Sammendrag
1. Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank – søgsmål – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – udnyttelse af en forudgående forligsprocedure – forudgående indgivelse af et andragende eller en klage – ikke omfattet – fakultative procedurer
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
2. Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank – tjenestegrenenes organisation – gennemførelsesforanstaltninger til en af Retten afsagt dom – administrationens skøn – rækkevidde – domstolskontrol – grænser
3. Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank – de af banken vedtagne almindelige ansættelsesvilkår – adfærdskodeks – anvendelse uden hensyn til forudgående samtykke fra de pågældende ansatte
4. Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank – formandens beføjelser – afgørelser med betydning for ansættelsesforholdene – delegation – tilladt – betingelser
(Vedtægterne for Den Europæiske Investeringsbank, art. 13, stk. 7)
5. Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank – søgsmål – bebrejdende retsakt – begreb – afgørelse om suspension af en ansat
(Tjenestemandsvedtægten, art. 88, 90 og 91)
6. Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank – disciplinær ordning – overholdelse af retten til kontradiktion – forpligtelse til at høre den pågældende, inden denne suspenderes i henhold til personalevedtægtens artikel 39
7. Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank – søgsmål – søgsmål til prøvelse af en generel retsakt – personalevedtægtens artikel 39 – afvisning
(Art. 236 EF)
8. Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank – søgsmål – genstand – påbud til administrationen – afvisning
9. Tjenestemænd – søgsmål – erstatningssøgsmål – annullation af den anfægtede ulovlige retsakt – tilstrækkelig erstatning
10. Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank – disciplinær ordning – sanktion – afskedigelse – administrationens skøn – domstolskontrol – rækkevidde – grænser
11. Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank – disciplinær ordning – disciplinær forfølgning – bevisbyrde
12. Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank – disciplinær ordning – sanktion – en ansats offentliggørelse af fortrolige oplysninger og udspredelse af beskyldninger til skade for bankens og en række af den pågældendes kollegers omdømme – formildende omstændigheder – manglende hensyntagen – åbenbart urigtigt skøn
(Art. 280 EF)
13. Tjenestemænd – disciplinær ordning – sanktion – fejl ved konstateringen eller bedømmelsen af de påklagede forhold – domstolskontrol – rækkevidde – grænser
14. Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank – søgsmål – fastlæggelse af de beløb, der skal erlægges i form af vederlag – fuld prøvelsesret
15. Retspleje – mundtlig forhandling – refererende dommers rapport – parternes bemærkninger – formål
16. Retspleje – bevisoptagelse – indhentelse af sagkyndige erklæringer – fastlæggelse af de beløb, der skal erlægges i form af vederlag i forbindelse med en tjenestemandssag – ikke tilladt – Rettens kompetence
17. Tjenestemænd – vederlag – dom til efterbetaling af ikke udbetalt vederlag – morarenter – beregning – udgangspunkt
18. Tjenestemænd – søgsmål – fuld prøvelsesret – påstand om betaling – tildeling af morarenter – formål – beregning
19. Tjenestemænd – ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank – fratræden – modregning af de beløb, parterne skylder hinanden, som følge af en dom, hvorved afvisningen af at acceptere en tilbagetrækning annulleres – rækkevidde
20. Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – tab – årsagsforbindelse – kumulative betingelser
21. Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – ulovlig afgørelse om afskedigelse på grund af en alvorlig tjenesteforseelse – bedømmelse af det økonomiske og erhvervsmæssige tab – hensyntagen til den ansattes afvisning af at acceptere forslag, som kan begrænse hans tab
1. Antagelsen til realitetsbehandling af et søgsmål anlagt af en ansat i Den Europæiske Investeringsbank (EIB) er ikke betinget af, at der er sket udnyttelse af den forligsprocedure for forligsudvalget, som fastsat i artikel 41 i EIB’s personalevedtægt, eller af en forudgående indgivelse af et andragende eller en klage. Selv om det i denne forbindelse er korrekt, at forligsproceduren forfølger det samme formål som den pligtmæssige administrative procedure, der er fastsat i artikel 90 i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter »tjenestemandsvedtægten«), dvs. at muliggøre en forligsmæssig løsning af tvisterne ved at give administrationen mulighed for at ændre den anfægtede retsakt og tjenestemanden eller den pågældende ansatte mulighed for at acceptere den begrundelse, som den anfægtede retsakt hviler på, og i givet fald afstå fra at anlægge sag, kan disse elementer alene imidlertid ikke rejse tvivl om den omstændighed, at EIB, som har enekompetence til at fastsætte betingelserne for antagelse til realitetsbehandling af søgsmål anlagt af bankens ansatte, ikke har fastsat en forpligtelse for sidstnævnte til at indgive en klage til banken eller gøre brug af de interne procedurer for løsning af tvister forud for anlæggelse af en sag ved Retten.
