Sag C-304/01

Kongeriget Spanien

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Fælles fiskeripolitik – forordning (EF) nr. 1162/2001 – genopbygning af kulmulebestanden – kontrol af fiskerfartøjers aktiviteter – valg af retsgrundlag – princippet om forbud mod forskelsbehandling – begrundelsespligt«

Sammendrag af dom

1.        Fiskeri – bevarelse af havets ressourcer – forordning nr. 3760/92 – Kommissionens kompetence – rækkevidde

(Rådets forordning nr. 3760/92, art. 15, stk. 1)

2.        Fiskeri – bevarelse af havets ressourcer – foranstaltninger til genopbygning af kulmulebestanden – domstolskontrol – grænser

(Kommissionens forordning nr. 1162/2001)

3.        Fiskeri – bevarelse af havets ressourcer – foranstaltninger til genopbygning af kulmulebestanden – undtagelse begrænset til små fartøjer – tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling – foreligger ikke

(Kommissionens forordning nr. 1162/2001, art. 2, stk. 2)

4.        Institutionernes retsakter – begrundelse – pligt – rækkevidde

(Art. 253 EF)

1.        Under hensyn til formålet med forordning nr. 3760/92 om en fællesskabsordning for fiskeri og akvakultur, som efter ordlyden af sin anden betragtning er at sikre en rationel og ansvarlig udnyttelse af alle levende akvatiske ressourcer og akvakultur, hvilket skal ske under hensyntagen til såvel fiskerisektorens interesse i dens langsigtede udvikling samt de økonomiske og sociale forhold, der gør sig gældende i sektoren, som til forbrugernes interesser, er der ingen grund til at fortolke samme forordnings artikel 15, stk. 1, hvorved Rådet har delegeret kompetence til Kommissionen til at træffe passende foranstaltninger i tilfælde af alvorlige forstyrrelser, der kan bringe virkeliggørelsen af bevarelsen af ressourcerne i fare, indskrænkende.

Selv om det af de betingelser, som Rådet har undergivet Kommissionens udøvelse af denne kompetence, såvel som i øvrigt af ordlyden af 18. betragtning til forordning nr. 3760/92, fremgår, at Kommissionen skal træffe de passende foranstaltninger inden en rimelig tid, undergiver forordningens artikel 15 imidlertid ikke udøvelsen af denne kompetence en særlig betingelse vedrørende foranstaltningernes uopsættelighed. Når Kommissionen ikke har modtaget en begæring fra en medlemsstat, fastsætter bestemmelsen endvidere ingen bestemt frist, inden for hvilken Kommissionen skal handle for ikke at miste sin kompetence. Det fremgår desuden ikke på nogen måde af forordningen, at fællesskabslovgiver har haft til hensigt at begrænse denne delegation af kompetence til Kommissionen, således at sidstnævnte ikke længere kan handle, hvis Rådet selv er i stand til at træffe de passende foranstaltninger.

(jf. præmis 19 og 20)

2.        Kommissionen har en vid skønsbeføjelse i tilfælde, hvor det er nødvendigt at vurdere såvel en kompliceret situation som arten og omfanget af de foranstaltninger, der skal træffes. Ved domstolskontrollen med en sådan kompetence må den efterprøvende ret derfor begrænse sig til at undersøge, om myndighedens afgørelse er behæftet med en åbenlys vildfarelse eller magtfordrejning, eller om myndigheden klart har overskredet grænserne for sit skøn.

Kommissionen har ved at beslutte at træffe foranstaltninger, som ikke tilsigter at forbyde fiskeri af kulmule eller at forbyde fiskerfartøjer adgang til bestemte geografiske områder, men som udelukkende går ud på at begrænse antallet af tilladte fangster og at forøge maskestørrelsen på de trukne redskaber, der anvendes hertil, fuldt ud taget hensyn til såvel nødvendigheden af en passende beskyttelse af alle levende akvatiske ressourcer og akvakultur som til fiskerisektorens interesse i dens langsigtede udvikling. Et totalt fangstforbud ville nemlig have kunnet medføre meget alvorligere skadevirkninger, ikke blot for kulmulefiskere, men ligeledes for fiskere, der fanger andre arter, idet fangst af kulmule traditionelt set sker i forbindelse med blandet fiskeri.

(jf. præmis 23 og 24)

3.        Princippet om forbud mod forskelsbehandling indebærer, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet.

Den undtagelse, der gælder for små fartøjer i medfør af artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 1162/2001 om foranstaltninger for genopbygning af kulmulebestanden i ICES-underområde III, IV, V, VI og VII og ICES-afsnit VIII a, b, d og e og om dertil knyttede betingelser for kontrol af fiskerfartøjers aktiviteter, hvorefter de betingelser, som er fastsat i nævnte artikels stk. 1 vedrørende fangster af kulmule om bord på fartøjer, der medfører trukne redskaber med en maskestørrelse på 55 mm til 99 mm, ikke gælder for fartøjer med en længde overalt på under 12 m, der går i havn igen senest 24 timer efter dets sidste udsejling, kan ikke anses for at udgøre forskelsbehandling mellem disse fartøjer og fartøjer, der er længere. Små fartøjer befinder sig nemlig objektivt set i en situation, der er forskellig fra den, der gælder for øvrige fartøjer. For det første er deres muligheder for fiskeri i sagens natur begrænset til kystnære områder, fordi små fartøjer, til forskel fra større eller tungere fartøjer, normalt ikke har mulighed for at nå frem til fiskeriområder, der befinder sig i åbent hav. For det andet er små fartøjers virksomhed karakteriseret ved at være »opportunistisk« i den forstand, at de fanger de fiskearter, der befinder sig i de områder, de gennemsejler, og deres fiskerivirksomhed er som udgangspunkt ikke begrænset til en enkelt fiskeart.

(jf. præmis 31, 33 og 34)

4.        Selv om den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 253 EF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret, stilles der derimod ikke krav om, at denne begrundelse skal angive alle forskellige relevante faktiske eller retlige momenter. Spørgsmålet, om en retsakts begrundelse opfylder kravene efter nævnte artikel, skal vurderes i forhold til ikke blot ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. Dette gælder så meget desto mere, når medlemsstaterne har været dybt inddraget i udarbejdelsen af den omtvistede retsakt og således kender de begrundelser, som ligger til grund for retsakten.

Desuden afhænger begrundelsespligtens omfang af, hvilken retsakt der er tale om, og når der er tale om almengyldige retsakter, behøver begrundelsen kun at angive de samlede omstændigheder, som har ført til, at retsakten er blevet udstedt, og de generelle formål, som den skal opfylde. Hvis det formål, der forfølges af institutionen, i det væsentlige fremgår af den anfægtede retsakt, ville det være urimeligt at kræve en særlig begrundelse for de enkelte valg af teknisk art, som institutionen har truffet.

(jf. præmis 50 og 51)