62001J0467

1. Landbrug - fælles markedsordning - eksportrestitutioner - fremlæggelse af bevisdokumenter - overskridelse af den ved forordning fastsatte frist - indrømmelse af forlængede frister - varighed henhører under de nationale myndigheders skøn

(Kommissionens forordning nr. 3665/87, art. 47, stk. 4, og art. 48, stk. 2)

2. Landbrug - fælles markedsordning - eksportrestitutioner - fremlæggelse af bevisdokumenter - overskridelse af den ved forordning fastsatte frist - medlemsstaternes adgang til at indrømme forlængede frister - ret til domstolsprøvelse for den eksportør, der har fået afslag - anvendelse af national ret - grænser

(Kommissionens forordning nr. 3665/87, art. 47, stk. 4)

$$1. Forordning nr. 3665/87 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter, som ændret ved forordning nr. 1829/94, fastsætter ingen grænse for varigheden af de forlængede frister, der i medfør af forordningens artikel 47, stk. 4, kan indrømmes eksportøren til fremlæggelse af dokumenter vedrørende gennemførelsen af udførslen, og det påhviler derfor de kompetente nationale myndigheder at fastsætte varigheden af disse frister i forhold til de specifikke omstændigheder i hver enkelt sag, hvorved de navnlig skal tage hensyn til den umage, som den eksportør har gjort sig, der ansøger om forlænget frist, arten af de vanskeligheder, som han står overfor, og den tid, som med rimelighed vil være nødvendig for at overvinde disse vanskeligheder.

( jf. præmis 48 og domskonkl. 1 )

2. Artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3665/87 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter, som ændret ved forordning nr. 1829/94, giver ikke eksportøren ret til en forlænget frist af en vis varighed til fremlæggelse af dokumenter vedrørende gennemførelsen af udførslen, som han kan gøre gældende for de nationale domstole. Ikke desto mindre kan udøvelsen af de kompetente nationale myndigheders skøn til at indrømme forlængede frister ikke overskride de grænser, der sættes af formålet med denne bestemmelse. Princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse kræver imidlertid, at eksportøren har ret til ved en domstol at anlægge sag til prøvelse af de kompetente nationale myndigheders afgørelse i henhold til artikel 47, stk. 4, i førnævnte forordning om at nægte at indrømme ham forlængede frister. Det tilkommer medlemsstaterne i deres retsorden, under overholdelse af principperne om effektivitet og om ækvivalens som fastlagt i fællesskabsretten, at fastsætte betingelserne og de nærmere regler for denne domstolsprøvelse.

( jf. præmis 58, 60, 63 og domskonkl. 2 )

I sag C-467/01,

angående en anmodning, som Corte d'appello di Genova (Italien) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Ministero delle Finanze

mod

Eribrand SpA, tidligere Eurico Italia SpA,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 47 og 48 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 3665/87 af 27. november 1987 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (EFT L 351, s. 1), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1829/94 af 26. juli 1994 (EFT L 191, s. 5),

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, M. Wathelet, og dommerne P. Jann og A. Rosas (refererende dommer),

generaladvokat: C. Stix-Hackl

justitssekretær: R. Grass,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Eribrand SpA ved avvocati S. Turci og M. Turci

- den franske regering ved G. de Bergues og A. Colomb, som befuldmægtigede

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. Niejahr og A. Aresu, som befuldmægtigede,

på grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 14. januar 2003,

afsagt følgende

Dom

1 Ved kendelse af 15. november 2001, indgået til Domstolen den 6. december 2001, har Corte d'appello di Genova i medfør af artikel 234 EF forelagt fem præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 47 og 48 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 3665/87 af 27. november 1987 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (EFT L 351, s. 1), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1829/94 af 26. juli 1994 (EFT L 191, s. 5, herefter forordning nr. 3665/87).

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en tvist mellem Ministero delle Finanze (det italienske finansministerium) og Eribrand SpA (herefter »Eribrand«), tidligere Eurico Italia SpA, vedrørende betaling i henhold til forordning nr. 3665/87 af restitutioner til dette selskab i forbindelse med selskabets udførsel af tre partier ris til Israel i løbet af 1995.

Relevante retsregler

3 Forordning nr. 3665/87 trådte i kraft den 1. januar 1988 og er blevet ændret flere gange, indtil den blev ophævet ved og erstattet af Kommissionens forordning (EF) nr. 800/1999 af 15. april 1999 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (EFT L 102, s. 11). Sidstnævnte forordning trådte i kraft den 24. april 1999 og fandt anvendelse fra den 1. juli 1999. I henhold til artikel 54, stk. 1, første led, i forordning nr. 800/1999 finder forordning nr. 3665/87 imidlertid fortsat anvendelse på udførsler, for hvilke udførselsangivelsen er antaget inden den 1. juli 1999.

4 I henhold til artikel 1 i forordning nr. 3665/87 fandt den bl.a. anvendelse på udførsler af ris.

5 Det var i artikel 47 i forordning nr. 3665/87 bestemt:

»1. Restitutionen udbetales kun på eksportørens skriftlige anmodning af den medlemsstat, på hvis område udførselsangivelsen er antaget.

[...]

2. Dokumenterne vedrørende udbetaling af restitutionen eller frigivelse af sikkerhedsstillelsen skal, undtagen i tilfælde af force majeure, indgives senest tolv måneder efter antagelsen af udførselsangivelsen.

