Sag C-152/01


Kyocera Electronics Europe GmbH
mod
Hauptzollamt Krefeld


(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesfinanzhof)

«Fælles toldtarif – toldværdi – fastsættelse af transaktionsværdi – rentebetaling i henhold til en finansieringsordning – manglende inddragelse – betingelser – renter angivet særskilt i forhold til den pris, der faktisk er betalt eller skal betales – deklaration uden angivelse af renter, der er betalt eller skal betales»

Forslag til afgørelse fra generaladvokat F.G. Jacobs fremsat den 23. januar 2003
?
    
Domstolens dom (Femte Afdeling) af 20. november 2003
?
    

Sammendrag af dom

1.
Fællesskabsret – tekster på flere sprog – ensartet fortolkning – uoverensstemmelse mellem de forskellige sproglige versioner – ordningens almindelige opbygning og formål afgørende for vurderingen

2.
Fælles toldtarif – toldværdi – transaktionsværdi – fastsættelse – rentebetaling i henhold til en finansieringsordning – manglende inddragelse – betingelser – renter angivet særskilt i forhold til den pris, der faktisk er betalt eller skal betales – deklaration uden angivelse af renter, der er betalt eller skal betales

[Kommissionens forordning nr. 1495/80, art. 3, stk. 2, litra a)]

1.
Samtlige sproglige versioner af en fællesskabstekst bør principielt tillægges den samme værdi, som navnlig ikke kan afhænge af størrelsen af den befolkning i medlemsstaterne, der benytter sig af det pågældende sprog. Af hensyn til en fortsat ensartet fortolkning af fællesskabsretten er det vigtigt, at den pågældende bestemmelse, når der er uoverensstemmelse mellem versionerne, fortolkes på baggrund af den almindelige opbygning af og formålet med det regelsæt, som den indgår i.

(jf. præmis 32 og 33)

2.
Artikel 3, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1495/80 om gennemførelse af visse bestemmelser i forordning nr. 1224/80 om varers toldværdi, som ændret ved forordning nr. 220/85, hvorefter undladelsen af at medregne renter i henhold til en finansieringsordning i toldværdien er underordnet kravet om, at rentebeløbet skal være »særskilt angivet« i forhold til den pris, der er betalt eller skal betales for de indførte varer, skal fortolkes således, at betaling af renter er særskilt angivet i forhold til selve vareprisen, også når der ved toldmyndighedernes registrering af toldangivelsen alene foreligger en faktura vedrørende nettoprisen for varerne, og uanset det hverken på grundlag af denne eller af toldværdideklarationen udtrykkeligt eller forudsætningsvis kan udledes, at køberen ved den omhandlede købstransaktion har betalt eller skal betale renter til sælger.

(jf. præmis 30 og 43 samt domskonkl.)


DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)
20. november 2003(1)

»Fælles toldtarif – toldværdi – fastsættelse af transaktionsværdi – rentebetaling i henhold til en finansieringsordning – manglende inddragelse – betingelser – renter angivet særskilt i forhold til den pris, der faktisk er betalt eller skal betales – deklaration uden angivelse af renter, der er betalt eller skal betales«

I sag C-152/01,

angående en anmodning, som Bundesfinanzhof (Tyskland) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Kyocera Electronics Europe GmbH

mod

Hauptzollamt Krefeld,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 3, stk. 2, litra a), i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1495/80 af 11. juni 1980 om gennemførelse af visse bestemmelser i Rådets forordning (EØF) nr. 1224/80 om varers toldværdi (EFT L 154, s. 14), som ændret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 220/85 af 29. januar 1985 (EFT L 25, s. 7),har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling),,



sammensat af P. Jann som fungerende formand for Femte Afdeling og dommerne C.W.A. Timmermans (refererende dommer) og S. von Bahr,

generaladvokat: F.G. Jacobs
justitssekretær: R. Grass,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

–
Kyocera Electronics Europe GmbH ved Rechtsanwalt H. Nehm

–
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J.-C. Schieferer, som befuldmægtiget, bistået af Rechtsanwalt M. Núñez-Müller,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 23. januar 2003,

afsagt følgende



Dom



1
Ved kendelse af 1. marts 2001, indgået til Domstolen den 9. april 2001, har Bundesfinanzhof i medfør af artikel 234 EF forelagt to præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 3, stk. 2, litra a), i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1495/80 af 11. juni 1980 om gennemførelse af visse bestemmelser i Rådets forordning (EØF) nr. 1224/80 om varers toldværdi (EFT L 154, s. 14), som ændret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 220/85 af 29. januar 1985 (EFT L 25, s. 7, herefter »forordning nr. 1495/80«).

2
Spørgsmålene er blevet rejst under en sag mellem Kyocera Electronics Europe GmbH (herefter »Kyocera«) og Hauptzollamt Krefeld (Krefelds hovedtoldkontor, herefter »Hauptzollamt«) vedrørende et spørgsmål om medregning i toldværdien af varer, indført af selskabet til Fællesskabets toldområde, af renter, som selskabet havde betalt i henhold til en finansieringsordning vedrørende købet af varerne.


