62001J0268

1. Landbrug - fælles markedsordning - mælk og mejeriprodukter - tillægsafgift på mælk - »producent« - begreb - forpligtelse til at producere referencemængden på de bedrifter, som blev drevet på det tidspunkt, hvor denne mængde blev tildelt - foreligger ikke - producenter etableret på den tidligere Tyske Demokratiske Republiks område - frihed til at producere den tildelte referencemængde på et produktionssted efter eget valg - betingelser

[Rådets forordning nr. 3950/92, art. 3, stk. 2, og art. 9, litra c) og d)]

2. Landbrug - fælles markedsordning - mælk og mejeriprodukter - tillægsafgift på mælk - tildeling af afgiftsfrie referencemængder - bedrift, der på tidspunktet for tildelingen, var beliggende i en kommune, der var en del af den tidligere Tyske Demokratiske Republiks område - sammenlægning af en del af dette område med en af Forbundsrepublikken Tysklands gamle delstater - mulighed for, at producenten kan overføre sin produktion til denne del af området - betingelser

[Rådets forordning nr. 3950/92, art. 3, stk. 2, art. 4, stk. 4, art. 5 og art. 9, litra c) og d)]

$$1. Sammenholdes definitionerne af »producent« og »bedrift«, der er fastsat i artikel 9, henholdsvis i litra c) og d), i forordning nr. 3950/92 om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter, som ændret ved forordning nr. 751/1999, fremgår det for det første, at begrebet producent omfatter enhver, som driver og leder en samling af produktionsenheder beliggende på en medlemsstats geografiske område, og som sælger eller leverer mælk eller mejeriprodukter, og at det ikke er en forudsætning, at den pågældende ejer de anlæg, som han benytter til sin produktion. For at være producent kræves det desuden ikke, at indehaveren af en referencemængde producerer denne helt eller delvist i produktionsenheder, som denne drev, da han fik tildelt referencemængden. Endelig skal bedømmelsen af egenskaben som producent vurderes med henblik på en medlemsstats samlede geografiske område. Det følger af disse betragtninger, at artikel 9, litra c) og d), i forordning nr. 3950/92 er til hinder for, at en mælkeproducent, der har fået tildelt en referencemængde, er forpligtet til - for ikke at miste sin egenskab af producent - at producere denne mængde helt eller delvist i de produktionsenheder, som han drev på det tidspunkt, hvor han fik tildelt referencemængden. Derimod kan en producent frit producere den referencemængde, som han har fået tildelt af en medlemsstat, på et produktionssted efter eget valg, såfremt dette er beliggende på denne medlemsstats område, uanset om han er ejer eller forpagter af produktionsanlæggene.

Hvad angår det særlige tilfælde med Forbundsrepublikken Tyskland skal det fastslås, at nævnte artikel 9, litra c) og d), sammenholdt med tabellen i samme forordnings artikel 3, stk. 2, skal fortolkes således, at en mælkeproducent, der er etableret på den tidligere Tyske Demokratiske Republiks område, frit kan producere den referencemængde, som han har fået tildelt, på et produktionssted efter eget valg, såfremt dette er beliggende på dette område.

( jf. præmis 30-33 og 38 samt domskonkl. 1 )

2. Den særlige midlertidige ordning for den tidligere Tyske Demokratiske Republiks område vedrørende tillægsafgift på mælk gælder for hele dette område, således som det var afgrænset på tidspunktet for Tysklands forening. Den omstændighed, at en del af dette område efter dette tidspunkt sammenlægges med en af Forbundsrepublikken Tysklands gamle delstater, kan ikke påvirke muligheden for, at en producent, der er etableret i den tidligere Tyske Demokratiske Republik, kan overføre sin mælkeproduktion til denne del af området, for så vidt som de mælkemængder, der er produceret dér, kan medregnes i den samlede garantimængde for den tidligere Tyske Demokratiske Republik.

