Sag C-230/01


Intervention Board for Agricultural Produce
mod
Penycoed Farming Partnership


(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Court of Appeal (England and Wales) (Civil Division))

«Forordning (EØF) nr. 3950/92 – tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter – leverancer fra en producent til en opkøber – betaling af afgiften – inddrivelse hos producenten»

Forslag til afgørelse fra generaladvokat L.A. Geelhoed fremsat den 13. februar 2003
    
Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 15. januar 2004
    

Sammendrag af dom

Landbrug – fælles markedsordning – mælk og mejeriprodukter – tillægsafgift på mælk – leverancer fra en producent til en opkøber – opkøberens tilsidesættelse af sine forpligtelser til opkrævning af det beløb, der skal betales, hos producenten – direkte inddrivelse hos sidstnævnte – lovlig – betingelser

(Art. 10 EF; Rådets forordning nr. 3950/92, art. 1 og 2; Kommissionens forordning nr. 536/93, art. 7)

Artikel 1 og 2 i forordning nr. 3950/92 om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter bemyndiger ikke det kompetente organ til, i andre tilfælde end ved direkte salg, at iværksætte direkte retsskridt mod en producent med henblik på at inddrive det beløb, der skal betales af denne i form af tillægsafgift på mælk. Imidlertid indebærer den i artikel 10 EF indeholdte forpligtelse for medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger, som sikrer inddrivelse af afgiften i tilfælde af, at den i forordningens artikel 2, stk. 2, fastsatte ordning er dømt til at mislykkes, mulighed for at iværksætte direkte retsskridt mod producenten med henblik på inddrivelse af det beløb, der skal betales, når det er godtgjort, at producenten ikke har betalt beløbet til opkøberen, og at sidstnævnte ikke bestræber sig på at opkræve beløbet hos producenten. Omvendt er tilsidesættelse af de i artikel 7 i forordning nr. 536/93 om gennemførelsesbestemmelser for tillægsafgiften på mælk og mejeriprodukter fastsatte betingelser, og navnlig manglende godkendelse som opkøber, ikke i sig selv relevant.

(jf. præmis 41 og domskonkl.)


DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling)
15. januar 2004(1)

»Forordning (EØF) nr. 3950/92 – tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter – leverancer fra en producent til en opkøber – betaling af afgiften – inddrivelse hos producenten«

I sag C-230/01,

angående en anmodning, som Court of Appeal (England and Wales) (Civil Division) (Det Forenede Kongerige) i medfør af traktatens artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

The Intervention Board for Agricultural Produce

mod

Penycoed Farming Partnership,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets forordning (EØF) nr. 3950/92 af 28. december 1992 om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter (EFT L 405, s. 1) og af Kommissionens forordning (EØF) nr. 536/93 af 9. marts 1993 om gennemførelsesbestemmelser for tillægsafgiften på mælk og mejeriprodukter (EFT L 57, s. 12),har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling),



sammensat af præsidenten, V. Skouris, som fungerende formand for Sjette Afdeling, og dommerne J.-P. Puissochet, R. Schintgen, F. Macken og N. Colneric (refererende dommer),

generaladvokat: L.A. Geelhoed
justitssekretær: fuldmægtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

–
Det Forenede Kongeriges regering ved G. Amodeo, som befuldmægtiget, bistået af barrister R. Thompson

–
den græske regering ved I Chalkias og C. Tsiavou, som befuldmægtigede

–
den italienske regering ved I.M. Braguglia, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato G. Aiello

–
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. Niejahr og K. Fitch, som befuldmægtigede,

efter at der i retsmødet den 28. november 2002 er afgivet mundtlige indlæg af Intervention Board for Agricultural Produce og Det Forenede Kongeriges regering ved R. Thompson, af Penycoed Farming Partnership ved barrister P. Stanley, af den græske regering ved I. Chalkias, samt af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. Niejahr og K. Fitch, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 13. februar 2003,

afsagt følgende



Dom



1
Ved kendelse af 31. maj 2001, indgået til Domstolen den 12. juni 2001, har Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) (Det Forenede Kongerige) i medfør af artikel 234 EF forelagt tre præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af Rådets forordning (EØF) nr. 3950/92 af 28. december 1992 om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter (EFT L 405, s. 1) og Kommissionens forordning (EØF) nr. 536/93 af 9. marts 1993 om gennemførelsesbestemmelser for tillægsafgiften på mælk og mejeriprodukter (EFT L 57, s. 12).