[...]

4. Når de ifølge artikel 18 krævede dokumenter ikke har kunnet fremskaffes inden udløbet af den i stk. 2 omhandlede frist, skønt eksportøren har gjort sig umage for at fremskaffe og fremsende dem inden for denne frist, kan han få forlænget frist til at fremskaffe disse dokumenter.

5. Den i stk. 3 omhandlede anmodning om bevismæssig ligestilling med eller uden bevis samt den i stk. 4 omhandlede anmodning om forlængelse af fristen skal indgives inden udløbet af den i stk. 2 fastsatte frist.

[...]«

6 Artikel 48, stk. 2, litra a), i forordning nr. 3665/87 var affattet som følger:

»Hvis bevis for, at alle krav, der er fastsat i Fællesskabets bestemmelser, er opfyldt, fremlægges inden seks måneder efter fristen i artikel 47, stk. 2, 4 og 5, udbetales en restitution på 85% af det beløb, der ville være blevet udbetalt, hvis alle krav var opfyldt.«

7 Artikel 18 i forordning nr. 3665/87, der er nævnt i artikel 47, stk. 4, i samme forordning, angav de dokumenter, ved hjælp af hvilke bevis for afslutning af toldformaliteterne for overgang til frit forbrug af landbrugsvarerne i det pågældende tredjeland kunne føres. Bestemmelsen er blevet ændret adskillige gange for at lette eksportørernes adgang til bevis for overgangen til frit forbrug i et tredjeland.

8 I nævnte forordnings artikel 22, stk. 1, var følgende fastsat:

»På eksportørens anmodning yder medlemsstaterne forskud på hele eller en del af restitutionen, så snart udførselsangivelsen er antaget, på betingelse af, at der stilles sikkerhed svarende til forskuddet forhøjet med 15%.

Medlemsstaterne kan fastlægge betingelserne for at anmode om forskud på en del af restitutionen.«

9 I samme forordnings artikel 23, stk. 1, fastsattes:

»Er forskuddet større end det beløb, der faktisk skal udbetales for den pågældende udførsel eller for en tilsvarende udførsel, godtgør eksportøren forskellen mellem disse to beløb forhøjet med 15%.

I tilfælde af force majeure, hvor:

- de beviser, der i denne forordning kræves for at kunne modtage restitution, ikke kan fremlægges

- produktet når en anden destination end den, for hvilken forskuddet er beregnet,

opkræves de 15% ikke.«

10 I øvrigt var næstsidste betragtning til forordning nr. 3665/87 affattet således, at

»der bør af forvaltningsmæssige grunde kræves, at ansøgningen og alle øvrige nødvendige dokumenter for betalingen af restitutionen indgives inden for en rimelig frist; undtagelse herfra kan gøres i tilfælde af force majeure, særlig når tidsfristen ikke kan overholdes som følge af administrative forsinkelser, som ikke kan tilregnes den pågældende«.

11 Det skal præciseres, at artikel 49 og 50 i forordning nr. 800/1999 for en stor dels vedkommende og uden større ændringer gengiver indholdet af artikel 47 og 48 i forordning nr. 3665/87. Artikel 49, stk. 5, i forordning nr. 800/1999, der svarer til artikel 47, stk. 5, i forordning nr. 3665/87, bestemmer nærmere:

»Hvis disse ansøgninger imidlertid indgives senest seks måneder efter udløbet af denne frist, anvendes bestemmelserne i artikel 50, stk. 2, første afsnit.«

12 Artikel 50, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 800/1999 svarer til artikel 48, stk. 2, litra a), i forordning nr. 3665/87.

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

13 I løbet af marts og april 1995 udførte Eribrand tre partier ris til Israel, som blev udskibet fra Ravenna havn (Italien) med Haifa havn (Israel) som bestemmelsessted.

14 I juli 1995 betalte de italienske myndigheder Eribrand ca. 33 mio. ITL som forskud på de eksportrestitutioner, selskabet havde ansøgt om.

15 Den israelske køber tilsendte ikke, uanset gentagne påkrav, Eribrand »Customs Certificates of Entry«, der var nødvendige for at bevise, at varerne var overgået til forbrug i Israel. Da selskabet blev klar over, at det ikke kunne overholde den i artikel 47, stk. 2, i forordning nr. 3665/87 fastsatte frist på tolv måneder til at fremskaffe disse dokumenter, indgav Eribrand den 6. marts 1996 to ansøgninger om forlænget frist til Ministero delle Finanze. Ansøgninger blev indgivet i tide, dvs. inden udløbet af den frist, der er fastsat i samme forordnings artikel 47, stk. 5.

16 Ved skrivelser af 19. oktober 1996 afslog Ministero delle Finanze ansøgningerne. Det påpegede, at Eribrand, da selskabet indgav ansøgningerne om forlænget frist, stadig havde seks måneder til at fremskaffe de manglende dokumenter. Ministeriet fastslog endvidere, at disse dokumenter stadig ikke var blevet fremlagt, og at de længste frister, der er fastsat i artikel 47, stk. 2, og artikel 48, stk. 2, i forordning nr. 3665/87 i mellemtiden var udløbet. Det var derfor Ministero delle Finanzes opfattelse, at ansøgningerne om betaling af eksportrestitutioner ikke kunne imødekommes.

