Retspleje - søgsmålsfrister - udløb - undskyldelig vildfarelse - begreb - rækkevidde
$$Fuldstændigt kendskab til en afgørelses endelige karakter og til den i henhold til artikel 230 EF gældende søgsmålsfrist udelukker ikke i sig selv, at en person kan påberåbe sig en undskyldelig vildfarelse, der kan retfærdiggøre, at hans søgsmål bliver anlagt for sent, idet en sådan vildfarelse navnlig kan indtræde, når den pågældende institution har udvist en adfærd, der i sig selv eller i afgørende omfang har været egnet til at fremkalde en undskyldelig vildfarelse hos en retsundergiven, der har handlet i god tro og med den omhu, som kræves af en normalt påpasselig person. Hvis disse betingelser er opfyldt, kan det ikke principielt udelukkes, at vildfarelsen kan vedrøre andre forhold end spørgsmålet, om den anfægtede afgørelse var endelig, og de regler, der gælder for indbringelse af de forskellige søgsmål, som er fastsat ved traktaten.
( jf. præmis 24 og 25 )