2
Spørgsmålene er blevet rejst i forbindelse med en tvist mellem Penycoed Farming Partnership (herefter »Penycoed«), en mælkeproducent, og Intervention Board for Agricultural Produce (herefter »Board«), som administrerer systemet med mælkekvoter i Det Forenede Kongerige, angående en direkte opkrævning hos Penycoed i dennes egenskab af mælkeproducent af den skyldige tillægsafgift for 2,11 mio. liter mælk, som nævnte mælkeproducent havde leveret uden for kvoten i løbet af produktionsåret 1997-1998.


Relevante retsforskrifter

Fællesskabsretlige bestemmelser

3
Ved forordning nr. 3950/92 blev den tillægsafgiftsordning på mælk, der var indført ved Rådets forordning (EØF) nr. 856/84 af 31. marts 1984 om ændring af forordning (EØF) nr. 804/68 om den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 10), med virkning fra den 1. april 1993 forlænget for yderligere syv på hinanden følgende tolvmånedersperioder.

4
Ifølge sjette betragtning til forordning nr. 3950/92 medfører en overskridelse af de samlede garantimængder for medlemsstaten, »at afgiften skal betales af de producenter, der har medvirket til overskridelsen«.

5
I otttende betragtning til nævnte forordning anføres, at det »for at undgå tidligere tiders betydelige forsinkelser i opkrævning og betaling af afgiften, hvilket er uforeneligt med ordningens mål, bør [...] fastsættes, at opkøberne, der synes at være bedst egnet til at udføre de nødvendige transaktioner, skal betale afgiften, og der bør gives opkøberne de nødvendige midler til at sikre opkrævningen hos de afgiftspligtige producenter«.

6
I artikel 1 i forordning nr. 3950/92 bestemmes følgende:

»For yderligere syv på hinanden følgende tolvmånedersperioder, der begynder den 1. april 1993, indføres der en tillægsafgift, som skal erlægges af producenter af komælk, for de mængder mælk eller mælkeækvivalenter, der er leveret til en opkøber eller solgt direkte til konsum i den pågældende tolvmånedersperiode, og som overstiger en nærmere fastsat mængde.

Afgiften fastsættes til 115% af indikativprisen for mælk.«

7
Artikel 2, stk. 1-3, i forordning nr. 3950/92 bestemmer:

»1. Afgiften skal erlægges for alle de mængder mælk eller mælkeækvivalenter, der afsættes i den pågældende tolvmånedersperiode, og som overstiger en af de mængder, der er omhandlet i artikel 3. Den betales af de producenter, der har bidraget til overskridelsen.

Alt efter medlemsstatens afgørelse fastsættes producenternes bidrag til betalingen af afgiften efter eventuel ekstratildeling af de uudnyttede referencemængder enten på opkøberniveau på grundlag af den overskridelse, der tilbagestår, efter at de uudnyttede referencemængder er blevet fordelt i forhold til hver producents referencemængde, eller på nationalt niveau på grundlag af overskridelsen af den referencemængde, som hver producent råder over.

2. For så vidt angår leverancer betaler den opkøber, der skal erlægge afgiften, inden en dato og efter regler, som skal fastsættes nærmere, det skyldige beløb til medlemsstatens kompetente organ; beløbet fratrækkes i den mælkepris, der betales til de afgiftspligtige producenter, og hvis dette ikke er muligt, opkræves det på anden passende vis.

[...]

Når de mængder, som en producent har leveret, overstiger hans referencemængde, har opkøberen ret til på vilkår, der bestemmes af medlemsstaten, som forskud på den afgift, der skal betales, at fratrække et beløb i mælkeprisen for alle leverancer fra denne producent, der overskrider hans referencemængde.