17 I øvrigt pålagde ministeriet den 18. december 1996 Eribrand at tilbagebetale det forskud, selskabet havde modtaget. Da ministeriet den 16. september 1997 blev frifundet i de sager, der af selskabet efterfølgende blev anlagt, tilbagebetalte selskabet faktisk det krævede beløb, dvs. det modtagne beløb forhøjet med 15%.

18 Det var først efter de tiltag, som Italiens Ambassade i Israel og den lokale agent for Istituto per il Commercio Estero (Instituttet for Udenrigshandel, herefter »ICE«) foretog, og efter at have overgivet sagen til italienske advokater, bistået af israelske advokater, at det lykkedes Eribrand at få de pågældende Customs Certificates of Entry. Den 3. december 1997 indsendte selskabet dem til Ministero delle Finanze.

19 Den 4. december 1997 anlagde Eribrand sag ved Tribunale di Genova (Italien) med påstand om, at Ministero delle Finanze skulle betale selskabet ca. 103 mio. ITL i skyldige eksportrestitutioner.

20 Efter at have afvist Ministero delle Finanzes indsigelser vedrørende manglende saglig og stedlig kompetence gav Tribunale di Genova Eribrand medhold ved dom af 3. februar 2000 med henvisning til artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3665/87. Retten fandt, at »selskabet netop påberåber sig retten til at opnå, at fristerne på ny begynder at løbe, eftersom det har fremlagt dokumentet om overgang til forbrug, hvorved bemærkes, at det ikke inden for fristen på tolv måneder fra antagelsen af udførselsangivelsen kunne forelægge nævnte dokument, selv om eksportøren gjorde sig umage for at fremskaffe det (hvilke forhold faktisk er blevet bevist under sagen, da Eurico har handlet målrettet og herved provokeret en indgriben fra den diplomatiske repræsentation [...] og fra ICE med begæring om udstedelse af erstatningsdokumentation fra det israelske toldvæsen)«.

21 Ministero delle Finanze har appelleret denne dom til Corte d'appello di Genova.

22 Ifølge forelæggelseskendelsen har Ministero delle Finanze for så vidt angår realiteten bestridt den fortolkning, som Tribunale di Genova har anlagt af artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3665/87. Ministeriet har gjort gældende, at den forlængede frist, der kan indrømmes i medfør af denne bestemmelse, er begrænset til seks måneder, idet den maksimale frist for fremskaffelse af de krævede dokumenter i henhold til fællesskabsbestemmelser i intet tilfælde kan overstige atten måneder. Dette fremgår af artikel 48, stk. 2, litra a), i forordning nr. 3665/87. Det hedder i bestemmelsen, at hvis de nødvendige beviser fremlægges inden seks måneder efter fristen i samme forordnings artikel 47, stk. 2, 4 og 5, udbetales en restitution på 85% af det beløb, der ville være blevet udbetalt, hvis alle krav var opfyldt. Ministeriet har anført, at Eribrand først omkring 32 måneder efter antagelsen af udførselsangivelserne har udfyldt sagens akter vedrørende betalingen af eksportrestitutionerne.

23 Eribrand har gjort gældende, at den af de italienske myndigheder foretrukne fortolkning fratager en uskyldig eksportør hans ret til restitution, såfremt hindringen i at få de i henhold til fællesskabsbestemmelserne krævede dokumenter stadig består efter den seksmånedersfrist, som kan indrømmes. Ifølge selskabet kan det ikke udledes af artikel 48 i forordning nr. 3665/87, at indrømmelsen af de forlængede frister, som er fastsat i forordningens artikel 47, stk. 4, er undergivet en maksimal varighed, eller at den samlede længde af fristerne for at fremskaffe de pågældende dokumenter ikke må overstige atten måneder.

24 Corte d'appello di Genova har, henset til de argumenter, der af parterne er påberåbt for retten, og til den omstændighed, at den for retten verserende sags afgørelse beror på en fortolkning af fællesskabsbestemmelser, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål:

»1) Bør det - på grundlag af artikel 47, stk. 4, og artikel 48 i forordning (EØF) nr. 3665/87 - antages, at

a) den yderligere frist, der kan indrømmes eksportøren, aldrig kan overstige den maksimale længde på 18 måneder, eller

b) at nedsættelsen på 15% derimod finder anvendelse alene i det tilfælde, hvor der sker en overskridelse på yderligere seks måneder af den ordinære frist og den frist, som muligvis yderligere er indrømmet eksportøren?

2) Såfremt den i foregående spørgsmål, litra b), anlagte fortolkning er korrekt, eksisterer der da med hjemmel i de to nævnte artikler maksimale tidsgrænser - i betragtning af de forskellige aspekter, herunder dem, der er angivet i præmisserne til denne kendelse, som i den henseende kan tillægges relevans ud fra et fællesskabsretligt synspunkt - inden for hvilke der kan indrømmes yderligere frist?

3) Såfremt den i spørgsmål 1, litra b), anlagte fortolkning er korrekt, spørges, hvilke maksimale tidsgrænser der er tale om, og således hvilken yderligere frist der kan indrømmes med hjemmel i de nævnte artikler?

