62001A0177

I sag T-177/01,

Jégo-Quéré & Cie SA, Lorient (Frankrig), ved avocats A. Creus Carreras, B. Uriarte Valiente og A. Agustinoy Guilayn,

sagsøger,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved T. van Rijn og A. Bordes, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt,

angående en påstand om annullation af artikel 3, litra d), og artikel 5 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1162/2001 af 14. juni 2001 om foranstaltninger for genopbygning af kulmulebestanden i ICES-underområde III, IV, V, VI og VII og ICES-afsnit VIII a, b, d, e og om dertil knyttede betingelser for kontrol af fiskerfartøjers aktiviteter (EFT L 159, s. 4),

har DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

(Første Udvidede Afdeling)

sammensat af præsidenten, B. Vesterdorf, og dommerne K. Lenaerts, J. Azizi, N.J. Forwood og H. Legal,

justitssekretær: fuldmægtig D. Christensen,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 16. april 2002,

afsagt følgende

Dom

Relevante retsregler og faktiske omstændigheder

1 Rådets forordning (EØF) nr. 3760/92 af 20. december 1992 om en fællesskabsordning for fiskeri og akvakultur (EFT L 389, s. 1), som ændret, bestemmer i artikel 15, at Kommissionen kan træffe hasteforanstaltninger, såfremt bevarelsen af fiskeressourcerne er truet af alvorlige og uforudsete forstyrrelser.

2 Kommissionen og Rådet, der var blevet advaret af Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES), fandt i december 2000, at det var nødvendigt hurtigt at opstille en genopbygningsplan for kulmulebestanden.

3 Kommissionens forordning (EF) nr. 1162/2001 af 14. juni 2001 om foranstaltninger for genopbygning af kulmulebestanden i ICES-underområde III, IV, V, VI og VII og ICES-afsnit VIII a, b, d, e og om dertil knyttede betingelser for kontrol af fiskerfartøjers aktiviteter (EFT L 159. s. 4, herefter »forordningen«), der er blevet udstedt som følge heraf, har som hovedformål en umiddelbar reduktion af fangsterne af kulmuleungfisk. Den gælder for fiskerfartøjer, der fisker i de i forordningen afgrænsede områder, og pålægger dem at anvende en mindste maskestørrelse, som er forskellig alt efter det pågældende område, for forskellige fangstmetoder, der omfatter brug af garn, uafhængigt af, hvilken art det berørte fiskerfartøj fisker efter. Disse bestemmelser gælder ikke for fartøjer på under 12 m, der højst sejler ud i 24 timer ad gangen.

4 Hvad angår de bestemmelser, der er relevante for denne sag (herefter »de anfægtede bestemmelser«), er det i henhold til artikel 3, litra d), forbudt at anvende »bundtrukne redskaber, hvortil en fangstpose med en maskestørrelse på under 100 mm er fastgjort på anden måde end ved indsyning i den del af nettet, der sidder foran den«. Forordningens artikel 5, stk. 1, afgrænser de geografiske områder, hvor forordningens bestemmelser finder anvendelse, og artikel 5, stk. 2, fastlægger for alle disse områder dels forbud vedrørende brug, nedsænkning og anvendelse på anden måde af trukne redskaber med en vis maskestørrelse, dels forpligtelser vedrørende fastsurring og stuvning af de nævnte redskaber, samt, for hvert af områderne, forbud vedrørende brug, nedsænkning og anvendelse på anden måde af faste redskaber med en vis maskestørrelse og forpligtelser vedrørende fastsurring og stuvning af disse redskaber. Forbuddene gælder for så vidt angår trukne redskaber for maskestørrelser på mellem 55 og 99 mm og for så vidt angår faste redskaber for maskestørrelser på under 100 mm eller 120 mm, alt efter det pågældende område.

5 Selskabet Jégo-Quéré & Cie SA (herefter »Jégo-Quéré« eller »sagsøgeren«) er et rederi beskæftiget med fiskeri med hjemsted i Frankrig, som syd for Irland, i ICES-område VII, der er omfattet af artikel 5, stk. 1, litra a), på permanent basis driver direkte fiskeri efter hvilling, der i gennemsnit udgør 67,3% af dets fangster. Selskabet ejer fire fiskerfartøjer på over 30 meter og benytter garn med en maskestørrelse på 80 mm.