3. For så vidt angår direkte salg erlægger producenten inden en bestemt dato og efter nærmere fastsatte regler den afgift, der skal betales, til medlemsstatens kompetente organ.«

8
I artikel 9, litra e), i forordning nr. 3950/92 bestemmes:

»I denne forordning forstås ved:

[...]

e)
opkøber: en virksomhed eller en sammenslutning, der opkøber mælk eller andre mejeriprodukter hos producenten:

–
for at behandle eller forarbejde dem

–
for at sælge dem videre til en eller flere virksomheder, der behandler eller forarbejder mælk eller andre mejeriprodukter.

Som opkøber betragtes imidlertid også en sammenslutning af opkøbere fra samme geografiske område, der for medlemsstaternes regning udfører de nødvendige administrative og regnskabsmæssige opgaver i forbindelse med betaling af afgiften. [...]«

9
Gennemgørelsesbestemmelserne for tillægsafgiften er fastsat i forordning nr. 536/93.

10
Ifølge femte betragtning til nævnte forordning »viser [erfaringen], at der er forekommet betydelige forsinkelser i fremsendelsen af oplysningerne om indsamling og direkte salg og i afgiftsbetalingen, hvilket har hindret, at ordningen har kunnet blive fuldt effektiv; der bør tages fornødent hensyn til disse erfaringer i form af strenge krav om frister for formidling af oplysninger og for betaling, og kravene bør være forbundet med sanktioner«.

11
I syvende betragtning til forordning nr. 536/93 fastslås, at opkøberen ifølge forordning nr. 3950/92 er »det centrale led i ordningens korrekte gennemførelse; det er derfor vigtigt, at den enkelte medlemsstat godkender opkøbere, der udøver deres virksomhed på dens område«.

12
Artikel 3, stk. 1, 2 og 4, i forordning nr. 536/93 bestemmer:

»1. Ved udgangen af hver af de perioder, der er nævnt i artikel 1 i forordning (EØF) nr. 3950/92, udfærdiger opkøberen for hver producent en opgørelse, der for den referencemængde og det repræsentative fedtindhold, som sidstnævnte råder over, viser mængde og fedtindhold for den mælk og/eller de mælkeækvivalenter, han har leveret i løbet af perioden.

[...]

2. Inden den 15. maj hvert år meddeler opkøberen medlemsstatens myndigheder en oversigt over de opgørelser, der er udfærdiget for de enkelte producenter, eller, hvis medlemsstaten har besluttet det, den samlede mængde, mængden justeret ifølge artikel 2, stk. 2, og det gennemsnitlige fedtindhold for den mælk og/eller de mælkeækvivalenter, disse producenter har leveret ham, og det angives, hvilken sum af individuelle referencemængder og hvilket gennemsnitligt repræsentativt fedtindhold producenterne råder over.

[...]

4. Inden den 1. september hvert år indbetaler den afgiftspligtige opkøber det beløb, der skal erlægges, til det kompetente organ efter regler, som medlemsstaten fastsætter.

[...]«

13
Hvad angår direkte salg bestemmer artikel 4, stk. 2 og 4, følgende:

»2. Producenten indgiver sin erklæring til medlemsstatens myndigheder inden den 15. maj hvert år.

[...]

4. Inden den 1. september hvert år indbetaler producenten det beløb, han skal erlægge, til det kompetente organ efter regler, som medlemsstaten fastsætter.«

14
I artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 536/93 bestemmes:

»Medlemsstaterne træffer supplerende foranstaltninger til at sikre, at EF-afgiften betales inden udløbet af den fastsatte frist.

Hvis det af det dokument, der er nævnt i artikel 3, stk. 5, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2776/88 [...], og som medlemsstaterne sender til Kommissionen hver måned, fremgår, at fristen ikke er blevet overholdt, nedsætter Kommissionen forskuddene på konteringen af landbrugsudgifterne i forhold til det beløb, der skal betales, eller skønnet over dette beløb.

Medlemsstaterne trækker renter, der er betalt i henhold til artikel 3, stk. 4, og artikel 4, stk. 4, fra udgifterne til mælkesektoren.«

15
Nævnte forordnings artikel 7, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:

»1. Medlemsstaterne træffer alle fornødne kontrolforanstaltninger til at sikre, at tillægsafgiften opkræves for de afsatte mængder mælk og mælkeækvivalenter, der overstiger den ene eller den anden af de mængder, der er nævnt i artikel 3 i forordning (EØF) nr. 3950/92. Med henblik herpå gælder følgende:

a)
En opkøber i en medlemsstat skal være godkendt af medlemsstaten.