4) Såfremt den i spørgsmål 1, litra b), anlagte fortolkning er korrekt, spørges, om en borger med hjemmel i de to nævnte artikler kan hævde et retligt beskyttet krav på fastsættelse i et vist omfang (der anses for dækkende hvad angår vanskeligheden ved at fremskaffe den foreskrevne dokumentation) af en yderligere frist?

5) Såfremt den i spørgsmål 1, litra b), anlagte fortolkning er korrekt, spørges, om en national ret på grundlag af de to nævnte artikler - i tilfælde af, at myndighederne ikke indrømmer yderligere frist - kan give den eksportør (der har gjort sig umage for at fremskaffe dokumenterne og fremsende dem inden udløbet af fristen på tolv måneder i forordningens artikel 47, stk. 2) ret til at få tildelt yderligere frist, og kan retten fastlægge dens længde i forhold til den tid, der faktisk er nødvendig for at opnå og fremsende den foreskrevne dokumentation?«

De tre første spørgsmål

25 Med de tre første spørgsmål, der skal behandles under ét, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om de forlængede frister, der i medfør af artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3665/87 kan indrømmes eksportøren, henset til forordningens artikel 47 og 48, er undergivet maksimale tidsgrænser, og i bekræftende fald, hvor lange de er, eller i modsat fald, om det er muligt at indrømme sådanne forlængede frister for at fremskaffe dokumenter til godtgørelse af, at toldformaliteterne i forbindelse med overgang til forbrug er gennemført, uanset at den samlede frist på atten måneder er overskredet.

Indlæg til Domstolen

26 Eribrand, den franske regering og Kommissionen, der har indgivet indlæg til Domstolen, er med hensyn til fremskaffelsen af de dokumenter, der er omhandlet i artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3665/87, af den opfattelse, at bestemmelsen ikke fastsætter nogen grænse for, hvor lange de forlængede frister kan være, der i medfør af bestemmelsen kan indrømmes eksportøren. Det tilkommer medlemsstaternes administrationer at fastsætte længden af en yderligere frist i forhold til den enkelte eksportørs specifikke behov. Administrationen skal til dette formål bl.a. tage hensyn til den umage, der gøres af en eksportør, som ansøger om en forlænget frist, hans dokumentation til støtte for ansøgningen, og hvor lang tid der med rimelighed må forventes at gå med at overvinde de vanskeligheder, som han påberåber sig.

27 Eribrand har kritiseret den italienske administration, der gør gældende, at de indrømmede forlængede frister ikke under nogen omstændigheder kan overskride seks måneder, og at eksportrestitutionerne, også selv om en forlængelse var blevet indrømmet, under alle omstændigheder skulle nedsættes med 15%. Ifølge selskabet er denne fortolkning af fællesskabsretten ikke alene urigtig, men tillige i strid med målsætningerne for eksportrestitutionsordningen samt principperne om billighed, lighed, proportionalitet og om beskyttelse af den berettigede forventning.

28 Ifølge Eribrand vedrører henvisningen i artikel 48, stk. 2, litra a), i forordning nr. 3665/87 til den frist, der er fastsat i forordningens artikel 47, stk. 4, de tilfælde, hvor eksportøren ikke har overholdt en af administrationen indrømmet forlænget frist. Når der indrømmes forlængede frister i henhold til den nævnte artikel 47, stk. 4, har eksportøren stadig mulighed for at fremlægge dokumentationen, efter at disse frister er udløbet, for så vidt som denne forsinkelse ikke overskrider fristen på seks måneder i artikel 48, stk. 2, litra a), og i så fald med en nedsættelse på 15% af det restitutionsbeløb, som skulle betales, såfremt alle betingelser havde været opfyldt.

29 Eribrand har påberåbt sig præmis 146-148 i dom af 21. januar 1999, Tyskland mod Kommissionen (sag C-54/95, Sml. I, s. 35) , hvoraf det fremgår, at artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3665/87 netop har til formål at forhindre, at en uskyldig erhvervsdrivende, der har gjort sig umage for at fremskaffe tolddokumenterne, automatisk afskæres fra restitutionerne alene af den grund, at han ikke inden for den fastsatte frist har kunnet føre bevis for en transaktion, der faktisk har fundet sted. Det er ifølge Eribrand ikke i overensstemmelse med dette formål, at en erhvervsdrivende, der objektivt kan begrunde en forsinket fremskaffelse af de krævede dokumenter, straffes med en nedsættelse af restitutionsbeløbet med 15%.

30 Den franske regering har gjort gældende, at det af selve ordlyden af artikel 48, stk. 2, litra a), i forordning nr. 3665/87 fremgår, at en fortolkning, hvorefter eksportøren fra tidspunktet for antagelsen af udførselsangivelsen har en frist på op til atten måneder til at kunne gøre sine rettigheder gældende, er urigtig. Anvendelsen af bindeordet »og« bekræfter, at de i artikel 47, stk. 2, 4 og 5, fastsatte frister skal løbe efter hinanden og være udløbet, for at den seksmånedersfrist, der er fastsat i artikel 48, stk. 2, litra a), begynder at løbe.

31 Ifølge den nævnte regering vil en fortolkning af bestemmelserne i artikel 47 og 48 i forordning nr. 3665/87, hvorefter de to frister, den ene på tolv måneder og den anden på seks måneder, blot lægges sammen, føre til, at forordningens formål ikke iagttages. Den vil indebære, at medlemsstaterne fratages deres skønsbeføjelse for så vidt angår varigheden af den eller de frister, som de har mulighed for at indrømme en eksportør, der gør sig umage. Endvidere mister eksportøren efter udløbet af 18-månedersfristen automatisk enhver mulighed for at gøre sine rettigheder gældende.

