62001B0041

1. Passivitetssøgsmål - fysiske eller juridiske personer - undladelser, der kan være genstand for søgsmål - undladelse af at træffe en afgørelse om, hvilke skridt der skal tages i anledning af en klage, som sigter mod at få fastslået, at en statsstøtte er uforenelig med fællesmarkedet - formaliteten med hensyn til et søgsmål anlagt af en interesseret part i artikel 88, stk. 2, EF's forstand

(Art. 88, stk. 2, EF, art. 230, stk. 4, EF og art. 232, stk. 3, EF)

2. Statsstøtte - Kommissionens undersøgelse - anerkendelse af status som interesseret part i artikel 88, stk. 2, EF's forstand - betingelse - foreliggelsen af en berettiget interesse

(Art. 88, stk. 2, EF og art. 230, stk. 4, EF)

$$1. Ligesom traktatens artikel 230, stk. 4, EF, der giver borgerne mulighed for at anlægge annullationssøgsmål til prøvelse af en retsakt udstedt af en institution, som ikke er rettet til dem, når denne retsakt berører dem umiddelbart og individuelt, skal artikel 232, stk. 3, EF fortolkes således, at den også giver dem mulighed for at anlægge passivitetssøgsmål mod en institution, som har undladt at udstede en retsakt, der ville have berørt dem på samme måde.

En borger, der har indgivet en klage til Kommissionen over en støtte, der er uforenelig med fællesmarkedet, er umiddelbart berørt af Kommissionens undladelse af at træffe afgørelse vedrørende klagen som omhandlet i artikel 232, stk. 3, EF, såfremt borgeren må betragtes som en interesseret part i artikel 88, stk. 2, EF's forstand, hvilket begreb omfatter ikke blot den eller de virksomheder, der har fået tildelt støtte, men også personer, virksomheder eller sammenslutninger, hvis interesser måtte være berørt af den tildelte støtte, navnlig konkurrerende virksomheder og erhvervsorganisationer.

( jf. præmis 29, 31, 33 og 34 )

2. For at kunne anses for interesseret part i artikel 88, stk. 2, EF's forstand skal en fysisk eller juridisk person kunne dokumentere en berettiget interesse i, at de pågældende støtteforanstaltninger gennemføres eller ikke gennemføres, eller opretholdes, når de allerede er tildelt. At anerkende, at enhver borger, som i forhold til de anfægtede statslige foranstaltninger udelukkende har en almindelig eller indirekte interesse, har status som interesseret part som omhandlet i artikel 88, stk. 2, EF, ville have som konsekvens, at begrebet »individuelt berørt person« i artikel 230, stk. 4, EF ville blive uden enhver enhver retlig betydning i forbindelse med annullationssøgsmål rettet mod beslutninger truffet på grundlag af artikel 88, stk. 3, EF.

Den blotte omstændighed at have indgivet en klage til Kommissionen er ikke tilstrækkelig til at tillægge en fysisk eller juridisk person status som interesseret part i artikel 88, stk. 2, EF's forstand, når denne person ikke har godtgjort at have en berettiget interesse i at anmode Kommissionen om at undersøge de af denne anfægtede foranstaltningers forenelighed med fællesskabsreglerne vedrørende statsstøtte. En sådan interesse kan bl.a. ikke anses for bevist, såfremt der ikke foreligger direkte årsagssammenhæng mellem de anfægtede foranstaltninger og det tab, klageren hævder at have lidt som følge af gennemførelsen af sådanne foranstaltninger.

( jf. præmis 35 og 36, 39, 42, 44 og 45 )

I sag T-41/01,

Rafael Pérez Escolar, Madrid (Spanien), ved avokat F. Moreno Pardo,

sagsøger,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved I. Martínez del Peral og J. Flett, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt,

angående en påstand i henhold til artikel 232 EF om, at det fastslås, at Kommissionen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EF-traktaten, idet den har undladt at træffe afgørelse vedrørende den klage, som sagsøgeren har indgivet mod Kongeriget Spanien for tilsidesættelse af artikel 87 EF, og idet den har undladt at indlede den i artikel 88, stk. 2, EF fastsatte procedure med hensyn til den støtte, de spanske myndigheder angiveligt har ydet bankerne Banco Español de Credito og Banco Santander,