Retsforskrifter

Forordning (EØF) nr. 1224/80

3
Ifølge sjette betragtning til Rådets forordning (EØF) nr. 1224/80 af 28. maj 1980 om varers toldværdi (EFT L 134, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 3193/80 af 8. december 1980 (EFT L 333, s. 1, herefter »forordning nr. 1224/80«), har forordningen til formål at »fremme verdenshandelen ved at indføre et retfærdigt, ensartet og neutralt system til ansættelse af toldværdien, som udelukker anvendelse af vilkårlige eller fiktive toldværdier«. I denne henseende præciseres det i samme betragtning for det første, at toldværdien skal ansættes »ifølge kriterier, som er i overensstemmelse med handelspraksis« og dernæst, at »grundlaget for toldansættelse af varer generelt [skal] være transaktionsværdien således som den er defineret i artikel 3 i denne forordning«.

4
Af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1224/80 fremgår følgende:

»Toldværdien af de indførte varer fastsat i henhold til denne artikel er transaktionsværdien, dvs. den pris, som faktisk er betalt eller skal betales for varerne, ved salg til eksport til Fællesskabets toldområde og justeret i henhold til artikel 8, forudsat:

[...]

d)
at køberen og sælgeren ikke er indbyrdes afhængige [...]«

5
Artikel 3, stk. 3, litra a), i forordning nr. 1224/80 bestemmer endvidere følgende:

»Den pris, der faktisk er betalt eller skal betales, er den fulde betaling, som køberen yder eller skal yde sælgeren eller til fordel for denne, for de indførte varer og omfatter alle de betalinger, som er erlagt, eller som skal erlægges som betingelser for salget af de indførte varer, af køberen til sælgeren eller af køberen til en tredjepart for at opfylde en af sælgerens forpligtelser. [...]«

6
Artikel 3, stk. 4, i samme forordning har følgende ordlyd:

»Toldværdien omfatter ikke følgende omkostninger, forudsat at de er separat angivet i forhold til den pris, der faktisk er betalt eller skal betales for de indførte varer:

a)
omkostninger vedrørende bygnings-, installations- eller monteringsarbejder, vedligeholdelse eller teknisk bistand, som er udført efter import for så vidt angår indførte varer såsom industrianlæg, -maskiner eller -materiel

b)
told og andre afgifter, som skal betales i Fællesskabet, i forbindelse med import eller salg af varerne.«

7
Artikel 8, stk. 1-3, i forordning nr. 1224/80 har følgende ordlyd:

»1. Ved fastsættelse af toldværdien i henhold til artikel 3 lægges der til den pris, der faktisk er betalt eller skal betales for de indførte varer:

a)
følgende elementer i den udstrækning, de afholdes af køberen, men ikke er indbefattet i den pris, der faktisk er betalt eller skal betales for varerne:

i)
provision og mæglerhonorar, dog ikke indkøbsprovision

ii)
prisen for beholdere, som ved toldbehandlingen betragtes som udgørende en del af selve varen

iii)
prisen for emballage omfattende såvel arbejdsløn som materialer

b)
den forholdsmæssigt udregnede værdi af de i det følgende nævnte varer og tjenesteydelser, når de leveres direkte eller indirekte af køberen uden beregning eller til nedsat pris til brug ved fremstilling og salg til eksport af de indførte varer, for så vidt denne værdi ikke er indbefattet i den pris, der faktisk er betalt eller skal betales:

i)
materialer, komponenter, dele og lignende elementer, som indgår i de indførte varer

ii)
værktøj, matricer, forme og lignende genstande, der anvendes ved fremstillingen af de indførte varer

iii)
materialer, der forbruges ved fremstillingen af de indførte varer

iv)
ingeniørarbejde eller udviklingsarbejde, kunst- og designarbejde, tegninger og skitser, som udføres andetsteds end i Fællesskabet, og som er nødvendige for fremstillingen af de indførte varer

c)
royalty og licensafgifter vedrørende de varer, der skal værdiansættes, og som køberen er forpligtet til at afholde, direkte eller indirekte, som betingelse for salg af de varer, der skal værdiansættes, for så vidt sådanne royalties og licensafgifter ikke er indbefattet i den pris, der faktisk er betalt eller skal betales

d)
værdien af enhver del af provenuet ved ethvert videresalg og enhver overdragelse eller yderligere anvendelse af de indførte varer, som direkte eller indirekte tilfalder sælgeren

e)
i) transport- og forsikringsomkostninger for de indførte varer

og

ii)
omkostninger ved lastning og håndtering i forbindelse med transporten af de indførte varer til varernes indførselssted i Fællesskabets toldområde.

2. Tillæg til den pris, som faktisk er betalt eller skal betales, baseres i henhold til denne artikel kun på grundlag af objektive og målelige oplysninger.