32 Den franske regering hævder, at følgerne af en sådan fortolkning vil være i klar modstrid med Domstolens praksis. Domstolen nævner i dommen i sagen Tyskland mod Kommissionen, præmis 146 ff., princippet om de kompetente nationale myndigheders skønsbeføjelse, hvorefter det påhviler dem at undersøge, om eksportøren har gjort sig umage, og afgøre, om der er grund til at gøre brug af deres mulighed for at forlænge fristen.

33 De nævnte myndigheders forpligtelse til konkret at vurdere situationen for hver eksportør for sig indebærer ifølge den franske regering en forpligtelse til at straffe henholdende adfærd, således at eksportører, der ikke har gjort sig umage, ikke indrømmes forlængede frister. De nationale myndigheder er i denne sammenhæng ligeledes forpligtet til at sørge for, at eksportører, der gør sig umage, ikke straffes som følge af omstændigheder, der ikke skyldes dem. Dette er navnlig tilfældet, såfremt importøren i tredjelandet ikke har fremskaffet de krævede dokumenter i tide.

34 Den franske regering har endvidere påpeget, at eksportører, der ansøger om betaling af et forskud på restitutionen i medfør af bestemmelserne i artikel 22, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 3665/87, skal stille en garanti, hvis størrelse skal svare til størrelsen af forskuddet, forhøjet med 15%. Regeringen understreger, at disse bestemmelser tilskynder eksportørerne til at gøre sig umage, eftersom det er i strid med deres interesser at forsinke fremskaffelsen af de krævede tolddokumenter.

35 For så vidt angår varigheden af de forlængede frister, der af de nationale kompetente myndigheder kan indrømmes eksportører, der gør sig umage, har den franske regering anført, at den ikke er fastsat i nogen bestemmelse i forordning nr. 3665/87. Næstsidste betragtning til forordningen indeholder dog visse angivelser i denne forbindelse.

36 Ifølge Kommissionen fastsættes i artikel 47, stk. 2, i forordning nr. 3665/87 en ordinær frist på 12 måneder for indgivelse af dokumenterne i sager vedrørende eksportrestitution med henblik på at tilskynde eksportørerne til at opfylde deres forpligtelser med omhu og for at undgå, at de kompetente nationale myndigheder skal ligge inde med disse uekspederede sager i det uendelige. Det er i denne sammenhæng rimeligt at gøre undtagelser til denne regel, når en eksportør har gjort sig umage for at fremskaffe og fremsende de krævede dokumenter, men af grunde, som han ikke er herre over, ikke har kunnet overholde fristen. Kommissionen har anført, at der i artikel 47, stk. 4, udtrykkeligt fastsættes mulighed for at indrømme forlængede frister, og at eksportøren for at kunne udnytte disse i tide skal ansøge de pågældende myndigheder herom. Kommissionen har i denne forbindelse ligeledes henvist til næstsidste betragtning til den nævnte forordning.

37 Det er Kommissionens opfattelse, at der i artikel 48, stk. 2, i forordning nr. 3665/87 ikke findes støtte til argumenter for det modsatte, idet der heri udelukkende fastsættes en ny tolerancefrist på seks måneder, som føjes til den ordinære og de forlængede frister, der allerede er indrømmet. Den har i øvrigt gjort gældende, at artikel 49 i forordning nr. 800/1999 har samme formulering som artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3665/87.

38 I øvrigt er den nedsættelse på 15% af restitutionsbeløbet, der er fastsat i artikel 48, stk. 2, litra a), fuldt ud gældende, når eksportøren fremskaffer de krævede dokumenter efter udløbet af de forlængede frister, der er indrømmet, men inden for tolerancefristen på seks måneder. Der er således tale om en slags sanktion over for eksportøren, der, selv om han har fået en forlængelse af den ordinære frist på 12 måneder, trods alt har fremskaffet de nødvendige dokumenter, men for sent, selv om denne forsinkelse ikke er tilstrækkelig alvorlig til at retfærdiggøre et fuldstændigt tab af retten til eksportrestitutioner.

Domstolens besvarelse

39 I medfør af forordning nr. 3665/87 er betaling af eksportrestitutioner bl.a. betinget af, at eksportøren fremlægger et eller flere af de dokumenter, der er nævnt i forordningens artikel 18, som bevis for, at toldformaliteterne for overgang til frit forbrug i det tredjeland, der i givet fald er anført i udførselsangivelsen, er afsluttede.

40 Ifølge forordningens artikel 47, stk. 2, har eksportøren, undtagen i tilfælde af force majeure, en frist på 12 måneder efter antagelsen af udførselsangivelsen til at indgive en ansøgning om restitution til de kompetente nationale myndigheder og alle andre dokumenter, der er nødvendige for betaling heraf. En sådan frist tager højde for de nationale myndigheders interesse i at få afsluttet restitutionssagerne inden for en rimelig frist, navnlig når der betalt forskud på restitutionsbeløbet i overensstemmelse med artikel 22 i forordning nr. 3665/87 (jf. i denne retning vedrørende de tilsvarende bestemmelser i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2730/79 af 29.11.1979 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (EFT L 317, s. 1), der fandt anvendelse inden forordning nr. 3665/87 trådte i kraft, dom af 12.7.1990, sag C-155/89, Philipp Brothers, Sml. I, s. 3265, præmis 39).

