1. Præjudicielle spørgsmål — Domstolens kompetence — grænser — generelle eller hypotetiske spørgsmål — Domstolens efterprøvelse af sin egen kompetence — (Art. 234 EF)
2. Socialpolitik — mandlige og kvindelige arbejdstagere — adgang til beskæftigelse samt arbejdsvilkår — ligebehandling — direktiv 76/207 — princip om effektiv domstolsprøvelse − erstatningssøgsmål mod staten ved de civile domstole tilstrækkelig — (Rådets direktiv 76/207, art. 6)
1. Proceduren efter artikel 234 EF er et middel til samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, som giver Domstolen mulighed for at forsyne de nationale retter med de elementer vedrørende fortolkningen af fællesskabsretten, som er nødvendige for, at de kan afgøre den for dem verserende tvist. Inden for rammerne af dette samarbejde tilkommer det udelukkende den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af fællesskabsretten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse herom.
I særlige tilfælde tilkommer det imidlertid Domstolen at undersøge de omstændigheder, hvorunder den nationale domstol har forelagt sagen, med henblik på en efterprøvelse af sin egen kompetence. Domstolen kan kun afslå at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, når det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af fællesskabsretten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål. Den samarbejdsånd, der er afgørende for, at proceduren med præjudiciel forelæggelse kan fungere, indebærer, at den nationale ret for sit vedkommende tager hensyn til den opgave, som Domstolen varetager, og som består i at bidrage til justitsforvaltningen i medlemsstaterne og ikke at udøve responderende virksomhed vedrørende generelle eller hypotetiske spørgsmål.
(jf. præmis 20-23)
2. I henhold til artikel 6 i direktiv 76/207 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår, bør enhver person, der mener sig krænket ved, at princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende, kunne gøre sine rettigheder gældende for retslige instanser, men bestemmelsen præciserer ikke, hvilken art ret medlemsstaterne skal overdrage denne opgave til. Kravet i nævnte artikel 6 er opfyldt, når en person, der mener sig krænket ved, at princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende, på effektiv vis kan gøre sine rettigheder gældende for en kompetent ret.
En medlemsstats lovgivning opfylder følgelig dette krav, når der i kraft af de almindelige bestemmelser om statens erstatningsansvar kan anlægges en almindelig erstatningssag mod staten ved de civile domstole, hvorunder der nedlægges påstand om erstatning for det tab, der er lidt som følge af, at der er truffet en afgørelse, der anses for at være i strid med princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, og sagens faktum og jus kan prøves af de nævnte domstole i flere instanser.
(jf. præmis 24 og 26-28)