( jf. præmis 54 og 55 samt domskonkl. 2 )

I sag C-268/01,

angående en anmodning, som Verwaltungsgericht Weimar (Tyskland) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Agrargenossenschaft Alkersleben eG

mod

Freistaat Thüringen,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 3, stk. 2, artikel 4, stk. 4, artikel 5 og artikel 9, litra c) og d), i Rådets forordning (EØF) nr. 3950/92 af 28. december 1992 om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter (EFT L 405, s. 1), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 751/1999 af 9. april 1999 (EFT L 96, s. 11),

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, R. Schintgen, og dommerne V. Skouris (refererende dommer) og N. Colneric,

generaladvokat: P. Léger

justitssekretær: R. Grass,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

- Agrargenossenschaft Alkersleben eG ved Rechtsanwalt O. Reidt

- Freistaat Thüringen ved M. Koloßa, som befuldmægtiget

- den tyske regering ved W.-D. Plessing og R. Stüwe, som befuldmægtigede

- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. Niejahr, som befuldmægtiget, bistået af Rechtsanwalt N. Núñez Müller,

på grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 14. november 2002,

afsagt følgende

Dom

1 Ved kendelse af 23. maj 2001, indgået til Domstolen den 6. juli 2001, har Verwaltungsgericht Weimar i medfør af artikel 234 EF forelagt tre præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af artikel 3, stk. 2, artikel 4, stk. 4, artikel 5 og artikel 9, litra c) og d), i Rådets forordning (EØF) nr. 3950/92 af 28. december 1992 om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter (EFT L 405, s. 1), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 751/1999 af 9. april 1999 (EFT L 96, s. 11, herefter »forordning nr. 3950/92«).

2 Disse spørgsmål er blevet rejst under en sag mellem Agrargenossenschaft Alkersleben eG og Freistaat Thüringen (delstaten Thüringen) vedrørende en afgørelse truffet af Thüringer Landesverwaltungsamt, hvorved sidstnævnte inddrog den referencemængde, som den tidligere midlertidigt havde tildelt Agrargenossenschaft Alkersleben eG.

De relevante retsregler

Fællesskabsbestemmelserne

3 Som følge af den vedvarende uligevægt mellem udbud og efterspørgsel i mælkesektoren blev der i 1984 indført en ordning med tillægsafgift på mælk ved Rådets forordning (EØF) nr. 856/84 af 31. marts 1984 om ændring af forordning (EØF) nr. 804/68 om den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 10). I henhold til artikel 5c i Rådets forordning (EØF) nr. 804/68 af 27. juni 1968 (EFT 1968 I, s. 169), som ændret ved forordning nr. 856/84, opkræves der en tillægsafgift på mængder af mælk, der overstiger en referencemængde, som nærmere skal fastsættes.

4 De almindelige regler for anvendelsen af denne tillægsafgift er fastsat i Rådets forordning (EØF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning nr. 804/68 omhandlede afgift på mælk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 13).

5 Forordning nr. 857/84 er blevet ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 3577/90 af 4. december 1990 om overgangsforanstaltninger inden for landbrugssektoren og om de nødvendige tilpasninger som følge af Tysklands forening (EFT L 353, s. 23).

6 I niende betragtning til forordning nr. 3577/90 anføres det:

»Ordningen til styring af mælkeproduktionen bør ikke bringe omstruktureringen af landbrugsbedrifterne på den tidligere Tyske Demokratiske Republiks område i fare; dette nødvendiggør, at ordningen lempes på en række punkter, men en sådan lempelse bør dog begrænses strengt til bedrifterne på den tidligere Tyske Demokratiske Republiks område; endvidere bør det sikres, at de tillægskvoter, som tildeles Tyskland i sukkersektoren, kun kommer landbruget på nævnte område til gode.«

7 Forordning nr. 857/84 blev ophævet ved forordning nr. 3950/92, hvorved tillægsafgiftsordningen, der oprindelig skulle gælde indtil den 1. april 1993, i ændret form blev forlænget til den 1. april 2000.

8 I ellevte betragtning til forordning nr. 3950/92 hedder det:

»[...] der er enighed om, at ordningen til styring af mælkeproduktionen ikke må bringe omstruktureringen af landbrugsbedrifterne på den tidligere Tyske Demokratiske Republiks område i fare; de vanskeligheder, der er opstået, gør det nødvendigt at videreføre de lempelser, der er foretaget i ordningen for dette områdes vedkommende, i yderligere en periode, idet det samtidig skal sikres, at kun dette område er omfattet heraf«.

