62001O0080

1. Præjudicielle spørgsmål - besvarelse, der klart kan udledes af retspraksis - anvendelse af procesreglementets artikel 104, stk. 3

(Domstolens procesreglement, art. 104, stk. 3)

2. Fiskale bestemmelser - harmonisering af lovgivningerne - punktafgifter - direktiv 92/12 og 92/81 - mineralolier - procedurer for opkrævning og inddrivelse af punktafgiften - medlemsstaternes beføjelser på betingelse af, at der ikke sker forskelsbehandling - en medlemsstats afslag på at tilbagebetale en punktafgift, som er betalt af en erhvervsdrivende, i tilfælde, hvor betaling fra den erhvervsdrivendes kunde er udeblevet - lovligt

[EF-traktaten, art. 3, litra a) og b) [efter ændring nu art. 3, stk. 1, litra a) og b), EF]; Rådets direktiv 92/12, første betragtning, og art. 3, stk. 2, samt direktiv 92/81]

I sag C-80/01,

angående en anmodning, som Tribunal d'instance de Châteauroux (Frankrig) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Michel SARL

mod

Recettes des douanes,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 3, litra a) og b) [efter ændring nu artikel 3, stk. 1, litra a) og b), EF], af første betragtning til Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed (EFT L 76, s. 1) og dette direktivs artikel 3, stk. 2, samt sjette og ottende betragtning til Rådets direktiv 92/81/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier (EFT L 316, s. 12),

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, P. Jann, og dommerne L. Sevón og M. Wathelet (refererende dommer),

generaladvokat: S. Alber

justitssekretær: R. Grass,

efter at den forelæggende ret er blevet underrettet om, at Domstolen har til hensigt at træffe afgørelse ved begrundet kendelse i henhold til procesreglementets artikel 104, stk. 3,

efter at de parter eller andre, der er nævnt i artikel 20 i EF-statutten for Domstolen, er blevet anmodet om at fremkomme med deres eventuelle bemærkninger hertil,

efter at have hørt generaladvokaten,

afsagt følgende

Kendelse

1 Ved dom af 26. januar 2001, indgivet til Domstolen den 16. februar 2001, har Tribunal d'instance de Châteauroux (Frankrig) i medfør af artikel 234 EF forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 3, litra a) og b) [efter ændring nu artikel 3, stk. 1, litra a) og b), EF], af første betragtning til Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed (EFT L 76, s. 1) og dette direktivs artikel 3, stk. 2, samt sjette og ottende betragtning til Rådets direktiv 92/81/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier (EFT L 316, s. 12).

2 Spørgsmålet er blevet rejst inden for rammerne af en sag anlagt af selskabet Michel SARL, der handler med olieprodukter, mod Recettes des douanes vedrørende tilbagebetaling af en intern afgift af olieprodukter (herefter »IAOP«), som selskabet har betalt, og som ikke har kunnet overvæltes, fordi betalingen fra dets kunder er udeblevet.

De relevante fællesskabsbestemmelser

3 I traktatens artikel 3, litra a) og b), hedder det:

»Med de i artikel 2 nævnte mål for øje skal Fællesskabets virke under de betingelser og i det tempo, som er foreskrevet i denne traktat, indebære:

a) ophævelse, medlemsstaterne imellem, af told og kvantitative restriktioner ved varers ind- og udførsel, såvel som af alle andre foranstaltninger med tilsvarende virkning

b) indførelse af en fælles handelspolitik.«

4 Det anføres i første betragtning til direktiv 92/12, at »det indre markeds etablering og funktion indebærer fri bevægelighed for varer, herunder punktafgiftspligtige varer«.

5 Artikel 3, stk. 1 og 2, i direktiv 92/12 bestemmer:

»1. Dette direktiv finder anvendelse på fællesskabsplan på følgende varer, således som de er defineret i de pågældende direktiver:

mineralolier

alkohol og alkoholholdige drikkevarer

forarbejdede tobaksvarer.

2. De i stk. 1 nævnte varer kan pålægges andre former for indirekte beskatning i særligt øjemed, såfremt der ved den pågældende beskatning iagttages de regler for afgiftspålæggelse, der gælder for punktafgifter og moms, for så vidt angår bestemmelse af afgiftsgrundlaget, afgiftsberegning, afgiftens forfald og kontrol med beskatningen.«

6 Det bestemmes i artikel 5, stk. 1, i direktiv 92/12, at:

»De varer, der er nævnt i artikel 3, stk. 1, er punktafgiftspligtige ved fremstilling på Fællesskabets område som defineret i artikel 2 eller ved indførsel til dette område.

Ved indførsel af en punktafgiftspligtig vare forstås: indførsel af varen til Fællesskabet, herunder indførsel fra et af de områder, for hvilke der gælder undtagelse i medfør af artikel 2, stk. 1 til 3, eller på Kanaløerne.

