1. Fri udveksling af tjenesteydelser — traktatbestemmelser — anvendelsesområde — ydelsernes midlertidige karakter — kriterier — levering af identiske eller lignende ydelser mere eller mindre hyppigt eller regelmæssigt i en anden medlemsstat af en erhvervsdrivende, som ikke råder over diverse faciliteter dér — (Art. 50, stk. 3, EF)
2. Fri udveksling af tjenesteydelser — begrænsninger — en medlemsstats lovgivning, hvorefter levering af tjenesteydelser på dennes område af erhvervsdrivende etableret i andre medlemsstater er undergivet en procedure om meddelelse af tilladelse og optagelse i håndværksregistret — ulovlig — kriterier — (Art. 49 EF)
1. Den blotte omstændighed, at en erhvervsdrivende, der er etableret i en medlemsstat, leverer identiske eller lignende ydelser mere eller mindre hyppigt eller regelmæssigt i en anden medlemsstat uden dér at råde over faciliteter, der giver ham mulighed for på stabil og vedvarende måde at udøve en erhvervsvirksomhed i denne medlemsstat, og hvorfra han henvender sig til bl.a. statsborgerne i denne medlemsstat, er ikke tilstrækkelig til at anse ham for at være etableret i denne anden medlemsstat.
Begrebet »tjenesteydelse« i traktatens forstand kan således dække over tjenesteydelser af meget forskellig art, herunder tjenesteydelser, der udføres over et længere tidsrum, endog flere år, hvis det f.eks. drejer sig om ydelser, der leveres i forbindelse med et større byggeprojekt. Ligeledes kan ydelser, som en erhvervsdrivende, der er etableret i en medlemsstat, leverer mere eller mindre hyppigt eller regelmæssigt, endog over et længere tidsrum, til personer med hjemsted i en eller flere andre medlemsstater, f.eks. rådgivning eller informationsvirksomhed mod vederlag, udgøre tjenesteydelser i traktatens forstand.
Der findes ikke nogen bestemmelse i traktaten, der i denne henseende gør det muligt teoretisk at fastslå en bestemt varighed eller hyppighed, hvorefter udførelsen af en ydelse eller en bestemt slags ydelse i en anden medlemsstat ikke længere kan betragtes som en tjenesteydelse i traktatens forstand, men som henhørende under kapitlet om etableringsretten.
(jf. præmis 29-32 og 40 samt domskonkl.)
2. Fællesskabsretten er på området for fri udveksling af tjenesteydelser til hinder for, at en erhvervsdrivende undergives en forpligtelse til at blive optaget i håndværksregistret, der forsinker, vanskeliggør eller fordyrer udførelsen af ydelserne i værtsmedlemsstaten, når de betingelser, som er fastsat i det direktiv om anerkendelse af erhvervsuddannelser, der finder anvendelse for udøvelsen af denne virksomhed i den pågældende medlemsstat, er opfyldt.
Hvis disse betingelser er opfyldt, bør et eventuelt krav om optagelse i medlemsstatens håndværksregister opfyldes automatisk og må hverken udgøre en forudsætning for udførelsen af tjenesteydelsen eller føre til administrationsomkostninger for vedkommende tjenesteyder eller udløse bidragspligt til håndværkerforeningen.
Dette gælder ikke blot for tjenesteydere, der kun har til hensigt lejlighedsvis, eller blot en enkelt gang, at udføre ydelser i værtsmedlemsstaten, men også for tjenesteydere, der udfører eller ønsker at udføre tjenesteydelser gentagne gange eller mere eller mindre regelmæssigt.
(jf. præmis 37, 38 og 40 samt domskonkl.)