9 Artikel 3, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 3950/92 fastsætter fra 1993 de samlede garantimængder for hver enkelt medlemsstat. Hvad angår Forbundsrepublikken Tyskland var de mængder, der var tildelt de nye delstater, angivet separat. Denne bestemmelse fastsætter:

»Følgende samlede mængder fastsættes med forbehold af en eventuel revision i lyset af den generelle markedssituation og særlige forhold i visse medlemsstater:

(ton)

>lt>0

(1) Heraf 6 242 180 tons for leverancer fra producenterne i de nye Länder og 11 187 tons for direkte salg i de nye Länder.«

10 Artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 3950/92 bestemmer:

»For så vidt angår bedrifter på den tidligere Tyske Demokratiske Republiks område kan referencemængden tildeles foreløbigt for perioden 1. april 1993 til 31. marts 1994, på betingelse af at den således tildelte mængde ikke ændres i løbet af perioden.

For at gennemføre omstruktureringen af ovennævnte bedrifter finder første afsnit fortsat anvendelse indtil slutningen af perioden 1997/1998.

Med henblik på en endelig løsning af problemerne i forbindelse med ovennævnte omstrukturering anvendes første afsnit i yderligere to tolvmånedersperioder fra udløbet af den periode, der er omhandlet i andet afsnit.«

11 Artikel 5 i forordning nr. 3950/92 fastsætter:

»Inden for de mængder, der er omhandlet i artikel 3, kan medlemsstaten foretage overførsler til den nationale reserve på baggrund af en lineær reduktion af samtlige individuelle referencemængder, således at der kan tildeles bestemte producenter yderligere eller specifikke mængder efter objektive kriterier, der fastsættes efter aftale med Kommissionen [...]

De referencemængder, som producenter, der ikke har afsat mælk eller andre mejeriprodukter i en tolvmånedersperiode, råder over, jf. dog artikel 6, stk. 1, overgår til den nationale reserve og vil kunne genuddeles i overensstemmelse med stk. 1 [...]«

12 Artikel 9, litra c) og d), i forordning nr. 3950/92 har følgende ordlyd:

»I denne forordning forstås ved:

[...]

c) »producent«: landmand, fysisk eller juridisk person eller sammenslutning af fysiske eller juridiske personer, hvis bedrift ligger på en medlemsstats geografiske område, og

- som sælger mælk eller andre mejeriprodukter direkte til forbrugeren

og/eller

- leverer til opkøberen

d) »bedrift«: samling af produktionsenheder, hvis drift ledes af producenten, og som ligger på en medlemsstats geografiske område.«

De nationale bestemmelser

13 Forbundsrepublikken Tyskland har reguleret tildelingen af referencemængder ved Milch-Garantiemengen-Verordnung af 21. marts 1994 (BGBl. 1994 I, s. 586), som ændret ved den 33' Änderungsverordnung af 25. marts 1996 (BGBl. 1996 I, s. 535, herefter »MGV«).

14 MGV indeholder for den i hovedsagen relevante periode særlige bestemmelser for mælkeproducenter, der er etableret på den tidligere Tyske Demokratiske Republiks område (herefter »det tidligere DDR«). I overensstemmelse med MGV's § 16a gælder disse bestemmelser for »mælkeproducenter, hvis bedrift helt eller delvist ligger på det område, der er nævnt i artikel 3 i traktaten om Tysklands forening, for den på dette område beliggende bedrift eller de dele af bedriften, som er beliggende på dette område i overensstemmelse med nedenstående bestemmelser«.

15 MGV's § 16e, stk. 1a, bestemmer:

»En midlertidig referencemængde, hvoraf mindst 80% er blevet leveret i løbet af den forudgående tolvmåneders periode, frigives [...] i overensstemmelse med nedenstående bestemmelser til fordel for den delstat, hvori bedriften eller dele af bedriften, der midlertidigt fik tildelt referencemængden, er beliggende.«

16 I henhold til »Staatsvertrag« af 2. og 9. marts 1993 indgået mellem delstaterne Mecklenburg-Vorpommern, der ligger på det tidligere DDR's område, og Niedersachsen, der er en af Forbundsrepublikken Tysklands gamle delstater, blev kommunerne i området Neuhaus, der indtil da havde været en del af delstaten Mecklenburg-Vorpommern, sammenlagt med Niedersachsen. Kaarßen er én af disse kommuner.

