FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
F.G. JACOBS
fremsat den 22. maj 2003(1)

Sag C-148/02

Carlos Garcia Avello
mod
État belge

»«

1. Denne sag vedrører det efternavn, som bæres af børn født i Belgien, og hvis forældre er et ægtepar, som er bosat der. Faderen er spansk statsborger, moderen er belgisk, og børnene har dobbelt statsborgerskab.

2. Ved børnenes fødsel i Belgien blev de registreret med faderens dobbelte efternavn, Garcia Avello, som i overensstemmelse med spansk ret og sædvane er sammensat af det første led i Carlos Garcia Avellos faders efternavn og første led i hans moders efternavn.

3. Forældrene anmodede efterfølgende de belgiske myndigheder om at ændre børnenes efternavn til Garcia Weber, således at det afspejlede spansk sædvane ved at indeholde det første led i deres faders efternavn efterfulgt af deres moders efternavn (pigenavn). Ansøgningen blev afslået med den begrundelse, at den var i strid med belgisk praksis.

4. Belgiens Conseil d’État (øverste forvaltningsdomstol) ønsker nu at vide, om fællesskabsretlige principper, som f.eks. principperne om unionsborgerskab og borgernes frie bevægelighed, er til hinder for et sådant afslag.

Navneskik for personer

5. I Europa bærer folk almindeligvis to typer navne (2) . Der findes, hvad jeg kalder fornavne, som (uanset hvor almindelige de måtte være) anses for at være en personlig, privat og individuel identifikation, og der findes efternavne (jeg anvender ordet i bred betydning), som næsten altid identificerer en person i forhold til hans eller hendes familie eller herkomst, og som derfor ofte anses for at være en vigtig del af en medfødt, umistelig ret. Ud over disse grundlæggende typer findes der desuden adskillige varianter.

6. Allerede »navngivningen af navne« afslører forskelligheder og vanskeligheder. På hollandsk, fransk og tysk f.eks. betegner det almindelige ord »navn« efternavnet, mens ordet »fornavn« anvendes til at betegne det første navn. Ungarerne, som snart ventes at blive medborgere i Unionen, finder imidlertid ikke dette passende og placerer efternavnet før fornavnet (3) . På italiensk og spansk (og i stor udstrækning også på engelsk) reserveres det almindelige ord »navn« til fornavnet, mens et andet ord anvendes til at betegne efternavnet. At henvise til efternavnet som »familienavnet« kan være misvisende, idet ikke alle medlemmer af en familie nødvendigvis bærer samme efternavn. På Island f.eks. (som ikke er medlem af EU, men af EØS) identificeres de fleste personer ved et fornavn efterfulgt af en betegnelse, som viser, at de er søn eller datter af deres fader (eller moder), som igen identificeres alene med et fornavn (4) . »Fædrenenavn« er imidlertid heller ikke altid den korrekte betegnelse. Et efternavn kan være et »mødrenenavn«, og i nærværende sag er det relevant, at børn i Spanien ikke har samme efternavn som nogen af forældrene, men at der i stedet skabes et nyt efternavn for hver generation, som indeholder dele af de respektive forældres efternavne.

7. For at kunne forstå betydningen af nærværende sag, kan det være en hjælp kort at kigge på medlemsstaternes regler for den måde, hvorpå efternavne fastlægges og kan ændres. For at forenkle sagen vil jeg først og fremmest undersøge den type af situation, som foreligger i hovedsagen, dvs. hvor et barn, hvis forældre er et ægtepar, skal have et efternavn. I andre tilfælde kan reglerne være forskellige, f.eks. hvor forældrene ikke er gift på barnets fødselstidspunkt, hvor en forælders efternavn senere ændres som følge af ægteskab, skilsmisse og/eller nyt ægteskab, eller hvis barnet er adopteret.

Anvendelig ret

8. Hvis der foreligger konflikt mellem de retssystemer, som regulerer en persons efternavn, giver de fleste medlemsstater loven i den stat, i hvilken personen er statsborger, forrang som loven, der bestemmer den pågældendes personalstatut. Danmark og Finland anvender imidlertid deres egen lov på personer, som er bosat i deres områder. I Sverige anvendes svensk lov på alle nordiske statsborgere, som er bosat der, mens loven i den stat, i hvilken personen er statsborger, finder anvendelse på alle andre statsborgere (5) . I Irland og Det Forenede Kongerige findes der ingen specielle lovvalgsregler til anvendelse ved en lovkonflikt. Der er reelt ikke behov for en sådan regel, da reglerne i disse medlemsstater er tilstrækkeligt fleksible til at tillade erhvervelse eller brug af et navn, som er fastlagt i overensstemmelse med et hvilket som helst system.

9. I Belgien har belgisk lov forrang, når en person har mere end et statsborgerskab, og det ene af disse er belgisk. I spansk ret har man valgt en i det væsentlige tilsvarende løsning (6) , således at belgisk lov i nærværende sag ville have forrang i Belgien og spansk lov i Spanien.

Fastlæggelse af et barns efternavn

10. I de fleste medlemsstater bærer børn i realiteten det samme efternavn som deres fader, selv om det kan variere, i hvor høj grad dette følger af retsordenen, snarere end af tradition.

11. I Italien bærer et barn af gifte forældre altid faderens efternavn, selv om denne regel snarere hidrører fra sædvane end fra vedtagne lovregler, og der er fremsat lovforslag om større fleksibilitet. I de fleste andre medlemsstater har forældrene en vis valgfrihed, om end alternativerne i reglen er begrænset til forældrenes egne efternavne.

12. En ofte forekommende regel er, at hvis forældrene har det samme efternavn (normalt den ene af ægtefællernes), vil barnet også bære det navn, men at de ellers kan vælge enten faderens eller moderens efternavn til barnet. En anden regel i mange medlemsstater er, at alle et pars børn skal bære samme efternavn, så der i praksis kun består en egentlig valgret for det ældste barn.

13. Muligheden for at give et barn et efternavn, som består af begge forældrenes efternavne, er reguleret efter divergerende bestemmelser i de forskellige medlemsstater. I visse medlemsstater er dette udtrykkeligt tilladt eller til og med obligatorisk, i andre er det udtrykkeligt forbudt. I Danmark kan begge efternavne forbindes med en bindestreg, mens en kombination uden bindestreg ikke er mulig (7) . I Portugal er reglen betydeligt mere fleksibel: Et barn kan have et efternavn, som er sammensat af op til fire navne, som udvælges blandt de efternavne, der bæres af den ene eller begge forældre eller til og med af en eller flere bedsteforældre, selv om sammensætningen af efternavne i praksis generelt følger regler, der er et spejlbillede af det spanske system (bogstaveligt talt, idet navnene fra faderens respektive moderens side normalt står i omvendt rækkefølge).