[...]

»b)
Producenten skal sikre sig, at den opkøber, han leverer til, er godkendt.

c)
Opkøberne opbevarer i mindst tre år følgende materiale, så det kan stilles til rådighed for medlemsstatens myndigheder: dels et lagerregnskab pr. tolvmånedersperiode med oplysning for hver producent om hans navn og adresse, hans referencemængde ved begyndelsen og ved udgangen af hver periode samt de mængder mælk eller mælkeækvivalenter, han har leveret pr. måned eller pr. fireugersperiode, samt det repræsentative og det gennemsnitlige fedtindhold for disse leverancer, dels forretningspapirer, korrespondance og andre oplysninger, jf. Rådets forordning (EØF) nr. 4045/89, som gør det muligt at kontrollere lagerregnskabet.

d)
Opkøberen er ansvarlig for, at de samlede mængder mælk og/eller andre mejeriprodukter, han har fået leveret, bogføres ifølge tillægsafgiftsordningen; han opbevarer derfor i mindst tre år følgende materiale, så det kan stilles til rådighed for medlemsstatens myndigheder: fortegnelsen over de opkøbere og virksomheder for behandling eller forarbejdning af mælk eller andre mejeriprodukter, som har leveret ham mælk eller andre mejeriprodukter, og oplysninger om den månedlige leverance fra hver leverandør.

e)
Ved indsamling på bedrifterne skal mælken og/eller de andre mejeriprodukter ledsages af et dokument, som viser den enkelte leverance. Endvidere skal opkøberen i mindst tre år opbevare oplysninger, som gør det muligt at spore den enkelte leverance.

[…]

2. Medlemsstaterne træffer yderligere foranstaltninger med henblik på:

[...]

–
underretning af de berørte om de strafferetlige eller administrative sanktioner, de udsætter sig for, hvis bestemmelserne i forordning (EØF) nr. 3950/92 og i nærværende forordning ikke overholdes.«

Nationale bestemmelser

16
De relevante nationale bestemmelser er Dairy Produce Quota Regulations 1997 (bekendtgørelser af 1997 om mælkekvoter, Statutory Instruments 1997, SI 1997 No. 733).

17
Regulation 2, stk. 1, bestemmer:

»I disse regulations og medmindre andet følger af konteksten […] skal ved ’opkøber’ forstås en opkøber som defineret i artikel 9, litra e), i Rådets forordning [nr. 3950/92], der er godkendt af Intervention Board i henhold til artikel 7, stk. 1, litra a), i Kommissionens forordning [nr. 536/93].«

18
Regulation 20, stk. 2 og 3, bestemmer:

»(2) Såfremt afgiften ikke er betalt inden den 1. september i det pågældende år, kan Intervention Board fra dette tidspunkt direkte hos sælgeren eller (i givet fald) hos opkøberen opkræve det udestående afgiftsbeløb med renter for hver dag, indtil det pågældende beløb er betalt, med en rentesats, som er ét procentpoint højere end ved tremåneders-interbanksatsen i London for pund sterling.

(3) I overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, tredje afsnit, i Rådets forordning [nr. 3950/92] (som vedrører fradrag i den skyldige afgift) har en opkøber, som modtager en en gros-leverance fra en producent, der overskrider sin referencemængde, efter at denne referencemængde eventuelt er blevet justeret i henhold til artikel 2, stk. 1, Kommissionens forordning [nr. 536/93], ret til i de beløb, som opkøberen skal betale til producenten for leverancerne, umiddelbart at fratrække et beløb svarende til det afgiftsbeløb, som opkøberen skal erlægge for overskridelserne.«


Hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

19
Penycoed er et landbrugsbedriftsfællesskab, som især har til formål at opdrætte malkekvæg, men ikke råder over en mælkekvote. Penycoed indgik aftaler med Hugh Phillips, som først gennem det engelske firma Elm Farms Ltd (herefter »Elm Farms«) og dernæst, fra den 1. januar 1998, gennem TDM Dairy Management Inc. (herefter »TDM«), et selskab indregistreret i staten Delaware (Amerikas Forenede Stater), som overtog kontrollen med Elm Farms' aktiviteter efter dette selskabs konkurs som følge af ubetalte afgifter, iværksatte følgende ordning. Penycoed udlejede en del af sine jorder samt sin besætning til Elm Farms og dernæst til TDM, og disse selskaber indgik en række aftaler, hvori det var fastsat, at Penycoed mod betaling på selskabernes vegne varetog pasningen og malkningen af besætningen.