Retsforhandlinger

6 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 2. august 2001 har Jégo-Quéré i medfør af artikel 230, stk. 4, EF anlagt sag med påstand om annullation af forordningens artikel 3, litra d), og artikel 5.

7 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 30. oktober 2001 har Kommissionen fremsat en formalitetsindsigelse i henhold til artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglement. Sagsøgeren har indleveret sine bemærkninger til formalitetsindsigelsen den 14. december 2001.

8 Ved Rettens beslutning af 14. marts 2002 er sagen blevet henvist til behandling i Første Udvidede Afdeling.

9 På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Første Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling med henblik på at træffe afgørelse om den af Kommissionen fremsatte formalitetsindsigelse.

10 Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 16. april 2002.

Parternes påstande

11 I formalitetsindsigelsen har sagsøgte nedlagt følgende påstande:

- Sagen afvises.

- Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

12 I sine bemærkninger til formalitetsindsigelsen har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:

- Behandlingen af formalitetsindsigelsen henskydes til afgørelse i forbindelse med sagens realitet; subsidiært: Sagen antages til realitetsbehandling efter den mundtlige forhandling.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Formaliteten

Parternes argumenter

13 Kommissionen har til støtte for formalitetsindsigelsen gjort gældende, at Jégo-Quéré ikke i artikel 230, stk. 4, EF's forstand er individuelt berørt af forordningen, og at selskabet således ikke kan optræde som sagsøger i et annullationssøgsmål rettet mod de anfægtede bestemmelser.

14 Kommissionen har anført, at forordningen er almengyldig, herunder også for så vidt angår de anfægtede bestemmelser, som ikke fastsætter nogen undtagelser. Kommissionen har til støtte herfor henvist til den retspraksis, hvorefter bestemmelser, som finder anvendelse på objektivt bestemte situationer og har retsvirkninger for generelt og abstrakt fastlagte persongrupper, har karakter af generelle regler, uafhængigt af den omstændighed, at de kan berøre visse erhvervsdrivende individuelt (Rettens dom af 21.2.1995, sag T-472/93, Campo Ebro m.fl. mod Rådet, Sml. II, s. 421, præmis 31 og 32, og af 22.2.2000, sag T-138/98, ACAV m.fl. mod Rådet, Sml. II, s. 341, præmis 60). Sagsøgte har tilføjet, at de i forordningen fastsatte undtagelser, som ikke er genstand for denne sag, ligeledes er almengyldige og ikke udgør en »samling individuelle beslutninger« (i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Domstolens dom af 13.5.1971, forenede sager 41/70-44/70, International Fruit Company m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1971, s. 83, org.ref.: Rec. s. 411, præmis 21, og af 6.11.1990, sag C-354/87, Weddel mod Kommissionen, Sml. I, s. 3847, præmis 23).

15 Kommissionen har gjort gældende, at Jégo-Quéré ikke er individuelt berørt af de anfægtede bestemmelser, fordi det generelle forbud mod at anvende maskestørrelser under et bestemt mål gælder for alle virksomheder, der udøver fiskeri i det Keltiske Hav, uafhængigt af den art, de fisker efter. Den har understreget, at kun en del af ICES-område VII er omfattet af forordningens artikel 5, og at det i medfør af artikel 6, på betingelse af, at der udøves kontrol, er tilladt at anvende maskestørrelser på mellem 70 og 99 mm. Som følge heraf mener sagsøgte ikke, at sagsøgerens særlige situation på nogen måde individualiseres ved disse foranstaltninger, der vedrører fiskeri, som sagsøgeren ikke udøver, som på samme måde rammer de virksomheder, der fisker efter andre arter end kulmule, og som lader en del af forordningens geografiske anvendelsesområde, inden for hvilket der ikke gælder nogen begrænsninger for hvillingefiskeri, uberørt af forøgelsen af maskestørrelserne. Kommissionen har anført, at størrelsen af Jégo-Quérés fiskerfartøjer og den omstændighed, at ikke alle medlemsstaternes virksomheder også er berørt af forordningen, er faktiske omstændigheder, som ikke har nogen relevans for afgørelsen af, om sagsøgeren er individuelt berørt.