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS (Fjerde Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, V. Tiili, og dommerne J. Pirrung, P. Mengozzi, A.W.H. Meij og M. Vilaras,

justitssekretær: H. Jung,

afsagt følgende

Kendelse

Faktiske omstændigheder

1 Den 15. december 1994 offentliggjorde Kommissionen en pressemeddelelse med overskriften »Kommissionen godkender redningen af Banesto«, hvori den meddelte, at de af de spanske myndigheder vedtagne finansielle foranstaltninger, der havde til formål at gennemføre omstruktureringsplanen for banken Banco Español de Crédito SA (herefter »Banesto«), ikke henhørte under anvendelsesområdet for artikel 87, stk. 1, EF. Blandt de foranstaltninger, der var omfattet af omstruktureringsplanen, nævnte pressemeddelelsen bl.a. kapitalforhøjelse på 180 mia. ESP, indskudsgarantifondens (herefter »FGD«) køb af aktiver nedskrevet til deres nominelle værdi og disses umiddelbare videresalg til Banesto med et tab på 285 mia. ESP, samt et af FGD ydet lån på lempelige vilkår på 315 mia. ESP fordelt over fire år, der for FGD's vedkommende indebar en anslået udgift på 41 mia. ESP i tab af renter.

2 Ved skrivelse af 23. februar 1999 til Kommissionens medlem med ansvar for konkurrencespørgsmål indleverede Pérez Escolar (herefter »sagsøgeren«) en klage, hvori han gjorde gældende, at de spanske myndigheders interventioner som led i ovennævnte omstruktureringsplan indebar ydelse af statsstøtte til fordel for Banesto og Banco Santander. Sagsøgeren opfordrede i forbindelse med klagen Kommissionen til at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på, at Banesto tilbagebetalte den af FGD modtagne støtte på 285 mia. ESP og betalte selskabsskat af denne støtte i overensstemmelse med den spanske skattelovgivning. Kommissionen blev ligeledes opfordret til at træffe alle øvrige foranstaltninger, der måtte være nødvendige henset til sagsøgerens redegørelse for de faktiske omstændigheder, i det omfang disse omstændigheder indebar tilsidesættelser af Fællesskabets konkurrencelovgivning.

3 Ved skrivelse af 25. juni 1999 til kommissionsmedlemmet med ansvar for konkurrencespørgsmål gentog sagsøgeren sin klage, idet han til denne føjede nye påstande vedrørende de spanske myndigheders angivelige tilsidesættelse af artikel 101 EF.

4 Ved skrivelser af 27. marts og 4. april 2000 rettede sagsøgeren henvendelser til Ronald Feltkamp, som på daværende tidspunkt var chef for afdelingen »Offentlige virksomheder og tjenesteydelser« i direktoratet »Statsstøtte II« i Generaldirektoratet for Konkurrence, idet han gentog sine påstande og vedlagde nye dokumenter til støtte for disse.

5 Sagsøgeren har henvist til et møde med Ronald Feltkamp, som fandt sted den 31. marts 2000 i Kommissionen i Bruxelles.

6 Den 15. juni 2000 fremsendte sagsøgeren en e-mail til Rodríguez Galindo, som var ansat i kabinettet som kommissionsmedlem med ansvar for konkurrencespørgsmål. Denne svarede samme dag pr. e-mail og anmodede sagsøgeren om en kopi af den dokumentation, hvortil denne henviste i sin e-mail. Den 21. juni 2000 fremsendte sagsøgeren en ny e-mail til Rodríguez Galindo, i hvilken han oplyste denne om, at han havde afsendt den efterspurgte dokumentation vedlagt et kort resumé af de vigtigste faktiske omstændigheder i sagen.

7 Den 6. november 2000 fremsendte sagsøgeren en ny e-mail til kommissionsmedlemmet med ansvar for konkurrencespørgsmål, hvori han gentog sin klage af 23. februar 1999 og opfordrede Kommissionen til dels at indlede en undersøgelse vedrørende de påståede forhold, dels at pålægge Banesto at tilbagebetale den af FGD modtagne støtte på 285 mia. ESP, at betale selskabsskat af denne støtte, at betale renter til FGD af det af fonden ydede lån på 315 mia. ESP og at genindføre de fortegningsrettigheder, som Banestos mindretalsaktionærer angiveligt var blevet frataget i anledning af den i forbindelse med omstruktureringen af banken foretagne kapitalforhøjelse.

