62001C0484

Forslag til afgørelse fra generaladvokat Tizzano fremsat den 16. januar 2003. - Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Franske Republik. - Traktatbrud - direktiv 97/43/Euratom - beskyttelse af personers sundhed mod faren ved ioniserende stråling i forbindelse med medicinsk bestråling - ufuldstændig gennemførelse. - Sag C-484/01.

Samling af Afgørelser 2003 side I-04975


Generaladvokatens forslag til afgørelse


1. Ved stævning indleveret den 13. december 2001 har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i medfør af artikel 141, stk. 2, EA anlagt sag ved Domstolen med påstand om, at det fastslås, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 97/43/Euratom af 30. juni 1997 om beskyttelse af personers sundhed mod faren ved ioniserende stråling i forbindelse med medicinsk bestråling og om ophævelse af direktiv 84/466/Euratom (EFT L 180, s. 22, herefter »direktivet«), idet den ikke har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, og under alle omstændigheder ikke har underrettet Kommissionen herom.

2. I henhold til direktivets artikel 14, stk. 1, skal medlemsstaterne sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden den 13. maj 2000 og straks underrette Kommissionen herom.

3. Ved skrivelse af 17. april 2000 meddelte Den Franske Republik i overensstemmelse med artikel 33 EA forslag til bestemmelser, der skulle sikre gennemførelsen af direktivet i national ret. Herefter gav de franske myndigheder imidlertid ikke Kommissionen yderligere oplysninger om vedtagelsen af de foranstaltninger, der var nødvendige for at efterkomme direktivet.

4. Som følge heraf tilstillede Kommissionen den 28. juli 2000 Den Franske Republik en åbningsskrivelse. Den Franske Republik svarede, at den trods sine anstrengelser endnu ikke havde vedtaget gennemførelsesforanstaltningerne til direktivet. Den 17. januar 2001 fremsatte Kommissionen derfor en begrundet udtalelse, hvori den gav Den Franske Republik en frist på to måneder til at efterkomme forpligtelserne i direktivet. Som følge af denne udtalelse meddelte Den Franske Republik Kommissionen nogle gennemførelsesforanstaltninger til direktivet. Da direktivet imidlertid ikke var fuldstændig gennemført i fransk ret inden for tidsfristen fastsat i den begrundede udtalelse, har Kommissionen anlagt denne sag.

5. Den franske regering har i svarskriftet uden at bestride Kommissionens klagepunkter begrænset sig til at erkende, at de bestemmelser, der var nødvendige for at gennemføre direktivet, endnu ikke var vedtaget ved udløbet af fristen i den begrundede udtalelse, da vedtagelsesprocedurerne havde taget længere tid end forventet.

6. Jeg mener derfor, at Kommissionen bør gives medhold i sit søgsmål.

Forslag til afgørelse

7. Jeg foreslår, at Domstolen fastslår følgende:

»1) Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 97/43/Euratom af 30. juni 1997 om beskyttelse af personers sundhed mod faren ved ioniserende stråling i forbindelse med medicinsk bestråling og om ophævelse af direktiv 84/466/Euratom, idet den ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet.

2) Den Franske Republik betaler sagens omkostninger.«