62001J0075

Institutionernes retsakter - direktiver - medlemsstaternes gennemførelse - en rent administrativ praksis utilstrækkelig

(Art. 249, stk. 3, EF)

I sag C-75/01,

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved R. B. Wainwright og J. Adda, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger,

mod

Storhertugdømmet Luxembourg ved J. Faltz, som befuldmægtiget,

sagsøgt,

angående en påstand om, at det fastslås, at Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT L 206, s. 7) og i henhold til artikel 249, stk. 3, EF, idet det ikke har truffet alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktivets artikel 1, artikel 4, stk. 5, artikel 5, stk. 4, artikel 6, artikel 7, artikel 12, stk. 1, litra b) og c), artikel 12, stk. 2 og 4, artikel 13, stk. 1, litra b), artikel 13, stk. 2, artikel 14, artikel 15, artikel 16, stk. 1, artikel 22, litra b) og c), og artikel 23, stk. 2, sammenholdt med bilag I, II, IV, V og VI til direktivet,

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J.-P. Puissochet, og dommerne C. Gulmann (refererende dommer), V. Skouris, F. Macken og N. Colneric,

generaladvokat: A. Tizzano

justitssekretær: R. Grass,

på grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 29. januar 2002,

afsagt følgende

Dom

1 Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 14. februar 2001 har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i medfør af artikel 226 EF anlagt sag med påstand om, at det fastslås, at Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT L 206, s. 7, herefter »direktivet«) og i henhold til artikel 249, stk. 3, EF, idet det ikke har truffet alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktivets artikel 1, artikel 4, stk. 5, artikel 5, stk. 4, artikel 6, artikel 7, artikel 12, stk. 1, litra b) og c), artikel 12, stk. 2 og 4, artikel 13, stk. 1, litra b), artikel 13, stk. 2, artikel 14, artikel 15, artikel 16, stk. 1, artikel 22, litra b) og c), og artikel 23, stk. 2, sammenholdt med bilag I, II, IV, V og VI til direktivet.

Direktivet

2 Direktivets artikel 1 definerer de vigtigste begreber, der er anvendt i direktivet. Bl.a. forstås i henhold til direktivets artikel 1, litra m), ved enhed »ethvert dyr eller enhver plante, levende eller død, af de arter, der er nævnt i bilag IV og bilag V, enhver del eller ethvert produkt heraf samt enhver anden vare, hvis det af et ledsagedokument, emballagen, et mærke, en etiket eller på anden måde fremgår, at der er tale om dele eller produkter af disse dyre- eller plantearter«.

3 Direktivets artikel 4 indeholder bestemmelser om en procedure i flere etaper for udpegelse af lokaliteter, hvor de arter og naturtyper forekommer, der er beskyttet ved direktivet, som særlige bevaringsområder. I henhold til bestemmelsens stk. 1 skal hver medlemsstat foreslå en liste over lokaliteter og oplyse, hvilke naturtyper efter direktivets bilag I og hvilke naturligt hjemmehørende arter efter bilag II der findes på disse lokaliteter. Listen sendes til Kommissionen inden tre år efter direktivets meddelelse sammen med oplysninger om hver lokalitet.

4 I henhold til direktivets artikel 4, stk. 5, er en lokalitet, så snart den er opført på den liste, som Kommissionen har opstillet over lokaliteter af fællesskabsbetydning, omfattet af direktivets artikel 6, stk. 2, 3 og 4.

5 Direktivets artikel 5, stk. 1 og 4, bestemmer:

»1. Når Kommissionen i undtagelsestilfælde finder, at en lokalitet med en prioriteret naturtype eller en prioriteret art, der på grundlag af relevante og pålidelige videnskabelige oplysninger forekommer den at være uundværlig for opretholdelsen af denne prioriterede naturtype eller for denne prioriterede arts overlevelse, ikke er opført på en national liste, jf. artikel 4, stk. 1, indledes der en bilateral samrådsprocedure mellem den pågældende medlemsstat og Kommissionen med henblik på at sammenligne de videnskabelige data, som parterne har anvendt.

[...]

4. I samrådsperioden, og indtil Rådet træffer afgørelse, er den berørte lokalitet omfattet af artikel 6, stk. 2.«

6 Direktivets artikel 6 bestemmer:

»1. For de særlige bevaringsområder iværksætter medlemsstaterne de nødvendige bevaringsforanstaltninger, hvilket i givet fald kan indebære hensigtsmæssige forvaltningsplaner, som er specifikke for lokaliteterne eller integreret i andre udviklingsplaner, samt de relevante retsakter, administrative bestemmelser eller aftaler, der opfylder de økologiske behov for naturtyperne i bilag I og de arter i bilag II, der findes på lokaliteterne.

2. Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at undgå forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne i de særlige bevaringsområder samt forstyrrelser af de arter, for hvilke områderne er udpeget, for så vidt disse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for dette direktivs målsætninger.

3. Alle planer eller projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for lokalitetens forvaltning, men som i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke en sådan lokalitet væsentligt, vurderes med hensyn til deres virkninger på lokaliteten under hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne. På baggrund af konklusionerne af vurderingen af virkningerne på lokaliteten, og med forbehold af stk. 4, giver de kompetente nationale myndigheder først deres tilslutning til en plan eller et projekt, når de har sikret sig, at den/det ikke skader lokalitetens integritet, og når de - hvis det anses for nødvendigt - har hørt offentligheden.

4. Hvis en plan eller et projekt, på trods af at virkningerne på lokaliteten vurderes negativt, alligevel skal gennemføres af bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk art, fordi der ikke findes nogen alternativ løsning, træffer medlemsstaten alle nødvendige kompensationsforanstaltninger for at sikre, at den globale sammenhæng i Natura 2000 beskyttes. Medlemsstaten underretter Kommissionen om, hvilke kompensationsforanstaltninger der træffes.

Hvis der er tale om en lokalitet med en prioriteret naturtype og/eller en prioriteret art, kan der alene henvises til hensynet til menneskers sundhed og den offentlige sikkerhed eller væsentlige gavnlige virkninger på miljøet, eller, efter udtalelse fra Kommissionen, andre bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser.«

7 I henhold til direktivets artikel 7 træder »forpligtelserne i artikel 6, stk. 2, 3 og 4, i nærværende direktiv [...] i stedet for forpligtelserne i artikel 4, stk. 4, første punktum, i direktiv 79/409/EØF, for så vidt angår de områder, der er udlagt som særligt beskyttede efter artikel 4, stk. 1, eller tilsvarende anerkendt efter artikel 4, stk. 2, deri, fra datoen for nærværende direktivs iværksættelse eller fra den dato, hvor en medlemsstat har udlagt eller anerkendt områderne efter direktiv 79/409/EØF, hvis denne dato er senere«.