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

17 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at sagsøgeren i hovedsagen, Agrargenossenschaft Alkersleben eG, er et landbrugskooperativ etableret i Alkersleben i delstaten Thüringen, der ligger på det tidligere DDR's område. Sagsøgeren rådede over en midlertidig referencemængde på 7 625 797 kg, som det havde fået tildelt af den pågældende delstat. I løbet af sommeren 1998 forpagtede sagsøgeren en del af et mælkeproduktionsanlæg på en bedrift i Kaarßen. Derefter flyttede sagsøgeren sin samlede malkekvægbesætning til den forpagtede bedrift i Kaarßen og indstillede foreløbigt fuldstændig mælkeproduktionen i Alkersleben. I de følgende år blev mælkeproduktionen i Alkersleben imidlertid genoptaget i mindre omfang.

18 Under anvendelse af de relevante bestemmelser i MGV inddrog Landesverwaltungsamt Thüringen ved afgørelse af 14. juni 1999 den referencemængde, der midlertidigt var blevet tildelt sagsøgeren, primært på grund af, at sagsøgeren var ophørt med mælkeproduktionen i Alkersleben. Sagsøgeren i hovedsagen påklagede denne afgørelse og gjorde bl.a. gældende dels, at kooperativet ikke var ophørt med mælkeproduktionen, men at det udelukkende havde fordelt produktionen på to steder (Alkersleben og Kaarßen), dels at der i henhold til Domstolens praksis ikke var noget retsgrundlag for at binde mælkeproduktionen til bedriftens forretningssted. Ved afgørelse af 9. februar 2000 afviste Landesverwaltungsamt Thüringen klagen fra sagsøgeren i hovedsagen. Sagsøgeren indledte herefter et søgsmål ved Verwaltungsgericht Weimar med påstand om annullation af de pågældende afgørelser.

19 Da Verwaltungsgericht Weimar fandt, at en fortolkning af fællesskabsretten var nødvendig for at træffe afgørelse i sagen, har den udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Skal artikel 9, litra c), i forordning (EØF) nr. 3950/92 (ændret ved forordning (EF) nr. 1256/99) eller andre mælkegarantimængdeordninger på grundlag af De Europæiske Fællesskabers Domstols dom af 15. januar 1991 (sag C-341/89, Ballmann, Sml. I, s. 25) fortolkes således, at også en sådan mælkemængde, som er produceret på en bedrift eller på dele af en bedrift på det tidligere DDR's område, ved malkning under landmandens ledelse af ham tilhørende køer i forpagtede staldpladser i tiltrædelsesområdet (delstaten Land Mecklenburg-Vorpommern), skal medregnes i den referencemængde, som producenten midlertidigt har fået tildelt i tiltrædelsesområdet (her: Freistaat Thüringen)?

2) Eller skal den således producerede mælkemængde henføres under den referencemængde, der midlertidigt er tildelt bortforpagteren, der til dels er en mælkeproducerende landmand, og skal den midlertidige referencemængde overgå til Freistaat Thüringen, når - som i dette tilfælde - der mellem den del af bedriften, som fik tildelt referencemængden, og den del af bedriften, hvor mælken produceres, overskrides nationale delstatsgrænser, og når - i modsætning til forholdet i De Europæiske Fællesskabers Domstols dom af 15. januar 1991 - den bedrift eller den del af bedriften, der midlertidigt fik tildelt referencemængden, så at sige udelukkende opretholdes som forretningssted, og der fra dette forretningssted produceres og leveres mindre end 5% af referencemængden (besætning/mælkeproduktion)?

3) Er det med henblik på besvarelsen af disse spørgsmål afgørende, om bedriften, hvor mælken er produceret, lå på det tidligere DDR's område, som imidlertid ved »Staatsvertrag« mellem Forbundsrepublikken Tysklands delstater Niedersachsen og Mecklenburg-Vorpommern blev sammenlagt med Niedersachsen?«

Første og andet spørgsmål

20 Med de to første spørgsmål, der behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 9, litra c) og d), i forordning nr. 3950/92, sammenholdt med denne forordnings artikel 3, stk. 2, artikel 4, stk. 4, og artikel 5, skal fortolkes således, at den samlede mælkeproduktion, som en landmand, hvis bedrift ligger på det tidligere DDR's område, selvstændigt foretager i anlæg, han har forpagtet, og som er beliggende på dette område, men i forskellige delstater, skal medregnes i den referencemængde, som han midlertidigt har fået tildelt.