3. Ved fastsættelsen af toldværdien må der intet lægges til den pris, der faktisk er betalt eller skal betales, hvis dette ikke er hjemlet i denne artikel.«

8
Artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 1224/80 har følgende ordlyd:

»Med henblik på fastsættelse af toldværdien og med forbehold af de nationale bestemmelser, som tillægger medlemsstaternes toldmyndigheder mere vidtgående beføjelser, indgiver enhver person eller virksomhed, som direkte eller indirekte har interesse i den pågældende indførsel, alle de nødvendige dokumenter og oplysninger til de pågældende myndigheder inden for de af disse fastsatte frister.«

9
I artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 1224/80 hedder det:

»Toldværdien af indførte varer indbefatter ikke transportomkostninger efter indførslen til Fællesskabets toldområde, såfremt sådanne omkostninger er separat angivet i forhold til den pris, som faktisk er betalt eller skal betales for de indførte varer.«

Forordning nr. 1495/80

10
Artikel 3, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1495/80 bestemmer følgende:

»1. Er følgende omkostninger angivet særskilt i forhold til den pris, som faktisk er betalt eller skal betales, medregnes de ikke i den toldværdi, som ansættes i henhold til artikel 3 i forordning (EØF) nr. 1224/80:

a)
betaling for retten til at reproducere de til Fællesskabet indførte varer

b)
indkøbsprovision.

2. Renter i henhold til en finansieringsordning indgået af køberen, som vedrører købet af indførte varer, skal ikke medregnes i toldværdien, når den ansættes i henhold til forordning (EØF) nr. 1224/80, forudsat, at:

a)
beløbet er særskilt angivet i forhold til den pris, der faktisk er betalt eller skal betales for varerne

b)
finansieringsordningen er indgået skriftligt

c)
køberen om påkrævet kan påvise, at

–
sådanne varer faktisk sælges til den pris, der angives som den pris, der faktisk er betalt eller skal betales, og

–
den angivne rentesats ikke overstiger det normale niveau for sådanne transaktioner i det land og på det tidspunkt, hvor finansieringen tilvejebringes.«

Forordning (EØF) nr. 1496/80

11
I artikel 1, stk. 1, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1496/80 af 11. juni 1980 om angivelse af oplysninger vedrørende toldværdi og om dokumenter, der skal fremlægges (EFT L 154, s. 16), som ændret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 3272/88 af 24. oktober 1988 (EFT L 291, s. 49, herefter »forordning nr. 1496/80«), er fastsat følgende:

»Når det er nødvendigt at fastsætte en toldværdi med henblik på anvendelsen af forordning (EØF) nr. 1224/80, skal der afgives en toldværdideklaration sammen med fortoldningsangivelsen vedrørende de indførte varer. Deklarationen udfærdiges på blanket D.V. 1, svarende til det i bilag I viste eksempel, i givet fald suppleret med et eller flere eksemplarer af blanket D.V. 1 BIS, svarende til det i bilag II viste eksempel.«

12
På tidspunktet for det faktiske hændelsesforløb i hovedsagen bestod den i bilag I til forordning nr. 1496/80 omhandlede blanket D.V. 1 i det væsentlige af tre afsnit. I afsnit A med overskriften »Beregningsgrundlag« blev klarereren anmodet om i faktureret valuta og i national valuta at anføre nettoprisen for de indførte varer såvel som eventuelle indirekte betalinger (rubrik 11 og 12 i blanket D.V. 1). I afsnit B om »Tillæg« skulle klarereren opgøre eventuelle omkostninger, som ikke var medregnet under afsnit A, såsom provision, mæglerhonorar, royalty og licensafgifter eller leveringsomkostninger til indførselsstedet på Fællesskabets toldområde (rubrik 13-18 i blanket D.V. 1). Endelig blev klarereren i afsnit C om »Fradrag« anmodet om at anføre visse omkostninger, der var medregnet under afsnit A, såsom omkostninger til transport efter indførslen på Fællesskabets toldområde, omkostninger til bygnings-, installations- eller monteringsarbejder, vedligeholdelse eller teknisk bistand foretaget efter indførslen, told og afgifter, som skulle betales i Fællesskabet i forbindelse med import eller salg af varerne eller »andre omkostninger« (rubrik 19-23 i blanket D.V. 1). Man kom frem til den deklarerede toldværdi ved at trække de i afsnit C anførte værdier fra summen af de i afsnit A og B anførte værdier.

13
Artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1496/80 har følgende ordlyd:

»Deklaranten skal til toldvæsenet afgive en kopi af den faktura, der danner grundlag for angivelsen af værdien af de indførte varer. Såfremt toldværdien afgives skriftligt, skal toldvæsenet bevare denne kopi.«


Hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

14
Kyocera er et selskab med hjemsted i Tyskland, der til denne medlemsstat importerer forskellige elektroniske artikler, som det køber af sit japanske moderselskab Kyocera Corporation (herefter »KC«). Med hensyn til de beløb, som var blevet faktureret Kyocera af KC, og som ifølge forelæggelseskendelsen ikke var påvirket af forbindelsen mellem de to selskaber, havde Kyocera i begyndelsen en betalingsfrist på 120 dage fra afskibningen af varerne. Siden hen – og uden at betalingsfristen af den grund blev ændret – aftalte KC og Kyocera dog en ekstra betaling af renter for 90 dage til en årlig rentesats på 4,5%, idet renterne skulle opgøres månedligt. I henhold til denne aftale udfærdigede KC følgelig, ud over fakturaer vedrørende det egentlige varesalg, særskilte månedlige fakturaer, hvori der for hver enkelt levering var beregnet de renter, som Kyocera skulle betale til sit moderselskab.