8 Ifølge direktivets artikel 11 skal »medlemsstaterne [overvåge] de i artikel 2 nævnte naturtypers og arters bevaringsstatus og [...] især tage hensyn til prioriterede naturtyper og prioriterede arter«.

9 Direktivets artikel 12, stk. 1, litra b) og c), stk. 2 og 4, har følgende ordlyd:

»1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at indføre en streng beskyttelsesordning i det naturlige udbredelsesområde for de dyrearter, der er nævnt i bilag IV, litra a), med forbud mod:

[...]

b) forsætlig forstyrrelse af disse arter, i særdeleshed i perioder, hvor dyrene yngler, udviser yngelpleje, overvintrer eller vandrer

c) forsætlig ødelæggelse eller indsamling af æg i naturen

[...]

2. For disse dyrearter forbyder medlemsstaterne opbevaring, transport eller salg af eller bytte med og udbud til salg eller bytte af enheder, der er indsamlet i naturen, med undtagelse af dem, der lovligt er indsamlet inden iværksættelsen af dette direktiv.

[...]

4. Medlemsstaterne indfører en ordning med tilsyn med uforsætlig indfangning eller drab af de dyrearter, der er nævnt i bilag IV, litra a). På grundlag af de indhentede oplysninger gennemfører medlemsstaterne de yderligere undersøgelser eller træffer de bevaringsforanstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at uforsætlig indfangning eller drab ikke får en væsentlig negativ virkning for de pågældende dyrearter.«

10 Direktivets artikel 13, stk. 1, litra b), og stk. 2, bestemmer:

»1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at indføre en streng beskyttelsesordning for de plantearter, der er nævnt i bilag IV, litra b), med forbud mod:

[...]

b) opbevaring, transport, salg af eller bytte med og udbud til salg eller bytte af enheder af disse arter, der er indsamlet i naturen, med undtagelse af dem, der lovligt er indsamlet inden dette direktivs iværksættelse.

2. Forbuddene i stk. 1, litra a) og b), gælder for alle livsstadier for de planter, der er omfattet af denne artikel.«

11 I direktivets artikel 14 bestemmes:

»1. Hvis medlemsstaterne på baggrund af overvågningen efter artikel 11 finder det nødvendigt, træffer de foranstaltninger med henblik på at sikre, at indsamling i naturen af enheder af de vilde dyre- og plantearter, der er nævnt i bilag V, og udnyttelsen heraf er forenelig med opretholdelsen af en tilfredsstillende bevaringsstatus for disse arter.

2. Hvis sådanne foranstaltninger anses for nødvendige, skal de indbefatte en fortsættelse af overvågningen efter artikel 11. De kan desuden navnlig omfatte:

- bestemmelser om adgangen til visse arealer

- midlertidigt eller lokalt forbud mod indsamling af enheder i naturen og udnyttelse af visse bestande

- regulering af indsamlingsperioderne og/eller indsamlingsmåderne

- anvendelse ved indfangningen af jagt- eller fiskeriregler, der tager hensyn til sådanne bestandes bevaring

- indførelse af en ordning med indsamlingstilladelser eller kvoter

- regulering af køb, salg, udbud til salg, opbevaring eller transport med henblik på salg af enheder

- opdræt i fangenskab af dyrearter og kunstig opformering af plantearter under strengt kontrollerede forhold med henblik på at reducere indsamlingen i naturen

- vurdering af de vedtagne foranstaltningers virkning.«

12 Direktivets artikel 15 har følgende ordlyd:

»Ved indfangning eller drab af de vilde dyrearter, som er nævnt i bilag V, litra a), og ved anvendelse efter artikel 16 af fravigelser i forbindelse med indsamling, indfangning eller drab af de arter, der er nævnt i bilag IV, litra a), forbyder medlemsstaterne anvendelse af alle ikke-selektive midler, der lokalt kan medføre, at bestande af en art forsvinder eller udsættes for alvorlige forstyrrelser, navnlig

a) anvendelse af de indfangnings- og drabsmetoder, der er nævnt i bilag VI [litra a])

b) enhver form for indfangning eller drab fra de transportmidler, der er nævnt i bilag VI, [litra] b).«

13 Direktivets artikel 16, stk. 1, indeholder følgende bestemmelser:

»1. Hvis der ikke findes nogen anden brugbar løsning, og fravigelsen ikke hindrer opretholdelse af den pågældende bestands bevaringsstatus i dens naturlige udbredelsesområde, kan medlemsstaterne fravige bestemmelserne i artikel 12, 13, 14 og artikel 15, litra a) og b):

a) for at beskytte vilde dyr og planter og bevare naturtyperne

b) for at forhindre alvorlig skade navnlig på afgrøder, besætning, skove, fiskeri, vand og andre former for ejendom

c) af hensyn til den offentlige sundhed og sikkerhed eller af andre bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herunder af social og økonomisk art, og hensyn til væsentlige gavnlige virkninger på miljøet

d) med henblik på forskning og undervisning, genopretning af en bestand, genudsætning af disse arter og opdræt med henblik herpå, herunder kunstig opformering af planter

e) for under omhyggeligt kontrollerede betingelser selektivt og i begrænset omfang at tillade indsamling eller opbevaring af enheder af de arter, der er nævnt i bilag IV, i et antal, der er begrænset og specificeret af de kompetente nationale myndigheder.«

14 I direktivets artikel 22, litra b) og c), bestemmes:

»Ved iværksættelsen af bestemmelserne i dette direktiv skal medlemsstaterne:

[...]

b) påse, at forsætlig indførelse i naturen af enhver art, som ikke er naturligt hjemmehørende på deres område, reguleres således, at der ikke tilføjes naturtyperne i deres naturlige udbredelsesområde eller det naturligt hjemmehørende vilde dyre- og planteliv nogen skade, og forbyde denne indførelse, hvis de finder det nødvendigt; resultaterne af vurderingerne meddeles udvalget til orientering

c) fremme uddannelse og generel oplysning om behovet for at beskytte vilde dyre- og plantearter og at bevare deres levesteder og forskellige naturtyper.«

15 Når medlemsstaterne vedtager de nødvendige love og administrative bestemmelser for at efterkomme direktivet, skal bestemmelserne i henhold til direktivets artikel 23, stk. 2, indeholde en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning.