41 Fællesskabsbestemmelserne tager dog hensyn til, at det for eksportørerne kan være vanskeligt at få udleveret tolddokumenter fra det importerende tredjelands myndigheder, over for hvilke de ikke råder over pressionsmidler (Philipp Brothers-dommen, præmis 27).

42 I denne forbindelse gives de nationale kompetente myndigheder i henhold til artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3665/87 mulighed for at indrømme den pågældende eksportør forlængede frister på betingelse af, at denne har gjort sig umage for at fremskaffe og fremsende den krævede dokumentation inden for den 12-månedersfrist, der er fastsat i samme artikels stk. 2. Som Domstolen har fastslået i dommen i sagen Tyskland mod Kommissionen, præmis 148, er formålet med denne bestemmelse ikke, at eksportøren automatisk afskæres fra de restitutioner, der er fastsat i fællesskabsreglerne, når han af objektive årsager ikke har kunnet fremlægge de krævede dokumenter inden for fristen på 12 måneder, skønt han har gjort alt, hvad der stod i hans magt.

43 I øvrigt bemærkes, at ifølge næstsidste betragtning til forordning nr. 3665/87 kan administrative forsinkelser, som ikke kan tilregnes eksportøren, udgøre force majeure, der kan begrunde den manglende overholdelse af 12-månedersfristen i forordningens artikel 47, stk. 2.

44 Det fremgår desuden udtrykkeligt af artikel 48, stk. 2, litra a), i forordning nr. 3665/87, at i selv tilfælde, hvor eksportøren ikke påberåber sig force majeure som omhandlet i forordningen, indebærer den manglende overholdelse af den nævnte 12-månedersfrist ikke nødvendigvis et fuldstændigt tab af den restitution, som han har kunnet gøre krav på. Det fastsættes nemlig i bestemmelsen, at såfremt al dokumentation, der kræves efter fællesskabsreglerne, indgives til de nationale kompetente myndigheder inden for de følgende seks måneder, navnlig inden for seksmånedersfristen i artikel 47, stk. 2, betales der en restitution svarende til 85% af det restitutionsbeløb, som ville være blevet betalt, såfremt alle krav havde været opfyldt.

45 Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt den omtalte artikel 48, stk. stk. 2, litra a), i forordning nr. 3665/87 alligevel er til hinder for, at der indrømmes forlængede frister, der overstiger en samlet frist på 18 måneder at regne fra tidspunktet for antagelsen af udførselsangivelsen, bemærkes, at bestemmelsen efter ordlyden ikke begrænser varigheden af de forlængede frister, der kan indrømmes i henhold til samme forordnings artikel 47, stk. 4. Tværtimod fremgår det af den udtrykkelige henvisning til fristerne i artikel 47, stk. 2, 4 og 5, at eksportøren, såfremt han er blevet indrømmet en forlænget frist i henhold til nævnte stk. 4, råder over en yderligere periode på seks måneder efter udløbet af denne frist til at fremsende den manglende dokumentation og dermed opnå betaling på 85% af det beløb, der burde være blevet udbetalt, hvis alle krav havde været opfyldt.

46 Nedsættelsen på 15%, der i et sådant tilfælde sker af det samlede restitutionsbeløb, har netop til formål at straffe det forhold, at eksportøren ikke har været i stand til at godtgøre, at den forsinkelse, som overskrider den forlængede frist for fremsendelse af dokumenterne, ikke kan tilregnes ham. Det kan derfor konstateres, at såfremt eksportøren godtgør, at han har udvist den fornødne omhu for at fremskaffe og fremsende de krævede dokumenter, fastsættes der i fællesskabsreglerne ikke sanktioner i forhold til ham.

47 Endvidere bemærkes, at fastsættes der maksimale tidsmæssige begrænsninger for de forlængede frister, der kan indrømmes en eksportør, der gør sig umage, navnlig således at det ikke er muligt at overskride en maksimumsfrist på 18 måneder at regne fra tidspunktet for antagelsen af udførselsangivelsen, indskrænkes de nationale myndigheders skønsbeføjelse betydelig, hvilket strider mod formålet med artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3665/87. Denne bestemmelse giver i sig selv mulighed for at forene kravene om beskyttelsen af eksportørens interesse i at opnå hele det restitutionsbeløb, han har krav på, og administrationens interesse i ikke at ligge inde med uekspederede sager om eksportrestitutioner i det uendelige.

48 Det kan dermed konkluderes, at det ikke fremgår af artikel 47 og 48 i forordning nr. 3665/87, at de forlængede frister, der i medfør af artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3665/87 kan indrømmes eksportøren, er underlagt maksimale tidsgrænser, som skal overholdes af de nationale myndigheder.

49 De tre første spørgsmål skal derfor besvares med, at forordning nr. 3665/87 fastsætter ingen grænse for varigheden af de forlængede frister, der kan indrømmes eksportøren i medfør af forordningens artikel 47, stk. 4. Det påhviler de kompetente nationale myndigheder at fastsætte varigheden af disse frister i forhold til de specifikke omstændigheder i hver enkelt sag, hvorved de navnlig skal tage hensyn til den umage, som den eksportør har gjort sig, der ansøger om forlænget frist, arten af de vanskeligheder, som han står overfor, og den tid, som med rimelighed vil være nødvendig for at overvinde disse vanskeligheder.

