Forenede sager T-116/01 og T-118/01

P & O European Ferries (Vizcaya), SA og Diputación Foral de Vizcaya

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Statsstøtte — annullationssøgsmål — beslutning om at indstille en procedure, der var indledt i henhold til EF-traktatens artikel 88, stk. 2 — statsstøttebegrebet — statens køb af tjenesteydelser til markedspris — støtte af social karakter ydet uden forskelsbehandling ud fra varernes oprindelsesland — undladelse af at meddele påbud til medlemsstaten om at afgive de nødvendige oplysninger — pligt til tilbagesøgning af støtte — støttemodtagernes berettigede forventning — begrundelse«

Rettens dom (Første Udvidede Afdeling) af 5. august 2003   II-2963

Sammendrag af dom

1. Statsstøtte – ikke anmeldt støtte – Kommissionens accept af meddelelsen af en ny aftale mellem støttemodtager og støttetildeler – ingen betydning for støttens ulovlighed

   (Art. SS, stk. 3, EF)

2. Retspleje – en frifindende doms retskraft – rækkevidde – afvisning af en ny sag – betingelser – samme parter, sagsgenstand og anbringender i de to sager

3. Statsstøtte – begreb – indkøb foretaget hos en virksomhed – vurdering i henhold til kriteriet om en privat investor

   (Art. 87 EF)

4. Institutionernes retsakter – begrundelse – pligt – rækkevidde

   (Art. 253 EF)

5. Statsstøtte – beslutning fra Kommissionen, som fastslår, at en støtte, der ikke er anmeldt, er uforenelig med fællesmarkedet – begrundelsespligt – rækkevidde

   (Art. 87, stk. 3, EF)

6. EF-traktaten – ejendomsretlige ordninger – neutralitetsprincippet – begrænsninger – underlagt traktatens grundlæggende principper – ingen indskrænkning af rækkevidden af statsstøttebegrebet

   (Art. 87, stk. 1, EF og art. 295 EF)

7. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet – støtte af social karakter – betingelser

   [Art. 87, stk. 2, litra a), EF]

8. Statsstøtte – tilbagesøgning af ulovlig støtte – støtte ydet i strid med procedurereglerne i artikel 88 EF – støttemodtagernes eventuelle berettigede forventning – beskyttelse – betingelser og begrænsninger

   (Art. 87 EF og 88 EF)

9. Fællesskabsret – principper – kravet om domstolsprøvelse – tilbagesøgning af en ulovlig støtte uanset tvingende retssikkerhedshensyn

   (Art. 88 EF, 220 EF, 230, stk. 1, EF og 233 EF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 6 og 13)

10. Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – indledning af en formel undersøgelsesprocedure – den maksimale frist på to måneder – finder ikke anvendelse i tilfælde af ikke anmeldt støtte

    (Art. 88, stk. 2 og 3, EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 4, stk. 6)

11. Statsstøtte – påtænkt støtte – gennemførelse inden Kommissionens endelige beslutning – Kommissionens beslutning om at beordre tilbagesøgning af støtten – begrundelsespligt – rækkevidde

    (Art. 88, stk. 3, EF)

1.  Den omstændighed, at Kommissionen har accepteret meddelelsen af en ny aftale om ikke anmeldt støtte mellem den støttemodtagende virksomhed og det nationale organ, som tildeler støtten, uden at gøre indvendinger mod dens gyldighed, kan under ingen omstændigheder ændre på det forhold, at den omhandlede støtte er ulovlig. Kommissionen kan således ikke tillade en fravigelse af den anmeldelsesprocedure, som er fastlagt i artikel 88, stk. 3, EF, eller gennem sin handlemåde ændre på det forhold, at støtten er ulovlig.

   (jf. præmis 70)

2.  Retskraftsvirkningen af en dom kan være til hinder for realitetspåkendelse af en sag, såfremt den sag, der gav anledning til den omhandlede dom, har samme parter, har samme genstand og hviler på samme søgsmålsgrund, hvilke betingelser nødvendigvis er kumulative.

   Retskraftsvirkningen kan ikke påberåbes, når det omhandlede søgsmål ikke vedrører den samme retsakt, idet den retsakt, der påstås annulleret, udgør et element af stor betydning for karakteriseringen af genstanden for et søgsmål.

   (jf. præmis 77 og 78)

3.  En statslig foranstaltning, der begunstiger en virksomhed, kan ikke i sig selv og på forhånd udelukkes fra begrebet statsstøtte i artikel 87 EF, blot fordi parterne forpligter sig til gensidige ydelser.

   Den blotte omstændighed, at en medlemsstat køber varer og tjenesteydelser på markedsvilkår, er desuden ikke tilstrækkeligt til, at denne transaktion må anses for at være en kommerciel disposition, gennemført på vilkår, som en privat investor ville have accepteret, eller med andre ord, en normal kommerciel disposition, hvis det skulle vise sig, at staten ikke har et faktisk behov for disse varer og tjenesteydelser. Kravet om, at medlemsstaten skal påvise, at en sådan erhvervelse udgør en normal, kommerciel disposition, har så meget desto mere betydning, når valget af medkontrahent ikke er sket i henhold til et åbent udbud, som i tilstrækkelig grad er blevet offentliggjort. Et sådant udbud anses nemlig normalt for at være tilstrækkeligt til at udelukke, at medlemsstaten søger at tildele en bestemt virksomhed, som den har kontraheret med, en begunstigelse.

