage en tjenesteydelse
[…]
d)
for personer, som er beslægtede i op- og nedstigende linje med disse statsborgere og deres ægtefæller, og som forsørges af
dem, uden hensyn til nationalitet.«
5. I direktivets artikel 4, stk. 2, første afsnit, er fastsat: »[f]or ydere og modtagere af tjenesteydelser svarer retten til
ophold til ydelsens varighed«.
6. Rådets direktiv 90/364/EØF af 28. juni 1990 om opholdsret (herefter »direktiv 90/364«)
(3)
regulerer retten til fri bevægelighed og ophold for ikke-erhvervsaktive personer. Direktivets artikel 1 bestemmer:
»1. Medlemsstaterne giver opholdsret til statsborgere fra en medlemsstat, som ikke har denne ret på grundlag af andre bestemmelser
i fællesskabslovgivningen, samt til medlemmerne af deres familie, som defineret i stk. 2, når de selv og medlemmerne af deres
familie er omfattet af en sygeforsikringsordning, der dækker samtlige risici i værtsmedlemsstaten, og råder over tilstrækkelige
midler til at undgå, at de under deres ophold falder værtsmedlemsstatens sociale system til byrde.
[…]
2. Følgende personer har uanset nationalitet ret til at tage ophold i en anden medlemsstat sammen med indehaveren af opholdsretten:
a)
ægtefællen og deres forsørgelsesberettigede efterkommere i lige linje
b)
slægtninge i opstigende linje til indehaveren af opholdsretten og til dennes ægtefælle, når de forsørges af vedkommende.«
III –Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger
7. De præjudicielle spørgsmål er blevet rejst inden for rammerne af et søgsmål, som Kunqian Catherine Zhu, irsk statsborger født
den 16. september 2000 i Belfast (Det Forenede Kongerige) (herefter »Catherine« eller »sagsøger 1«), og hendes mor, Man Lavette
Chen, kinesisk statsborger (herefter »moderen«, »M.L. Chen« eller »sagsøger 2«), har indgivet til Immigration Appellate Authority
over en afgørelse truffet af Secretary of State for the Home Department (herefter »Secretary of State«), hvorved de nægtes
permanent opholdstilladelse i Det Forenede Kongerige.
8. M.L. Chen arbejder sammen med sin mand, der også er kinesisk statsborger, for et selskab, som er etableret i Folkerepublikken
Kina. Der er tale om en stor virksomhed, der fremstiller og eksporterer kemiske produkter til forskellige dele af verden,
bl.a. til Det Forenede Kongerige og til andre medlemsstater i Den Europæiske Union.
9. Hr. Chen er en af selskabets direktører, og han er hovedaktionær i selskabet. Som direktør foretager han ofte forretningsrejser
til Det Forenede Kongerige og til andre medlemsstater i Den Europæiske Union.
10. Før Catherine blev født, havde parret allerede en søn ved navn Huixiang Zhu, født i Folkerepublikken Kina i 1998. Ægteparret
Chen besluttede at få et barn mere, men de stødte på vanskeligheder på grund af fødselskontrolpolitikken, den såkaldte et-barnspolitik,
som Folkerepublikken Kina fører med henblik på at afholde par bosat i Kina fra at få barn nummer to.
11. For at undgå, at den yngstes fødsel, der da var nært forstående, skulle få de negative konsekvenser, som er knyttet til denne
befolkningspolitik, besluttede M.L. Chen i løbet af 2000 at nedkomme i udlandet og rejste derfor til Det Forenede Kongerige.
12. Catherine kom til verden den 16. september 2000 i Belfast i Nordirland.
13. Valget af fødested var ikke tilfældigt. Det skal således erindres, at enhver, som fødes på irsk område, selv uden for den
politiske afgrænsning af staten Irland (Eire), får irsk statsborgerskab, såfremt visse betingelser er opfyldt. Det fremgår
af sagen, at det netop var under hensyntagen til denne særegenhed i irsk ret, som advokater antaget til dette formål havde
oplyst dem om, at ægteparret Chen besluttede, at deres lille datter skulle fødes i Belfast. De havde således til hensigt at
drage fordel af datterens fællesskabsborgerskab for at sikre hende såvel som hendes mor muligheden for at etablere sig i Det
Forenede Kongerige.
14. Catherine opfyldte de nævnte betingelser i irsk ret, og hun fik således irsk statsborgerskab ved fødslen og derved også unionsborgerskab.
Pigen har derimod ikke britisk statsborgerskab, idet hun ikke opfyldte de betingelser, der er fastsat herfor i Det Forenede
Kongeriges gældende lovgivning.
15. Herefter rejste M.L. Chen med sin datter til Cardiff i Wales og indgav en anmodning til de britiske myndigheder om permanent
opholdstilladelse i Det Forenede Kongerige for hende selv og hendes datter Catherine.
16. Ved afgørelse truffet af Secretary of State den 15. juni 2000 blev denne anmodning forkastet. Catherine og hendes mor indgav
en klage over afgørelsen til Immigration Appellate Authority.
17. Den forelæggende ret har konstateret, at den anfægtede afgørelse principielt var i overensstemmelse med den nationale ret,
der fandt anvendelse i det foreliggende tilfælde. En række omstændigheder har dog fået denne ret til at stille spørgsmålstegn
ved, om afgørelsen også er i overensstemmelse med fællesskabsretten.
18. I så henseende har den forelæggende ret i det væsentlige peget på, at Catherine som unionsborger kan have opnået opholdsret
direkte i medfør af bestemmelserne i Fællesskabets retsorden. Hendes mor kan have opnået en afledt opholdsret fra sin datter
i det omfang, hun er hovedansvarlig for datterens forsørgelse og opdragelse.
19. Hvad nærmere angår datteren må der spørges, om hendes opholdsret i Det Forenede Kongerige ikke først og fremmest følger af,
at hun er modtager af tjenesteydelser i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktiv 73/148. Catherine modtager således
børneomsorgsydelser samt lægelige ydelser i Det Forenede Kongerige, der leveres af privatpersoner mod betaling.
20. Desuden udgør mor og datter, der altid har levet under samme tag, en familie, som takket være de midler, moderen råder over,
er økonomisk uafhængig. De har ikke faldet Det Forenede Kongeriges offentlige system til byrde, og det forekommer ikke sandsynligt,
at de skulle blive til byrde fremover. De er begge omfattet af en sygeforsikringsordning. Ifølge den forelæggende ret kan
det derfor ikke udelukkes, at de har opholdsret i medfør af direktiv 90/364.
21. Endelig har den forelæggende ret oplyst, at Catherine har ret til at opholde sig på Folkerepublikken Kinas område i højst
30 dage ad gangen og kun efter tilladelse fra regeringen i dette land, hvori hun ikke er statsborger. At nægte pigen og hendes
mor ret til at opholde sig i Det Forenede Kongerige kan derfor udgøre en ulovlig indgriben i deres familieliv, idet muligheden
for, at de fortsat kan leve sammen, vil være stærkt begrænset.
