FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
M. POIARES MADURO
fremsat den 21. oktober 2004(1)

Sag C-141/02 P

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
mod
max.mobil Telekommunikation Service GmbH

»Appel – artikel 86, stk. 3, EF – afvisning af en klage – formaliteten – domstolsprøvelsens art og omfang«

1. I de senere år er antallet af søgsmål indledt af private til prøvelse af beslutninger om afvisning af klager, som indgives til Kommissionen på konkurrencerettens område, steget. Domstolen har hidtil vist sig rede til at behandle dem. Efter at den i begyndelsen accepterede at behandle sager anlagt af klagere over beslutninger vedtaget på grundlag af artikel 81 EF og 82 EF (2) , er denne retspraksis blevet udvidet til berørte tredjeparter inden for rammerne af kontrollen med statsstøtte (3) og kontrollen med fusioner (4) . Kun ét område synes at være holdt uden for denne udvidelse, nemlig den i artikel 86 EF omhandlede kontrol med offentlige virksomheder og virksomheder, som er indrømmet særlige eller eksklusive rettigheder. På dette område har Domstolen i en dom af 20. februar 1997 i sagen Bundesverband der Bilanzbuchhalter mod Kommissionen nøjedes med at udtale (5) , at »det ikke på forhånd kan udelukkes, at en borger eller eventuelt en sammenslutning, der er oprettet med henblik på at varetage en gruppe borgeres fælles interesser, i særlige tilfælde kan anlægge sag til prøvelse af et afslag fra Kommissionen på at vedtage en beslutning som led i den kontrolfunktion, der er tillagt den i artikel 90, stk. 1 og 3« (6) .

2. I dommen af 30. januar 2002 i sagen max.mobil mod Kommissionen (7) (herefter »den appellerede dom«) søgte Retten at gå ud over grænserne for denne formulering ved at fastslå, at sager anlagt af borgere, som anfægter Kommissionens beslutninger om ikke at imødekomme deres på artikel 86 EF støttede klage, principielt kan antages til realitetsbehandling. I denne appelsag skal Domstolen tage stilling til, hvorvidt dette forsøg er foreneligt med den ramme, som fastsættes i EF-traktaten og i retspraksis.

I – Appellen

3. Det fremgår af den appellerede dom, at tvisten har sin baggrund i en beslutning fra Kommissionen af 11. december 1998 (herefter »den anfægtede beslutning«) om ikke at imødekomme en klage, der havde til formål at få fastslået, at Republikken Østrig havde tilsidesat bestemmelserne i artikel 82 EF, sammenholdt med artikel 86, stk. 1, EF.

4. På tidspunktet for indgivelsen af denne klage var det østrigske GSM-marked opdelt mellem tre operatører. Mobilkom Austria AG (herefter »Mobilkom«) var den første aktive operatør på dette marked. Dette selskab havde et lovbestemt monopol på hele sektoren for mobiltelefoni, indtil max.mobil Telekommunikation Service GmbH (herefter »max.mobil«) gik ind på markedet. Mobilkom har i dag form af et aktieselskab, men en del af dets aktier indehaves stadig af den østrigske stat. Selskabet max.mobil, der havde fået en GSM-koncession i januar 1996, kom ind på markedet i oktober samme år. Efter at have vundet en licitation i august 1997 kom en ny operatør, Connect Austria GmbH, ind på markedet. Klagen, som max.mobil indgav i oktober 1997, havde navnlig til formål dels at anfægte, at der ikke var blevet gjort forskel mellem de afgiftsbeløb, der var blevet opkrævet fra henholdsvis max.mobil og Mobilkom, dels at anfægte de fordele og den støtte, som sidstnævnte havde fået fra de østrigske myndigheder.

5. Kommissionen meddelte klageren, hvad den påtænkte at gøre i en skrivelse af 11. december 1998 (»den anfægtede retsakt«), hvori det bl.a. præciseredes, at »med hensyn til [det forhold, at Mobilkom ikke er blevet pålagt en højere afgift end den, max.mobil har betalt], finder Kommissionen derimod, at De ikke har fremlagt tilstrækkeligt bevis for, at der foreligger en statslig foranstaltning, der har foranlediget Mobilkom til at misbruge sin dominerende stilling. Ifølge den praksis, Kommissionen hidtil har fulgt, har den i tilsvarende sager kun indledt en traktatbrudsprocedure, når en medlemsstat har pålagt en virksomhed, der for nylig er gået ind på markedet, en højere afgift, end den har pålagt en virksomhed, der allerede udøver en aktivitet dér (jf. Kommissionens beslutning af 4.10.1995 om driftsbetingelserne for den anden udbygning af GSM-mobilradiokommunikation i Italien, EFT L 280 af 23.11.1995)«.

6. Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 22. februar 1999 anlagde max.mobil sag med påstand om, at den anfægtede retsakt annulleres, i det omfang den afviser klagen. Kommissionen fremsatte heroverfor anbringender vedrørende afvisning af sagen fra realitetsbehandling, og, subsidiært, at søgsmålet blev kendt ugrundet.

7. Ved den appellerede dom frifandt Retten Kommissionen i realiteten. Denne afgørelse fulgte dog først efter et trinvis opbygget ræsonnement. Retten fandt det for det første nødvendigt at prøve sagen i lyset af nogle indledende almindelige bemærkninger. I denne forbindelse anførte den, at forpligtelsen til at behandle en klage på en påpasselig og upartisk måde »svarer til« retten til en god forvaltning, som er anerkendt i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der blev proklameret i Nice den 7. december 2000 (8) .

8. Ifølge den appellerede dom har denne forpligtelse et dobbelt grundlag. Den følger for det første af Rettens praksis vedrørende artikel 81 EF og 82 EF og vedrørende artikel 87 EF og 88 EF. Ifølge Retten skal denne retspraksis udvides til at omfatte artikel 86, stk. 3, EF. En sådan udvidelse er begrundet ved det forhold, at denne traktatbestemmelse, som det følger af dens stk. 1, altid finder anvendelse sammenholdt med andre bestemmelser i traktaten, herunder konkurrencereglerne, der udtrykkeligt anerkender, at klagere har processuelle rettigheder. I det foreliggende tilfælde befinder klageren sig i en situation, der svarer til den, der er fastsat i artikel 3 i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (9) , der giver selskabet ret til at indgive en klage til Kommissionen. For det andet er en sådan forpligtelse begrundet ved den generelle overvågningsforpligtelse, der påhviler Kommissionen. Dette gælder naturligvis på alle de områder af fællesskabsretten, som har til formål at oprette en ordning, der sikrer, at konkurrencen inden for fællesmarkedet ikke fordrejes, hvortil især artikel 86 EF bidrager.

9. Retten præciserer i den forbindelse, at proceduren efter artikel 86 EF ikke må forveksles med proceduren efter artikel 226 EF. Mens Kommissionen nemlig i medfør af artikel 226 »kan« indlede en traktatbrudssag mod en medlemsstat, bestemmer artikel 86, stk. 3, EF, at Kommissionen vedtager passende foranstaltninger »såfremt det er påkrævet«. Det følger heraf, at Kommissionens skøn på dette område ikke er »helt frit«.

10. At Kommissionen er forpligtet til at foretage en påpasselig og upartisk undersøgelse, indebærer ifølge Retten ikke, at den ikke har det vide skøn, som retspraksis tilkender den både med hensyn til valget af foranstaltninger og passende midler til at gennemføre dem. Denne frihed er dog ikke uden grænser: Kommissionen er dels forpligtet til at foretage en påpasselig og upartisk undersøgelse af individuelle klager, dels underlagt en domstolskontrol vedrørende overholdelsen af denne forpligtelse. Af denne analyse har Retten draget to konsekvenser. For det første at en klager skal have søgsmålsadgang for at beskytte sine berettigede interesser. For det andet at Fællesskabets retsinstansers rolle er begrænset til en efterprøvning af, at der foreligger en begrundelse, der umiddelbart er sammenhængende, at de faktiske omstændigheder, der er lagt til grund, er korrekte, og at der ikke foreligger en åbenbar fejlbedømmelse af disse faktiske omstændigheder.

11. Det var på baggrund af disse betragtninger, at Retten foretog en undersøgelse af anbringenderne i sagen. Hvad angår spørgsmålet, om sagen kunne antages til realitetsbehandling, foretog den sin undersøgelse på to parallelle planer. Den fandt hovedsagelig, at til forskel fra hvad der er tilfældet på statsstøtteområdet, må det antages, at der kan foreligge beslutninger om afvisning af klager på grundlag af artikel 86, stk. 3, EF. I det foreliggende tilfælde var Retten ikke i tvivl om, at den anfægtede retsakt skulle kvalificeres som en beslutning. Det er dermed hovedsagelig i sin egenskab af adressat for den anfægtede retsakt, at sagsøgeren blev anset for beføjet til at anlægge sag mod Kommissionen. Hvis det ikke desto mindre måtte antages, at den anfægtede retsakt ikke havde karakter af en beslutning rettet til klageren, fandt Retten herudover, at sagsøgeren var umiddelbart og individuelt berørt af den anfægtede retsakt. Retten anførte i denne forbindelse seks betragtninger vedrørende retsaktens tilblivelse og sagsøgerens faktiske situation.

12. Med hensyn til realiteten påpegede Retten, at den kontrol, den foretager, er begrænset til en prøvelse af, om Kommissionen har overholdt sin forpligtelse til påpasseligt og upartisk at foretage en undersøgelse af klager. I denne forbindelse vidnede undersøgelsen af den anfægtede retsakts indhold om, at der korrekt var taget hensyn til sagens relevante momenter. Kommissionen havde hverken begået en materiel fejl ved vurderingen af de faktiske omstændigheder eller foretaget en åbenbart fejlagtig vurdering ved den retslige bedømmelse af disse faktiske omstændigheder. Det forhold, at den anfægtede retsakt var blevet vedtaget efter flere møder mellem Kommissionen og sagsøgeren, viste endvidere, at sidstnævnte var i stand til at forstå begrundelsen for retsakten. Den anfægtede retsakt kunne derfor ikke anses for at være utilstrækkeligt begrundet i forhold til kravene i artikel 253 EF. Følgelig blev Kommissionen frifundet.

13. Det er denne dom, som Kommissionen delvist har appelleret. Den bestrider ikke Rettens afgørelse af realiteten. Den påstår kun den appellerede dom ophævet i det omfang, den fastslår, at sagen kan antages til realitetsbehandling. Den har med henblik herpå gjort tre anbringender gældende. For det første bestrider den, at der findes en ret til undersøgelse af klager, med en modsvarende søgsmålsret, hvis klagen afvises. For det andet bestrider Kommissionen, at den anfægtede retsakt har karakter af beslutning rettet til sagsøgeren. For det tredje mener den ikke, at der findes nogen holdepunkter for at kvalificere denne sagsøger som individuelt berørt. Med samtlige disse anbringender gør Kommissionen gældende, at der i den appellerede dom er foretaget en fejlagtig fortolkning af rækkevidden af dommen i sagen Bundesverband der Bilanzbuchhalter mod Kommissionen, som fastsætter rammen for borgeres adgang til Fællesskabets retsinstanser på dette område. I sin påstand i svarskriftet har max.mobil nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og har desuden iværksat en kontraappel, hvorved selskabet begærer den appellerede dom ophævet i det omfang, den frifandt Kommissionen. Ved kendelse af 24. oktober 2002 fik Den Franske Republik tilladelse til at intervenere til støtte for Kommissionens påstande.

14. Da der er tale om en sag, der giver anledning til komplekse retsspørgsmål, finder jeg det hensigtsmæssigt først at undersøge de generelle spørgsmål, der rejser sig (III). En sådan undersøgelse gør det muligt at belyse, hvordan de anbringender, der påberåbes ved appellen og ved kontraappellen mod den appellerede dom, skal behandles (IV). Men før denne undersøgelse indledes, melder der sig et spørgsmål om, hvorvidt appellen kan antages til realitetsbehandling (II).

II – Spørgsmålet, om appellen kan realitetsbehandles

15. Appelindstævnte gør gældende, at appellen ikke kan antages til realitetsbehandling, fordi Kommissionen har fået fuldstændigt medhold i første instans. Selskabet påberåber sig i denne forbindelse artikel 56, stk. 2, i Domstolens statut (herefter »statutten«), som bestemmer, at appel kan iværksættes af enhver part, som helt eller delvis ikke har fået medhold. Man må således spørge, hvorvidt den omstændighed, at Kommissionen blev frikendt i overensstemmelse med de påstande, den havde nedlagt i første instans, kan forhindre den i at iværksætte en appel med påstand om delvis ophævelse af den appellerede dom.