20
Aftalen havde til formål at gøre det muligt for Penycoed at opretholde en mælkeproduktion uden at have brug for mælkekvoter. Penycoed var ikke producent i ovennævnte forordningers forstand, og Elm Farms og TDM var ikke opkøbere. Derimod var Elm Farms og TDM producenter og skulle have en kvote eller påtage sig at betale afgifter.

21
Board underkendte en sådan ordning, idet den fandt, at Penycoed fortsat var producent, at Elm Farms og TDM var opkøbere, og at Penycoed havde foretaget mælkeleverancer til Elm Farms og til TDM. Penycoed havde således produceret mælk uden at råde over den nødvendige kvote.

22
I januar 1999 anlagde Board sag med henblik på at tvinge Penycoed til at indbetale 561 872,44 GBP, et beløb svarende til den skyldige afgift for de 2,11 mio. liter mælk, som Penycoed havde leveret i løbet af produktionsåret 1997/1998.

23
Penycoed nedlagde påstand om afvisning af Board's påstand med den begrundelse, at selv om det antoges, at de faktiske omstændigheder, som Board påberåbte sig, var korrekte, havde Board ikke noget direkte krav mod Penycoed. Ifølge Penycoed kunne Board kun fremsætte retligt krav mod opkøberne af mælken, som dernæst kunne gøre regres mod Penycoed.

24
For så vidt angår formalitetsindsigelsen har Penycoed nedlagt påstand om, at den af Board anlagte vurdering lægges til grund. Parterne i hovedsagen er enige om, at det følger heraf, at Penycoed var producent som defineret i forordning nr. 3950/92 og nr. 536/93, at Elm Farms og TDM var opkøbere, til hvem Penycoed leverede mælk i overensstemmelse med forordning nr. 3950/92 og i det mindste i overensstemmelse med artikel 7 i forordning nr. 536/93, og at Board ikke havde godkendt Elm Farms og TDM som opkøbere i henhold til artikel 7 i forordning nr. 536/93.

25
På denne baggrund har Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)
Kan det kompetente organ i en medlemsstat i henhold til artikel 1 og/eller 2 i Rådets forordning nr. 3950/92 iværksætte direkte retsskridt mod en producent med henblik på at inddrive afgifter, som skal betales af denne producent (i andre tilfælde end ved direkte salg i henhold til forordningens artikel 2, stk. 3)?

2)
I bekræftende fald ønskes det oplyst, under hvilke omstændigheder sådanne retsskridt kan iværksættes?

3)
Kan der nærmere bestemt iværksættes sådanne skridt, når den opkøber, som har fået mælken leveret: a) ikke er godkendt i overensstemmelse med artikel 7 i Kommissionens forordning nr. 536/93 og/eller b) ikke har opfyldt nogen af sine forpligtelser i henhold til forordningens artikel 7, og/eller c) ikke har opkrævet eller søgt at opkræve afgifter hos de pågældende producenter?«


De præjudicielle spørgsmål

26
Den nationale ret ønsker med sine spørgsmål, som behandles samlet, nærmere bestemt oplyst, om og i givet fald under hvilke betingelser det kompetente organ i en medlemsstat i henhold til artikel 1 og/eller 2 i forordning nr. 3950/92 kan iværksætte direkte retsskridt mod en mælkeproducent med henblik på at inddrive den tillægsafgift på mælk, som skal betales af denne.

27
Indledningsvis skal der henvises til den ved forordning nr. 3950/92 indførte ordning til opkrævning af tillægsafgiften på mælk.