22. Af disse grunde har Immigration Appellate Authority forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
1)
Skal artikel 1 i Rådets direktiv 73/148/EØF eller subsidiært artikel 1 i Rådets direktiv 90/364/EØF under hensyn til de faktiske
omstændigheder i denne sag fortolkes således, at:
a)
Sagsøger 1, som er mindreårig og unionsborger, har ret til indrejse og ophold i værtsmedlemsstaten?
b)
Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, spørges, om sagsøger 2, som er statsborger i et tredjeland og mor til og den,
som primært drager omsorg for sagsøger 1, i givet fald har ret til at opholde sig hos sagsøger 1
i)
fordi hun er afhængig af og beslægtet med hende, eller
ii)
fordi hun har boet sammen med sagsøger 1 i hendes oprindelsesland, eller
iii)
på et eventuelt andet grundlag?
2)
Hvis sagsøger 1 ikke er »statsborger i en medlemsstat« med henblik på at udøve rettigheder i henhold til fællesskabsretten
i medfør af Rådets direktiv 73/148/EØF eller artikel 1 i Rådets direktiv 90/364/EØF, efter hvilke kriterier skal det da afgøres,
om et barn, som er unionsborger, er statsborger i en medlemsstat og således kan udøve rettigheder i henhold til fællesskabsretten?
3)
Udgør de børneomsorgsydelser, som sagsøger 1 har modtaget, under de omstændigheder, som foreligger i denne sag, tjenesteydelser
som omhandlet i Rådets direktiv 73/148/EØF?
4)
Er sagsøger 1 under hensyn til omstændighederne i denne sag afskåret fra at tage ophold i værtsstaten i henhold til artikel
1 i Rådets direktiv 90/364/EØF, fordi midlerne til hendes underhold udelukkende tilvejebringes af hendes mor, som er statsborger
i et tredjeland og bor hos hende?
5)
Giver artikel 18, stk. 1, EF under hensyn til de særlige faktiske omstændigheder i denne sag sagsøger 1 ret til indrejse og
ophold i værtsmedlemsstaten, selv om hun ikke har opholdsret i henhold til andre bestemmelser i fællesskabsretten?
6)
Såfremt spørgsmål 5 besvares bekræftende, har sagsøger 2 da ret til at blive boende hos sagsøger 1
(4)
under dennes ophold i værtsstaten?
7)
Hvilken retsvirkning har [...] det af sagsøgerne påberåbte fællesskabsretlige princip om overholdelsen af grundlæggende menneskerettigheder,
herunder navnlig artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention, ifølge hvilken enhver har ret til respekt for sit
privatliv og familieliv og sit hjem, sammenholdt med artikel 14, når sagsøger 1 ikke kan bo i Kina sammen med sagsøger 2 og
sin far og bror?
23. Under sagens behandling ved Domstolen har sagsøgerne i hovedsagen, Irland, Det Forenede Kongerige og Kommissionen afgivet
indlæg.
IV –Stillingtagen
A – Indledning
24. Som allerede nævnt, og som det ses af redegørelsen for sagens faktiske omstændigheder, er der ganske afgjort tale om en usædvanlig
sag, hvis karakteristika er så specielle, at forhandlingerne mellem parterne på sin vis har været betinget heraf. Parterne
synes til tider at have været mere optagede af at finde lige så særprægede løsninger i stedet for at undersøge, om ikke selv
de mest besynderlige aspekter i denne sag kunne falde inden for rammen af de faste regler og retlige principper, som er defineret
i Domstolens praksis. Som det vil fremgå af det følgende, er det efter min opfattelse netop denne fremgangsmåde, der bør vælges
med henblik på at give en besvarelse af de spørgsmål, der rejses i Catherines sag.
25. Med dette formål for øje må de forskellige spørgsmål, som den forelæggende ret har stillet, først inddeles anderledes, således
at de væsentlige spørgsmål, der er forelagt Domstolen, fremhæves, og så der sikres en struktureret behandling af sagen. Dette
synes at kunne ske ved, at der af spørgsmålene udledes to hovedspørgsmål, hvis indhold er som følger:
a) Har Catherine ret til permanent ophold i Det Forenede Kongerige som modtager af tjenesteydelser i den forstand, hvori udtrykket
er anvendt i direktiv 73/148, eller som ikke-erhvervsaktiv fællesskabsborger, der råder over tilstrækkelige midler og har
en sygeforsikringsordning, i henhold til direktiv 90/364, eller endelig direkte i medfør af artikel 18 EF?
b) Har moderen opholdsret, fordi hun er barnets »forsørgelsesberettigede forælder« i ovennævnte direktivers forstand, eller fordi
hun er den hovedsansvarlige for Catherines opdragelse og omsorg, eller endelig i medfør af retten til respekt for familielivet,
der er forankret i EMK’s artikel 8?
26. I det følgende behandles de spørgsmål, som den forelæggende ret har rejst, i overensstemmelse med den angivne fremgangsmåde
og under hensyntagen til de argumenter, som er fremsat af procesdeltagerne, i det omfang det er nødvendigt eller hensigtsmæssigt.
B – Tvistens interne karakter
27. Før disse spørgsmål behandles, vil jeg dog først tage stilling til den formalitetsindsigelse, som Det Forenede Kongeriges
regering har fremført.
28. Regeringen har indledningsvis gjort den indsigelse, at Domstolen ikke har kompetence til at besvare de forelagte spørgsmål,
idet tvisten vedrører rent interne forhold. Det eneste udlændingemæssige aspekt, dvs. den lille piges nationalitet, er en
følge af ægteparret Chens svigagtige manøvrer, der kan karakteriseres som et misbrug af rettigheder.
29. Dette sidste aspekt vil jeg først tage stilling til senere, idet jeg finder, at en gennemgang af dette aspekt vil blive klarere,
når jeg har behandlet de præjudicielle spørgsmåls substans (jf. dette forslag, punkt 108 ff.).
30. Hvad derimod angår indsigelsen vedrørende tvistens rent interne karakter bemærkes, at ifølge Det Forenede Kongeriges regering
har sagsøgerne aldrig udøvet den frie bevægelighed, som de er blevet tildelt ved traktaten, fordi de ikke på noget tidspunkt
har forladt Det Forenede Kongerige og er taget til en anden medlemsstat. Der er derfor ikke tilstrækkelige udlændingemæssige
aspekter til, at fællesskabsretten finder anvendelse på de omhandlede anmodninger om opholdstilladelse.
31. Efter min opfattelse skal denne indsigelse imidlertid ikke tages til følge.
32. Først bemærkes, at ifølge fast fællesskabspraksis er det tilstrækkeligt, at en person har statsborgerskab i en anden medlemsstat
end den, hvori vedkommende er bosat, for at de fællesskabsretlige bestemmelser finder anvendelse, også selv om den person,
som påberåber sig bestemmelserne, aldrig har krydset grænsen til den medlemsstat, hvor vedkommende er bosat
(5)
.
