62001C0082

1. Den 11. juni 1998 vedtog Kommissionen beslutning 98/513/EF om en procedure efter EF-traktatens artikel 86 (IV/35.613 - Alpha Flight Services/Aéroports de Paris) (herefter »den anfægtede beslutning«), hvoraf det fremgår:

»Artikel 1

Aéroports de Paris har overtrådt bestemmelserne i EF-traktatens artikel 86 ved at bruge sin dominerende stilling som forvaltningsorgan for de parisiske lufthavne til at pålægge leverandører og brugere af ground handling tjenester eller egen-handling vedrørende catering (herunder ombordbringning og fjernelse af mad- og drikkevarer i fly), rengøring af fly og fragthåndtering, diskriminerende omsætningsafgifter i de parisiske lufthavne Orly og Roissy-Charles de Gaulle.

Artikel 2

Aéroports de Paris skal bringe den i artikel 1 nævnte overtrædelse til ophør og tilbyde de implicerede ground handling-leverandører en ikke-diskriminerende afgiftsordning inden udløbet af en frist på to måneder fra denne beslutnings meddelelse.«

2. Aéroports de Paris (herefter »ADP« eller »appellanten«) anlagde sag ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans med påstand om annullation af denne beslutning. Da Kommissionen blev frifundet i denne sag, iværksatte ADP appel mod Rettens (tredje afdeling) dom af 12. december 2000, Aéroports de Paris mod Kommissionen .

3. Appellanten har principalt nedlagt påstand om annullation af ovennævnte dom og af den anfægtede beslutning og om, at Kommissionen tilpligtes at betale alle appellantens omkostninger i forbindelse med sagen for Retten og i tilknytning til denne appel. Appellanten har endvidere nedlagt påstand om, at selskabet Alpha Flight Services (herefter »AFS«), intervenient i første instans, såfremt det indgiver et processkrift under nærværende appel, tilpligtes dels at bære sine egne omkostninger, dels at afholde ADP's omkostninger i forbindelse med denne nye intervention.

4. Kommissionen fremsatte i første omgang en formalitetsindsigelse mod denne påstand med den begrundelse, at AFS endnu ikke på dette tidspunkt var interveneret i sagen for Domstolen. Da AFS intervenerede efter, at Kommissionen havde indgivet sit svarskrift, frafaldt denne sin formalitetsindsigelse.

5. Derimod bestrider Kommissionen, at appellen kan antages til realitetsbehandling. Kommissionens argumentation bør analyseres, før tvistens realitet undersøges.

6. I appellen henviser ADP flere gange til sagsakter, som ikke er vedlagt appelskriftet, men som var vedlagt stævningen indgivet til Retten.

7. Kommissionen mener derfor, at appellanten har tilsidesat artikel 112 i Domstolens procesreglement. Heri fastsættes de betingelser, appelskriftet skal opfylde, og der henvises navnlig til procesreglementets artikel 37, stk. 2, andet afsnit, hvori det bestemmes, at alle processkrifter skal »være vedlagt alle de heri nævnte bilag«.

8. Kommissionen baserer sig endvidere på artikel 37, stk. 4, i Domstolens procesreglement, hvori det bestemmes, at alle processkrifter skal være vedlagt »de påberåbte dokumenter samt en fortegnelse over disse«.

9. I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at sagsøgeren i sin appel henviser til en række sagsakter, som ikke var vedlagt appellen. Kommissionen bestrider dog ikke det faktum, at de pågældende sagsakter var vedlagt stævningen indgivet til Retten, og at den derfor havde kendskab til disse.

10. Kommissionen hævder imidlertid, at selv om dette ikke, som appellanten har gjort gældende, går ud over dens muligheder for at forsvare sig, så forhindrer det den ikke i at gøre gældende, at appellen ikke kan antages til realitetsbehandling.

11. I denne forbindelse fremfører appellanten, at det fremgår af dommen i sagen Tremblay m.fl. mod Kommissionen , at overtrædelsen af artikel 112 i Domstolens procesreglement skal have medført tab for den part, som påberåber sig den. Kommissionen mener imidlertid ikke, at denne sag er relevant i forbindelse med nærværende tvist, fordi de mangler, der var tale om i sagen, er mindre alvorlige end i den foreliggende sag.

12. Kommissionen har gjort gældende, at en af disse mangler bestod i, at appelskriftet i strid med bestemmelserne i artikel 112, stk. 1, litra b), i Domstolens procesreglement ikke indeholdt en angivelse af de andre parter i retsforhandlingerne. Den anden mangel bestod i, at appellanten i strid med stk. 2 i nævnte artikel havde undladt at angive den dato, på hvilken den appellerede dom blev forkyndt for parterne. En sådan mangel kan heller ikke anses for at være alvorlig, da det er nemt at finde frem til denne dato.

13. Efter Kommissionens mening kan en manglende fremsendelse af de dokumenter, der er anført til støtte for appellen, ikke sidestilles med disse formaliteter. Bilagene til appellen offentliggøres således ikke i modsætning til de oplysninger, der er omhandlet i artikel 112, stk. 1, litra b), og artikel 112, stk. 2, i Domstolens procesreglement.

14. Jeg er ikke enig i denne vurdering.

15. For det første forekommer de mangler, der behandles i ovennævnte dom i sagen Tremblay m.fl. mod Kommissionen, mig ikke nødvendigvis at være så uvæsentlige, som Kommissionen angiver. Således gør angivelse af datoen for forkyndelse af den appellerede dom det lettere for alle de interesserede parter hurtigt at kontrollere, at appelfristen er overholdt.

16. For det andet skal det i det foreliggende tilfælde understreges, at parterne i sagen, herunder intervenienterne, havde kendskab til alle de sagsakter, der ikke var vedlagt appellen, da de var vedlagt stævningen i første instans. Det må endvidere konstateres, at disse sagsakter ikke er så vigtige, at deres manglende fremlæggelse kunne forhindre en medlemsstat, der skulle træffe beslutning om en eventuel intervention i sagen for Domstolen i henhold til artikel 49, stk. 3, i EF-statutten for Domstolen, i at foretage en korrekt vurdering af tvistens forskellige elementer. Heraf følger, at det i dette tilfælde ville være svært at hævde, at det faktum, at de nævnte sagsakter ikke var vedlagt appellen, skulle have haft nogen som helst praktisk betydning.

17. Jeg kan derfor ikke, som Kommissionen, konkludere, at det princip, der blev fastslået i dommen i sagen Tremblay m. fl. mod Kommissionen, og i henhold til hvilket de påståede mangler skal have medført tab for den part, der påberåber sig dem, før det kan fastslås, at sagen ikke kan antages til realitetsbehandling, ikke finder anvendelse i dette tilfælde.

18. Jeg er derimod enig med appellanten i, at denne dom underbygger den påstand, at mangler, der, som i dette tilfælde, ikke på nogen måde berører de øvrige parters rettigheder, ikke kan føre til afvisning af appellen.

19. Dette bekræftes endvidere i endnu højere grad i dommen i sagen Coopératives agricoles de céréales mod Kommissionen og Rådet, som Kommissionen selv nævner . I denne sag fastslog Domstolen således, at den manglende fremlæggelse af visse dokumenter havde hæmmet Kommissionens tilrettelæggelse af sit forsvar. Til trods for denne konstatering udledte den ikke heraf, at søgsmålet skulle afvises.

20. Det må endvidere konstateres, at Kommissionens påstand ikke støttes af bestemmelserne om den skriftlige procedure i Domstolens procesreglement.

21. Disse indeholder således ingen sanktionsmuligheder for manglende overholdelse af bestemmelserne det nævnte procesreglements artikel 37, som Kommissionen har henvist til. Sidstnævnte bestrider ikke dette, men udleder, at sanktionen bør bestå i en afvisning af appellen, da overholdelse af denne artikel ellers ikke vil være sikret.

22. Det er dog utænkeligt, at en så alvorlig sanktion ikke skulle være udtrykkelig nævnt i Domstolens procesreglement. Det forholder sig navnlig sådan, idet procesreglementets artikel 38, stk. 7, giver mulighed for at afvise en stævning, hvis der er sket tilsidesættelse af stk. 3-6 i samme artikel. Der er således intet til hinder for, at der i procesreglementet kunne have være medtaget en tilsvarende bestemmelse i artikel 37.

23. Endvidere kan der i henhold til det nævnte reglements artikel 38, stk. 7, først træffes afgørelse om afvisning, når den berørte part har undladt at berigtige stævningen inden for en rimelig frist, og denne afvisning er endvidere ikke automatisk. I henhold til denne bestemmelse træffer Domstolen således afgørelse om, »hvorvidt undladelsen af at overholde disse formforskrifter skal medføre, at sagen afvises«.

24. Det er derfor usandsynligt, at Domstolens procesreglement, der for så alvorlige fejl som f.eks. manglende dokumentation for, at en advokat har beskikkelse i en medlemsstat, hvilket krav fremgår af artikel 38, stk. 3, først i sidste instans åbner mulighed for afvisning af sagen, skal læses således, at en manglende overholdelse af artikel 37, der hører under det samme kapitel som artikel 38, skal sanktioneres med en automatisk afvisning, der ikke kan berigtiges og ydermere er underforstået.