Indlæg til Domstolen

21 Sagsøgeren i hovedsagen har gjort gældende, at en producent - således som det fremgår af Ballmann-dommen - i henhold til artikel 9, litra c) og d), i forordning nr. 3950/92 kan producere mælk på forskellige driftssteder inden for rammerne af de samlede produktionsenheder, som han driver og leder, så længe de ligger på Fællesskabets geografiske område. Ifølge sagsøgeren kræver fællesskabsretten ikke, at en midlertidig tildelt referencemængde inddrages, når de indre grænser mellem forskellige delstater adskiller den del af bedriften, hvor produktionen finder sted, fra den del af bedriften, der har fået tildelt referencemængden. Dette gælder, selv om sidstnævnte bedrift kun opretholdes som forretningssted og kun producerer og leverer mindre end 5% af referencemængden. I henhold til fællesskabsretten er det kun af betydning, om bedriften og dens produktionsenheder er beliggende på Fællesskabets geografiske område.

22 Heroverfor har sagsøgte i hovedsagen og den tyske regering anført, at artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 3950/92 er til hinder for, at referencemængden overføres selv for et begrænset tidsrum. Det samme gælder i henhold til national ret.

23 Hvad angår mælkekvoteordningen, der var gældende indtil den 31. marts 2000 for de nye delstater, tilhører kompetencen ifølge den tyske regering den tyske lovgiver, der har opstillet princippet om, at disse kvoter er knyttet til bedriften. I overensstemmelse med dette princip kan de midlertidige referencemængder, der er tildelt bedrifter beliggende på det tidligere DDR's område, kun anvendes på bedriftens område, hvilket betyder, at enhver produktionsflytning til et andet sted - selv ved forpagtning - ikke er tilladt. Regeringen har anført, at for at sikre overholdelsen af dette princip, fastsætter MGV, at den midlertidigt tildelte referencemængde inddrages ved produktionsflytning og indgår i den nationale reserve. Ifølge den tyske regering er begreberne »nye delstater« og »gamle delstater« samt de principper, der er udtrykt i Ballmann-dommen, uden betydning for afgørelsen af tvisten i den sag, der er anlagt ved den forelæggende ret. Da sagsøgerens produktion i Alkersleben i det mindste midlertidigt var fuldstændig ophørt, var betingelserne i MGV for at inddrage den referencemængde, sagsøgeren havde fået tildelt, opfyldt.

24 Ifølge Kommissionen skal artikel 9, litra c) og d), i forordning nr. 3950/92, sammenholdt med samme forordnings artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 4, fortolkes således, at en mælkeproducent, der er etableret på det tidligere DDR's område, kun må producere de referencemængder, han har fået tildelt, på dette område. Kommissionen har derfor foreslået, at den forelæggende rets spørgsmål besvares med, at alle de mælkemængder, som en producent, der er etableret på det tidligere DDR's område, har fremstillet ved malkning i produktionsenheder - der ligeledes er beliggende på dette område - i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 9, litra d), i forordning nr. 3950/92, skal medregnes i den referencemængde, som denne producent midlertidigt har fået tildelt.

Domstolens besvarelse

25 Det bemærkes indledningsvis, at det følger af de generelle hensyn, der ligger til grund for ordningen med tillægsafgift for mælk som helhed, at en landmand kun kan få tildelt en referencemængde, såfremt han er producent (Ballmann-dommen, præmis 9, og dom af 20.6.2002, sag C-401/99, Thomsen m.fl., Sml. I, s. 5775, præmis 32).

26 Ligeledes kan en referencemængde, der er tildelt en landmand, kun inddrages, såfremt denne ikke længere er producent. I overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 3950/92 overgår de referencemængder, som producenter, der ikke har afsat mælk eller andre mejeriprodukter i en tolvmånedersperiode, råder over, til den nationale reserve og vil kunne genuddeles.

27 Heraf følger, at det for at kunne besvare de to første spørgsmål skal undersøges, om en landmand, hvis bedrift er beliggende i en af Forbundsrepublikken Tysklands nye delstater, og som råder over en referencemængde, ikke længere er mælkeproducent i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i forordning nr. 3950/92, hvis han flytter størstedelen af sin mælkeproduktion til en produktionsenhed, der er beliggende i en anden ny delstat, således at de kompetente myndigheder kan inddrage den referencemængde, som han har fået tildelt.

28 Det bemærkes, at hvad angår begrebet producent fastsætter artikel 9, litra c), i forordning nr. 3950/92, at der ved en »producent« forstås en landmand, fysisk eller juridisk person eller sammenslutning af fysiske eller juridiske personer, hvis bedrift ligger på en medlemsstats geografiske område, og som sælger mælk eller andre mejeriprodukter direkte til forbrugeren og/eller leverer til opkøberen.