33. Særligt i den nyligt afsagte dom i sagen Garcia Avello har Domstolen – efter at have udtalt, at »[d]et i artikel 17 EF omhandlede
unionsborgerskab […] ikke [har] til formål at udvide det materielle anvendelsesområde for traktaten, således at det ligeledes
omfatter interne forhold, der ikke har nogen tilknytning til fællesskabsretten«
(6)
– haft lejlighed til at bemærke, at »[d]er [imidlertid] foreligger [..] en tilknytning til fællesskabsretten, når der er
tale om personer, der […] er statsborgere i en medlemsstat og opholder sig lovligt på en anden medlemsstats område«
(7)
, hvilket gælder uanset, om de har udøvet den frie bevægelighed i henhold til traktaten eller tværtimod, som i det foreliggende
tilfælde, har boet på værtsmedlemsstatens område siden fødslen.
34. Catherines irske statsborgerskab er således tilstrækkeligt til at udelukke, at tvisten mellem hende og hendes mor på den ene
side og Secretary of State på den anden side alene vedrører Det Forenede Kongeriges interne retsorden.
35. Man ville eventuelt kunne nå til et andet resultat, såfremt man antog, at Catherine i realiteten ikke er i besiddelse af irsk statsborgerskab, eller at dette statsborgerskab i hvert tilfælde ikke kan gøres gældende over for Det Forenede Kongeriges
regering.
36. Det skal dog bemærkes, at det på intet tidspunkt under sagen, hverken for den nationale ret eller for Domstolen, er blevet
draget i tvivl, at Catherine faktisk har irsk statsborgerskab, ligesom Det Forenede Kongeriges regering ikke har bestridt,
at det i henhold til folkeretten eller fællesskabsretten var lovligt, at Irland tildelte hende dette statsborgerskab.
37. Herefter er det ufornødent at tage stilling til, om der i den almindelige folkeret findes en regel om, at ingen stat er forpligtet
til at anerkende et statsborgerskab, der er tildelt en person af en anden stat, i mangler af en reel tilknytning til denne
sidste stat
(8)
.
38. Jeg vil nøjes med at bemærke, at hvad angår Fællesskabets retsorden har Domstolen i dommene Micheletti
(9)
og Kaur udtalt
(10)
, at »[f]astlæggelsen af kriterierne for erhvervelse og fortabelse af statsborgerskab hører efter folkeretten under medlemsstaternes
kompetence«
(11)
, og derfor »må en medlemsstat i sin lovgivning ikke begrænse virkningerne af en anden medlemsstats tildeling af statsborgerskab
ved at kræve yderligere betingelser for anerkendelse af dette statsborgerskab, når det drejer sig om udøvelse af de i traktaten
hjemlede grundlæggende friheder«
(12)
.
39. Det må som følge heraf konkluderes, at den sag, der verserer for Immigration Authority, i betragtning af Catherines irske
statsborgerskab principielt er omfattet af traktatens anvendelsesområde, og derfor skal den formalitetsindsigelse, som Det
Forenede Kongerige har fremsat, ikke tages følge.
C – Catherines opholdsret
40. Herefter må der ved realitetsbehandlingen af de ovenfor omtalte spørgsmål [punkt 25, litra a)] først spørges, hvilke rettigheder
til fri bevægelighed og ophold fællesskabsretten giver en pige som Catherine, der er statsborger i en medlemsstat i Unionen,
og som siden sin fødsel har boet i en anden medlemsstat.
–
Kan en mindreårig være indehaver af retten til fri bevægelighed og ophold?
41. Den irske regering har tilsyneladende rejst den principielle indsigelse, at Catherine ikke kan påberåbe sig retten til fri
bevægelighed og ophold i henhold til traktaten.
42. Hvis jeg har forstået regeringens argumentation korrekt, er det dennes opfattelse, at Catherine, eftersom hun er et lille
barn, ikke er i stand til selvstændigt at udøve retten til frit at vælge opholdssted og etablere sig der
(13)
. Følgelig kan hun ikke anses for indehaver af de rettigheder, der tildeles borgerne i en medlemsstat i medfør af direktiv
90/364
(14)
.
43. Jeg deler ikke denne opfattelse. Den synes at have sin oprindelse i, at man sammenblander en persons evne til at være indehaver
af rettigheder og pligter (retsevne)
(15)
og dennes evne til foretage handlinger, der har retlig virkning (handleevne)
(16)
.
44. At en mindreårig ikke selvstændigt kan udøve en rettighed, betyder således ikke, at den pågældende ikke kan være omfattet
af den retsregel, som stifter den pågældende rettighed.
45. Argumentationen skal tværtimod vendes om. Da retsevne opnås allerede ved fødslen, (bl.a.) ifølge et almindeligt princip, som
er fælles for medlemsstaternes retsordener, er selv en mindreårig et retssubjekt og er som sådan indehaver af rettigheder,
som tildeles i medfør af den pågældende retsorden.
46. At den mindreårige ikke selvstændigt er i stand til at udøve disse rettigheder, fratager ikke vedkommende sin status som rettighedshaver.
Derimod er det netop fordi, den mindreårige har denne status, at andre personer, som i retsordenen er udset hertil (forældre,
værge mv.), kan gøre den mindreåriges rettigheder gældende, ikke fordi de er rettighedshavere, men fordi de handler på vegne
af den mindreårige, dvs. den eneste og virkelige rettighedshaver.
47. Under alle omstændigheder er der i den foreliggende sag ikke alene intet i bestemmelsernes ordlyd, der støtter den irske regerings
opfattelse, den kan heller ikke begrundes under henvisning til beskaffenheden af de omhandlede rettigheder og friheder. Regeringens
opfattelse synes uforenelig med de formål, der forfølges med de relevante traktatbestemmelser, dvs. artikel 49 EF ff. hvad
angår den frie bevægelighed for tjenesteydelser og artikel 18 EF hvad angår unionsborgernes opholdsret.
48. For så vidt angår artikel 49 EF ff. har Domstolen fastslået, at et af formålene med den frihed, der er indført ved denne bestemmelse,
netop er at lette den frie bevægelighed for personer, der må skifte opholdssted for at oppebære en tjenesteydelse
(17)
.
49. Det må bemærkes, at en mindreårig, og selv et lille barn, godt kan være modtager af forskellige tjenesteydelser, herunder
tillige ydelser af afgørende vigtighed (f.eks. lægelig behandling).
50. Herved bliver den mindreårige som modtager af tjenesteydelser indehaver af de rettigheder, vedkommende er tildelt i medfør
af artikel 49 EF ff.
51. Hvad herefter angår bestemmelserne om opholdsret bemærkes, at artikel 18 EF, som suppleret ved artikel 1 i direktiv 90/364,
har til formål at sikre enhver fællesskabsborger – der opfylder visse betingelser – retten til at etablere sig i enhver medlemsstat, også selv om denne ikke ønsker eller
ikke er i stand til at udøve nogen form for erhvervsaktivitet.
