FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
ANTONIO TIZZANO
fremsat den 22. maj 2003(1)

Sag C-216/01

Budĕjovický Budvar, národní podnik
mod
Rudolf Ammersin GmbH

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Handelsgericht Wien (Østrig))

»Geografiske betegnelser – konventioner indgået mellem en medlemsstat og et tredjeland – statssuccession for så vidt angår traktater – konventioner indgået før tiltrædelsesdatoen – frie varebevægelser – beskyttelse af intellektuel ejendomsret«

Indhold

I –

Indledende bemærkning

II –

Relevante retsregler

Fællesskabsretten

EF-traktatens bestemmelser

Forordning (EØF) nr. 2081/92

De østrigsk-tjekkoslovakiske aftaler

Retsakter indgået efter opløsningen af Tjekkoslovakiet

III –

Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

IV –

Juridisk analyse

Formaliteten

Det første spørgsmål

a) Beskyttelse af betegnelsen »Bud« i lyset af forordning nr. 2081/92

Formaliteten

Realiteten

–

Parternes argumenter

–

Vurdering

b) Beskyttelse af betegnelsen »Bud« i lyset af artikel 28 EF og 30 EF

– Parternes argumenter

– Vurdering

Det andet spørgsmål

Det tredje spørgsmål

a) Parternes argumenter

b) Vurdering

Wienerkonventionen om statssuccession for så vidt angår traktater

De internationale forbindelser i praksis efter kodificeringen

De nye staters praksis

–

Den Tjekkiske Republik og Den Slovakiske Republik

–

De republikker, der opstod som følge af opløsningen af Sovjetunionen og Jugoslavien

–

De kontraherende tredjelandes praksis

Det normative princip, der finder anvendelse i denne sag

Det fjerde spørgsmål

V –

Forslag til afgørelse

I – Indledende bemærkning

1. I denne sag anmodes Domstolen om at løse nogle spørgsmål om beskyttelse af geografiske oprindelsesbetegnelser for fødevarer. I den forbindelse skal den ligeledes afgøre, om en international aftale om beskyttelse af geografiske oprindelsesbetegnelser indgået mellem en medlemsstat og et tredjeland henhører under anvendelsesområdet for »aftaler indgået [...] før tiltrædelsesdatoen« for den pågældende medlemsstat i medfør af artikel 307 EF, selv når det gælder virkningerne af denne aftale mellem den pågældende medlemsstat og en af de stater, som efterfulgte det tredjeland, der oprindeligt var part i kontrakten, efter opløsningen af dette.

2. Spørgsmålene er blevet rejst i forbindelse med en tvist mellem et bryggeri i Den Tjekkiske Republik og en østrigsk ølforhandler om sidstnævntes anvendelse af betegnelsen »Bud« for øl fra USA, selv om en række aftaler indgået mellem 1976 og 1981 mellem Republikken Østrig og Den Socialistiske Føderative Republik Tjekkoslovakiet (herefter »Den Føderative Republik Tjekkoslovakiet« eller »Tjekkoslovakiet«), forbeholder denne betegnelse til personer etableret i Tjekkoslovakiet.

II – Relevante retsregler

Fællesskabsretten

EF-traktatens bestemmelser

3. Som bekendt forbyder artikel 28 EF kvantitative indførselsrestriktioner såvel som alle foranstaltninger med tilsvarende virkning mellem medlemsstaterne. Artikel 30 EF tillader sådanne forbud eller restriktioner, som navnlig er begrundet i hensynet til beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret.

4. Artikel 307, stk. 1 og 2, EF bestemmer:

»De rettigheder og forpligtelser, der følger af konventioner, som før den 1. januar 1958 eller før tiltrædelsesdatoen for tiltrædende medlemsstaters vedkommende er indgået mellem på den ene side en eller flere medlemsstater og på den anden side et eller flere tredjelande, berøres ikke af bestemmelserne i denne traktat.

I det omfang disse konventioner er uforenelige med denne traktat, bringer den eller de pågældende medlemsstater alle egnede midler i anvendelse med henblik på at fjerne de konstaterede uoverensstemmelser. Om fornødent bistår medlemsstaterne hinanden i dette øjemed og indtager i påkommende tilfælde en fælles holdning.«

Forordning (EØF) nr. 2081/92

5. I denne sag finder Rådets forordning (EØF) nr. 2081/92 af 14. juli 1992 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler (herefter »forordning nr. 2081/92«) (2) , med hvilken der blev indført en ensartet beskyttelsesordning på fællesskabsplan med »beskyttede geografiske betegnelser« og »beskyttede oprindelsesbetegnelser«, ligeledes anvendelse.

6. Denne forordning blev vedtaget på grund af den vigtige plads, som produktion og distribution af landbrugsprodukter indtager i Fællesskabets økonomi (første betragtning), og navnlig for at tilskynde til diversificering af landbrugsproduktionen og fremme af kvalitetsprodukter (anden betragtning). Med henblik herpå indfører den et sæt EF-regler for beskyttede oprindelsesbetegnelser for levnedsmidler, der træder i stedet for de tidligere eksisterende nationale ordninger, fordi de sikrer en ensartet anvendelse og lige konkurrencevilkår (syvende betragtning); anvendelsesområdet for denne ordning er begrænset til »landbrugsprodukter og levnedsmidler, for hvilke der er en sammenhæng mellem produktets eller levnedsmidlets kendetegn og dets geografiske oprindelse« (niende betragtning).

7. Som det fremgår af præamblen, omfatter den ordning, der indføres med forordningen, to kategorier af beskyttede betegnelser, nemlig beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser (tiende betragtning). Forordningens artikel 2, stk. 2, præciserer herved følgende:

»I denne forordning forstås ved:

a): »oprindelsesbetegnelse«: navnet på et område, et bestemt sted eller i undtagelsestilfælde et land, der betegner et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel:

–: som har oprindelse i dette område, dette bestemte sted eller dette land, og

–: hvis egenskaber eller andre kendetegn hovedsageligt eller fuldstændigt kan tilskrives det geografiske miljø med dets naturbetingede og menneskelige faktorer, og som er fremstillet, forarbejdet og tilvirket i det afgrænsede geografiske område

b): »geografisk betegnelse«: navnet på et område, et bestemt sted eller i undtagelsestilfælde et land, der betegner et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel:

–: som har oprindelse i dette område, dette bestemte sted eller dette land, og

–: hvis bestemte egenskaber, omdømme eller andre kendetegn kan tilskrives den geografiske oprindelse, og som er fremstillet og/eller forarbejdet og/eller tilvirket i det afgrænsede geografiske område.«

8. Kommissionen foretager registrering (artikel 6), når de produkter, for hvilke der er indsendt en registreringsansøgning, opfylder de betingelser, der er opstillet i varespecifikationen (artikel 4 og 5).

9. I medfør af artikel 12 finder forordningen på visse betingelser anvendelse på landbrugsprodukter og levnedsmidler fra et tredjeland (3) . Denne regel gælder under alle omstændigheder, »[u]den at internationale aftaler berøres derved« (artikel 12, stk. 1).

De østrigsk-tjekkoslovakiske aftaler

10. I denne sag gælder ligeledes en traktat indgået i Wien den 11. juni 1976 mellem Republikken Østrig og Tjekkoslovakiet om beskyttelse af oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og industriprodukter (herefter »den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat«) (4) .

11. Traktaten giver på den ene side østrigske produkter eneret til anvendelsen af visse østrigske oprindelsesbetegnelser opstillet i bilag A til gennemførelsesoverenskomsten underskrevet i Prag den 7. juni 1979 (herefter »gennemførelsesoverenskomsten«) (5) og garanterer på den anden side tjekkiske og slovakiske produkter eneret til anvendelsen af visse tjekkiske og slovakiske oprindelsesbetegnelser, der er opstillet i bilag B til gennemførelsesoverenskomsten.

12. I medfør af traktatens artikel 1 forpligter de kontraherende parter sig navnlig til at træffe alle nødvendige foranstaltninger til beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser samt øvrige angivelser, der henviser til geografisk oprindelse, for de landbrugsprodukter og industriprodukter, der er opstillet i selve traktaten og i gennemførelsesoverenskomsten, mod illoyal konkurrence.

13. Ovennævnte traktat bestemmer i artikel 2:

»I denne traktat forstås ved oprindelsesangivelser, oprindelsesbetegnelser og andre betegnelser, der angiver oprindelsen, enhver angivelse, der direkte eller indirekte henviser til en vares oprindelse. En sådan angivelse består som regel af en geografisk betegnelse. Den kan imidlertid også bestå af andre angivelser, hvis de berørte omsætningskredse i oprindelseslandet i forbindelse med et produkt med en sådan betegnelse forstår det som en angivelse af fremstillingslandet. De nævnte betegnelser kan ud over angivelsen af et bestemt geografisk oprindelsesområde også indeholde angivelser vedrørende den pågældende vares kvalitet. Varernes særlige kendetegn er udelukkende eller hovedsageligt resultatet af geografiske eller menneskelige påvirkninger.« 6 –Uofficiel oversættelse.

14. I artikel 3, stk. 1, præciseres det endvidere, at

»[...] de tjekkoslovakiske betegnelser, der er opregnet i en overenskomst indgået i henhold til artikel 6, i Republikken Østrig udelukkende er forbeholdt tjekkoslovakiske produkter«.

15. I artikel 5 opregnes de kategorier af landbrugsprodukter og industriprodukter, for hvilke traktaten sikrer beskyttelse af oprindelsesbetegnelserne. En af disse kategorier er øl.

16. Med hensyn til fastlæggelse af de beskyttede oprindelsesbetegnelser henviser artikel 6 dernæst til bilag B til gennemførelsesoverenskomsten, hvori opregnes følgende benævnelser, som er de eneste relevante i dette tilfælde blandt de betegnelser, der er forbeholdt tjekkisk øl:

»– Bud

– Budĕjovické pivo

– Budĕjovické pivo – Budvar

– Budĕjovický Budvar«.

17. Hvad angår endelig de konkrete retningslinjer for beskyttelse bestemmer artikel 7 i den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat følgende:

»1. Såfremt navne og betegnelser, der nyder beskyttelse i henhold til denne traktats artikel 3, 4 og 6 samt artikel 8, stk. 2, anvendes erhvervsmæssigt i strid med traktatens bestemmelser for produkter, navnlig med hensyn til deres udstyr eller emballage, på regninger, fragtbreve eller andre forretningsdokumenter eller i reklame, anvendes alle retlige eller administrative foranstaltninger i henhold til lovgivningen i den kontraherende stat, hvori der gøres krav på beskyttelse, om bekæmpelse af illoyal konkurrence og beskyttelse mod uretmæssig anvendelse af betegnelser, på de i nævnte lovgivning fastsatte betingelser og i overensstemmelse med denne traktats artikel 9.

2. Såfremt der er risiko for forveksling i forbindelse med erhvervsmæssig virksomhed, finder stk. 1 tillige anvendelse, såfremt de betegnelser, der nyder beskyttelse i henhold til traktaten, anvendes i ændret form eller i forbindelse med andre produkter end dem, som de er knyttet til i henhold til den i artikel 6 nævnte overenskomst.

3. Stk. 1 finder tillige anvendelse, såfremt betegnelser, der nyder beskyttelse i henhold til traktaten, anvendes i oversættelse, ved henvisning til den faktiske oprindelse eller ved tilføjelser som »art«, »type«, »efterligning« eller lignende« 7 –Uofficiel oversættelse..

Retsakter indgået efter opløsningen af Tjekkoslovakiet

18. Som bekendt blev Tjekkoslovakiet opløst den 1. januar 1993, og to nye stater, nemlig Den Tjekkiske Republik og Den Slovakiske Republik, blev oprettet på dets område.