I denne forbindelse bemærkes, at EIB’s vedtægter ved at udelukke anvendelsen af artikel 283 EF, som giver Rådet kompetence til at fastsætte bestemmelserne i vedtægten for tjenestemænd og i ordningen for øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber, giver banken mulighed for at fungere selvstændigt ved fastlæggelsen af den ordning, der finder anvendelse på de ansatte, en mulighed, som den har gjort brug af til at vælge en kontraktmæssig ordning frem for en vedtægtsmæssig ordning, således at det er udelukket, at bestemmelserne i tjenestemandsvedtægten i sig selv kan finde anvendelse på ansættelsesforholdet mellem EIB og de ansatte.
(jf. præmis 54-57 og 60)
Henvisning til: Domstolen, 15. juni 1976, sag 110/75, Mills mod EIB, Sml. s. 955, præmis 22; Domstolen, 14. marts 1989, sag 133/88, Del Amo Martinez mod Parlamentet, Sml. s. 689, præmis 9; Retten, 23. februar 2001, forenede sager T-7/98, T-208/98 og T-109/99, De Nicola mod EIB, Sml. Pers. I-A, s. 49, og II, s. 185, præmis 90, 91, 95 og 96; Retten, 17. juni 2003, sag T-385/00, Seiller mod EIB, Sml. Pers. I-A, s. 161, og II, s. 801, præmis 50, 51, 65 og 73.
2. EIB har i lighed med andre institutioner og fællesskabsorganer et vidt skøn ved organiseringen af sine tjenestegrene og placeringen af personalet med henblik på udførelsen af de opgaver af almen interesse, som er betroet den. Omfanget af dette skøn indebærer, at gennemførelsen af foranstaltninger af midlertidig karakter, som banken har truffet i forhold til en ansat for at efterkomme konklusionen i en af Retten afsagt dom, ikke kan være betinget af den pågældendes samtykke. Et sådant krav ville nemlig medføre, at EIB’s frihed til at disponere i forbindelse med organisationen af dens tjenestegrene og i forbindelse med en tilpasning af denne organisation til behovenes udvikling, blev begrænset i et utåleligt omfang.
Henset til omfanget af denne skønsbeføjelse bør Fællesskabets retsinstansers kontrol med hensyn til lovligheden af sådanne foranstaltninger begrænse sig til spørgsmålet om, hvorvidt EIB har overskredet grænserne for, hvad tjenestens interesser kræver, og hvorvidt banken har udøvet sin skønsmæssige beføjelse på en måde, der er åbenbart fejlagtig.
(jf. præmis 83-86)
Henvisning til: Domstolen, 24. februar 1981, forenede sager 161/80 og 162/80, Carbognani m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 543, præmis 28; Retten, 16. december 1993, sag T-80/92, Turner mod Kommissionen, Sml. II, s. 1465, præmis 53; Retten, 17. juli 1998, sag T-28/97, Hubert mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 435, og II, s. 1255, præmis 76; Retten, 16. december 1999, sag T-143/98, Cendrowicz mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 273, og II, s. 1341, præmis 23; Retten, 9. august 2001, sag T-120/01 R, De Nicola mod EIB, Sml. Pers. I-A, s. 171, og II, s. 783, præmis 28; Retten, 22. oktober 2002, forenede sager T-178/00 og T-341/00, Pflugradt mod ECB, Sml. II, s. 4035, præmis 54.