25. Ud over den manglende sandsynlighed ville en sådan fortolkning være overdrevent formel og stride mod procesøkonomiske hensyn.

26. Den parallel, som Kommissionen forsøger at skabe til kendelsen i sagen Lopes mod Domstolen , er ikke mere overbevisende. Afvisningen i denne sag skyldes således ikke udelukkende overtrædelsen af procesreglementets artikel 37, men især overtrædelsen af artikel 17, stk. 2, i EF-statutten for Domstolen, i henhold til hvilken en part skal repræsenteres af en advokat, selv om sagsøger selv er advokat med beskikkelse til at føre sager ved en national domstol. Det var hr. Lopes' afslag på at benytte en anden advokat, der indebar en tilsidesættelse af nævnte statut og førte til en afvisning af hans appel. Det forhold, at han ikke kunne indgive et appelskrift, der var underskrevet af hans repræsentant, var rent formelt blot en uundgåelig følge af dette afslag og ikke den egentlige årsag til, at hans appel blev afvist.

27. Det følger af ovenstående, at den af Kommissionen rejste formalitetsindsigelse skal forkastes, og at realiteten herefter skal behandles.

Det første anbringende, tilsidesættelse af forordning nr. 17 og nr. 3975/87

28. I forbindelse med dette anbringende, der er rettet mod den appellerede doms præmis 34-52, har appellanten gjort gældende, at Retten, da den afviste appellantens påstand om, at denne sag er omfattet af forordning nr. 3975/87 og ikke af forordning nr. 17 , tilsidesatte de nævnte forordninger.

29. ADP henviser til dommen i sagen Kommissionen mod UIC , hvor Domstolen i præmis 44 udtalte, at »[d]et nemlig [er] hele transportsektoren, der er blevet undtaget fra anvendelsen af sidstnævnte forordning ved forordning nr. 141 , der senere er blevet afløst af de tre forordninger for de særskilte sektorer, som udgøres af transport ad landjorden, ad søvejen og ad luftvejen«.

30. Forordning nr. 3975/87, der erstattede forordning 141, skal altså fortolkes således, at den finder anvendelse på hele transportsektoren. Den foreliggende sag henhører ubestrideligt under denne sektor.

31. Denne fortolkning af dommen i sagen Kommissionen mod UIC er imidlertid ikke overbevisende.

32. I denne forbindelse skal det for det første bemærkes, at præmis 44 i denne dom vedrører Domstolens behandling af spørgsmålet om, hvorvidt klausuler om rejsebureauers salg af transportydelser med det formål at favorisere jernbanetransport henhørte under forordning nr. 17 eller en særskilt sektorbaseret forordning, nemlig forordning (EØF) nr. 1017/68 .

33. I denne forbindelse mindede Domstolen om, at sidstnævnte forordning, som i øvrigt forordning nr. 141, fandt anvendelse på en række aftaler, »som har til formål eller følge at fastsætte befordringspriser og -vilkår, begrænsning af eller kontrol med udbuddet af transportydelser, opdeling af transportmarkederne«. Den vurderede altså, at de omtvistede klausuler henhørte under anvendelsesområdet for den sektorbaserede forordning og ikke under anvendelsesområdet for den generelle forordning.

34. Det fremgår således klart, at problemet i denne sag omhandlede de detaljerede regler om salg af transportydelser. Spørgsmålet om forbindelsen med udførelsen af de nævnte ydelser var således ikke det samme som i den foreliggende sag, hvor det, selv om man accepterede appellantens påstand om, at dennes aktivitet henhører under transportsektoren, ikke kan anses for at vedrøre de detaljerede regler om salg af lufttransportydelser.

35. For det andet skal det fremføres, at Domstolen i samme doms præmis 29 bemærkede, at »Retten i den anfægtede dom med rette [har] lagt til grund, at tvisten vedrører fortolkningen af forordning nr. 1017/68 og ikke fortolkningen af forordning nr. 141«. Det er derfor tvivlsomt, om Domstolen med denne dom har haft til hensigt at tage stilling til fortolkningen af forordning nr. 141.

36. Endvidere er appellantens argumentation ensbetydende med, at det hævdes, at Domstolen havde fortolket denne forordnings anvendelsesområde udvidende.

37. Antagelsen om, at Domstolen skulle have haft til hensigt at foretage en sådan fortolkning er imidlertid så meget mere usandsynlig som bestemmelserne i nævnte forordning utvetydigt fastslår, at den er lex specialis i forhold til forordning nr. 17.

38. Det bestemmes således i tredje betragtning til forordning nr. 141, som Retten har citeret, at »transportspørgsmålenes særlige karakter kun berettiger ikke-anvendelse af forordning nr. 17 på aftaler, vedtagelser og samordnet praksis, som direkte vedrører transportydelser« . Dette bekræftes af artikel 1 i forordning nr. 141, som kun udelukker anvendelsen af forordning nr. 17 på aftaler, som har »til formål eller følge at fastsætte befordringspriser og -vilkår, begrænsning af eller kontrol med udbudet af transportydelser, opdeling af transportmarkederne«.

39. Det var således med rette, at Retten forkastede appellantens argumentation, der var baseret på dommen i sagen Kommissionen mod UIC.

40. I forbindelse med dette anbringende har ADP endvidere fremført, at Retten begik en retlig fejl, da den analyserede selve forordning nr. 3975/87.

41. Appellanten har gjort gældende, at Retten fejlagtigt har tillagt forordningens titel, »fremgangsmåden ved anvendelse af konkurrencereglerne på virksomheder i luftfartssektoren«, betydning. ADP mener således ikke, at der kan drages slutninger på grundlag af denne terminologi og understreger, at der i den engelske udgave af nævnte forordning anvendes udtrykket »undertakings in the air transport sector«, hvilket langt tydeligere angiver, at den finder anvendelse på alle virksomheder inden for lufttransportsektoren og ikke kun på egentlige transportvirksomheder.

42. Kommissionen understreger dog med rette, at det i tilfælde af afvigelser mellem de forskellige sproglige versioner af en forordning fremgår af Domstolens retspraksis, at der skal lægges vægt på den almindelige opbygning af og formålet med de pågældende bestemmelser . Det var det, Retten gjorde, da den navnlig analyserede artikel 1 i forordning nr. 3975/87 og artikel 4a i nævnte forordning, som blev indført ved Rådets forordning (EØF) nr. 1284/91 af 14. maj 1991 .

43. I denne forbindelse har ADP gjort gældende, at Retten foretog en forkert bedømmelse af artikel 1, stk. 2, i nævnte forordning, hvori fastslås, at »forordningen [kun] finder anvendelse på international luftfart mellem Fællesskabets lufthavne«, og heraf udledte, at den kun fandt anvendelse på lufttransport i egentlig forstand.

44. Efter appellantens mening har udtrykket »kun« udelukkende tilknytning til »mellem Fællesskabets lufthavne«, og formålet er at udelukke transport til og fra lufthavne uden for Fællesskabet.

45. Det skal imidlertid bemærkes, at denne bestemmelse skal læses i sammenhæng med artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 3975/87, som den supplerer. Denne bestemmer, at »i forordningen fastlægges de nærmere retningslinjer for anvendelsen af traktatens artikel 85 og 86 på lufttransport«. Som Retten konstaterede, kan det ubestrideligt udledes heraf, at forordningens anvendelsesområde omfatter virksomhed, der består i levering af sådanne ydelser, og ikke virksomhed, der udøves af enheder, der, som appellanten, udbyder deres tjenester til virksomheder, som selv udbyder deres ground handling-ydelser til luftfartsselskaberne.

46. I modsætning til, hvad appellanten har anført, bekræftes denne konklusion af artikel 4a i nævnte forordning, hvilken bestemmelse Retten ligeledes har henvist til. Denne bestemmelse omhandler kun praksis, der »direkte kan true en luftrutes eksistens«.

47. Appellanten har gjort gældende, at denne bestemmelse taler til fordel for anvendelse af forordning nr. 3975/87 på hele lufttransportsektoren. Men det er indlysende, at en sådan praksis vil kunne udføres af andre virksomheder inden for transportsektoren end transportvirksomhederne selv.

48. Ikke desto mindre må en sådan praksis have en tilstrækkelig tæt forbindelse til en lufttransportydelse for at kunne true den direkte. Men det er ikke blevet hævdet, at dette skulle være tilfældet med aktiviteterne i den foreliggende sag, der som bekendt vedrører tilrettelæggelse af ground handling-virksomheders adgang til lufthavnens infrastruktur.

49. Det eksempel, som appellanten nævner i denne forbindelse, er i øvrigt særligt afslørende, da det vedrører en lufthavns afslag på at lade en luftfartsvirksomhed benytte lufthavnen. Men i den foreliggende sag er der netop ikke tale om forbindelserne mellem luftfartsselskaberne og lufthavnens forvaltningsorganer. Den påståede misbrug vedrører således forbindelserne mellem sidstnævnte og leverandører af ground handling-ydelser, der er leverandører til luftfartsselskaberne.

50. Endelig er det med urette, at appellanten anser Rettens henvisning til første betragtning til forordning (EØF) nr. 3976/87 , hvoraf det fremgår, at forordning nr. 17 finder anvendelse på andre aftaler end dem, der »umiddelbart angår lufttransportydelser«, for at være helt uden betydning.