Den administrative procedure

16 Da Kommissionen var af den opfattelse, at de forskellige foranstaltninger, som Storhertugdømmet Luxembourg havde meddelt den om gennemførelse i luxembourgsk ret af direktivet, var utilstrækkelige med henblik på at efterkomme direktivets artikel 1, 4, 5, 6, 7, 8, 12, 13, 14, 15, 16, 18, 22 og 23, tilstillede den den 29. april 1999 Storhertugdømmet Luxembourg en åbningsskrivelse og anmodede det om at fremsætte sine bemærkninger hertil.

17 I svarskrivelsen af 13. juli 1999, som Storhertugdømmet Luxembourgs miljøministerium sendte til Kommissionen (herefter »svarskrivelsen«), blev det nærmere anført, at forskellige nationale love og administrative bestemmelser kunne bidrage til at gennemføre visse af direktivets formål, og at lov af 21. maj 1999 om fysisk planlægning (Mémorial A 1999, s. 1402, herefter »lov af 21. maj 1999«), forslaget til storhertugelig anordning om biologisk mangfoldighed og lov af 11. august 1982 om naturbeskyttelse og beskyttelse af naturresourcer (Mémorial A 1999, s. 1486, herefter »lov af 11. august 1982«) inden for kort tid ville gøre det muligt fuldt ud at gennemføre direktivets formål. Endvidere bestred ministeriet udtrykkeligt rigtigheden af visse af Kommissionens klagepunkter.

18 Da Kommissionen fandt, at de bemærkninger, som Storhertugdømmet Luxembourg havde fremlagt for Kommissionen som svar på åbningsskrivelsen, ikke var tilfredsstillende, fremsatte Kommissionen den 21. januar 2000 en begrundet udtalelse, hvori den fastslog, at Storhertugdømmet Luxembourg havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktivet samt artikel 249, stk. 3, EF, idet det ikke havde truffet alle de foranstaltninger, der var nødvendige for at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktivets artikel 1, artikel 4, stk. 5, artikel 5, stk. 4, artikel 6, artikel 7, artikel 12, stk. 1, litra b) og c), artikel 12, stk. 2 og 4, artikel 13, stk. 1, litra b), artikel 13, stk. 2, artikel 14, artikel 15, artikel 16, stk. 1, artikel 22, litra b) og c), og artikel 23, stk. 2, sammenholdt med bilag I, II, IV, V og VI hertil. Kommissionen opfordrede derfor medlemsstaten til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme den pågældende begrundede udtalelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen herom.

19 Ved skrivelse af 6. april 2000 anerkendte de luxembourgske myndigheder, at det var nødvendigt at supplere eller ændre de gældende regler for at sikre direktivets gennemførelse i national ret.

20 Da Kommissionen fandt, at Storhertugdømmet Luxembourg ikke inden for fristen i den begrundede udtalelse havde vedtaget de foranstaltninger, der var nødvendige for at efterkomme denne, har den anlagt denne sag.

Søgsmålet

21 Til sit forsvar har den luxembourgske regering kun anført, at den den 23. februar 2001 har vedtaget et forslag til lov om gennemførelse af direktivet, og påstået frifindelse.

Klagepunktet vedrørende ufuldstændig gennemførelse af direktivets artikel 1

22 Kommissionen har gjort gældende, at den i sin åbningsskrivelse anførte, at der ikke var nogen bestemmelser i luxembourgsk ret, der havde til formål eller til følge at foretage en korrekt, fuldstændig og præcis gennemførelse af definitionerne i direktivets artikel 1, og at de luxembourgske myndigheder ikke bestred dette klagepunkt i svarskrivelsen.

23 Det konstateres, at det i svarskrivelsen blev oplyst, at definitionerne i direktivets artikel 1 ville blive gengivet i en sektorplan i henhold til lov af 21. maj 1999.

24 Det fremgår imidlertid ikke, at der blev truffet en sådan foranstaltning inden for den i den begrundede udtalelse fastsatte frist.

25 Klagepunktet vedrørende ufuldstændig gennemførelse af direktivets artikel 1 må derfor lægges til grund.

Klagepunktet vedrørende manglende gennemførelse af direktivets artikel 4, stk. 5

26 Ifølge Kommissionen har de gennemførelsesbestemmelser, som de luxembourgske myndigheder gav meddelelse om, hverken til formål eller til følge at gennemføre direktivets artikel 4, stk. 5, hvorfor lokaliteter af fællesskabsbetydning ikke automatisk omfattes af beskyttelsesordningen i direktivets artikel 6, stk. 2, 3 og 4. I svarskrivelsen blev dette klagepunkt kun bestridt, for så vidt som det var gjort gældende, at Storhertugdømmet Luxembourg ikke havde indført et system, hvorefter beskyttelsesordningen i direktivets artikel 6, stk. 2, fandt anvendelse på lokaliteter af fællesskabsbetydning.

27 Det bemærkes, at det i svarskrivelsen var anført, at den luxembourgske administrative praksis, der består i at afslå at give den nødvendige tilladelse til visse projekter omfattet af lov af 11. august 1982, er en hensigtsmæssig foranstaltning til på de i direktivets artikel 4, stk. 5, omhandlede lokaliteter at undgå de i artikel 6, stk. 2, nævnte gener. Den luxembourgske regering har imidlertid anerkendt traktatbruddet for så vidt angår anvendelsen af direktivets artikel 6, stk. 3 og 4, på lokaliteter af fællesskabsbetydning.

28 Ifølge Domstolens faste praksis vedrørende de forpligtelser, der påhviler medlemsstaterne, når de gennemfører fællesskabsdirektiver, kan rent administrativ praksis, som ifølge sagens natur frit kan ændres af forvaltningen, og som ikke er bragt til offentlighedens kundskab på passende måde, ikke anses for en gyldig opfyldelse af forpligtelserne i henhold til EF-traktaten (jf. bl.a. dom af 17.5.2001, sag C-159/99, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 4007, præmis 32, og af 17.1.2002, sag C-394/00, Kommissionen mod Irland, Sml. I, s. 581, præmis 11).