3. I lighed med det, der gælder for de øvrige almindelige ansættelsesvilkår, som EIB har vedtaget i henhold til sine retsanordnende beføjelser, afhænger anvendelsen af den af EIB’s direktion godkendte adfærdskodeks, som præciserer de arbejdsetiske regler, ikke af et forudgående samtykke fra den pågældende ansatte.
(jf. præmis 92)
4. Det følger ikke af artikel 13, stk. 7, i vedtægterne for EIB, som giver bankens formand bemyndigelse til at ansætte og afskedige bankens ansatte, at alle afgørelser, der har betydning for ansættelsesforholdene i EIB, nødvendigvis bør træffes af formanden personligt. Den effektive karakter af EIB’s organisation kræver tværtimod, at vedtagelsen af sådanne afgørelser, som i enhver anden institution eller i ethvert andet fællesskabsorgan og, mere generelt, i enhver virksomhed, kan delegeres til visse organer eller til visse personer i disse institutioner eller organer. Navnlig hvad angår den praktiske administration af ansættelsesforholdene i et organ som EIB kan det være hensigtsmæssigt, at vedtagelsen af nødvendige afgørelser i denne sammenhæng er uddelegeret til en person, som har de nødvendige kvalifikationer herfor, i henhold til et formelt fuldmagtsdokument, som specificerer omfanget af de således delegerede beføjelser.
(jf. præmis 97 og 98)
5. Den retspraksis, hvorefter afgørelser om suspension af en tjenestemand i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 88 udgør bebyrdende retsakter, som kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål under de betingelser, der er fastsat i vedtægtens artikel 90 og 91, kan overføres til de afgørelser om suspension, som EIB’s formand kan træffe i henhold til artikel 39 i EIB’s personalevedtægt. Dette gælder så meget desto mere som det i denne bestemmelses stk. 4 fastsættes, at en eventuel afskedigelse får virkning på tidspunktet for suspensionen.
(jf. præmis 113-115)
Henvisning til: Domstolen, 5. maj 1966, forenede sager 18/65 og 35/65, Gutmann mod Kommissionen for Euratom, Sml. 1965-1968, s. 175, org.ref.: Rec. s. 149, på s. 168; Retten, 19. maj 1999, sag T-203/95, Connolly mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 83, og II, s. 443, præmis 33.
6. Overholdelsen af retten til kontradiktion under enhver procedure, der indledes mod en person, og som kan føre til en for ham bebyrdende retsakt, udgør et grundlæggende fællesskabsretligt princip, der skal overholdes, selv når der ikke findes en udtrykkelig bestemmelse herom.
En afgørelse om suspension af en ansat ved EIB, der træffes i henhold til artikel 39 i EIB’s personalevedtægt, udgør en bebyrdende retsakt, og selv om vedtagelsen af en sådan afgørelse normalt er uopsættelig, når der påstås at være begået en alvorlig tjenesteforseelse, skal afgørelsen træffes under overholdelse af retten til kontradiktion. En afgørelse om suspension kan derfor, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, der er tilstrækkeligt godtgjort, først vedtages, efter at den ansatte har haft mulighed for i rette tid at fremkomme med sine synspunkter vedrørende de forhold, der er bebrejdet ham, og hvorpå den kompetente myndighed agter at bygge sin afgørelse. Det kan alene under særlige omstændigheder vise sig praktisk umuligt eller uforeneligt med tjenestens interesse at afholde en høring, inden der træffes en suspensionsforanstaltning. Under sådanne omstændigheder kan de krav, der følger af princippet om overholdelse af retten til kontradiktion, opfyldes gennem en høring af den pågældende ansatte hurtigst muligt efter afgørelsen om suspension.