16. Dette spørgsmål er ikke helt nyt. Allerede i dommen i sagen Frankrig mod Comafrica m.fl. (10) anerkendte Domstolen en appel af en af Retten afsagt dom, for så vidt som denne havde forkastet en af en part rejst formalitetsindsigelse, selv om Retten til sidst havde forkastet søgsmålet som ugrundet i overensstemmelse med samme parts påstande. Ifølge indstævnte er denne dom imidlertid ikke relevant i det foreliggende tilfælde. Den vedrørte et »særligt og sjældent tilfælde« i den forstand, at den forordning, der var omtvistet i denne sag, måtte opfattes som en række individuelle beslutninger. Baggrunden for denne retspraksis var ønsket om at forhindre en sandsynlig forøgelse af sager mod Kommissionen. Ifølge Kommissionen finder Domstolens afgørelse i denne dom så meget mere anvendelse på den foreliggende sag, som Kommissionen ikke kun er en udenforstående ekstern part i forhold til tvisten, som Den Franske Republik var det i sagen Frankrig mod Comafrica m.fl., men derimod selv er part.

17. Før dette spørgsmål afgøres, skal det bemærkes, at statutten klart sondrer mellem to kategorier af personer, som har ret til at iværksætte appel. I medfør af statuttens artikel 56, stk. 2, kan appel iværksættes »af enhver part, som helt eller delvis ikke har fået medhold. Andre intervenienter end medlemsstaterne og fællesskabsinstitutionerne kan dog kun iværksætte appel, såfremt den af Retten trufne afgørelse berører dem umiddelbart«. Mens almindelige appellanter skal have en interesse i appellen, »behøver Fællesskabets institutioner for at kunne appellere en af Retten afsagt dom derfor ikke at godtgøre, at de har en interesse i sagen« (11) . Heraf følger, at de sidstnævnte ikke er underlagt forpligtelsen til at påvise, at en appel ved sit resultat kan give dem en fordel (12) .

18. Max.mobil hævder imidlertid, at da Retten frit kan afgøre, om sagen skal antages til realitetsbehandling, skal enhver appel, der alene er rettet mod Rettens konklusioner vedrørende realitetsbehandling af sagen i første instans, afvises ved Domstolen. Max.mobil støtter sig i denne forbindelse på dommen i sagen Rådet mod Boehringer (13) .

19. Dette argument kan ikke tages til følge. I ovennævnte dom forkastede Domstolen ikke appellen med den begrundelse, at den var rettet mod en afgørelse vedrørende formaliteten. Den forkastede den derimod med den begrundelse, at der ikke forelå nogen afgørelse, som kunne appelleres. Domstolen fandt, at Retten under de givne omstændigheder uden at begå en retlig fejl havde kunnet fastslå, at der ikke var grundlag for at prøve den formalitetsindsigelse, der var rejst i første instans. I dette tilfælde forelå der således ingen bebyrdende afgørelse, som kunne appelleres efter statuttens artikel 56, stk. 1. At Fællesskabets institutioner i relation til appel indtager en privilegeret stilling, betyder ikke, at de er fritaget for enhver forpligtelse. Den nævnte dom indebærer, at fællesskabsinstitutionerne, før de iværksætter en appel, skal identificere en anfægtelig afgørelse i statuttens artikel 56, stk. 1’s forstand.

20. Samme regel ligger til grund for Domstolens afgørelse i dommen i sagen Kommissionen og Frankrig mod TF1 (14) , som max.mobil ligeledes har påberåbt sig. I denne sag var selve genstanden for passivitetssøgsmålet bortfaldet som følge af, at Kommissionen havde taget stilling, mens sagen verserede i første instans. Heraf følger, at Retten med føje anså en undersøgelse af, hvorvidt sagen i denne henseende kunne antages til realitetsbehandling, for irrelevant, og at ethvert appelanbringende, der var rettet mod en påstået formalitetsafgørelse, var irrelevant, fordi en sådan afgørelse ikke forelå.

21. Skal det heraf udledes, at når en afgørelse er identificeret, tillader statutten den privilegerede sagsøger at iværksætte appel udelukkende i retlig interesse? To grunde udgør efter min mening en hindring for en sådan konklusion, den ene af praktisk og den anden af retlig karakter. Praktisk set er det afgjort af interesse for en god retspleje, at der fastlægges nøje fastlagte grænser for muligheden for at iværksætte appel. Dette krav er under de nuværende omstændigheder så meget mere påtrængende, idet Domstolens funktion som kassationsret bliver betydeligt udvidet på grund af overførslen af kompetencer som fastsat i traktaten som ændret ved Nice-traktaten. En anden, rent retlig overvejelse går i samme retning. Målet med statuttens artikel 56, stk. 2 og 3, er at gøre det lettere at iværksætte appel for visse appellanter. For disse foreskriver denne bestemmelse en undtagelse fra betingelserne for at iværksætte appel. Men ud over denne undtagelsesordning er de pågældende appellanter fortsat omfattet af de almindelige betingelser for appel. Selv om en appel pr. definition er frigjort fra de faktiske omstændigheder, er den bundet til en afgørelse i en konkret sag. Selv om Domstolen i forbindelse med dette retsmiddel kun vurderer retlige spørgsmål, er det nødvendigt, at disse spørgsmål har været behandlet af Retten, der tager stilling til de faktiske omstændigheder med henblik på afgørelsen af en konkret tvist. Det tilkommer ikke Domstolen ved en sådan lejlighed at behandle generelle og abstrakte spørgsmål eller at give en »lektion i jura«. Det er bl.a. begrundelsen for reglen om, at en appel rettet mod en angiveligt fejlagtig præmis ikke kan påkendes, når den anfægtede præmis viser sig at være uden direkte forbindelse med den retlige afgørelse, der blev truffet i første instans (15) . En tilsvarende regel følger af selve kassationskontrollens karakter, som består i at prøve, om fortolkningen og anvendelsen af fællesskabsretten er korrekt i et konkret tilfælde . Denne regel gælder uden forskel for alle appellanter. Det er følgelig nødvendigt at udforme undtagelsesordningen i statutten til fordel for visse af dem, således at det bliver lettere for dem at gennemføre appellen, uden at denne lettelse får til følge, at det objektive mål med denne type sager forvanskes.

22. På denne baggrund foreslår jeg, at for kategorien af de ved statutten privilegerede appellanter vurderes spørgsmålet om en appels antagelse til realitetsbehandling ikke alene i forhold til domskonklusionen , men også i forhold til de retlige konklusioner, som Retten i Første Instans har truffet i den anfægtede dom. Selv om domskonklusionen fuldt ud kan være i overensstemmelse med appellantens påstande, må det være muligt, at denne iværksætter appel til prøvelse af Rettens mellemliggende konklusioner. I et sådant tilfælde skal to yderligere betingelser imidlertid være opfyldt. Det skal dels efterprøves, at de anfægtede konklusioner faktisk er resultatet af et klagepunkt, som er blevet fremført inden for rammerne af den pågældende tvist, dels at de har en forbindelse med den afgørelse, Retten har truffet i sin domskonklusion (16) .

23. Følger man denne analyse, forekommer det ikke længere nødvendigt, som max.mobil foreslår (17) , at undersøge eventuelle følger af den del af dommen, som appelleres, for eventuelle senere sager. Heraf følger ligeledes, at det i overensstemmelse med fast retspraksis ikke vil være muligt at iværksætte en appel for en appellant, uanset hvem han er, som anfægter præmisser, der ikke har nogen forbindelse med et klagepunkt, eller som er uden indflydelse på den trufne domskonklusion. Ganske vist udvider denne opfattelse de mulige appelanbringender til fordel for bestemte appellanter, men den udelukker dog enhver appel, som iværksættes i rent retlig interesse.

24. I det foreliggende tilfælde ses Rettens konklusion, hvorefter sagen kan antages til realitetsbehandling, at gå imod en formalitetsindsigelse, som Kommissionen rejste under sagen i første instans. Den første betingelse vedrørende klagepunktet er således opfyldt. Endvidere er den anfægtede konklusion åbenbart af Retten blevet fastslået som en nødvendig fase i løsningen af den pågældende tvist. Selv om konklusionen vedrørende antagelse til realitetsbehandling ikke forekommer i domskonklusionen, er den en integrerende del af den retlige afgørelse, som Retten har lagt til grund i denne tvist. Betingelsen vedrørende forbindelsen mellem den anfægtede del af dommen og den trufne afgørelse er ligeledes opfyldt. Jeg mener derfor, at denne appel bør antages til realitetsbehandling.

III – Indledende spørgsmål

25. To spørgsmål går igen i forbindelse med denne sag. De vedrører dels funktionen af artikel 86 EF og de kontrolprocedurer, den indfører i traktatens generelle system, dels den anfægtede retsakts retlige karakter. Disse to spørgsmål er afgørende for mange aspekter af spørgsmålet om klageres adgang til Fællesskabets retsinstanser, hvis Kommissionen nægter at indlede en procedure efter artikel 86, stk. 3, EF.

26. Jeg vil straks påpege, at jeg anser den beføjelse, som Kommissionen er tillagt ved artikel 86 EF, for at være af en sådan karakter, at den umiddelbart påvirker privates interesser. Man kan imidlertid ikke heraf slutte, at der for hver af disse interesser kan anerkendes en søgsmålsberettigelse i forhold til den af Kommissionen vedtagne retsakt. Det skal derudover undersøges, om de i traktaten fastsatte betingelser for antagelse til realitetsbehandling er opfyldt.

A – Funktion af kontrollen i henhold til artikel 86, stk. 3, EF i traktatens generelle system

27. Til forskel fra de andre grene af konkurrenceretten har området vedrørende kontrol med adfærden hos virksomheder, som har særlige forbindelser med staten, ikke givet anledning til vedtagelse af gennemførelsesbestemmelser. En sådan lovlakune giver grundlag for analogier. Denne kontrol kan således tænkes udøvet på to generelle måder: enten som en særlig form for traktatbrudssag, eller som en af kontrollen med konkurrencebegrænsende adfærd afledt procedure.

28. Ifølge den første opfattelse, der som regel hævdes af Kommissionen (18) , beror kontrollen på dette område hovedsagelig på en dialog mellem Kommissionen og den berørte medlemsstat. Der tilkommer følgelig Kommissionen en skønsbeføjelse, der udelukker borgernes ret til at kræve, at den tager stilling i en bestemt retning. Klagere tilkendes ikke en individuel ret, for i et således forstået system gælder Kommissionens intervention udelukkende de statslige myndigheder og fællesskabsmyndighederne. Over for denne opfattelse står den opfattelse, der i den foreliggende sag gøres gældende af max.mobil, hvorefter den i medfør af artikel 86 EF udøvede kontrol skal knyttes til konkurrenceretten. At denne bestemmelse er anbragt i kapitlet om konkurrenceregler, der gælder for virksomheder, viser en klar vilje udtrykt af ophavsmændene til traktaten. Denne kontrol har derfor en væsentlig subjektiv komponent, da den, som Retten har fastslået, »tilsigter […] at beskytte de erhvervsdrivende mod foranstaltninger, hvorved en medlemsstat sætter de grundlæggende økonomiske friheder, som er garanteret ved traktaten, ud af kraft« (19) . Den skønsbeføjelse, der er tillagt Kommissionen på dette område, støder således på grænser, der følger af, at private borgere er tillagt en række subjektive rettigheder (20) .

29. I den appellerede dom fulgte Retten udtrykkeligt den sidstnævnte opfattelse. Domstolen indtager i sin retspraksis efter min mening en mindre definitiv holdning. I dommen i sagen Nederlandene m.fl. mod Kommissionen (21) fastslog Domstolen, at det er nødvendigt at anerkende en sådan kompetence for Kommissionen for at gøre det muligt for den at udføre den opgave, som artikel 81 EF–88 EF pålægger den, nemlig at overvåge anvendelsen af konkurrencereglerne. Således foretager den en tilnærmelse mellem de beføjelser, Kommissionen udøver over for medlemsstaterne ved beslutninger i medfør af artikel 86 EF, og dem den har i henhold til artikel 88 EF (22) . I andre tilfælde har Domstolen imidlertid fastslået, at søgsmålsadgang i forbindelse med kontrollen med statsstøtte »blot er en variant af traktatbrudssøgsmålet« (23) .