29 Herefter bør klagepunktet vedrørende manglende gennemførelse af direktivets artikel 4, stk. 5, lægges til grund.

Klagepunktet vedrørende manglende gennemførelse af direktivets artikel 5, stk. 4

30 Kommissionen har gjort gældende, at der i luxembourgsk ret ikke findes bestemmelser om, at de i direktivets artikel 5, stk. 4, omhandlede lokaliteter er omfattet af beskyttelsesordningen i artikel 6, stk. 2. I svarskrivelsen er dette klagepunkt blevet bestridt af de luxembourgske myndigheder.

31 Det fremgår af svarskrivelsen, at den luxembourgske regering i det væsentlige har gjort gældende, at den luxembourgske administrative praksis, der består i at afslå at give den nødvendige tilladelse til visse projekter omfattet af lov af 11. august 1982, er en hensigtsmæssig foranstaltning til på de i direktivets artikel 5, stk. 4, omhandlede lokaliteter at undgå de i artikel 6, stk. 2, nævnte gener.

32 Under hensyn til Domstolens faste praksis, der er gengivet ovenfor i præmis 28, må denne argumentation forkastes.

33 I svarskrivelsen er det tillige anført, at Storhertugdømmet Luxembourg under alle omstændigheder formentlig allerede på listen, der blev sendt til Kommissionen i medfør af direktivets artikel 4, stk. 1, havde opført alle de lokaliteter, der er nødvendige for at bevare bestemte naturtyper i landet, og at det derfor ikke ville være nødvendigt at anvende proceduren i direktivets artikel 5, stk. 4.

34 Også dette argument må forkastes. Det kan under alle omstændigheder ikke udelukkes, at Kommissionen i henhold til direktivets artikel 5, stk. 1, finder, at en lokalitet, som den anser for uundværlig for bevarelsen af en given prioriteret naturtype eller for en given prioriteret arts overlevelse, ikke er opført på den liste, som Storhertugdømmet Luxembourg har fremsendt, og at der derfor indledes en bilateral samrådsprocedure, hvorunder den pågældende lokalitet i medfør af artikel 5, stk. 4, skal omfattes af beskyttelsesordningen i henhold til direktivets artikel 6, stk. 2.

35 Klagepunktet vedrørende manglende gennemførelse af direktivets artikel 5, stk. 4, bør derfor lægges til grund.

Klagepunktet vedrørende ufuldstændig gennemførelse af direktivets artikel 6

Direktivets artikel 6, stk. 1

36 Kommissionen har gjort gældende, at Storhertugdømmet Luxembourg ikke har gennemført denne bestemmelse.

37 I svarskrivelsen har den luxembourgske regering anerkendt det pågældende traktatbrud.

38 Klagepunktet vedrørende manglende gennemførelse af direktivets artikel 6, stk. 1, bør derfor lægges til grund.

Direktivets artikel 6, stk. 2

39 Kommissionen har anført, at artikel 14 i lov af 11. august 1982, medmindre ministeriet undtagelsesvis af hensyn til almenvellet træffer bestemmelse om fravigelse heraf, forbyder reduktion, ødelæggelse og forandring af visse biotoptyper. Det fremgår imidlertid ikke, at en sådan bestemmelse kan sikre, at alle naturtyperne i de særlige bevaringsområder opnår den beskyttelse, bestemmelsen tilsigter. Kommissionen har tillige påpeget, at lovens bestemmelser kun omfatter visse former for forstyrrelser. Særligt giver lovens artikel 12 kun mulighed for at undgå visse former for forstyrrelser i skove. Der mangler derfor en generel foranstaltning, der kan gøres gældende over for tredjemand, og som gør det muligt i særlige bevaringsområder at undgå forstyrrelser af arter, der har betydelige konsekvenser for disse under hensyn til dette direktivs målsætninger. Kommissionen har endvidere henvist til, at tilsidesættelsen af direktivet på dette punkt i svarskrivelsen blev udtrykkeligt bestridt.

40 I svarskrivelsen anførtes det for det første, at artikel 14 i lov af 11. august 1982 beskytter alle biotoper, herunder biotoper i særlige bevaringsområder. For det andet er det ifølge regeringen ikke korrekt, at loven kun omhandler visse former for forstyrrelser. Lovens artikel 23, der gælder generelt, forbyder forstyrrelse af dyr, og dens artikel 21 og 22 forbyder enhver uberettiget udnyttelse, brug, lemlæstelse eller ødelæggelse af vilde planter og dyr, der ikke er beskyttet af en strengere national ordning. Endvidere er der til loven knyttet en ministeriel bekendtgørelse, der netop har til formål at gennemføre direktivet, og hvori det anføres, at enhver forringelse af naturtyper og enhver forstyrrelse af beskyttede arter skal forhindres ved en streng anvendelse af loven.

41 Det bemærkes, at artikel 14 i lov af 11. august 1982, medmindre ministeriet undtagelsesvis af hensyn til almenvellet træffer bestemmelse om fravigelse heraf, forbyder reduktion, ødelæggelse og forandring af biotoper, såsom damme, sumpegne, moser, vegetationsdække bestående af siv, rør, hegn, krat eller buskads.

42 En sådan bestemmelse kan imidlertid, for så vidt som den udtrykkeligt kun omhandler visse biotoptyper, ikke anses for at kunne sikre, at alle naturtyper og alle levesteder for arterne i de særlige bevaringsområder beskyttes mod handlinger, der kan forringe dem, således som det kræves i direktivets artikel 6, stk. 2.

43 Med hensyn til den i direktivets artikel 6, stk. 2, foreskrevne beskyttelse mod forstyrrelser må det konstateres, at selv om visse af de bestemmelser i lov af 11. august 1982, der er blevet påberåbt i sagen, navnlig artikel 12 og 23, kan bidrage til at undgå visse forstyrrelser, forholder det sig ikke desto mindre således, at de ikke udgør en fuldstændig gennemførelse af den pågældende bestemmelse i direktivet, idet de ikke omfatter alle de med henblik på direktivets formål betydelige forstyrrelser af de arter, til hvilke de særlige bevaringsområder er blevet udpeget.

44 For så vidt angår den ministerielle bekendtgørelse, som den luxembourgske regering har påberåbt sig, må det konstateres, at bekendtgørelsen under hensyn til den retspraksis, hvortil der er henvist ovenfor i præmis 28, ikke kan sikre en korrekt gennemførelse af den pågældende bestemmelse.