51. ADP understreger i denne forbindelse, at det er en anden forordning, nemlig forordning nr. 3975/87, der er omhandlet i den foreliggende sag. Endvidere omhandler forordning nr. 3976/87 kun aftaler, mens der i den foreliggende sag er tale om et påstået misbrug af dominerende stilling.

52. Men som Kommissionen fremfører, blev de to forordninger vedtaget samtidigt, og de vedrører det samme emne, nemlig anvendelse af konkurrencereglerne på lufttransportydelser.

53. Endvidere er der ingen grund til at antage, at det saglige anvendelsesområde for forordning nr. 17 er forskelligt, alt efter om der er tale om en aftale eller om misbrug af dominerende stilling.

54. Det var således med rette, at Retten vurderede, at der var tale om en yderligere indikation af, at forordning nr. 17 finder anvendelse på al anden virksomhed end den, der umiddelbart angår lufttransportydelser.

55. Det fremgår af denne konklusion, at begrebet »transportydelser« i modsætning til, hvad appellanten hævder, ikke skal fortolkes således, at enhver virksomhed med tilknytning til lufttransportsektoren henhører under anvendelsesområdet for denne forordning og derfor ikke under anvendelsesområdet for forordning nr. 17.

56. Det var derfor med rette, at Retten fandt, at appellantens virksomhed ikke udgjorde lufttransportydelser i forordning nr. 3975/87's forstand med den begrundelse, at ADP ikke varetager lufttransportydelser og derfor ikke er en lufttransportvirksomhed.

57. Det faktum, at ADP's virksomhed, som ADP selv kraftigt understreger, uomtvisteligt henhører under lufttransportsektoren, er således i henhold til den fortolkning, som Retten efter min mening med rette har givet forordningen, ikke tilstrækkelig til, at disse aktiviteter kan betragtes som »transportydelser« i forordning nr. 3975/87's forstand.

58. Appellanten har ligeledes forgæves forsøgt at basere sig på direktiv 96/67/EF ved dels at gøre gældende, at Kommissionen i sit forslag mindede om, at ground handling udgør en integrerende del af lufttransportsystemet, dels at Regionsudvalget i sin udtalelse havde understreget, at »lufthavnene og ground handling-ydelser udgør en integrerende del af lufttransportmarkedet«. Da Rådet ikke tilsluttede sig Kommissionens bemærkning, har Retten med rette kunnet tolke dette valg som en yderligere tilkendegivelse af, at der skal skelnes mellem ground handling-ydelser og lufttransportydelser, og at det er umuligt at sidestille de to ydelser.

59. Endvidere er det under alle omstændigheder ubestridt, at appellanten ikke tilbyder ground handling-ydelser, hvilket Retten i øvrigt korrekt bemærkede.

60. Lad mig til slut understrege, at der - i modsætning til, hvad appellanten hævder - ikke findes nogen modsigelse mellem Rettens konstatering i den appellerede doms præmis 49, i henhold til hvilken ADP's praksis kun havde visse indirekte virkninger på lufttransportmarkedet, og Kommissionens påstand i punkt 125 i begrundelsen for den omtvistede beslutning, i henhold til hvilken de omtvistede afgifter »medfører [...] konkurrencebegrænsende virkninger på markedet for lufttransporttjenester«.

61. Det fremgår således af en gennemgang af de to tekster, at Retten og Kommissionen beskriver det samme fænomen, nemlig det faktum, at transportvirksomhederne ikke berøres direkte af afgiftsbeløbet, men kun i den udstrækning, dette berører ground handling-virksomhedens omkostninger og dermed de priser, som denne tilbyder transportvirksomheden.

62. Det fremgår af ovenstående, at dette anbringende må forkastes.

Det andet anbringende, Rettens tilsidesættelse af begrundelsespligten

63. ADP gør gældende, at Retten tilsidesatte sin begrundelsespligt på grund af en selvmodsigelse i dens ræsonnement. Dels konstaterede den, at Kommissionens beslutning ikke pålægger ens afgifter på egen-handling og handling for andre, dels fastslog den, at ADP leverede de samme ydelser i de to tilfælde, hvilket ifølge ADP nødvendigvis udelukkede muligheden for forskelsbehandling.

64. Kommissionen har gjort gældende, at dette anbringende ikke kan antages til realitetsbehandling, da det blot er en gentagelse af det andet og tredje anbringende, der blev fremført for Retten. Derfor bør dette anbringende i overensstemmelse med Domstolens retspraksis afvises.

65. Appellanten er ikke enig i denne fortolkning af retspraksis. Selskabet mener således, at det kun er en ordret gentagelse af et anbringende, der allerede er blevet fremsat for Retten, der vil føre til en afvisning heraf.

66. Uden at det er nødvendigt at udtale sig om dette spørgsmål, må det konstateres, at Kommissionens argumentation ikke kan accepteres i det konkrete tilfælde.

67. Det fremgår af Domstolens faste praksis, herunder ovennævnte kendelse i sagen Kupka Floridi mod Det Økonomiske og Sociale Udvalg, at et appelskrift »nøje skal angive, hvilke forhold der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særlig støtter denne påstand« .

68. Dette er tilfældet i den foreliggende sag. Appellanten angiver således præcist, hvilke præmisser kritikken koncentrerer sig omkring, nemlig dels præmis 62, 66 og 67, dels præmis 206. Der gøres ligeledes rede for de særlige argumenter, der knytter sig til præmisserne, idet appellanten forklarer, at disse præmisser efter dennes mening afslører en selvmodsigelse i Rettens ræsonnement.

69. Jeg mener derfor, at dette anbringende kan antages til realitetsbehandling.

70. Med hensyn til realiteten må det konstateres, at appellanten fejlagtigt ser en selvmodsigelse i Rettens ræsonnement.

71. Det faktum, at det fastslås, at afgifterne skal fastsættes på en måde, der ikke indebærer forskelsbehandling, er således ikke ensbetydende med, at afgifterne skal være ens for alle. Forbuddet mod forskelsbehandling kræver blot, at eventuelle forskelle mellem afgifterne er objektivt begrundede.

72. Retten accepterede Kommissionens påstand om, at afgifterne skulle fastsættes på en ikke-diskriminerende måde. Den fastslog, at der findes forskelle. Den undersøgte derfor meget logisk, om der var blevet fremført en begrundelse, som kunne fjerne anklagen om forskelsbehandling.

73. I dette tilfælde konstaterede den, at der ikke var fremført en sådan begrundelse, navnlig i betragtning af, at de tjenester, som blev tilbudt af de to kategorier af tjenesteydere, var de samme. Naturligvis betyder det faktum, at forskellene i det konkrete tilfælde ikke var begrundede, ikke, at de ikke kunne være det i et andet tilfælde, og at afgifterne altid skal være de samme. Lad mig i denne forbindelse minde om, at det ikke kun fremgår af selve begrebet ikke-diskriminering, at ens situationer skal behandles ens, mens også, at forskellige situationer ikke skal behandles ens, naturligvis når der er tale om objektivt relevante forskelle.

74. Det følger heraf, at Rettens ræsonnement i dette spørgsmål er en simpel anvendelse af princippet om ikke-diskrimination og ikke indebærer den selvmodsigelse, som appellanten hævder.

75. Dette anbringende må derfor forkastes.

Det tredje anbringende, Rettens tilsidesættelse af kontradiktionsretten

76. ADP har ved Retten bestridt, at dens virksomhed kan betegnes som »aktivitet udført af en virksomhed« i traktatens forstand, og lagde vægten på et tilfælde med en leverandør af ground handling-ydelser, HRS, som ifølge ADP udøver sin virksomhed uden for lufthavnsområdet uden at betale afgifter til ADP.

77. Appellanten har kritiseret Retten for, at den i den appellerede doms præmis 126 anfører, at »[d]er burde derfor også skulle betales den omsætningsbaserede afgift af HRS' virksomhed, og det forhold, at dette ikke er tilfældet, udgør ganske enkelt yderligere en forskelsbehandling, som ganske vist ikke udtrykkeligt er omhandlet i den anfægtede beslutning [...]«.

78. Ifølge ADP har Retten derved fastslået, at ADP har gjort sig skyldig i en tilsidesættelse af konkurrenceretten, hvilket er sket uden for og i strid med fællesskabsrettens procedureregler for at fastslå, at der foreligger en sådan tilsidesættelse. ADP understreger, at selskabet ikke på noget tidspunkt forud for afsigelsen af den appellerede dom havde haft mulighed for at forsvare sig mod et sådant anklagepunkt, som ikke var medtaget i meddelelsen af klagepunkter eller i den anfægtede beslutning.

79. Det skal imidlertid bemærkes, at en gennemgang af præmis 126 i sin helhed afslører, som Kommissionen i øvrigt har understreget, at denne udtalelse fra Retten er medtaget for fuldstændighedens skyld.

80. I den appellerede doms præmis 120-125 påviste Retten, at ADP's virksomhed var af økonomisk art. Præmis 126 tilføjer blot, at denne konstatering ikke berøres af HRS' situation, som appellanten har beskrevet.

