1. Fri bevægelighed for personer — arbejdstagere — opholdsret for familiemedlemmer — opholdsret for en ægtefælle fra et tredjeland — betingelser — lovligt ophold i en medlemsstat — (Rådets forordning nr. 1612/68, art. 10)
2. Fri bevægelighed for personer — arbejdstagere — opholdsret for familiemedlemmer — opholdsret for en ægtefælle fra et tredjeland — et ægtepars udnyttelse af den frie bevægelighed for personer, for efterfølgende at vende tilbage til oprindelsesmedlemsstaten — formål — uden betydning — begrænsninger — indgåelse af et proforma-ægteskab mellem en statsborger i en medlemsstat og en tredjelandsstatsborger med henblik på at omgå bestemmelserne vedrørende tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold — (Rådets forordning nr. 1612/68, art. 10)
3. Fri bevægelighed for personer — arbejdstagere — opholdsret for familiemedlemmer — opholdsret for en ægtefælle fra et tredjeland — et ægtepars udnyttelse af den frie bevægelighed for personer, for efterfølgende at vende tilbage til oprindelsesmedlemsstaten — afslag på indrejse og ophold på grund af manglende lovligt ophold i en medlemsstat — hensynet til den europæiske menneskerettighedskonvention — respekt for familielivet — (Den europæiske menneskerettighedskonvention, art. 8; Rådets forordning nr. 1612/68, art. 10)
1. En tredjelandsstatsborger, der er gift med en unionsborger, skal – for at kunne nyde rettigheder i henhold til artikel 10 i forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet – opholde sig lovligt i en medlemsstat på det tidspunkt, hvor han rejser til en anden medlemsstat, hvortil unionsborgeren flytter eller er flyttet.
Når en unionsborger således tager til en anden medlemsstat for dér at udøve lønnet beskæftigelse, eller vender tilbage til den medlemsstat, som han har bopæl i, for dér at udøve lønnet beskæftigelse, og når ægtefællen er statsborger i et tredjeland, udgør det forhold, at unionsborgerens ægtefælle i henhold til artikel 10 i forordning nr. 1612/68 ikke har ret til at etablere sig med unionsborgeren i en medlemsstat, ikke en mindre gunstig behandling end den, som de fik før unionsborgeren gjorde brug af de muligheder, der findes i traktaten med hensyn til personers frie bevægelighed. At en sådan ret ikke består, kan således ikke forhindre unionsborgeren i at udøve de rettigheder til fri bevægelighed, der er hjemlet i artikel 39 EF.
(jf. præmis 50, 53, 54 og 61 samt domskonkl. 1)
2. Er der indgået et reelt ægteskab mellem en statsborger i en medlemsstat og en tredjelandsstatsborger, er den omstændighed, at den af ægtefællerne, som er unionsborger, har bosat sig i en anden medlemsstat med henblik på, at dennes ægtefælle kan nyde rettigheder i henhold til fællesskabsretten på det tidspunkt, hvor de vender tilbage til den medlemsstat, hvori førstnævnte er statsborger, ikke relevant for sidstnævnte stats kompetente myndigheders vurdering af deres retsstilling.
De bevæggrunde, der således har ført en medlemsstats arbejdstager til at søge arbejde i en anden medlemsstat, er uden betydning for hans ret til indrejse i og ophold på sidstnævnte stats område, såfremt den pågældende udøver eller ønsker at udøve en faktisk og reel beskæftigelse, og de er heller ikke relevante for at bedømme parrets retlige stilling på tidspunktet for deres tilbagevenden til den medlemsstat, hvori arbejdstageren er statsborger.
Derimod finder artikel 10 i forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet ikke anvendelse, når en statsborger i en medlemsstat og en tredjelandsstatsborger har indgået et proforma-ægteskab for at omgå bestemmelserne vedrørende tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold.
(jf. præmis 55-57 og 61 samt domskonkl. 2 og 3)
3. Når en statsborger i en første medlemsstat, der er gift med en tredjelandsstatsborger, som han lever sammen med i en anden medlemsstat, vender tilbage til den medlemsstat, hvori han er statsborger, for dér at udøve lønnet beskæftigelse, og ægtefællen ikke nyder de rettigheder, der er fastsat i artikel 10 i forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet, idet ægtefællen ikke lovligt har opholdt sig på en medlemsstats område, skal den første medlemsstats kompetente myndigheder ved behandlingen af ægtefællens ansøgning om indrejse og ophold på deres område dog tage hensyn til retten til respekt for familielivet som omhandlet i artikel 8 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder, når der er tale om et reelt ægteskab.
(jf. præmis 61 og domskonkl. 4)