1. Almindelige og afsluttende bestemmelser — medlemsstaternes kompetence til at vedtage foranstaltninger, som har til formål at sikre den nationale sikkerhed — produktion og handel med våben — påvirkning af konkurrencen inden for markedet for produkter, som ikke specifikt anvendes til militære formål — bestemt procedure, der er indført ved artikel 298 EF — Kommissionens kompetence — grænser — [Art. 86, stk. 3, EF, art. 88 EF, art. 296, stk. 1, litra b), EF og art. 298 EF]
2. Passivitetssøgsmål — passivitetens ophør før sagens anlæg — afvisning — (Art. 232 EF og art. 233, stk. 1, EF)
1. Ordningen i artikel 296, stk. 1, litra b), EF har til formål at opretholde medlemsstaternes handlefrihed på visse områder, der vedrører forsvar og national sikkerhed. Artiklen er – for så vidt angår den form for virksomhed, som den vedrører, og de betingelser, som den fastsætter – almengyldig og kan dermed påvirke alle de almindelige bestemmelser i traktaten, navnlig dem, der vedrører konkurrencereglerne, og tildeler medlemsstaterne en særlig vid skønsbeføjelse ved vurderingen af de behov, der gør sig gældende ved beskyttelsen af deres væsentlige sikkerhedsinteresser. De foranstaltninger, som medlemsstaterne kan vedtage, må ikke forringe konkurrencevilkårene inden for fællesmarkedet for »varer, som ikke er bestemt specielt til militære formål«.
Når en medlemsstat vedtager en støtteforanstaltning til fordel for virksomhed i form af fremstilling eller handel med militære våben, der er identificeret som sådanne af Rådet, ud fra hensyn, der er baseret på nødvendigheden af at beskytte sine væsentlige nationale sikkerhedsinteresser, finder konkurrencereglerne ikke anvendelse på en sådan statsstøtte, hvorfor Kommissionen ikke kan gøre brug af undersøgelsesproceduren i artikel 88 EF. Såfremt Kommissionen finder, at den omhandlede foranstaltning kan fremkalde konkurrencefordrejning, foranstalter den en undersøgelse heraf sammen med den pågældende medlemsstat, uden at den kan meddele den pågældende medlemsstat en endelig beslutning eller et direktiv, men med mulighed for direkte at anlægge traktatbrudssøgsmål ved Domstolen, såfremt den finder, at en medlemsstat har misbrugt den i artikel 296 EF fastsatte beføjelse.
(jf. præmis 58, 59, 63, 64 og 74)
2. Et passivitetssøgsmål kan ikke antages til realitetsbehandling, når Kommissionen allerede havde taget stilling, som omhandlet i artikel 232 EF, før sagens anlæg. En dom, som i et sådant tilfælde fastslår, at den sagsøgte institution har udvist passivitet, kan ikke give anledning til foranstaltninger til opfyldelse af dommen i henhold til artikel 233, stk. 1, EF.
(jf. præmis 92)