29 Begrebet »bedrift« defineres i samme forordnings artikel 9, litra d), som en samling af produktionsenheder, hvis drift ledes af producenten, og som ligger på en medlemsstats geografiske område.

30 Sammenholdes disse definitioner, fremgår det for det første, at begrebet producent omfatter enhver, som driver og leder en samling af produktionsenheder beliggende på en medlemsstats geografiske område, og som sælger eller leverer mælk eller mejeriprodukter, og at det ikke er en forudsætning, at den pågældende ejer de anlæg, som han benytter til sin produktion. Begrebet producent kan dermed ikke fortolkes således, at forpagtere af en bedrift ikke er omfattet af det (jf. i denne retning Ballmann-dommen, præmis 12).

31 For at være producent kræves det desuden ikke, at indehaveren af en referencemængde producerer denne helt eller delvist i produktionsenheder, som denne drev, da han fik tildelt referencemængden (jf. i denne retning Ballmann-dommen, præmis 14).

32 Endelig skal bedømmelsen af egenskaben som producent vurderes med henblik på en medlemsstats samlede geografiske område.

33 Det følger af disse betragtninger, at artikel 9, litra c) og d), i forordning nr. 3950/92 er til hinder for, at en mælkeproducent, der har fået tildelt en referencemængde, er forpligtet til - for ikke at miste sin egenskab af producent - at producere denne mængde helt eller delvist i de produktionsenheder, som han drev på det tidspunkt, hvor han fik tildelt referencemængden. Derimod kan en producent frit producere den referencemængde, som han har fået tildelt af en medlemsstat, på et produktionssted efter eget valg, såfremt dette er beliggende på denne medlemsstats område, uanset om han er ejer eller forpagter af produktionsanlæggene.

34 Hvad navnlig angår Forbundsrepublikken Tyskland skal der ikke desto mindre yderligere tages hensyn til, at forordning nr. 3950/92 indeholder visse bestemmelser, der særlig vedrører anvendelsen af tillægsafgiftsordningen for mælk på det tidligere DDR's område.

35 Det fremgår nemlig af ellevte betragtning til forordning nr. 3950/92, at fællesskabslovgiver har ment, at ordningen til styring af mælkeproduktionen ville kunne bringe omstruktureringen af landbrugsbedrifter, der er beliggende på det tidligere DDR's område, i fare.

36 For at lette omstruktureringen af disse bedrifter fastsætter tabellen i artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 3950/92 i en fodnote den del af de for Forbundsrepublikken Tyskland garanterede samlede mængder, som er forbeholdt levering og direkte salg fra producenter i de nye delstater. De tyske myndigheder var således forpligtet til udelukkende at fordele denne del mellem disse producenter på en sådan måde, at summen af de individuelle referencemængder ikke oversteg de for denne del fastsatte grænser.

37 Heraf følger, at fællesskabslovgiver i en overgangsperiode med henblik på anvendelsen af forordning nr. 3950/92 i det væsentlige har sidestillet det tidligere DDR's område med en medlemsstats område.

38 Det må derfor fastslås, at artikel 9, litra c) og d), i forordning nr. 3950/92, sammenholdt med tabellen i samme forordnings artikel 3, stk. 2, skal fortolkes således, at en mælkeproducent, der er etableret på det tidligere DDR's område, frit kan producere den referencemængde, som han har fået tildelt, på et produktionssted efter eget valg, såfremt dette er beliggende på dette område, uanset om han er ejer eller forpagter af produktionsanlæggene.

39 Den tyske regerings og sagsøgte i hovedsagens anbringende om, at den nationale lovgiver kunne bestemme, at de referencemængder, der var tildelt producenter, der var etableret på de nye delstaters område, skulle produceres på det tilsvarende bedriftssted, kan ikke tiltrædes.

40 For det første findes der ingen bestemmelse i forordning nr. 3950/92, der - selv indirekte - angiver, at en sådan fortolkning af artikel 9, litra c) og d), kan antages for så vidt angår de producenter, der er etableret på det tidligere DDR's område.