(jf. præmis 121-124)
Henvisning til: Gutmann mod Kommissionen for Euratom, på s. 168; Domstolen, 24. oktober 1996, sag C-32/95 P, Kommissionen mod Lisrestal m.fl., Sml. I, s. 5373, præmis 24; Connolly mod Kommissionen, præmis 33; Retten, 15. juni 2000, sag T-211/98, F mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 107, og II, s. 471, præmis 26 ff.; Retten, 18. oktober 2001, sag T-333/99, X mod ECB, Sml. II, s. 3021, præmis 183.
7. Personalevedtægtens artikel 39 udgør i dens egenskab af bestemmelse i EIB’s personalevedtægt, der er vedtaget af EIB i henhold til de retsanordnende beføjelser, banken har fået tildelt i medfør af vedtægterne, en generel retsakt, og kan herefter ikke være genstand for et direkte søgsmål ved Retten.
(jf. præmis 131 og 132)
Henvisning til: Retten, 6. marts 2001, sag T-192/99, Dunnett m.fl. mod EIB, Sml. II, s. 813, præmis 62.
8. Det tilkommer ikke Fællesskabets retsinstanser at fremkomme med principerklæringer eller udstede påbud til administrationen, således at påstanden fra en ansat ved EIB om, at det fastslås, at den adfærdskodeks, der er godkendt af EIB’s direktion, ikke finder anvendelse på ham, må afvises.
(jf. præmis 136 og 137)
Henvisning til: X mod ECB, præmis 48.
9. Det Europæiske Fællesskabs ansvar uden for kontraktforhold forudsætter, at sagsøgeren godtgør, at den adfærd, der lægges fællesskabsorganet til last, har været retsstridig, at der foreligger et tab, samt at der er årsagsforbindelse mellem adfærden og det påberåbte tab.
Betingelsen om en retsstridig adfærd er opfyldt, når Retten som følge af en tilsidesættelse af retten til kontradiktion annullerer en afgørelse om suspension af en ansat, der er truffet uden at denne forudgående har været hørt. Annullationen af afgørelsen om suspension udgør imidlertid en passende og tilstrækkelig erstatning for det tab, som den pågældende i denne forbindelse har lidt.
(jf. præmis 140-142)
Henvisning til: Retten, 26. maj 1998, sag T-177/96, Costacurta mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 225, og II, s. 705; 23. februar 2001, De Nicola mod EIB, præmis 332.
10. En afgørelse, hvorved en ansat ved EIB som sanktion afskediges uden varsel og uden udtrædelsespenge på grund af, at den pågældende har begået en alvorlig tjenesteforseelse, indebærer nødvendigvis, at EIB foretager omhyggelige overvejelser i betragtning af afgørelsens alvorlige og uafvendelige følger for den berørte. EIB råder i denne henseende over et vidt skøn, og domstolskontrollen er begrænset til en undersøgelse af, at de faktiske omstændigheder, der lægges til grund, er materielt rigtige og at der ikke er anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved bedømmelsen af de faktiske omstændigheder.
(jf. præmis 167 og 168)
Henvisning til: Retten, 28. september 1999, sag T-140/97, Hautem mod EIB, Sml. Pers. I-A, s. 171, og II, s. 897, præmis 66.
11. I forbindelse med en disciplinær forfølgning iværksat over for en ansat ved EIB, påhviler bevisbyrden for de klagepunkter, der gøres gældende mod den ansatte, den kompetente myndighed.