28
Ordningen med en tillægsafgift på mælk bygger på en sondring mellem referencemængder for mælk, der sælges direkte til konsum, og mælk, der leveres til en opkøber (jf. i denne retning dom af 29.4.1999, sag C-288/97, Consorzio Caseifici dell'Altopiano di Asiago, Sml. I, s. 2575, præmis 18).

29
I tilfælde af direkte salg erlægger producenten den afgift, der skal betales, til medlemsstatens kompetente organ, i overensstemmelse med artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 3950/92. For så vidt angår leverancer betaler den opkøber, der skal erlægge afgiften, det skyldige beløb til det nævnte organ. Beløbet fratrækkes i den mælkepris, der betales til de afgiftspligtige producenter, og hvis dette ikke er muligt opkræves det på anden passende vis, således som det følger af stk. 2 i samme artikel. I begge tilfælde påhviler afgiften således producenterne.

30
I tilfælde af leverancer tilsigter ordningen med en tillægsafgift, som blev indført ved forordning nr. 3959/92 og nr. 536/93, imidlertid kun at regulere forholdet mellem den, der skal betale afgiften, og den afgiftspligtige, samt forholdet mellem den, der skal betale afgiften, og den kompetente myndighed, som modtager de nævnte beløb.

31
Artikel 2 i forordning nr. 3950/92 kan følgelig ikke danne hjemmel for, at den kompetente myndighed i en medlemsstat bortset fra tilfælde af direkte salg kan iværksætte direkte retsskridt mod en producent med henblik på inddrivelse af den afgift, som skal betales af denne.

32
Den omstændighed, at opkøberen ikke eller ikke længere udfylder rollen som den, der skal betale afgiften, gør det heller ikke muligt at lade producenten træde i stedet for opkøberen til fordel for den kompetente myndighed. En sådan sanktion ville kræve en forudgående hjemmel, hvori betingelserne og rækkevidden herfor er defineret (jf. i denne retning Domstolens dom af 14.7.1994, sag C-352/92, Milchwerke Köln/Wuppertal, Sml. I, s. 3385, præmis 22, og af 13.11.2001, sag C-277/98, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 8453, præmis 37). Der findes imidlertid ikke en sådan hjemmel i den foreliggende sag.

33
Det følger af ovenstående, at forordning nr. 3950/92 ikke giver den kompetente myndighed hjemmel til at opkræve tillægsafgiften på mælk direkte hos producenten.

34
Imidlertid kan denne ordning ikke anses for at være udtømmende på en sådan måde, at den er til hinder for enhver anden form for inddrivelse i det tilfælde, hvor opkøberen har tilsidesat sine forpligtelser. I den forbindelse henvises til ottende betragtning til forordning nr. 3950/92, hvorefter opkøberen skal betale afgiften, fordi han synes at være bedst egnet til at udføre de nødvendige transaktioner. For så vidt som denne vurdering viser sig ikke at være korrekt, bl.a. i tilfælde af, at opkøberen tilsidesætter sine forpligtelser til opkrævning af afgiften, kan en direkte opkrævning hos producenten fra den kompetente myndigheds side ikke udelukkes.

35
Som det fremgår af sjette betragtning til forordning nr. 3950/92, påhviler det alene den producent, der har medvirket til overskridelsen, at betale afgiften.

36
Når en fællesskabsretlig bestemmelse ikke fastsætter en særlig sanktion for overtrædelser eller med hensyn hertil henviser til nationale administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, skal medlemsstaterne i medfør af artikel 10 EF træffe alle foranstaltninger, som er egnede til at sikre fællesskabsrettens gennemslagskraft (Domstolens dom af 21.9.1989, sag 68/88, Kommissionen mod Grækenland, Sml. s. 2965, præmis 23, af 10.7.1990, sag C-326/88, Hansen, Sml. I, s. 2911, præmis 17, dommen i sagen Milchwerke Köln mod Wuppertal, præmis 23, dom af 26.10.1995, sag C-36/94, Siesse, Sml. I, s. 3575, præmis 20, af 27.2.1997, sag C-177/95, Ebony Maritime og Loten Navigation, Sml. I, s. 1111, præmis 35, og af 30.9.2003, sag C-167/01, Inspire Art, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 62).