15
Hovedsagen angår otte indførsler, som fandt sted i løbet af 1990 og 1991. Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at de indførte varer i disse tilfælde blev angivet til den kompetente toldmyndighed af et speditionsfirma, som handlede i Kyoceras navn med henblik på oplæggelse i et autoriseret toldoplag – hvorfra de senere blev udtaget af det samme speditionsfirma for at blive bragt i fri omsætning – men de renter, som Kyocera havde betalt eller skulle betale til KC, blev ikke nævnt hverken i angivelsen til toldoplag, i angivelsen til udtagelse fra toldoplaget eller på nogen anden måde. Da Hauptzollamt på denne baggrund var af den opfattelse, at angivelserne var ufuldstændige, fremsendte det den 17. februar 1994 en efteropkrævning, som det ændrede den 2. august 1994, i hvilken det anmodede Kyocera om tillige at betale told beregnet af de renter, som faktisk var betalt af dette selskab.

16
Kyocera klagede herover, men Hauptzollamt fastholdt ved afgørelse af 15. september 1994 efteropkrævningen, hvorefter selskabet anlagde sag ved Finanzgericht Düsseldorf (Tyskland). Ved dom af 17. februar 1999 frifandt denne ret Hauptzollamt, idet den henviste til, at de renter, Kyocera havde betalt til KC ved de i hovedsagen omhandlede transaktioner indgik i toldværdien af de varer, der var udtaget af toldoplaget og bragt i fri omsætning. Ifølge Finanzgericht udgjorde disse renter således en betingelse for salget af varerne og udgjorde dermed en del af transaktionsværdien i henhold til artikel 3, stk. 1 og 3, i forordning nr. 1224/80. Kun hvis betingelserne i artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 1495/80 var opfyldt, herunder betingelsen i dette stykkes litra a) om særskilt angivelse af de renter, der er betalt eller skal betales, kunne situationen ifølge Finanzgericht stille sig anderledes. Selv om Kyocera i hovedsagens tilfælde var i besiddelse af månedlige fakturaer vedrørende disse renter, havde selskabet ikke fremlagt dem for toldvæsenet, og selskabet havde heller ikke særskilt nævnt renterne i toldangivelserne, så Hauptzollamt kunne retteligt anse rentebeløbene for en del af toldværdien, og følgelig kræve betaling af told heraf.

17
Kyocera fandt, at Finanzgericht Düsseldorf i denne sammenhæng havde tilsidesat artikel 3, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1495/80 ved i denne bestemmelse at have identificeret en betingelse, som ikke optrådte heri, nemlig et krav om at toldvæsenet skulle være i besiddelse af rentefakturaerne på tidspunktet for registreringen af toldangivelsen, iværksatte selskabet en »revisionsanke« af afgørelsen til Bundesfinanzhof. Under ankesagen har selskabet blandt andet gjort gældende, at det er tilstrækkeligt, for at der er tale om særskilt angivelse i den pågældende bestemmelses forstand, at rentebeløbet, uanset hvordan, kan adskilles fra de importerede varers købspris. Dette er bl.a. tilfældet, når toldvæsenet på tidspunktet for fortoldningen alene er i besiddelse af en faktura med angivelse af varernes nettopris, uden at renterne er indbefattet, for så vidt som renterne er angivet i et andet dokument end denne faktura.

18
Efter Hauptzollamts opfattelse kan den blotte angivelse af varernes nettopris derimod i intet tilfælde opfylde kravene i artikel 3, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1495/80, eftersom den ikke giver toldvæsenet mulighed for at konstatere, om der er betalt renter i sammenhæng med varekøbet, og i bekræftende fald for at efterprøve, om betingelserne for ikke at medregne renterne i toldværdien er opfyldt. Som alle de andre poster, der kan holdes uden for købsprisen, skal renter således være angivet separat ved registreringen af toldangivelsen, og toldvæsenet skal ud over toldangivelsen råde over et dokument vedrørende den post, der skal være separat angivet. Det er alene toldvæsenet, der efter at have gjort sig bekendt med alle de relevante poster kan afgøre, om de omkostninger, der er angivet separat og opgivet som sådanne, skal indbefattes i toldværdien eller ej.