(jf. præmis 180)
12. I forbindelse med vurderingen af grovheden af den offentliggørelse af faktiske forhold, oplysninger og interne og fortrolige dokumenter, som en ansat i EIB har foretaget uden tilladelse og uden forudgående underretning af den pågældendes overordnede, en offentliggørelse, som har manifesteret sig ved udspredelsen af beskyldninger til alvorlig skade for en række af den pågældendes kollegers og EIB’s omdømme, består de formildende omstændigheder for det første i, at disse oplysninger blev fremsendt til medlemmer af Europa-Parlamentet, som bl.a. har beføjelse til i henhold til artikel 280 EF at træffe foranstaltninger til bekæmpelse af svig og enhver anden aktivitet, der skader Fællesskabets finansielle interesser, herunder EIB’s finansielle interesser, dernæst, at nævnte oplysninger blev fremsendt strengt fortroligt til Europa-Parlamentets budgetkontroludvalg på udtrykkelig anmodning fra bankens næstformand, og endelig, at den ansatte flere gange har vidnet for dette udvalg og har deltaget i diverse møder med medlemmerne af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig.
Selv om det er korrekt, at disse omstændigheder ikke i sig selv berettiger til den konklusion, at de påklagede forhold ikke udgør tilsidesættelser af de af EIB fastsatte forpligtelser med hensyn til adfærd, står det dog fast, at banken er forpligtet til at tage hensyn hertil i form af formildende omstændigheder, med henblik på at fastsætte en passende disciplinær foranstaltning, idet den ellers vil gøre sig skyldig i at have anlagt et åbenbart urigtigt skøn for så vidt angår grovheden af de påklagede forhold.
(jf. præmis 208-214)
Henvisning til: Domstolen, 10. juli 2003, sag C-15/00, Kommissionen mod EIB, Sml. I, s. 7281, præmis 125.
13. Når Retten giver sagsøgeren medhold i et anbringende om fejl ved konstateringen eller bedømmelsen af de forhold, der er lagt til grund med henblik på at straffe tjenestemanden, må den afgørelse, som pålægger sanktionen, annulleres i sin helhed, henset til, at den disciplinære sanktion, som indeholdes i nævnte afgørelse, har karakter af en udelelig enhed, og til den omstændighed, at sanktionen hviler på de klagepunkter, som er lagt til grund i afgørelsen, idet disse er blevet betragtet under ét. Under disse omstændigheder tilkommer det ikke Retten at sætte sig i stedet for disciplinærmyndigheden og træffe afgørelse om den disciplinære sanktion, der i givet fald kan svare til de klagepunkter, der viser sig godtgjort efter gennemgangen af ovennævnte anbringende.
(jf. præmis 219)
Henvisning til: Retten, 9. juli 2002, sag T-21/01, Zavvos mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 101, og II, s. 483, præmis 316; Retten, 11. september 2002, sag T-89/01, Willeme mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 153, og II, s. 803, præmis 83.
14. Tvister mellem EIB og bankens ansatte vedrørende fastlæggelsen af de beløb, der skal erlægges i henhold til reglerne om vederlag og fordele til personalet, er af økonomisk karakter, således at Retten i denne forbindelse har fuld prøvelsesret.
(jf. præmis 257)
Henvisning til: Domstolen, 2. oktober 2001, sag C-449/99 P, EIB mod Hautem, Sml. I, s. 6733, præmis 94 og 95.
15. I overensstemmelse med de grundlæggende principper for proceduren for Retten, er formålet med parternes bemærkninger til retsmøderapporten udelukkende at korrigere eventuelle fejl eller faktiske unøjagtigheder i rapporten, som er blevet fremsendt til parterne forud for retsmødet, og ikke at give sidstnævnte mulighed for at besvare modpartens argumenter, og endnu mindre at fremføre nye argumenter.
(jf. præmis 261)
16. Selv om det er korrekt, at Retten under visse nærmere bestemte omstændigheder kan bestemme, at der skal udmeldes en sagkyndig, står det dog fast, at en sådan sagkyndig kun kan varetage punktuelle undersøgelser af faktisk eller teknisk karakter. Det tilkommer i intet tilfælde Retten i forbindelse med en tjenestemandssag at delegere kompetencen til at efterprøve, hvad der faktisk skyldes en tjenestemand i vederlag henset til de dokumenter, der er fremlagt i sagen, og til direkte at træffe afgørelser med hensyn til betaling af disse beløb, til en sådan sagkyndig, eftersom en sådan delegation ville være ensbetydende med, at nævnte sagkyndige fik overdraget kompetencen til at træffe afgørelse vedrørende en del af tvisten. Denne konstatering gælder så meget desto mere, når den upræcise karakter af visse relevante dispositioner kræver udøvelse af et vist skøn fra Rettens side.