19. Nogle dage inden den formelle uafhængighed, nemlig den 17. december 1992 vedtog det tjekkiske nationalråd følgende erklæring: »I henhold til gældende folkeretlige principper og i det omfang, hvori disse foreskriver det, anser Den Tjekkiske Republik sig for fra 1. januar 1993 at være bundet af de multilaterale og bilaterale traktater, som Den Føderative Republik Tjekkoslovakiet var part i på denne dato« (8) .

20. I forlængelse af denne erklæring bekræftede Den Tjekkiske Republiks forfatningslov 4/1993 efterfølgende, at »Den Tjekkiske Republik overtager de rettigheder og forpligtelser [...], som i henhold til folkeretten påhvilede Den Føderative Republik Tjekkoslovakiet på datoen for dens opløsning [...]« (9) .

21. Med forbundskanslerens (den østrigske) meddelelse om de gældende bilaterale traktater mellem Republikken Østrig og Den Tjekkiske Republik (BGBl 1997 III, 123, af 31.7.1997) offentliggjordes følgende i tilknytning til de spørgsmål, der er af interesse her:

»På grundlag af en fælles gennemgang af de bilaterale traktater mellem Republikken Østrig og Den Tjekkiske Republik [...] er det blevet konstateret, at følgende bilaterale traktater i henhold til de almindeligt anerkendte folkeretlige regler var gældende mellem Republikken Østrig og Den Tjekkiske Republik den 1. januar 1993, som var datoen for Den Tjekkiske Republiks statssuccession på det territorium, der svarede til den tidligere Tjekkiske og Slovakiske Føderative Republik, og at de siden denne dato er blevet anvendt af de kompetente myndigheder inden for rammerne af de to landes retsorden:

[...]

19. traktat mellem Republikken Østrig og Den Socialistiske Republik Tjekkoslovakiet om beskyttelse af oprindelsesangivelser, oprindelsesbetegnelser og andre betegnelser for landbrugsprodukters og industrivarers oprindelse, med tillægsprotokol af 30. november 1977

Wien, den 11. juni 1976 (BGBl nr. 75/1981)

[...]

26. gennemførelsesoverenskomst i tilknytning til traktaten mellem Republikken Østrig og Den Socialistiske Republik Tjekkoslovakiet om beskyttelse af oprindelsesangivelser, oprindelsesbetegnelser og alle andre betegnelser for landbrugsprodukters og industrivarers oprindelse

Prag, den 7. juni 1979 (BGBl nr. 76/1981)

[...]« 10 –Uofficiel oversættelse..

III – Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

22. Det tjekkiske bryggeri Budĕjovický Budvar (11) (herefter »bryggeriet Budvar« eller blot »Budvar«), der har hjemsted i den tjekkiske by Ceské Budejovice, på tysk Budweis (12) (Den Tjekkiske Republik), eksporterer øllet »Budweiser Budvar« (13) til forskellige lande, herunder Østrig.

23. Rudolf Ammersin GmbH (herefter »Ammersin«), der har hjemsted i Wien (Østrig), er en grossistvirksomhed. Den sælger navnlig øl fremstillet i USA, »American Bud« (14) .

24. Med stævning af 22. juli 1999 nedlagde bryggeriet Budvar påstand over for Handelsgericht Wien (Østrig) om, at Ammersin tilpligtes at undlade at anvende betegnelsen »Bud« eller en betegnelse, der kan forveksles hermed erhvervsmæssigt for så vidt angår øl eller hermed beslægtede varer i det omfang, der ikke er tale om varer, der hidrører fra sagsøgeren. Sagsøgerens påstand støttes på den begrundelse, at der er tale om en overtrædelse af lovgivningen om varemærker (15) og misbrug af de geografiske betegnelser, som indrømmes beskyttelse i den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat fra 1977, hvilket er det spørgsmål, der er af interesse i denne sag.

25. Handelsgericht tog sagsøgerens påstand til følge med kendelse af 15. oktober 1999, som blev stadfæstet af Oberlandesgericht Wien. Anken, der efterfølgende blev rejst ved Oberster Gerichtshof (den østrigske højesteret, herefter »OGH«), blev afvist fra påkendelse.

26. Efter afslutningen af forbudssagen behandler Handelsgericht Wien nu sagens realitet.

27. Jeg skal dog minde om, at Budvar i en parallel sag mod den østrigske importør af den konkurrerende amerikanske øl ved først Landgericht Salzburg (Østrig) og derefter Oberlandesgericht Linz (Østrig) allerede havde anlagt et tilsvarende søgsmål om forbud baseret på de samme anbringender og havde opnået den ønskede foranstaltning, der blev stadfæstet endeligt med OGH’s kendelse af 1. februar 2000 (16) . I denne kendelse mente retten for så vidt angår det spørgsmål, der er af interesse her, at import og salg af den amerikanske øl »American Bud« er en overtrædelse af den tjekkiske geografiske betegnelse »Bud«, der er beskyttet i henhold til den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat, idet den samtidig understregede, at den således indrømmede forbudsforanstaltning ikke er en tilsidesættelse af EF-traktaten.

28. Da Handelsgericht Wien ikke er direkte bundet af Højesterets afgørelse i denne sag, og da den stiller sig tvivlende med hensyn til, om den afgørelse, som sidstnævnte nåede frem til, er forenelig med fællesskabsretten, forelagde den ved kendelse af 26. februar 2001 følgende præjudicielle spørgsmål for De Europæiske Fællesskabers Domstol:

»1): Er anvendelsen af en bestemmelse i en bilateral traktat, som er indgået mellem en medlemsstat og et tredjeland, og hvorefter en ren/indirekte geografisk angivelse, som i oprindelseslandet hverken er navnet på et område eller et sted eller et land, nyder absolut beskyttelse, uafhængig af en mulig risiko for vildledning, som en kvalificeret geografisk betegnelse som omhandlet i forordning nr. 2081/92, forenelig med artikel 28 EF og/eller forordning nr. 2081/92, når indførsel af en vare, der lovligt er bragt i omsætning i en anden medlemsstat, kan hindres i henhold til denne bestemmelse?

2): Gælder dette ligeledes for det tilfælde, at den geografiske betegnelse, som i oprindelseslandet hverken er navnet på et område, et sted eller et land, og i oprindelseslandet hverken opfattes som geografisk betegnelse for en bestemt vare eller som en ren eller indirekte geografisk betegnelse?

3): Gælder besvarelserne på spørgsmål 1 og 2 også, såfremt den bilaterale traktat er en traktat, som medlemsstaten indgik, inden den tiltrådte Den Europæiske Union, og som den efter sin tiltrædelse af Den Europæiske Union har bekræftet ved en erklæring fra forbundsregeringen til den stat, der efterfulgte den oprindelige anden aftalestat?

4): Indebærer artikel 307, stk. 2, EF en forpligtelse for en medlemsstat, der inden sin tiltrædelse af Den Europæiske Union indgik en sådan bilateral traktat med et tredjeland, til at fortolke traktaten i overensstemmelse med fællesskabsretten ud fra artikel 28 EF og/eller forordning nr. 2081/92, således at den deri garanterede beskyttelse for en ren/indirekte geografisk betegnelse, som hverken er navnet på et område, et sted eller et land i oprindelseslandet, alene sikrer beskyttelse mod vildledning, men ikke den absolutte beskyttelse, som tilkommer en kvalificeret geografisk betegnelse i henhold til forordning nr. 2081/92?«

29. I forbindelse med retsforhandlingerne ved Domstolen indgav sagsøgeren og sagsøgte i hovedsagen, den østrigske, den tyske og den franske regering samt Kommissionen indlæg.

IV – Juridisk analyse

Formaliteten

30. Inden jeg går over til at behandle realiteten i de spørgsmål, som den forelæggende ret har indbragt for Domstolen, skal jeg minde om, at nogle af intervenienterne har udtrykt tvivl med hensyn til realitetsbehandling af den præjudicielle forespørgsel. Jeg mener, at det vil være hensigtsmæssigt allerede nu at undersøge disse indvendinger i det mindste for så vidt disse angår påkendelsen af den samlede præjudicielle forespørgsel, idet jeg derimod henviser undersøgelsen af indvendingerne mod hvert enkelt spørgsmål til et mere relevant forum.

31. Jeg skal først og fremmest anføre, at de præjudicielle spørgsmål ifølge Budvar i realiteten vedrører anvendelsen af den gældende aftaleordning mellem en medlemsstat og et tredjeland. Domstolen opfordres således til at fortolke internationale aftaler, der er gennemført i en medlemsstats nationale ret – hvilket den ikke har kompetence til – ikke bestemmelser i Fællesskabets retsorden.

32. Denne indvending forekommer mig dog at være ubegrundet. Løsningen af den verserende sag ved den forelæggende ret hænger ganske rigtigt sammen med anvendelsen af gældende aftaler mellem Republikken Østrig og Den Tjekkiske Republik; det forekommer mig dog indlysende, at de spørgsmål, som den forelæggende ret har indbragt for Domstolen, ikke direkte vedrører fortolkningen af disse aftaler, men derimod bestemmelser i traktaten (artikel 28 EF, 30 EF og 307 EF) og i den afledte ret (forordning nr. 2081/92). Og denne fortolkning, som den forelæggende ret skønner nødvendig for løsningen af den tvist, der er indbragt for den, henhører fuldt ud under Domstolens kompetence i medfør af artikel 234 EF (tidligere EF-traktatens artikel 177).

33. Kommissionen rejser ligeledes tvivl om realitetsbehandlingen af spørgsmålene, skønt med en anden begrundelse. Den indvender således, at disse spørgsmål er rent hypotetiske og derfor uantagelige.

34. Ifølge Kommissionen indbringer den forelæggende ret et spørgsmål om fortolkning af fællesskabsretten for Domstolen udelukkende med det formål at udelukke en hypotetisk fortolkning af den nationale ret, som denne i realiteten ikke er enig i, nemlig OGH’s fortolkning af den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat i ovennævnte kendelse af 1. februar 2000 (jf. ovenfor, punkt 27), i henhold til hvilken den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat yder en absolut beskyttelse af benævnelsen »Bud«, uanset om der er risiko for forveksling eller ej.

35. Jeg finder imidlertid heller ikke denne formalitetsindsigelse begrundet.

36. Det fremgår af fast retspraksis, at »[i] princippet tilkommer det udelukkende de nationale retsinstanser på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, de forelægger Domstolen«, og »[e]n afvisning fra realitetsbehandling af en anmodning fra en national ret er kun mulig, hvis det viser sig, at den ønskede fortolkning af fællesskabsretten åbenbart savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand« (17) .

37. Men i dette tilfælde forekommer det mig, at det fremgår tilstrækkeligt klart af forelæggelseskendelsen, at den omtvistede betegnelse ifølge den nationale ret, hvis fortolkning ikke afviger fra OGH’s fortolkning i kendelse af 1. februar 2000, er omfattet af en absolut beskyttelse i henhold til den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat. Følgelig bør den foranstaltning, som sagsøger har anmodet om, indrømmes efter østrigsk ret, hvilket medfører en potentiel hindring for handelen inden for Fællesskabet.

38. Under disse omstændigheder synes der for mig ikke at være tvivl om nødvendigheden og relevansen af de stillede spørgsmål. Jeg finder således indsigelsen ubegrundet.

Det første spørgsmål

39. Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret klarlagt, om det er foreneligt med forordning nr. 2081/92 samt artikel 28 EF og 30 EF i en medlemsstats retsorden at indføre en absolut beskyttelse af en geografisk angivelse, der både er »ren«, da den ikke indebærer nogen særlig sammenhæng mellem produktets oprindelse og dets kendetegn, og »indirekte«, da den, selv om den angiver produktets oprindelse, ikke er betegnelsen for hverken en region eller et sted.