16 Kommissionen har tilføjet, at det, til forskel fra det tilfælde, der var omhandlet i Domstolens dom af 17. januar 1985, sag 11/82, Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen (Sml. s. 207, præmis 28), ikke følger af en trinhøjere retsregel, herunder heller ikke artikel 33 EF, som fastsætter målene for den fælles landbrugspolitik, at den ved udstedelsen af forordningen var forpligtet til at tage hensyn til sagsøgerens særlige situation.

17 Kommissionen mener i øvrigt, at det følger af det system af retsmidler, som er indført ved traktaten, at sagen skal afvises, og at Jégo-Quéré ikke fratages adgangen til domstolsprøvelse, da selskabet fremdeles kan anlægge et søgsmål om Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold i henhold til artikel 235 EF og 288, stk. 2, EF (Rettens kendelse af 19.9.2001, forenede sager T-54/00 og T-73/00, Federación de cofradías de pescadores m.fl. mod Rådet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 85).

18 Jégo-Quéré har oplyst, at selskabet er det betydeligste af de rederier, som fisker syd for Irland i det af forordningen omfattede ICES-område VII, og at selskabet er det eneste, som på permanent basis udøver direkte hvillingefiskeri i det Keltiske Hav med fartøjer på over 30 meter. Selskabet har anført, at det alene har ubetydelige fangster af kulmule, mens fangst af hvilling udgør en væsentlig del af dets virksomhed, og at den forøgelse af maskestørrelserne, de anfægtede bestemmelser pålægger selskabet, væsentligt vil formindske dets fangster af små hvillinger og stille det ringere, selv uden for de sektorer, der er omfattet af forordningen, og hvor selskabet også driver fiskeri, fordi bestemmelserne medfører, at det er ulovligt at medbringe begge former for garn om bord. Det har gjort gældende, at de anfægtede bestemmelser, som ifølge selskabet er ulovlige, fordi de er udstedt under tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, lighedsprincippet og begrundelsespligten, mærkbart påvirker dets erhvervsvirksomhed.

19 Jégo-Quéré har gjort gældende, at forordningen, foruden at berøre medlemsstaterne forskelligt, ikke er almengyldig. Ifølge sagsøgeren indeholder forordningen en række beslutninger, som er tillempet de særlige situationer, der foreligger for forskellige rederier i medlemsstaterne, og kan således betegnes som en »samling individuelle afgørelser« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i dommen i sagen Weddel mod Kommissionen og i dommen i sagen International Fruit Company m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 14 ovenfor. Jégo-Quéré har tilføjet, at de særlige situationer, som således er fastlagt, ikke modsvarer objektive forskelle og heller ikke er begrundet i formålet med forordningen, som er at beskytte kulmulebestanden.

20 Jégo-Quéré har gjort gældende, at selskabets situation var tilstrækkeligt individualiseret, og at den var Kommissionen bekendt, idet Kommissionen var blevet gjort opmærksom på den indvirkning, de påtænkte foranstaltninger kunne have for de aktiviteter, der udøves af franske trawlere, som fisker efter hvilling i farvandene syd og vest for Irland. Sagsøgeren er i øvrigt af den opfattelse, at Kommissionen var forpligtet til at tage hensyn til de skadelige følger, den planlagte lovgivning ville få for selskabet, og at Kommissionen skulle have fastsat særlige foranstaltninger, som den har gjort det for virksomheder, der fisker efter andre arter end hvilling, ved at udstede bestemmelser, der er tillempet disse særlige tilfælde.

21 Jégo-Quéré har gjort gældende, at en afvisning af annullationssøgsmålet vil fratage selskabet ethvert retsmiddel, eftersom der ikke findes nogen retsakt udstedt på nationalt plan, som kan anfægtes ved domstolene, og selskabet har, idet det har påberåbt sig artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK), opfordret Retten til på baggrund af denne bestemmelse at anlægge en vid fortolkning af artikel 230 EF.

Rettens bemærkninger

22 Ifølge artikel 230, stk. 4, EF kan »[e]nhver fysisk eller juridisk person [...] indbringe klage over beslutninger, der retter sig til ham, samt over beslutninger, som, skønt de er udfærdiget i form af en forordning eller en beslutning rettet til en anden person, dog berører ham umiddelbart og individuelt«.