81. Retten antog, og blev på dette punkt ikke modsagt af ADP, at HRS under alle omstændigheder skulle bruge lufthavnsanlæggene, eftersom ground handling i sagens natur foregår i lufthavnen. Den udledte logisk nok heraf, at HRS ligeledes burde betale en kommerciel afgift, og at en redegørelse for dette selskabs situation ikke kunne påvirke de konklusioner, som Retten i øvrigt var nået frem til med hensyn til arten af den omtvistede kommercielle afgift eller de tjenester, som den var vederlag for.

82. Det vigtigste i den appellerede doms præmis 126 er således Rettens konklusion, hvorefter det af appellanten fremførte eksempel ikke ændrer ved dens ræsonnement vedrørende ADP's aktiviteter. At dette eksempel i øvrigt afslører en forskelsbehandling, som Kommissionen ikke har henvist til, konstateres blot forbigående af Retten.

83. Endvidere tilføjer jeg under alle omstændigheder, at dette anbringende ikke på nogen måde er begrundet. Det er således ikke op til Retten af egen drift at konstatere, at der er tale om overtrædelser. Dette ansvar påhviler Kommissionen, som udøver det i henhold til en procedure, der sikrer overholdelse af retten til kontradiktion.

84. Det følger heraf, at en konstatering fra Rettens side som den, appellanten kritiserer, under ingen omstændigheder kan betragtes som en konstatering af, at konkurrenceretten er blevet tilsidesat, selv om den kan give dette indtryk. Konstateringen kan derfor ikke - i modsætning til, hvad ADP hævder - udgøre grundlaget for et erstatningssøgsmål mod ADP, og i øvrigt heller ikke medføre nogen form for sanktion mod denne. Det er i den foreliggende sag ikke påstået, at en sådan sanktion skulle forekomme.

85. Det følger af ovenstående, at klagen over Rettens tilsidesættelse af kontradiktionsretten ikke kan tages til følge, og at dette anbringende må forkastes.

Det fjerde anbringende, manglende behandling af et af ADP's anbringender

86. Appellanten har gjort gældende, at den anfægtede beslutning bekræfter, at ADP's forskellige behandling af ground handling for andre og egen-handling har virkninger, der medfører en forskelsbehandling på lufttransportmarkedet, og at ADP for Retten gjorde et anbringende gældende, hvori det blev fremført, at dette ikke var rigtigt, idet der blev redegjort for forskellene på situationen for luftfartsselskaber, der har egen-handling, og luftfartsselskaber, der anvender tjenesteydelser fra andre.

87. Men Retten behandlede ikke dette anbringende. Den begrænsede sig til at gøre rede for situationen for henholdsvis luftfartsselskaber, der har egen-handling, og dem, som anvender tjenesteydelser fra andre, men ikke for den situation, som den efter appellantens mening burde have behandlet, nemlig den forskelsbehandling mellem luftfartsselskaberne, som den anfægtede beslutning omhandler, og som ADP har bestridt.

88. Denne argumentation kan ikke tages til følge.

89. Det skal således understreges, at den anfægtede beslutning, som Kommissionen har gjort gældende og i modsætning til, hvad ADP hævder, ikke angår forskelsbehandling af luftfartsselskaber. Beslutningens artikel 1 giver ikke mulighed for nogen form for tvivl i denne henseende, da det udtrykkeligt fremføres, at »[ADP] har overtrådt bestemmelserne i EF-traktatens artikel 86 ved at bruge sin dominerende stilling som forvaltningsorgan for de parisiske lufthavne til at pålægge leverandører og brugere af ground handling-tjenester eller egen-handling vedrørende catering [...] rengøring af fly og fragthåndtering, diskriminerende omsætningsafgifter i de parisiske lufthavne [...]«.

90. Appellanten henviser til præmis 123, sidste punktum, i begrundelsen til den anfægtede beslutning, hvori det anføres, at luftfartsselskaber, der ikke har egen-handling, »er [...] nødt til at anvende leverandører af ground handling-tjenester til tredjemand, der er dyrere, og de påvirkes derfor af de diskriminerende følger af ADP's omsætningsbaserede afgiftssystem«.

91. Selv om denne formulering ikke er helt entydig, er det dog tilstrækkeligt at placere den i dens rette sammenhæng, sådan som den klart fremgår af den anfægtede beslutning, for at forstå, at denne beslutning angår forskelsbehandling af »leverandører og brugere, der udfører de samme ground handling-aktiviteter« . Dette bekræftes navnlig af den detaljerede sammenligning af afgiftsniveauerne, som Kommissionen har foretaget .

92. Den af appellanten fremhævede sætning skal således forstås som en beskrivelse, der blot i forbigående redegør for konsekvenserne af afgifter, der indebærer forskelsbehandling, for luftfartsselskaber, der som kunder eller via egen-handling som operatører på markedet for ground handling risikerer at blive berørt af forskelsbehandlingen af leverandører af ground handling-ydelser.

93. Det følger heraf, at begrundelsen for dette anbringende, som Kommissionen har anført, er fejlagtig, hvorfor anbringendet må forkastes.

94. Jeg bemærker som et subsidiært punkt, at appellantens påstand om, at Retten ikke skulle have besvaret anbringendet, under alle omstændigheder er fejlagtig. Det er i den forbindelse tilstrækkeligt at henvise til den appellerede doms præmis 218, som har følgende ordlyd:

»Endvidere kan sagsøgerens argument om, at der ikke foreligger nogen diskrimination på selve lufttransportmarkedet, fordi der ikke i de parisiske lufthavne er nogen begrænsning med hensyn til egen-handling, heller ikke tiltrædes. For det første angår dette argument - hvis udsagnet er rigtigt - ikke diskrimination mellem virksomheder, der udøver ground handling for andre, og egen handling-virksomheder. For det andet er argumentet forkert, for så vidt som kun de store luftfartsselskaber, der står for en betydelig trafik i lufthavnene i Paris - som anført i betragtning 123 til den anfægtede beslutning - i praksis har mulighed for at udvikle en egen-handling ydelse og gøre den rentabel, mens de øvrige er nødsaget til at henvende sig til virksomheder, der udfører ground handling for andre.«

95. Det følger af ovenstående, at dette anbringende må forkastes.

Det femte anbringende, forvanskning og urigtig gengivelse af beviserne

96. Med dette anbringende gør appellanten gældende, at Retten foretog en forvanskning af de beviser, der var blevet forelagt den, dvs. aftalerne mellem ADP og leverandørerne af ground handling-ydelser, AFS og OAT, ved at betragte den pågældende afgift som vederlag for forvaltningsydelser, som ADP udførte, og for tilrådighedsstillelse af de anlæg, der anvendes i fællesskab af de brugere og leverandører af ground handling-ydelser, der opererer i lufthavnen.

97. Efter appellantens mening skal disse aftaler helt klart læses på en anden måde, end Retten har gjort. De angår således ikke »forvaltningsydelser« og indeholder bestemmelser om en samlet afgift som vederlag for eneret til brug af offentlig ejendom. Det faktum, at udtrykket »forvaltningsydelser« ikke som sådan optræder i aftalerne, er tilstrækkeligt til at fastslå, at Retten har foretaget en forvanskning. Retten burde endvidere have taget hensyn til »reglerne om statslig ejendom i fransk ret«, da disse aftaler er indgået inden for de retlige rammer af »tilladelse til brug af offentlig ejendom«.

98. Det skal indledningsvis bemærkes, at dette anbringende har tæt tilknytning til de to følgende anbringender. Disse tre anbringende omhandler således mere eller mindre det samme emne, nemlig Rettens afgørelse af, at ADP's aktiviteter er af økonomisk art, og anvendelse af begrebet erhvervsmæssig virksomhed på ADP's situation. På grund af de mange forskellige argumenter, der er fremført til støtte for disse anbringender, mener jeg dog, at de bør behandles særskilt.

99. Kommissionen mener ikke, at dette anbringende kan antages til realitetsbehandling, da det kun gentager det første led i det fjerde anbringende, der blev fremført for Retten, og som behandles i den appellerede doms præmis 94-105.

100. Det må imidlertid konstateres, at anbringendet i appellen, selv om en gennemgang af appellantens processkrifter ganske rigtigt afslører en uomtvistelig lighed mellem de to anbringender, som Kommissionen har påpeget, dog ikke kan betragtes som en ren gentagelse af det anbringende, der blev fremført i første instans.

101. Appellanten præciserer således ikke blot udtrykkelig de præmisser i dommen, som denne fremfører en begrundet kritik af, men fremfører også argumenter, som denne ikke tidligere har kunnet fremsætte, nemlig sin kritik af den analyse, som Retten har foretaget af aftalerne mellem ADP og leverandørerne af ground handling-ydelser.

102. Kommissionen har endvidere gjort gældende, at dette anbringende skal afvises med den begrundelse, at der er tale om faktiske omstændigheder, som derfor ikke kan behandles af Domstolen i forbindelse med en appel.

103. Appellanten gør gældende, at denne påstand ikke er korrekt, da dennes anbringende angår forvanskning af beviserne og derfor ifølge Domstolens retspraksis kan antages til realitetsbehandling .

104. Under alle omstændigheder er spørgsmålet om, hvorvidt dette anbringende angår forvanskning af faktiske omstændigheder eller af beviserne, slet ikke relevant. Det fremgår således af retspraksis, at såvel Rettens vurdering af beviserne som dens bedømmelse af de faktiske omstændigheder ikke er undergivet Domstolens prøvelsesret, medmindre de er gengivet forkert .