14. Den største valgfrihed inden for Den Europæiske Union synes at findes i Det Forenede Kongerige, hvor der (ligesom i mange andre af verdens retssystemer, der bygger på common-law) reelt ikke findes nogen retsforskrifter om, hvilket efternavn et barn skal bære. Ved registreringen af en fødsel kan forældrene derfor i teorien vælge et hvilket som helst efternavn, de ønsker, selv om det i praksis er faderens efternavn, der vælges i langt de fleste tilfælde.

15. I Belgien indebærer den nugældende regel, som er fastsat i artikel 335 i den belgiske code civil, i princippet, at et barn kun bærer faderens efternavn, medmindre faderskabet ikke er fastlagt, eller faderen er gift med en anden kvinde end barnets mor. I så fald bærer barnet moderens efternavn.

16. Der er blevet fremlagt en række forslag til lovændringer for Belgiens lovgivende forsamling. Vedtagelse af disse forslag ville indebære større frihed i valget af efternavne, og måske mulighed for at følge lignende principper som dem, der anvendes i Spanien. I retsmødet nævnte repræsentanten for den belgiske regering imidlertid, at disse forslag var fremsat på initiativ af individuelle parlamentsmedlemmer og ikke af regeringen, og at behandlingen af dem var blevet udskudt på ubestemt tid på grund af det forestående parlamentsvalg.

17. I Spanien findes de relevante bestemmelser hovedsagelig i artikel 108 og 109 i den spanske code civil. Som jeg allerede har forklaret, er det den generelle og traditionelle regel, at alle børn af gifte forældre bærer et dobbelt efternavn, som er sammensat af det første led i faderens efternavn efterfulgt af det første led i moderens efternavn.

18. I 1999 blev artikel 109 i den spanske code civil ændret således, at forældre fik mulighed for, før det første barns fødsel, at vælge at give alle deres børn et efternavn, der er sammensat af de samme dele som nævnt ovenfor, men i omvendt rækkefølge, således at det første led i moderens efternavn placeres først.

Ændring af efternavn

19. Som ved fastlæggelsen af efternavn er der også store forskelle i de forskellige medlemsstater hvad angår de omstændigheder, under hvilke en person kan erhverve eller bruge et andet efternavn end det, der er registreret på hans eller hendes fødselsattest. I de fleste tilfælde betragtes forbindelsen mellem en person og hans eller hendes efternavn såvel i henseende til loven som i henseende til social sædvane som værende for livet (med undtagelse af ændring som følge af indgåelse og/eller opløsning af ægteskab). Undtagelser fra hovedreglen er imidlertid mulige.

20. Den mest liberale indstilling findes også i dette tilfælde i Det Forenede Kongerige, hvor det er muligt, enten simpelthen at bruge et andet navn i det daglige liv uden nogen som helst formaliteter eller at ændre sit navn officielt ved en ensidig erklæring (deed poll) eller en erklæring på tro og love (statutory declaration), som er en fremgangsmåde, der normalt ikke kræver nogen godkendelse. I de fleste andre medlemsstater skal en officiel navneændring derimod godkendes af myndighederne, og der skal fremlægges en behørig begrundelse for anmodningen om navneændring.

21. I Belgien godkendes en ændring af efternavn kun i undtagelsestilfælde, og kun såfremt der foreligger tungtvejende grunde for ændringen (8) . Sådanne grunde kan være, at det efternavn, man har, virker latterligt, eller at det er et udenlandsk navn, som vanskeliggør integrationen i det belgiske samfund. En specifik grund, som anses for at være tungtvejende, foreligger, når børn af samme forældre bærer forskellige efternavne, hvor det ene er bestemt i overensstemmelse med spansk lov og det andet i overensstemmelse med belgisk lov. Også i Spanien skal der foreligge behørige grunde. I begge lande er muligheden for at søge om ændring af efternavn forbeholdt statens egne statsborgere.

22. I visse medlemsstater, f.eks. Frankrig, er det både muligt og lovligt at anvende pseudonymer eller påtagne navne i det daglige liv og til og med i visse officielle dokumenter, selv om bestemmelserne om ændring af navne i civilstandsregistrene er strenge. Sådanne navne er rent personlige og kan ikke føres videre til afkom. En lignende liberal holdning synes dog ikke at findes i Belgien.

Relevante traktatbestemmelser

23. De vigtigste traktatbestemmelser, der er henvist til i denne sag, er artikel 17 EF og 18 EF (9) , som er affattet således:

»Artikel 17

1.: Der indføres et unionsborgerskab. Unionsborgerskab har enhver, der er statsborger i en medlemsstat. Unionsborgerskab er et supplement til det nationale statsborgerskab og træder ikke i stedet for dette (10) .

2.: Unionsborgerne har de rettigheder og er underkastet de pligter, der er indeholdt i denne traktat.

Artikel 18

1.: Enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i denne traktat og i gennemførelsesbestemmelserne hertil.

[...]«

24. Som Kommissionen særskilt har påpeget, kan artikel 12 EF også være relevant. Artikel 12, stk. 1, er affattet således:

»Inden for denne traktats anvendelsesområde og med forbehold af dennes særlige bestemmelser er al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, forbudt«.

25. Endvidere er artikel 39 EF og 43 EF blevet nævnt. Artikel 39 EF sikrer arbejdskraftens frie bevægelighed, og artikel 43 EF forbyder restriktioner, som hindrer statsborgere i en medlemsstat i frit at etablere sig på en anden medlemsstats område. Begrænsninger i disse friheder kan dog være berettigede af hensyn til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed (artikel 39, stk. 3, EF og 46, stk. 1, EF).

Den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder

26. Konventionens artikel 8 er blevet citeret under sagen. Denne artikel er affattet som følger:

»1.: Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.

2.: Ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, undtagen for så vidt det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.«

27. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i en række sager, navnlig i Burghartz- og Stjerna-sagerne, fastslået, at selv om konventionens artikel 8 ikke udtrykkeligt vedrører navne, berører en persons navn dog den pågældendes privatliv og familieliv, eftersom det udgør et middel til personlig identifikation og skaber en forbindelse til en familie (11) .

Andre internationale retsakter

28. Situationen, som giver anledning til problemet i denne sag, er ikke ny (og vil sandsynligvis blive stadig mere almindelig), og der er gjort flere forsøg på at behandle den inden for rammerne af internationale overenskomster vedrørende lovvalgsregler.

