Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Frie kapitalbevægelser — liberalisering af kapitalbevægelser — direktiv 88/361 — anvendelsesområde — (Rådets direktiv 88/361, art. 1, stk. 1)

2. Frie kapitalbevægelser — restriktioner — nationale retsforskrifter om beregning af arveafgift af fast ejendom, hvorefter en forpligtelse til at overdrage den tinglige rettighed til indehaveren af den økonomiske ejendomsret, der før deres død påhviler ikke-hjemmehørende ejere, udelades ved beregningen af værdien af fast ejendom — ulovlig

Sammendrag

1. Den omstændighed, at en national bestemmelse hindrer kapitalbevægelserne for en investor, der er statsborger i en medlemsstat, på grundlag af hans bopæl, er i sig selv tilstrækkelig til, at artikel 1, stk. 1, i direktiv 88/361 om gennemførelse af traktatens artikel 67 (ophævet ved Amsterdam-traktaten) – hvori medlemsstaterne er pålagt en forpligtelse til at ophæve alle restriktioner for kapitalbevægelser, uden at adgangen til at opnå de rettigheder, der gives i direktivet, er betinget af, at der foreligger andre grænseoverskridende forhold – finder anvendelse. Det forhold, at den omtvistede bestemmelse er udstedt af den pågældendes oprindelsesstat, er ligeledes uden betydning i denne forbindelse.

(jf. præmis 59 og 61)

2. Fællesskabsretten er til hinder for en national lovgivning vedrørende beregningen af den afgift, der opkræves i forbindelse med erhvervelse ved arv af en fast ejendom, der er beliggende i den pågældende medlemsstat, hvorefter der ved opgørelsen af værdien af den faste ejendom kan tages hensyn til en ubetinget forpligtelse, der påhvilede indehaveren af den tinglige rettighed, til at levere denne rettighed til en anden person, der har den økonomiske ejendomsret til den faste ejendom, hvis indehaveren af den tinglige rettighed ved sin død havde bopæl i denne stat, hvorimod der ikke kan tages hensyn til forpligtelsen, hvis han ved sin død havde bopæl i en anden medlemsstat.

(jf. præmis 76 og domskonkl.)