19
Bundesfinanzhof anerkender ganske vist, at der i fællesskabsrettens toldbestemmelser er fastsat en række omkostninger og poster, der ikke skal medregnes i toldværdien af de indførte varer, når de er angivet separat i forhold til prisen for varerne, og at Domstolen allerede flere gange har haft lejlighed til at beskæftige sig med fortolkningen af de relevante bestemmelser i forordning nr. 1224/80 og nr. 1495/80 – herunder i dom af 10. december 1985, Mainfrucht Obstverwertung (sag 290/84, Sml. s. 3909), af 18. april 1991, Brown Boveri (sag C-79/89, Sml. I, s. 1853), af 4. juni 1992, Wünsche (sag C-21/91, Sml. I, s. 3647), af 9. august 1994, Thierschmidt (sag C-340/93, Sml. I, s. 3905) og af 29. maj 1997, ICT (sag C-93/96, Sml. I, s. 2881) – men Bundesfinanzhof har ikke desto mindre i forelæggelseskendelsen anført, at en gennemgang af fællesskabslovgivningen og af Domstolens praksis ikke giver et direkte svar på spørgsmålet om, hvorvidt rentebetaling kan anses for at være »angivet særskilt« fra vareprisen, når toldvæsenet på det afgørende tidspunkt, nemlig ved registreringen af toldangivelsen, kun råder over fakturaen vedrørende den indførte vares nettopris, og det på grundlag af denne faktura – som i øvrigt også ved toldværdideklarationen – hverken udtrykkeligt eller forudsætningsvis kan udledes, at køberen ved den pågældende indførselstransaktion også har betalt renter. Spørgsmålet er fortsat uafklaret i nyere tysk retsteori, og fællesskabslovgivningen rummer elementer til støtte for såvel Kyoceras som Hauptzollamts synspunkt.

20
Ifølge Bundesfinanzhof taler det således ubestrideligt til fordel for Kyoceras opfattelse, at selskabet faktisk anførte den materielt korrekte toldværdi og dermed opfyldte såvel formålet med forordning nr. 1224/80 om at indføre et retfærdigt, ensartet og neutralt system til ansættelse af toldværdien som bestemmelserne i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT), som inspirerede forordningens affattelse.

21
Til gengæld taler det snarere til fordel for Hauptzollamts opfattelse, at ordene »getrennt ausgewiesen sind«, som anvendes i den tyske version af artikel 3, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1495/80, som betyder »er særskilt angivet«, forudsætter, at man kan »udskille« det omhandlede beløb, dvs. som Kommissionen gjorde gældende i sit indlæg i Mainfrucht Obstverwertung-sagen, at det skal kunne identificeres som en særskilt del af de samlede omkostninger. Bundesfinanzhof har i denne forbindelse bemærket, at risikoen for en mangelfuld kontrol er stor, hvis det er tilladt blot at opgive nettoprisen for de indførte varer, for toldvæsenet er i så fald ikke i stand til at efterprøve, om de materielle betingelser for ikke at medregne en bestemt udgiftspost i toldværdien er opfyldt. I betragtning af de usikkerheder, der er forbundet med efterfølgende opkrævning af told, indebærer denne situation en risiko for et væsentligt tab af indtægter på Fællesskabets budget, hvis det viser sig, at importøren med urette har fradraget et beløb.

22
Da Bundesfinanzhof på denne baggrund er af den opfattelse, at afgørelsen af sagen afhænger af en fortolkning af fællesskabsretten, har Bundesfinanzhof besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)
Skal artikel 3, stk. 2, litra a), i [forordning nr. 1495/80] fortolkes således, at betaling af renter er særskilt angivet i forhold til vareprisen, når der ved toldkontorets registrering af toldangivelsen alene foreligger en faktura vedrørende nettoprisen for varerne, på grundlag af hvilken – som i øvrigt også ved toldværdideklarationen – det hverken udtrykkeligt eller forudsætningsvis kan udledes, at køberen ved den købstransaktion, der skal ansættes, også har betalt renter til sælger?

2)
Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende:

Skal rentebetalingerne i så fald medregnes i varernes toldværdi?«


Det første spørgsmål

23
Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst rækkevidden af betingelsen i artikel 3, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1495/80. Den ønsker nærmere bestemt oplyst, om renter, der er betalt i henhold til en finansieringsordning, som en køber har indgået vedrørende køb af importerede varer, kan betragtes som »særskilt angivet« i forhold til den pris, der er betalt for varerne, når såvel toldværdideklarationen som den ledsagende faktura kun angiver varernes nettopris, men ikke renter, som betales af køberen til sælgeren til gengæld for den betalingsfrist, som køberen får.

Indlæg til Domstolen

24
Kyocera og Kommissionen, som har indgivet indlæg til Domstolen, er enige om, at der skal svares bekræftende på det første spørgsmål, men til gengæld er de af delvist forskellige opfattelser af, hvilke grunde der taler for denne løsning.