30. Efter min mening må der, som Retten gør, sondres mellem artikel 86, stk. 3, EF og artikel 226 EF. Men det er med urette, at Retten i den appellerede dom henfører denne sondring til graden af den skønsbeføjelse, der er tillagt Kommissionen. Man kan ikke seriøst sondre mellem den frihed, der er tillagt Kommissionen, alt efter om den »kan« vedtage foranstaltninger, eller det er den tilladt at vedtage foranstaltninger, »såfremt det er påkrævet«. Hvis der skal skelnes mellem disse procedurer, er det snarere på grund af en grundlæggende forskel i udformningen og arten af de i traktaten fastsatte kontroller (24) .

31. Som Domstolen har påpeget, har den i artikel 226 EF fastsatte administrative procedure kun til formål at »give medlemsstaten lejlighed til at bringe sine regler i overensstemmelse med traktatens krav« (25) . Kommissionen griber kun ind for at afklare en forskel i fortolkning vedrørende en forpligtelse, der påhviler en medlemsstat i medfør af traktaten. Den har imidlertid »ikke beføjelse til [...] at foretage en endelig fastlæggelse af en medlemsstats rettigheder og forpligtelser eller at give medlemsstaten garantier vedrørende en nærmere bestemt handlemådes forenelighed med traktaten« (26) . Den har ikke kompetence til at konstatere en overtrædelse og pålægge medlemsstaten at fjerne traktatbruddet (27) . Borgerne kan således ikke anfægte et afslag eller undladelse fra Kommissionens side på at indlede en traktatbrudsprocedure mod en medlemsstat (28) . Dels er denne procedure »lukket for private« (29) . Dels er formålet med denne procedure ikke at træffe beslutninger, der fastslår privates rettigheder (30) . Det er dermed klart, at traktatbrudsprocedurer ikke skaber noget umiddelbart retsforhold til private borgere (31) .

32. Af en helt anden art er Kommissionens beføjelser inden for rammerne af artikel 86, stk. 3, EF. Det fremgår af retspraksis, at »Kommissionens overvågningsbeføjelser indeholder den i artikel 90, stk. 3, nævnte kompetence til at konkretisere forpligtelser, der følger af traktaten« (32) . Omfanget af overvågningsbeføjelserne afhænger af rækkevidden af de regler, der skal sikres overholdt (33) . Finder de anvendelse i forbindelse med konkurrencereglerne for virksomheder, forekommer det logisk at tilkende Kommissionen beføjelser, der er sammenlignelige med dem, den har i forbindelse med de nævnte regler. Disse giver imidlertid Kommissionen umiddelbare kontrolbeføjelser over for de erhvervsdrivende på fællesmarkedet, i hvilken forbindelse der kan vedtages bindende beslutninger, som vil kunne indeholde et klagepunkt.

33. I dommen i sagen Nederlandene m.fl. mod Kommissionen fastslog Domstolen, at da den kompetence til at udstede beslutninger, som artikel 86, stk. 3, EF, giver Kommissionen, ellers ville blive berøvet enhver tilsigtet virkning, måtte Kommissionen »anses for kompetent til at fastslå, at en bestemt statslig foranstaltning er uforenelig med Traktatens bestemmelser, og til at angive de foranstaltninger, som den stat, beslutningen er rettet til, skal træffe for at opfylde de forpligtelser, der følger af fællesskabsretten« (34) . I den følgende præmis tilføjede den, at »det ligeledes er nødvendigt at anerkende en sådan kompetence for Kommissionen for at gøre det muligt for den at udføre den opgave, som Traktatens artikel 85–93 pålægger den, nemlig at overvåge anvendelsen af konkurrencereglerne«. Anvendt sammen med konkurrencereglerne har artikel 86 EF til formål at sikre, at der ikke forekommer forvridninger mellem private virksomheder og virksomheder, der kontrolleres eller begunstiges af staten i en given sektor. Det drejer sig således om at kontrollere visse statslige foranstaltninger, der kan føre til en forvridning af konkurrencen på fællesmarkedet i forhold til traktatens regler (35) .

34. Hvis man således søger en analogi med en anden i traktaterne fastsat procedure, finder man den snarere i EKSF-traktatens artikel 88 end i artikel 226 EF. EKSF-traktatens artikel 88 gav Kommissionen mulighed for umiddelbart at pålægge medlemsstaterne forpligtelser og sanktioner (36) . Det er imidlertid ubestridt, at efter denne bestemmelse havde de berørte personer ret til at anlægge sag ved Domstolen vedrørende Kommissionens afvisning af at pålægge medlemsstaten at opfylde sine forpligtelser (37) .

35. Det fremgår af ovenstående, at de beføjelser, der er tillagt Kommissionen inden for rammerne af artikel 226 EF og artikel 86 EF, forfølger forskellige mål og er undergivet forskellige betingelser. Selv om der ifølge Domstolens retspraksis i begge tilfælde ikke påhviler Kommissionen nogen som helst forpligtelse til at handle (38) , kræver Domstolen, at retsbeskyttelsen af de berørte individuelle interesser anerkendes, når Kommissionen – som på konkurrenceområdet – har en umiddelbar beslutningskompetence med virkninger på markedet. Beskyttelsen kan være mere eller mindre omfattende afhængigt af de berørte sektorers og den vedtagne lovgivnings særtræk. Der skal især tages hensyn til arten af de interesser, der påvirkes af Kommissionens beslutninger (39) . På alle de områder, hvor Kommissionen har en sådan beføjelse, må der tillægges personer, der er indehavere af en rettighed, eller hvis interesser i særlig grad påvirkes af den trufne beslutning, mulighed for at gøre denne rettighed eller disse interesser gældende ved at indbringe et søgsmål (40) .

B – Den anfægtede retsakts retlige karakter

36. For at få klarhed over, om den anfægtede retsakt har karakter af en retsakt, der kan anfægtes i henhold til Domstolens praksis, er det vigtigt præcist at afgrænse dens indhold og rækkevidde.

37. I den appellerede dom har Retten principalt analyseret den anfægtede retsakt som en individuel beslutning om afvisning af en klage, som kan sammenlignes med beslutninger om henlæggelse af klager inden for rammerne af artikel 81 EF og 82 EF. Ifølge Kommissionen skal skrivelsen derimod betragtes som en akt uden beslutningskarakter. Det drejer sig ifølge Kommissionen om en rent intern akt, som giver udtryk for dens vilje på et givet tidspunkt. Den omstændighed, at denne akt er blevet meddelt klageren til orientering, har ikke til følge, at den skal kvalificeres som en beslutning, der skaber bindende retsvirkninger. Den franske regering tilslutter sig Rettens subsidiære analyse og mener, at en akt, der er vedtaget under disse omstændigheder, kun kan være en beslutning rettet til den berørte medlemsstat og ikke til en privat borger. Den støtter sig i denne henseende på en sammenligning mellem ordningen af artikel 88 EF og ordlyden af artikel 86, stk. 3, EF, hvorefter passende beslutninger meddeles »medlemsstaterne«.

38. Ingen af disse bedømmelser er efter min mening helt overbevisende. For det første forekommer den sammenligning, som Retten støtter sig på, kritisabel. En beslutning om henlæggelse, som omhandles i den appellerede doms præmis 67, er et svar på en begæring, som er fremsat i henhold til gennemførelsesforordningerne til artikel 81 EF og 82 EF. Med denne beslutning afsluttes en procedure, der indrømmer fysiske eller juridiske personer, der gør en legitim interesse gældende, visse processuelle garantier vedrørende retten til at indgive en klage og retten til at fremsætte deres bemærkninger. Det er imidlertid netop i henhold til disse garantier, der er fastsat i artikel 3 i forordning nr. 17 (41) og artikel 6 i forordning (EF) nr. 2842/98 (42) , at Domstolen tillægger klagere ret til at få en beslutning om afvisning af klagen. Det er på dette grundlag, at Domstolen i dommen i sagen Guérin automobiles mod Kommissionen (43) har fastslået, at efter forløbet af denne fase, »har Kommissionen pligt til enten at indlede en procedure mod den, der klages over […], eller at træffe en endelig beslutning om at afvise klagen, der kan anfægtes under et annullationssøgsmål for Fællesskabets retsinstanser«. Denne beslutning er ganske vist ikke udtrykkeligt omhandlet i retsforskrifterne. Dens forekomst er imidlertid begrundet ved den retsstilling, der er tillagt klageren inden for rammerne af kontrollen efter artikel 85 EF.

39. En sådan status forekommer ikke inden for rammerne af artikel 86 EF. Selv om det er korrekt, som Retten anfører i den appellerede doms præmis 51, at situationen for den, der klager over tilsidesættelse af artikel 86 EF, »svarer til« den, der er fastsat i artikel 3 i forordning nr. 17, er der dog ikke tale om fuldstændig identitet. Det er på dette område ganske vist ikke udelukket at indgive klage, men den hviler ikke på en retlig garanti. Det står imidlertid fast, at indgivelse af en klage, der ikke hviler på en retlig garanti, men blot faktisk er tilladt, ikke kan give klageren særlige rettigheder (44) . I det foreliggende tilfælde havde klageren ingen formel ret til at indgive en begæring og deltage i Kommissionens undersøgelsesprocedure. Klagen har derfor ikke skabt et særligt retsforhold til Kommissionen. Kommissionens retsakt er ikke retligt bundet til en begæring, i forhold til hvilken den udgør et behørigt svar. Selv om den anfægtede retsakt faktisk har sin oprindelse i en klage, er det ikke retligt den retsakt, hvorved Kommissionen indleder en undersøgelsesprocedure, og klagens ophavsmand er ikke den formelle adressat for den retsakt, der bliver vedtaget, efter at undersøgelsen er gennemført. For at fastslå denne retsakts retlige karakter må man derfor ikke lade det blive ved dens bogstavelige form. Selv om den anfægtede retsakt er rettet til sagsøgeren, har den ikke status af en individuel beslutning om henlæggelse af en klage.

40. Skal man snarere følge den franske regerings opfattelse, hvorefter den anfægtede retsakt må betragtes som en beslutning rettet til den berørte stat? Den franske regering kan påberåbe sig Domstolens praksis på statsstøtteområdet. I sin dom i sagen Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France (45) bemærkede Domstolen således, at da der hverken ved traktaten eller fællesskabslovgivningen er blevet fastlagt nogen nærmere ordning med hensyn til proceduren i forbindelse med klager, hvorved det gøres gældende, at der er ydet statsstøtte, må det antages at adressaterne for beslutninger vedrørende statsstøtte, som Kommissionen træffer, er de berørte medlemsstater. Det kunne, idet de samme betingelser finder anvendelse på området for artikel 86 EF, antages, at konklusionen efter en analogi skal være den samme her. Dette ville dog indebære en miskendelse af den specifikke karakter af artikel 88 EF og dens gennemførelsesbestemmelser.

41. De retsakter, Kommissionen har vedtaget i henhold til artikel 88 EF, svarer nemlig til en forpligtelse til at anmelde eller fortløbende undersøge foranstaltninger, som medlemsstaterne har vedtaget. Til forskel fra kompetencen i henhold til artikel 86, stk. 3, EF har Kommissionen på statsstøtteområdet en enekompetence, der udøves i tæt samarbejde med medlemsstaterne. Selv når den træffer afgørelse i en sag om en ikke anmeldt ulovlig støtte, undersøger Kommissionen støtten i dialog med den berørte medlemsstat. I denne situation er det således ikke måden, hvorpå Kommissionen har fået kendskab til støtten, som retligt indleder den procedure, der resulterer i en beslutning om tilbagesøgning eller støttens forenelighed; denne beslutning opfattes altid som et svar på den berørte medlemsstats oplysninger og bemærkninger. Ud fra dette synspunkt fastslår Rådets forordning af 22. marts 1999 (46) om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 princippet om, at alle beslutninger på statsstøtteområdet rettes til den pågældende medlemsstat.

42. Ordningen i artikel 86, stk. 3, EF er derimod ikke undergivet de samme særlige betingelser som artikel 88 EF. De retsakter, Kommissionen vedtager inden for rammerne af artikel 86 EF, indgår på ingen måde i en dialog, der udelukkende føres med de berørte medlemsstater. Det kan derfor ikke antages, at en retsakt fra Kommissionen, som omhandler en statslig foranstaltning, nødvendigvis er rettet til den stat, der er ophavsmand til denne.