Retsforhandlinger og parternes påstande

8 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 23. februar 2001 har sagsøgeren anlagt nærværende sag.

9 Ved særskilt dokument af 16. maj 2001 har Kommissionen i overensstemmelse med artikel 114 i Rettens procesreglement rejst en formalitetsindsigelse. Den 29. august 2001 har sagsøgeren indleveret sine bemærkninger til denne indsigelse.

10 Sagsøgeren har i stævningen nedlagt følgende påstande:

- Det fastslås, at Kommissionen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EF-traktaten, idet den har undladt at træffe afgørelse vedrørende sagsøgerens klage af 23. februar 1999.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

11 Kommissionen har i sin formalitetsindsigelse nedlagt følgende påstand:

- Sagen afvises.

- Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

12 Sagsøgeren har i sine bemærkninger til formalitetsindsigelsen nedlagt følgende påstande:

- Formalitetsindsigelsen henskydes til afgørelse i forbindelse med sagens realitet for så vidt angår sagsøgerens søgsmålskompetence.

- Subsidiært fastsættes datoen for retsmødet i forbindelse med proceduren vedrørende formalitetsindsigelsen.

- Det fastslås, at Kommissionen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EF-traktaten, idet den har undladt at træffe afgørelse vedrørende sagsøgerens klage af 23. februar 1999.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Retlige bemærkninger

13 I henhold til procesreglementets artikel 114, stk. 3, forhandles der mundtligt om formalitetsindsigelsen, medmindre Retten bestemmer andet.

14 I den foreliggende sag finder Retten, at de oplysninger, der fremgår af sagen, er tilstrækkelige, og beslutter i henhold til denne bestemmelse at træffe afgørelse uden at fortsætte retsforhandlingerne.

Parternes argumenter

15 Kommissionen har i denne sag rejst tre formalitetsindsigelser.

16 Kommissionen har for det første gjort gældende, at den ikke er blevet opfordret til at handle inden for en rimelig frist, idet der er forløbet mere end fire år mellem den 15. december 1994, dvs. tidspunktet for offentliggørelsen af den pressemeddelelse, hvori den meddelte, at de i forbindelse med omstruktureringsplanen for Banesto vedtagne foranstaltninger ikke udgjorde statsstøtte, og den 23. februar 1999, dvs. tidspunktet for indleveringen af sagsøgerens klage. En så lang periode, hvorunder der er udvist passivitet, fratager af retssikkerhedsmæssige hensyn sagsøgeren muligheden for at gøre brug af den i artikel 232 EF fastsatte søgsmålsadgang.

17 For så vidt angår sagsøgerens påstand om, at dennes klage af 23. februar 1999 ikke vedrører de allerede i 1994 undersøgte finansielle foranstaltninger, har Kommissionen anført, at denne påstand ikke er korrekt, og at den under alle omstændigheder ikke er relevant i forbindelse med undersøgelsen af, om nærværende søgsmål kan fremmes til realitetsbehandling.

18 Kommissionen har for det andet gjort gældende, at søgsmålet er anlagt efter udløbet af den i artikel 232 EF fastsatte frist. Sagsøgeren har ved sin skrivelse af 23. februar 1999 opfordret Kommissionen til at handle i artikel 232 EF's forstand. Den i denne bestemmelse fastsatte søgsmålsfrist udløb derfor den 6. juli 1999, hvorimod stævningen først blev registreret på Rettens Justitskontor den 23. februar 2001. Kommissionen har bemærket, at sagsøgeren ikke ved fremsendelse af en ny kopi af den oprindelige klage til Kommissionen eller ved et dokument, hvis indhold i det væsentlige er identisk, med tilbagevirkende kraft kan genoplive den frist, som han har ladet udløbe.