25
Efter Kyoceras opfattelse skal renterne således ikke anføres i toldværdideklarationen, for det første fordi de ikke optræder blandt de udgifter – som vil kunne forhøje vareprisen – der er opregnet i artikel 8 i forordning nr. 1224/80, for det andet fordi de, som anført af Domstolen i Wünsche-dommen, ikke udgør køberens betaling for de indførte varer, men for en anden ydelse fra sælgerens side, nemlig i det foreliggende tilfælde betalingsfristen. Spørgsmålet om efterprøvelse af de samlede betingelser for ikke at medregne renter i toldværdien er altså mere et spørgsmål om bevis for de indførte varers reelle pris end et spørgsmål om, hvorvidt renterne er særskilt angivet, og det kan sagtens være tilfældet, at den sidstnævnte betingelse er opfyldt, når alene de indførte varers nettopris er angivet i toldværdideklarationen, som det er tilfældet i hovedsagen. En særskilt angivelse i denne deklaration er kun nødvendig, hvis det samlede opgivne beløb indeholder både poster, der er indbefattet i toldværdien, såsom transportomkostninger uden for Fællesskabets toldområde, og poster, der ikke er indbefattet i toldværdien, såsom transportomkostninger inden for dette område.

26
Efter Kommissionens opfattelse indeholder bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1495/80 snarere materielle regler om fastsættelse af toldværdien end formelle og processuelle regler på området, således at manglende iagttagelse af de administrative formaliteter vedrørende toldangivelsen eller manglende angivelse af renterne i den dertil beregnede blanket ikke ændrer grundlæggende ved klarererens retsstilling. Bestemte poster kan med andre ord betragtes som »angivet særskilt« i forhold til den pris, der er betalt for de indførte varer, uden at de er blevet særskilt nævnt i toldværdideklarationen.

27
I den forbindelse har Kommissionen for det første støttet sig til den engelske, den franske, den spanske og den italienske version af forordning nr. 1495/80, som til forskel fra den tyske version af forordningen, hvori der forlanges en særskilt angivelse (»ausgewiesen«) af renterne, blot kræver, at renterne er »særskilt« (»distincts«) i forhold til den pris, der er betalt for varerne. Under denne synsvinkel er det altså tilstrækkeligt, at renterne på en eller anden måde er adskilt fra prisen på de varer, som de vedrører, for at de ikke udgør en del af varernes toldværdi, uden at det i den forbindelse er nødvendigt uopfordret at forelægge yderligere dokumentation herfor for toldvæsenet.

28
Kommissionen har dernæst henvist til hovedformålet med fællesskabsreglerne vedrørende fastsættelse af toldværdien, som består i at indføre et retfærdigt, ensartet og neutralt system til ansættelse af toldværdien, som udelukker anvendelse af vilkårlige eller fiktive toldværdier. Ifølge Kommissionen forudsætter virkeliggørelsen af dette mål på ingen måde, at de renter, som er betalt af køberen i henhold til en finansieringsordning, som er aftalt med sælgeren, bliver opgivet udtrykkeligt eller separat til toldvæsenet. Risikoen for svindel er således allerede udelukket, fordi renterne er opført særskilt af og hos klarereren, som naturligvis til enhver tid skal være i stand til at fremlægge dokumentation vedrørende samtlige betingelser for ikke at medregne renterne i toldværdien.

Domstolens besvarelse

29
Det skal indledningsvis bemærkes, at renter, der er betalt i henhold til en finansieringsordning, som en køber har indgået vedrørende køb af varer, som denne indfører til Fællesskabet, principielt ikke indgår i varernes toldværdi. Det fremgår således af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1224/80, at toldværdien af de indførte varer er varernes transaktionsværdi, dvs. den pris, som faktisk er betalt eller skal betales for varerne, »justeret i henhold til artikel 8«. I sidstnævnte artikel opregnes således en række poster, der skal lægges til prisen for de indførte varer, såsom provision og mæglerhonorar eller royalty og licensafgifter, men renter, der skal betales eller er betalt i henhold til en finansieringsordning, nævnes overhovedet ikke. Da listen over poster i artikel 8, som det fremgår af dennes stk. 3, er udtømmende (jf. i den forbindelse Thierschmidt-dommen, præmis 18), skal sådanne renter altså ikke lægges til prisen for de indførte varer ved fastsættelsen af deres toldværdi.

30
Denne konklusion bekræftes i princippet af forordning nr. 1495/80, som Kommissionen vedtog med henblik på at gennemføre visse bestemmelser i forordning nr. 1224/80, men undladelsen af at medregne renterne i toldværdien er dog i praksis underordnet overholdelsen af visse betingelser, heriblandt navnlig – i artikel 3, stk. 2, litra a), i samme forordning – kravet om, at rentebeløbet skal være »særskilt angivet« i forhold til den pris, der er betalt eller skal betales for de indførte varer. Da kravet ikke defineres yderligere i artiklen, har den forelæggende ret overvejet, i hvilken forstand og på hvilken måde beløbet skal være særskilt angivet, og af hvilket dokument det skal fremgå. Det fremgår således af oplysningerne fra denne ret, at den nærmere har overvejet spørgsmålet om, hvorvidt kravet forudsætter en særskilt nævnelse af renterne på fakturaen med varernes købspris, eller endog i toldværdideklarationen, eller om toldvæsenet skal lade sig nøje med en summarisk deklaration, idet det i givet fald er tilstrækkeligt, at det fremgår af et hvilket som helst dokument i klarererens besiddelse, at beløbet er adskilt.