43. Den i denne sag omhandlede retsakt tager faktisk kun sigte på at fastlægge sagsforholdet i en bestemt situation i forhold til konkurrencereglerne. Kommissionen har konstateret, at artikel 82 EF, sammenholdt med artikel 86 EF, ikke kan komme på tale i den foreliggende situation. Kommissionen har ved den pågældende retsakt objektivt sat en bestemt situation i sammenhæng med visse regler i traktaten, og den drager konsekvenserne heraf med hensyn til sin rolle som vogter af traktatens bestemmelser. En sådan retsakt har ikke i sig selv nogen bestemt adressat. Lige så lidt som den er svar på en begæring formuleret af en klager, der er tillagt en ret til at modtage et sådant svar, foreskriver den anfægtede retsakt heller ikke den berørte medlemsstat en bestemt adfærd. At den er vedtaget i lyset af elementer, der er nævnt i klagen, og at den tager sigte på en foranstaltning truffet af en bestemt stat, ændrer på ingen måde dens karakter, som består i at redegøre for en objektiv retssituation vedrørende anvendeligheden af visse bestemmelser i traktaten. Ikke desto mindre kan denne retsakt medføre retsvirkninger for staten og de berørte borgere.

44. For at bestemme en fællesskabsretsakts status i relation til mulighederne for anfægtelse ved hjælp af søgsmål skal vægten lægges på virkningerne og ikke på dens mål. Det fremgår således af fast retspraksis, at enhver af institutionerne truffen foranstaltning, som tilsigter at skabe retsvirkninger, udgør en retsakt, der kan anfægtes efter artikel 230 EF (47) . Dette gælder især, hvis den pågældende retsakt har til virkning at hindre eller give anledning til vedtagelse af normer eller adfærd, som på væsentlig måde ændrer bestemte personers retlige stilling. Retten har i denne henseende fastslået, at en erklæring fra et medlem af Kommissionen om, at en given fusion ikke var af fællesskabsdimension, selv om den ikke var rettet til nogen ved navns nævnelse identificeret adressat, alligevel havde retsvirkninger for såvel medlemsstaterne, hvis kompetence i forhold til den pågældende transaktion dermed var fastlagt, som for de virksomheder, der deltog i fusionen, der således var fritaget for at anmelde fusionen, og for Kommissionen selv, hvis adfærd fremover var bestemt af denne erklæring (48) .

45. I nærværende sag finder jeg det ubestrideligt, at den anfægtede retsakt har retlige virkninger for den berørte medlemsstat, som har sikkerhed for, at den ikke bliver genstand for en af Kommissionen iværksat kontrolprocedure vedrørende et af de i klagen påtalte punkter. Endvidere er den virksomhed, der er omfattet af den statslige foranstaltning, og de tredjemænd, der er berørt af denne foranstaltning, frataget muligheden for at indhente en beslutning fra Kommissionen om denne foranstaltnings forenelighed med traktatens bestemmelser. Men når en sådan beslutning kan give anledning til retsvirkninger for private på det pågældende marked, gælder det samme for afslag på at træffe en sådan beslutning. Jeg mener derfor, at den anfægtede retsakt virkelig har karakter af en beslutning, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål.

46. Efter denne analyse bliver to punkter tydelige. I modsætning til hvad Retten har fastslået, kan max.mobils klageret på den ene side ikke følge af, at virksomheden er adressat for den anfægtede retsakt. Men på den anden side må de individuelle rettigheder, der er berørt af den vedtagne retsakt, kunne gøre krav på beskyttelse (49) . Det skal således efterprøves, om max.mobil i nærværende sag i sin egenskab af tredjemand i forhold til proceduren og den vedtagne retsakt har beføjelse til at indbringe et søgsmål i overensstemmelse med betingelserne i artikel 230, stk. 4, EF.

IV – Vurdering af appelanbringenderne

47. Appelanbringenderne vedrører Rettens konklusion, hvorefter sagen kan antages til realitetsbehandling. Den største vanskelighed drejer sig om, hvorvidt max.mobil har søgsmålskompetence.

48. Forudsætningen for at fastslå søgsmålskompetence er, at der består en særlig forbindelse mellem sagsøgeren og den anfægtede retsakt. Ifølge artikel 230, stk. 4, EF skal sagsøgeren godtgøre, at han er umiddelbart og individuelt berørt af den anfægtede retsakt. Retten synes i den appellerede dom af det forhold, at sagsøgerens stilling umiddelbart påvirkes af den anfægtede retsakt, at have udledt en ret til at anfægte denne for Fællesskabets retsinstanser. Efter min mening indfører Retten imidlertid med denne beslutning en synsmåde, der er fremmed for traktatens søgsmålsordning. Traktaten anerkender kun ret til at indbringe et søgsmål for en person, der har særlige egenskaber, som individualiserer ham på lignende måde som en adressat. Ganske vist udviser Fællesskabets retsinstanser fleksibilitet ved vurderingen af denne formalitetsforudsætning i konkurrencesager, men tillader ikke, at der ses bort fra den (50) .

49. I nærværende sag er der ikke tvivl om, at beslutningen om ikke at indlede traktatbrudsproceduren mod den pågældende medlemsstat umiddelbart påvirker stillingen for virksomhederne på det østrigske GSM-marked, herunder sagsøgeren. Heraf følger imidlertid ikke, at denne er individuelt berørt af den anfægtede retsakt.

50. Hvad Domstolen i retspraksis forstår ved individuel søgsmålsinteresse, er netop de egenskaber, som er særlige for sagsøgeren, eller en særlig faktisk situation, som kan individualisere denne på lignende måde som adressaten for den pågældende retsakt (51) . I den appellerede dom har Retten anført, at den har fundet en sådan interesse i dels den forpligtelse, der påhviler Kommissionen til at undersøge og formelt besvare den af max.mobil indgivne klage, dels i en række overvejelser vedrørende selskabets faktiske situation.

51. Kommissionen har rejst to indvendinger mod denne opfattelse. Den har generelt hævdet, at der på dette område ikke foreligger nogen ret til at få foretaget en undersøgelse af klager, som kan give klageren søgsmålskompetence. Det er især ikke påvist, at borgeren befinder sig i en faktisk situation, som individualiserer ham i tilstrækkeligt omfang.

A – Klagerens ret til at få undersøgt sin klage

52. I præmis 56 i den appellerede dom anfører Retten, at en sådan ret kan udledes af, at Kommissionen er undergivet en forpligtelse til påpasselig og upartisk undersøgelse af klager. En sådan ret til at få sin klage undersøgt giver anledning til berettigede interesser for klageren, som fortjener retsbeskyttelse. Heraf følger en ret til at anfægte Kommissionens beslutning om at vedtage foranstaltninger eller ikke at vedtage foranstaltninger.

53. Det er korrekt, at Domstolen gentagne gange har fastslået, at en ret, der er anerkendt i forbindelse med proceduren for vedtagelse af en retsakt, giver rettighedsindehaveren de særlige egenskaber, der kan give ham ret til at indgive søgsmål til prøvelse af denne retsakt (52) . Spørgsmålet er derfor, om en sådan ret foreligger inden for rammerne af artikel 86 EF.

54. Når Domstolen har udtalt sig i dette spørgsmål, har den ikke stillet sig tilfreds med forekomsten af vagt definerede processuelle rettigheder som grundlag for at tilkende søgsmålsberettigelse. Den kræver generelt, at de rettigheder, der påberåbes til støtte for søgsmålet, er »nærmere angivne« rettigheder (53) . Dette er tilfældet, når de individuelle rettigheder følger af en forordning (54) , og når de kan udledes umiddelbart af traktatens bestemmelser (55) . Dette bekræftes især i dommen i sagen Metro mod Kommissionen, som Retten henviser til i præmis 56 i den appellerede dom. I denne dom støtter Domstolen sig på princippet om god retspleje som grundlag for at fastslå, at berettigede interesser, som anerkendes at tilkomme fysiske eller juridiske personer ved en fællesskabsforordning, ikke kan være effektive, hvis de ikke er retligt beskyttede (56) . Men de »berettigede interesser«, som var på tale i den nævnte sag, er interesser for personer, der er beføjede til at indgive en klage i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17, og som har en række processuelle rettigheder. Inden for rammerne af artikel 86 EF er der imidlertid ingen bestemmelser, der beskytter sådanne interesser, og som tilkender deres indehavere rettigheder svarende til dem, der indrømmes inden for rammerne af artikel 81 EF og 82 EF (57) . Det er således fejlagtigt, som Retten gør, at hævde, at denne retspraksis er anvendelig på de samme betingelser inden for rammerne af artikel 86, stk. 3, EF.

55. I mangel af en udtrykkelig bestemmelse, som giver processuelle rettigheder til klagere inden for rammerne af kontrol med offentlige eller dermed sammenlignelige virksomheder, henviser Retten til en almindelig forpligtelse til en påpasselig og upartisk undersøgelse, der er fastslået i retspraksis, og som begrundes med den generelle overvågningsforpligtelse, der påhviler Kommissionen. Det fremgår klart af Rettens samlede vurdering, at den vil gøre disse forpligtelser til generelle og overordnede fællesskabsretlige regler, som kan udgøre en ramme for den skønsbeføjelse, der er tillagt Kommissionen, og begrunde klageres søgsmålsberettigelse.

56. Et sådant forehavende er efter min mening dømt til at mislykkes. Jeg mener ikke, at sådanne forpligtelser kan begrunde en individuel søgsmålsret. Med hensyn til den generelle overvågningsforpligtelse i henhold til artikel 211 EF mangler den helt sikkert beskaffenhed til, at det kan fastslås, at der foreligger rettigheder til fordel for klageren. Af denne generelle forpligtelse alene er det ikke muligt at udlede tildelingen af en særlig ret til fordel for klageren inden for rammerne af artikel 86 EF. For så vidt angår forpligtelsen til at foretage en påpasselig og upartisk undersøgelse, forekommer det mig heller ikke, selv om jeg medgiver, at en sådan forpligtelse påhviler Kommissionen (58) , at den er relevant inden for rammerne af undersøgelsen af, om sagen kan antages til realitetsbehandling. En sådan forpligtelse har en objektiv rækkevidde. Den krævede påpasselige og retfærdige undersøgelse udøves ikke under hensyn til personen, der har indgivet en klage, men først og fremmest af retsplejehensyn og af hensyn til en korrekt anvendelse af traktatens regler (59) . I denne forstand er forpligtelsen ikke sammenlignelig med de rettigheder, der kan tildeles de interesserede til at deltage direkte i proceduren for vedtagelse af retsakter, som vedrører dem, såsom retten til at blive hørt eller retten til at få adgang til sagsakterne. Heraf følger, at til forskel fra disse kan den ikke skabe en subjektiv ret til opnåelse af en beslutning om afvisning af klagen og dermed en ret til at anfægte en sådan beslutning ved et søgsmål (60) .

57. Jeg mener således, at Retten fejlagtigt fandt, at forpligtelsen til at foretage en påpasselig og upartisk undersøgelse alene kunne give klagere søgsmålskompetence inden for rammerne af artikel 86 EF. Efter traktatens system er det en fejlagtig antagelse, at forekomsten af en forpligtelse for Kommissionen åbner adgang til beskyttelse ved domstolene for private borgere. Søgsmålskompetencen skal fastslås ud fra en bedømmelse af den berørte persons særlige situation (61) . Der er derfor intet hold i at ville omgå dette system ved – som Retten forsøger at gøre det i præmis 56 og 57 i den appellerede dom – at henvise til princippet om god retspleje eller den grundlæggende ret til en effektiv beskyttelse.

B – Max.mobils særlige situation

58. Kommissionen har bestridt den bedømmelse, Retten har foretaget for fuldstændighedens skyld, og hvorefter klageren under alle omstændigheder er umiddelbart og individuelt berørt af den anfægtede retsakt.

59. Det skal for det første bemærkes, at Retten har fortolket Domstolens retspraksis på området fejlagtigt. Det må nemlig konstateres, at Retten undlader at henvise til den retspraksis, hvorefter det kun er i »særlige tilfælde«, at en borger kan anlægge sag til prøvelse af et afslag fra Kommissionen på at vedtage en beslutning inden for rammerne af dens overvågningsfunktion i henhold til artikel 86, stk. 3, EF (62) . I den appellerede dom mangler der en udtrykkelig vurdering af det eventuelle »særlige tilfælde«, som eventuelt forelå for klagerens vedkommende.