45 Herefter bør klagepunktet vedrørende ufuldstændig gennemførelse af direktivets artikel 6, stk. 2, lægges til grund.

Direktivets artikel 6, stk. 3 og 4

46 Kommissionen har gjort gældende, at de bestemmelser i luxembourgsk ret, der er blevet fremlagt for den, ikke foreskriver, at der skal foretages en vurdering af virkningerne på de beskyttede lokaliteter i alle de i direktivets artikel 6, stk. 3, omhandlede tilfælde. Endvidere sikrer luxembourgsk ret ikke, at projekter og planer først godkendes af den kompetente myndighed, efter at myndigheden har sikret sig, at de ikke skader lokalitetens integritet. Med hensyn til direktivets artikel 6, stk. 4, har Kommissionen gjort gældende, at der ikke er nogen national bestemmelse, der pålægger en pligt til at søge alternative løsninger, inden der gives tilladelse til projekter, hvis virkninger på de beskyttede lokaliteter er blevet anset for at være negative. I luxembourgsk ret er der heller ikke truffet bestemmelse om, at der skal træffes kompensationsforanstaltninger, hvis der gives tilladelse til sådanne projekter.

47 Det bemærkes, at disse argumenter allerede blev tilsvarende fremført i åbningsskrivelsen, og at den luxembourgske regering i svarskrivelsen anerkendte, at de gældende nationale bestemmelser var utilstrækkelige med hensyn til direktivets artikel 6, stk. 3 og 4.

48 Kommissionen bør derfor også gives medhold på dette punkt.

Klagepunktet vedrørende manglende gennemførelse af direktivets artikel 7

49 Kommissionen har gjort gældende, at der i strid med kravet i direktivets artikel 7 ikke er nogen bestemmelse i luxembourgsk ret, der sikrer, at artikel 6, stk. 2, 3 og 4, finder anvendelse på de særlige bevaringsområder, der er udpeget i medfør af Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (EFT L 103, s. 1). Endvidere kan det ikke på grundlag af argumentationen i svarskrivelsen antages, at direktivets artikel 7 er blevet gennemført.

50 Det bemærkes, at det i svarskrivelsen er anført, at den sektorplan, der skal udarbejdes, vil give en præcis retlig ramme bl.a. for de særligt beskyttede områder, der er udlagt i medfør af direktiv 79/409.

51 Herefter og navnlig under hensyn til, hvad der er anført ovenfor i præmis 24, må det fastslås, at klagepunktet vedrørende manglende gennemførelse af direktivets artikel 7 bør lægges til grund.

Klagepunktet vedrørende utilstrækkelig gennemførelse af direktivets artikel 12, stk. 1, litra b) og c), stk. 2 og 4

52 Kommissionen har for det første gjort gældende, at direktivets artikel 12, stk. 1, litra b), er blevet ufuldstændigt gennemført i luxembourgsk ret, idet ingen af de nationale gennemførelsesbestemmelser, Kommissionen har fået forelagt, indeholder et forbud mod forsætlig forstyrrelse af arterne i den periode, hvor dyrene vandrer. For det andet har ingen af bestemmelserne til formål eller til følge fuldt ud at gennemføre direktivets artikel 12, stk. 1, litra c). For det tredje indeholder bestemmelserne i strid med kravet i direktivets artikel 12, stk. 2, ikke et forbud mod bytte med og udbud til bytte af enheder af de pågældende arter. For det fjerde er der ingen bestemmelser i luxembourgsk ret, der sikrer, at begrebet »dyr« i national ret er lige så omfattende som begrebet »enhed« i direktivets forstand. Ingen af disse bestemmelser har endelig til formål eller til følge at gennemføre direktivets artikel 12, stk. 4. Ifølge Kommissionen tilbagevises dette ikke af de argumenter, der er fremført herimod i svarskrivelsen.

Direktivets artikel 12, stk. 1, litra b)

53 Som Kommissionen med rette har anført, kan artikel 23 i lov af 11. august 1982, som den luxembourgske regering mener er i overensstemmelse med direktivets artikel 12, stk. 1, litra b), ikke fuldt ud gennemføre denne bestemmelse, for selv om den forbyder forstyrrelse af dyrelivet, bl.a. i perioder, hvor dyrene yngler, udviser yngelpleje og overvintrer, omfatter forbuddet ikke udtrykkeligt den periode, hvor de vandrer.

54 Klagepunktet vedrørende utilstrækkelig gennemførelse af direktivets artikel 12, stk. 1, litra b), bør derfor lægges til grund.

Direktivets artikel 12, stk. 1, litra c)

55 I svarskrivelsen er det gjort gældende, at direktivets artikel 12, stk. 1, litra c), er blevet gennemført i national ret ved artikel 17 i lov af 11. august 1982 og artikel 6 i konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder, der er undertegnet i Bern den 19. september 1979 og godkendt ved lov af 26. november 1981 (Mémorial A 1981, s. 2130), og som blev indgået på Fællesskabets vegne ved Rådets afgørelse 82/72/EØF af 3. december 1981 (EFT 1982 L 38, s. 1, herefter »Bernkonventionen«). I henhold til den første af disse bestemmelser kan dyr, der nyder fuldstændig beskyttelse, ikke forstyrres, dræbes, jages, fanges, opbevares eller udstoppes, uanset på hvilket udviklingsstadium de befinder sig. Den anden bestemmelse forbyder ødelæggelse og forsætlig indsamling af æg i naturen og opbevaring heraf, selv tomme.

56 Det bemærkes, at artikel 17 i lov af 11. august 1982 ikke udtrykkeligt nævner indsamling af æg i naturen. Bestemmelsens forbud mod at opbevare dyr, der nyder fuld beskyttelse, uanset på hvilket udviklingsstadium de befinder sig, kan ikke anses for med sikkerhed at omfatte indsamling af æg i naturen, navnlig ikke, da der er tale om et forbud, der i henhold til lovens artikel 44 ff. er strafsanktioneret.

57 For så vidt angår Bernkonventionens artikel 6, litra d), der forbyder ødelæggelse og forsætlig indsamling af æg i naturen samt opbevaring heraf, bemærkes, at bestemmelsen kun finder anvendelse på de i bilag II til konventionen nævne arter. Bilaget omfatter ikke visse af arterne i bilag IV, litra a), til direktivet, som der henvises til i direktivets artikel 12.