52. Når tillige henses til det ovenfor anførte (punkt 43 ff.), er der ingen grund til at fratage en mindreårig en generel rettighed,
der gives til alle fællesskabsborgere i henhold til en grundlæggende fællesskabsretlig bestemmelse, som der netop er tale
om i artikel 18 EF. Såfremt direktivets betingelser er opfyldt, kan selv en mindreårig påberåbe sig retten til frit at tage
ophold som ikke-erhvervsaktiv person i en anden medlemsstat end den, hvori vedkommende er statsborger.
53. Dette bekræftes desuden klart af Domstolens praksis, hvorefter der ikke hersker nogen tvivl om, at selv mindreårige kan være
indehavere af en opholdsret. I sagen Echternach og Moritz
(18)
har Domstolen f.eks. udtalt, at en mindreårig søn af en arbejdstager, der i mellemtiden har forladt værtslandet, »bevarer
[…] muligheden for at påberåbe sig fællesskabsrettens bestemmelser«, således at han kan blive i landet og afslutte allerede
påbegyndte studier
(19)
.
54. Dette resultat kan ikke variere afhængigt af den mindreåriges alder, idet der principielt er tale om den samme situation.
55. Det må således konkluderes, at selv et mindreårigt lille barn som Catherine kan være indehaver af retten til fri bevægelighed
og ophold inden for Fællesskabet.
–
Har Catherine opholdsret i praksis?
56. Når dette spørgsmål stilles generelt, drejer det sig om at fastslå, om Catherine i den foreliggende sag kan påberåbe sig en
opholdsret i) som modtager af tjenesteydelser i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktiv 73/148, eller ii) på grundlag
af bestemmelserne i artikel 18 EF og i direktiv 90/364.
57. i) Indledningsvis må det konstateres, at en ret for Catherine til permanent ophold i Det Forenede Kongerige ikke kan baseres
på, at hun er modtager af børneomsorgsydelser og lægelige ydelser (jf. ovenfor, punkt 19).
58. For så vidt angår de første ydelser må det således konstateres – selv uafhængigt af problemet med hensyn til at bestemme,
hvem der er modtager af disse ydelser, hvilket i virkeligheden synes at være moderen – at det fremgår af sagen, at disse ydelser
ikke leveres midlertidigt, men derimod uafbrudt og på permanent basis.
59. Som Kommissionen med rette har anført, har det længe været fast fællesskabspraksis, at den frie udveksling af tjenesteydelser
ikke omfatter »virksomhed, som udøves permanent eller i hvert fald uden forudselig tidsbegrænsning«
(20)
, da det i et sådant tilfælde derimod er traktatbestemmelserne om etableringsretten, som finder anvendelse. Dette gælder først
og fremmest for tjenesteyderen, men det gælder naturligvis så meget desto mere for modtageren af tjenesteydelsen, der kun
kan påberåbe sig denne frihed i det omfang, vedkommende ikke ønsker at etablere sig permanent i værtslandet
(21)
.
60. En permanent opholdsret for Catherine kan dog heller ikke baseres på eventuelle lægelige ydelser. Henset til deres beskaffenhed
leveres disse ydelser kun i løbet af en begrænset tidsperiode. Såfremt Catherine i virkeligheden er modtageren af disse ydelser
(hvilket i øvrigt ikke fremgår klart af sagen), har hun, som det udtrykkeligt fastsættes i artikel 4, stk. 2, første afsnit,
i direktiv 73/148, kun ret til at opholde sig i Det Forenede Kongerige i de perioder, hvor det er nødvendigt at modtage lægelig
behandling.
61. Hun kan således påberåbe sig en midlertidig opholdsret, der nøjagtigt svarer til »ydelsens varighed«, men hun kan ikke opnå en permanent opholdstilladelse i henhold til dette direktiv.
62. ii) Herefter skal det vurderes, om Catherine kan få opholdsret i Det Forenede Kongerige under henvisning til artikel 18 EF
og direktiv 90/364.
63. Som tidligere nævnt giver artikel 18 EF enhver unionsborger ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område
med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i traktaten og i gennemførelsesbestemmelserne hertil.
64. De begrænsninger og betingelser, der er relevante for den foreliggende sag, er fastsat i direktiv 90/364.
65. Artikel 1, der »giver opholdsret til statsborgere fra en medlemsstat, som ikke har denne ret på grundlag af andre bestemmelser
i fællesskabslovgivningen«, fastsætter den betingelse, at »de selv og medlemmerne af deres familie er omfattet af en sygeforsikringsordning,
der dækker samtlige risici i værtsmedlemsstaten, og råder over tilstrækkelige midler til at undgå, at de under deres ophold
falder værtsmedlemsstatens sociale system til byrde«.
66. Som det fremgår af forelæggelseskendelsen, har Catherine en hensigtsmæssig sygeforsikringsordning og råder desuden via medlemmerne
af sin familie over tilstrækkelige midler til at undgå at hun »under [sit] ophold falder værtsmedlemsstatens sociale system
til byrde«.
67. De to betingelser, der opstilles i direktivet, skulle således tilsyneladende være opfyldt.
68. De regeringer, der har afgivet indlæg, er imidlertid af en anden opfattelse, idet de ikke finder, at den lille Catherine er
økonomisk uafhængig, da de økonomiske midler, hun råder over, i virkeligheden er hendes mors.
69. Ifølge disse regeringer er den ved direktiv 90/364 indførte opholdsret materielt begrænset til personer, der selv – ifølge den irske regering »in [their] own right« – oppebærer løn- eller renteindtægter, der sikrer, at de råder over tilstrækkelige midler.
70. Som Kommissionen med rette har anført, må det imidlertid konstateres, at der ikke kan findes støtte for en sådan begrænsning
af opholdsretten ifølge direktivets ordlyd, hvorefter det alene kræves, at en person, der vil påberåbe sig denne ret, »råder over tilstrækkelige midler«
(22)
.
71. Desuden synes en sådan begrænsning ikke at være i overensstemmelse med direktivets formål.
72. Dette blev som bekendt vedtaget med henblik på at udvide anvendelsesområdet for retten til fri bevægelighed og ophold, der
blev udstrakt til alle fællesskabsborgere, dog med de almindeligt kendte begrænsninger for at undgå en »urimelig byrde for
de offentlige finanser i værtsmedlemsstaten« (jf. fjerde betragtning).
73. Med Mastricht-traktatens indførelse af artikel 8A i EF-traktaten, nu artikel 18 EF, blev retten til at færdes og opholde sig
frit gjort til en grundlæggende rettighed for fællesskabsborgerne, dog med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat
(bl.a.) i direktiv 90/364.