31
I denne henseende giver en læsning af de eksisterende sprogversioner af artikel 3, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1495/80 ikke et entydigt svar på Bundesfinanzhofs første spørgsmål. Mens den tyske (»getrennt ausgewiesen sind«) og den danske version (»særskilt angivet«) af bestemmelsen således henviser til en separat angivelse af renterne – hvoraf der i givet fald vil kunne udledes en forpligtelse til at nævne renterne i toldværdideklarationen eller i den faktura, der ledsager den – forekommer den spanske (»se distinguan«), den græske (»διακρινεται«), den engelske (»are distinguished«), den franske (»sont distincts«), den italienske (»siano distinti«), den nederlandske (»onderscheiden zijn«) og den portugisiske (»sejam distintos«) version af bestemmelsen mere neutrale med hensyn til, hvorledes og af hvilket dokument det skal fremgå, at rentebeløbet er særskilt. Under alle omstændigheder henviser de på ingen måde til en eventuel særskilt »angivelse« af renterne i de dokumenter, der fremlægges for toldvæsenet af klarereren.

32
Ifølge Domstolens faste praksis, herunder dom af 2. april 1998, EMU Tabac m.fl. (sag C-296/95, Sml. I, s. 1605, præmis 36), og af 9. januar 2003, Givane m.fl. (sag C-257/00, Sml. I, s. 345, præmis 39), bør samtlige sproglige versioner af en fællesskabstekst principielt tillægges den samme værdi, som navnlig ikke kan afhænge af størrelsen af den befolkning i medlemsstaterne, der benytter sig af det pågældende sprog.

33
Af hensyn til en fortsat ensartet fortolkning af fællesskabsretten er det vigtigt, at den pågældende bestemmelse, når der er uoverensstemmelse mellem versionerne, fortolkes på baggrund af den almindelige opbygning af og formålet med det regelsæt, som den indgår i (jf. i denne retning bl.a. dom af 17.12.1998, sag C-236/97, Codan, Sml. I, s. 8679, præmis 26, af 13.4.2000, sag C-420/98, W.N., Sml. I, s. 2847, præmis 21, og Givane m.fl.-dommen, præmis 40).

34
Endvidere har Domstolen, som den forelæggende ret med rette har anført, i præjudicielle sager om de forordninger, som nærværende sag angår, allerede haft lejlighed til gentagne gange at udtale sig om såvel formålet med forordningerne som rækkevidden af den omtvistede betingelse om særskilt angivelse, som også optræder i andre bestemmelser i disse forordninger (jf. bl.a. de i præmis 19 nævnte domme).

35
Som det fremgår af dens titel, har den forordning, der indeholder den bestemmelse, der er genstand for det første af de forelagte spørgsmål, til formål at gennemføre visse bestemmelser i forordning nr. 1224/80, der, som anført i sjette betragtning hertil, har til formål at fremme verdenshandelen ved at indføre et retfærdigt, ensartet og neutralt system til ansættelse af toldværdien, som udelukker anvendelse af vilkårlige eller fiktive toldværdier. Ifølge den samme betragtning til forordning nr. 1224/80 skal dette formål generelt opnås ved som grundlag for toldansættelse af varer at fastsætte transaktionsværdien af de indførte varer, der i forordningens artikel 3 og 8 er defineret som den pris, der faktisk er betalt eller skal betales for varerne, uden at medregne nogen anden udgiftspost ud over dem, der udtrykkeligt er anført i artikel 8.

36
Det følger heraf, at renterne – der, som anført i præmis 29, ikke optræder blandt de poster, der er opregnet i artikel 8 i forordning nr. 1224/80 – ikke er en del af de indførte varers toldværdi og følgelig ikke skal optræde i toldværdideklarationen. Som det fremgår af præmis 16 i Wünsche-dommen, udgør sådanne renter nemlig ikke en bestanddel af den pris, der er betalt eller skal betales for varerne, men et vederlag for en ydelse til køberen i anledning af købet af varerne, som i det aktuelle tilfælde består i at yde køberen en betalingsfrist.

37
Set i denne sammenhæng kan betingelsen i artikel 3, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1495/80 ikke betragtes som en undtagelse fra forordning nr. 1224/80. På samme måde som betingelsen om en »skriftligt indgået« finansieringsordning – i samme stykke, litra b) – skal kravet om, at rentebeløbet skal være »særskilt angivet« i forhold til den pris, der er betalt eller skal betales for de indførte varer betragtes som et formkrav, der giver toldvæsenet mulighed for at kontrollere varernes reelle værdi og samtidig sikre korrekt opkrævning af den skyldige told.