58 Heraf følger, at direktivets artikel 12, stk. 1, litra c), ikke er blevet korrekt gennemført i luxembourgsk ret.

Direktivets artikel 12, stk. 2

59 I svarskrivelsen er det anført, at artikel 17 i lov af 11. august 1982, for så vidt som bestemmelsen forbyder opbevaring af dyr, der nyder fuldstændig beskyttelse, også er til hinder for bytte heraf, idet det ikke er muligt at bytte, hvad man ikke har lov at opbevare. Endvidere foreskrives det i lovens artikel 15, sammenholdt med den storhertugelige anordning af 8. april 1986 om fuldstændig eller delvis beskyttelse af visse vilde dyrearter (Mémorial A 1986, s. 1174), at sjældne vilde dyr, ikke kun de hjemmehørende arter, skal klassificeres med henblik på deres bevaring. Endvidere giver lovens artikel 20 begrebet »dyr« en videre rækkevidde, end det har i henhold til national lovgivning.

60 Der kan derfor ikke gives den luxembourgske regering medhold i dens opfattelse.

61 Forbuddet i artikel 17 i lov af 11. august 1982 mod at opbevare dyr, der nyder fuldstændig beskyttelse, kan ikke anses for at kunne omfatte bytte og udbud til bytte med disse, da henholdsvis opbevaring og bytte eller udbud til bytte er selvstændige begreber, navnlig under hensyn til en strafsanktionsordning som den ovenfor i præmis 56 nævnte.

62 Med hensyn til rækkevidden af begrebet »dyr« i national ret må det konstateres, at den lovgivning, den luxembourgske regering har påberåbt sig i svarskrivelsen, under alle omstændigheder ikke under dette begreb medtager »ethvert produkt [af dyret] samt enhver anden vare, hvis det af et ledsagedokument, emballagen, et mærke, en etiket eller på anden måde fremgår, at der er tale om [...] produkter af disse dyre- [...] arter« som fastsat i direktivets artikel 1, litra m), der definerer begrebet »enhed«, som særligt anvendes i direktivets artikel 12, stk. 2.

63 Direktivets artikel 12, stk. 2, er således ikke blevet korrekt gennemført i luxembourgsk ret.

Direktivets artikel 12, stk. 4

64 I svarskrivelsen anerkendte den luxembourgske regering, at der endnu ikke i luxembourgsk ret var indført en kontrolordning som fastsat i direktivets artikel 12, stk. 4.

65 Det fremgår endvidere ikke, at en sådan kontrolordning skulle være blevet indført inden for den i den begrundede udtalelse fastsatte frist.

66 Direktivets artikel 12, stk. 4, er således ikke blevet gennemført i den sagsøgte medlemsstats nationale retsorden.

67 Herefter må klagepunktet vedrørende utilstrækkelig gennemførelse af direktivets artikel 12, stk. 1, litra b) og c), stk. 2 og 4, lægges til grund.

Klagepunktet vedrørende ufuldstændig gennemførelse af direktivets artikel 13, stk. 1, litra b), og stk. 2

Direktivets artikel 13, stk. 1, litra b)

68 Kommissionen har gjort gældende, at direktivets artikel 13, stk. 1, litra b), uanset de argumenter, de luxembourgske myndigheder har fremført i svarskrivelsen, ikke er blevet fuldstændigt gennemført i luxembourgsk ret. Luxembourgsk ret forbyder for det første ikke opbevaring, bytte med og udbud til salg eller bytte af enheder af plantearter, der er beskyttet i henhold til denne bestemmelse i fællesskabsretten, og sikrer for det andet ikke, at forbuddene i bestemmelsen finder anvendelse på de ikke-hjemmehørende arter, den beskytter.

69 I svarskrivelsen er det gjort gældende, at salg af planter, der nyder fuldstændig beskyttelse, er forbudt i henhold til artikel 16 i lov af 11. august 1982, og at opbevaring heraf, så vidt det er nødvendigt, er forbudt i henhold til Bernkonventionens artikel 5. Endvidere udelukker lovens artikel 15 ikke beskyttelse af ikke-hjemmehørende arter. Det er herved tilstrækkeligt at medtage de pågældende arter i den storhertugelige anordning af 19. august 1989 om fuldstændig og delvis beskyttelse af visse vilde plantearter (Mémorial A 1989, s. 1102, herefter »anordning af 19. august 1989«). Endvidere giver artikel 20 i ovennævnte lov begrebet plante en videre rækkevidde, end det har i henhold til national lovgivning.

70 Det bemærkes, at selv om artikel 16 i lov af 11. august 1982 forbyder salg af planter, der er fuldstændigt beskyttet, forbyder bestemmelsen ikke opbevaring, bytte og udbud til salg eller bytte af disse planter. Bernkonventionens artikel 5 bestemmer, at hver kontraherende part i fornødent omfang forbyder opbevaring af beskyttede arter. Det fremgår imidlertid ikke, at de luxembourgske myndigheder skulle have truffet supplerende foranstaltninger til nærmere at fastlægge anvendelsen af konventionen på dette punkt. Med hensyn hertil er direktivets artikel 13, stk. 1, litra b), således ikke blevet korrekt gennemført i luxembourgsk ret.

71 For så vidt angår klagepunktet om, at det i luxembourgsk ret ikke sikres, at forbuddene i direktivets artikel 13, stk. 1, litra b), finder anvendelse på de ikke-hjemmehørende plantearter, det skal beskytte, bemærkes for det første, at den luxembourgske regering selv har anerkendt, at de ikke-hjemmehørende plantearter, der er omfattet af den pågældende bestemmelse, ikke er beskyttet i medfør af artikel 15 i lov af 11. august 1982, sammenholdt med anordningen af 19. august 1989. For det andet bestemmes det i lovens artikel 20, at planter og dyr, der er beskyttet ved internationale konventioner, der er tiltrådt og offentliggjort, kun kan købes, importeres, sælges, eksporteres eller opbevares i henhold til bestemmelserne i disse konventioner. Artikel 20 kan under alle omstændigheder ikke i sig selv sikre en sådan beskyttelse af de ikke-hjemmehørende arter som den, der er foreskrevet ved direktivets artikel 13, stk. 1, litra b). Endvidere har den luxembourgske regering ikke nærmere angivet, hvilke internationale konventioner der er relevante i den foreliggende sag.