74. Inden for denne nye ramme er direktivet således blevet en retsakt, der begrænser udøvelsen af en grundlæggende rettighed. De i direktivet opstillede betingelser skal derfor fortolkes strengt, lige som alle
undtagelser til og begrænsninger af de traktatbestemte friheder. Det er derfor udelukket at vride direktivets ordlyd i en
sådan grad, at der, som foreslået af ovennævnte regeringer, opstilles en betingelse, som ikke er udtrykkeligt nævnt heri.
75. Men dette er ikke det eneste argument. Som Domstolen har anerkendt i dommen i sagen Baumbast og R, kan »udøvelsen af unionsborgernes
opholdsret […] vige for medlemsstaternes legitime interesser«
(23)
; »[i]midlertid skal anvendelsen af de nævnte begrænsninger og betingelser finde sted under overholdelse af de grænser, der
fastsættes i fællesskabsretten, og i overensstemmelse med dennes almindelige principper, navnlig proportionalitetsprincippet.
Dette indebærer, at de nationale foranstaltninger, der træffes på dette område, skal være hensigtsmæssige og nødvendige med
henblik på at nå det forfulgte mål«
(24)
.
76. Det må antages, at en fortolkning af direktivet som den, Det Forenede Kongerige og Irland har foreslået, vil medføre en unødvendig
hindring for virkeliggørelsen af direktivets mål.
77. Det, der reelt skal sikres, er, at unionsborgere, som udøver fri bevægelighed, ikke bliver til byrde for det offentlige i
værtslandet. For at nå dette mål, er det nødvendigt, at de råder over tilstrækkelige økonomiske midler, derimod er det på
ingen måde nødvendigt at opstille en supplerende betingelse om, at disse midler skal tilhøre unionsborgeren selv, en betingelse,
hvis nærmere indhold det i øvrigt ville vanskeligt at afgrænse.
78. Sammenfattende finder jeg, at Domstolen bør give den forelæggende ret følgende svar: Et lille mindreårigt barn, som er fællesskabsborger,
som har en sygeforsikringsordning, der dækker alle risici i værtsmedlemsstaten, og som, uanset det ikke selv oppebærer løn-
eller renteindtægter, gennem sine forældre i enhver henseende råder over tilstrækkelige midler, så det kan udelukkes, at det
vil falde værtsmedlemsstatens offentlige system til byrde, opfylder de betingelser, der er fastsat i artikel 1 i direktiv
90/364, og har således ret til permanent ophold i en anden medlemsstat end den, hvori det er statsborger.
D – Spørgsmålet om opholdsret for moderen
79. Herefter skal der tages stilling til spørgsmålet om Catherines mors opholdsret.
80. Indledningsvis bemærkes, at det er åbenbart, at M.L. Chen som borger i et tredjeland ikke kan påberåbe sig den opholdsret,
der tildeles fællesskabsborgere i medfør af artikel 1, stk. 1, litra b), i direktiv 73/148 (jf. ovenfor, punkt 4) og artikel
1, stk. 1, i direktiv 90/364 (jf. ovenfor, punkt 6).
–
Opholdsret som »afhængig« forælder
81. Det må tillige udelukkes, at M.L. Chen kan påberåbe sig den opholdsret, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra d), i
direktiv 73/148 og i artikel 1, stk. 2, litra b), i direktiv 90/364, og som gælder for slægtninge i opstigende linje til den
fællesskabsborger, der er indehaver af opholdsretten, når de forsørges af vedkommende, og uden hensyn til nationalitet.
82. Det er således fastslået i fællesskabspraksis, at en forælder, der »forsørges«, er en person, der for at få dækket sine egne materielle behov er afhængig af den hjælp, som et andet familiemedlem yder vedkommende
(25)
.
83. Det er åbenbart, at dette ikke er tilfældet i den foreliggende sag, da M.L. Chen er økonomisk uafhængig, og da det netop er
hende, der opfylder sin datters materielle behov.
84. I modsætning til den forelæggende rets opfattelse kan det heller ikke godtages, at begrebet et medlem af familien, der forsørges,
tillige omfatter personer, der er »følelsesmæssigt afhængige« af den fællesskabsborger, som er indehaver af opholdsretten,
eller personer, hvis opholdsret i en medlemsstat »afhænger« af denne statsborgers ret.
85. Selv når der ses bort fra Domstolens praksis, som er omtalt ovenfor, må det konstateres, at alene den engelske version anvender
en neutral betegnelse, nemlig »dependent«, mens der, som Kommissionen med rette har anført, i alle andre sprogversioner anvendes
en betegnelse, der utvivlsomt henviser til en »materiel afhængighed«.
86. I den foreliggende sag kan M.L. Chen derfor ikke betegnes som en »forælder, der forsørges af Catherine, i direktivets forstand,
selv om hun uden tvivl har en følelsesmæssig (»emotional«) tilknytning til sin datter«.
87. Følgelig må det antages, at M.L. Chen hverken efter direktiv 73/148 eller i henhold til direktiv 90/364 har en direkte ret
til permanent ophold i Det Forenede Kongerige.
–
Spørgsmålet om afledt opholdsret
88. Herefter skal det undersøges, om Catherines mor kan påberåbe sig en opholdsret, der er afledt fra sin datters opholdsret.
89. Lad mig med det samme sige, at dette spørgsmål efter min opfattelse bør besvares bekræftende.
90. Det modsatte resultat ville efter min mening faktisk være åbenbart i modstrid med den mindreåriges interesser og med kravet
om respekt for familiens enhed. Men især ville den opholdsret, som Catherine har i medfør af traktaten, fuldstændig miste
sin effektive virkning, eftersom det er åbenbart, at hun, da hun ikke kan forblive alene tilbage i Det Forenede Kongerige,
ikke vil kunne benytte sig af denne rettighed.
91. De samme betragtninger synes tillige at have inspireret fællesskabspraksis. I dommen i sagen Baumbast og R. har Domstolen
således anerkendt, at »såfremt børn har ret til at opholde sig i en værtsmedlemsstat […], berettiger [fællesskabsretten] den
af forældrene, der faktisk passer børnene, uanset den pågældendes nationalitet, til at opholde sig sammen med dem for at lette udøvelsen af den nævnte ret«
(26)
. Det er klart, at hvis en sådan slutning gjaldt i et tilfælde som det nævnte, der vedrørte børn i skolealderen, må den så
meget desto mere gælde i et tilfælde vedrørende et lille barn som Catherine.
92. Denne retspraksis’ berettigelse skal naturligvis først og fremmest findes i kravet om at beskytte den mindreåriges interesse, da det netop er med dette formål for øje, at en forælder (eller værge) skal udøve den mulighed, som vedkommende gives for
at vælge den mindreåriges bopæl på dennes vegne.
93. Såfremt man nægtede moderen ret til at opholde sig i Storbritannien, ville hun alene kunne udøve etableringsretten på Catherines
vegne på denne stats område i åbenbar modstrid med sin datters interesse, fordi den lille pige i så fald uden videre ville
blive forladt af sin mor.