60. I denne henseende er der intet hold i appelindstævntes henvisning til Rettens dom i sagen TF1 mod Kommissionen (63) . Det er ikke korrekt, at Retten i denne dom direkte af artikel 86, stk. 3, EF udledte en beskyttet stilling for klagere svarende til den, der er anerkendt inden for rammerne af artikel 81 EF og 82 EF. Selv om Retten i nævnte sag faktisk antog, at artikel 86, stk. 3, EF sigter mod at beskytte de erhvervsdrivende, fremhævede den ikke desto mindre, at det ved undersøgelsen af, om sagsøgerens sag kunne antages til realitetsbehandling, var afgørende, om der for sagsøgerens vedkommende forelå et særligt tilfælde, jf. dommen i sagen Bundesverband der Bilanzbuchhalter mod Kommissionen (64) .

61. Det står nu tilbage at undersøge, om de i Domstolens retspraksis fastsatte rammer er passende ved behandlingen af spørgsmålet om klageres adgang til Fællesskabets retsinstanser inden for rammerne af artikel 86 EF.

62. Det bemærkes, at ifølge dommen i sagen Bundesverband der Bilanzbuchhalter mod Kommissionen kan »[d]et [...] ikke på forhånd udelukkes, at en borger eller eventuelt en sammenslutning, der er oprettet med henblik på at varetage en gruppe borgeres fælles interesser, i særlige tilfælde kan anlægge sag til prøvelse af et afslag fra Kommissionen på at vedtage en beslutning som led i den kontrolfunktion, der er tillagt den i artikel 90, stk. 1 og 3« (65) . Hvad kan sådanne tilfælde bestå i? I sin dom har Domstolen ikke fundet det nødvendigt at komme nærmere ind på dette spørgsmål.

63. Efter min mening er der ikke grundlag for at antage, at Domstolen med denne formulering har ønsket, at sagsøgeren skal fritages fra kravet om, at det skal påvises, at han har en umiddelbar og individuel interesse i, at den omtvistede retsakt annulleres. Domstolens hensigt fremgår klart af den sammenhæng, hvori denne formulering forekommer. Domstolen minder først om, at det fremgår af dommen i sagen Nederlandene m.fl. mod Kommissionen, at en borger efter omstændighederne kan have ret til at anlægge et annullationssøgsmål i henhold til artikel 230, stk. 4, EF (66) . I den sag var den pågældende borger en offentlig virksomhed, som var genstand for den statslige foranstaltning, som Kommissionen havde kritiseret. I dette tilfælde var der ingen tvivl om, at sagen kunne antages til realitetsbehandling, eftersom den umiddelbare og individuelle forbindelse mellem sagsøgeren og den anfægtede retsakt ikke behøvede at påvises. Situationen, som udgør baggrunden for dommen i sagen Bundesverband der Bilanzbuchhalter mod Kommissionen, er en helt anden. Sagen blev anlagt af en tysk erhvervssammenslutning til prøvelse af Kommissionens beslutning om ikke at behandle dens klage, som anfægtede tysk lovgivning vedrørende skatterådgivning. Der var ikke nogen åbenbar forbindelse mellem sagsøgeren og den anfægtede akt. I denne situation kunne kun særlige omstændigheder give mulighed for at anlægge sag mod Kommissionens afslag på at behandle klagen.

64. Jeg mener således, at den særlige karakter af de af Domstolen omhandlede situationer simpelt hen skyldes vanskeligheden ved i sådanne tilfælde at fastslå, at der er tale om en individuelt berørt borger. Som det er fremgået, har tredjemand, der er berørt af den vedtagne akt, ingen beskyttede rettigheder at gøre gældende til støtte for en sag. I mangel af sådanne rettigheder er det imidlertid vanskeligt at aflede en individuel interesse i at anlægge sag ud fra en faktisk situation. Det står bl.a. fast, at et konkurrenceforhold mellem ophavsmanden til søgsmålet og den, der begunstiges ved den anfægtede statslige foranstaltning, ikke alene kan give en sådan beføjelse (67) . Derfor skal der desuden påvises »specifikke omstændigheder« (68) eller en »særlig situation« (69) , der med hensyn til den omhandlede foranstaltning adskiller sagsøgeren i forhold til alle andre berørte erhvervsdrivende.

65. Denne konklusion harmonerer med den, der blev fremsat af generaladvokat Mischo i forbindelse med dommen i sagen Kommissionen og Frankrig mod TF1 (70) . Den er endnu mere overbevisende, efter at Domstolen i dommen i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet (71) har fastslået, at der under ingen omstændigheder kan ses bort fra betingelsen om at være individuelt berørt for at kunne anlægge sag, idet Fællesskabets retsinstanser ellers ville overskride de beføjelser, de er tillagt.

66. Der står nu tilbage at tage stilling til, efter hvilket kriterium der kan fastslås en individuel interesse i at anlægge sag under sådanne omstændigheder. Det fremgår af retspraksis, at en sagsøger er individuelt berørt, når der er taget hensyn til hans særlige situation ved vedtagelsen af den anfægtede retsakt af ophavsmanden til retsakten (72) . Dette må efter min mening være det afgørende kriterium.

67. I denne henseende har Retten i den anfægtede dom påpeget forskellige omstændigheder, der ikke alle er lige overbevisende (73) . Den påpeger bl.a., at den anfægtede retsakt udgør en reaktion på max.mobils klage, og at Kommissionen havde haft adskillige møder med selskabet. Da max.mobil ikke havde formelt beskyttede processuelle rettigheder, kan disse omstændigheder imidlertid ikke anses for at være afgørende. Retten påpeger endvidere, at en væsentlig del af sagsøgerens aktiviteter konkurrerer med en væsentlig del af aktiviteterne hos adressaten for den statslige foranstaltning, der er omhandlet i den vedtagne retsakt. Men et konkurrenceforhold er ikke tilstrækkeligt. Hvad der i denne sag forekommer afgørende for at fastslå, at sagsøgeren er individuelt berørt og derfor er søgsmålsberettiget, er, at Kommissionen har begrundet sin beslutning med den omstændighed, at de afgiftsbeløb, der er pålagt Mobilkom og max.mobil, er lige høje. Det er således på grundlag af en sammenligning mellem det beløb, der er pålagt max.mobil, og det, der er pålagt den offentlige operatør, at denne beslutning er truffet. Dette udgør rent faktisk en særlig situation, for i så fald bygger den af Kommissionen vedtagne retsakt for en stor del på hensyntagen til sagsøgerens særlige situation (74) . Under disse omstændigheder er det klart, at max.mobil ikke befinder sig i en situation som almindelig konkurrent, men er individuelt berørt af den anfægtede retsakt.

68. Skal der tages hensyn til Domstolens forbehold i dommen i sagen Bundesverband der Bilanzbuchhalter mod Kommissionen, hvorefter en borger under ingen omstændigheder ved en sådan sag indirekte kan tvinge en medlemsstat til at vedtage en almengyldig retsakt? Som Retten med føje bemærker i den appellerede doms præmis 70, adskiller den foranstaltning, der er på tale i denne sag, sig fra den, der var omhandlet i den sag, der gav anledning til Domstolens dom. I den foreliggende sag har max.mobil nemlig søgt at anfægte statslige foranstaltninger, der fastsætter afgifter for bestemte erhvervsdrivende. Dette forbehold kan således ikke anvendes.

69. Jeg mener endvidere, at selv om det kan være legitimt at tage hensyn til arten af de interesser, der kan berøres, ved iværksættelsen af den beskyttelse, der gives private borgere (75) , er der intet, der kan berettige, at en sådan beskyttelse drages i tvivl. I denne henseende har kun karakteren af den anfægtede fællesskabsretsakt betydning. Karakteren af den statslige foranstaltning, der er genstand for den anfægtede retsakt, kan ikke tages i betragtning, hvis de i traktaten fastsatte kontrolmidlers effektivitet ikke skal gå tabt.

C – Delresultat

70. Efter den hidtidige undersøgelse er Rettens konklusion, hvorefter »det sagsøgende selskabs søgsmålskompetence følger af, at selskabet er adressat for den anfægtede retsakt, hvorved Kommissionen besluttede ikke at træffe foranstaltninger mod Republikken Østrig på grundlag af EF-traktatens artikel 90, stk. 3, med hensyn til afgifterne på koncessionerne for mobilradiotelefoni«, fejlagtig. For så vidt som Retten mener, at denne konklusion er tilstrækkelig til at fastslå, at sagen kan antages til realitetsbehandling, har den begået en retlig fejl.

71. Denne retlige fejl kan dog ikke føre til ophævelse på dette punkt af den appellerede dom, hvis det kan påvises, at sagsøgeren i første instans er umiddelbart og individuelt berørt af den anfægtede retsakt i medfør af artikel 230, stk. 4, EF. Dette er efter min mening tilfældet på dette område, når sagsøgerens situation skiller sig stærkt ud fra situationen for tredjemænd, der eventuelt ligeledes er berørt af den anfægtede retsakt. I nærværende sag har Rettens undersøgelse vist, at den anfægtede retsakt var blevet vedtaget under direkte hensyn til den for sagsøgeren foreliggende situation. Selskabet havde på dette grundlag ret til at begære den annulleret. Det må derfor fastslås, at Retten ikke har begået en retlig fejl ved at konkludere, at sagen kunne antages til realitetsbehandling, og påstandene i appelskriftet må herefter forkastes.

V – Vurdering af kontraappellantens anbringender

72. Ved sin kontraappel har max.mobil bestridt realitetsbedømmelsen af sagen. Selskabet har fremført tre anbringender vedrørende faktiske og retlige fejl, som Retten har begået.

73. For at vurdere disse appelanbringender er det nødvendigt først at gennemgå arten af Fællesskabets retsinstansers kontrol på området. Rettens fremstilling af rammerne for den retlige kontrol i den appellerede doms præmis 58, 59 og 73 røber en vis forvirring, som har påvirket den måde, hvorpå kontrollen er blevet udøvet i nærværende sag.

A – Domstolsprøvelsens art

74. For at undgå enhver uklarhed må der efter min mening sondres mellem to spørgsmål: dels spørgsmålet om domstolsprøvelsens omfang, dels spørgsmålet om denne prøvelses midler og kriterier.

1. Prøvelsens omfang

75. Ifølge Retten er »Fællesskabets retsinstansers prøvelsesret begrænset« (76) i forbindelse med en kontrol af en retsakt, der er vedtaget i medfør af artikel 86, stk. 3, EF, og den er »begrænset med hensyn til anvendelsesområdet og differentieret med hensyn til intensiteten. Rigtigheden af de faktiske omstændigheder, der er lagt til grund, er nemlig underlagt en fuldstændig prøvelsesret, mens den umiddelbare vurdering af disse faktiske omstændigheder og endnu mere bedømmelsen af, om det er påkrævet at gribe ind, er underlagt en begrænset prøvelsesret fra Rettens side« (77) .

76. Disse udsagn er kun delvis rigtige.

77. Det står nemlig fast, at udøvelsen af de beføjelser, der er tillagt Kommissionen ved anvendelsen af konkurrencereglerne, indebærer vanskelige vurderinger af økonomiske forhold (78) . Heraf følger, at Domstolen og Retten må tage hensyn til denne karakter og begrænse deres prøvelse af sådanne vurderinger (79) . En prøvelse, der udformes på denne måde, er dog ikke desto mindre en fuldstændig prøvelse af lovligheden, i den forstand at den omfatter alle de mangler, som Domstolen og Retten normalt kontrollerer i forbindelse med et annullationssøgsmål. Domstolskontrollen drejer sig da om, hvorvidt de faktiske omstændigheder materielt er rigtige, om formforskrifterne og procedurereglerne er overholdt, om der foreligger en åbenbar fejl ved vurderingen, eller om der er begået magtfordrejning (80) .

78. Det er derfor ikke korrekt at erklære, at domstolsprøvelsen er begrænset med hensyn til anvendelsesområde. For det første vedrører begrænsningen ikke prøvelsens omfang, men dens intensitet. Domstolen og Retten begrænser sig til at vurdere, at der ikke er sket åbenbare tilsidesættelser af traktaten eller af retsprincipperne vedrørende dens anvendelse. De kontrollerer, at der ikke foreligger åbenbare fejl ved anvendelsen af den relevante lovgivning og i forbindelse med den retlige kvalifikation af de relevante faktiske omstændigheder. I betragtning af den skønsbeføjelse, der er tilkendt Kommissionen inden for disse rammer, påhviler det for det andet ikke Domstolen og Retten at prøve, »om det er påkrævet at gribe ind«. Vurderingen af, om det er hensigtsmæssigt med en foranstaltning, som henhører under en institutions skønsbeføjelse, går ud over grænserne for en ren lovlighedskontrol uanset dens intensitet. Vurderingen skal foretages af de politiske eller administrative myndigheder, som traktaten har givet den opgave at udstede fællesskabsretsakter (81) .