23 Jégo-Quéré har nedlagt påstand om annullation af forordningens artikel 3, litra d), og artikel 5. Disse bestemmelser pålægger fiskerfartøjer, der fisker i bestemte områder, at anvende en mindste maskestørrelse for forskellige fangstmetoder, der omfatter brug af garn. Modsat hvad sagsøgeren har gjort gældende, er disse bestemmelser ved deres abstrakte indhold rettet til ikke nærmere specificerede grupper af personer og finder anvendelse på objektivt bestemte situationer (jf. bl.a. Domstolens dom af 15.6.1993, sag C-213/91, Abertal m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 3177, præmis 19, og Rettens kendelse af 29.6.1995, sag T-183/94, Cantina cooperativa fra produttori vitivinicoli di Torre di Mosto m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1941, præmis 51).

24 Det følger heraf, at de anfægtede bestemmelser efter deres karakter er almengyldige.

25 Det skal imidlertid undersøges, om sagsøgeren, til trods for de anfægtede bestemmelsers almengyldighed, alligevel kan anses for at være umiddelbart og individuelt berørt af bestemmelserne. Det følger nemlig af fast retspraksis, at en bestemmelses almengyldige karakter ikke udelukker, at visse erhvervsdrivende vil kunne være individuelt berørt af den (Domstolens dom af 16.5.1991, sag C-358/89, Extramet Industrie mod Rådet, Sml. I, s. 2501, præmis 13 og 14, af 18.5.1994, sag C-309/89, Codorniu mod Rådet, Sml. I, s. 1853, præmis 19, og af 22.11.2001, sag C-451/98, Antillean Rice Mills mod Rådet, Sml. I, s. 8949, præmis 46, samt Rettens dom af 6.12.2001, sag T-43/98, Emesa Sugar mod Rådet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 47).

26 Det bemærkes, at betingelsen om, at den pågældende skal være umiddelbart berørt, er opfyldt i denne sag. For at en sagsøger kan anses for at være umiddelbart berørt, skal den anfægtede fællesskabsforanstaltning umiddelbart have indvirkning på den pågældendes retsstilling, og foranstaltningen må ikke overlade et skøn til adressaterne, der skal gennemføre den, men gennemførelsen skal ske helt automatisk, udelukkende i medfør af fællesskabsretsreglerne og uden anvendelse af andre mellemkommende regler (Domstolens dom af 5.5.1998, sag C-386/96 P, Dreyfus mod Kommissionen, Sml. I, s. 2309, præmis 43, og den dér nævnte praksis, og Rettens dom af 12.7.2001, forenede sager T-198/95, T-171/96, T-230/97, T-174/98 et T-225/99, Comafrica og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen, Sml. II, s. 1975, præmis 96). De anfægtede bestemmelser kræver ikke vedtagelse af supplerende bestemmelser, det være sig fællesskabsbestemmelser eller nationale bestemmelser, for at de kan have indvirkning på sagsøgerens retsstilling.

27 Hvad videre angår spørgsmålet, om sagsøgeren er individuelt berørt i artikel 230, stk. 4, EF's forstand, bemærkes, at ifølge en retspraksis, der til stadighed er blevet gentaget siden Domstolens dom af 15. juli 1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen (Sml. 1954-1964, s. 411, på s. 414, org.ref.: Rec. s. 197, på s. 223), kan en fysisk eller juridisk person kun anses for individuelt berørt af et retsakt, der ikke retter sig til ham, hvis den rammer ham på grund af visse egenskaber, som er særlige for ham, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller ham fra alle andre og derfor individualiserer ham på lignende måde som adressaten.

28 Det skal derfor undersøges, om sagsøgeren på baggrund af denne praksis kan anses for at være individuelt berørt af de anfægtede bestemmelser.

29 I den forbindelse har sagsøgeren først understreget, at selskabet er det eneste rederi, som fisker efter hvilling i farvandet syd for Irland med fartøjer på mere end 30 meter, hvis fangster er blevet stærkt formindskede på grund af anvendelsen af de anfægtede bestemmelser.

30 Denne omstændighed kan imidlertid ikke individualisere sagsøgeren som krævet i den i præmis 27 nævnte retspraksis, idet de anfægtede bestemmelser alene berører selskabet i dets objektive egenskab af en fiskerivirksomhed, som fisker efter hvilling ved en særlig fangstmetode inden for et bestemt område, på samme måde som alle andre erhvervsdrivende, som aktuelt eller potentielt befinder sig i den samme situation (jf. i den retning dommen i sagen Abertal m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 23 ovenfor, præmis 20, og dommen i sagen ACAV m.fl. mod Rådet, nævnt i præmis 14 ovenfor, præmis 65).