   (jf. præmis 114, 117 og 118)

4.  Den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 253 EF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente retsinstans kan udøve sin prøvelsesret. Kravet om begrundelse skal bedømmes i forhold til omstændighederne i sagen, bl.a. indholdet af retsakten, karakteren af de anførte argumenter og den interesse, som adressaterne eller andre, der er direkte og individuelt berørt af retsakten, kan have i at få en forklaring. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, da spørgsmålet, om en retsakts begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område.

   (jf. præmis 139 og 170)

5.  Når en medlemsstat har ydet ulovlig støtte, er Kommissionen ikke forpligtet til at påvise dens reelle virkning på konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne, før den erklærer den uforenelig med fællesmarkedet. En sådan forpligtelse ville nemlig være ensbetydende med at begunstige de medlemsstater, der yder støtte under tilsidesættelse af anmeldelsespligten i henhold til artikel 88, stk. 3, EF, på de medlemsstaters bekostning, som anmelder påtænkt støtte.

   (jf. præmis 142)

6.  Selv om de ejendomsretlige ordninger i medfør af artikel 295 EF fortsat henhører under den enkelte medlemsstat, fører denne bestemmelse ikke til, at eksisterende ejendomsretlige ordninger i medlemsstaterne ikke er omfattet af traktatens grundlæggende principper. Det kan således ikke antages, at artikel 295 EF begrænser rækkevidden af statsstøttebegrebet som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF.

   (jf. præmis 151 og 152)

7.  Med henblik på efterprøvelsen af, om en støtte af social karakter til enkelte forbrugere er ydet uden forskelsbehandling med hensyn til varernes oprindelse, således at den i henhold til artikel 87, stk. 2, litra a), EF kan anses for forenelig med fællesmarkedet, skal det undersøges, om den omhandlede støtte kommer forbrugerne til gode, uanset hvilken erhvervsdrivende der leverer den vare eller tjenesteydelse, som kan opfylde det sociale formål, den pågældende medlemsstat har påberåbt sig.

   (jf. præmis 162 og 163)

8.  Selv om det ganske vist ikke kan udelukkes, at en virksomhed, der har modtaget en ulovlig støtte, muligvis vil kunne henvise til ekstraordinære omstændigheder, der hos den retmæssigt har kunnet skabe en berettiget forventning om, at den nævnte støtte var lovlig, og på grundlag heraf undgå tilbagebetaling, kan en medlemsstat, hvis myndigheder har ydet støtte i strid med de i artikel 88 EF fastlagte procedureregler, derimod ikke påberåbe sig støttemodtagernes berettigede forventning og dermed unddrage sig sin forpligtelse til at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre en kommissionsbeslutning, hvorefter denne medlemsstat skal søge støtten tilbage. Hvis dette blev anerkendt, ville bestemmelserne i artikel 87 EF og 88 EF nemlig ikke kunne virke efter hensigten, idet de nationale myndigheder med udgangspunkt i deres egen ulovlige adfærd kunne ophæve den effektive gennemførelse af de beslutninger, Kommissionen har truffet i medfør af disse traktatbestemmelser. Det tilkommer således ikke den pågældende medlemsstat, men derimod støttemodtageren, at påberåbe sig, at der foreligger ekstraordinære omstændigheder, der hos ham har kunnet skabe en berettiget forventning, der giver grundlag for at afvise et krav om tilbagebetaling af en sådan støtte.

   Den omstændighed, at Kommissionen oprindeligt vedtog en positiv beslutning om godkendelse af den omtvistede støtte, har ikke kunnet skabe en berettiget forventning hos støttemodtageren, når denne beslutning blev anfægtet inden for søgsmålsfristen og herefter annulleret af Fællesskabets retsinstanser.

   (jf. præmis 201, 202 og 205)

9.  Selv om tvingende retssikkerhedshensyn, der har til formål at beskytte borgerne, skal iagttages, skal der samtidig ske en afvejning af henholdsvis disse hensyn og tvingende hensyn til beskyttelsen af de offentlige interesser, som på statsstøtteområdet skal undgå, at markedets funktion forstyrres af konkurrenceskadelig statsstøtte. Dette indebærer, at ulovlig støtte tilbagebetales, og at støttemodtagernes konkurrenter kan anfægte de af Kommissionens retsakter, som påfører dem skade, idet den kontrol, Fællesskabets retsinstanser udøver med lovligheden af fællesskabsinstitutionernes retsakter i henhold til artikel 220 EF, 230, stk. 1, EF og 233 EF, ellers kan blive frataget sin effektive virkning. Kravet om domstolsprøvelse er et almindeligt fællesskabsretligt princip, der udspringer af medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner og er hjemlet i artikel 6 og 13 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Retten til en effektiv domstolsprøvelse er desuden bekræftet i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

   (jf. præmis 207-209)

10.  Princippet om, at den frist, Kommissionen har til at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF, ikke kan overstige to måneder, hvilket princip er indført i artikel 4, stk. 6, i forordning nr. 659/1999, kan kun påberåbes i forbindelse med støtte, som er anmeldt i overensstemmelse med proceduren i henhold til artikel 88, stk. 3, EF, og finder således ikke anvendelse inden for rammerne af en procedure, som Kommissionen har indledt med hensyn til ikke-anmeldt støtte.

    (jf. præmis 217)

11.  På statsstøtteområdet er Kommissionen, som har beføjelse til at pålægge de nationale myndigheder at tilbagesøge støtten, ikke forpligtet til at anføre den særlige begrundelse for, at det er berettiget at udøve denne beføjelse, i tilfælde, hvor den påtænkte støtte i strid med artikel 88, stk. 3, EF allerede er blevet udbetalt.

    (jf. præmis 224)