19 Kommissionen har for det tredje gjort gældende, at sagsøgeren ikke kan anlægge søgsmål i henhold til artikel 232 EF, da han ikke er umiddelbart og individuelt berørt af den retsakt, som Kommissionen skulle have undladt at vedtage. Kommissionen har i denne forbindelse påpeget, at det for at sagsøgeren på området for statsstøtte kan anses for at være umiddelbart og individuelt berørt af den retsakt, som Kommissionen skulle have undladt at træffe, er nødvendigt, at han i det mindste kan godtgøre, at han er interesseret part i artikel 88, stk. 2, EF's forstand. Sagsøgeren bør med henblik herpå dokumentere, at han er direkte konkurrent til modtagerne af den anfægtede statsstøtte. Sagsøgeren har imidlertid i den foreliggende sag indskrænket sig til at erklære, at hans søgsmålskompetence følger af den omstændighed, at han har indgivet en klage til Kommissionen, hvilket er utilstrækkeligt til at fastslå, at søgsmålet kan antages til realitetsbehandling. Kommissionen har endelig påpeget, at sagsøgeren heller ikke kan udlede sin søgsmålskompetence af den omstændighed, at han indtil udløbet af 1993 var medlem af Banestos bestyrelse, eller af, at han er mindretalsaktionær i Banesto.

20 Sagsøgeren har vedrørende formalitetsindsigelsen om, at søgsmålet er anlagt for sent som følge af, at Kommissionen ikke blev opfordret til at handle inden for en rimelig frist, for det første gjort gældende, at der ikke af Fællesskabets retsinstansers retspraksis følger en almindelig forpligtelse, i henhold til hvilken et passivitetssøgsmål skal anlægges inden for en rimelig frist.

21 Sagsøgeren har for det andet påpeget, at Kommissionen ikke over for borgerne kan stille krav om, at disse har kendskab til Kommissionens pressemeddelelser, når den ikke i De Europæiske Fællesskabers Tidende foretager offentliggørelse af de beslutninger, hvori det fastslås, at der ikke foreligger statsstøtte. Under alle omstændigheder var det ikke muligt for sagsøgeren udelukkende ved læsning af pressemeddelelsen af 15. december 1994 at få kendskab til den præcise rækkevidde af den af Kommissionen foretagne undersøgelse. Pressemeddelelsen nævner desuden ikke alle de hjælpeforanstaltninger, sagsøgeren har anfægtet i sin klage. Den omhandler især hverken den fritagelse for selskabsskat, som Banesto drog fordel af vedrørende beløbet på 285 mia. ESP fra FGD, eller den udskudte betaling af de Banesto-aktier, som blev tildelt Banco Santander, en udskudt betaling, som Banco Santander nød godt af til skade for FGD's midler.

22 Sagsøgeren har for det tredje understreget, at artikel 15 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel [88] (EFT L 83, s. 1) foreskriver, at Kommissionens beføjelser til at kræve tilbagebetaling af støtte forældes efter ti år. Under disse omstændigheder er Kommissionens påstand om, at dens indgriben i det foreliggende tilfælde var underlagt andre tidsfrister end dem, der følger af overholdelsen af den i denne bestemmelse fastsatte lange forældelsesfrist, fuldstændig grundløs. Sagsøgeren har i øvrigt anført, at det i artikel 10 i forordning nr. 659/1999 bestemmes, at er Kommissionen kommet i besiddelse af oplysninger om en påstået ulovlig støtte, undersøger den omgående oplysningerne, uanset kilden til disse oplysninger.

23 Sagsøgeren har med hensyn til formalitetsindsigelsen om, at den i artikel 232 EF indeholdte søgsmålsfrist på to måneder er udløbet, henvist til, at fristen i overensstemmelse med denne artikel beregnes fra den til den pågældende institution rettede opfordring til at handle. En sådan opfordring til at handle er imidlertid ikke indeholdt i dén, den 23. februar 1999 indgivne klage, hvori sagsøgeren indskrænkede sig til at anmode Kommissionen om at undersøge de anfægtede støtteforanstaltninger. Kun skrivelsen af 6. november 2000 kan ifølge sagsøgeren anses for at være en opfordring til at handle, der opfylder de i artikel 232 EF fastsatte krav. Søgsmålet, som blev anlagt den 23. februar 2001, er derfor ikke anlagt for sent.

24 Sagsøgeren har desuden i modsætning til Kommissionen påstået, at de skrivelser, som han fremsendte til Kommissionen efter sin klage af 23. februar 1999, ikke havde et indhold, der i det væsentlige var identisk med denne klage, men indeholdt nye argumenter og var vedlagt nye dokumenter.

25 Sagsøgeren har for så vidt angår den tredje formalitetsindsigelse, dvs. hans påståede manglende søgsmålskompetence, anført, at de i artikel 230 EF og 232 EF indeholdte retsmidler har til formål at beskytte forskellige interesser, idet det ene retsmiddel giver adgang til at påstå annullation af en af fællesskabsinstitutionerne vedtagen retsakt, mens det andet tilsigter at forlange af disse institutioner, at de træffer afgørelse.

