1. Appel - formkrav - fremlæggelse af alle bilag, der nævnes i processkrifterne - manglende overholdelse for så vidt angår sagsakter, der tidligere var fremlagt for Retten - afvisning af appellen - udelukket
(Domstolens procesreglement, art. 37, stk. 1 og 4, og art. 112, stk. 1 og 2)
2. Konkurrence - transport - konkurrenceregler - lufttransport - forordning nr. 3975/87 - anvendelsesområde - aktiviteter, der direkte vedrører lufttransportydelser - omfattet - lufthavnsforvaltningstjenester - ikke omfattet
(Rådets forordning nr. 17 og nr. 3975/87)
3. Appel - anbringender - forkert gengivelse af den nationale ret, der er lagt til grund som bevis - formaliteten
(EF-traktaten, art. 168 A (nu art. 225 EF); EF-statutten for Domstolen, art. 51, stk. 1)
4. Konkurrence - fællesskabsretlige regler - virksomhed - begreb - offentligt selskab, der driver lufthavn - omfattet
(EF-traktaten, art. 86 (nu art. 82 EF))
5. Konkurrence - dominerende stilling - begreb - offentligt selskab, der har et lovbestemt monopol til at drive de lufthavnsanlæg, der er nødvendige for at kunne udføre ground handling-ydelser - omfattet
(EF-traktaten, art. 86 (nu art. 82 EF))
6. Konkurrence - dominerende stilling - misbrug - afgiftsmæssig forskelsbehandling mellem virksomheder, der udfører ground handling-ydelser for andre, og virksomheder, der anvender egen-handling, som tilbydes af en lufthavnsforvaltningsvirksomhed
[EF-traktaten, art. 86, stk. 2, litra c) [nu art. 82, stk. 2, litra c), EF]]
1. Artikel 112, stk. 1 og 2, i Domstolens procesreglement, som definerer de betingelser, appelskriftet skal opfylde, bestemmer, at procesreglementets artikel 37 finder anvendelse, i henhold til hvilken bestemmelse alle processkrifter skal »være vedlagt de påberåbte dokumenter samt en fortegnelse over disse«. Imidlertid kan en manglende opfyldelse af denne betingelse ikke, når de øvrige parter i appelsagen ikke har lidt tab, betragtes som en mangel, der er tilstrækkelig til at afvise en appel, hvor der er henvist til sagsakter, der ikke var blevet bilagt, men som var bilagt stævningen, der blev indleveret til Retten, idet der ingen regel findes i procesreglementet, der bestemmer, at manglende overholdelse af den nævnte betingelse medfører afvisning af appelsagen.
( jf. præmis 9-12 )
2. Forordning nr. 3975/87 om fastsættelse af fremgangsmåden ved anvendelse af konkurrencereglerne på virksomheder i luftfartssektoren omhandler kun virksomhed, som direkte vedrører levering af lufttransportydelser, som derfor er udelukket fra anvendelsesområdet for forordning nr. 17.
De aktiviteter, der udføres som et led i lufthavnsdrift, og som ikke består i at udføre ground handling-ydelser, men i at tilbyde tjenesteydelser til virksomheder, der selv sælger deres ground handling-ydelser til luftfartsselskaberne, udgør ikke, selv om de henhører under transportsektoren, lufttransportydelser i forordning nr. 3975/87's forstand, hvorfor de ikke omfattes af anvendelsesområdet for forordning nr. 17.
( jf. præmis 21, 22 og 27 )
3. Anbringender angående de faktiske omstændigheder og deres bedømmelse i den appellerede dom kan antages til realitetsbehandling under appellen, såfremt appellanten enten har gjort gældende, at det fremgår af sagens akter, at Retten har lagt indholdsmæssigt urigtige omstændigheder til grund, eller at Retten har gengivet de beviser, den har fået forelagt, forkert. Det følger heraf, at et anbringende om, at der er foretaget en forkert bedømmelse af national ret, kan antages til realitetsbehandling, når det gøres gældende, at Retten har foretaget en forkert gengivelse af national ret.
( jf. præmis 56 og 63 )
4. Inden for konkurrencerettens område omfatter begrebet virksomhed enhver enhed, som udøver økonomisk virksomhed, uanset dens retlige status og dens finansieringsmåde, dvs. virksomhed, der består i at udbyde varer og tjenesteydelser på et givent marked.
Dette gælder for et offentligt selskab, der ud over rent administrative opgaver, herunder politiarbejde, udøver virksomhed med forvaltning og drift af lufthavne. De sidstnævnte former for virksomhed er således af økonomisk karakter, idet de dels består i tilrådighedsstillelse af lufthavnsanlæg for luftfartsselskaber og forskellige tjenesteydere mod betaling af en afgift, som driftsselskabet frit fastsætter, dels er de nævnte former for virksomhed ikke afledt af udøvelsen af beføjelser som offentlig myndighed, og de kan adskilles fra aktiviteter i forbindelse med udøvelsen af disse beføjelser.
( jf. præmis 75-79 )
5. Et offentligt selskab, der, som ejer af lufthavnsfaciliteter, har eneret til at indrømme adgang til disse faciliteter, der er nødvendige for at udføre ground handling-ydelser, har en dominerende stilling som omhandlet i traktatens artikel 86 (nu artikel 82 EF) på markedet for forvaltning af lufthavnsanlæg i en bestemt region. Som indehaver af et lovbestemt monopol på forvaltning af disse lufthavne, og derfor den eneste, der kan meddele bevilling til deri at drive ground handling-virksomhed og fastsætte vilkårene for driften heraf, befinder selskabet sig i en økonomisk magtposition, som giver det magt til at hindre opretholdelsen af en effektiv konkurrence på markedet, idet den giver det mulighed for i vidt omfang at handle uafhængigt.
( jf. præmis 91, 92, 106 og 107 )
6. Det forbydes i henhold til traktatens artikel 86, stk. 2, litra c) [nu artikel 82, stk. 2, litra c), EF], virksomheder, der har en dominerende stilling på fællesmarkedet eller en væsentlig del heraf, at anvende »ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for handelspartnere, som derved stilles ringere i konkurrencen«.
Dette forbud tilsidesættes af et offentligt selskab, der har et lovbestemt monopol til at drive en lufthavn, og som i de kontrakter, det indgår med virksomhederne, der udfører ground handling-ydelser, og som for at udføre disse ydelser skal have en adgangstilladelse til lufthavnsanlæggene, opkræver højere afgifter hos virksomheder, der udfører ydelser for andre, end hos de virksomheder, der anvender egen-handling, selv om der er tale om levering af de samme ydelser. Denne forskel, der ikke er begrundet objektivt, udgør en forskelsbehandling, der gør det muligt for de virksomheder, der anvender egen-handling, men som også udfører ydelser for andre, at afskrive deres investeringer og således tilbyde bedre vilkår end deres konkurrenter, hvorfor forskellen kan tilskynde visse luftfartsselskaber til at anvende egen-handling i stedet for at benytte andres ground handling-ydelser.
( jf. præmis 114, 115 og 116 )