94. Af denne grund er nævnte nægtelse af opholdsret også i strid med princippet om respekt for familielivet, som er indeholdt
i artikel 8 i Rom-konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder
(27)
, hvis grundlæggende betydning Domstolen har anerkendt
(28)
.
95. For at undgå sådanne konsekvenser skal M.L. Chen således kun afstå fra at udøve sin datters ret til at etablere sig i Storbritannien.
Dette betyder imidlertid, at den ret, som Catherine på grund af sit irske statsborgerskab har til at færdes og opholde sig
frit i medfør af artikel 18 EF og direktiv 90/364, i strid med førnævnte retspraksis ikke blot vil blive vanskeliggjort, men
også vil miste sin effektive virkning.
96. Jeg finder derfor, at Catherines mor alene af denne grund kan påberåbe sig en opholdsret, der er afledt fra sin datters opholdsret.
–
Forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet
97. Bortset herfra er det min opfattelse, at artikel 12 EF, som inden for traktatens anvendelsesområde forbyder al forskelsbehandling,
der udøves på grundlag af nationalitet, klart taler for at tildele M.L. Chen opholdsret.
98. Jeg finder således, at alle betingelserne for at anvende denne bestemmelse er opfyldt i den foreliggende sag.
99. For det første er den omhandlede tvist klart omfattet af traktatens anvendelsesområde, idet den vedrører retten for en fællesskabsborger
til at opholde sig på en medlemsstats område i henhold til artikel 18 EF og direktiv 90/364. Tilsvarende gælder for så vidt
angår moderens opholdsret, der, som anført ovenfor, er uløseligt forbundet med hendes datters opholdsret.
100. Desuden bemærkes, at princippet om forbud mod forskelsbehandling efter fast retspraksis »kræver, at ensartede situationer
ikke behandles forskelligt, og at forskellige situationer ikke behandles ens«
(29)
.
101. Som det er blevet oplyst under sagen, særligt under retsmødet, ville moderen, såfremt Catherine havde haft britisk statsborgerskab
(30)
, imidlertid have haft ret til blive med sin datter i Det Forenede Kongerige, selv om hun er statsborger i et tredjeland.
102. Såfremt alle andre relevante faktiske omstændigheder i øvrigt var ens, og der således forelå »ensartede forhold«, ville dette
på grund af pigens statsborgerskab betyde, at moderens anmodning om opholdstilladelse skulle efterkommes.
103. I den foreliggende sag er der ingen objektiv begrundelse for at udøve forskelsbehandling.
104. Når en statsborger i et tredjeland således har ret til opholde sig i Det Forenede Kongerige alene af den grund, at hun er
mor til et engelsk barn, skyldes dette naturligvis den grundlæggende rolle, moderen har på det følelsesmæssige plan og i forbindelse
med barnets opdragelse, lige som det mere generelt skyldes hensynet til at beskytte familien og dennes enhed.
105. Betragtninger af samme art finder imidlertid tilsvarende anvendelse i et tilfælde som det foreliggende, hvor barnet, på trods
af at det ikke har opnået opholdsret direkte på grundlag af et britisk statsborgerskab, ikke desto mindre har permanent opholdsret
i Det Forenede Kongerige på grund af sin status som fællesskabsborger. Det er således helt åbenbart, at en mors rolle over
for et lille barn, både på det følelsesmæssige plan og hvad angår opdragelsen, er uerstattelig og ikke på nogen måde kan være
afhængig af barnets statsborgerskab.
106. I mangel af objektive grunde, der kan berettige, at moderens anmodning om opholdstilladelse behandles forskelligt på grundlag
af hendes barns statsborgerskab, må det konkluderes, at de omhandlede britiske foranstaltninger udgør forskelsbehandling på
grundlag af nationalitet i strid med artikel 12 EF.
–
Afsluttende bemærkninger
107. Sammenfattende foreslår jeg Domstolen at give den forelæggende ret følgende svar: En foranstaltning, hvorved en medlemsstats
myndigheder meddeler afslag på en anmodning om permanent opholdstilladelse, som indgives af moderen til en mindreårig fællesskabsborger,
der har opholdsret i denne medlemsstat, bevirker, at den mindreåriges ret i henhold til artikel 18 EF og artikel 1 i direktiv
90/364 mister sin effektive virkning, og udgør forskelsbehandling på grundlag af nationalitet i strid med artikel 12 EF.
E – Misbrug af rettigheder
108. Som tidligere nævnt (jf. ovenfor, punkt 28 ff.), har Det Forenede Kongeriges regering tillige gjort gældende, at ægteparret
Chen har ladet deres datter føde på nordirsk område i den åbenbare hensigt at sikre hende irsk statsborgerskab og derved retten
til ophold i en anden medlemsstat i Fællesskabet. Catherines irske statsborgerskab har derfor en svigagtig karakter, idet
det er resultatet af en klar plan, som forældrene har iværksat for at opnå opholdsret i Fællesskabet.
109. Det følger imidlertid af Domstolens praksis, at en medlemsstat har ret til at træffe foranstaltninger, der skal hindre, at
personer gennem misbrug af de ved traktaten indrømmede muligheder på svigagtig vis eller med henblik på misbrug gør fællesskabsbestemmelserne
gældende for at unddrage sig national lovgivning
(31)
.
110. I det foreliggende tilfælde ville der således være tale om misbrug af rettigheder, hvilket kan få betydning for tvistens afgørelse.
111. Jeg kan dog ikke tilslutte mig dette resultat, selv ikke når der bortses fra de forbehold, der generelt opstår, når et begreb,
hvis eksistensberettigelse allerede er omdiskuteret i national ret, og hvis definition er endnu mere usikker, gennemføres
i fællesskabsretten.
112. Selv hvis man tilslutter sig Det Forenede Kongeriges argumentation, må det antages, at den ordning, der gælder for forholdet
mellem fællesskabsretten og medlemsstaternes nationale retssystemer, således som den i flere årtier er blevet udformet gennem
Domstolens praksis, nødvendigvis indebærer, at misbrug af en traktatbestemt rettighed kun kan finde sted under helt særlige
omstændigheder, fordi den omstændighed, at anvendelse af en national bestemmelse er udelukket, når en rettighed i henhold
til Fællesskabets retsorden påberåbes, er en helt almindelig følge af princippet om fællesskabsrettens forrang.
113. Den omstændighed, at den pågældende bevidst bringer sig i en situation, der stifter en rettighed for vedkommende i henhold
til fællesskabsretten for derved at undgå en bestemt national lovgivning, der er til dennes ulempe, er ikke i sig selv tilstrækkelig
til, at de relevante fællesskabsbestemmelser ikke finder anvendelse
(32)
.
114. For i givet fald at kunne tale om et misbrug af rettigheder, kræves det derimod, at det fremgår af et »sammenfald af objektive
omstændigheder«, at »det formål, som fællesskabsbestemmelserne forfølger, ikke er opnået, selv om betingelserne i disse bestemmelser formelt er overholdt«
(33)
. Det vil sige, at det skal fastslås, at den pågældende ved at påberåbe sig den fællesskabsbestemmelse, der tildeler den omhandlede
rettighed, forbryder sig mod dennes ånd og rækkevidde.