41 For det andet er denne fortolkning endog i strid med formålene med den midlertidige undtagelsesordning til fordel for landbrugsbedrifter beliggende på det tidligere DDR's område. En sådan tilknytning af produktionen til udelukkende de produktionsenheder, der var grundlag for tildelingen af referencemængderne, ville nemlig fastholde disse enheder i den situation, som de befandt sig i på det tidspunkt, hvor de pågældende mængder blev tildelt. Omstruktureringen af landbrugsbedrifterne på hele det tidligere DDR's samlede område ville blive bragt i fare, hvis producenterne ikke kunne gennemføre alle de ændringer og forbedringer med hensyn til placeringen af deres produktionsenheder, som de finder hensigtsmæssige inden for dette område.

42 Herefter skal første og andet spørgsmål besvares med, at artikel 9, litra c) og d), i forordning nr. 3950/92, sammenholdt med denne forordnings artikel 3, stk. 2, artikel 4, stk. 4, og artikel 5, skal fortolkes således, at den samlede mælkeproduktion, som en landmand, hvis bedrift ligger på det tidligere DDR's område, selvstændigt foretager i anlæg, han har forpagtet, og som er beliggende på dette område, men i forskellige delstater, skal medregnes i den referencemængde, som han midlertidigt har fået tildelt.

Tredje spørgsmål

43 Med sit tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 9, litra c) og d), i forordning nr. 3950/92, sammenholdt med denne forordnings artikel 3, stk. 2, artikel 4, stk. 4, og artikel 5, skal fortolkes således, at de kompetente nationale myndigheder kan forbyde en producent, der er etableret på det tidligere DDR's område, at overflytte sin mælkeproduktion til anlæg i en kommune, der, selv om den var en del af nævnte område på tidspunktet for Tysklands forening, nu som følge af en Staatsvertrag indgået efter dette tidspunkt hører til en af Forbundsrepublikken Tysklands gamle delstater.

Formaliteten

44 Den tyske regering har gjort gældende, at fællesskabsretten ikke regulerer spørgsmålet om, hvorledes en del af det nationale område, der på grundlag af en Staatsvertrag er blevet overført fra en ny delstat til en gammel delstat, skal kvalificeres, for så vidt angår bestemmelserne om mælkekvoterne. Dette spørgsmål skal afgøres i henhold til national ret, og som følge heraf kan anmodningen om en præjudiciel afgørelse på dette punkt ikke antages til realitetsbehandling.

45 Det bemærkes, at det følger af fast praksis, at inden for rammerne af det samarbejde, der i henhold til artikel 234 EF er indført mellem Domstolen og de nationale retter, tilkommer det udelukkende den nationale ret, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af en bestemmelse i fællesskabsretten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse herom (jf. bl.a. dom af 15.12.1995, sag C-415/93, Bosman, Sml. I, s. 4921, præmis 59, og af 24.9.2002, sag C-255/00, Grundig Italiana, Sml. I, s. 8003, præmis 30).

46 I særlige tilfælde er Domstolen ganske vist med henblik på at efterprøve sin egen kompetence beføjet til at undersøge de omstændigheder, hvorunder den nationale ret har forelagt sagen. Domstolen kan kun afslå at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, når det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af fællesskabsretten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål (jf. bl.a. dom af 13.3.2001, sag C-379/98, PreussenElektra, Sml. I, s. 2099, præmis 39, og Grundig Italiana-dommen, præmis 31).

47 I hovedsagen vedrører det tredje spørgsmål ubestrideligt fortolkningen af relevante bestemmelser i forordning nr. 3950/92, således som det er blevet præciseret i besvarelsen af de to første spørgsmål. Domstolen er nemlig blevet spurgt om, hvorvidt en bestemt faktisk omstændighed - i den foreliggende sag sammenlægningen af en kommune, hvori der ligger en forpagtet mælkebedrift, med en af Forbundsrepublikken Tysklands gamle delstater - kan have indflydelse på denne fortolkning.

48 Heraf følger, at tredje spørgsmål vedrører fortolkningen af bestemmelser i fællesskabsretten, hvorfor spørgsmålet kan antages til realitetsbehandling.

Realiteten

Indlæg til Domstolen

49 Sagsøgeren i hovedsagen har anført, at det inden for rammerne af forordning nr. 3950/92 er uden betydning, om de forpagtede jorder ligger på det tidligere DDR's område. Ifølge sagsøgeren skal forretningsstedet i Alkersleben og produktionsstedet i Kaarßen henføres til det tidligere DDR's område, eftersom sammenlægningen af Kaarßen kommune med Niedersachsen er sket efter Tysklands forening.