79. Hvis den domstolskontrol af Kommissionens retsakter, som er vedtaget i medfør af en skønsbeføjelse, reelt har en specifik karakter, må denne snarere findes andetsteds. Den ligger i arten af de normer, der tjener som reference for udøvelsen af denne kontrol, dvs. de kilder, som ligger til grund for vurderingen af lovligheden af de vedtagne retsakter (82) .

2. Kriterier for prøvelsen

80. I alle de tilfælde, hvor Kommissionen har en skønsbeføjelse, når den opfylder sine administrative myndighedsfunktioner i Fællesskabet, har Fællesskabets retsinstanser udvidet deres prøvelse med nye midler. Denne udvidelse blev stadfæstet af Domstolen for første gang i dens dom af 21. november 1991, i sagen Technische Universität München (83) . I denne dom fastslog Domstolen, at i forbindelse med en administrativ sagsbehandling, som drejer sig om komplicerede vurderinger, må der lægges endnu større vægt på »overholdelsen af de garantier, som fællesskabsretten giver med hensyn til den administrative sagsbehandling. Disse garantier omfatter bl.a. kravet om, at den kompetente institution omhyggeligt og upartisk skal undersøge alle relevante forhold i den enkelte sag [...] samt [kravet] om, at afgørelsen skal være forsynet med en tilstrækkelig begrundelse« (84) . Tilsvarende garantier er blevet udvidet til samtlige procedurer for anvendelse af konkurrencereglerne. Dette er i øvrigt oprindelsen til artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som Retten henviser til i den appellerede dom (85) .

81. I retspraksis er disse garantier udformet som et middel til dels at danne ramme om udøvelsen af den skønsbeføjelse, der er tillagt Kommissionen, dels at beskytte tredjemand, hvis interesser er berørt, men som ikke har en processuel beskyttelse svarende til den, der er tilkendt adressater for vedtagne beslutninger. I denne henseende hævder Kommissionen fejlagtigt, at disse garantier kun er følgerne af de processuelle rettigheder, som er tilkendt inden for konkurrenceretten. Domstolen sondrer nemlig sædvanligvis mellem anvendelsen af disse garantier og anvendelsen af de processuelle rettigheder, der gives private borgere (86) .

82. Retten har følgelig fuldt ud ret til at kontrollere anvendelsen af garantierne, hvis Kommissionen afslår at behandle en klage inden for rammerne af artikel 86, stk. 3, EF. Den var derimod ikke beføjet til at udlede, at »Fællesskabets retsinstansers prøvelsesret er begrænset til kun at omfatte [spørgsmålet], om den anfægtede retsakt indeholder en begrundelse, der umiddelbart er sammenhængende, og hvoraf fremgår, at de relevante omstændigheder i sagen er taget i betragtning« (87) .

83. En sådan fremstilling er ikke i overensstemmelse med de prøvelseskriterier, der er fastsat i Domstolens retspraksis. To antagelser taler imod Rettens analyse på dette punkt. For det første tager den appellerede dom ikke hensyn til, at når Kommissionen ved anvendelsen af konkurrencereglerne benytter en skønsbeføjelse, er en «umiddelbart sammenhængende» begrundelse ikke tilstrækkelig. I nærværende sag skal der utvivlsomt tages hensyn til arten af den vedtagne retsakt. Under alle omstændigheder skal den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 253 EF, imidlertid »klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt retsakten, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret« (88) . En blot efterprøvelse af argumentationens logiske sammenhæng er således ikke tilstrækkelig; det skal også kontrolleres, at ophavsmanden til retsakten i tilstrækkelig grad har redegjort for de omstændigheder og grunde, som ligger til grund for hans vurdering.

84. For det andet synes Retten udelukkende at placere kravet om, at der skal tages hensyn til de relevante omstændigheder i sagen, hvilket er baseret på forpligtelsen til at foretage en påpasselig og upartisk undersøgelse, inden for rammerne af prøvelsen af begrundelsesforpligtelsen. Det står imidlertid fast, at disse to forpligtelser henhører under to forskellige klasser af retlige anbringender. Pligten til tilstrækkelig begrundelse hænger sammen med prøvelsen af formreglerne, som regulerer den anfægtede retsakt. Det drejer sig om i selve retsaktens tekst at redegøre for grundene til udstedelsen af den. Forpligtelsen til en påpasselig og upartisk undersøgelse af klagen falder derimod ind under prøvelsen af den anfægtede retsakts materielle lovlighed. Den indebærer, at en åbenbart korrekt retlig kvalifikation ikke er tilstrækkelig, for at den kontrollerede retsakt er gyldig; kvalifikationen skal desuden hidrøre fra en påpasselig undersøgelse af alle de faktiske og retlige omstændigheder, som kan begrunde retsakten.

85. Heraf følger, at »anbringendet om tilsidesættelsen af begrundelsespligten og anbringendet om en åbenbart fejlagtig vurdering med hensyn til, om der foreligger en tilsidesættelse af artikel [82 EF og 86 EF]«, ikke kan »undersøges samlet«, således som Retten anfører i den appellerede doms præmis 73. En sådan samlet behandling kan bidrage til at skabe en sammenblanding mellem vurderingen af grundene og vurderingen af begrundelsen for den anfægtede retsakt. Som Domstolen allerede har vist i forbindelse med sagen Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, har Retten fejlbedømt rammerne for sin prøvelsesret ved ikke, om så blot på det formelle plan, at foretage en »sondring mellem henholdsvis spørgsmålet om kravene til begrundelsen og spørgsmålet om lovligheden af den omtvistede afgørelses indhold« (89) .

86. Det skal desuden efterprøves, om Retten ved at fastslå, at den anfægtede retsakt ikke var mangelfuld i henseende til nogen af disse to anbringender, taget hver for sig, ikke har begået en retlig fejl.

B – Udøvelsen af domstolsprøvelsen

87. Max.mobil har gjort tre klagepunkter gældende mod Rettens realitetsbedømmelse.

1. Fejlagtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder

88. For det første gør max.mobil gældende, at Retten har undladt at tage hensyn til en række faktiske omstændigheder, som tilsammen viser, at afgiftsbeløbene, der er betalt af henholdsvis max.mobil og Mobilkom, i realiteten ikke er identiske.

89. Det bemærkes, at det ikke tilkommer Domstolen i en appelsag at tage stilling til Rettens vurdering af de faktiske omstændigheder, bortset fra det tilfælde hvor Retten åbenbart har gjort sig skyldig i en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder (90) . I den foreliggende sag er det dog på ingen måde godtgjort, at der foreligger en urigtig gengivelse. Det bestrides nemlig ikke, at de afgiftsbeløb, der er betalt af de respektive operatører, er formelt identiske. Ved at fastslå, at den anfægtede retsakt er baseret på faktiske forhold, hvis rigtighed ikke anfægtes, har Retten således ikke begået nogen fejl. Heraf følger, at dette anbringende må forkastes som åbenbart ugrundet.

90. Med sin argumentation, hvis formål er at påvise, at der foreligger en forskel mellem de afgifter, der er betalt af de berørte operatører, hvilket skyldes rabat og betalingshenstand til fordel for Mobilkom, sigter indstævnte i realiteten til en fejl, der angiveligt er begået af Retten i forbindelse med den retlige kvalifikation af de relevante omstændigheder. Dette spørgsmål bør således behandles inden for rammerne af det andet anbringende.

2. Retlig fejl ved prøvelsen af den retlige kvalifikation af de faktiske omstændigheder

91. Max.mobil fremsætter for det andet et anbringende, der bygger på en åbenbart fejlagtig retlig vurdering. Retten burde have erkendt, at den identiske behandling af to fundamentalt forskellige situationer, nemlig situationen for henholdsvis max.mobil og Mobilkom, udgør en ved traktaten forbudt forskelsbehandling.

92. I den appellerede doms præmis 75 har Retten fuldt ud baseret sin vurdering på Kommissionens oplysninger i den anfægtede retsakt, nemlig dels de to berørte operatørers betaling af identiske afgifter, dels foreneligheden af Kommissionens konklusion med dens tidligere praksis. Dette finder Retten tilstrækkeligt til at godtgøre, at Kommissionen ikke har anlagt et åbenbart fejlagtigt skøn.

93. Ved at fastslå dette har Retten imidlertid fejlbedømt prøvelsesrammerne, som den med rette følte sig bundet af. Retten skulle nemlig ved prøvelsen af spørgsmålet om en åbenbart fejlagtig vurdering kontrollere overholdelsen af forpligtelsen til at foretage en upartisk og påpasselig undersøgelse. En sådan forpligtelse indebærer imidlertid, at der foretages en undersøgelse, der omhandler samtlige faktiske og retlige omstændigheder, som klageren har indgivet til Rettens vurdering. I den foreliggende sag bestod disse omstændigheder, som det især fremgår af den appellerede doms præmis 30–34, i en eventuel forekomst af finansielle fordele for Mobilkom, i en angiveligt højere værdi af koncessionen til Mobilkom og i kravet om at overholde ligebehandling af de forskellige erhvervsdrivende ved tildelingen af koncessioner på disse markeder.

94. Uden at der er grundlag for at tage stilling til den konklusion, som en sådan kontrol burde have ført Retten frem til, og navnlig til spørgsmålet, om Kommissionen havde undladt at konstatere en åbenbar diskrimination i den pågældende situation (91) , er det klart, at Retten har begået en retlig fejl ved at afholde sig fra at kontrollere Kommissionens hensyntagen til alle de relevante omstændigheder i sagen, som var fremlagt for den.

3. Retlig fejl ved kontrollen af manglende begrundelse

95. Endelig har max.mobil bebrejdet Retten, at den har begået en retlig fejl ved at fastslå, at den anfægtede retsakt var tilstrækkeligt begrundet i forhold til kravene i henhold til artikel 253 EF.

96. I den appellerede doms præmis 79 har Retten fastslået, at begrundelsen er tilstrækkelig, fordi sagsøgeren var sat i stand til at forstå grundene, der er anført i begrundelsen for den anfægtede retsakt. Dette skyldes, at den anfægtede retsakt var vedtaget efter en række møder mellem sagsøgeren og Kommissionen og i en sammenhæng, som er kendt af sagsøgeren.

97. Det står fast, at spørgsmålet om, hvorvidt en beslutnings begrundelse er tilfredsstillende, »ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område« (92) . Ifølge retspraksis kan denne hensyntagen til sammenhængen berettige, at begrundelseskravet bliver afsvækket, navnlig på grund af begrebet »erhvervet kendskab«. Når der er gode grunde til at mene, at sagsøgeren var i stand til at have kendskab til begrundelserne for den beslutning, Kommissionen traf til sidst, kan det antages, at kravet om begrundelse er opfyldt (93) i forhold til sagsøgeren. En sådan vurdering kan dog kun anvendes med forsigtighed, da der ellers er risiko for at svække den fornødne beskyttelse af de berørte personer (94) . Der må ikke herske nogen tvivl om, at den berørte person virkelig har erhvervet kendskab. Under alle omstændigheder kan man ikke som en tilstrækkelig begrundelse for den vedtagne beslutning nøjes med en henvisning til tidligere beslutninger (95) eller en henvisning til intervenienternes argumentation (96) . Dette gælder i endnu højere grad, hvis Kommissionen har en vid skønsbeføjelse i komplicerede økonomiske situationer. I så fald har de berørte personer en legitim interesse i at blive behørigt informeret om de grunde, der har fået Kommissionen til at vedtage en akt (97) . En sådan interesse må ikke alene tilkendes adressaterne for akten, men ligeledes de øvrige, der er umiddelbart og individuelt berørt af akten i henhold til artikel 230, stk. 4, EF (98) .