26 Sagsøgeren har i øvrigt gjort gældende, at den blotte omstændighed at være klager er tilstrækkelig til at kunne anlægge passivitetssøgsmål ved Retten. Sagsøgeren har desuden påstået, at han i egenskab af mindretalsaktionær i Banesto har lidt et umiddelbart og individuelt tab som følge af gennemførelsen af de i omstruktureringsplanen for Banesto indeholdte foranstaltninger. Sagsøgeren har således henvist til, at en af foranstaltningerne i den nævnte plan bestod i en forhøjelse af Banestos kapital på 180 mia. ESP, som var underlagt den betingelse, at generalforsamlingen accepterede at give fuldstændig afkald på fortegningsretten og overdrog enhver form for tegningsret til FGD. Den omstændighed, at sagsøgeren blev tvunget til at give afkald på sin fortegningsret, udgør et tab, der er tilstrækkeligt til at give sagsøgeren søgsmålskompetence i forbindelse med dette søgsmål.

Rettens bemærkninger

27 Det findes hensigtsmæssigt først at behandle den af Kommissionen rejste tredje formalitetsindsigelse, hvorved det gøres gældende, at sagsøgeren ikke har søgsmålskompetence.

28 I henhold til artikel 232, stk. 3, EF, kan enhver fysisk eller juridisk person indbringe en klage til Fællesskabets retsinstanser over, at en af Fællesskabets institutioner kan undlade at udstede en retsakt til ham, henstiller og udtalelser dog undtaget.

29 I dom af 26. november 1996, (sag C-68/95, T. Port, Sml. I, s. 6065, præmis 59) fastslog Domstolen, at på samme måde som artikel 230, stk. 4, EF giver borgerne mulighed for at anlægge annullationssøgsmål til prøvelse af en retsakt udstedt af en institution, som ikke er rettet til dem, når denne retsakt berører dem umiddelbart og individuelt, skal artikel 232, stk. 3, EF fortolkes således, at den også giver dem mulighed for at anlægge passivitetssøgsmål mod en institution, som har undladt at udstede en retsakt, der ville have berørt dem på samme måde.

30 Det bør derfor undersøges, i hvilket omfang sagsøgeren i det foreliggende tilfælde kan anses for umiddelbart og individuelt berørt af de retsakter med hensyn til hvilke han påstår, at Kommissionen har udvist passivitet.

31 Sagsøgeren har nærmere bestemt gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EF-traktaten ved at undlade at træffe afgørelse angående sagsøgerens klage af 23. februar 1999 vedrørende den støtte, som de spanske myndigheder angiveligt har ydet til Banesto og Banco Santander. Som følge heraf må det undersøges, om sagsøgeren ville have været umiddelbart og individuelt berørt af den beslutning, som Kommissionen uden at indlede proceduren i henhold til artikel 88, stk. 2, EF kunne have truffet i forhold til den berørte medlemsstat ved afslutningen af den indledende undersøgelsesfase vedrørende de pågældende foranstaltninger, og som ville have gået ud på at fastslå, at disse ikke udgjorde støtte, eller at de udgjorde støtte, men var forenelige med fællesmarkedet (jf. i denne retning Rettens dom af 15.9.1998, sag T-95/96, Gestevisión Telecinco mod Kommissionen, Sml. II, s. 3407, præmis 63).

32 Denne undersøgelse kan foretages uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt de af sagsøgeren anfægtede foranstaltninger blev fuldstændigt undersøgt af Kommissionen i 1994, således som Kommissionen har påstået, men som sagsøgeren har bestridt. Der er navnlig ikke grund til på forhånd at fastslå, om det henset til de foreliggende omstændigheder kan bebrejdes sagsøgeren, at denne ikke inden for de fastsatte frister anlagde annullationssøgsmål til prøvelse af den beslutning, som Kommissionen traf i 1994, eller om sagsøgerens klage af 23. februar 1999 og de efterfølgende gentagelser af denne kan anses for at være en anmodning om ophævelse af denne beslutning i henhold til artikel 9 i forordning nr. 659/1999. I det omfang, det af denne undersøgelse fremgår, at sagsøgeren ikke er umiddelbart og individuelt berørt af de i hans klage anfægtede foranstaltninger, og således af en beslutning fra Kommissionens side vedrørende de nævnte foranstaltninger, følger det nemlig heraf, at han ikke havde søgsmålskompetence hverken i forbindelse med et annullationssøgsmål til prøvelse af den af Kommissionen i 1994 trufne beslutning eller, såfremt det antages, at hans klage kan anses for at være en anmodning om ophævelse, i forbindelse med et passivitetssøgsmål til prøvelse af Kommissionens undladelse af at tage stilling til denne anmodning.