31 Sagsøgeren har videre understreget, at det fremgår af artikel 33 EF, at Kommissionen var retligt forpligtet til at undersøge selskabets særlige situation, før den udstedte de anfægtede bestemmelser.

32 Den omstændighed, at Kommissionen i medfør af særlige bestemmelser er forpligtet til at tage hensyn til retsvirkningerne for visse borgeres situation af den retsakt, den agter at vedtage, kan nemlig individualisere disse borgere (Domstolens dom i sagen Piraiki-Patraiki, nævnt i præmis 16 ovenfor, præmis 21 og 28, af 26.6.1990, sag C-152/88, Sofrimport mod Kommissionen, Sml. I, s. 2477, præmis 11, og af 11.2.1999, sag C-390/95 P, Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 769, præmis 25-30, samt Rettens dom af 14.9.1995, forenede sager T-480/93 og T-483/93, Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2305, præmis 67, og af 17.1.2002, sag T-47/00, Rica Foods mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 41).

33 Det skal imidlertid bemærkes, at artikel 33 EF, som fastsætter målet og principperne for den fælles landbrugspolitik, ikke pålægger Kommissionen nogen pligt til at tage hensyn til den særlige situation for individuelle virksomheder som sagsøgerens, når den vedtager foranstaltninger på dette område.

34 Sagsøgeren har desuden henvist til møder, som er blevet afholdt mellem selskabet og Kommissionens tjenestegrene i løbet af den procedure, der gik forud for forordningens udstedelse.

35 Hertil bemærkes, at den omstændighed, at en person på den ene eller anden måde deltager i den proces, som fører til vedtagelsen af en retsakt udstedt af Fællesskabet, udelukkende individualiserer denne person i forhold til den pågældende retsakt, såfremt de pågældende fællesskabsbestemmelser tilsikrer vedkommende visse processuelle garantier (dommen i sagen Rica Foods mod Kommissionen, nævnt i præmis 32 ovenfor, præmis 55).

36 I det foreliggende tilfælde var der ingen fællesskabsretlige bestemmelser, som pålagde Kommissionen ved udstedelse af forordningen at følge en procedure, hvorunder sagsøgeren havde adgang til at udøve eventuelle rettigheder, herunder retten til at fremkomme med bemærkninger (jf. i den retning Rettens dom af 7.2.2001, forenede sager T-38/99 - T-50/99, Sociedade Agrícola dos Arinhos m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 585, præmis 48).

37 Hertil kommer, at sagsøgeren intet har fremført, der viser, at de anfægtede bestemmelser berører selskabet på grund af en særlig situation som en af dem, Domstolen identificerede i de ovenfor i præmis 25 nævnte domme i sagen Extramet Industrie mod Rådet, dommens præmis 17, og i sagen Codorniu mod Rådet, præmis 21 og 22.

38 Det følger således af det ovenfor anførte, at sagsøgeren ikke kan anses for at være individuelt berørt i artikel 230, stk. 4, EF's forstand, på grundlag af de kriterier, som hidtil er blevet udviklet i Fællesskabets retsinstansers praksis.

39 Sagsøgeren har imidlertid gjort gældende, at en afvisning af sagen vil fratage selskabet ethvert retsmiddel, hvormed det kan anfægte lovligheden af de omhandlede forordningsbestemmelser. Da forordningen ikke fastsætter bestemmelser om, at medlemsstaterne skal træffe foranstaltninger til dens gennemførelse, har sagsøgeren nemlig i det foreliggende tilfælde ikke adgang til at anlægge sag ved de nationale domstole.

40 Kommissionen mener derimod ikke, at sagsøgeren er blevet frataget adgangen til domstolsprøvelse, da selskabet fremdeles har adgang til at anlægge søgsmål om Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold i henhold til artikel 235 EF og 288, stk. 2, EF.