40. Ved nærmere eftersyn rejser dette spørgsmål to særskilte problemer med hensyn til beskyttelse af betegnelsen »Bud«, det første vedrører fortolkningen af forordning nr. 2081/92, mens det andet til gengæld vedrører fortolkningen af artikel 28 EF og 30 EF, som bør analyseres separat.

a) Beskyttelse af betegnelsen »Bud« i lyset af forordning nr. 2081/92

Formaliteten

41. Allerførst gør den østrigske regering indledningsvis gældende, at dette spørgsmål ikke bør behandles i realiteten, for så vidt det vedrører forordning nr. 2081/92, for det kan på ingen måde udledes af den forelæggende rets kendelse, at de pågældende betegnelser er blevet eller vil kunne blive registreret i medfør af ovennævnte forordning, så spørgsmålet om, hvorvidt de er forenelige med denne ordning, er rent abstrakt og hypotetisk.

42. Lad mig straks sige, at en sådan indvending ikke forekommer mig at være begrundet. Efter min mening anmoder den nationale ret således på ingen måde om en afgørelse om gyldigheden af en (ikke eksisterende) registrering af de omtvistede angivelser i medfør af forordning nr. 2081/92, men derimod om en fortolkning af den pågældende forordning for at afgøre, om den er i strid med det system af oprindelsesangivelser for levnedsmidler, der blev indført med den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat.

43. Under disse omstændigheder mener jeg ikke, at de spørgsmål, som den forelæggende ret har indbragt for Domstolen, er hypotetiske eller abstrakte og dermed heller ikke, at der skulle være grund til at betvivle det foreliggende spørgsmåls antagelighed.

Realiteten

–

Parternes argumenter

44. Med hensyn til realiteten foreslår kun Ammersin, der er sagsøgt i hovedsagen, at spørgsmålet besvares benægtende, for den mener, at forordning nr. 2081/92 er i modstrid med en national ordning som den, der finder anvendelse i dette tilfælde, og som indrømmer en indirekte geografisk betegnelse beskyttelse, der er uafhængig af risiciene for forveksling, og som ikke gør denne beskyttelse afhængig af, at der findes en direkte sammenhæng mellem produktets oprindelse og dets kendetegn.

45. Ammersin gør hovedsageligt gældende, at en absolut beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser i henhold til systemet i forordningen er betinget af, at meget præcise kvalitetsbetingelser overholdes. For det første skal der findes en direkte sammenhæng mellem produktets oprindelse og dets kendetegn (artikel 2). For det andet skal produktet være i overensstemmelse med fastsatte varespecifikationer, og denne overensstemmelse kontrolleres ved hjælp af en streng kontrolprocedure (artikel 4 og 6).

46. Ammersin fremfører, at den ensartede ordning, der således indføres med forordningen, ikke kan eksistere parallelt med en national beskyttelse, der også er absolut, men som er underlagt mindre strenge krav; er dette tilfældet, vil målene med fællesskabsordningen, dvs. fremme af landbrugsprodukternes kvalitet og sikring af lige konkurrencevilkår inden for det fælles marked, blive sat over styr.

47. I øvrigt underbygges en tilsvarende konklusion, stadig ifølge sagsøgte i hovedsagen, af artikel 17 i forordning nr. 2081/92, i henhold til hvilken den nationale beskyttelse af en betegnelse, der er søgt registreret i henhold til forordningen, kun kan bibeholdes, indtil fællesskabsregistreringen er afsluttet.

48. Da der konkret aldrig er blevet søgt om en fællesskabsregistrering af betegnelsen »Bud«, kan denne følgelig ikke længere beskyttes i henhold til den nationale ordning, der blev indført med den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat.

49. Derimod mener ingen af de øvrige intervenienter, at forordning nr. 2081/92 er til hinder for, at den nationale ordning til beskyttelse af de pågældende geografiske betegnelser kan bibeholdes.

50. For det første bestrider Budvar de præmisser, som den forelæggende ret synes at gå ud fra, og præciserer, at betegnelsen »Bud« er en »direkte« geografisk betegnelse, da der er tale om en forkortelse af navnet på den tjekkiske by Budweis, og en »kvalificeret« geografisk betegnelse, da den skal give øllet det verdensomspændende ry, som ølbryggertraditionen i denne by har. Sagsøgeren i hovedsagen fremfører, at forordning nr. 2081/92 under disse omstændigheder ikke er til hinder for, at en kvalificeret geografisk betegnelse i et tredjeland beskyttes af en national ordning.

51. Subsidiært gør Budvar gældende, at ovennævnte forordning, som det præciseres i Domstolens retspraksis, ikke er til hinder for, at en national lovgivning indrømmer en ren geografisk betegnelse »absolut« beskyttelse, der er uafhængig af enhver risiko for forveksling, selv om der ikke findes nogen særlig sammenhæng mellem produktets geografiske oprindelse og dets kendetegn, da en sådan geografisk betegnelse ikke er omfattet af den nævnte forordnings anvendelsesområde (18) .

52. Det argument, som Budvar fremfører subsidiært, deles i hovedsagen af den østrigske regering og Kommissionen, der dog gør det gældende principalt.

53. Den tyske regering mener heller ikke, at forordningen på nogen måde er til hinder for at beskytte betegnelsen »Bud«, uanset om denne betegnes som en ren geografisk betegnelse, eller om der tværtimod er tale om en kvalificeret angivelse. I begge tilfælde er den nemlig udelukket fra forordningens anvendelsesområde; i førstnævnte tilfælde fordi anvendelsesområdet er begrænset til kvalificerede geografiske betegnelser, i det andet tilfælde fordi forordningen udelukkende finder anvendelse på kvalificerede betegnelser på varer fra medlemsstaterne og ikke kan finde anvendelse på betegnelser for produkter fra tredjelande undtagen på de betingelser, der er opstillet i artikel 12, som dog ikke er opfyldt i forbindelserne med Den Tjekkiske Republik.

54. Endelig mener også den franske regering, at dette spørgsmål bør besvares bekræftende. Den gør navnlig gældende, at forordningens artikel 12 udtrykkeligt tillader bibeholdelse af en aftaleordning som den østrigsk-tjekkoslovakiske ordning. Ved at fastlægge en ordning for geografiske angivelser for produkter fra tredjelande beskytter denne bestemmelse nemlig udtrykkeligt internationale aftaler og dermed også den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat samt den særordning, som den omfatter.

–

Vurdering

55. Ved vurderingen af de holdninger, som intervenienterne har givet udtryk for, bemærker jeg først og fremmest, at Budvar har rejst spørgsmålet om kvalificeringen af benævnelsen »Bud« i den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat og bestrider den kvalifikation, som den forelæggende ret har foretaget (jf. punkt 50 ovenfor).

56. Ved nærmere eftersyn kræver en sådan kvalifikation dog en fortolkning af den bestemmelse, hvormed den tilsvarende bestemmelse i den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat blev gennemført i den østrigske retsorden. Men ifølge fast retspraksis gælder det, at »inden for rammerne af det ved EF-traktatens artikel 177 fastsatte retslige samarbejde er [det] de nationale domstole og ikke EF-Domstolen, der fortolker de nationale retsregler« (19) , ligesom det i øvrigt er de nationale domstole og ikke EF-Domstolen, som fortolker bestemmelserne i bilaterale konventioner, »der uden for fællesskabsretten forbinder medlemsstaterne« (20) .

57. Følgelig må det tages i betragtning, at det inden for rammerne af kompetencefordelingen i artikel 234 EF hovedsageligt er de nationale domstole, der foretager kvalifikation af den pågældende betegnelses art på grundlag af den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat, og at det ikke er muligt at indbringe de nationale domstoles fortolkning for EF-Domstolen.

58. Jeg skal derfor her blot bemærke, at den forelæggende ret i henhold til selve det præjudicielle spørgsmåls ordlyd har kvalificeret den pågældende betegnelse som »ren« og »indirekte«; det er på grundlag af disse præmisser, at den pågældende aftaleordnings forenelighed med forordning nr. 2081/92 skal vurderes.

59. Når dette er sagt, må jeg med det samme sige, at det spørgsmål, som den nationale domstol har rejst, efter min mening bør besvares bekræftende, for i modsætning til Ammersin og i overensstemmelse med alle de øvrige intervenienter, hvis argumenter jeg i hovedsagen er enig i, mener jeg ikke, at forordning nr. 2081/92 er til hinder for, at en absolut beskyttelse af en ren betegnelse kan bibeholdes, sådan som det bestemmes i den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat.

60. Jeg minder i øvrigt om, at Domstolen allerede har behandlet dette problem i Warsteiner Brauerei-dommen.

61. Ved denne lejlighed præciserede Domstolen for det første, at forordning nr. 2081/92 i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, litra b), »kun [omfatter] geografiske betegnelser, for hvilke der foreligger en direkte sammenhæng mellem på den ene side produktets nærmere kvalitet, omdømme eller et andet kendetegn og på den anden side dets bestemte geografiske oprindelse« (21) , og følgelig, at »[d]et må lægges til grund, at rent geografiske oprindelsesbetegnelser, for hvilke der – ifølge den forelæggende rets affattelse af spørgsmålet – ikke er nogen sammenhæng mellem produktets kendetegn og dets geografiske oprindelse, ikke er omfattet af denne definition og dermed ikke er beskyttet i henhold til forordning nr. 2081/92« (22) . Herefter konstaterede den, at »[...] intet i forordning nr. 2081/92 [tyder] på, at sådanne geografiske oprindelsesbetegnelser ikke kan være beskyttet i medfør af en medlemsstats nationale lovgivning« (23) , idet den navnlig gjorde gældende, at »det med forordning nr. 2081/92 tilsigtede formål ikke kan bringes i fare som følge af anvendelsen, sideløbende med forordningen, af nationale regler om beskyttelse af geografiske oprindelsesbetegnelser, der ikke er omfattet af forordningens anvendelsesområde« (24) .

62. Efter min mening kan man i disse udtalelser nemt finde svaret på det spørgsmål, som den forelæggende ret har rejst. Jeg konkluderer således, at forordning nr. 2081/92 ikke er til hinder for at anvende en bilateral aftale mellem en medlemsstat og et tredjeland, der indrømmer en absolut beskyttelse af en geografisk betegnelse, som, skønt den ikke er navnet på en region eller et bestemt sted i tredjelandet, betegner en vare, der stammer fra en region eller et bestemt sted i dette land, selv om der ikke findes nogen særlig sammenhæng mellem produktets oprindelse og dets egenskaber.

b) Beskyttelse af betegnelsen »Bud« i lyset af artikel 28 EF og 30 EF

– Parternes argumenter

63. Hvad angår den med den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat indførte ordnings forenelighed med artikel 28 EF og 30 EF er der ingen tvivl om, at beskyttelsen af en geografisk betegnelse i det mindste potentielt udgør en foranstaltning med virkninger, der svarer til en kvantitativ restriktion i betydningen i artikel 28 EF. På grund af de nationale lovgivningers forskelligartethed på dette område kan denne beskyttelse faktisk hindre importen af produkter, der markedsføres lovligt i andre medlemsstater.

64. Det er, når det kommer til muligheden for at retfærdiggøre en sådan foranstaltning, at meningerne er delte. Mens Ammersin udelukker det, skønner de øvrige intervenienter, at aftaleordningen er berettiget.

65. Sagsøgte i hovedsagen udelukker for det første, at den beskyttelse, som den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat indrømmer betegnelsen »Bud«, kan være begrundet i hensynet til beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret i medfør af artikel 30 EF. Denne bestemmelse indfører netop en undtagelse fra princippet om frie varebevægelser; som sådan bør den fortolkes restriktivt og kan ikke udvides til at omfatte andre områder end det, der er nødvendigt for at beskytte det specifikke mål med den pågældende industrielle ejendomsret.

66. Men som det fremgår af Domstolens retspraksis, består det specifikke mål med beskyttelsen af de geografiske betegnelser i at sikre, at anvendelsen af et stednavn er forbeholdt producenter etableret på dette sted, men kun når betegnelsen nyder stor anseelse hos forbrugerne. Ammersin gør gældende, at den pågældende betegnelse ikke er et stednavn, og at den heller ikke nyder stor anseelse hos forbrugerne, hvorfor beskyttelsen ikke er berettiget i medfør af artikel 30 EF.