33 Det bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at når Kommissionen - uden at indlede proceduren i henhold til artikel 88, stk. 2, EF - i medfør af artikel 88, stk. 3, EF fastslår, at en statslig foranstaltning ikke udgør en støtte, eller at foranstaltningen ganske vist udgør en støtte, men er forenelig med fællesmarkedet, kan de interesserede parter, der er indrømmet de i artikel 88, stk. 2, hjemlede processuelle garantier, kun opnå, at de respekteres, hvis de har adgang til at indbringe en sådan beslutning fra Kommissionens side for Fællesskabets retsinstanser (Domstolens dom af 19.5.1993, sag C-198/91, Cook mod Kommissionen, Sml. I, s. 2487, præmis 23, af 15.6.1993, sag C-225/91, Matra mod Kommissionen, Sml. I, s. 3203, præmis 17, og af 2.4.1998, sag C-367/95 P, Kommissionen mod Sytraval og Brink's France, Sml. I, s. 1719, præmis 47, dommen i sagen Gestevisión Telecinco mod Kommissionen, præmis 64).

34 De interesserede parter i artikel 88, stk. 2, EF's forstand er ifølge den af Domstolen og Retten fastsatte definition ikke blot den eller de virksomheder, der har fået tildelt støtte, men også personer, virksomheder eller sammenslutninger, hvis interesser måtte være berørt af den tildelte støtte, dvs. navnlig konkurrerende virksomheder og erhvervsorganisationer (jf. bl.a. Domstolens dom af 14.11.1984, sag 323/82, Intermills mod Kommissionen, Sml. s. 3809, præmis 16, samt Rettens dom i sagen Matra mod Kommissionen, præmis 18, og i sagen Gestevisión Telecinco mod Kommissionen, præmis 65).

35 I denne forbindelse præciseres, at en fysisk eller juridisk person for at kunne anses for værende interesseret part i artikel 88, stk. 2, EF's forstand - som fastlagt i den i præmis 33 og 34 nævnte retspraksis - skal kunne dokumentere en berettiget interesse i, at de pågældende støtteforanstaltninger gennemføres eller ikke gennemføres, eller opretholdes, når de allerede er tildelt. Hvad angår en virksomhed kan en sådan berettiget interesse bl.a. bestå i beskyttelse af virksomhedens konkurrencemæssige stilling på markedet, for så vidt som denne berøres af støtteforanstaltningerne (jf. i denne retning dommen i sagen Cook mod Kommissionen, præmis 25, i sagen Matra mod Kommissionen, præmis 19, og i sagen Gestevisión Telecinco mod Kommissionen, præmis 66).

36 At anerkende, at enhver borger, som i forhold til de anfægtede statslige foranstaltninger udelukkende har en almindelig eller indirekte interesse, har status som interesseret part som omhandlet i artikel 88, stk. 2, EF og i den præmis 33 og 34 citerede retspraksis, ville således i givet fald være ensbetydende med at anerkende, at enhver skattepligtig er interesseret part efter ovennævnte bestemmelse i forhold til en støtte, der er finansieret på basis af en medlemsstats almindelige skatteindtægter. En sådan fortolkning ville, således som Retten allerede har udtalt i dom af 16. september 1998, (sag T-188/95, Waterleiding Maatschappij mod Kommissionen, Sml. II, s. 3713), være klart uforenelig med fortolkningen i retspraksis af bestemmelserne i artikel 88, stk. 2, EF og ville have som konsekvens, at begrebet »individuelt berørt person« i artikel 230, stk. 4, EF ville blive uden enhver retlig betydning i forbindelse med annullationssøgsmål rettet mod beslutninger truffet på grundlag af artikel 88, stk. 3, EF (dommen i sagen Waterleiding Maatschappij mod Kommissionen, præmis 68), idet dette retsmiddel ville blive omdannet til en slags »actio popularis«.