105. Det skal altså undersøges, om Retten i sin analyse af de pågældende aftaler har foretaget en sådan forvanskning ved at betragte den pågældende afgift som vederlag for forvaltningsydelser, som ADP udførte, og for tilrådighedsstillelse af de anlæg, som anvendes i fællesskab af de brugere og leverandører af ground handling-ydelser, der opererer i lufthavnen.

106. I denne forbindelse skal det understreges, at ADP's påstand om, at aftalerne kun omhandler en enkelt samlet afgift som vederlag for eneret til brug af offentlig ejendom, absolut ikke kan modstå en gennemgang af ordlyden i de pågældende aftaler.

107. Hvis man således eksempelvis tager udgangspunkt i aftalen mellem ADP og AFS , er det faktum, at udtrykket »forvaltningstjenester« ikke som sådan optræder heri, uden betydning, da selve formålet med aftalen er at give AFS tilladelse til at benytte en række anlæg med henblik på drift af catering-virksomhed og til at bygge og udstyre en bygning til udførelse af denne drift (artikel 17 i aftalen). Men det er vanskeligt at se, hvordan ADP skulle kunne sikre sine lejere muligheden for effektivt at varetage denne drift, uden at lade AFS drage fordel af ADP's samlede forvaltning af samtlige installationer i lufthavnen. Dette indebærer f.eks. permanent kontrol med personer, der har tilladelse til at opholde sig på området, og vedtagelse og gennemførelse af alle de foranstaltninger, der er nødvendige for, at de godkendte leverandører - fuldstændig sikkert - kan udøve deres virksomhed.

108. På samme måde ændrer henvisningen til »systemet af tilladelser til midlertidig brug af offentlig ejendom« intet ved det faktum, at aftalen har titlen »aftale om betingelserne for midlertidig brug af offentlig ejendom med henblik på udøvelse af en kommerciel virksomhed« , og at den er opdelt i to dele, nemlig en præambel og »almindelige betingelser for tilladelse til benyttelse og drift« .

109. Artikel 23 i aftalen mellem ADP og AFS om de finansielle betingelser bestemmer udtrykkeligt, at afgiften betales »som vederlag for tilladelse til benyttelse og drift, som Aéroports de Paris har indrømmet den forretningsdrivende«.

110. Medmindre der ses bort fra udtrykket »drift«, må det konstateres, at afgiften ikke kun er et vederlag for en eneret til benyttelse af offentlig ejendom.

111. Dette er så meget desto mere tilfældet, eftersom de omtvistede aftaler selv skelner mellem en »statsafgift« og en »omsætningsbaseret afgift«. Endvidere bestemmer artikel 23, nr. i), i aftalen med AFS udtrykkeligt: »Der opkræves ingen statsafgift.« Det er således vanskeligt at hævde, som appellanten gør, at aftalen udelukkende omhandler eneret til brug af offentlig ejendom.

112. Dette bekræftes endvidere også af den metode, der anvendes til beregning af den omsætningsbaserede afgift. Denne er således proportional med ground handling-virksomhedens omsætning. Men denne omsætning kan variere som følge af en række faktorer, som ikke har nogen forbindelse med brug af offentlig ejendom.

113. Omsætningsafgiften har således ikke de sædvanlige kendetegn for en kommerciel leje, der betales som vederlag for eneret til brug af lokaler, hvori der udøves en virksomhed, der indebærer levering af tjenesteydelser, og som beregnes på grundlag af det benyttede areal.

114. Retten foretog altså, da den godkendte Kommissionens sondring mellem statsafgiften - vederlag for en tilladelse til brug - og omsætningsafgiften - vederlag for tilladelse til drift - på ingen måde en forvanskning af oplysningerne i sagen, men Retten foretog derimod efter min mening en fuldstændig korrekt bedømmelse.

115. Dette anbringende må derfor forkastes.

116. Jeg bemærker i anden række, at selv om dette anbringende havde været begrundet, ville det ikke have været afgørende. Selv om afgiften kun var vederlag for brug af offentlig ejendom, ville dette ikke ændre ved den økonomiske karakter, som transaktionen mellem ADP og leverandørerne af ground handling-ydelser har, og dermed ved, at fællesskabskonkurrenceretten finder anvendelse i det foreliggende tilfælde.

117. Jeg vil vende tilbage til dette spørgsmål i forbindelse med behandlingen af de øvrige anbringender, som appellanten har fremført, men tilrådighedsstillelse af arealer og infrastrukturer til brug for en kommerciel virksomhed mod et vederlag beregnet på grundlag af omsætningen i forbindelse med denne virksomhed er en økonomisk virksomhed, selv om de pågældende goder befinder sig på offentligt område, og selv om forvaltningsenheden er en offentlig virksomhed, der er økonomisk uafhængig.

118. Det følger af ovenstående, at dette anbringende må forkastes.

Det sjette anbringende, urigtig gengivelse af national ret

119. ADP har gjort gældende, at Retten foretog en åbenbart urigtig gengivelse af national ret, da den fastslog, at »ADP's aktiviteter er erhvervsmæssig virksomhed, der ganske vist drives på offentlig ejendom, men ikke af den grund udgør udøvelse af en offentlig myndighedsopgave«.

120. Dette citat stammer fra den appellerede doms præmis 125, hvori Retten afslutter en analyse, der blev indledt i præmis 119. Heraf fremgår, at Retten nu vil undersøge, »om disse ydelser er en aktivitet udøvet af en virksomhed i traktatens artikel 86's forstand«.

121. Det fremgår således klart, at den af appellanten kritiserede konklusion, der er citeret ovenfor, ikke bygger på Rettens gennemgang af fransk ret, en gennemgang, som ADP hævder er fejlagtig, men derimod var en følge af Rettens anvendelse af fællesskabsretten.

122. Det fremgår imidlertid af appellantens præciseringer, at anbringendet i virkeligheden er rettet mod den appellerede doms præmis 129, der lyder som følger:

»Hertil kommer tillige, at ifølge den franske konkurrencemyndighed Conseil de la concurrence kan ADP anses for en virksomhed, på hvilken de konkurrenceretlige regler i fransk lovgivning finder anvendelse, og tilrådighedsstillelse af lufthavnsanlæg skal anses for at udgøre erhvervsmæssig virksomhed (ovennævnte afgørelse 98-D-34 af 2.6.1998). Som det fremgår af ovennævnte dom af 18. oktober 1999, blev Conseil de la concurrence' afgørelse af 2. juni 1998 kun delvis kendt ugyldig. Tribunal des conflit udtalte nemlig, at beslutningerne om at samle Air France-koncernens aktiviteter i lufthavnen Orly-Ouest og at meddele selskabet TAT European Airlines afslag på at åbne nye luftruter fra denne lufthavn indebærer anvendelse af beføjelser som offentlig myndighed, idet beslutningerne er forbundet med forvaltning af offentlig ejendom. Tribunal de conflit bekræftede imidlertid, at ADP's praksis, som kan udgøre misbrug af dominerende stilling bestående i, at der er påført luftfartsselskabet TAT European Airlines en forpligtelse til at anvende dette offentlige selskabs ground handling-ydelser i stedet for selskabets egne, kan bedømmes adskilt fra lovligheden af en forvaltningsakt.«

123. Appellanten har således gjort gældende, at denne analyse ikke er en korrekt anvendelse, men derimod en forvanskning af den pågældende nationale retspraksis.

124. Indledningsvis skal det understreges, at Rettens argumentation i dette spørgsmål, som Kommissionen med rette gør gældende, kun er en yderligere begrundelse, hvilket i øvrigt fremgår klart af dommen.

125. Men det fremgår af fast retspraksis, at Domstolen uden videre forkaster klagepunkter rettet mod præmisser, der til overflod er anført i en dom afsagt af Retten .

126. Appellanten mener imidlertid, at Retten fejlagtigt har betegnet disse betragtninger som overflødige. Efter appellantens mening afhænger denne bedømmelse af national ret af spørgsmålet om, hvorvidt administration af offentlig ejendom indebærer udøvelse af beføjelser som offentlig myndighed, og der er her tale om et grundlæggende principielt spørgsmål for anvendelsen af fællesskabsretten i den foreliggende sag.

127. Jeg er ikke enig i denne bedømmelse.

128. Det, som appellanten bestrider, er således, at Fællesskabets konkurrenceret finder anvendelse på dens virksomhed. Dette spørgsmål afhænger af, hvordan denne virksomhed skal kvalificeres i henhold til denne ret. Det tilkommer Retten at foretage denne bedømmelse, idet den under Domstolens kontrol skal undersøge de konkrete karakteristika ved den pågældende virksomhed i lyset af de kriterier, der fremgår af traktaten og retspraksis.

129. Retten skal til gengæld ikke for at fastlægge arten af ADP's virksomhed i forhold til Fællesskabets konkurrenceret basere sig på de forskellige kategorier i national ret.

130. Det følger heraf, at det faktisk var overflødigt, at Retten i den appellerede doms præmis 129 gjorde rede for, hvorfor den ikke var enig i appellantens bedømmelse af retspraksis vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt ADP's virksomhed i fransk ret indebærer udøvelse af beføjelser som offentlig myndighed.