67. Endvidere kan en absolut beskyttelse af en sådan betegnelse heller ikke retfærdiggøres som en foranstaltning af generel interesse, der har til formål at beskytte forbrugerne. Ifølge Ammersin kan anvendelsen af navnet »American Bud« til øl af ovennævnte årsager ikke på nogen måde vildlede forbrugerne med hensyn til dette øls oprindelse, og det vil navnlig ikke kunne give anledning til at tro, at der skulle være tale om øl fra Budweis/České Budĕjovice.

68. Hvad angår de øvrige intervenienter skal jeg først og fremmest bemærke, at den tvist, der er indbragt for den forelæggende ret, ifølge Budvar ikke henhører under anvendelsesområdet for artikel 28 EF, da det øl, som Ammersin markedsfører, importeres fra et tredjeland, nemlig USA, uden at der findes nogen forbindelse til handelen med varer inden for Fællesskabet.

69. Med hensyn til realiteten mener såvel Budvar som den tyske og den østrigske regering samt Kommissionen, at en medlemsstats beskyttelse af en geografisk betegnelse, som det er tilfældet med »Bud«, skønt den udgør en potentiel hindring for den frie bevægelighed af varer mellem medlemsstaterne, imidlertid er begrundet i hensynet til beskyttelse af den industrielle og kommercielle ejendomsret i medfør af artikel 30 EF.

70. Ovennævnte intervenienter gør netop gældende, at beskyttelse af simple geografiske betegnelser, der er omfattet af internationale, bilaterale aftaler, ifølge Domstolens retspraksis er begrundet i hensynet til beskyttelse af den industrielle og kommercielle ejendomsret i medfør af artikel 30 EF, forudsat at disse betegnelser ikke har fået karakter af artsbetegnelser i oprindelsesstaten (25) , og de således i dette land rent faktisk opfattes som herkomstsangivelser (26) . Det er – som navnlig den tyske regering understreger – op til den forelæggende ret at kontrollere, om disse betingelser konkret er opfyldt.

71. Dernæst har den omstændighed, at »Bud« kan udgøre en »ren« herkomstangivelse, ikke nogen indflydelse på besvarelsen af den nationale domstols spørgsmål. Det specifikke mål med beskyttelsen af en geografisk betegnelse består netop i at forhindre, at producenter, der ikke er etableret i det område, som denne betegnelse henviser til, misbruger betegnelsens faktiske eller endog blot potentielle anseelse til skade for de producenter, der er etableret i dette område. Med henblik herpå kan en direkte forbindelse mellem produktets kvaliteter og dets oprindelse betragtes som en vigtig forudsætning for beskyttelsen.

72. Under alle omstændigheder gør såvel Budvar som den tyske regering subsidiært gældende, at beskyttelsen af den pågældende betegnelse under alle omstændigheder er begrundet i et bydende krav om beskyttelse af forbrugerne mod svig og samtidig om garanti for loyal konkurrence. Hvis den beskyttede betegnelse således, i det mindste i en del af fællesmarkedet, fungerer som herkomstangivelse, vil det kunne medføre en risiko for forveksling ved association, hvis en virksomhed, der ikke er etableret i Budweis, anvender den. Under disse omstændigheder vil et forbud mod salg af varer, der bærer sådanne angivelser, følgelig udgøre en passende og proportional beskyttelsesforanstaltning.

– Vurdering

73. Jeg går nu over til at vurdere de synspunkter, der blev fremsat under retsforhandlingerne, og jeg må først og fremmest understrege, at som det udtrykkeligt fremgår af artikel 23, stk. 2, EF, hvilket Domstolen allerede har haft lejlighed til at bekræfte, anvendes forbuddet mod kvantitative restriktioner af handelen inden for Fællesskabet, der er fastlagt i artikel 28 EF, på varer med oprindelse i medlemsstaterne og på varer, der, skønt de er hidrørende fra tredjelande, frit kan omsættes i en medlemsstat (27) .

74. Men da der her er tale om salg af øl produceret i USA, skal det præciseres, at en national foranstaltning som den, dette præjudicielle spørgsmål vedrører, kun skal undersøges på grundlag af artikel 28 EF, hvis den vedrører import til Østrig af øl, der frit kan omsættes i en anden medlemsstat.

75. Når det er sagt, skal jeg i forbindelse med undersøgelsen af den østrigske foranstaltning minde om, at det fremgår af fast retspraksis, at en national bestemmelse »som direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, kan hindre samhandelen i Fællesskabet, må betragtes som en foranstaltning med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner« i medfør af artikel 28 EF (28) .

76. Men i sagen i hovedsagen er der tale om en medlemsstats, her Republikken Østrigs, indrømmelse af beskyttelse af en geografisk betegnelse i et tredjeland, nemlig Den Tjekkiske Republik, der ikke er omfattet af en ensartet fællesskabsbeskyttelse i medfør af ovennævnte forordning nr. 2081/92.

77. Under disse omstændigheder kan anvendelsen af den østrigske lovgivning, som allerede anført ovenfor, ikke udgøre en hindring for import af det pågældende øl, der markedsføres lovligt i en anden medlemsstat. Men selv med disse begrænsninger er der ingen tvivl om, at den udgør en foranstaltning med en virkning svarende til en kvantitativ restriktion i medfør af artikel 28 EF.

78. Drøftelserne er dog ikke af denne grund afsluttet, da det som bekendt er nødvendigt at undersøge, om foranstaltningen ikke er berettiget i henhold til andre bestemmelser i traktaten, navnlig artikel 30 EF.

79. Her er jeg enig med størstedelen af intervenienterne i, at den pågældende foranstaltning er nødvendig for at beskytte den industrielle og kommercielle ejendomsret, og at den dermed er berettiget i henhold til artikel 30 EF. Jeg mener navnlig, at denne konklusion følger af selve Fællesskabets retspraksis.

80. Domstolen har faktisk allerede i Exportur-dommen undersøgt spørgsmålet, om beskyttelse af rene geografiske betegnelser, der er omfattet af en international bilateral konvention, er forenelige med traktaten (29) .

81. I nævnte sag bemærkede Domstolen, der var blevet bedt om at afgøre, om EF-traktatens artikel 30 og 36 (nu artikel 28 EF og 30 EF) var til hinder for en absolut beskyttelse af rene geografiske betegnelser – for det første, at denne beskyttelse havde til formål »at hindre, at producenterne i en kontraherende stat anvender geografiske betegnelser fra en anden stat og således udnytter det renommé, der er forbundet med produkterne fra de virksomheder i de regioner og områder, som betegnelserne henviser til« (30) , selv om der ikke nødvendigvis er nogen bestemt eller særlig kvalitet forbundet med produktets oprindelse.

82. Under disse omstændigheder fortsatte Domstolen med, at »[e]t sådant formål, der skal sikre redelige konkurrenceforhold, kan også anses for at være omfattet af beskyttelsen af industriel og kommerciel ejendomsret i artikel 36 [i traktaten, nu artikel 30 EF], forudsat at de pågældende betegnelser hverken på tidspunktet for konventionens ikrafttræden eller senere har fået karakter af artsbetegnelser i oprindelsesstaten« (31) .

83. Men der er ingen tvivl om, at den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat forfølger nøjagtigt det samme mål, fordi den har til formål at hindre, at virksomheder, der ikke er etableret i Den Tjekkiske Republik, anvender en tjekkisk geografisk betegnelse til markedsføring af øl, og nærmere bestemt en betegnelse, der henviser til den tjekkiske by Budweis, og dermed udnytter det renommé, som øl fra denne by har.

84. Følgelig forekommer det mig, at det princip, som Domstolen fremhæver i Exportur-dommen, også gælder i denne sag, og at den østrigske foranstaltning bør anses for at være berettiget, fordi den er nødvendig for beskyttelsen af den industrielle og kommercielle ejendomsret i medfør af artikel 30 EF.

85. Jeg foreslår derfor, at Domstolen besvarer dette spørgsmål således, at artikel 28 EF og 30 EF ikke er til hinder for anvendelsen af en bilateral konvention mellem en medlemsstat og et tredjeland, der indrømmer en absolut beskyttelse til en geografisk betegnelse, der, selv om den ikke er navnet på en bestemt region eller et bestemt område i tredjelandet, betegner et produkt med oprindelse i en bestemt region eller et bestemt område i denne stat, selv om der ikke findes nogen særlig sammenhæng mellem produktets oprindelse og dets egenskaber, forudsat at denne betegnelse ikke på tidspunktet for konventionens ikrafttræden eller efterfølgende har fået karakter af en artsbetegnelse i oprindelseslandet.

Det andet spørgsmål

86. Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret i hovedsagen klarlagt, om artikel 28 EF og artikel 30 EF (eller forordning nr. 2081/92) er til hinder for en national foranstaltning, der giver producenter i et tredjeland eneret til anvendelsen af en betegnelse, der efter al sandsynlighed ikke i oprindelseslandet vil skabe en sammenhæng mellem produktet og dets geografiske oprindelse, idet en sådan betegnelse indrømmes en absolut beskyttelse, uafhængigt af enhver risiko for forveksling.

87. Alle intervenienterne mener, at dette spørgsmål bør besvares bekræftende med den begrundelse, at en sådan foranstaltning, såfremt der ikke fandtes nogen forbindelse mellem den pågældende betegnelse og produkternes oprindelsessted, ville udgøre en kvantitativ restriktion i strid med artikel 28 EF, som ikke ville kunne begrundes i hverken artikel 30 EF eller nogen anden bestemmelse.

88. Jeg ser heller ikke nogen anden svarmulighed, da man ikke i dette tilfælde ville kunne gøre begrundelsen om beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret, der er opstillet i artikel 30 EF, gældende, fordi den pågældende betegnelse i realiteten slet ikke ville være omfattet af kategorien af geografiske angivelser.

89. I øvrigt kan denne konklusion ligeledes udledes af Fællesskabets retspraksis.

90. Som jeg netop har fastslået ovenfor (punkt 82), udelukkede Domstolen i Exportur-dommen, at beskyttelsen af geografiske betegnelser kan begrundes i hensynet til beskyttelse af den industrielle ejendomsret, når de pågældende betegnelser har fået karakter af artsbetegnelser (32) , dvs. når den anvendte betegnelse er et navn, der – for at gengive ordlyden i forordning nr. 2081/92 – »selv om det henviser til det sted eller område, hvor landbrugsproduktet eller levnedsmidlet først blev fremstillet eller markedsført, er blevet fællesbetegnelsen for et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel« (33) .

91. Hvis beskyttelsen af en betegnelse, der oprindeligt kunne skabe en forbindelse med produktets oprindelse, men efterfølgende er blevet en artsbetegnelse derfor ikke udgør en beskyttelse af industriel ejendomsret i medfør af artikel 30 EF, er der så meget desto mere grund til at tro, at der er tale om en betegnelse, som aldrig har kunnet skabe en sådan sammenhæng.

92. Man vil heller ikke kunne gøre gældende, at den absolutte beskyttelse af en sådan betegnelse ville være nødvendig på grund af andre tvingende krav af almen interesse, navnlig for at beskytte en loyal konkurrence.

93. Det siger således sig selv, at den pågældende betegnelse ikke, hvis enhver mulighed for at vildlede forbrugerne om produktets oprindelse var fjernet – som i den hypotese, den forelæggende ret har fremsat – end ikke potentielt ville kunne medføre hverken en vildledning af kunderne eller misbrug af et renommé, der per definition ikke findes.

94. Det følger heraf, at en national bestemmelse, der indrømmer producenter etableret i et bestemt område eneret til nævnte betegnelse, under disse omstændigheder på ingen måde er nødvendig for at beskytte loyale kommercielle transaktioner, men snarere fører til, at disse producenter indrømmes en uberettiget fordel i forhold til deres konkurrenter.