115. Det kriterium, der anvendes, er således i det væsentlige, om der foreligger en forvanskning af hensigten bag og formålet med
den fællesskabsbestemmelse, der tildeler den omhandlede rettighed.
116. Efter min mening er disse betingelser ikke opfyldt i det foreliggende tilfælde. Jeg finder således ikke, at ægteparret Chen
på grund af deres adfærd kan anses for »EF-statsborgere, som gennem misbrug eller ved svig [har gjort] fællesskabsretten gældende og derigennem [har forsøgt] at omgå national ret«
(34)
.
117. Det er korrekt, at M.L. Chen ved at påberåbe sig de traktatbestemmelser – som tildeler Catherine, og dermed hende selv som
pigens mor, en opholdsret – ender med at omgå de engelske bestemmelser, som begrænser opholdsretten for statsborgere fra tredjelande.
118. Jeg finder dog ikke, at der derved er sket en forvanskning af formålet med de påberåbte fællesskabsbestemmelser.
119. Det formål, der forfølges med bestemmelserne om opholdsret og særligt artikel 18 EF, således som denne bestemmelse er gennemført
ved direktiv 90/364 og bekræftet ved artikel 45 i charteret om grundlæggende rettigheder, er faktisk ganske åbenbart. Det
drejer sig således om at fjerne alle restriktioner for, at fællesskabsborgerne kan færdes og opholde sig frit på den ene betingelse,
at de ikke falder værtsstatens offentlige system til byrde.
120. Når en kommende forælder beslutter, som det er sket i den foreliggende sag, at hans/hendes mindreårige datters tarv kræver,
at datteren opnår fællesskabsborgerskab for herefter at kunne nyde de hertil svarende rettigheder og i særdeleshed den frie
opholdsret i medfør af artikel 18 EF, er der intet misbrug forbundet med, at han/hun under overholdelse af lovgivningen bestræber
sig på, at den lille pige på datoen for hendes fødsel opfylder de betingelser, der gælder for at opnå statsborgerskab i en
medlemsstat.
121. Ligeledes kan det ikke anses for misbrug, at forælderen sætter alt i værk for, at den lille pige kan udøve sin lovligt opnåede
opholdsret, og derfor anmoder om tilladelse til at opholde sig sammen med hende i værtsmedlemsstaten.
122. Her er der således ikke tale om personer, »som gennem misbrug eller ved svig [har gjort] fællesskabsretten gældende«
(35)
, idet de har forvansket ånden bag og rækkevidden af bestemmelser i fællesskabsretten, men om personer, der, eftersom de er
bekendt med de friheder, der følger af fællesskabsretten, påberåber sig disse ad rettens vej, netop for at opnå det formål,
som fællesskabsbestemmelsen sikrer, nemlig den lille piges opholdsret.
123. End ikke den manglende anvendelse i forhold til moderen af de britiske bestemmelser om opholdsret for statsborgere i tredjelande
kan anses for misbrug af rettigheder. Som anført fører den til et resultat, der er i fuld overensstemmelse med den omhandlede
fællesskabsbestemmelses mål, og den er i sig selv en nødvendig betingelse for at opnå dette mål, for så vidt som den gør det
muligt at sikre en fællesskabsborger retten til at opholde sig frit på en medlemsstat område.
124. I virkelighed opstår problemet – hvis man her kan tale om et problem – på grund af det statsborgerskabskriterium, som gælder
efter irsk ret, dvs. jus soli
(36)
, hvilket er egnet til skabe situationer som den, der er omhandlet i den foreliggende sag.
125. Med henblik på at undgå sådanne situationer kunne man have modereret dette kriterium ved at tilføje et krav om fast bopæl
for forælderen på øen Irlands område
(37)
. Et sådant supplerende krav findes dog ikke i den irske lovgivning, eller det fandt i hvert tilfælde ikke anvendelse på den
lille Catherine.
126. Som tidligere nævnt kan man under disse omstændigheder ikke bebrejde Catherine og hendes mor, at de lovligt har benyttet sig
af de muligheder og rettigheder, som fællesskabsretten tildeler dem.
127. Såfremt man accepterede Det Forenede Kongeriges opfattelse, ville man desuden kunne imødese mistanker om misbrug i næsten
alle de tilfælde, hvor det er tilsigtet at opnå statsborgerskab i en medlemsstat. Dette ville paradoksalt nok føre til, at nydelsen af de rettigheder, der følger
af unionsborgerskabet, undergives et krav om, at opnåelsen af statsborgerskab skal være utilsigtet.
128. Dette ville imidlertid svare til at »begrænse virkningerne af en anden medlemsstats tildeling af statsborgerskab ved at kræve
yderligere betingelser for anerkendelse af dette statsborgerskab, når det drejer sig om udøvelse af de i traktaten hjemlede
grundlæggende friheder«. Som Domstolen allerede har udtalt, er dette i strid med fællesskabsretten
(38)
.
129. Efter min opfattelse bør besvarelsen af de spørgsmål, den forelæggende ret har forelagt Domstolen, således ikke påvirkes af
den omstændighed, at ægteparret Chen netop lod deres datter føde på nordirsk område for at sikre, at hun opnåede irsk statsborgerskab
og derved opholdsret i Det Forenede Kongerige eller en anden medlemsstat i Fællesskabet.
F – Retten til respekt for familielivet
130. Da jeg har konkluderet, at Catherine har ret til at etablere sig i Det Forenede Kongerige i henhold til fællesskabsretten,
og at hendes mor har ret til at bosætte sig sammen med sin datter, finder jeg det ufornødent at tage stilling til spørgsmålet
om, hvorvidt de nationale foranstaltninger er forenelige med konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende
frihedsrettigheder. Som anført er den her foreslåede fortolkning af traktaten i fuld overensstemmelse med de værdier, der
kommer til udtryk i EMK’s artikel 8, herunder kravet om respekt for familiens enhed (jf. ovenfor, punkt 94).
V –Forslag til afgørelse
131. Herefter foreslår jeg Domstolen at besvare de spørgsmål, der er forelagt af Immigration Appellate Authority i Hatton Cross,
således:
»1)
Et lille mindreårigt barn, som er fællesskabsborger, som har en sygeforsikringsordning, der dækker alle risici i værtsmedlemsstaten,
og som, uanset det ikke selv oppebærer løn- eller renteindtægter, gennem sine forældre i enhver henseende råder over tilstrækkelige
midler, så det kan udelukkes, at det vil falde værtsmedlemsstatens offentlige system til byrde, opfylder de betingelser, der
er fastsat i artikel 1 i direktiv 90/364, og har således ret til permanent ophold i en anden medlemsstat end den, hvori det
er statsborger.