37 I lyset af ovenstående må det i det foreliggende tilfælde undersøges, om sagsøgeren kan anses for at være interesseret part som omhandlet i artikel 88, stk. 2, EF i forhold til de i dennes klage af 23. februar 1999 anfægtede foranstaltninger.

38 Sagsøgeren har til støtte for, at han er interesseret part som omhandlet i ovennævnte bestemmelse, dels gjort gældende, at han har stilling som klager, dels påstået, at han som mindretalsaktionær i Banesto er berørt af de anfægtede foranstaltninger.

39 I denne forbindelse bemærkes først, at den blotte omstændighed, at sagsøgte har indgivet en klage til Kommissionen, ikke er tilstrækkelig til at tillægge sagsøgeren status som interesseret part i artikel 88, stk. 2, EF's forstand, når han ikke har godtgjort at have berettiget interesse i at anmode Kommissionen om at undersøge de anfægtede foranstaltningers forenelighed med fællesskabsreglerne vedrørende statsstøtte. Denne konklusion følger af retspraksis, hvorefter en klagende virksomhed for at kunne anses for interesseret part som omhandlet i artikel 88, stk. 2, EF og i den i denne doms præmis 33 og 34 nævnte retspraksis må dokumentere, at den har en berettiget interesse, som bl.a. kan bestå i beskyttelse af virksomhedens konkurrencemæssige stilling på markedet i forhold til de anfægtede foranstaltninger (jf. i denne retning dommen i sagen Waterleiding Maatschappij mod Kommissionen, præmis 62).

40 Det følger heraf, at den blotte omstændighed at være klager ikke ville have været tilstrækkelig til at tillægge sagsøgeren søgsmålskompetence i forbindelse med et eventuelt søgsmål rettet mod den beslutning, hvorved Kommissionen uden at indlede proceduren i henhold til artikel 88, stk. 2, EF havde fastslået, at de anfægtede foranstaltninger ikke udgjorde statsstøtte, eller at disse foranstaltninger selv om de udgjorde en sådan støtte - ikke var uforenelige med fællesmarkedet. Følgelig er denne blotte omstændighed heller ikke tilstrækkelig til at tillægge sagsøgeren søgsmålskompetence i forbindelse med det foreliggende søgsmål, som anfægter Kommissionens undladelse af at indlede en procedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF rettet mod de i denne sag anfægtede foranstaltninger.

41 Hvad dernæst angår spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren i egenskab af mindretalsaktionær i Banesto kan gøre gældende, at hans interesser er blevet tilsidesat ved de i hans klage af 23. februar 1999 anfægtede foranstaltninger, og derved kan godtgøre, at han har status som interesseret part i forhold til disse foranstaltninger og følgelig har søgsmålskompetence i forbindelse med nærværende søgsmål, bemærkes, at sagsøgeren nærmere bestemt har gjort gældende, at han i den forbindelse har lidt et tab som følge af, at han blev frataget udøvelsen af sin fortegningsret i forbindelse med den i 1994 foretagne forhøjelse af Banestos kapital, hvis formål var at gøre det muligt for FGD at tilføre 180 mia. ESP.

42 I denne forbindelse bemærkes, hvad først angår de af sagsøgeren i dennes klage af 23. februar 1999 anfægtede foranstaltninger bestående af bl.a. en støtte på 285 mia. ESP, et af FGD ydet lån på lempelige vilkår på 315 mia. ESP til Banesto, en udsættelse af betalingen af prisen for Banesto-aktierne til fordel for Banco Santander, og en til Banesco tildelt skattemæssig fritagelse for selskabsskat, dels, at det af sagsøgeren påberåbte tab på ingen måde følger af gennemførelsen af disse foranstaltninger, idet disse ikke har haft nogen indvirkning på sagsøgerens påståede udelukkelse fra at udnytte sin fortegningsret på tidspunktet for den i 1994 foretagne forhøjelse af Banestos kapital, dels at sagsøgeren ikke med hensyn til de nævnte foranstaltninger har fremført noget andet tab, som har sammenhæng med de interesser, som artikel 88 EF tilsigter at beskytte. Denne konklusion berøres ikke af den i sagsøgerens bemærkninger til formalitetsindsigelsen indeholdte påstand, hvorefter de under omstruktureringsplanen for Banesto hørende forskellige foranstaltninger, som sagsøgeren har anfægtet i sin klage, fremstod som et uadskilleligt hele.