50 Sagsøgte i hovedsagen har anført, at Kaarßen kommunes sammenlægning med en af de gamle delstater skal tages i betragtning. Sagsøgte har gjort gældende, at da den tyske lovgiver havde fastsat to vidt forskellige ordninger - én, der var gældende i de gamle delstater, og én, der var gældende i de nye delstater - var en overførsel af referencemængden til en bedrift, der ikke henhørte under det tidligere DDR's område, ikke tilladt, uanset de nærmere bestemmelser i den omhandlede Staatsvertrag.

51 Kommissionen har under henvisning til artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 3950/92 samt ellevte betragtning til denne forordning gjort gældende, at sondringen mellem gamle og nye delstater skal tages i betragtning. Imidlertid skal den samlede mælkemængde, som en producent, der er etableret på det tidligere DDR's område, har produceret på dette område, medregnes i den referencemængde, som han har fået tildelt, selv om den kommune, hvori produktionsenhederne ligger, på det tidspunkt, hvor afgørelsen om, hvorvidt mængden skulle medregnes, blev truffet, nu er en del af en af Forbundsrepublikken Tysklands gamle delstater.

Domstolens besvarelse

52 Det bemærkes, at for det første er bestemmelserne i forordning nr. 3950/92, der særligt vedrører det tidligere DDR's område, indført af fællesskabslovgiver for ikke at bringe omstruktureringen af landbrugsbedrifterne på dette område i fare.

53 For det andet var denne omstrukturering nødvendig på grund af det økonomiske system, der var gældende på det tidligere DDR's område inden Tysklands forening, og for at gøre det muligt at integrere dette område i et system med markedsøkonomi.

54 Heraf følger, at den særlige midlertidige ordning for det tidligere DDR's område vedrørende tillægsafgift på mælk gælder for hele dette område, således som det var afgrænset på tidspunktet for Tysklands forening.

55 Den omstændighed, at en del af dette område efter dette tidspunkt sammenlægges med en af Forbundsrepublikken Tysklands gamle delstater, kan ikke påvirke muligheden for, at en producent, der er etableret i det tidligere DDR, kan overføre sin mælkeproduktion til denne del af området, for så vidt som de mælkemængder, der er produceret dér, kan medregnes i den samlede garantimængde for det tidligere DDR (jf. i denne retning vedrørende en mælkebedrift, hvoraf en del lå i en anden medlemsstat, dom af 23.1.1997, sag C-463/93, St. Martinus Elten, Sml. I, s. 255, præmis 27 og 28).

56 På baggrund af disse betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 9, litra c) og d), i forordning nr. 3950/92, sammenholdt med denne forordnings artikel 3, stk. 2, artikel 4, stk. 4, og artikel 5, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for, at de kompetente nationale myndigheder forbyder en producent, der er etableret på det tidligere DDR's område, at overflytte sin mælkeproduktion til anlæg i en kommune, der, selv om den var en del af nævnte område på tidspunktet for Tysklands forening, nu som følge af en Staatsvertrag indgået efter dette tidspunkt hører til en af Forbundsrepublikken Tysklands gamle delstater.

Sagens omkostninger

57 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Verwaltungsgericht Weimar ved kendelse af 23. maj 2001, for ret:

1) Artikel 9, litra c) og d), i Rådets forordning (EØF) nr. 3950/92 af 28. december 1992 om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 751/1999 af 9. april 1999, sammenholdt med denne forordnings artikel 3, stk. 2, artikel 4, stk. 4, og artikel 5, skal fortolkes således, at den samlede mælkeproduktion, som en landmand, hvis bedrift ligger på den tidligere Tyske Demokratiske Republiks område, selvstændigt foretager i anlæg, han har forpagtet, og som er beliggende på dette område, men i forskellige delstater, skal medregnes i den referencemængde, som han midlertidigt har fået tildelt.

2) Artikel 9, litra c) og d), i forordning nr. 3950/92, som ændret ved forordning nr. 751/1999, sammenholdt med denne forordnings artikel 3, stk. 2, artikel 4, stk. 4, og artikel 5, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for, at de kompetente nationale myndigheder forbyder en producent, der er etableret på den tidligere Tyske Demokratiske Republiks område, at overflytte sin mælkeproduktion til anlæg i en kommune, der, selv om den var en del af nævnte område på tidspunktet for Tysklands forening, nu som følge af en Staatsvertrag indgået efter dette tidspunkt hører til en af Forbundsrepublikken Tysklands gamle delstater.