2)
En foranstaltning, hvorved en medlemsstats myndigheder meddeler afslag på en anmodning om permanent opholdstilladelse, som
indgives af moderen til en mindreårig fællesskabsborger, der har opholdsret i denne medlemsstat, bevirker, at den mindreåriges
ret i henhold til artikel 18 EF og artikel 1 i direktiv 90/364 mister sin effektive virkning, og udgør forskelsbehandling
på grundlag af nationalitet i strid med artikel 12 EF.«
Jf. f.eks. dom af 27.9.1988, sag 235/87, Matteucci, Sml. s. 5589, der vedrørte retten for en italiensk statsborger, der var
født og boede i Belgien, hvor hun arbejde, til ikke at blive forskelsbehandlet ved tildeling af stipendier med henblik på
videreuddannelse. Se også den kendte tidligere dom af 28.10.1975, sag 36/75, Rutili, Sml. s. 1219, hvor Domstolen anså traktatens
artikel 48 (nu artikel 39 EF) for fuldt anvendelig på foranstaltninger, der indskrænkede den frie bevægelighed på det franske
område for en italiensk arbejdstager, som var født og boede i Frankrig, hvor han arbejdede samt udøvede fagforeningsvirksomhed.
At der gælder en sådan regel med hensyn til diplomatisk beskyttelse er blevet bekræftet i Den Internationale Domstols kendte
dom i Nottebohm-sagen (dom af 6.4.1955, Lichtenstein mod Guatemala, ICJ Reports 1955, s. 4, særligt s. 20 ff.).
Micheletti-dommen, præmis 10, og Kaur-dommen, præmis 19. Det må bemærkes, at denne udtalelse fuldt ud er i overensstemmelse
med Den Internationale Domstols udtalelse, hvorefter »[i]l appartient […] à tout État souverain de régler par sa propre législation
l’acquisition de sa nationalité« (enhver suveræn stat i sin lovgivning selv kan træffe bestemmelse om erhvervelse af statsborgerskab)
(Nottebohm-dommen, s. 20).
»While a minor, and unable to exercice a choice of residence, Catherine cannot be a »national« for the purposes of Art. 1
(1)« (da Catherine er mindreårig og ikke er stand til selv at vælge et opholdsland, kan hun ikke anses for en »statsborger«
i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1, stk. 1).
»Capacité de jouissance«, »rechtsfähigkeit«, i engelsk juridisk terminologi: »»general« legal personality« (jf. A. Heldrich,
A.F. Steiner: »Legal Personality« i International Encyclopedia of Comparative Law, vol IV, Persons and Family, Tübingen, Dordrecht
etc., 1995, Chapter 2, Persons, s. 4).
»Handlungsfähigkeit«, »capacité d’exercice«, i engelsk juridisk terminologi »capacity« eller »active legal capacity« (jf.
A. Heldrich, A.F. Steiner: »Capacity« i International Encyclopedia of Comparative Law, vol IV, s. 9).
Ifølge fast fællesskabspraksis kan selv modtagere af tjenesteydelser påberåbe sig den frie udveksling af tjenesteydelser i
henhold til traktaten, jf. i denne retning, bl.a. dom af 31.1.1984 i de forenede sager 286/82 og 26/83, Luisi og Carbone,
Sml. s. 377, præmis 16, og af 2.2.1989, sag 186/87, Cowan, Sml. s. 195, præmis 15.
Dommen i de forenede sager Echternach og Moritz, præmis 21. Sagen vedrørte Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15.10.1968
om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (EFT 1968 II, s. 467), hvis artikel 12 bestemmer: »Såfremt en
statsborger i en medlemsstat er eller har været beskæftiget på en anden medlemsstats område, har hans børn, hvis de er bosat
på denne medlemsstats område, adgang til almindelig undervisning, lærlingeuddannelse og faglig uddannelse på samme vilkår
som statsborgere i denne stat.«
»Disposent […] de ressources suffisantes« i den franske version, »have sufficient resources« i den engelske version, »über
ausreichende Existenzmittel verfügen« i den tyske version, »dispongan […] de recursos suficientes« i den spanske version (min
fremhævelse).
Præmis direktiv 91. Jf. i denne retning den tidligere dom af 2.8.1993, forenede sager C-259/91, C-331/91 og C-332/91, Allué
m.fl., Sml. I, s. 4309, præmis 15.
Jf. fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis dom af 18.2.1991 i sagen Moustaquim mod Belgien, af 19.2.1996
i sagen Gül mod Schweiz, af 28.11.1996 i sagen Ahmut mod Nederlandene, af 11.7.2000 i sagen Ciliz mod Nederlandene, og af
21.12.2000 i sagen Sen mod Nederlandene, der alle er offentliggjort i Menneskerettighedsdomstolens samling af afgørelser på
http://hudoc.echr.coe.int.
Det bemærkes, at en sådan situation ikke blot er hypotetisk. For at opnå dette ville det have været tilstrækkeligt, at den
anden forælder havde haft britisk statsborgerskab, eller at han, idet han var udenlandsk statsborger, havde haft permanent
opholdstilladelse i Det Forenede Kongerige (section 1 i British Nationality Act fra 1981, jf. note 8 i Det Forenede Kongeriges
skriftlige indlæg for Domstolen).
Jf. herved dom af 9.3.1999, sag C-212/97, Centros, Sml. I, s. 1459, præmis 24, og den omfangsrige retspraksis, som Domstolen
har henvist til ved denne lejlighed.
Dom af 14.12.2000, sag C-110/99, Emsland-Stärke, Sml. I, s. 11569, præmis 52. Jf. endvidere i samme retning Centros-dommen,
præmis 25, og dom af 21.11.2002, sag C-436/00, X og Y, Sml. I, s. 10829, præmis 42.
I denne sag har det ingen betydning, at det område, som jus soli referer til, dvs. byen Belfast, af velkendte historiske årsager
vedrørende øen Irland ikke er undergivet staten Irland (Eire), men Det Forenede Kongerige. Det problem, sagen drejer sig om,
ville således også være opstået, hvis den lille pige var blevet født på staten Irlands territorium (Eire), og hvis hun derefter
var rejst til Belfast eller Cardiff med sin mor.
Ligesom det – om end en passant – er forudsat i artikel 1 og i bilag 2 til »Agreement between the government of the United
Kingdom of Great Britain and Northern Ireland and the government of Ireland«, undertegnet i Belfast den 10.4.1998. Artikel
1, nr. vi) bestemmer således, at de to regeringer »recognise the birthright of all the people of Northern Ireland to identify
themselves and be accepted as Irish or British, or both, as they may so choose, and accordingly confirm that their right to
hold both British and Irish citizenship is accepted by both Governments and would not be affected by any future change in
the status of Northern Ireland«. Bilag 2 bestemmer, at ved anvendelsen af artikel 1 omfatter »the people of Northern Ireland
[…] all persons born in Northern Ireland and having, at the time of their birth, at least one parent who is a British citizen,
an Irish citizen or is otherwise entitled to reside in Northern Ireland without any restriction on their period of residence«.