38
Selv om det i denne forbindelse ikke kan nægtes, at kampen mod fiktive udgiftsposter eller udgiftsposter, der udgør en kamoufleret del af vareprisen, således som det fremgår af Domstolens praksis (jf. bl.a. i denne retning Mainfrucht Obstverwertung-dommen, præmis 34-37, og Wünsche-dommen, præmis 20), er et af hovedformålene med fællesskabslovgivningen vedrørende fastsættelse af toldværdien, følger det dog ikke af samme lovgivning og retspraksis, at betingelsen om, at de udgifter, der skal holdes uden for toldværdien, skal være angivet adskilt fra varernes pris, medfører, at denne adskillelse under alle omstændigheder skal fremgå af selve toldværdideklarationen, eller af et bilag til denne. Betingelsen kan også være opfyldt, når de pågældende udgifter er særskilt nævnt i de dokumenter, der er i klarererens besiddelse, og denne alene opgiver de indførte varers nettopris til toldvæsenet.

39
Som generaladvokaten har anført i punkt 19 i forslaget til afgørelse, vil klarereren, hvis der fremsættes anmodning herom, være i stand til at informere toldmyndighederne og fremlægge den nødvendige dokumentation, som foreskrevet såvel i artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 1224/80 som i artikel 3, stk. 2, litra c), i forordning nr. 1495/80. Toldmyndighederne vil på deres side være i stand til i konkrete tilfælde at kontrollere såvel rentebeløb som rentesats. Endvidere kan fællesskabslovgiver altid ændre de gældende regler på området, hvis en sådan kontrol i praksis støder på særlige problemer.

40
Wünsche-dommen er i denne forbindelse af særlig interesse. Selv om det problem, der blev rejst i sagen, snarere angik spørgsmålet om, hvorvidt der overhovedet forelå en finansieringsordning som omhandlet i artikel 3, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1495/80 end spørgsmålet om, hvorvidt de renter, der blev betalt i henhold til en sådan ordning, var »særskilt angivet«, udtalte Domstolen ikke desto mindre i præmis 19 i denne dom, at det ikke er en betingelse, at betalingsfristen er aftalt særskilt i forhold til aftalen om varesalget. I samme præmis udtalte Domstolen, at såfremt de renter, der er påløbet som følge af den af sælgeren indrømmede betalingsfrist, er angivet særskilt i fakturaen til køberen, må denne, hvis ikke han gør noget andet gældende, anses for reelt at have samtykket i de til betalingsfristen svarende renter. Domstolen nåede frem til denne konklusion på trods af, at rentebeløbet i den daværende sag, ligesom i den aktuelle sag, ikke var blevet nævnt af køberen i toldværdideklarationen.

41
I dom af 25. juli 1991, Hepp (sag C-299/90, Sml. I, s. 4301, præmis 20), som angik en situation, hvor toldmyndighederne havde medregnet den indkøbsprovision, importøren havde betalt i henhold til en særskilt faktura, og som ikke var angivet i toldværdideklarationen, i varernes toldværdi, udtalte Domstolen ligeledes, at det alene var den af importøren deklarerede nettopris, der udgjorde toldværdien som defineret i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1224/80, og at indkøbsprovisionen ikke skulle indgå i denne værdi.

42
Eftersom indkøbsprovision, som en importør betaler til sin agent, er undergivet den samme betingelse for ikke at medregnes i de indførte varers toldværdi som renter betalt i henhold til en finansieringsordning, nemlig betingelsen om at være »særskilt angivet«, er der ingen grund til i den aktuelle sag at nå frem til en anden løsning end i Hepp-sagen. Når en køber på grundlag af en separat faktura skal betale renter til gengæld for en frist for betalingen for visse indførte varer, men i toldværdideklarationen alene nævner varernes nettopris, skal der følgelig kun tages hensyn til nettoprisen ved ansættelsen af varernes toldværdi.

43
På denne baggrund skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 3, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1495/80 skal fortolkes således, at betaling af renter er særskilt angivet i forhold til selve vareprisen, også når der ved toldmyndighedernes registrering af toldangivelsen alene foreligger en faktura vedrørende nettoprisen for varerne, og uanset det hverken på grundlag af denne eller af toldværdideklarationen udtrykkeligt eller forudsætningsvis kan udledes, at køberen ved den omhandlede købstransaktion har betalt eller skal betale renter til sælger.

44
Da det andet spørgsmål kun er forelagt, såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, er det ufornødent at besvare dette spørgsmål.


Sagens omkostninger

45
De udgifter, der er afholdt af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

vedrørende det spørgsmål, der er forelagt af Bundesfinanzhof ved kendelse af 1. marts 2001, for ret:

Artikel 3, stk. 2, litra a), i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1495/80 af 11. juni 1980 om gennemførelse af visse bestemmelser i Rådets forordning (EØF) nr. 1224/80 om varers toldværdi, som ændret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 220/85 af 29. januar 1985, skal fortolkes således, at betaling af renter er særskilt angivet i forhold til selve vareprisen, også når der ved toldmyndighedernes registrering af toldangivelsen alene foreligger en faktura vedrørende nettoprisen for varerne, og uanset det hverken på grundlag af denne eller af toldværdideklarationen udtrykkeligt eller forudsætningsvis kan udledes, at køberen ved den omhandlede købstransaktion har betalt eller skal betale renter til sælger.

Jann

Timmermans

von Bahr

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 20. november 2003.

R. Grass

V. Skouris

Justitssekretær

Præsident

1 –
Processprog: tysk.