29. Artikel 1 i konventionen om den lov, der finder anvendelse på efternavne og fornavne, som er vedtaget i CIEC (Den Internationale Kommission for Personregistrering), er affattet således (12) :

»1.: En persons efternavne og fornavne skal fastlægges i overensstemmelse med loven i den stat, hvor han eller hun er statsborger. Alene med dette formål skal de situationer, af hvilke efternavne og fornavne afhænger, bedømmes i overensstemmelse med loven i den pågældende stat.

2.: Ved ændring af statsborgerskab finder loven i den stat anvendelse, hvor det nye statsborgerskab erhverves« [Domstolens oversættelse].

30. Den i henhold til konventionen anvendelige lov gælder ifølge artikel 2 også, selv om der er tale om lovgivningen i en stat, som ikke har tiltrådt konventionen, og anvendelse af denne lovgivning kan i henhold til artikel 4 kun udelukkes, hvis den strider åbenbart mod den offentlige orden.

31. Denne konvention omfatter ikke dobbelt statsborgerskab. I den forklarende rapport erkender man problemet, men forklarer, at man mente, at »spørgsmålet om navne var for begrænset til, at der kunne fastlægges en regel«.

32. Artikel 3 i Haag-konventionen om visse spørgsmål vedrørende lovkonflikter om statsborgerskab fastsætter (13) , at »en person, der har to eller flere statsborgerskaber, af hver af de stater, hvis statsborgerskab han har, kan betragtes som statsborger i staten« [Domstolens oversættelse]. Selv om Spanien ikke har ratificeret denne konvention, følger både Belgien og Spanien tilsyneladende dette princip med hensyn til valg af lov vedrørende fastlæggelse af efternavn for et barn, som har flere statsborgerskaber, dvs. belgisk eller spansk statsborgerskab, alt efter omstændighederne, samt yderligere et eller flere andre statsborgerskaber (14) .

33. Den type problem, som foreligger i nærværende sag, behandles på en anden måde i en anden CIEC-konvention, nemlig konventionen om udstedelse af certifikat på forskellige efternavne (15) , hvis artikel 1 er affattet således:

»1.: Det certifikat om forskellige efternavne, som er indført ved denne konvention, har til formål at gøre det lettere at bevise personers identitet, som på grund af forskelligheder mellem visse staters love, navnlig vedrørende ægteskab, slægtskabsforhold eller adoption, ikke bærer samme efternavn.

2.: Det eneste formål med dette certifikat er at attestere, at de forskellige navne, det omfatter, betegner samme person i overensstemmelse med forskellige love. Det kan ikke have den virkning at fravige navnelovgivningen« [Domstolens oversættelse].

34. I henhold til artikel 2 skal et sådant certifikat udstedes til enhver, der ansøger herom og fremlægger dokumentation til støtte herfor, enten af de kompetente myndigheder i den kontraherende stat, i hvilken ansøgeren er statsborger, eller af de kompetente myndigheder i den kontraherende stat, i overensstemmelse med hvis lov den pågældende person, uanset sit statsborgerskab i en anden stat, er blevet tildelt et efternavn, der er forskelligt fra det, som den pågældende ville have fået, hvis loven i den stat, hvor han eller hun er statsborger, havde været anvendt« [Domstolens oversættelse]. I henhold til artikel 3 skal alle de kontraherende stater godkende et sådant certifikat »som bevis for, at oplysningerne deri vedrørende den pågældende persons forskellige efternavne er korrekte, medmindre og indtil det modsatte er bevist« [Domstolens oversættelse].

35. Begge de nævnte CIEC-konventioner er undertegnet af mange af medlemsstaterne i Den Europæiske Union, herunder Belgien og Spanien. Mens Spanien tillige har ratificeret begge konventioner, og disse er trådt i kraft mellem Spanien og de øvrige kontraherende stater, som også har ratificeret dem, har Belgien endnu ikke gjort dette (16) .

36. Endelig kan De Forenede Nationers konvention om barnets rettigheder nævnes (17) . Konventionens artikel 3, stk. 1, er affattet således: »I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række.« Konventionens artikel 7, stk. 1, foreskriver bl.a., at et barn »skal registreres umiddelbart efter fødslen og fra fødslen have ret til et navn«, og dens artikel 8, stk. 1, bestemmer: »Deltagerstaterne påtager sig at respektere barnets ret til at bevare sin identitet, herunder statsborgerskab, navn og familieforhold, som anerkendt af loven og uden ulovlig indblanding.«

Hovedsagen

37. Carlos Garcia Avello, der er spansk statsborger, indgik i 1986 ægteskab med Isabelle Weber, som er belgisk statsborger. De fik to børn, som blev født i Belgien i henholdsvis 1988 og 1992, og som har både spansk og belgisk statsborgerskab. På de belgiske fødselsattester blev disse børn i overensstemmelse med belgisk lov og praksis navngivet med efternavnet Garcia Avello. Børnene er også blevet registreret ved Spaniens ambassades konsulærafdeling i Belgien under efternavnet Garcia Weber i overensstemmelse med spansk lov og praksis.

38. I 1995 ansøgte forældrene formelt de belgiske myndigheder om ændring af deres børns efternavn fra Garcia Avello til Garcia Weber. De påpegede, at den spanske ordning vedrørende efternavne er dybt forankret i spansk lov, tradition og sædvane, som børnene følte sig meget nært tilknyttet. Hvis børnene bærer efternavnet Garcia Avello, giver det inden for rammerne af den spanske ordning indtryk af, at de er søskende til deres fader snarere end hans børn, og navnet berøver dem også alle navnerelaterede forbindelser til deres moder. Den begærede navneændring ville betyde, at børnene kunne bære det samme efternavn i såvel Belgien som i Spanien. Det ville på ingen måde skade nogen andre eller give anledning til forvirring, og den fortsatte anvendelse af leddet »Garcia« ville være tilstrækkeligt til at imødekomme alle behov for navnekontinuitet på faderens side.

39. I 1997 foreslog det belgiske justitsministerium, at børnenes efternavn skulle forenkles til »Garcia«. Forældrene accepterede ikke dette forslag (18) , og ministeriet meddelte herefter Carlos Garcia Avello, at regeringen var af den opfattelse, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at indstille deres oprindelige ansøgning til godkendelse, fordi »en navneansøgning for et barn, hvorved moderens efternavn føjes til faderens, normalt afvises med den begrundelse, at i Belgien bærer børn deres faders efternavn«.