41 I den forbindelse bemærkes, at Domstolen selv har fastslået, at adgangen til domstolsprøvelse er et af de grundlæggende elementer i et retsfællesskab, og at denne adgang er sikret i den retsorden, der er baseret på EF-traktaten, idet der ved traktaten er indført et fuldstændigt retsmiddel- og proceduresystem, hvormed Domstolen skal kunne kontrollere lovligheden af institutionernes retsakter (Domstolens dom af 23.4.1986, sag 294/83, Les Verts mod Parlamentet, Sml. s. 1339, præmis 23). Domstolen støtter retten til en effektiv domstolsprøvelse ved en kompetent ret på medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner og på artikel 6 og artikel 13 i EMRK (jf. Domstolens dom af 15.5.1986, sag 222/84, Johnston, Sml. s. 1651, præmis 18).

42 Retten til en effektiv domstolsprøvelse for enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, er desuden blevet bekræftet i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, proklameret i Nice den 7. december 2000 (EFT C 364, s. 1).

43 Det skal herefter undersøges, om en afvisning af annullationssøgsmålet i et tilfælde som det foreliggende, hvor en borger anfægter lovligheden af almengyldige bestemmelser, som umiddelbart har indvirkning på hans retsstilling, vil fratage sagsøgeren retten til en effektiv domstolsprøvelse.

44 I den forbindelse bemærkes, at der ud over annullationssøgsmålet findes to andre retsmidler, som giver en borger adgang til at anlægge sag ved Fællesskabets retsinstanser, som i den henseende er enekompetente, med henblik på at få fastslået, at en fællesskabsretsakt er ulovlig, nemlig et søgsmål ved de nationale domstole med en præjudiciel forelæggelse for Domstolen i medfør af artikel 234 EF og et søgsmål om Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold i medfør af artikel 235 EF og 288, stk. 2, EF.

45 Hvad angår søgsmålet ved de nationale domstole med en præjudiciel forelæggelse for Domstolen i medfør af artikel 234 EF skal det imidlertid understreges, at der i et tilfælde som det foreliggende ikke findes gennemførelsesforanstaltninger, som kan danne grundlag for et søgsmål ved de nationale domstole. Den omstændighed, at en borger, som berøres af en fællesskabsforanstaltning, kan anfægte dennes gyldighed ved de nationale domstole ved at overtræde de bestemmelser, foranstaltningen fastsætter, og gøre gældende, at de er ulovlige, inden for rammerne af retssager, som bliver rejst mod ham, yder ham ikke en tilstrækkelig retsbeskyttelse. Det kan ikke kræves af borgerne, at de skal overtræde loven for at få adgang til en domstolsprøvelse (jf. generaladvokat Jacobs' forslag til afgørelse af 21.3.2002 i sag C-50/00 P, Unión de Pequeños agricultores mod Rådet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, punkt 43).

46 Et erstatningssøgsmål støttet på Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold tilgodeser i et tilfælde som det foreliggende ikke på tilfredsstillende vis borgernes interesser. Et sådant søgsmål kan nemlig ikke føre til, at en retsakt fjernes fra Fællesskabets retsorden, selv om den antages at være ulovlig. Eftersom et erstatningssøgsmål forudsætter, at der er en direkte årsagsforbindelse mellem anvendelsen af den omtvistede retsakt og et lidt tab, er det undergivet betingelser vedrørende formaliteten og realiteten, som er forskellige fra dem, der gælder for et annullationssøgsmål, og det sætter således ikke Fællesskabets retsinstanser i stand til fuldt ud at foretage den legalitetskontrol, som de har til opgave at udføre. Særligt bemærkes, at den kontrol, der udøves af Fællesskabets retsinstanser, når en almengyldig foranstaltning som de bestemmelser, der er omhandlet i denne sag, anfægtes i forbindelse med et erstatningssøgsmål, ikke omfatter alle forhold, som kan tænkes at påvirke foranstaltningens lovlighed, men alene går ud på at fastsætte sanktioner for tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelser af retsregler, som har til formål at tillægge borgerne rettigheder (Domstolens dom af 4.7.2000, sag C-352/98 P, Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, Sml. I, s. 5291, præmis 41-43, og Rettens dom af 23.10.2001, sag T-155/99, Dieckmann & Hansen mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 42 og 43; jf. ligeledes, vedrørende et tilfælde, hvor tilsidesættelsen ikke var tilstrækkeligt kvalificeret, Domstolens dom af 19.5.1992, forenede sager C-104/89 og C-37/90, Mulder m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 3061, præmis 18 og 19, og, vedrørende et tilfælde, hvor den påberåbte bestemmelse ikke havde til formål at tillægge borgerne rettigheder, Rettens dom af 6.12.2001, sag T-196/99, Area Cova m.fl. mod Rådet og Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 43).