98. I det foreliggende tilfælde støtter Retten sig fuldstændigt på de supplerende rapporter, som max.mobil indgav til Kommissionen under undersøgelsen af klagen. En sådan fremgangsmåde er åbenbart fejlagtig. Forpligtelsen i artikel 253 EF kræver ikke alene et kendskab til den sammenhæng, hvori beslutningen er truffet, men ligeledes et kendskab til grundene til denne beslutning. Selv om en vis fortolkningsindsats kan forlanges af personer, der er inddraget i beslutningsprocessen, kan den ikke gå så langt som et krav om, at de af oplysninger om sagens baggrund og sammenhæng skal slutte sig til grundene til en beslutning. Det følger heraf, at det ikke er tilstrækkeligt, som Retten erklærer, at sagsøgeren sættes i stand til at forstå grundene. Det er i det mindste nødvendigt at sikre sig, at sagsøgeren er blevet underrettet om disse grunde på et tidspunkt under beslutningsprocessen. Ved at undlade at kontrollere dette punkt har Retten begået en retlig fejl.

VI – Sammenfatning

99. Det fremgår af den samlede analyse, at den appellerede dom er behæftet med retlige fejl. Fejlene vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt sagen kunne antages til realitetsbehandling, kan forholdsvis let afhjælpes ved at sætte andre præmisser i stedet, således at Rettens konklusion om sagens egnethed til realitetsbehandling ses at være retlig korrekt. Det samme gælder dog ikke for fejlene vedrørende undersøgelsen af sagens realitet. Da disse fejl ikke kan afhjælpes, berettiger de, at appellen tages til følge. Ifølge artikel 61, stk. 1, i Domstolens statut ophæver Domstolen, hvis den giver appellanten medhold, den af Retten trufne afgørelse. Domstolen kan i denne forbindelse enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse.

100. Da Retten ikke har vurderet, i hvilket omfang Kommissionen havde taget hensyn til samtlige sagens momenter, eller kontrolleret, at den pågældende retsakt var forsynet med en tilstrækkelig begrundelse med hensyn til betingelserne for dens vedtagelse, er sagen ikke moden til påkendelse. Sagen vil derfor være at hjemvise til Retten, og afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

VII – Forslag til afgørelse

101. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at kende for ret:

»1): Den af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans afsagte dom af 30. januar 2002 i sag T-54/99, max.mobil mod Kommissionen, ophæves.

2): Sagen hjemvises til De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans.

3): Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.«

1 –: Originalsprog: portugisisk.

2 –: Dom af 25.10.1977, sag 26/76, Metro mod Kommissionen, Sml. s. 1875.

3 –: Dom af 28.1.1986, sag 169/84, Cofaz m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 391.

4 –: Dom af 31.3.1998, forenede sager C-68/94 og C-30/95, Frankrig m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1375. Se desuden den nyligt afsagte dom af 25.9.2003, sag C-170/02 P, Schlüsselverlag J.S. Moser m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 9889.

5 –: Sag C-107/95 P, Sml. I, s. 947.

6 –: Dommens præmis 25.

7 –: Sag T-54/99, Sml. II, s. 313. Det skal dog bemærkes, at Retten delvist har forladt denne løsning i en nyligt afsagt dom af 17.6.2003, sag T-52/00, Coe Clerici Logistics mod Kommissionen, Sml. II, s. 2123.

8 –: EFT C 364, s. 1.

9 –: EFT 1959-1962, s. 81.

10 –: Dom af 21.1.1999, sag C-73/97 P, Sml. I, s. 185. Jf. desuden i samme retning dom af 23.3. 2004, sag C-234/02 P, Den Europæiske Ombudsmand mod Lamberts, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser.

11 –: Dom af 8.7.1999, sag C-49/92 P, Kommissionen mod Anic Partecipazioni, Sml. I, s. 4125, præmis 171.

12 –: Jf. modsætningsvis dom af 19.10.1995, sag C-19/93 P, Rendo m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 3319, præmis 13.

13 –: Dom af 26.2.2002, sag C-23/00 P, Sml. I, s. 1873.

14 –: Dom af 12.7. 2001, forenede sager C-302/99 P og C-308/99 P, Sml. I, s. 5603.

15 –: Jf. i denne retning dom af 1.6.1994, sag C-136/92 P, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., Sml. I, s. 1981, præmis 34 og 59.

16 –: Jf. i denne retning dom i sagen Kommissionen og Frankrig mod TF1, nævnt i fodnote 14, præmis 27.

17 –: Jf. punkt 16 i dette forslag til afgørelse.

18 –: Jf. bl.a. dommen i sagen Bundesverband der Bilanzbuchhalter mod Kommissionen, nævnt i fodnote 5, præmis 22.

19 –: Rettens dom af 3.6.1999, sag T-17/96, TF1 mod Kommissionen, Sml. II, s. 1757, præmis 50.

20 –: Jf. i denne retning generaladvokat La Pergolas forslag til afgørelse i sagen Bundesverband der Bilanzbuchhalter mod Kommissionen, nævnt i fodnote 5, punkt 21.

21 –: Dom af 12.2.1992, forenede sager C-48/90 og C-66/90, Sml. I, s. 565.

22 –: Præmis 29 i dommen i sagen Nederlandene m.fl. mod Kommissionen, nævnt i fodnote 21.

23 –: Dom af 14.2.1990, sag C-301/87, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 307, præmis 23.

24 –: Jf. C.W.A. Timmermans: »Judicial Protection against Member States: Articles 169 and 177 Revisited«, Institutional Dynamics of European Integration. Essays in Honour of Henry G. Schermers , vol. II, Nijhoff, Dordrecht, 1994, s. 391.

25 –: Jf. dom af 29.9.1998, sag C-191/95, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 5449, præmis 44.

26 –: Dom i sagen Kommissionen mod Tyskland, nævnt i fodnote 25, præmis 45. I sit forslag til afgørelse i sagen Kommissionen mod Tyskland (dom af 8.6.1999, sag C-198/97, Sml. I, s. 3257) nævner generaladvokat Jacobs med rette forskellen mellem de således satte grænser for Kommissionens foranstaltninger inden for rammerne af artikel 226 EF og de beslutninger, der træffes med henblik på at overholde konkurrencereglerne (punkt 11).

27 –: Jf. dom af 14.12.1971, sag 7/71, Kommissionen mod Frankrig, Sml. 1971, s. 295, org.ref.: Rec. s. 1003, præmis 49 og 50. Jf. generelt D.C. Gray: Judicial Remedies in International Law, Clarendon Press, Oxford, 1987, især s. 120 ff.

28 –: Dommen i sagen Bundesverband der Bilanzbuchhalter mod Kommissionen, nævnt i fodnote 5, præmis 19. Jf. allerede dom af 1.3.1966, sag 48/65, Lütticke mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 169, org.ref.: Rec. s. 27. Heraf følger imidlertid ikke, at private borgere er uden enhver retsbeskyttelse. Artikel 234 EF byder på en anden vej for, at Domstolen kan fastslå, at medlemsstaterne har tilsidesat deres fællesskabsforpligtelser (dom af 5.2.1963, sag 26/62, Van Gend & Loos, 26/62, Sml. 1954-1964, s. 375, org.ref.: Rec. s. 3, 24 og 25).

29 –: Jf. generaladvokat Gands forslag til afgørelse i dommen i sagen Lütticke mod Kommissionen, nævnt i fodnote 28, Sml. 1965-1968, s. 169, org.ref.: Rec. s. 46.

30 –: Jf. også dom af 14.12.1982, forenede sager 314/81-316/81 og 83/82, Waterkeyn m.fl., Sml. s. 4337, præmis 15.

31 –: Jf. i denne retning kendelse af 17.7.1998, sag C-422/97 P, Sateba mod Kommissionen, Sml. I, s. 4913, præmis 42.

32 –: Dom af 19.3.1991, sag C-202/88, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 1223, præmis 21. Jf. fodnote 26.

33 –: Jf. dom af 19.3.1991, Frankrig mod Kommissionen, nævnt i fodnote 32, præmis 21.

34 –: Den i fodnote 21 nævnte dom, præmis 28. Domstolen anerkendte for første gang den retligt bindende karakter af beslutninger udstedt af Kommissionen i medfør af artikel 86, stk. 3, EF i en dom af 30.6.1988, sag 226/87, Kommissionen mod Grækenland, Sml. s. 3611, præmis 11 og 12.

35 –: Som Domstolen har fastslået, angår artikel 86, stk. 3, EF kun »foranstaltninger, der træffes af medlemsstaterne med hensyn til virksomheder, som de har sådanne særlige forbindelser med, som omhandles i artiklen. Det er udelukkende i forhold til disse foranstaltninger, at Kommissionen har fået pålagt en overvågningsopgave, som alt efter behov kan løses ved hjælp af direktiver og beslutninger, der er rettet til medlemsstaterne« (dom af 19.3.1991, Frankrig mod Kommissionen, nævnt i fodnote 32, præmis 24).

36 –: Jeg minder om ordlyden af denne bestemmelse: »Er Kommissionen af den opfattelse, at en stat ikke har opfyldt en forpligtelse, der påhviler den i henhold til denne traktat, konstaterer den denne misligholdelse ved en begrundet beslutning efter forinden at have givet staten lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger. Den giver den pågældende stat en frist til opfyldelse af dens forpligtelser«. Videre hedder det, at, har staten ikke inden for den af Kommissionen fastsatte frist sørget for at opfylde sin forpligtelse, eller er sagen – i tilfælde af søgsmål – blevet afvist, kan Kommissionen efter samstemmende udtalelse fra Rådet udsætte betalinger til medlemsstaten eller bemyndige andre medlemsstater til at træffe afvigende foranstaltninger. Jf. ligeledes dom af 15.7.1960, sag 20/59, Italien mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954–1964, s. 189, org. ref.: Rec. s. 663, hvor Domstolen kvalificerede denne artikel som »ultima ratio, hvorefter de i traktaten bekræftede fællesskabsinteresser kan gøres gældende over for medlemsstaternes passivitet og modstand. Det drejer sig her om en fremgangsmåde, som går langt videre end de regler, som hidtil har været anerkendt i den klassiske folkeret for at sikre, at staternes forpligtelser opfyldes« (Rec. s. 692).

37 –: Dom af 23.4.1956, forenede sager 7/54 og 9/54, Groupement des industries sidérurgiques luxembourgeoises mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954–1964, s. 21, org.ref.: Rec. s. 53.

38 –: Vedrørende traktatbrudsproceduren jf. dom af 14.2.1989, sag 247/87, Star Fruit mod Kommissionen, Sml. s. 291, præmis 11; vedrørende beføjelsen i medfør af artikel 86, stk. 3, EF jf. Rettens dom af 27.10.1994, sag T-32/93, Ladbroke Racing mod Kommissionen, Sml. II, s. 1015, præmis 38.

39 –: Dette har Domstolen efter min mening fastslået i dommen i sagen Bundesverband der Bilanzbuchhalter mod Kommissionen, nævnt i fodnote 5, hvor det hedder, at endvidere »kan en borger ikke ved et søgsmål til prøvelse af Kommissionens afslag på at træffe en beslutning i henhold til artikel 90, stk. 1 og 3, over for en medlemsstat indirekte tvinge medlemsstaten til at vedtage en almengyldig retsakt« (præmis 28). Man kan nemlig antage, at på dette område er kontrollen af staten i dens egenskab af økonomisk aktør ikke undergivet de samme kriterier som kontrollen af dens handlinger som lovgiver.

40 –: Vedrørende det generelle princip om retsbeskyttelse jf. dom af 21.9.1989, Hoechst mod Kommissionen, forenede sager 46/87 og 227/88, Sml. s. 2859, præmis 19. Jf. ligeledes generaladvokat Van Gervens forslag til afgørelse i sagen Parlamentet mod Rådet, dom af 22.5.1990, sag C-70/88, Sml. I, s. 2041, punkt 6.

41 –: Det bemærkes, at denne forordning pr. 1.5.2004 blev erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel 81 EF og 82 EF (EFT 2003 L 1, s. 1). Retten til at indgive en klage, som fastsat i artikel 3 i forordning nr. 17, er overtaget med samme ordlyd i artikel 7 i den nye forordning.

42 –: Kommissionens forordning af 22.12.1998 om høring af parter i visse procedurer efter artikel 85 EF og 86 EF, EFT L 354, s. 18.

43 –: Dom af 18.3.1997, sag C-282/95 P, Sml. I, s. 1503, præmis 36.

44 –: Jf. analogt i forhold til statsstøtteområdet Rettens dom af 16.9.1998, sag T-188/95, Waterleiding Maatschappij mod Kommissionen, Sml. II, s. 3713, præmis 143-145.

45 –: Dom af 2.4.1998, sag C-367/95 P, Sml. I, s. 1719, præmis 44 og 45.