40. Carlos Garcia Avello indankede afgørelsen til Conseil d’État under påberåbelse af flere grunde, navnlig at den var i strid såvel med den belgiske grundlov som artikel 18 EF, idet den behandlede to forskellige situationer (situationen for børn med kun belgisk statsborgerskab og situationen for børn med dobbelt statsborgerskab) på samme måde uden nogen saglig begrundelse.

41. Den belgiske stats modargumenter var følgende:

i): Efternavne fastlægges i overensstemmelse med bestemmelserne om de berørte personers personalstatut, dvs. loven i det land, hvor de er statsborgere. Ved dobbelt statsborgerskab foreskriver Haag-konventionen af 1930 (19) , at forumstatens lov, i dette tilfælde belgisk lov, har forrang.

ii): Den omtvistede administrative praksis gælder ikke for alle belgiske statsborgere, men kun for dem med dobbelt statsborgerskab, hvorfor forskellige situationer i realiteten ikke behandles på samme måde.

iii): Da belgiske børn kun bærer deres faders efternavn, kan tildeling af et andet efternavn, som led i samfundsmæssige forhold i Belgien, skabe tvivl om det pågældende barns slægtskabsforhold.

iv): For at mildne ulemperne ved dobbelt statsborgerskab blev ansøgerne tilbudt kun at tage faderens første efternavn. Såfremt der kun er få tilknytningsmomenter til Belgien, eller når det er hensigtsmæssigt at genetablere samme efternavn for søskende, kan en ansøgning undtagelsesvis imødekommes, men disse betingelser var ikke opfyldt i nærværende sag.

v): Endelig indebærer fri bevægelighed i den betydning, der forudsættes i artikel 18 EF, principielt, at grænser forsvinder, og at grænsekontrollen ophæves, og friheden til at tage ophold indebærer, at man har ret til at slå sig ned i Den Europæiske Unions medlemsstater. Den anfægtede afgørelse kan ikke stride imod denne bestemmelse, idet udøvelsen af de nævnte friheder ikke på nogen måde er afhængig af, at man bærer et bestemt efternavn.

42. Conseil d’État er enig i, at den omtvistede administrative praksis kun gælder personer med dobbelt statsborgerskab og ikke behandler disse på samme måde som personer, der kun har belgisk statsborgerskab. Conseil d’État mener imidlertid, at artikel 18 EF kan være relevant, men dog ikke artikel 43 EF, som vedrører friheden til at etablere sig og dermed noget, som åbenbart savner relevans i forhold til mindreårige børn, for hvem der er indgivet en ansøgning om ændring af efternavn.

43. Conseil d’État har derfor udsat sagen og forelagt Domstolen følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:

»Skal de fællesskabsretlige principper om unionsborgerskab og fri bevægelighed for personer, der navnlig er fastlagt i artikel 17 og 18 i traktaten af 25. marts 1957 om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, fortolkes således, at de er til hinder for, at en belgisk forvaltningsmyndighed, der behandler en ansøgning om navneændring for mindreårige børn, der er bosat i Belgien og både har belgisk og spansk statsborgerskab – i et tilfælde, hvor ansøgningen ikke er begrundet i andre særlige forhold, end at disse børn bør bære det navn, de ville bære i henhold til spansk ret og traditioner – afviser ansøgningen under henvisning til, at denne type ansøgning »normalt afvises, eftersom børn i Belgien har faderens efternavn«, navnlig når myndighedens almindelige holdning er begrundet i, at den er af den opfattelse, at tildeling af et andet efternavn, som led i samfundsmæssige forhold i Belgien, kunne skabe tvivl om det pågældende barns slægtskabsforhold, men at myndigheden for at imødegå ulemperne ved det dobbelte statsborgerskab foreslår ansøgere i denne situation, at de kun tager faderens første efternavn, men at ansøgningen undtagelsesvis, når der kun er få tilknytningsmomenter til Belgien, eller når det er nødvendigt at genetablere samme efternavn for søskende, kan imødekommes?«

44. Der er indgivet skriftlige indlæg af Carlos Garcia Avello, den belgiske, danske og nederlandske regering samt af Kommissionen, som også alle afgav mundtlige indlæg under retsmødet.

Stillingtagen

45. Den belgiske, danske og nederlandske regering har gjort gældende, at situationen i hovedsagen slet ikke falder inden for fællesskabsrettens anvendelsesområde. Dette spørgsmål skal undersøges, før det er muligt at bedømme, om et afslag af den omtvistede art udgør en krænkelse af rettigheder, som borgerne i Den Europæiske Union har, og i givet fald, om det ikke desto mindre er berettiget.

Falder situationen inden for fællesskabsrettens anvendelsesområde?

46. I denne forbindelse er det relevant at undersøge, hvem der påvirkes af afslaget på ansøgningen om at ændre børnenes efternavn.

47. De tre regeringer har anført, at det kun er børnene, der påvirkes af afslaget, og at situationen, da de er belgiske statsborgere bosat i Belgien, som aldrig har udøvet deres ret til fri bevægelighed, udelukkende er et internt belgisk anliggende, som ikke er omfattet af fællesskabsrettens anvendelsesområde. Kommissionen på sin side har anført, at det frem for alt er Carlos Garcia Avello, som er blevet nægtet retten til at ændre sine børns efternavn. Han er en spansk statsborger, som har udøvet sin ret til fri bevægelighed ved at rejse til Belgien for at bo og arbejde der, hvilket indebærer, at fællesskabsretten finder anvendelse. Kommissionen har gjort gældende, at børnenes situation i sig selv under alle omstændigheder falder inden for fællesskabsrettens anvendelsesområde.

48. Disse forskellige synspunkter skal ses i sammenhæng med Domstolens faste retspraksis, i henhold til hvilken traktaten kun medfører rettigheder, såfremt der foreligger en tilstrækkelig forbindelse med fællesskabsretten til at begrunde anvendelsen af dens bestemmelser. Hvad angår fri bevægelighed findes der ingen sådan forbindelse, når den aktuelle situation vedrører forhold mellem en medlemsstat og en af dens egne statsborgere, som aldrig har udøvet denne frihed (20) . Domstolen bekræftede i Uecker og Jacquet-dommen (21) , »at det i EF-traktatens artikel [17 EF] omhandlede unionsborgerskab ikke har til formål at udvide det materielle anvendelsesområde for traktaten, således at det ligeledes omfatter interne forhold, der ikke har nogen tilknytning til fællesskabsretten. Eventuel forskelsbehandling af statsborgere i en medlemsstat i forhold til lovgivningen i denne stat henhører under dennes anvendelsesområde, således at disse spørgsmål skal løses inden for rammerne af statens nationale retsorden«.