37
Forpligtelsen i henhold til artikel 10 EF omfatter også en forpligtelse til at indlede enhver form for forvaltningsretlig, skatteretlig og civilretlig retsforfølgning med henblik på opkrævning eller tilbagesøgning af afgifter eller skatter, som svigagtigt er unddraget, eller med henblik på at opnå erstatning (dommen i sagen Milchwerke Köln mod Wuppertal, præmis 23).

38
Følgelig er medlemsstaterne forpligtet til at træffe foranstaltninger, som sikrer inddrivelse af afgiften i tilfælde af, at den i artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 3950/92 fastsatte ordning er dømt til at mislykkes.

39
Denne forpligtelse omfatter adgang til at iværksætte direkte retsskridt mod producenten med henblik på inddrivelse af det beløb, som denne skylder i form af tillægsafgift på mælk, når det er godtgjort, at producenten ikke har betalt beløbet til opkøberen, og at sidstnævnte ikke bestræber sig på at opkræve beløbet hos producenten.

40
Omvendt er tilsidesættelse af de i artikel 7 i forordning nr. 536/93 fastsatte betingelser og navnlig manglende godkendelse som opkøber ikke i sig selv relevant, fordi betalingen til det kompetente organ af det beløb, der skal erlægges i form af tillægsafgift, ikke nødvendigvis berøres af en sådan tilsidesættelse. Til trods for sådanne uregelmæssigheder kan det primære formål med ordningen med en tillægsafgift, nemlig at straffe overproduktion, opnås.

41
Det følger af det ovenfor anførte, at de forelagte spørgsmål skal besvares med, at det kompetente organ ikke, i andre tilfælde end ved direkte salg, i henhold til artikel 1 og 2 i forordning nr. 3950/92 kan iværksætte direkte retsskridt mod en producent med henblik på at inddrive det beløb, som skal betales af denne i form af tillægsafgift på mælk. Imidlertid indebærer den i artikel 10 EF indeholdte forpligtelse for medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger, som sikrer inddrivelse af afgiften i tilfælde af, at den i artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 3950/92 fastsatte ordning er dømt til at mislykkes, mulighed for at iværksætte direkte retsskridt mod producenten med henblik på inddrivelse af det beløb, der skal betales, når det er godtgjort, at producenten ikke har betalt beløbet til opkøberen, og at sidstnævnte ikke bestræber sig på at opkræve beløbet hos producenten. Omvendt er tilsidesættelse af de i artikel 7 i forordning nr. 536/93 fastsatte betingelser, og navnlig manglende godkendelse som opkøber, ikke i sig selv relevant.


Sagens omkostninger

42
De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering, af den græske regering, af den italienske regering samt af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Court of Appeal (England and Wales) (Civil Division) ved kendelse af 31. maj 1991, for ret:

1)
Artikel 1 og 2 i Rådets forordning (EØF) nr. 3950/92 af 28. december 1992 om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter bemyndiger ikke det kompetente organ til, i andre tilfælde end ved direkte salg, at iværksætte direkte retsskridt mod en producent med henblik på at inddrive det beløb, der skal betales af denne i form af tillægsafgift på mælk. Imidlertid indebærer den i artikel 10 EF indeholdte forpligtelse for medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger, som sikrer inddrivelse af afgiften i tilfælde af, at den i artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 3950/92 fastsatte ordning er dømt til at mislykkes, mulighed for at iværksætte direkte retsskridt mod producenten med henblik på inddrivelse af det beløb, der skal betales, når det er godtgjort, at producenten ikke har betalt beløbet til opkøberen, og at sidstnævnte ikke bestræber sig på at opkræve beløbet hos producenten. Omvendt er tilsidesættelse af de i artikel 7 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 536/93 af 9. marts 1993 om gennemførelsesbestemmelser for tillægsafgiften på mælk og mejeriprodukter fastsatte betingelser, og navnlig manglende godkendelse som opkøber, ikke i sig selv relevant.

Skouris

Puissochet

Schintgen

Macken

Colneric

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 15. januar 2004.

Justitssekretær

Præsident

R. Grass

V. Skouris

1 –
Processprog: engelsk.