95. Når det er sagt, må jeg dog tilslutte mig den holdning, som Budvar samt den tyske og den østrigske regering giver udtryk for, når de anfører, at betegnelsen »Bud« ikke på nogen måde ser ud til at være omfattet af den hypotese, som den forelæggende ret har fremsat i dette spørgsmål, da der helt klart er tale om en forkortelse for byen Budweis.

96. Det forekommer mig faktisk ubestrideligt, at betegnelsen »Bud«, hvis den anvendes i forbindelse med øl, efter al sandsynlighed vil genkalde produktets tjekkiske oprindelse, da det associeres med byen Budweis. Det er tilstrækkeligt at genkalde sig det berømte tjekkiske bryggeris firmanavn for at overbevise sig herom: »Budweiser Budvar«, hvor Budweiser er en bred geografisk (og grammatisk korrekt) betegnelse for byen »Budweis«, og hvor »Budvar« er et ordspil bestående af den første af de to stavelser i bynavnet (Bud) og det tjekkiske suffiks »bryggeri« (var).

97. En sådan bedømmelse er imidlertid blot en vurdering af de faktiske omstændigheder, der således ikke henhører under Domstolens, men under den nationale rets kompetence, og det er op til denne at afgøre, om betegnelsen »Bud« i oprindelseslandet, når den anvendes i forbindelse med øl, efter al sandsynlighed vil genkalde produktets oprindelse ved at associere det med byen Budweis.

98. Følgelig foreslår jeg, at Domstolen som svar på det andet spørgsmål udtaler, at artikel 28 EF og 30 EF er til hinder for en national foranstaltning, der giver producenter etableret i et tredjeland eneret til brugen af en betegnelse, som ikke kan tænkes at skabe en sammenhæng mellem produktet og dets geografiske oprindelse, ved at indrømme en sådan betegnelse en absolut beskyttelse uafhængigt af enhver risiko for forveksling.

Det tredje spørgsmål

a) Parternes argumenter

99. Med det tredje spørgsmål spørger den forelæggende ret, om den ordning, der er omfattet af den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat, er omfattet af artikel 307, første afsnit, EF selv om tiltrædelsen af denne traktat for Østrigs vedkommende først blev offentliggjort i 1997, altså efter Østrigs tiltræden af Fællesskabet.

100. Budvar, den østrigske, den tyske og den franske regering samt Kommissionen mener, at dette spørgsmål bør besvares bekræftende, hvorved de gør gældende, at den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat blev indgået lang tid inden Østrigs tiltræden af Fællesskabet den 1. januar 1995. Ifølge dem er den omstændighed, at forbundskansleren (den østrigske) først i 1997 offentliggjorde, hvilke traktater der var gældende mellem Republikken Østrig og Den Tjekkiske Republik, overhovedet ikke relevant i forbindelse med anvendelsen af artikel 307 EF, da denne meddelelse fra forbundskansleren var rent informativ (34) .

101. Faktisk gør den østrigske og den tyske regering samt Kommissionen gældende, at den almindelige folkeret bestemmer, at stater, der oprettes efter opløsningen af en tidligere stat, automatisk succederer de bilaterale traktater, som denne havde indgået. Navnlig den østrigske regering understreger, at den internationale sædvane, der er skabt på området, er stadfæstet i artikel 34, stk. 1, i Wienerkonventionen af 1978 om statssuccession for så vidt angår traktater, der netop indeholder reglen om automatisk succession (35) .

102. Både Budvar og den franske regering gør dernæst gældende, at den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat ikke blot giver Republikken Østrig en enkel mulighed, men pålægger landet en international forpligtelse til at beskytte de betegnelser, der er omfattet af traktaten. Følgelig er EF-traktatens ikrafttræden for Republikken Østrigs vedkommende i overensstemmelse med artikel 307, stk. 1, EF ikke til hinder for, at der kan anvendes en aftaleordning.

103. Ifølge Ammersin finder artikel 307, stk. 1, EF derimod ikke anvendelse i dette tilfælde, da Østrig fra tidspunktet for sin tiltræden af Fællesskabet ikke længere var bundet af den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat. Nævnte traktat havde således ingen virkninger mellem den 1. januar 1993, hvor den oprindelige kontrahent ophørte med at eksistere, og den 31. juli 1997, hvor Den Tjekkiske Republik tiltrådte traktaten i medfør af ovennævnte erklæring fremsat af forbundskansleren.

104. Ifølge sagsøgte i hovedsagen bestemte den almindelige folkeret ikke på tidspunktet for Tjekkoslovakiets opløsning, at Den Tjekkiske Republik automatisk blev part i den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat. Endvidere var den østrigske praksis i forbindelse med dets internationale forbindelser, før forbundskanslerens fremsættelse af ovennævnte erklæring i 1997, baseret på princippet om at gøre rent bord , dvs. at traktater indgået med en stat ophørte, hvis denne stat blev opløst, og der er ikke her tale om en succession, men om en videreførelse af traktaten mellem den nye stat og den anden oprindelige kontraherende stat (i dette tilfælde Republikken Østrig).

b) Vurdering

105. Jeg vil nu gå over til at vurdere dette spørgsmål, og det forekommer mig indlysende, at det for at kunne besvare den forelæggende rets spørgsmål er nødvendigt at klarlægge, om den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat fra 1976 var gældende i forholdet mellem Republikken Østrig og Den Tjekkiske Republik før Republikken Østrigs tiltræden af Fællesskabet den 1. januar 1995. Det er således kun, hvis dette spørgsmål kan besvares bekræftende, at betingelserne for at anvende artikel 307, stk. 1, EF er til stede, navnlig eksistensen af en konvention indgået inden EF-traktatens ikrafttræden, der tillægger et tredjeland »rettigheder, som det kan kræve overholdt af den pågældende medlemsstat« (36) .

106. Men på grund af omstændighederne i dette tilfælde, navnlig opløsningen af Tjekkoslovakiet den 1. januar 1993, kræver en besvarelse af ovenstående spørgsmål, at det først klarlægges, hvilke regler der i den internationale retsorden gælder for traktater i tilfælde af opløsning af en af de kontraherende parter.

Wienerkonventionen om statssuccession for så vidt angår traktater

107. I denne forbindelse drejer drøftelserne sig, hvilket vi har set ovenfor, om Wienerkonventionen af 1978 om statssuccession for så vidt angår traktater, som nogle parter har gjort gældende og andre har bestridt.

108. Jeg skal først og fremmest bemærke, at ovennævnte konvention først trådte i kraft i 1996 over for et meget begrænset antal stater (17), heriblandt Den Tjekkiske Republik og Den Slovakiske Republik, men ingen af Fællesskabets nuværende medlemsstater. Som et folkeretligt instrument er den ikke bindende for disse lande, heller ikke Republikken Østrig.

109. Men som bekendt udelukker denne konstatering ikke, at bestemmelserne i den pågældende konvention, som i konventioner til kodificering af den almindelige folkeret, kan være bindende endog for stater, der ikke har ratificeret dem. Disse konventioner er netop i vid udstrækning tænkt som en simpel kodificering af den gældende almindelige folkeret af dem, der udarbejder og vedtager dem; og den nævnte konvention er ingen undtagelse (37) . Den omstændighed, at Republikken Østrig ikke har ratificeret teksten, vil således ikke kunne have en afgørende betydning, hvis det påvises, at de bestemmelser i konventionen, der finder anvendelse på denne tvist, blot anerkender allerede eksisterende folkeretlige principper.

110. Det følger heraf, at disse bestemmelsers indhold må analyseres, for at det kan kontrolleres, om de blot er et udtryk for sådanne principper, eller om de indebærer nye elementer på området.

111. Som bekendt skelner konventionen mellem stater, der er et resultat af dekoloniseringen, og som betegnes »nye uafhængige stater« (artikel 24), og andre tilfælde af oprettelse af en ny stat (artikel 34).

112. For de nye uafhængige stater, som har frigjort sig fra koloniherredømmet, indeholder artikel 24 en regel, der tager udgangspunkt i princippet om at gøre rent bord , og som således i princippet udelukker enhver hypotese om automatisk succession for så vidt angår traktater, der tidligere er indgået af kolonimagten (38)

113. I alle andre tilfælde, hvor der oprettes en ny stat, uanset om denne er resultatet af en løsrivelse eller en opløsning af denne stat, indeholder artikel 34 derimod den modsatte regel, der er baseret på princippet om aftaleforpligtelsers kontinuitet, idet den nye stat automatisk succederer de traktater, som den tidligere stat havde indgået (39) .

114. Artikel 34 indeholder kun to undtagelser fra denne regel. Der er ikke tale om succession, når de berørte parter aftaler det, eller hvis det viser sig, at anvendelsen af traktaten på den nye stat »ville være uforenelig med traktatens hensigt og formål eller ville ændre vilkårene for gennemførelse af traktaten væsentligt«.

115. Under disse omstændigheder må jeg først og fremmest fastslå, at princippet i konventionens artikel 34 efter min mening ikke afspejler indholdet i en generel regel i den allerede eksisterende folkeret.

116. Herfor taler for det første det forberedende arbejde til selve konventionen, der foregik i Kommissionen for International Ret under De Forenede Nationer. Jeg minder i denne forbindelse om, at Kommissionens særligt udpegede referent, Sir Humphrey Waldock, på grundlag af analysen af den internationale praksis udledte det modsatte princip af det, der er stadfæstet i artikel 34, nemlig princippet om at gøre rent bord , som udelukker, at oprettelsen af en ny stat på det territorium, der tidligere har tilhørt en anden stat, medfører førstnævntes automatiske succession for så vidt angår sidstnævntes aftaleforbindelser (40) . I tilfælde af opløsning af en union af stater og kun i dette tilfælde blev der derimod foreslået en særlig bestemmelse, der er baseret på princippet om automatisk succession. Det er først i anden omgang – og uden nogen henvisning til praksis – at redaktionsudvalget under Kommissionen for International Ret udvidede reglen om automatisk succession til at gælde alle tilfælde af løsrivelse eller opløsning (41) , som tidligere anført med undtagelse af statssuccession, der er resultatet af dekoloniseringen (jf. konventionens artikel 24).

117. Jeg skal tilføje, at den fremherskende doktrin på tidspunktet for kodificeringen ligeledes udelukkede gyldigheden af princippet om automatisk succession, idet den generelle regel, nemlig princippet om at gøre rent bord , blev foretrukket, skønt med vigtige undtagelser vedrørende særlige kategorier af traktater eller særlige situationer i forbindelse med ændring af overhøjhed (42) .

118. På denne baggrund er det meget tvivlsomt, om princippet i artikel 34 i Wienerkonventionen på tidspunktet for vedtagelsen i 1978 skulle være blevet betragtet som et udtryk for en almindelig anerkendt regel i folkeretten (43) .

119. Man kan heller ikke forestille sig, at indgåelsen af konventionen i sig selv kan være udtryk for, at der er ved at opstå en ny tradition med samme ordlyd. Ses der således bort fra alle andre betragtninger vedrørende sådanne instrumenters art og funktion, taler den meget ringe deltagelse i ovennævnte konvention ligeledes imod en sådan mulighed: Som allerede anført ovenfor har kun 17 stater ratificeret den (44) .

De internationale forbindelser i praksis efter kodificeringen

120. Inden der drages endelige konklusioner, er det imidlertid nødvendigt at analysere praksis efter vedtagelsen af konventionen for at afgøre, om den har bidraget til udviklingen af en sædvane baseret på princippet om automatisk succession.

121. Praksis efter kodificeringen er faktisk meget velunderbygget, da det sidste tiår af det 20. århundrede som bekendt i Europa var kendetegnet ved opsplitningen af de multinationale stater, der opstod efter Første og Anden Verdenskrig. Fra 1991 blev således først Sovjetunionen og dernæst Jugoslavien opsplittet i et stort antal selvstændige stater inden for rammerne af en hovedsageligt fredelig opløsningsproces i førstnævnte tilfælde, mens det i det andet tilfælde ofte skete på en sørgeligt velkendt blodig måde. Dernæst ophørte Tjekkoslovakiet ligeledes med at eksistere den 1. januar 1993, idet den på fredelig vis veg pladsen for to nye stater, der blev oprettet på dens territorium, nemlig Den Tjekkiske Republik og Den Slovakiske Republik.