49. Jeg er imidlertid enig med Kommissionen.

50. For det første anser jeg det for at stå klart, at det anfægtede afslag faktiske vedrører Carlos Garcia Avello. Den oprindelige ansøgning i 1995 blev indgivet af ham og hans hustru i deres egenskab af »forældre og repræsentanter efter loven for deres mindreårige børn«, men begge svar fra det belgiske justitsministerium på denne ansøgning var kun rettet til Carlos Garcia Avello, og det er Carlos Garcia Avello, som er sagsøger i forbindelse med annullationssøgsmålet ved Conseil d’État. Endnu vigtigere er det, at spørgsmålet ikke kun drejer sig om valg af børnenes efternavn isoleret set, men også om, på hvilken måde en generations efternavn skal fastlægges ud fra det navn eller de navne, som den foregående generation bærer – et aspekt i sagen, som den belgiske regering reelt lægger stor vægt på. Dette spørgsmål berører åbenbart begge generationer, og det er lige så meget i faderens interesse at sikre sig, at hans efternavn føres videre i overensstemmelse med principperne for, hvorledes dette blev fastlagt, som det er i børnenes interesse at blive givet et efternavn på rette måde og i rette form.

51. Da Carlos Garcia Avello er en statsborger i en medlemsstat, som har udøvet sin ret til at flytte til og arbejde i en anden medlemsstat (22) , og er en unionsborger, der har udøvet sin ret til frit at færdes og opholde sig på medlemsstaternes område, falder hans situation klart inden for fællesskabsrettens anvendelsesområde (23) .

52. For det andet kan jeg i hvert fald ikke være enig i, at børnenes situation alene er et internt belgisk anliggende. Selv om de er belgiske statsborgere, er født i Belgien og aldrig har været bosat uden for dette land, har de ikke desto mindre også statsborgerskab i en anden medlemsstat. Dette faktum kan ikke adskilles fra den omstændighed, at deres fader, som er deres forsørger, har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed. Selv om Haag-konventionen af 1930 giver de belgiske myndigheder ret til at behandle børnene som belgiske statsborgere i Belgien, kræver den ikke, at disse myndigheder ignorerer deres andet statsborgerskab. Hvis deres moder ikke havde haft belgisk, men spansk statsborgerskab, havde børnenes situation klart været omfattet af fællesskabsrettens anvendelsesområde, idet de havde været børn, som blev forsørget af personer, som er statsborgere i en medlemsstat, og som har udøvet retten til fri bevægelighed inden for Fællesskabet. Ud fra en fællesskabsretlig synsvinkel er det den omstændighed, at børnene er statsborgere i to medlemsstater, der er relevant, og det kan ikke accepteres, at ét statsborgerskab skulle fortrænge det andet alt afhængig af, hvor børnene opholder sig (24) .

53. Jeg er derfor af den opfattelse, at situationen i hovedsagen falder inden for fællesskabsrettens anvendelsesområde.

Foreligger der en krænkelse af en rettighed, der følger af fællesskabsretten?

54. Her må det undersøges, hvilke negative virkninger der følger af det omtvistede afslag. Der synes at være to aspekter i forbindelse hermed.

55. For det første kan både Carlos Garcia Avello og hans børn, som tidligere nævnt, anfægte den omstændighed, at han ikke kan føre sit efternavn videre til dem, og at de tilsvarende ikke kan få det af ham, i overensstemmelse med principperne i henhold til hvilke det blev fastlagt. Dette er ingen abstrakt anfægtelse, idet, som allerede nævnt, anvendelse af den belgiske ordning på et spansk efternavn let kan medføre, at de, der kender den spanske ordning, får et fejlagtigt indtryk af de familiære forhold, idet Carlos Garcia Avellos børn fremstår som hans søskende (25) .

56. For det andet er det åbenbart, at der kan opstå praktiske vanskeligheder for børnene på grund af, at de belgiske myndigheder har registreret et andet efternavn end de spanske myndigheder. Et eksempel, som under retssagen er blevet påpeget af Carlos Garcia Avellos advokat, er et uddannelsesbevis udstedt i Belgien, hvor man i Spanien ikke anerkender det navn, på hvilket det er udstedt, som værende navnet på bevisets indehaver. Flere eksempler findes i den forklarende beretning til Haag-konventionen af 1982.

57. Der er ingen tvivl om, at fællesskabsretten ikke i sig selv regulerer registrering eller ændring af en registrering af navne i fødselsregistre, ægteskabsregistre, dødsfaldsregistre eller folkeregistre. Sådanne anliggender skal i princippet reguleres af medlemsstaterne i overensstemmelse med gældende bestemmelser i international privatret, forudsat at medlemsstaterne dermed ikke handler på en måde, som er uforenelig med deres pligter i medfør af fællesskabsretten.

58. Spørgsmålet om en sådan registrering i fællesskabsretlig sammenhæng er stillet i en tidligere sag ved Domstolen i Konstantinidis-sagen (26) . I denne sag opdagede en græsk statsborger, som arbejdede som selvstændig i Tyskland, at hans navn i det tyske folkeregister var blevet omskrevet til latinske bogstaver på en højst uventet og set ud fra de fleste synspunkter højst uhensigtsmæssig måde, men ikke desto mindre i overensstemmelse med et foreskrevet system til omskrivning fra det græske til det latinske alfabet.

59. I det forslag til afgørelse, som jeg fremsatte i sagen, vurderede jeg for det første, at hans rettigheder i henhold til fællesskabsretten var blevet krænket, idet han var blevet udsat for forskelsbehandling, som er forbudt i henhold til den nuværende artikel 12 EF, sammenholdt med 43 EF, som følge af, at det i princippet kun er græske statsborgere, der har pligt til at acceptere en omskrivning af deres navne i Tyskland, som kan føre til både tab af værdighed og besvær i såvel det daglige som det professionelle liv. For det andet fandt jeg, at den pågældende omskrivning kunne indebære en krænkelse af de grundlæggende rettigheder, som tilkommer ham bl.a. i henhold til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, og som samtlige statsborgere i Fællesskabet, der udøver deres ret til fri etablering, er garanteret.

60. I dommen understregede Domstolen (27) , at forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet i den bestemmelse, der nu er artikel 43 EF, skal sikre, at statsborgere fra andre medlemsstater hvad angår etableringsfrihed ligestilles med en medlemsstats egne statsborgere. Domstolen præciserede imidlertid (28) , at bestemmelser af den pågældende art kun er uforenelige med ovennævnte bestemmelse, for så vidt som anvendelsen af dem medfører sådanne ulemper, at personens etableringsfrihed indskrænkes, og at en sådan indskrænkning foreligger, hvis en græsk statsborger i udøvelsen af sit erhverv er pligtig at bruge en i civilstandsregistrene indført omskrivning af sit navn, som forvrænger udtalen, og hvis denne forvrængning indebærer en risiko for, at potentielle kunder forveksler ham med en anden person.