(jf. præmis 265)
17. Når en institution er blevet tilpligtet at efterbetale ikke udbetalt vederlag til en tjenestemand, med tillæg af morarenter, er udgangspunktet for beregningen af nævnte renter det tidspunkt, hvor de pågældende beløb burde have været udbetalt til tjenestemanden i overensstemmelse med de gældende bestemmelser. I mangel af præcise angivelser herom i bestemmelserne, tilkommer det Retten at fastsætte det tidspunkt, hvor beløbene med rimelighed burde have været udbetalt til tjenestemanden.
(jf. præmis 272)
18. Eftersom morarenter har til formål at erstatte det tab, som en part har lidt som følge af en anden parts manglende betaling af beløb, fortsætter de med at løbe indtil det tidspunkt, hvor beløbene faktisk betales.
(jf. præmis 273)
19. Når Retten ex tunc har annulleret retsvirkningerne af EIB’s afvisning af at acceptere en tilbagetrækning af opsigelsen fra en af bankens ansatte, er EIB berettiget til i de beløb, der skyldes i form af efterbetaling af ikke udbetalt vederlag og morarenter, at modregne samtlige de beløb, banken har udbetalt til den ansatte som følge af dennes fratræden, dvs. udtrædelsespengenes nettobeløb og nettobeløbet for bosættelsespenge efter fratræden, for så vidt som begrundelsen for betalingen af disse beløb er bortfaldet og beløbenes tilbagebetaling som følge heraf er berettiget.
I mangel af krav om tilbagebetaling af udtrædelsesgodtgørelsen og bosættelsespengene efter fratræden kan EIB derimod ikke kræve, at disse beløb tillægges morarenter.
(jf. præmis 282 og 283)
20. Ved pådømmelsen af en tjenestemands erstatningspåstand skal flere betingelser være opfyldt, for at Fællesskabet kan ifalde ansvar, idet de handlinger, institutionen foreholdes, skal være ulovlige, og der skal være lidt et tab samt være årsagsforbindelse mellem handlingerne og tabet. De tre nævnte betingelser for, at Fællesskabet ifalder ansvar, er kumulative, hvilket indebærer, at Fællesskabet ikke kan ifalde ansvar, når en af betingelserne ikke er opfyldt.
(jf. præmis 303 og 304)
Henvisning til: Domstolen, 9. september 1999, sag C-257/98 P, Lucaccioni mod Kommissionen, Sml. I, s. 5251, præmis 14; Retten, 14. maj 1998, sag T-165/95, Lucaccioni mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 203, og II, s. 627, præmis 57; Retten, 26. maj 1998, sag T-205/96, Bieber mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 231, og II, s. 723, præmis 48; Retten, 12. december 2002, forenede sager T-338/00 og T-376/00, Morello mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 301, og II, s. 1457, præmis 150.
21. En afgørelse om afskedigelse på grund af alvorlig tjenesteforseelse er en foranstaltning, der er så omfattende, at den kan belaste den pågældende ansattes muligheder for at finde en passende stilling på arbejdsmarkedet alvorligt, og den kan som følge heraf forvolde ham et økonomisk og erhvervsmæssigt tab. Imidlertid bør der ved bedømmelsen af dette tab henses til den ansattes afvisning af at tage hensyn til forslag fra hans arbejdsgiver, som tilsigter at lette hans tilbagevenden til arbejdsmarkedet og således begrænse hans tab. I et sådant tilfælde udgør annullationen af afgørelsen om afskedigelse i sig selv en passende erstatning af dette tab.
(jf. præmis 306)