131. Spørgsmålet om, hvorvidt Rettens bedømmelse af kriterierne for anvendelse af Fællesskabets konkurrenceret er korrekt, er genstand for ADP's efterfølgende anbringender.

132. Det fremgår af ovenstående, at dette anbringende må forkastes som irrelevant.

Det syvende anbringende, begrebet virksomhed i traktatens artikel 86

133. ADP har gjort gældende, at Retten tilsidesatte traktatens artikel 86 (nu artikel 82 EF), da den anså ADP for at være en virksomhed i denne bestemmelses forstand. I denne forbindelse har ADP gjort gældende, at den eneste aktivitet, der er tale om i den foreliggende sag, er administration af offentlig ejendom. Med henblik herpå har ADP beføjelser som offentlig myndighed. Denne omstændighed udelukker nødvendigvis, at ADP kan betragtes som en virksomhed som omhandlet i fællesskabsrettens konkurrenceregler.

134. Kommissionen har indledningsvis rejst en formalitetsindsigelse med den begrundelse, at dette anbringende kun er en gentagelse af det første led af det fjerde anbringende, ADP fremførte for Retten, og som er behandlet i den appellerede doms præmis 94-105.

135. Der er ganske vist også her tale om en ubestridelig lighed mellem de to, og jeg vil kunne forstå, hvis Domstolen fastslår, at ADP kun har gentaget de argumenter, der blev fremført i første instans. Da appellanten imidlertid på en tilstrækkelig præcis måde gør rede for de specifikke kritikpunkter i dommen, som denne fremsætter en begrundet argumentation imod, mener jeg dog ikke, at der er grund til at tage Kommissionens formalitetsindsigelse til følge.

136. Under alle omstændigheder er jeg fuldstændig enig i Kommissionens bedømmelse af anbringendets realitet.

137. Jeg mener som Kommissionen, at anbringendet er baseret på et fejlagtigt postulat. Det faktum, at ADP også udøver beføjelser som offentlig myndighed, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at udelukke, at denne kvalificeres som en virksomhed i traktatens artikel 86's forstand.

138. Der mindes i denne forbindelse, som Kommissionen i øvrigt gør det i punkt 49 i begrundelsen til den anfægtede beslutning, om Domstolens faste praksis, i henhold til hvilken begrebet virksomhed i Fællesskabets konkurrenceret omfatter enhver enhed, der udøver økonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmåde .

139. Følgelig er det faktum, at appellanten i forbindelse med udøvelsen af en del af sin virksomhed har beføjelser som offentlig myndighed, ikke tilstrækkeligt til at udelukke, at dennes virksomhed er af økonomisk karakter.

140. Men i det foreliggende tilfælde har Retten utvetydigt fastslået, at der inden for appellantens virksomhed skal sondres mellem den virksomhed, der indebærer udøvelse af beføjelser som offentlig myndighed, og den øvrige virksomhed .

141. Retten gør med rette gældende, at den virksomhed, der udøves af ADP, og som er relevant i det foreliggende tilfælde, omfatter tilrådighedsstillelse af lufthavnsanlæg for luftfartsselskaber og forskellige leverandører af tjenesteydelser mod vederlag i form af en afgift, som ADP frit kan fastsætte. ADP tilbyder altså erhvervsdrivende en tjeneste, der består i adgang til infrastrukturer mod betaling af vederlag. Men det fremgår af fast retspraksis, at enhver virksomhed, der består i at udbyde varer og tjenesteydelser på et bestemt marked, er økonomisk virksomhed .

142. Denne del af ADP's virksomhed falder ikke sammen med dennes rent administrative opgaver og navnlig ikke med politiarbejdet. Det er tværtimod muligt at skelne mellem den økonomiske, dvs. den kommercielle, del af ADP's administration og den administrative del.

143. Appellanten har i øvrigt ikke selv fremført nogen konkrete argumenter for, at forholdet til ground handling-virksomhederne, sådan som det fremgår af de omtvistede aftaler, skulle være afledt af appellantens udøvelse af beføjelser som offentlig myndighed.

144. Appellanten nøjes således med at understrege, at disse aftaler er omfattet af lovgivningen om offentlig ejendom, uden at fremføre en eneste konkret begrundelse for, at man deraf kan udlede, at den pågældende virksomhed ikke er af økonomisk art.

145. ADP påviser derfor ikke på nogen måde, hvorfor Retten fejlagtigt skulle have vurderet, at der ikke er tale om en situation, hvor et offentligretligt organ eller et organ med ansvar for levering af en offentlig tjeneste, som handler i sin egenskab af offentlig myndighed, i henhold til Domstolens retspraksis ikke skal betragtes som en virksomhed i artikel 86's forstand.

146. Den retspraksis, som appellanten citerer til støtte for sin påstand , er i denne forbindelse ikke til nogen hjælp. Som Kommissionen således med rette har fremført, var det i SAT Fluggesellschaft-sagen netop det faktum, at det var umuligt at adskille opkrævning af route-afgifterne fra den kontrol- og politivirksomhed på lufthavnsområdet, som den offentlige enhed udøvede, kombineret med dens manglende beslutningsdygtighed, der gjorde, at den ikke kunne betragtes som en virksomhed i traktatens artikel 86's forstand.

147. Med hensyn til Bodson-dommen bemærkes, at Domstolen deri netop ikke fandt, at der forelå sådanne beføjelser som offentlig myndighed, at traktatens artikel 86 ikke kunne anvendes.

148. Kritikken af Rettens bemærkning om, at »[a]nlæggene i de parisiske lufthavne er en facilitet af afgørende betydning, idet brugen heraf er nødvendig for at kunne levere forskellige ydelser, herunder ground handling« , er ligeledes irrelevant. Rettens bemærkning har således ikke til formål at støtte dennes begrundelse for den manglende betydning af appellantens beføjelser som offentlig myndighed, der er genstanden for dette anbringende.

149. Med denne bemærkning har Retten blot konstateret, at det for at levere ground handling-ydelser i Paris er absolut nødvendigt at benytte anlæggene i Paris' lufthavne, idet der ses bort fra muligheden for at benytte arealer eller bygninger på et privat grundlag. Jeg har vanskeligt ved at se, at man skulle kunne være uenig i dette synspunkt.

150. Der er således tale om en rent faktuel bemærkning, som på ingen måde ændres af appellantens kritik, i henhold til hvilken det ikke er nødvendigt at have en aftale om eneret til brug af offentlig ejendom for at kunne levere ground handling-ydelser i Paris' lufthavne.

151. Appellantens påstand om, at det ikke er nødvendigt med en sådan aftale, vedrører en helt anden problemstilling, nemlig de retlige vilkår for adgang til de nævnte uundværlige anlæg.

152. Eksemplet med HRS, som appellanten nævner i denne forbindelse, illustrerer i øvrigt denne sondring. Det forhold, at HRS i henhold til appellantens bemærkninger ikke har en »aftale om eneret til brug af offentlig ejendom«, betyder ikke, at selskabet ikke i praksis skal have adgang til lufthavnsanlæggene for at kunne udøve sin virksomhed, hvilket kun er muligt via en aftale med ADP, der giver selskabet ret til at tilbyde ground handling-ydelser i de lufthavnsanlæg, der forvaltes af sidstnævnte.

153. Med hensyn til appellantens argument om, at den af Retten citerede retspraksis skulle være irrelevant med den begrundelse, at den ikke vedrører administration af offentlig ejendom, skal det understreges, at disse domme drejede sig om infrastrukturer, der blev stillet til rådighed af organer, der havde til opgave at forvalte dem, hvilket er genstanden i den foreliggende sag. Det er således med rette, at Retten henviser hertil.

154. Endelig fremfører ADP, at Rettens bemærkning om, at den pågældende aktivitet kan udøves af en privat virksomhed, er irrelevant. Det må dog konstateres, at det fremgår af fast praksis, at dette kriterium er relevant i forbindelse med afgørelsen af, om en bestemt virksomhed er en virksomhed i traktatens artikel 86's forstand .

Det ottende anbringende, definitionen af det relevante marked

155. Appellanten har gjort gældende, at Retten tilsidesatte traktatens artikel 86 ved at definere det relevante marked forkert.

156. ADP har i denne forbindelse gjort gældende, at de omtvistede afgifter blev opkrævet som vederlag for eneret til benyttelse af offentlig ejendom, og at en sådan eneret ikke var nødvendig for levering af ground handling-ydelser. Dette bevises i øvrigt af eksemplet HRS, der ifølge ADP udøver en virksomhed som leverandør uden eneret til benyttelse af offentlig ejendom og derfor har en adgangstilladelse, som ikke giver anledning til nogen form for afgift.

157. Retten kunne derfor ikke anse det relevante marked for at være markedet for »tjenester i forbindelse med forvaltning af de parisiske lufthavne«, der omfattede »vilkår for adgang til lufthavnsanlæggene«.

158. Dens henvisning til dommen i sagen British Leyland mod Kommissionen , i henhold til hvilken det er nødvendigt at være i besiddelse af et registreringsbevis udstedt af producenten for at kunne få et importeret køretøj indregistreret, er irrelevant, da det i det konkrete tilfælde netop ikke var nødvendigt at have eneret til benyttelse af offentlig ejendom og dermed at betale en afgift for at kunne udbyde ground handling-ydelser.