61. I nærværende sag har Kommissionen anført, at indførelsen af unionsborgerskabet med den hertil knyttede opnåelse af samtlige rettigheder i medfør af traktaten – herunder følgelig retten til ikke at blive forskelsbehandlet på grundlag af nationalitet – er en ny omstændighed, som gør det muligt for Domstolen at træffe en afgørelse i denne sag, der hviler på et bredere grundlag end dommen i Konstantinidis-sagen. Jeg er enig i, at artikel 17 EF tydeliggør, at princippet om forbud mod forskelsbehandling finder anvendelse på alle situationer, der falder inden for fællesskabsrettens område, uden at der skal påvises en konkret begrænsning af en bestemt økonomisk frihed.

62. Alligevel er det stadig nødvendigt at fastslå, om det omtvistede afslag udgør forskelsbehandling på grundlag af nationalitet. Forskelsbehandling inden for fællesskabsretten foreligger, når situationer, som objektivt set er ens, behandles forskelligt, eller når situationer, som objektivt set er forskellige, behandles ens. Den belgiske regering har anført, at den administrative praksis, på hvilken afslaget støttes, finder anvendelse på en kategori af personer, som objektivt set kan afgrænses fra andre – børn med både belgisk og spansk statsborgerskab, som er født i Belgien – og at den derfor ikke er et udtryk for forskelsbehandling.

63. Jeg deler ikke denne opfattelse. Tvisten drejer sig om et afslag på en ansøgning om at ændre et efternavn således, at i) navnet afspejler faderens efternavn i overensstemmelse med den måde, som dette efternavn selv blev fastlagt på, og ii) der undgås uoverensstemmelse mellem de efternavne, der er registreret af myndighederne i to medlemsstater, som indehaveren af efternavnet er statsborger i. De belgiske myndigheder synes ikke at anse sig for at have kompetence til at foretage en navneændring, der vedrører en person, som ikke er belgisk statsborger, uanset om denne person har yderligere et statsborgerskab eller ej. Det første af ovennævnte formål er under alle omstændigheder relevant, det andet kun såfremt der også foreligger et andet statsborgerskab. Da belgisk lov tillader ændring af et efternavn, såfremt der foreligger tungtvejende grunde for ansøgningen, må et systematisk afslag på godkendelse af en navneændring anses for at udgøre forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, når den anførte begrundelse hænger sammen med eller ikke kan adskilles fra besiddelsen af et andet statsborgerskab. En sådan praksis betyder i realiteten, at man behandler personer, som, fordi de har et andet statsborgerskab end belgisk, bærer et efternavn eller har forældre, som bærer et efternavn, der ikke er fastlagt i overensstemmelse med belgiske regler, på samme måde som dem, der kun har belgisk statsborgerskab og bærer et efternavn, som er fastlagt i overensstemmelse med disse regler, på trods af at situationerne objektivt set er forskellige.

64. Denne forskelsbehandling rammer klart de personer, i denne sag børnene, som ansøgningen om navneændring vedrører, og som besidder et andet statsborgerskab i tillæg til deres belgiske.

65. Personer i Carlos Garcia Avellos situation rammes imidlertid også, idet det er disse personers efternavn, fastlagt i overensstemmelse med retsordenen i det land, hvor de er statsborgere, som føres videre til deres børn i en form, som ikke stemmer overens med den måde, hvorpå dette navn selv blev fastlagt. Afslaget på at lade Carlos Garcia Avellos efternavn blive videreført i en form, som stemmer overens med den måde, som det blev fastlagt på, er en konsekvens af hans udøvelse af retten til fri bevægelighed, da situationen, i hvilken afslaget blev givet, aldrig ville være opstået, hvis han ikke havde udøvet denne ret. Det faktum, at der eksisterer en sådan administrativ praksis, som systematisk leder til et sådant afslag, gør det højst sandsynlig mindre attraktivt at udøve denne frihed.

66. Da jeg er kommet til den konklusion, at omstændighederne i sagen tyder på forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, som er forbudt i henhold til artikel 12 EF, sammenholdt med 17 EF, anser jeg det ikke for nødvendigt at undersøge, hvorvidt nogen anden af de grundlæggende rettigheder, som garanteres af fællesskabsretten, er blevet tilsidesat, navnlig retten til respekt for privat- og familieliv i henhold til artikel 8 i den europæiske konvention om menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. I denne henseende kan det noteres, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fremhævet, at retlige begrænsninger af muligheden for at ændre efternavn kan være berettigede i den offentlige interesse, og at de kontraherende stater har en betydelig skønsmargen på dette område, navnlig når reglerne, der anvendes i forskellige stater, adskiller sig meget fra hinanden, og når retsreglerne øjensynlig er i en overgangsfase (29) . At der eksisterer en betydelig skønsmargen inden for rammerne af konventionen, har dog efter min opfattelse ingen direkte betydning for rækkevidden af den skønsmargen, der er til rådighed inden for det herfra forskellige område vedrørende borgerskab i Den Europæiske Union.

Kan tilsidesættelsen være begrundet?

67. Forskelsbehandling kan være begrundet, såfremt den støtter sig på objektive hensyn, som er uafhængige af de berørte personers nationalitet og står i passende forhold til det legitime formål, som tilstræbes i den nationale regel eller praksis (30) .

68. Den belgiske regering har anført, at den pågældende administrative praksis er begrundet. Efternavnes faste karakter er et grundlæggende princip i den belgiske samfundsorden, som blev fastlagt i et dekret af den 6. fructidor i år II (31) , og som er bekræftet i den nyeste lovgivning. Virkningerne af denne praksis strækker sig heller ikke urimeligt langt, idet Carlos Garcia Avellos børn kan gøre brug af efternavnet Garcia Weber og af spanske dokumenter, som indeholder dette efternavn, hvor som helst i Fællesskabet, bortset fra i Belgien. I Belgien er det i deres interesse at bruge efternavnet Garcia Avello, idet der ellers, inden for rammerne af det belgiske system, kan opstå tvivl om deres slægtskabsforhold til deres fader. Under retsmødet anførte den danske regering, at formålet med forbuddet mod forskelsbehandling er at fremme integrationen i værtsmedlemsstaten, og at en bestemmelse, som forbyder afvigelser fra denne stats system, snarere fremmer end hindrer en sådan integration. Den nederlandske regering fremhævede, at et demokratisk samfund har behov for et stabilt og sammenhængende efternavnsystem for at undgå enhver risiko for forveksling af identitet eller herkomst.