43 Hvad dernæst angår det af FGD foretagne indskud på 180 mia. ESP, der fandt sted i forbindelse med forhøjelsen af Banestos kapital i 1994, henvises til den i sagsøgerens klage af 23. februar 1999 indeholdte sagsfremstilling og til sagsøgerens skriftlige indlæg for Retten. Sagsøgeren har nærmere bestemt gjort gældende, at de spanske myndigheder ved gennemførelsen af omstruktureringsplanen for Banesto primært havde til hensigt at ændre sammensætningen af sidstnævntes aktionærkreds. Til dette formål blev oplysningerne vedrørende Banestos finansielle situation fordrejet på en sådan måde, at det fremgik, at der forelå en underskudssituation, og denne blev brugt som pressionsmiddel over for aktionærerne med henblik på at tvinge dem til på tidspunktet for kapitalforhøjelsen at give afkald på deres fortegningsrettigheder til fordel for FGD. Desuden blev FGD's vedtægter ændret ad hoc for at gøre det muligt for denne at foretage det pågældende indskud.

44 Det fremgår af sagsfremstillingen, at det af sagsøgeren påberåbte tab, såfremt det kan antages for bevist, er konsekvensen af en række manøvrer udtænkt af de forskellige organer og myndigheder, der var involveret i gennemførelsen af omstruktureringsplanen for Banesto. Til gengæld kan der ikke fastslås nogen direkte årsagssammenhæng mellem dette tab og den foranstaltning, der eventuelt kan være omfattet af fællesskabsreglerne vedrørende statsstøtte, nemlig FGD's tilførsel af kapital til Banesto. Under disse omstændigheder kan sagsøgeren ikke stille krav om at opnå erstatning for det nævnte tab på tidspunktet for den af Kommissionen foretagne kontrol af denne foranstaltnings overensstemmelse med traktatens bestemmelser vedrørende statsstøtte. Sagsøgeren bør med henblik herpå i givet fald benytte sig af de retsmidler, der eventuelt stilles til hans rådighed af den pågældende medlemsstats retsorden.

45 Det følger af ovenstående, at sagsøgeren i sin egenskab af mindretalsaktionær i Banesto ikke henset til de i dennes klage af 23. februar 1999 anfægtede foranstaltninger har godtgjort at have en berettiget interesse, der kan tillægge ham søgsmålskompetence i forbindelse med et søgsmål rettet mod en eventuel beslutning, hvorved Kommissionen uden at indlede proceduren i henhold til artikel 88, stk. 2, EF, idet den forkastede sagsøgerens klage, erklærede, at de pågældende foranstaltninger ikke udgjorde statsstøtte, eller at de udgjorde støtte, men var forenelige med fællesmarkedet. Det følger heraf, at sagsøgeren heller ikke i egenskab af mindretalsaktionær i Banesto kan godtgøre, at han har søgsmålskompetence i forbindelse med et søgsmål som det foreliggende, der har til formål at anfægte Kommissionens undladelse af at træffe en sådan beslutning.

46 Eftersom sagsøgeren ikke er en virksomhed, hvis konkurrencemæssige stilling er blevet berørt af de pågældende foranstaltninger, vil han heller ikke kunne godtgøre en personlig interesse i forbindelse med et sådant søgsmål at påberåbe sig de angiveligt konkurrencebegrænsende virkninger af disse foranstaltninger (jf. Rettens dom af 18.12.1997, sag T-178/94, ATM mod Kommissionen, Sml. II, s. 2529, præmis 63).

47 Det følger af det anførte, at sagsøgeren ikke har godtgjort at have søgsmålskompetence i forbindelse med nærværende søgsmål, som følgelig bør afvises, uden at det er nødvendigt at undersøge de andre formalitetsindsigelser, Kommissionen har rejst.

Sagens omkostninger

48 Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det i overensstemmelse med Kommissionens påstand pålægges denne at bære sine egne omkostninger samt at betale de af Kommissionen afholdte omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

bestemmer

RETTEN (Fjerde Udvidede Afdeling)

1) Sagen afvises.

2) Sagsøgeren betaler sagens omkostninger.