Det fjerde og femte spørgsmål

50 Med sit fjerde og femte spørgsmål, der ligeledes skal behandles under ét, ønsker den forelæggende ret oplysning om omfanget af den domstolsbeskyttelse, som skal ydes eksportøren, når de nationale myndigheder med urette nægter at indrømme ham en forlænget frist i henhold til artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3665/87. Retten ønsker nærmere bestemt oplyst, om den nationale ret kan tilkende eksportøren en yderligere, bestemt frist, fastsat af retten selv i forhold til den tid, der faktisk er nødvendig for at opnå og fremsende den foreskrevne dokumentation.

Indlæg til Domstolen

51 Det fremgår ifølge Eribrand af Domstolens praksis, at når administrationen med urette har undladt at indrømme de forlængede frister, der er omhandlet i artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3665/87, kan den nationale ret give eksportøren ret til at få tildelt dem og fastsætte længden heraf på grundlag af den tid, der faktisk er nødvendig for at opnå og fremsende den foreskrevne dokumentation. Selskabet har i denne sammenhæng påberåbt sig dom af 15. oktober 1987, Heylens m.fl. (sag 222/86, Sml. s. 4097), af 19. juni 1990, Factortame m.fl. (sag C-213/89, Sml. I, s. 2433), og af 3. december 1992, Oleificio Borelli mod Kommissionen (sag C-97/91, Sml. I, s. 6313).

52 Den franske regering har gjort gældende, at såfremt der foreligger forhold, som gør det muligt at fastslå, at indrømmelsen af den forlængede frist er berettiget, skal de nationale myndigheder indrømme en eksportør, der gør sig umage, en sådan frist. Indrømmes de nationale myndigheder under sådanne omstændigheder en ret til at afslå at indrømme en forlænget frist, fører dette ifølge den franske regering nemlig til, at de pågældende myndigheder har en vilkårlig skønsbeføjelse.

53 En eksportør, der gør sig umage, og som finder, at de nationale myndigheder i strid med artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3665/87 har nægtet ham ret til forlænget frist, skal derfor ifølge den franske regering kunne påberåbe sig denne bestemmelse for de nationale domstole. Eksportøren skal på grundlag af de nationale regler være i stand til at få ophævet den afgørelse, hvorved de nævnte myndigheder med urette har nægtet ham en forlænget frist. Myndighederne er herefter forpligtede til at træffe en ny afgørelse i overensstemmelse med kravene i henhold til fællesskabsretten.

54 Derimod mener den franske regering ikke, at hverken forordning nr. 3665/87 eller fællesskabsretten i det hele taget pålægger den nationale ret selv at fastsætte varigheden af den forlængede frist, som er nødvendig for at opnå og fremsende den krævede dokumentation. Når der ikke er udstedt fællesskabsbestemmelser på området, tilkommer det nemlig i henhold til fast retspraksis hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som fællesskabsrettens direkte virkning medfører for borgerne. Disse processuelle regler må dog ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret, og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden.

55 Ifølge den franske regering kan den omstændighed, at der i en medlemsstats retsorden ikke er fastsat, at den nationale domstol kan sætte sig i administrationens sted ved selv at fastsætte den forlængede frist, ikke anses for at gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, som en eksportør, der har gjort sig umage, kan gøre krav på i medfør af artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3665/87.

56 Kommissionen har gjort gældende, at eksportøren ikke på grundlag af artikel 47, stk. 4, kan gøre krav på en egentlig ret til at opnå forlængede frister. Den understreger, at det i den pågældende bestemmelse præciseres, at sådanne frister »kan han få«.

57 Ifølge Kommissionen har de kompetente nationale myndigheder i overensstemmelse med medlemsstaternes administrative praksis et frit skøn ved vurderingen af ansøgninger om forlængede frister. De skal navnlig undersøge, om de tilfælde af force majeure, som påberåbes af eksportøren som begrundelse for ansøgningen, faktisk foreligger og er relevante, om eksportøren faktisk har gjort sig umage, da han forsøgte at fremskaffe og fremsende de nødvendige dokumenter, samt træffe afgørelse om den eventuelle varighed af de forlængede frister, der kan indrømmes.

58 Anlægger eksportøren sag til prøvelse af afgørelsen om nægtelse af forlængede frister ved den kompetente nationale domstol, er det på grundlag af fast retspraksis Kommissionens opfattelse, at den pågældende domstol har samme kontrolbeføjelse - herunder navnlig mulighed for at sætte sig i administrationens sted - som den har i henhold til den interne retsorden i tilsvarende sager om de pågældende myndigheders nægtelse af forlængede frister til indenlandske erhvervsdrivende. Denne procedure må således ikke være mindre gunstig for eksportøren end for den, der gælder for lignende nationale sager.

Domstolens besvarelse

59 Det kan for første fastslås, at artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3665/87 ikke giver eksportøren ret til en forlænget frist af en vis varighed, som han kan gøre gældende for de nationale domstole. Som Kommissionen med rette har anført, hedder det i bestemmelsen »kan han få forlænget frist«, og de kompetente nationale myndigheder overlades således et skøn med hensyn til at indrømme forlænget frist og varigheden heraf.