69. Jeg kan acceptere, at formålet at forebygge forveksling af identitet ved at fastsætte begrænsninger i retten til at ændre efternavn er legitimt. Det er ønskværdigt at undgå sådanne forvekslinger både i relationer mellem individer og myndigheder og i relationer mellem individer. Alt for stor frihed på dette område kan give anledning til kriminel eller uredelig opførsel.

70. En sådan risiko bør dog ikke overdrives. I andre medlemsstater, som f.eks. Det Forenede Kongerige, har man ikke fundet det nødvendigt at begrænse mulighederne for at ændre efternavn af denne grund. Under alle omstændigheder vil den officielle registrering af en navneændring sandsynligvis mindske risikoen for, at en forveksling, tilsigtet eller ej, passerer ubemærket. Og hvad angår fastslåelse af herkomst er efternavnes faste karakter sandsynligvis hverken tilstrækkelig eller nødvendig i de fleste retssystemer.

71. Hvad angår samfundsordenen i bred forstand kan jeg ikke se, at der skulle findes nogen væsentlige samfundsinteresser i, at der altid skal gælde ét bestemt mønster ved overførsel af efternavn for en medlemsstats borgere inden for denne stat. Dette er et område, hvor såvel lovbestemmelser som skik og brug i samfundet har ændret sig i de senere år, og vil fortsætte med at ændre sig, i hele Den Europæiske Union. Det stigende antal skilsmisser, de stadig flere mennesker, som gifter sig igen, samt en betydelig formindskelse af det sociale stigma i forbindelse med børn født uden for ægteskab, har kraftigt mindsket den stive forventning om, at faderen og barnet skal have det samme efternavn. Unionsborgernes øgede mobilitet har ført til stigende fortrolighed med andre navnesystemer. Selv om der ved bedømmelsen af, hvorvidt en ændring af et barns efternavn er i barnets – eller i samfundets – interesse bør tages hensyn til, om navnet er i overensstemmelse med normerne i den medlemsstat, som er værtslandet, er det hverken den eneste eller den vigtigste faktor at tage hensyn til i denne forbindelse.

72. Jeg kan heller ikke tilslutte mig det argument, at princippet om forbud mod forskelsbehandling hovedsageligt har til formål at sikre integration af vandrende borgere i deres værtsmedlemsstat. Begrebet »frit at kunne bevæge sig og tage ophold inden for medlemsstaternes områder« er ikke baseret på, at der sker en enkelt flytning fra en medlemsstat til en anden, efterfulgt af integration i sidstnævnte. Formålet er snarere at muliggøre fri, måske gentagen eller endog kontinuerlig flytning inden for et enkelt »område med frihed, sikkerhed og retfærdighed«, i hvilket der garanteres kulturel mangfoldighed og frihed for forskelsbehandling (32) .

73. Jeg mener heller ikke, at det faktum, at virkningerne af afslaget kan være begrænsede til Belgien, på nogen måde gør dem mindre tungtvejende for de berørte personer. Set ud fra den kulturelle indsigelse mod, at efternavnet føres videre på en anden måde end tilsigtet, vil virkningerne kunne mærkes, så længe familien er bosiddende i Belgien. Set ud fra de praktiske vanskeligheder, der opstår, vil virkningerne kunne mærkes i hele Den Europæiske Union, da børnene faktisk har to forskellige efternavne (33) .

74. Som det fremgår af det præjudicielle spørgsmål, var de belgiske myndigheder i en sag, der adskiller sig minimalt fra sagen om Carlos Garcia Avello og hans familie, villige til at overveje at godkende en ændring af efternavn, således at navnet følger det spanske mønster. I lyset af dette faktum bliver den belgiske regerings argument på dette punkt, som påpeget af Kommissionen, mindre overbevisende.

75. Jeg vil gerne fremhæve, at intet af det, jeg ovenfor har anført, skal ses som kritik af de belgiske eller nogen andre regler om fastlæggelse af efternavne. Det afgørende er, at sådanne regler ikke må anvendes på en sådan måde, at det strider imod det fællesskabsretlige princip om forbud mod forskelsbehandling. Der findes i Belgien en procedure, i henhold til hvilken ændring af efternavn kan ske, såfremt der foreligger tungtvejende grunde herfor. Det eneste punkt, hvor belgisk praksis synes at være i konflikt med fællesskabsretten, er den systematiske afvisning af at overveje, om sådanne grunde foreligger i en situation som den, Carlos Garcia Avello og hans børn befinder sig i.

Forslag til afgørelse

76. Jeg mener derfor, at Domstolen bør besvare den forelæggende rets spørgsmål således:

»Artikel 12 EF, sammenholdt med artikel 17 EF, udgør en hindring for anvendelse af en bestemmelse eller en administrativ praksis i en medlemsstat, i henhold til hvilken en ansøgning om ændring af efternavn systematisk afslås i forhold til borgere i denne stat, når ansøgningen er begrundet med, at ansøgeren også er statsborger i en anden medlemsstat, bærer et andet efternavn, som er fastlagt i overensstemmelse med denne anden stats lovgivning, og under alle omstændigheder ønsker at bære et efternavn, som er fastlagt i overensstemmelse med denne sidstnævnte lovgivning.«

1 –: Originalsprog: engelsk.

2 –: Det er også muligt, som f.eks. i Sverige, for en person at bære et mellemnavn, som i et vist omfang kan henføres til begge kategorier.

3 –: Selv franskmændene, som betegner fornavnet »prénom«, placerer det ofte efter efternavnet i officielle og halvofficielle sammenhænge.

4 –: Søskende bærer således normalt forskellige »efternavne« afhængig af deres køn – det islandske ord for efternavn betyder egentlig et identificerende navn – og islandske navnefortegnelser og telefonbøger er normalt alfabetisk ordnet efter fornavn. Et fåtal familier på Island har dog et familieefternavn, som kan videreføres uændret fra generation til generation.

5 –: Det er interessant at bemærke, at »bopælsreglen« ikke finder anvendelse for islandske statsborgere, i hvert fald ikke i Finland og Sverige, netop på grund af forskellen mellem ordningerne for tildeling af navne.

6 –: I det mindste hvor det fremmede statsborgerskab blev erhvervet ved fødslen i kraft af det fremmede lands lov, som i denne sag med børnene. I visse andre situationer kan der i andre regler foreskrives anvendelse af loven i det land, hvor personen senest har haft sin bopæl, eller i det land, i hvilket personen sidst har erhvervet statsborgerskab.

