1. Appel - retlig interesse i appelsagen - betingelser - fordel for sagsøgeren
(EF-statutten for Domstolen, art. 49)
2. Tjenestemænd - forfremmelse - administrationens skøn - domstolsprøvelse - grænser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
$$1. En retlig interesse hos den, der iværksætter en appel, forudsætter, at appellen med sit resultat kan tilføre appellanten en fordel.
En appel kan tilføre en institution en fordel, når den, såfremt den tages til følge, gør det muligt for institutionen at tilbagesøge det vederlag, som en tjenestemand har fået udbetalt til opfyldelse af den appellerede dom. Desuden tilfører en ophævelse af den appellerede dom under alle omstændigheder institutionen en klar fordel, idet en sådan ophævelse faktisk forhindrer, at institutionen bliver mødt med erstatningskrav fra tjenestemanden som følge af det tab, som denne hævder at have lidt på grund af den anfægtede afgørelse, som blev ophævet af Retten.
( jf. præmis 28, 30 og 31 )
2. Ansættelsesmyndigheden råder i forbindelse med en beslutning om forfremmelse i henhold til vedtægtens artikel 45 over et vidt skøn ved afgørelsen af, hvad der er i tjenestens interesse, samt ved bedømmelsen af ansøgernes kvalifikationer og fortjenester, og Fællesskabets retsinstansers kontrol på dette område skal alene vedrøre spørgsmålet om, hvorvidt ansættelsesmyndigheden under hensyn til de procedurer og midler, der ligger til grund for dens vurdering, har holdt sig inden for rimelige grænser og ikke har anvendt sin skønsbeføjelse åbenbart fejlagtigt. Fællesskabets retsinstanser kan således ikke sætte deres vurdering af ansøgernes kvalifikationer og fortjenester i stedet for ansættelsesmyndighedens.
( jf. præmis 35 )