47 På grundlag af det ovenfor anførte bemærkes, at de procedurer, som er fastlagt i artikel 234 EF på den ene side og i artikel 235 EF og 288, stk. 2, EF på den anden side, på baggrund af artikel 6 og 13 i EMRK og artikel 47 i charteret om grundlæggende rettigheder ikke længere kan anses for at sikre borgerne ret til en effektiv domstolsprøvelse, som giver dem mulighed for at anfægte lovligheden af almengyldige fællesskabsbestemmelser, der umiddelbart berører deres retsstilling.

48 Ganske vist giver denne omstændighed ikke grundlag for en ændring af det retsmiddel- og proceduresystem, som er indført ved traktaten, og hvormed Fællesskabets retsinstanser skal kunne kontrollere lovligheden af institutionernes retsakter. En sådan omstændighed kan i intet tilfælde medføre, at et annullationssøgsmål, der anlægges af en fysisk eller juridisk person, som ikke opfylder betingelserne i artikel 230, stk. 4, EF, skal antages til realitetsbehandling (jf. Domstolens præsidents kendelse af 12.10.2000, sag C-300/00 P (R), Federación de cofradías de Pescadores m.fl. mod Rådet, Sml. I, s. 8797, præmis 37).

49 Det skal imidlertid understreges, som anført af generaladvokat Jacobs i forslaget til afgørelse i sagen Unión de Pequeños agricultores mod Rådet (nævnt i præmis 45 ovenfor, punkt 59), at der ikke er noget tvingende argument for at hævde, at begrebet individuelt berørt person i artikel 230, stk. 4, EF's forstand indebærer den betingelse, at en borger, som ønsker at anfægte en almengyldig foranstaltning, skal være individualiseret på lignende måde som en adressat.

50 Under disse omstændigheder og i betragtning af, at der ved EF-traktaten er indført et fuldstændigt retsmiddel- og proceduresystem, hvormed Fællesskabets retsinstanser skal kunne kontrollere lovligheden af institutionernes retsakter (dommen i sagen Les Verts mod Parlamentet, nævnt i præmis 41 ovenfor, præmis 23), bør den snævre fortolkning, som hidtil er blevet anlagt af begrebet individuelt berørt person i artikel 230, stk. 4, EF's forstand, tages op til fornyet overvejelse.

51 På grundlag af det ovenfor anførte og med henblik på at sikre borgerne en effektiv retsbeskyttelse, skal en fysisk eller juridisk person anses for at være individuelt berørt af en almengyldig fællesskabsbestemmelse, som berører ham umiddelbart, hvis den pågældende bestemmelse utvivlsomt og aktuelt påvirker hans retsstilling ved at begrænse hans rettigheder eller pålægge ham forpligtelser. I den forbindelse er det ikke relevant at tage antallet af og situationen for andre personer, der ligeledes er eller kan blive berørt af bestemmelsen, i betragtning.

52 I det foreliggende tilfælde pålægger de anfægtede bestemmelser faktisk Jégo-Quéré forpligtelser. Sagsøgeren, hvis fiskerfartøjer er omfattet af forordningens anvendelsesområde, udøver fiskeri i et af de områder, hvor fiskeriet i henhold til de anfægtede bestemmelser underlægges præcise forpligtelser med hensyn til de maskestørrelser, der skal anvendes.

53 Det følger heraf, at sagsøgeren er individuelt berørt af de anfægtede bestemmelser.

54 Eftersom sagsøgeren tillige er umiddelbart berørt af de anfægtede bestemmelser (jf. præmis 26 ovenfor), kan Kommissionens formalitetsindsigelse ikke tages til følge, og sagen bør således fremmes til realitetsbehandling.

Sagens omkostninger

55 Afgørelsen om sagens omkostninger bør udsættes indtil afgørelsen vedrørende sagens realitet.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Første Udvidede Afdeling)

1) Formalitetsindsigelsen tages ikke til følge.

2) Sagen fremmes til realitetsbehandling.

3) Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.