159. Kommissionen har gjort gældende, at dette anbringende ikke kan antages til realitetsbehandling, da det blot er en gentagelse af andet led i det fjerde anbringende, der blev fremført for Retten, og som er beskrevet i den appellerede doms præmis 131-136.

160. Hvad angår appellantens kritik af Rettens definition af produktmarkedet må det konstateres, at appellen indeholder elementer, der specifikt vedrører Rettens begrundelse og derfor ikke findes i stævningen indgivet til Retten. Appellanten bestrider navnlig, at dommen i sagen British Leyland mod Kommissionen , som Retten har henvist til, er relevant, og fremfører, at Retten ikke kan gøre ændringer gældende, der er foretaget efter meddelelsen af klagepunkterne i forbindelse med de foranstaltninger, der blev iværksat til gennemførelse af direktivet om ground handling-ydelser, som er nævnt i den appellerede doms præmis 127.

161. Anbringendet kan altså antages til realitetsbehandling for så vidt det angår definitionen af produktmarkedet.

162. Hvad derimod angår afgrænsningen af det geografiske marked, der også er genstand for dette anbringende, skal det bemærkes, at appellanten reelt begrænser sig til at gentage sin påstand om, at man burde have medtaget samtlige arealer og faste ejendomme, der er til rådighed i Paris-området, og som kan sammenlignes med ADP's offentlige ejendom, hvor en leverandør kan udøve sin virksomhed, som nævnt den appellerede doms i præmis 141.

163. Det er i øvrigt tankevækkende, at appellanten ikke i sit svarskrift fremsætter noget argument til støtte for, at denne del af anbringendet kan antages til realitetsbehandling.

164. Det følger heraf, at dette anbringende i henhold til dommen i sagen Kupka Floridi mod ØSU må forkastes, for så vidt som det vedrører Rettens afgrænsning af det relevante geografiske område.

165. Det er allerede blevet påvist, at Retten ikke foretog en forvanskning, da den fastslog, at de omtvistede afgifter ikke kun var vederlag for eneret til brug af offentlig ejendom.

166. Lad mig i denne forbindelse minde om, at det, der omhandles i den foreliggende sag, er adgang til lufthavnsanlæggene, uden hvilken leverandøren af ground handling-ydelser pr. definition ikke kan udøve sin virksomhed. Denne adgang sker på vilkår, der fastsættes af ADP i forbindelse med forvaltningen af lufthavnene. Dette blev konstateret af Retten og blev udtrykkeligt anført af appellanten i dennes appel, hvoraf det fremgår, at der på det pågældende tidspunkt fandtes »en tilladelse udstedt af ADP om adgang til det afspærrede område inden for lufthavnene«.

167. I denne sammenhæng efterspørger leverandørerne af ground handling-ydelser en tjeneste, som kun ADP kan levere, nemlig adgang til anlæggene på vilkår, som ADP fastlægger i forbindelse med forvaltningen af anlæggene.

168. Det forhold, at tilladelsen også kan opnås af operatører som HRS, der ikke har eneret til brug af offentlig ejendom, ændrer ikke ved, at denne tilladelse er nødvendig for at få adgang til de lufthavnsanlæg, hvor ground handling pr. definition udføres. Operatører som HRS er derfor ligeledes aftagere på markedet for de tjenester, som ADP udbyder.

169. Det forhold, at operatører, der ikke har eneret til brug af offentlig ejendom, får adgang til lufthavnsanlæggene uden at betale afgift, ændrer heller ikke ved definitionen af det relevante marked. Det er således nødvendigt, at disse operatører opnår tilladelsen og dermed ADP's tjenester. Det forhold, at ADP i sin tid ikke opkrævede en afgift fra disse operatører, selv om afgift betaltes af deres konkurrenter inden for lufthavnsområdet, berører på ingen måde definitionen af det relevante marked.

170. Appellantens kritik af Rettens afgrænsning af markedet kan følgelig ikke tages til følge. Endvidere fremgår det af ovenstående, at det var fuldt berettiget, at Retten understregede parallellen mellem den konkrete sag og dommen i sagen British Leyland mod Kommissionen. Det fremgår klart af præmis 138 i den appellerede dom, at der i British Leyland-sagen blev sat spørgsmålstegn ved det monopol, British Leyland havde på udstedelse af typeattester, der var nødvendige for registrering af køretøjer af dette mærke, og at Domstolen i denne sag ikke mente, at det relevante marked var salg af køretøjer, men et afledt og særskilt marked for tjenesteydelser, der reelt var nødvendige for professionelle sælgere for at sikre afsætning af køretøjer fremstillet af British Leyland.

171. Parallellen til den konkrete sag er relevant, idet der her ikke er tale om markedet for ground handling-ydelser, men om markedet for forvaltning af lufthavnsanlæg, som er nødvendige for levering af sådanne ydelser, og som ADP indrømmer adgang til.

172. Hvad angår kritikken af den appellerede doms præmis 127, hvori Retten konstaterer, at ADP efter den periode, hvor de omtvistede omstændigheder fandt sted, ligeledes har pålagt operatører, der ikke har eneret til brug af offentlig ejendom, en afgift, er det tilstrækkeligt at bemærke, at Retten i denne præmis udtrykkeligt præciserer, at den kun som en yderligere begrundelse nævner denne situation, en præcisering, som appellanten ikke har kritiseret i sin appel.

173. Det er kun i anden række, at der er grund til at behandle appellantens argumentation om afgrænsning af det geografiske marked.

174. Lad mig i denne forbindelse blot konstatere, at det allerede følger af ovenstående, at denne argumentation ikke tages til følge.

175. Det fremgår således, at ADP tilbyder adgang til de lufthavnsanlæg, i hvilke ground handling-ydelserne pr. definition skal udføres. Denne karakteristik adskiller ADP's tjenester fra tjenester leveret af enhver anden ejer af arealer eller bygninger i Paris-området. Det følger heraf, at Retten med rette har fastslået, at det relevante marked ikke omfattede alle disse arealer og bygninger.

176. Det fremgår af ovenstående, at dette anbringende dels må afvises, dels forkastes.

Det niende anbringende, indtagelse af dominerende stilling

177. Dette anbringende angår navnlig præmis 149-151 i den appellerede dom. Retten fastslår heri, at »[d]a det relevante marked i den foreliggende sag er markedet for tjenester i forbindelse med forvaltning af de parisiske lufthavne, indtager ADP ubestrideligt en dominerende stilling og har endog et lovbestemt monopol. ADP har i medfør af artikel L. 251-2 i code de l'aviation civile et lovbestemt monopol på forvaltning af de pågældende lufthavne, og kun ADP kan meddele bevilling til deri at drive ground handling-virksomhed og fastsætte vilkårene for driften heraf«.

178. Retten tilføjede, at »argumentet om, at samtlige faste ejendomme i Paris-området burde have været inddraget, [kan] ikke tiltrædes, da forvaltningen af lufthavnstjenester, som er det relevante marked i den foreliggende sag, kun angår lufthavnenes arealer, idet ADP's monopolistiske udbud af tjenester er en nødvendig betingelse for drift af ground handling-virksomhed«.

179. Appellanten har gjort gældende, at Retten dermed tilsidesatte traktatens artikel 86.

180. Appellanten gentager i denne forbindelse, at de omtvistede afgifter kun er vederlag for eneret til brug af offentlig ejendom, der i sig selv ikke er absolut nødvendig for at kunne levere ground handling-ydelser.

181. Denne offentlige ejendom, som ADP ikke har »monopol« på, men kun har rettigheder over, der svarer til en ejers, er altså ikke et marked i konkurrencerettens forstand.

182. Derimod omfatter det relevante marked samtlige faste ejendomme og lokaler i Paris-området, der kan levere ydelser til ground handling-leverandørerne, som kan erstatte lokaler og ejendomme beliggende på ADP's offentlige ejendom, som vederlag, for hvilke de omtvistede afgifter blev opkrævet.

183. Det er åbenbart, at appellanten ikke indtager en dominerende stilling på det således afgrænsede marked, da dennes offentlige ejendom kun udgør en meget lille del af de relevante faste ejendomme og lokaler.

184. Hvad angår den bevilling, som ADP i sin tid udstedte for adgang til de afspærrede områder inden for lufthavnen, gentager appellanten, at denne bevilling, selv om den var nødvendig, på ingen måde var forbeholdt tjenesteydere med eneret til brug af offentlig ejendom, og at udstedelse af en sådan bevilling ikke som sådan gav anledning til en afgift. Den kan således ikke indgå i en sag, der efter appellantens mening angår omtvistede afgifter opkrævet som vederlag for eneret til brug af offentlig ejendom.

185. Dette anbringende hænger nøje sammen med det foregående anbringende, for så vidt appellanten ikke, når denne anfægter Rettens afgrænsning af det relevante marked og erstatter det med et relevant marked, der er meget større, kan acceptere Rettens konstatering af, at der indtages en dominerende stilling.

186. Appellantens argumentation, der er beskrevet ovenfor, ligger meget tæt op ad den argumentation, der blev fremsat for Retten i tredje led af det fjerde anbringende. Kommissionen har i øvrigt gjort gældende, at anbringendet derfor ikke kan realitetsbehandles.

187. Jeg er imidlertid ikke enig i denne analyse, da appellanten præcist har kritiseret den begrundelse, hvormed Retten på grundlag af ADP's beføjelser når frem til, at der indtages en dominerende stilling.