122. Jeg vil herefter forsøge at udarbejde en oversigt over den praksis, der udviklede sig i kølvandet på de nævnte begivenheder, navnlig i forbindelse med bilaterale traktater. Jeg skal allerførst bemærke, at denne praksis efter min mening vidner om en vigtig ændring i den almindelige folkeret, fordi den giver anledning til at tro, at der siden begyndelsen af 1990’erne er opstået en international sædvane, der bygger på princippet om videreførelse af de internationale aftaleforpligtelser, selv om det er sket med en mindre ufleksibel automatik end den, der fremgår af Wienerkonventionens artikel 34.

De nye staters praksis

–

Den Tjekkiske Republik og Den Slovakiske Republik

123. Allerførst skal det understreges, at de to stater, der opstod efter opløsningen af Tjekkoslovakiet, ved hjælp af generelle principerklæringer tilkendegav, at de havde til hensigt at tiltræde de traktater, som den tidligere stat havde indgået. De to parlamenters højtidelige erklæringer ved selvstændigheden (45) og ovennævnte tjekkiske forfatningslov nr. 4/1993 (46) er helt klare på dette punkt.

124. Praksis efter fremsættelsen af ovennævnte to erklæringer viser i øvrigt, at denne vilje til succession er blevet fulgt op på en sammenhængende måde og i princippet ikke har givet anledning til indvendinger fra de tredjelande, der havde indgået internationale traktater med Tjekkoslovakiet.

–

De republikker, der opstod som følge af opløsningen af Sovjetunionen og Jugoslavien

125. Også størstedelen af de republikker, der opstod som følge af opløsningen af Sovjetunionen og Jugoslavien, har ved hjælp af generelle principerklæringer tilkendegivet, at de agtede at efterfølge de internationale traktatretlige bestemmelser, som de tidligere stater var part i.

126. a) I forbindelse med opløsningen af Sovjetunionen skal der navnlig mindes om Alma Ata-erklæringen af 21. december 1991, hvori de stater, som på daværende tidspunkt var medlemmer af Sammenslutningen af Uafhængige Stater, bekræftede, »at de i overensstemmelse med deres respektive forfatningsprocedurer ville sikre overholdelsen af de internationale forpligtelser, som aftaler indgået af eks-Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker medførte« (47) .

127. Den efterfølgende praksis har i princippet bekræftet den vilje, der kom til udtryk i ovennævnte erklæring, skønt visse stater nogle gange har indtaget en mere forsigtig holdning.

128. Selv om den praksis som generel regel tager udgangspunkt i succession for så vidt angår den tidligere stats internationale forpligtelser, modererer navnlig den praksis, der følges af Aserbajdsjan, Moldova, Turkmenistan og Usbekistan, dette princip ved i hovedsagen at give den nye stat mulighed for ikke at succedere bestemte traktater eller kategorier af traktater (såkaldt fakultativ succession) (48) .

129. b) Til gengæld er praksis i de baltiske lande, Estland, Letland og Litauen uden betydning i forbindelse med denne tvist. Selv om de tre republikker, da de havde (gen-)erhvervet deres selvstændighed i 1991, ikke anså sig for at være bundet af de traktater, som USSR havde indgået, skal denne holdning dog ikke fortolkes som en afvisning af princippet om succession. Det skal derimod ses som et udtryk for disse republikkers ønske om at blive anerkendt som videreførelsen af de baltiske lande, der blev uafhængige af det tsaristiske Rusland i 1918 og annekteret af USSR i 1940, et ønske, som de fleste af de oprindelige kontraherende tredjelande, hvoraf størstedelen aldrig reelt havde anerkendt den sovjetiske annektering i 1940, i øvrigt accepterede.

130. c) Praksis i de stater, der var resultatet af opløsningen af Jugoslavien, er også som en generel regel baseret på princippet om videreførelse af de internationale aftalemæssige forpligtelser.

131. Navnlig Kroatien og Slovenien støttede åbent princippet om succession for så vidt angår de jugoslaviske traktater (49) i forbindelse med deres uafhængighed samtidig med, at også de forsøgte at moderere dette princip for så vidt angik bestemte kategorier af traktater (50) eller i visse tilfælde forsvarede tanken om en fakultativ tiltræden (51) .

–

De kontraherende tredjelandes praksis

132. Praksis i de tredjelande (eller andre parter), der var parter i de aftaler, der er omfattet af statssuccession, giver et vigtigt fingerpeg i retning af en videreførelse af de juridiske forbindelser.

133. Der er først og fremmest tale om stater såsom Tyskland, Nederlandene (52) og uden for Europa USA (53) , der ser ud til uden tøven at tilslutte sig princippet om automatisk succession i forbindelse med løsrivelse og opløsning.

134. Navnlig den tyske regering har udtrykkeligt bekræftet denne holdning i løbet af nærværende præjudicielle retsforhandlinger.

135. Jeg skal dernæst bemærke, at fællesskabsinstitutionernes praksis også er baseret på dette princip, hvilket navnlig protokol nr. 8 til associeringsaftalen mellem Fællesskabet og Den Tjekkiske Republik om Den Tjekkiske Republik som efterfølgerstat, hvad angår brevvekslingerne mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Den Føderative Republik Tjekkoslovakiet om transit og landtransportinfrastruktur (54) , vidner om. Artikel 1 i denne protokol bestemmer således, at »Fællesskabet på den ene side og Den Tjekkiske Republik på den anden side overtager alle rettigheder og forpligtelser for Fællesskabet på den ene side og det tidligere Tjekkoslovakiet på den anden side, som følger af ovennævnte brevveksling« under hensyntagen til, som det fremgår af præamblen, at »Den Tjekkiske Republik erklærede [...], at den ville overtage alle forpligtelser, der fulgte af aftalerne mellem Tjekkoslovakiet og De Europæiske Fællesskaber«, og at »Den Tjekkiske Republik er fra den 1. januar 1993 efterfølgerstat til Tjekkoslovakiet«.

136. Disse betragtninger, der går i retning af en automatisk succession for så vidt angår traktaterne, suppleres af andre staters mere nuancerede praksis.

137. For Den Italienske Republiks vedkommende synes regeringens praksis som en generel regel at tage udgangspunkt i princippet om automatisk succession (55) , mens retspraksis snarere synes at mene, at en bekræftende aftale eller en ensidig erklæring fra den nye stats side er nødvendig i det mindste for bestemte kategorier af traktater såsom udleveringsaftaler (56) .

138. Der skal endvidere mindes om den holdning, som Det Forenede Kongerige har indtaget til Den Tjekkiske Republik og Den Slovakiske Republik. I den skrivelse, hvori den britiske premierminister meddelte den tjekkiske og den slovakiske regering den formelle anerkendelse af de to nye stater, fastslog han, at han var overbevist om, at de tidligere indgåede traktater mellem Det Forenede Kongerige og Tjekkoslovakiet forblev gældende »as appropriate« (afhængigt af det enkelte tilfælde) (57) . Denne præcisering kan ud over den klare anerkendelse af princippet om aftaleforbindelsernes kontinuitet betragtes som et ønske om at bevare en vis manøvremargen i forvaltningen af successionen, der ligger uden for den strenge automatik.

139. Den franske og den schweiziske praksis adskiller sig ligeledes ved at indtage en forsigtig holdning, der samtidig med, at den går ud fra princippet om aftaleforbindelsernes kontinuitet, dog gør den endelige succession afhængig af, at forhandlingerne med den nye stat fører til et positivt resultat, og udelukker dermed enhver form for automatik (58) .

140. Ses der bort fra erklæringerne forekommer det mig i øvrigt ligeledes at være den østrigske praksis, som endog er blevet fortolket på flere måder i nærværende sag (jf. præmis 101 og 103-104 ovenfor).

141. Det kan således udledes af den østrigske OGH’s retspraksis både før og efter Republikken Østrigs tiltræden af Fællesskabet, at afvisning af en automatisk succession – en afvisning, der er et udtryk for Republikken Østrigs traditionelle holdning (59) , og som Ammersin har lagt vægt på – ikke er ensbetydende med en afvisning af princippet om aftaleforpligtelsernes kontinuitet, fordi der ifølge denne retspraksis ikke findes et juridisk tomrum i den periode, hvor forhandlingerne om succession gennemføres, idet Republikken Østrig tværtimod fortsat har anvendt aftalerne (60) .

142. Man kan i øvrigt ikke se bort fra den omstændighed, at den østrigske holdning allerede inden Republikken Østrigs tiltræden af Fællesskabet ikke var så ensidig, som Ammersin hævder. Ved skrivelse af 30. november 1994 til den tjekkiske regering ophævede den østrigske regering – men dog kun for fremtidige forholds vedkommende – en handelstraktat mellem Republikken Østrig og Tjekkoslovakiet (61) .

Det normative princip, der finder anvendelse i denne sag

143. Jeg mener således, at analysen af praksis både i de nye stater og i de kontraherende tredjelande gør det muligt at bekræfte ovenstående holdning (punkt 122), i henhold til hvilken der er opstået en sædvane baseret på princippet om automatisk succession, selv om indholdet af denne er mindre ufleksibelt end den praksis, der fremgår af Wienerkonventionens artikel 34, idet den ikke gælder, hvis en af de to stater, der er berørt af successionen, har givet udtryk for den modsatte hensigt.

144. I nærværende sag er der som bekendt ingen tegn på, at hverken Republikken Østrig eller Den Tjekkiske Republik ønskede at bryde de aftalemæssige forbindelser, der blev indført med den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat af 1976, men der findes en fuldstændig overensstemmelse mellem de tjekkiske erklæringer fra 1992/1993 om succession for så vidt angår de traktater, som Tjekkoslovakiet havde indgået (punkt 19 og 20 ovenfor), der er fuldstændig klare og utvetydige, og den østrigske erklæring indeholdt i forbundskanslerens meddelelse fra 1997.

145. Den omstændighed, at Republikken Østrig først efter sin indtræden af Fællesskabet udtrykkeligt bekræftede, at denne traktat og de dertil knyttede akter fortsat var gældende, kan således ikke efter min mening have nogen som helst indflydelse på anvendelsen af denne traktat og de dertil knyttede akter i medfør af artikel 307, stk. 1, EF.

146. Følgelig foreslår jeg, at Domstolen besvarer det tredje spørgsmål således, at den ordning, der er omhandlet i den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat, er omfattet af artikel 307, stk. 1, EF, og at den dermed har fortrinsret i forhold til bestemmelser, der eventuelt er i modstrid med fællesskabsretten, selv om statssuccessionen for så vidt angår den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat fra østrigsk side først blev offentliggjort i 1997 efter Østrigs indtræden i Fællesskabet.

Det fjerde spørgsmål

147. Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret i hovedsagen oplyst, om artikel 307, stk. 2, EF pålægger en »retsinstans i EF« at fortolke en aftale omfattet af artikel 307, stk. 1, EF i overensstemmelse med den materielle fællesskabsret.

148. Men intervenienterne er ikke egentlig uenige om dette spørgsmål. Bortset fra Kommissionen, der ikke tager stilling til dette spørgsmål, mener alle intervenienterne i hovedsagen, at en international traktat indgået af en medlemsstat før dennes tiltræden af Fællesskabet så vidt muligt skal fortolkes på en sådan måde, at den pågældende medlemsstats fællesskabsforpligtelser overholdes. Dette forudsætter dog, at den pågældende aftalebestemmelse reelt er tvetydig, og at den kan fortolkes på en sådan måde, at samklang med EF-traktaten sikres.