46 –: Artikel 25 i forordning (EF) nr. 659/1999, EFT L 83, s. 1.

47 –: Jf. senest dom af 13.7.2004, sag C-27/04, Kommissionen mod Rådet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 44. For en anden formulering jf. dom af 11.11.1981, sag 60/81, IBM mod Kommissionen, Sml. s. 2639, præmis 9.

48 –: Dom af 24.3.1994, sag T-3/93, Air France mod Kommissionen, Sml. II, s. 121, præmis 43-54.

49 –: Jf. i denne henseende vedrørende virksomheder, der drager fordel af en statslig foranstaltning, der omhandles i en beslutning truffet af Kommissionen i medfør af artikel 86, stk. 3, EF, dommen i sagen Nederlandene m.fl. mod Kommissionen, nævnt i fodnote 21, samt Rettens dom af 8.7.1999, sag T-266/97, Vlaamse Televisie Maatschappij mod Kommissionen, Sml. II, s. 2329.

50 –: Det bemærkes, at i tilfælde af manglende søgsmålsberettigelse ved Fællesskabets retsinstanser forsvinder den effektive beskyttelse af de berørte interesser dog ikke. Berørte borgere har altid en mulighed for at indbringe et søgsmål for de nationale retsinstanser og gøre deres rettigheder gældende i henhold til de for virksomheder – offentlige eller private – gældende konkurrenceregler. Dette er resultatet dels af den direkte virkning, der tilkommer artikel 81 EF, 82 EF og 86, stk. 2, EF, dels af medlemsstaternes forpligtelse til at fastsætte et retsmiddel- og proceduresystem, som sikrer overholdelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse (dom af 25.7.2002, sag C-50/00 P, Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, Sml. I, s. 6677, præmis 41).

51 –: Dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, på s. 414, org.ref.: Rec. s. 197, på s. 223.

52 –: Retspraksis er på dette område særdeles omfangsrig. Jf. navnlig dommen i sagen Metro mod Kommissionen, nævnt i fodnote 2, dom af 17.1.1985, sag 11/82, Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 207, af 20.3.1985, sag 264/82, Timex mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 849, og dommen af 28.1.1986 i sagen Cofaz m.fl. mod Kommissionen, nævnt i fodnote 3.

53 –: Jf. dom af 4.10.1983, sag 191/82, Fediol mod Kommissionen, Sml. s. 2913, præmis 25.

54 –: Jf. f.eks. dommen i sagen Metro mod Kommissionen, nævnt i fodnote 2, præmis 13, og i sagen Fediol mod Kommissionen, nævnt i fodnote 53, præmis 27.

55 –: Jf. f.eks. dommen i sagen Cofaz m.fl. mod Kommissionen, nævnt i fodnote 3, præmis 25, og i sagen Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen, nævnt i fodnote 52, præmis 28.

56 –: Dommen i sagen Metro mod Kommissionen, nævnt i fodnote 2, præmis 13.

57 –: Som fremhævet af Retten i dommen i sagen Ladbroke Racing mod Kommissionen, nævnt i fodnote 38, præmis 43.

58 –: Jf. punkt 80 i dette forslag til afgørelse.

59 –: Jf. i denne retning generaladvokat Slynns forslag til afgørelse i sagen Lord Bethell mod Kommissionen, dom af 10.6.1982, sag 246/81, Sml. s. 2277, hvori det anføres: »Selv om […] Kommissionen efter traktaten har en udtrykkelig pligt til at undersøge ethvert tilfælde, som den underrettes om, og som anføres at være en formodet overtrædelse (og måske – men højst tvivlsomt – at begrunde det, såfremt den ikke gør det), så mener jeg dog ikke, at pligten består over for den, der bringer forholdet til Kommissionens kundskab, og gør det muligt for den at skride ind på hans initiativ.« (Sml. s. 2296).

60 –: Jf. analogt hertil dommen i sagen Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, nævnt i fodnote 45, præmis 45 og 62.

61 –: Jf. i denne retning generaladvokat Jacobs’ forslag til afgørelse i sagen Kommissionen mod Jégo-Quéré, dom af 1.4.2004, sag C-263/02 P, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, punkt 45.

62 –: Jf. i denne henseende dommen i sagen Coe Clerici Logistics mod Kommissionen, nævnt i fodnote 7, som i det væsentlige baserer afgørelsen på Domstolens retspraksis.

63 –: Dom nævnt i fodnote 19.

64 –: Dommens præmis 52.

65 –: Dommens præmis 25.

66 –: Dommen i sagen Bundesverband der Bilanzbuchhalter mod Kommissionen, nævnt i fodnote 5, præmis 23. Domstolen henviser til dommen i sagen Nederlandene m.fl. mod Kommissionen, nævnt i fodnote 21.

67 –: Dette punkt fremgår klart af dommen af 10.12.1969, forenede sager 10/68 og 18/68, Eridiana m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1969, s. 117, org. ref.: Rec. s. 459, præmis 7. I en sammenhæng, der er sammenlignelig med det foreliggende tilfælde, er dette blevet gentaget i dommen i sagen Coe Clerici Logistics mod Kommissionen, nævnt i fodnote 7, præmis 90.

68 –: Dommen i sagen Eridiana m.fl. mod Kommissionen, nævnt i fodnote 67, præmis 7.

69 –: Jf. f.eks. dom af 16.5.1991, sag C-358/89, Extramet Industrie mod Rådet, Sml. I, s. 2501, præmis 17; i samme retning Rettens dom af 27.4.1995, sag T-435/93, ASPEC m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1281, præmis 64-70.

70 –: Jf. punkt 71 i forslaget til afgørelse i sagen Kommissionen og Frankrig mod TFI, nævnt i fodnote 14.

71 –: Dom nævnt i fodnote 50, præmis 44.

72 –: Dette fremgår klart af dom af 2.4.1998, sag C-321/95 P, Greenpeace Council m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1651, præmis 28, hvori Domstolen minder om og sammenfatter sin faste retspraksis. Jf. generelt P. Cassia: L’accès des personnes physiques ou morales au juge de la légalité des actes communautaires , Dalloz, Paris, 2002, især s. 567 ff.

73 –: Den appellerede dom, præmis 70.

74 –: Jf. i denne forbindelse dommen i sagen Timex mod Rådet og Kommissionen, nævnt i fodnote 52, præmis 13-16, hvor Domstolen baserer sagsøgerens individuelle interesse på den omstændighed, at den anfægtede antidumpingforordning har taget hensyn til virksomhedens bemærkninger og til virkningerne af den fastslåede dumping. Jf. ligeledes Rettens dom af 22.10.1996, sag T-266/94, Skibsværftsforeningen m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1399, præmis 46-48, hvor Retten anerkendte, at sagen kunne antages til realitetsbehandling, dels fordi de sagsøgende selskaber var i direkte konkurrence med den virksomhed, der havde modtaget den i den omtvistede beslutning omhandlede støtte, dels fordi Kommissionen under den administrative procedure havde støttet sig på en sammenligning mellem sagsøgernes anlæg og den begunstigede virksomheds anlæg.

75 –: Jf. punkt 35 i dette forslag til afgørelse.

76 –: Den appellerede dom, præmis 58.

77 –: Den appellerede dom, præmis 59.

78 –: Domstolens faste praksis siden dom af 13.7.1966, forenede sager 56/64 og 58/64, Consten og Grundig mod Kommissionen, Sml. 1965–1968, s. 245, på s. 260, org.ref.: Rec. s. 429, på s. 501.

79 –: Jf. f.eks. dom af 11.7.1985, sag 42/84, Remia m.fl. mod Kommissionen, Sml. s 2545, præmis 34. Inden for rammerne af artikel 86 EF jf. Rettens dom af 27.2.1997, sag T-106/95, FFSA m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 229, præmis 100.

80 –: Jf. f.eks. den nyere dom af 8.5.2003, forenede sager C-328/99 og C-399/00, Italien og SIM 2 Multimedia mod Kommissionen, Sml. I, s. 4035, præmis 39.

81 –: Jf. navnlig med hensyn til behandling af klager inden for konkurrenceretten, Domstolens dom af 18.10.1979, sag 125/78, GEMA mod Kommissionen, Sml. s. 3173, præmis 18, samt Rettens dom af 18.9.1992, sag T-24/90, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 2223, præmis 73-77.

82 –: Jf. D. Ritleng: »Le juge communautaire de la légalité et le pouvoir discrétionnaire des institutions communautaires«, Actualité juridique. Droit administratif , 1999, s. 645.

83 –: Sag C-269/90, Sml. I, s. 5469.

84 –: Technische Universität München–dommen, nævnt i fodnote 83, præmis 14.

85 –: Forklaringen fra præsidiet for den forsamling, der udarbejdede chartret, henviser i øvrigt til denne dom. Det skal bemærkes, at udkastet til traktat om en forfatning for Europa præciserer, at »Chartret vil [...] blive fortolket af Unionens og medlemsstaternes domstole under behørig hensyntagen til de forklaringer, der blev udarbejdet på foranledning af præsidiet«. Det er følgelig legitimt allerede nu at vurdere rækkevidden af denne artikel i lyset af Domstolens retspraksis.

86 –: Jf. f.eks. dommen i sagen Schlüsselverlag J.S. Moser m.fl. mod Kommissionen, nævnt i fodnote 4, præmis 29, og i sagen Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, nævnt i fodnote 45, præmis 62-64.

87 –: Den appellerede dom, præmis 58.

88 –: Dom af 29.3.2001, sag C-163/99, Portugal mod Kommissionen, Sml. I, s. 2613, præmis 38.

89 –: Dommen i sagen Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, nævnt i fodnote 45, præmis 72.

90 –: Jf. navnlig kendelse af 11.11.2003, sag C-488/01 P, Martinez mod Parlamentet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 53.

91 –: Det skal bemærkes, at i en nylig dom af 22.5.2003, sag C-462/99, Connect Austria, Sml. I, s. 5197, om det østrigske GSM-marked anfører Domstolen, at spørgsmålet, om der foreligger en forskelsbehandling med hensyn til afgifter, der er opkrævet hos operatørerne, skal vurderes ud fra, om de i økonomisk henseende har en ligeværdig stilling på det pågældende marked (præmis 116).

92 –: Jf. især dom af 22.6.2004, sag C-42/01, Portugal mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 66.

93 –: Jf. i denne retning dom af 11.12.1980, sag 1252/79, Lucchini mod Kommissionen, Sml. s. 3753, præmis 14.

94 –: Jf. i denne retning generaladvokat Roemers forslag til afgørelse i sagen Tyskland mod Kommissionen (dom af 4.7.1963, sag 24/62, Sml. 1954-1964, s. 407, org.ref.: Rec. s. 131), hvori han anførte følgende: »Jeg vil tilbagevise den opfattelse, at begrundelsen for en beslutning kan bestemmes i forhold til adressaternes mulighed for information fra andre kilder, for jeg ved fra andre sager, at der foregår en debat om, hvem der i tilfælde, der ligner den foreliggende sag, er berørt og søgsmålsberettiget foruden de i beslutningen beskrevne personer. Endvidere, og på dette punkt giver jeg sagsøgeren ret, må man ikke glemme den nyttige funktion, som begrundelsespligten har med henblik på en styrkelse af retsbeskyttelsen i det omfang, den får de udøvende myndigheder til, når de formulerer betragtningerne til beslutningen, at danne sig en nøjagtig opfattelse af de betingelser, som beslutningen er omfattet af« (Rec. s. 155).

95 –: Jf. i denne retning dom af 17.3.1983, sag 294/81, Control Data mod Kommissionen, Sml. s. 911, præmis 15.

96 –: Jf. i denne retning dom af 14.11.1984, sag 323/82, Intermills mod Kommissionen, sag 323/82, Sml. s. 3809, præmis 38.

97 –: Jf. i denne retning dom af 7.4.1992, sag C-358/90, Compagnia italiana alcool mod Kommissionen, Sml. s. 2457, præmis 42 og 43, og Technische Universität München-dommen, nævnt i fodnote 83, præmis 27.

98 –: Domstolens dom af 13.3.1985, forenede sager 296/82 og 318/82, Nederlandene og Leeuwarder Papierwarenfabriek mod Kommissionen, Sml. s. 809, præmis 19, og dommen i sagen Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, nævnt i fodnote 45, præmis 63, samt Rettens dom af 25.6.1998, forenede sager T-371/94 og T-394/94, British Airways m.fl. og British Midland Airways mod Kommissionen, Sml. II, s. 2405, præmis 64.