Såfremt varen ved sin indførsel til Fællesskabet er underlagt en EF-toldordning, anses indførslen af varen dog at finde sted på det tidspunkt, hvor den ophører med at være underlagt denne ordning.«

7 Artikel 6 i direktiv 92/12 bestemmer:

»1. Punktafgiftene forfalder ved overgangen til forbrug, eller hvis der konstateres en manko, som skal belægges med punktafgifter i overensstemmelse med artikel 14, stk. 3.

Ved overgang til forbrug af punktafgiftspligtige varer forstås:

a) ethvert tilfælde, herunder uretmæssigt, hvor en vare forlader en suspensionsordning

b) enhver fremstilling, herunder uretmæssig, af de pågældende varer uden for en suspensionsordning

c) enhver indførsel, herunder uretmæssig, af de pågældende varer, såfremt varerne ikke er undergivet en suspensionsordning.

2. Betingelserne for punktafgiftens forfald og punktafgiftssatsen er dem, der gælder på forfaldsdatoen i den medlemsstat, hvor overgangen til forbrug sker, eller hvor der konstateres en manko. Punktafgiften opkræves og inddrives i henhold til bestemmelserne i de enkelte medlemsstater, idet medlemsstaterne anvender de samme procedurer for opkrævning og inddrivelse af punktafgiften på indenlandske varer og varer fra andre medlemsstater.«

8 Sjette og ottende betragtning til direktiv 92/81 har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne bør dog have mulighed for, hvis de måtte ønske det, at anvende visse andre fritagelser eller reducerede satser på deres eget område, hvor noget sådant ikke giver anledning til konkurrencefordrejning.

[...]

Det er nødvendigt at fastlægge en fremgangsmåde for revision af alle de i dette direktiv indeholdte fritagelser eller reducerede satser for at kontrollere, om de fortsat er forenelige med det indre marked.«

9 Det hedder i artikel 1 i direktiv 92/81:

»1. Medlemsstaterne pålægger mineralolier en harmoniseret punktafgift i overensstemmelse med dette direktiv.

2. Medlemsstaterne fastsætter deres satser i overensstemmelse med direktiv 92/82/EØF om indbyrdes tilnærmelse af punktafgiftssatserne for mineralolier.«

10 Artikel 2, stk. 1 og 2, i direktiv 92/81 har følgende ordlyd:

»1. I dette direktiv forstås ved mineralolie:

[...]

2. Af andre mineralolier end dem, for hvilke punktafgiftsniveauet er fastsat i direktiv 92/82/EØF, skal der svares punktafgift, hvis de er bestemt til at anvendes, afsættes eller anvendes som brændsel eller som motorbrændstof. Punktafgiftssatsen er den sats, der gælder for tilsvarende brændsel eller motorbrændstof.«

Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

11 I årene 1996, 1997 og 1998 købte sagsøgeren i hovedsagen olieprodukter hos sine leverandører. I denne forbindelse betalte selskabet til leverandørerne IAOP. Det ville senere søge dækning for afgiften hos to af dets kunder, men dette har ikke været muligt, da begge er trådt i likvidation.

12 Sagsøgeren i hovedsagen sagsøgte herefter Recettes des douanes ved den forelæggende ret for at opnå tilbagebetaling af 254 986,46 FRF, svarende til det beløb, selskabet havde betalt i IAOP.

13 Sagsøgeren i hovedsagen har gjort gældende, at såfremt mellemhandleren i sidste ende selv skal bære afgiften, når hans kunder ikke betaler, skifter afgiften karakter. Den ophører så med at være en forbrugsafgift, uden at den bliver en almindelig skat, eftersom den kun forfalder i tilfælde af, at betalingen udebliver. Da denne nye beskatning ikke har noget særligt øjemed, jf. artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12, er den i strid med fællesskabsretten.

14 Hertil kommer, at tysk ret i modsætning til fransk ret bestemmer, at der i sådanne tilfælde skal ske tilbagebetaling af punktafgifter. Det udgør en hindring for de frie varebevægelser, at der er denne forskel i behandlingen.

15 Det er under disse omstændigheder, at Tribunal d'instance de Châteauroux har besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal Rom-traktatens artikel 3, litra a) og b), første betragtning til direktiv 92/12 af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer og dette direktivs artikel 3, stk. 2, samt sjette og ottende betragtning til direktiv 92/81 af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier fortolkes således, at Den Franske Republik ikke kan afslå at tilbagebetale IAOP, som er erlagt af en virksomhed, der handler med olieprodukter, efter at betaling fra en af virksomhedens kunder er udeblevet?«

Det præjudicielle spørgsmål

16 Det bemærkes, at svaret på det præjudicielle spørgsmål klart kan udledes af retspraksis, hvorfor der i henhold til procesreglementets artikel 104, stk. 3, skal træffes afgørelse ved begrundet kendelse.

17 Hvad angår traktatens artikel 3, litra a) og b), skal det blot bemærkes som Domstolen allerede har fastslået, bl.a. i sin dom af 14. juli 1998, Bettati (sag C-341/95, Sml. I, s. 4355, præmis 75), og af 3. oktober 2000, Échirolles Distribution (sag C-9/99, Sml. I, s. 8207, præmis 22) at traktatens artikel 3, der fastlægger de områder og mål, Fællesskabets virke skal vedrøre, opstiller de generelle principper for det fælles marked, som anvendes i forbindelse med de kapitler i traktaten, der har til formål at føre principperne ud i livet.