149. Jeg kan fuldt ud tilslutte mig disse bemærkninger.

150. Jeg mener faktisk, at en fortolkning, der er i overensstemmelse med den materielle fællesskabsret, er nødvendig i forbindelse med anvendelsen af en bestemmelse som artikel 307, stk. 2, EF, som på dette område konkretiserer princippet om loyalt samarbejde, der er stadfæstet i artikel 10 EF.

151. Dette princip skal dog være foreneligt med den udtrykkelige bestemmelse i artikel 307, stk. 1, EF, hvori det anerkendes, at de internationale forpligtelser, der følger af konventioner indgået af en medlemsstat inden dens tiltræden af Fællesskabet, indtager en fortrinsstilling.

152. Ved at fortolke bestemmelserne i disse internationale konventioner på en måde, der ligger så tæt som muligt op ad fællesskabsretten, kan den nationale ret følgelig ikke gå uden for de rammer, der er fastlagt i de almindelige folkeretlige regler vedrørende fortolkning af traktater, for ikke at rokke ved den effektive virkning af artikel 307, stk. 1, EF. Fortolkningen af aftalebestemmelsen skal navnlig foretages »loyalt i overensstemmelse med den sædvanlige betydning, der måtte tillægges traktatens udtryk i deres sammenhæng og belyst af dens hensigt og formål«, som det fremgår af artikel 31 i Wienerkonventionen om traktatretten (62) .

153. Kun hvis disse kriterier ikke gør det muligt med sikkerhed at klarlægge aftaletekstens betydning, er der reelt grundlag for at foretage en »overensstemmende fortolkning« i betydningen i artikel 307, stk. 2, EF. I dette tilfælde skal den kontraherende medlemsstat blandt de forskellige mulige fortolkninger give fortrinsstilling til den fortolkning, der er mest i overensstemmelse med dens fællesskabsforpligtelser.

154. Når det er sagt, mener jeg ikke, at det ud fra en generel betragtning er hensigtsmæssigt at tage nærmere stilling til dette spørgsmål, når det skal klarlægges, om den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat kan fortolkes på flere forskellige måder, og hvilken af disse fortolkninger der bør foretrækkes.

155. For at løse dette spørgsmål er det netop nødvendigt at fortolke den regel, hvormed den østrigske retsorden har gennemført den internationale forpligtelse, der følger af den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat. Som jeg allerede har fremført ovenfor (punkt 56), tilkommer det i henhold til fast retspraksis imidlertid ikke Domstolen, men de nationale retter at fortolke de bestemmelser i den nationale ret, der finder anvendelse på tvisten, eller de bilaterale konventioner, der uden for fællesskabsretten forbinder medlemsstaterne.

156. Følgelig foreslår jeg, at Domstolen besvarer det fjerde spørgsmål således, at hvis en aftale indgået af en medlemsstat forud for dennes tiltræden af Fællesskabet, såsom den østrigske tjekkoslovakiske traktat, er tvetydig, og en fortolkning foretaget i medfør af de relevante bestemmelser i den almindelige folkeret giver anledning til flere løsninger, pålægger artikel 307, stk. 2, EF den kontraherende medlemsstat at vælge den løsning, der svarer bedst til dens fællesskabsforpligtelser.

V – Forslag til afgørelse

157. Under hensyntagen til ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de spørgsmål, som Handelsgericht Wien har forelagt den, således:

»1): Rådets forordning (EØF) nr. 2081/92 af 14. juli 1992 om geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler er ikke til hinder for anvendelse af en bilateral aftale mellem en medlemsstat og et tredjeland, der indrømmer en absolut beskyttelse af en geografisk betegnelse, som, skønt den ikke er navnet på en region eller et bestemt sted i tredjelandet, betegner en vare, der stammer fra en region eller et bestemt sted i dette land, selv om der ikke findes nogen særlig sammenhæng mellem produktets oprindelse og dets egenskaber.

2): Artikel 28 EF og 30 EF er ikke til hinder for anvendelsen af en bilateral konvention mellem en medlemsstat og et tredjeland, der indrømmer en absolut beskyttelse af en geografisk betegnelse, der, selv om den ikke er navnet på en bestemt region eller et bestemt område i tredjelandet, betegner et produkt med oprindelse i en bestemt region eller et bestemt område i denne stat, selv om der ikke findes nogen særlig sammenhæng mellem produktets oprindelse og dets egenskaber, forudsat at denne betegnelse ikke på tidspunktet for konventionens ikrafttræden eller efterfølgende har fået karakter af en artsbetegnelse i oprindelseslandet.

3): Artikel 28 EF og 30 EF er til hinder for en national foranstaltning, der giver producenter etableret i et tredjeland eneret til brugen af en betegnelse, som ikke kan tænkes at skabe en sammenhæng mellem produktet og dets geografiske oprindelse, ved at indrømme en sådan betegnelse en absolut beskyttelse uafhængigt af enhver risiko for forveksling.

4): Den ordning, der er omhandlet i traktaten indgået i Wien den 11. juni 1976 mellem Republikken Østrig og Tjekkoslovakiet om beskyttelse af oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og industriprodukter, er omfattet af artikel 307, stk. 1, EF og har fortrinsret i forhold til bestemmelser, der eventuelt er i modstrid med fællesskabsretten, selv om statssuccessionen for så vidt angår den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat fra østrigsk side først blev offentliggjort i 1997 efter Republikken Østrigs indtræden i Fællesskabet.

5): Hvis en aftale indgået af en medlemsstat forud for dennes tiltræden af Fællesskabet, såsom traktaten indgået i Wien den 11. juni 1976 mellem Republikken Østrig og Tjekkoslovakiet om beskyttelse af oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og industriprodukter, er tvetydig, og en fortolkning foretaget i medfør af de relevante bestemmelser i den almindelige folkeret giver anledning til flere løsninger, pålægger artikel 307, stk. 2, EF den kontraherende medlemsstat at vælge den løsning, der svarer bedst til dens fællesskabsforpligtelser.«

1 –: Originalsprog: italiensk.

2 –: EFT L 208, s. 1.

3 –

»1. Uden at internationale aftaler berøres derved, finder denne forordning anvendelse på landbrugsprodukter og levnedsmidler fra et tredjeland, dersom:

– tredjelandet kan give garantier, som er identiske med eller svarer til de i artikel 4 nævnte

– der i tredjelandet findes en kontrolordning svarende til den i artikel 10 nævnte

– tredjelandet er parat til for tilsvarende landbrugsprodukter og levnedsmidler fra Fællesskabet at yde en beskyttelse svarende til den, der findes i Fællesskabet.«

4 –: Aftale om beskyttelse af geografiske betegnelser, oprindelsesbetegnelser og andre betegnelser for landbrugsprodukters og industriprodukters oprindelse, underskrevet i Wien den 11.6.1976 og indeholdende i bilaget en protokol udarbejdet i Wien den 30.11.1977. Teksten blev offentliggjort i BGBl 1981, s. 75.

5 –: BGBl 1981, s. 76.

6 –: Uofficiel oversættelse.

7 –: Uofficiel oversættelse.

8 –: Det tjekkiske nationalråds erklæring til alle parlamenter og nationer i verden, 17.12.1992. Uofficiel oversættelse.

9 –: Uofficiel oversættelse.

10 –: Uofficiel oversættelse.

11 –: Det fuldstændige firmanavn er »Budějovický Budvar, národný podnik, Budweiser Budvar, National Corporation«, hvilket betyder: »bryggeriet Bud fra Budweis, national virksomhed«. Det nuværende bryggeri er resultatet af fusionen mellem »Budweiser Brauberechtigten Bürgerliches Brauhaus«, der blev grundlagt i 1795 i Budweis, og »Český akciový pivovar v č. Budějovicích«, senere kaldet »Budvar Tschechische Aktien-Brauerei«, der blev grundlagt i 1895 også i Budweis. I 1948 blev de to bryggerier som følge af nationaliseringen fusioneret til en enkelt national virksomhed »Jihoteské pivovary«, der i 1966 blev til den nuværende virksomhed.

12 –: Herefter »Budweis«. Byen Budweis, der først lå i Kongeriget Bøhmen og senere i Kejserdømmet Østrig-Ungarn frem til 1918, har siden det 16. århundrede haft en blomstrende ølindustri.

13 –: Siden 1795 har de bryggerier, der senere blev fusioneret i det nuværende bryggeri Budvar, produceret og solgt øl med betegnelserne »Budweis«, »Budweiser Bier« (på tjekkisk »Budĕjovické pivo«, dvs. »øl fra Budweis«), »Budvar« eller »Budbräu« (dvs. »bryggeriet Bud«; på tjekkisk svarer termen »var« til det tyske »Bräu« og angiver, at der er tale om bryggerivirksomhed).

14 –: Dette øl fremstilles af det amerikanske bryggeri Anheuser-Busch, hvis hovedsæde er beliggende i Saint Louis. Siden 1876 har bryggeriet Bavarian Brewery, senere Anheuser-Busch, på det lokale marked solgt øl med benævnelsen »Budweiser« og senere også den forkortede form »Bud«. Det ser ud til, at Anheuser-Busch i 1911 endelig af bryggerierne i Budweis fik tilladelse til at anvende denne benævnelse på ikke-europæiske markeder. Endelig i 1939 fik det af de tjekkiske bryggerier eneret til at anvende benævnelsen »Budweiser« på det amerikanske marked. Men efter Anden Verdenskrig begyndte Anheuser-Busch ligeledes at eksportere sin øl til Europa (for så vidt angår disse oplysninger jf. kendelsen fra den østrigske OGH, nævnt nedenfor i fodnote 16 samt den schweiziske Forbundsdomstols dom af 15.2.1999, BGE 125 III, s. 193).

15 –: Det skal bemærkes, at bryggeriet Budvar rent faktisk har taget skridt til registrering af forskellige mærker, navnlig »Budvar«, »Budweiser«, »Budweiser-Budvar«, »Budweiser Budbräu« og »Bud« i flere lande herunder Østrig.

16 –: OGH, kendelse af 1.2.2000, 4 Ob 13/00s. Teksten findes i Bundeskanzleramt – Rechtsinformationssystem, http://www.ris.bka.gv.at

17 –: Jf. navnlig dom af 5.12.2000, sag C-448/98, Guimont, Sml. I, s. 10663, præmis 22, og af 25.6.2002, sag C-66/00, Bigi, Sml. I, s. 5917, præmis 18 og 19.

18 –: Dom af 7.11.2000, sag C-312/98, Warsteiner Brauerei, Sml. I, s. 9187, præmis 54.

19 –: Jf. i meget klare vendinger dom af 12.10.1993, sag C-37/92, Vanacker og Lesage, Sml. I, s. 4947, præmis 7.

20 –: Jf. dom af 27.11.1973, sag 130/73, Vandeweghe m.fl., Sml. s. 1329, præmis 2.

21 –: Warsteiner Brauerei-dommen, præmis 43. Jf. ligeledes dom af 7.5.1997, forenede sager C-321/94 – C-324/94, Pistre m.fl., Sml. I, s. 2343, præmis 35.

22 –: Warsteiner Brauerei-dommen, præmis 44.

23 –: Samme dom, præmis 45.

24 –: Samme dom, præmis 49.

25 –: Dom af 10.11.1992, sag C-3/91, Exportur, Sml. I, s. 5529, præmis 39, og af 4.3.1999, sag C-87/97, Consorzio per la tutela del formaggio Gorgonzola, Sml. I, s. 1301, præmis 20.

26 –: Exportur-dommen, præmis 28, 37 og 38.

27 –: Jf. navnlig dom af 15.12.1971, forenede sager 51/71-54/71, International Fruit Company m.fl., Sml. 1971, s. 331, org.ref: Rec. s. 1107, præmis 8-10, og af 15.12.1976, sag 41/76, Donckerwolcke og Schou, Sml. s. 1921, præmis 17.

28 –: Jf. dom af 11.7.1974, sag 8/74, Dassonville, Sml. s. 837, præmis 5.

29 –: Da var der tale om konventionen om beskyttelse af oprindelsesbetegnelser, herkomstbetegnelser og betegnelse af bestemte produkter, underskrevet i Madrid den 27.6.1973 mellem Den Franske Republik og den spanske stat.