72 Direktivets artikel 13, stk. 1, litra b), er derfor ikke blevet korrekt gennemført i luxembourgsk ret.

Direktivets artikel 13, stk. 2

73 Ifølge Kommissionen har de luxembourgske myndigheder ikke ved at anføre, at direktivets artikel 13, stk. 2, er blevet gennemført ved artikel 16 i lov af 11. august 1982, som udstrækker forbuddene i denne bestemmelse til også at omfatte dele af de pågældende planter, godtgjort, at begrebet »plante« i national ret er lige så vidt som begrebet »enhed« i direktivets artikel 1, litra m), navnlig med hensyn til, om dette begreb omfatter enhver del eller ethvert produkt af planten samt enhver anden vare, hvis det af et ledsagedokument, emballagen, et mærke, en etiket eller på anden måde fremgår, at der er tale om dele eller produkter af disse plantearter.

74 I henhold til direktivets artikel 13, stk. 2, gælder forbuddene i artikel 13, stk. 1, litra a) og b), for alle livsstadier for de planter, der er omfattet af denne artikel.

75 Selv hvis det antages, at begrebet »plante« i national ret ikke er så vidt som begrebet »enhed« i direktivets artikel 1, litra m), har Kommissionen ikke godtgjort, hvorfor denne omstændighed er i strid med direktivets artikel 13, stk. 2, der ikke direkte nævner begrebet »enhed«, og ikke med artikel 13, stk. 1, litra b), der direkte omhandler dette begreb, idet der deri nedlægges visse forbud netop angående enheder af beskyttede arter.

76 Klagepunktet vedrørende ufuldstændig gennemførelse af direktivets artikel 13, stk. 2, må derfor forkastes, således som det er formuleret af Kommissionen.

77 På baggrund af ovenstående må klagepunktet vedrørende ufuldstændig gennemførelse af direktivets artikel 13, stk. 1, litra b), lægges til grund.

Klagepunktet vedrørende manglende gennemførelse af direktivets artikel 14

78 Kommissionen har gjort gældende, at direktivets artikel 14 ikke er fakultativ, men indeholder en ubetinget forpligtelse til overvågning af de i bilag V til direktivet nævnte arter, der er forbundet med en forpligtelse til at træffe egnede foranstaltninger til at sikre opretholdelsen af en tilfredsstillende bevaringsstatus for disse arter, såfremt de kompetente myndigheder måtte finde det nødvendigt, dvs. når det efter overvågning fremgår, at bevaringsstatus uden sådanne foranstaltninger vil være truet.

79 I svarskrivelsen anerkendte de luxembourgske myndigheder, at der faktisk ikke i national lovgivning er fastsat bestemmelser om forpligtelsen til overvågning af arter, der er fuldstændigt eller delvis beskyttede, forbundet med en forpligtelse til at træffe egnede foranstaltninger til at sikre opretholdelsen af en tilfredsstillende bevaringsstatus for disse arter, og myndighederne har derfor anerkendt nødvendigheden af at ændre lovgivningen på dette punkt.

80 Det fremgår således, at indsamling i naturen af enheder af de vilde dyre- og plantearter, der er nævnt i bilag V til direktivet, og udnyttelsen heraf i luxembourgsk ret ikke er forbundet med en forpligtelse til, hvis deres bevaringsstatus giver grund til det, at træffe egnede foranstaltninger til at sikre opretholdelsen af disse arter i en tilfredsstillende bevaringsstatus.

81 Klagepunktet vedrørende manglende gennemførelse af direktivets artikel 14 bør derfor lægges til grund.

Klagepunktet vedrørende mangelfuld gennemførelse af direktivets artikel 15

82 Kommissionen har gjort gældende, at de gennemførelsesforanstaltninger, som Storhertugdømmet Luxembourg har meddelt den, ikke sikrer en korrekt gennemførelse af direktivets artikel 15, og har tilbagevist den argumentation, som i svarskrivelsen blev påberåbt til støtte for det modsatte.

83 I svarskrivelsen er det anført, at eftersom Storhertugdømmet Luxembourg havde til hensigt at benytte mulighederne i direktivets artikel 16 for fravigelse, var det nødvendigt at sikre en gennemførelse af direktivets artikel 15. De i artikel 15, litra a) og b), omhandlede indfangnings- og drabsmetoder er ordret overtaget fra Bernkonventionen og forbudt der. De er ligeledes forbudt uden undtagelse i lovgivningen om jagt og fiskeri. Endvidere har den luxembourgske regering nærmere anført, at den storhertugelige anordning af 10. marts 1959 om udryddelse af skadedyr og skadelige dyr, for så vidt som den ikke pålægger nogen begrænsninger med hensyn til udryddelsesmetoder, vil blive ophævet ved en ny storhertugelig anordning, som allerede har foreligget som forslag.

84 Det bemærkes, at der i direktivets bilag VI, litra a), hvortil der henvises i direktivets artikel 15, blandt de indfangnings- og drabsmetoder, der forbydes, nævnes fælder, der i princippet eller efter brugsbetingelserne ikke er selektive, samt udrygning. Den storhertugelige anordning af 10. marts 1959 om udryddelse af skadedyr og skadelige dyr er imidlertid ikke i overensstemmelse med direktivets artikel 15, for så vidt som den tillader udryddelse af arter i direktivets bilag V, litra a), såsom mår og ilder ved udrygning af deres bo eller ved hjælp af fælder, hvorom det ikke nærmere er bestemt, at de skal være selektive. Endvidere fremgår det ikke af sagen, at anordningen er blevet ophævet inden for den i den begrundede udtalelse fastsatte frist.

85 Det følger heraf, at klagepunktet vedrørende urigtig gennemførelse af direktivets artikel 15 må anses for begrundet.

Klagepunktet vedrørende utilstrækkelig gennemførelse af direktivets artikel 16, stk. 1

86 Ifølge Kommissionen er de i svarskrivelsen nævnte gennemførelsesforanstaltninger ikke tilstrækkelige med hensyn til direktivets artikel 16, stk. 1.

87 For så vidt angår artikel 26 i lov af 11. august 1982, hvori det bestemmes, at vedkommende minister kan fravige lovens artikel 13-18 til varetagelse af et videnskabeligt formål eller af hensyn til almenvellet, bemærkes, at det ikke er en betingelse for at foretage sådanne fravigelser, at der ikke er andre brugbare løsninger, som krævet i henhold til direktivets artikel 16, stk. 1.