18 I denne forbindelse bemærkes, at direktiv 92/12, der er udstedt med hjemmel i EF-traktatens artikel 99 (nu artikel 93 EF), som fremhævet i præmis 22 i dom af 2. april 1998, EMU Tabac m.fl. (sag C-296/95, Sml. I, s. 1605), tilsigter at fastlægge en række regler vedrørende oplægning eller opbevaring af, omsætning af og kontrol med punktafgiftspligtige varer, herunder navnlig med henblik på at sikre, at vilkårene for punktafgiftens forfald er de samme i alle medlemsstater.

19 I denne henseende skal det først bemærkes, at formålet med artikel 6, stk. 1, i direktiv 92/12 alene er at afgøre, hvornår punktafgiften forfalder. Det fremgår klart af bestemmelsen i dette direktivs artikel 6, stk. 2, at når først punktafgiften er forfalden som følge af overgangen til forbrug i stk. 1's forstand, opkræves og inddrives punktafgiften i henhold til bestemmelserne i de enkelte medlemsstater, idet medlemsstaterne anvender de samme procedurer for opkrævning og inddrivelse af punktafgiften på indenlandske varer og varer fra andre medlemsstater (dom af 5.4.2001, sag C-325/99, Van de Water, Sml. I, s. 2729, præmis 38).

20 Ved i artikel 6, stk. 1, i direktiv 92/12 at sikre, at bestemmelserne vedrørende punktafgiftens forfald er ens i alle medlemsstater, har fællesskabslovgiver imidlertid med al ønskelig tydelighed ikke søgt at harmonisere procedurerne for medlemsstaternes opkrævning og inddrivelse af punktafgiften. Ved artikel 6, stk. 2, har fællesskabslovgiver tværtimod udtrykkeligt overladt det til medlemsstaterne at fastsætte disse procedurer på den i denne kendelses præmis 19 nævnte betingelse om, at procedurerne ikke må være diskriminerende (Van de Water-dommen, præmis 40).

21 Det skal endelig understreges, at selv om direktiv 92/12 i artikel 6 ikke specificerer hvem, der skal erlægge den forfaldne punktafgift, følger det af direktivets opbygning, at de nationale myndigheder under alle omstændigheder har pligt til at sørge for, at den skyldige afgift rent faktisk bliver inddrevet (Van de Water-dommen, præmis 41).

22 Det fremgår af det ovenfor anførte, at det hverken har betydning for karakteren eller selve strukturen af den omhandlede afgift, at sagsøgeren i hovedsagen ikke kan opnå dækning af IAOP hos kunderne på grund af disses misligholdelse af betalingspligten. I lighed med fastsættelse af procedurerne for opkrævning og inddrivelse af punktafgiften tilkommer det medlemsstaterne i sådanne tilfælde at indrømme den afgiftspligtige et krav på tilbagebetaling af punktafgiften, på den i denne kendelses præmis 19 nævnte betingelse om, at proceduren herfor ikke må være diskriminerende.

23 Under disse omstændigheder er direktiv 92/12 ikke til hinder for eventuelle forskelle, der skyldes manglende overensstemmelse mellem de forskellige medlemsstaters lovgivninger på området (jf. analogt dom af 28.6.1978, sag 1/78, Kenny, Sml. s. 1489, præmis 18).

24 Hvad angår de i det præjudicielle spørgsmål nævnte betragtninger til direktiv 92/12 og direktiv 92/81 skal det blot bemærkes, at de udgør meget generelle erklæringer, som ikke kan rejse tvivl om den anlagte fortolkning af bestemmelserne i direktiv 92/12.

25 Under hensyn til det ovenfor anførte skal det præjudicielle spørgsmål besvares med, at traktatens artikel 3, litra a) og b), første betragtning til direktiv 92/12 samt sjette og ottende betragtning til direktiv 92/81 skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at en medlemsstat i tilfælde, hvor betaling fra en kunde hos en virksomhed, der handler med olieprodukter, er udeblevet, afslår at tilbagebetale en punktafgift, såsom IAOP, som er erlagt af virksomheden.

Sagens omkostninger

26 De udgifter, der er afholdt af den franske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Første Afdeling)

vedrørende det spørgsmål, der er forelagt af Tribunal d'instance de Châteauroux, ved dom af 26. januar 2001, for ret:

EF-traktatens artikel 3, litra a) og b) [efter ændring nu artikel 3, stk. 1, litra a) og b), EF], første betragtning til Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed og dette direktivs artikel 3, stk. 2, samt sjette og ottende betragtning til Rådets direktiv 92/81/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at en medlemsstat i tilfælde, hvor betaling fra en kunde hos en virksomhed, der handler med olieprodukter, er udeblevet, afslår at tilbagebetale en punktafgift, såsom den interne afgift af olieprodukter, som er erlagt af virksomheden.