30 –: Exportur-dommen, præmis 37.

31 –: Samme dom.

32 –: Exportur-dommen, præmis 37.

33 –: Artikel 3 i forordning nr. 2081/92.

34 –: OGH udtalte sig i øvrigt også til fordel for dette synspunkt i ovennævnte kendelse af 1.2.2002 (4 Ob 13/00s) netop i forbindelse med den østrigsk-tjekkoslovakiske traktat, hvis anvendelse anfægtes. Kendelsen er nævnt i punkt 27.

35 –: Der er her tale om konventionen om statssuccession for så vidt angår traktater, underskrevet i Wien den 22.8.1978. Vedrørende konventionen jf. punkt 107 ff. nedenfor. Hvad angår teksten i artikel 34, se punkt 113 nedenfor.

36 –: Jf. navnlig dom af 10.3.1998, forenede sager C-364/95 og C-365/95, T. Port, Sml. I, s. 1023, præmis 61.

37 –: Jeg minder om, at konventionen er resultatet af et udkast til artikler udarbejdet i Kommissionen for International Ret under De Forenede Nationer, som efterfølgende blev færdiggjort af en særlig international konference indkaldt af De Forenede Nationers generalforsamling.

38 –

Artikel 24 har følgende ordlyd:

1. »A bilateral treaty which at the date of a succession of States was in force in respect of the territory to which the succession of States relates is considered as being in force between a newly independent State and the other State party when:

a) they expressly so agree; or

b) by reason of their conduct they are to be considered as having so agreed.«

39 –

Artikel 34 har følgende ordlyd:

1.When a part or parts of the territory of a State separate to form one or more States, whether or not the predecessor State continues to exist:

a) any treaty in force at the date of the succession of States in respect of the entire territory of the predecessor State continues in force in respect of each successor State so formed;

b) any treaty in force at the date of the succession of States in respect only of that part of the territory of the predecessor State which has become a successor State continues in force in respect of that successor State alone

Paragraph 1 does not apply if:

a) the States concerned otherwise agree; or

b) it appears from the treaty or is otherwise established that the application of the treaty in respect of the successor State would be incompatible with the object and purpose of the treaty or would radically change the conditions for its operation.«

40 –: Jf. artikel 21 i forslaget til artikler i »Femte Rapport om Succession for så vidt angår Aftaler af Sir Humphrey Waldock, særlig referent«, Yearbook of the International Law Commission , 1972, bind II, New York, 1974, s. 39 ff.

41 –: Jf. artikel 20 og 21 i udkastet til artikler i »Commission du droit international, 1 191.réunion«, i Yearbook of the International Law Commission , 1972, bind I, New York, 1974, s. 272 ff.

42 –: W.E. Hall: A Treatise on International Law , A.P. Higgins Ed., Oxford, 8th. Ed., 1924 (genoptryk 1979, s. 114 ff.); L. Oppenheim: International Law , A Treatise , H. Lauterpacht Ed., vol. I, London, 8th Ed., 1955, s. 158 ff., særlig s. 167; Akademie der Wissenschaften der UdSSR, Völkerrecht , Hamburg, 1960, s. 122 ff. (selv om dette værk indeholder forskellige regler for tilfælde af revolutionære ændringer, stater, der frigør sig fra koloniherredømme og andre tilfælde), G. Balladore Pallieri: Diritto Internazionale Pubblico , 8. ed., Milano, 1962, s. 224 ff.; D.P. O’Connell: State Succession in Municipal Law and International Law , vol. II, Cambridge, 1967, s. 88 ff. (der imidlertid understreger det særlige tilfælde »udviklingsmæssig uafhængighed«); T. Treves: »La continuità dei trattati e i nuovi Stati indipendenti«, i Communicazioni e Studi , XIII, 1969, s. 303 ff.; O. Udokang: Succession of New States to International Treaties , Dobbs Ferry, N.Y., 1972, s. 412-415; D. Nguyen Quoc: Droit International Public , Paris, 1975, s. 431.

43 –: Se i denne forbindelse M. Sahw: International Law , 4th Ed., Cambridge, 1997, s. 686 ff.; I. Brownlie, Principles of Public International Law , 5th Ed., Oxford, 1998, s. 650 og s. 663; S. Rosenne: »Automatic Treaty Succession«, i J. Klabbers, R. Lefeber: Essays on the Law of Treaties , Haag, 1998, s. 99; K. Doehring: Völkerrecht , Heidelberg, 1999, s. 75; B. Conforti, Diritto Internazionale , Napoli, 2002, s. 118 ff.

44 –: Det tog 18 år [...] og opløsningen af en af de stater, der havde ratificeret den, nemlig eks-Jugoslavien, at samle de 15 ratificeringer, som var nødvendige for, at konventionen kunne træde i kraft. Det var faktisk selve erklæringerne fra de stater, der opstod efter opløsningen, senest Makedonien den 7.10.1996, som hævede antallet af ratificeringer, således at konventionen kunne træde i kraft. Ikke nok med det: Kun 70 af de omkring 160 eksisterende stater var repræsenteret på den diplomatiske konference, der vedtog teksten, og ud af disse 70 stater underskrev kun 20 teksten.

45 –: Vedrørende det tjekkiske nationalråds erklæring, se punkt 20 ovenfor. Vedrørende den tilsvarende erklæring fra det slovakiske nationalråd, se Association de Droit International, »Rapport préliminaire sur la succession d’États en matière de traités«, i The International Law Association, Report of the Sixty-Seventh Conference (Helsinki) , London, 1996, s. 670.

46 –: Jf. punkt 20 ovenfor.

47 –: Uofficiel oversættelse. En engelsk oversættelse findes i ILM 21 (1992), s. 149.

48 –: Jf. Association de Droit International, »Rapport préliminaire sur la succession d’États en matière de traités«, nævnt i fodnote 45, s. 675 og 684; jf. endvidere Långström: »The Dissolution of the Soviet Union in the Light of the 1978 Vienna Convention on Succession of States in Respect of Treaties«, i Eisemann, Koskenniemi, La succession d’États: la codification à l’épreuve des faits , Académie de Droit International de La Haye, Haag, 2000, s. 773.

49 –: Jf. artikel 3 i den slovenske forfatning, der citeres af Koskenniemi: »Report of the Director of Studies of the English-speaking Section of the Centre« i Eisemann, Koskenniemi, nævnt i fodnote 48, s. 73, og Republikken Kroatiens uafhængighedserklæring, citeret af Ortega Terol: »The Bursting of Yugoslavia: An Approach to Practice Regarding State Succession«, i Eisemann, Koskenniemi, nævnt i fodnote 48, s. 906.

50 –: For så vidt angår Kroatien jf. artikel 33 i lov af 26.7.1991 om internationale aftaler, der gør tiltrædelsen af de aftaler, som eks-Jugoslavien havde indgået, betinget af, at de er i overensstemmelse med »den kroatiske forfatning eller retsorden«, rapporteret af Ortega Terol, nævnt i fodnote 49, s. 906. Jf. ligeledes ovennævnte Association de Droit International, »Rapport préliminaire sur la succession d’États en matière de traités«, s. 685.

51 –: For så vidt angår Slovenien jf. ovennævnte Association de Droit International, »Rapport préliminaire sur la succession d’États en matière de traités«, s. 685, og Ortega Terol, nævnt i fodnote 49, s. 905 ff.

52 –: Jf. ovennævnte Association de Droit International, »Rapport préliminaire sur la succession d’États en matière de traités«, s. 689.

53 –: Jf. Dalton: National Treaty Law and Practice: United States, in American Society of International Law, National Treaty Law and Practice (udarbejdet af Leigh, Blakeslee, Ederington), Washington, 1999.

54 –: Europa-aftale om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Tjekkiske Republik på den anden side – Protokol nr. 8 om Den Tjekkiske Republik som efterfølgerstat, hvad angår brevvekslingerne mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Den Føderative Republik Tjekkoslovakiet om transit og landtransportinfrastruktur (EFT L 360 af 31.12.1994, s. 2).

55 –: Som eksempel kan nævnes en udveksling af noter med Den Tjekkiske Republik, gennemført i Prag den 27.10.1997 – 4.2.1998, og som ændrer en aftale af 29.3.1990 mellem Italien og Tjekkoslovakiet om visa (GURI af 15.1.1999, supplement nr. 11) og noten af 24.2.1995, med hvilken Italien for så vidt angik Republikken Makedonien med øjeblikkelig virkning ophævede anvendelsen af en brevveksling mellem Italien og Jugoslavien om anerkendelse af eksamensbeviser og akademiske titler udstedt af universiteter og højere uddannelsesinstitutioner, gennemført i Rom den 18.2.1983 (GURI af 3.5.1995, nr. 101). Det er indlysende, at disse retsakter begge forudsætter, at aftaler, der er blevet ændret eller ophævet, er blevet efterfulgt.

56 –: Jf. Corte d’appello di Roma, 17.10.1980, i Riv. dir. int . 1980, s. 882, Corte d’appello di Torino, 2.7.1993, Riv. dir. int . 1994, s. 197, Corte di cassazione, VI. strafferetlige afdeling, 6.7.1995, nr. 2828, Jadranko, Cass. Pen . 1996, s. 3022, Corte di cassazione, 17.8.1995, Gligic, Cass. Pen . 1996, s. 2629.

57 –: »Jeg kan bekræfte, at vi afhængigt af det enkelte tilfælde anser de gældende traktater, som Det Forenede Kongerige og Den Føderative Republik Tjekkoslovakiet var parter i, fortsat er gældende mellem Det Forenede Kongerige og Den Tjekkiske Republik« [Uofficiel oversættelse]: UKMIL1993, 3. del, I.B.i, i 65 BYIL (1994), s. 586. Min fremhævelse.

58 –

For Frankrigs vedkommende, jf. ovennævnte Association de Droit Internationale, »Rapport préliminaire sur la succession d’États en matière de traités«, s. 688.

For Schweiz’ vedkommende, jf. det meget sigende ordvalg, som Direction de droit international public du Département fédéral des affaires étrangères anvendte i sin meddelelse af 30.3.1992 om succession for så vidt angår aftaler indgået med eks-Jugoslavien og det tidligere Sovjetunionen, hvori der står: »Det kan konstateres, at der vedrørende statssuccession for så vidt angår traktater ikke findes noget universelt anerkendt juridisk princip, ligesom efterfølgerstaten ikke automatisk overtager den tidligere stats rettigheder og forpligtelser. Det skal for hver enkelt traktats vedkommende undersøges, om den nyoprettede stats overtagelse af den tidligere stats rettigheder og forpligtelser svarer til begge de kontraherende parters behov. Denne undersøgelse varer en vis tid, og i denne periode må det ikke af juridiske, men af praktiske grunde forudsættes, at de pågældende traktater fortsat – midlertidigt – finder anvendelse.« Meddelelsen blev offentliggjort i Pratique suisse 1992, 6.1, og er gengivet i Europarådets, State Practice Regarding State Succession and Issues of State Recognition (udarbejdet af Klabbers, Koskenniemi, Ribbelink, Zimmermann), Haag, 1999, s. 321.

59 –: Jf. ovennævnte Association de Droit Internationale, »Rapport préliminaire sur la succession d’États en matière de traités«, s. 685 ff.

60 –: Jf. OGH, 6.10.1993, 7 Ob 573/93; 20.1.1994, 8 Ob 590/93; 11.1.1996, 15 Ob 150/95. Beslutningerne kan ses i Bundeskanzleramt – Rechtsinformationssystem, http://www.ris.bka.gv.at

61 –: Note nr. 11030/94 af 30.11.1994; jf. ovennævnte Association de Droit Internationale, »Rapport préliminaire sur la succession d’États en matière de traités«, s. 686.

62 –: Artikel 31, stk. 1, i konventionen om traktatretten vedtaget i Wien den 23.5.1969.