88 For så vidt angår Bernkonventionens artikel 9 er det, selv hvis det antages, at bestemmelsen stiller de samme betingelser for fravigelse af konventionens beskyttelsesordninger som direktivets artikel 16, stk. 1, særligt betingelsen om, at der ikke må findes andre brugbare løsninger, under alle omstændigheder i strid med denne bestemmelse i direktivet, at denne fravigelsesordning og fravigelsesordningen i artikel 26 i lov af 11. august 1982 eksisterer samtidig i national ret. Denne situation giver i den konkrete sag en tvetydighed, der kan gøre overholdelsen af artikel 16, stk. 1, uvis.

89 Klagepunktet vedrørende utilstrækkelig gennemførelse af direktivets artikel 16, stk. 1, bør derfor lægges til grund.

Klagepunktet vedrørende mangelfuld gennemførelse af direktivets artikel 22, litra b) og c)

Direktivets artikel 22, litra b)

90 Med hensyn til klagepunktet vedrørende mangelfuld gennemførelse af direktivets artikel 22, litra b), således som det er formuleret i åbningsskrivelsen, har de luxembourgske myndigheder anført, at gennemførelsen er sket ved artikel 25 i lov af 11. august 1982, der forbyder udsættelse i naturen af ikke naturligt hjemmehørende arter, medmindre vedkommende minister har givet tilladelse hertil, eventuelt forsynet med passende vilkår.

91 Det må fastslås, at i henhold til nævnte artikel 25 er det, for at ministeren kan indrømme den i bestemmelsen omhandlede tilladelse, ikke en betingelse, at betingelserne i direktivets artikel 22, litra b), er opfyldt, navnlig betingelsen om, at der ikke må tilføjes naturtyperne nogen skade.

92 Artikel 25 i lov af 11. august 1982 er derfor ikke en korrekt gennemførelse af direktivets artikel 22, litra b). Kommissionens klagepunkt herom må derfor lægges til grund.

Direktivets artikel 22, litra c)

93 I svarskrivelsen er det gjort gældende, at gennemførelsen af direktivets artikel 22, litra c), der har til formål at fremme uddannelse og generel oplysning om behovet for at beskytte vilde dyre- og plantearter og de forskellige naturtyper er sket ved Bernkonventionens artikel 3, stk. 3, og artikel 13 i konventionen om den biologiske mangfoldighed undertegnet i Rio de Janeiro (Brasilien) den 5. juni 1992 og godkendt ved lov af 4. marts 1994 (Mémorial A 1994, s. 429), der blev indgået på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 93/626/EØF af 25. oktober 1993 (EFT L 309, s. 1, herefter »Rio-konventionen«) samt ved lov af 10. august 1992 om fri adgang til miljøoplysninger og om miljøbeskyttelses- og naturbevaringsorganisationers søgsmålsadgang (Mémorial A 1993, s. 2204).

94 Kommissionen har gjort gældende, at loven af 10. august 1992 ikke indeholder nogen bestemmelse til at sikre en aktiv oplysning af offentligheden, men har anerkendt, at Bernkonventionens artikel 3, stk. 3, og Rio-konventionens artikel 13 som udgangspunkt kan sikre en tilstrækkelig gennemførelse af direktivet. Kommissionen har dog anført, at Storhertugdømmet Luxembourg ikke har godtgjort, at direkte anvendelse af såkaldte »self-executing« bestemmelser i internationale konventioner, der er forskriftsmæssigt godkendt og offentliggjort, er anerkendt i den luxembourgske retsorden.

95 Da det ikke er bestridt, at de ovennævnte bestemmelser i Bern- og Rio-konventionerne kan sikre en tilstrækkelig gennemførelse af direktivets artikel 22, litra c), skal det kun undersøges, om disse bestemmelser er blevet indført i den luxembourgske retsorden.

96 Der er imidlertid ingen tvivl om, at dette er tilfældet. De pågældende konventioner er blevet godkendt ved love i Storhertugdømmet Luxembourg, og de kræver ikke andre foranstaltninger for fuldt ud at have virkning i medlemsstatens retsorden.

97 Under disse omstændigheder bør klagepunktet vedrørende mangelfuld gennemførelse af direktivets artikel 22, litra c), forkastes.

98 Herefter bør klagepunktet vedrørende uhensigtsmæssig gennemførelse af direktivets artikel 22, litra b), lægges til grund.

Klagepunktet vedrørende tilsidesættelse af direktivets artikel 23, stk. 2

99 Kommissionen har gjort gældende, at Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat direktivets artikel 23, stk. 2, idet de gennemførelsesforanstaltninger, medlemsstaten vedtog efter direktivets ikrafttrædelse, som blev fremsendt til Kommissionen, ikke indeholder nogen henvisning til direktivet, eller ikke var ledsaget af en sådan henvisning ved offentliggørelsen.

100 I svarskrivelsen er det anført, at den sektorplan, som i henhold til lov af 21. maj 1999 skal udarbejdes, i det væsentlige har til formål at gennemføre direktiv 79/409 og det i nærværende sag omhandlede direktiv, og at der vil blive offentliggjort en liste over de nationale foranstaltninger, der skal gennemføre direktivet, i Mémorial.

101 Det fremgår imidlertid ikke, at der er sket en sådan offentliggørelse inden for den i den begrundede udtalelse fastsatte frist.

102 Det følger heraf, at klagepunktet vedrørende tilsidesættelse af direktivets artikel 23, stk. 2, bør lægges til grund.

103 Herefter bør det fastslås, at Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktivet, idet det ikke har truffet alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktivets artikel 1, artikel 4, stk. 5, artikel 5, stk. 4, artikel 6, artikel 7, artikel 12, stk. 1, litra b) og c), artikel 12, stk. 2 og 4, artikel 13, stk. 1, litra b), artikel 14, artikel 15, artikel 16, stk. 1, artikel 22, litra b), og artikel 23, stk. 2, sammenholdt med bilag I, II, IV, V og VI til direktivet.

Sagens omkostninger

104 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Storhertugdømmet Luxembourg tilpligtes at betale sagens omkostninger, og dette i det væsentlige har tabt sagen, bør det pålægges det at betale sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

1) Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, idet det ikke har truffet alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktivets artikel 1, artikel 4, stk. 5, artikel 5, stk. 4, artikel 6, artikel 7, artikel 12, stk. 1, litra b) og c), artikel 12, stk. 2 og 4, artikel 13, stk. 1, litra b), artikel 14, artikel 15, artikel 16, stk. 1, artikel 22, litra b), og artikel 23, stk. 2, sammenholdt med bilag I, II, IV, V og VI til direktivet.

2) Storhertugdømmet Luxembourg betaler sagens omkostninger.