7 –: Der findes dog, ligesom i Sverige, bestemmelser om personlig brug af endnu et fornavn (»mellemnavn«), som kan være den ene forælders efternavn, som ikke allerede haves som sægtsnavn. Et sådant mellemnavn kan dog ikke føres videre til efterfølgende generationer.

8 –: Artikel 3, stk. 2, i loven om efternavne og fornavne af 15.5.1987. Det fremgår, at betingelserne var mindre strikse før vedtagelsen af denne lov. De påberåbte grunde behøvede blot at være »gyldige«, ikke »tungtvejende«, for at en ændring kunne godkendes.

9 –: Artikel 8 og 8 A indtil den 30.4.1999 (således på det tidspunkt, hvor den i hovedsagen anfægtede afgørelse blev vedtaget, og på det tidspunkt, hvor denne sag blev anlagt). Det er imidlertid mere praktisk at henvise til den nuværende nummerering, således som den forelæggende ret gør i sit spørgsmål.

10 –: Den sidste sætning i dette stykke blev tilføjet ved Amsterdam-traktaten med virkning fra den 1.5.1999.

11 –: Menneskerettighedsdomstolens dom af 22.2.1994, Burghartz mod Schweiz, serie A, nr. 280-B, s. 28, præmis 24, og dom af 25.11.1994, Stjerna mod Finland, serie A, nr. 299-A, s. 60, præmis 37.

12 –: CIEC-konvention nr. 19, underskrevet i München den 5.9.1980 (»München-konventionen«). CIEC er en mellemstatslig organisation, hvis medlemmer omfatter 11 af Den Europæiske Unions medlemsstater, to lande, som sandsynligvis tiltræder Unionen i den nærmeste fremtid, samt tre andre lande. Af Unionens nuværende medlemsstater er Danmark, Finland, Irland og Sverige ikke medlem af CIEC.

13 –: Af 12.4.1930, Recueil des traités de la Société des Nations, vol. 179, s. 89 (»Haag-konventionen af 1930«), ratificeret af Belgien ved lov af 20.1.1939, underskrevet af Spanien med et forbehold, men ikke ratificeret.

14 –: Jf. dog fodnote 6 ovenfor.

15 –: CIEC-konvention nr. 21, underskrevet i Haag den 8.9.1982 (»Haag-konventionen af 1982«).

16 –: En anden CIEC-konvention, konvention nr. 4 om ændring af efter- og fornavne, undertegnet i Istanbul den 4.9.1958 (og ratificeret af Spanien, men ikke af Belgien), indeholder ingen bestemmelser, der er relevante i nærværende sag, bortset fra den marginale udstrækning, i hvilken hver kontraherende stat forpligter sig til ikke at give tilladelse til navneændringer for statsborgere i en anden kontraherende stat, medmindre de også er statsborgere i den førstnævnte stat.

17 –: Vedtaget og åbnet for undertegnelse, ratificering og tiltrædelse ved FN’s Generalforsamlings resolution 44/25 af 20.11.1989; ratificeret af Spanien den 6.12.1990 og af Belgien den 16.12.1991 og trådt i kraft i disse stater den 30. dag efter de respektive ratificeringsdatoer.

18 –: Som det blev anført under retsmødet, fordi en sådan ændring hverken ville svare til den spanske eller den belgiske ordning, og fordi Garcia er et overordentligt almindeligt efternavn.

19 –: Nævnt ovenfor i fodnote 13.

20 –: Jf. f.eks. dom af 28.6.1984, sag 180/83, Moser, Sml. s. 2539.

21 –: Dom af 5.6.1997, forenede sager C-64/96 og C-65/96, Sml. I, s. 3171, præmis 23. Jf. også dom af 29.5.1997, sag C-299/95, Kremzow, Sml. I, s. 2629, præmis 16, og kendelse af 25.5.1998, sag C-361/97, Nour, Sml. I, s. 3101, præmis 19.

22 –: Han arbejder åbenbart som ingeniør i Belgien. Det fremgår dog ikke af sagens akter, om han er ansat og således har udøvet sin ret til fri bevægelighed som arbejdstager i henhold til artikel 39 EF, eller om han er selvstændig og derfor er omfattet af artikel 43 EF.

23 –: Jf. f.eks. dom af 11.7.2002, sag C-224/98, D’Hoop, Sml. I, s. 6191, præmis 27-29.

24 –: Jf. sammenlignelige situationer vedrørende arbejdstagere og selvstændige dom af 19.1.1988, sag C-292/86, Gullung, Sml. s. 111, navnlig præmis 10-13, forslag til afgørelse fra generaladvokat Tesauro af 30.1.1992 i forbindelse med dom af 7.7.1992, sag C-369/90, Micheletti, Sml. I, s. 4239, punkt 6, og dom af 12.5.1998, sag C-336/96, Gilly, Sml. I, s. 2793, præmis 19-22.

25 –: Et endnu mere slående eksempel, uden for fællesskabsrettens anvendelsesområde, ville være en pige født i Belgien, som har en islandsk fader og en belgisk moder. Ved anvendelse af de belgiske regler ville hun for en islænding fremstå som sin farfars søn snarere end sin faders datter.

26 –: Dom af 30.3.1993, sag C-168/91, Sml. I, s. 1191.

27 –: I præmis 12.

28 –: I præmis 15-17.

29 –: Jf. f.eks. formalitetsafgørelserne af 27.4.2000 i sagen Bijleveld mod Nederlandene og af 27.9.2001 i sagen GMB og KM mod Schweiz.

30 –: Jf. f.eks. D’Hoop-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 23, præmis 36.

31 –: 23.8.1794 i henhold til den dagældende franske revolutionskalender.

32 –: Jf. præamblen til traktaten om oprettelse af Den Europæiske Union samt artikel 3, stk. 1, litra q), EF og artikel 151, stk. 4, EF.

33 –: Sådanne vanskeligheder skulle ganske vist kunne begrænses, hvis Carlos Garcia Avellos børn fra de spanske myndigheder modtog et certifikat om forskellige efternavne i henhold til Haag-konventionen af 1982. Hvad der gælder i henhold til fællesskabsretten, kan imidlertid ikke påvirkes af en mellemstatslig konvention, som (for nærværende) kun er bindende for fire medlemsstater. Fællesskabsretten bør inden for sit anvendelsesområde forebygge, at sådanne situationer opstår, snarere end at mildne virkningerne af dem.