60 Ikke desto mindre har Domstolen allerede fastslået, at udøvelsen af de kompetente nationale myndigheders skøn ikke kan overskride de grænser, der sættes af formålet med artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3665/87, og som er, at en eksportør, der har gjort sig umage, ikke automatisk skal afskæres fra de restitutioner, der er fastsat i fællesskabsreglerne (dommen i sagen Tyskland mod Kommissionen, præmis 148). Det fremgår i øvrigt af denne doms præmis 49, at de nævnte myndigheder ved fastsættelsen af den frist, de indrømmer, skal tage hensyn til de specifikke omstændigheder i hver enkelt sag, hvorved de navnlig skal tage hensyn til den umage, som den eksportør har gjort sig, der ansøger om forlænget frist, arten af de vanskeligheder, som han står overfor, og den tid, som med rimelighed vil være nødvendig for at overvinde disse vanskeligheder.

61 Det bemærkes for det andet, at princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse, der er et almindeligt fællesskabsretligt princip (jf. bl.a. dom af 15.5.1986, sag 222/84, Johnston, Sml. s. 1651, præmis 18, Heylens-dommen, præmis 14, og af 11.1.2001, sag C-226/99, Siples, Sml. I, s. 277, præmis 17), kræver, at eksportøren har ret til ved en domstol at anlægge sag til prøvelse af de kompetente nationale myndigheders afgørelse i henhold til artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3665/87. Det påhviler medlemsstaterne at sikre, at der kan udøves en effektiv domstolskontrol med overholdelsen af de relevante fællesskabsbestemmelser (Johnston-dommen, præmis 19).

62 Ifølge Domstolens faste praksis er denne domstolsbeskyttelse i mangel af fællesskabsretlige forskrifter undergivet national ret, om end under hensyntagen til de i fællesskabsretten fastsatte grænser, hvilket vil sige, at de gældende bestemmelser ikke i praksis må umuliggøre gennemførelsen af fællesskabsbestemmelserne eller gøre den uforholdsmæssigt vanskelig (effektivitetsprincippet), og at anvendelse af den nationale lovgivning ikke må medføre forskelsbehandling i forhold til de regler, der gælder for nationale tvister af samme art (ækvivalensprincippet) (jf. bl.a. dom af 21.9.1983, forenede sager 205/82 til 215/82, Deutsche Milchkontor m.fl., Sml. s. 2633, præmis 19, af 16.7.1998, sag C-298/96, Oelmühle og Schmidt Söhne, Sml. I, s. 4767, præmis 24, og af 24.9.2002, sag C-255/00, Grundig Italiana, Sml. I, s. 8003, præmis 33).

63 Heraf fremgår, at spørgsmålet om, hvorvidt den nationale domstol skal begrænse sig til at foretage en kontrol af den afgørelse, der er truffet af de kompetente nationale myndigheder, eller om den i stedet selv kan fastsætte varigheden af den forlængede frist, som disse med urette har nægtet at indrømme eksportøren, skal afgøres på grundlag af de nationale regler, der finder anvendelse på lignende rent nationale sager, underforstået at en effektiv kontrol af den pågældende afgørelse i alle tilfælde skal sikres.

64 Det fjerde og femte spørgsmål skal derfor besvares med, at eksportøren for den nationale domstol ikke direkte kan gøre gældende, at han har ret til en forlænget frist af en vis varighed. Han skal imidlertid have ret til ved en domstol at anlægge sag til prøvelse af de kompetente nationale myndigheders afgørelse i henhold til artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3665/87. Det tilkommer medlemsstaterne i deres retsorden, under overholdelse af principperne om effektivitet og om ækvivalens som fastlagt i fællesskabsretten, at fastsætte betingelserne og de nærmere regler for denne domstolsprøvelse.

Sagens omkostninger

65 De udgifter, der er afholdt af den franske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Første Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Corte d'appello di Genova ved kendelse af 15. november 2001, for ret:

1) Kommissionens forordning (EØF) nr. 3665/87 af 27. november 1987 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1829/94 af 26. juli 1994, fastsætter ingen grænse for varigheden af de forlængede frister, der kan indrømmes eksportøren i medfør af forordningens artikel 47, stk. 4. Det påhviler de kompetente nationale myndigheder at fastsætte varigheden af disse frister i forhold til de specifikke omstændigheder i hver enkelt sag, hvorved de navnlig skal tage hensyn til den umage, som den eksportør har gjort sig, der ansøger om forlænget frist, arten af de vanskeligheder, som han står overfor, og den tid, som med rimelighed vil være nødvendig for at overvinde disse vanskeligheder.

2) Eksportøren kan for den nationale domstol ikke direkte gøre gældende, at han har ret til en forlænget frist af en vis varighed. Han skal imidlertid have ret til ved en domstol at anlægge sag til prøvelse af de kompetente nationale myndigheders afgørelse i henhold til artikel 47, stk. 4, i forordning nr. 3665/87, som ændret ved forordning nr. 1829/94. Det tilkommer medlemsstaterne i deres retsorden, under overholdelse af principperne om effektivitet og om ækvivalens som fastlagt i fællesskabsretten, at fastsætte betingelserne og de nærmere regler for denne domstolsprøvelse.