188. Det følger heraf, at anbringendet kan antages til realitetsbehandling.

189. Hvad angår realiteten afslører ovenstående beskrivelse umiddelbart, at den er baseret på de samme præmisser som det foregående anbringende, og at anbringendet derfor må forkastes. For så vidt angår afgifternes karakter af vederlag for eneret til brug af offentlig ejendom, der ikke er absolut nødvendig for at kunne udbyde ground handling-ydelser, og muligheden for at opnå en bevilling uden at betale afgifter henvises der til ovenstående behandling af det ottende anbringende, nemlig at adgangen til lufthavnsanlæggene udgør det relevante marked i det foreliggende tilfælde.

190. Appellantens bemærkninger om, at der ikke er tale om et monopol, da dennes rettigheder over de pågældende anlæg svarer til en ejers rettigheder, skaber ikke tvivl om gyldigheden af Rettens begrundelse. Som ejer er det således alene ADP, der har kompetence til at bevillige eller eventuelt afslå adgang til lufthavnsanlæggene og til at fastlægge vilkårene for denne adgang, uden hvilken levering af ground handling-ydelser pr. definition er umulig, hvilket ADP i øvrigt selv indrømmer.

191. Det er netop denne betragtning, Retten har baseret sig på i præmis 149 i den appellerede dom for med føje at fastslå, at der er tale om en dominerende stilling, der, som den med rette bemærkede i præmis 147 i nævnte dom, er kendetegnet ved muligheden for i vidt omfang at handle uafhængigt i forhold til dens konkurrenter, dens kunder og, i sidste instans, forbrugerne.

192. Det er i øvrigt velbegrundet, at Kommissionen nævner analogien til dommen i sagen Portugal mod Kommissionen , hvori Domstolen fastslår, at en lufthavnsenhed, der af staten har fået tildelt eneret, indtager en dominerende stilling på markedet for tjenesteydelser, der leveres i tilknytning til flyvemaskiners start og landing, for hvilke der opkræves en afgift.

193. Lad mig i den forbindelse understrege, at appellantens bemærkning om, at denne kun har de samme rettigheder over offentlig ejendom som enhver ejer, ved første øjekast forekommer vanskeligt forenelig med den vægt, som appellanten lægger på sine beføjelser som offentlig myndighed, der i den foreliggende sag skulle begrunde, at konkurrenceretten ikke finder anvendelse.

194. Det følger af ovenstående, at dette anbringende må forkastes.

Det tiende anbringende, tilsidesættelse af traktatens artikel 86 i forbindelse med sammenligningen af AFS' og OAT's afgifter

195. Appellanten kritiserer den metode, som Retten brugte til at sammenligne de afgifter, AFS og OAT betalte til ADP, med henblik på at fastslå, at der var tale om forskelsbehandling.

196. Appellanten har for det første gjort gældende, at Retten ikke har taget hensyn til det faste element i afgiften med den begrundelse, at det udgjorde et vederlag for brug af offentlig ejendom, som der ikke er tale om i den foreliggende sag.

197. Retten forvanskede således den pågældende afgifts funktion. Appellanten gentager i denne forbindelse sin påstand om, at de to elementer i afgiften er uadskillelige, idet de udgør den eneste og samlede afgift, som opkræves som vederlag for eneret til brug af offentlig ejendom.

198. Som allerede beskrevet ovenfor bemærkes, at Retten ikke foretog nogen forvanskning ved at forkaste appellantens påstand.

199. Denne påstand modsiges i øvrigt af visse elementer, der er påberåbt af AFS. AFS minder om, at det i artikel 23, stk. 2, i aftalen mellem AFS og ADP præciseres, at omsætningsafgiften skal betales, når AFS udfører sine aktiviteter i sine anlæg i Rungis, altså uden for lufthavnsområdet og uden forbindelse til eneret til brug af offentlig ejendom.

200. Det samme har gjort sig gældende, når AFS rent undtagelsesvist har fået tilladelse til midlertidigt at virke i Roissy-Charles-de-Gaulle lufthavnen, altså uden for det koncessionerede område i Orly-lufthavnen.

201. Det var altså med rette, at Retten anså afgiften for ikke kun at være vederlag for eneret til brug af offentlig ejendom og fastslog, at det variable element i afgiften, der er vederlag for tilladelse til drift, og som er omhandlet i den anfægtede beslutning i modsætning til det statslige element i afgiften, der i øvrigt ikke opkræves af AFS (»der opkræves ingen statsafgift«) skulle analyseres. Det er således også med rette, at den ikke tog hensyn til sidstnævnte ved sammenligningen af behandlingen af AFS og OAT.

202. Appellanten har for det andet gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, som udgør en tilsidesættelse af traktatens artikel 86, da den fastslog, at der ved sammenligningen af de afgifter, som AFS og OAT betaler, skulle tages hensyn til OAT's omsætning i forbindelse med egen-handling.

203. For at fastslå, om der er tale om forskelsbehandling, bør man kun sammenligne afgifterne for den virksomhed, hvor AFS og OAT konkurrerer, nemlig handling for andre. Hvis det derimod blev påvist, hvilket ADP mener er tilfældet, at de afgifter, som de to konkurrenter betaler, repræsenterer en stort set ensartet procentdel af den relevante omsætning, dvs. omsætningen fra den virksomhed, i forbindelse med hvilken disse selskaber konkurrerer, kunne der ikke være tale om forskelsbehandling.

204. Rettens betragtninger vedrørende de eventuelle konsekvenser af den afgiftssats, der var gældende for egen-handling, på markedet for ground handling for andre, var således fuldstændig irrelevante.

205. ADP har endvidere i sin klage henvist til, at AFS kun havde rejst spørgsmålet om afgiftssatsen for ground handling for andre, hvilket viser, at dette er den eneste sats, der har retlig relevans. Retten skulle således have begrænset sin analyse til at omfatte denne afgiftssats.

206. Det skal understreges, at genstanden for den anfægtede beslutning er konstateringen af, at ADP har tilsidesat traktatens artikel 86. Denne bestemmelse forbyder i stk. 2, litra c), det forhold, at en virksomhed, som indtager en dominerende stilling på en væsentlig del af fællesmarkedet, »[anvender] ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for handelspartner, som derved stilles ringere i konkurrencen«.

207. Det påhvilede derfor Retten at kontrollere, om ADP i den foreliggende sag pålagde leverandører af ground handling-ydelser, uanset om der var tale om luftfartsselskaber eller selskaber, der udfører ground handling for andre, ulige vilkår for ydelser af samme værdi.

208. Retten konstaterede i denne forbindelse og uden at blive modsagt på dette punkt, at ADP tilbyder ydelser af samme værdi for egen-handling og ground handling for andre. Det følger nødvendigvis heraf, at disse to aktiviteter ikke kan være underlagt ulige vilkår. Det var altså med rette, at Retten for at sammenligne de afgifter, der betales af de forskellige leverandører, fandt, at det ville være hensigtsmæssigt at tage hensyn til både egen-handling og ground handling for andre.

209. Da disse to kategorier af aktiviteter modtager de samme ydelser fra ADP, skal de i forbindelse med forholdet mellem ADP og dets handelspartnere behandles ens.

210. Med hensyn til sætningen »stilles ringere i konkurrencen« i traktatens artikel 86, fastslog Retten ligeledes, at dette gjorde sig gældende ved at påvise, at den nedsatte afgiftssats, som egen-handling er omfattet af, gør det muligt for leverandører, der har tilladelse til at levere de to former for handling, at afskrive deres investeringer og dermed tilbyde bedre vilkår for ground handling for andre. Disse leverandører har følgelig en fordel i konkurrencen med dem, der kun har tilladelse til at udbyde ground handling-ydelser for andre.

211. Endvidere kan en sådan mere favorabel sats kunne tilskynde nogle luftfartsselskaber til at anvende egen-handling i stedet for at benytte andres ground handling-ydelser.

212. Appellanten har ikke sat spørgsmålstegn ved det rigtige i disse konstateringer. Det må altså erkendes, at Retten i overensstemmelse med traktatens artikel 86 har fastslået, at der er tale om konkurrencefordrejning på markedet for ground handling-ydelser, som skyldes, at ADP har pålagt leverandørerne af sådanne ydelser diskriminerende afgifter.

213. Det forhold, som appellanten fremfører, at AFS' klage kun vedrørte den sats, der blev pålagt ground handling for andre, er i denne forbindelse irrelevant. Som Kommissionen rettelig gør gældende, kan indholdet af klagen ikke binde den med hensyn til bedømmelse af de overtrædelser, der er omfattet af proceduren. Da Kommissionen har beføjelser til af egen drift at tage et spørgsmål op, kan den behandle praksis, der ikke er omfattet af klagen .

214. Den appellerede dom kan derimod kun vedrøre lovligheden af Kommissionens beslutning, uden at Retten dermed er forpligtet til at begrænse sin bedømmelse til indholdet af klagen.

215. Det fremgår af ovenstående, at dette anbringende må forkastes.

Forslag til afgørelse

216. I henhold til ovenstående foreslås det Domstolen:

- at forkaste appellen

- at pålægge appellanten at betale appelsagens omkostninger, herunder også AFS' omkostninger.