62000B0339(01)

1. Annullationssøgsmål - fysiske eller juridiske personer - retsakter, der berører dem umiddelbart og individuelt - forordning om biocidholdige produkter - søgsmål anlagt af en producent - afvisning

(Art. 230, stk. 4, EF; Kommissionens forordning nr. 1896/2000, art. 6, stk. 2; Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 98/8, art. 16, stk. 2)

2. Annullationssøgsmål - fysiske eller juridiske personer - eventuelt ingen retsmidler - ingen indflydelse på søgsmålsordningen og formalitetsbetingelserne for annullationssøgsmål

1. Det annullationssøgsmål, som en producent af biocidholdige produkter har anlagt til prøvelse af forordning nr. 1896/2000 om den første fase i det program, der er omhandlet i artikel 16, stk. 2, i direktiv 98/8 om biocidholdige produkter, afvises.

Forordningen er nemlig rettet til alle dem, der har en interesse i at identificere og anmelde eksisterende aktive stoffer og biocidholdige produkter, der indeholder disse stoffer, og ikke udelukkende til erhvervsdrivende, der har bragt et biocidholdigt produkt, der indeholder eksisterende aktive stoffer, på markedet inden den 14. maj 2000. Forordningens artikel 6, stk. 2, giver nærmere bestemt alle producenter og middelproducenter mulighed for at fortsætte eller påbegynde markedsføring af eksisterende aktive stoffer og biocidholdige produkter, der indeholder disse stoffer, for den eller de produkttyper, for hvilke Kommissionen har godkendt mindst en anmeldelse. Da adgangen til identifikations- og/eller anmeldelsesproceduren ikke er forbeholdt den ene erhvervsdrivende, der betjener en specifik del af markedet, kan forordningen ikke anses for at berøre sagsøgeren individuelt.

( jf. præmis 48, 50 og 55 )

2. Den omstændighed, at der eventuelt ikke foreligger retsmidler, kan ikke begrunde en fortolkningsbetinget ændring i den søgsmålsordning, der er fastlagt ved traktaten. En sådan omstændighed kan i intet tilfælde medføre, at et annullationssøgsmål, der anlægges af en fysisk eller juridisk person, som ikke opfylder betingelserne i artikel 230, stk. 4, EF, antages til realitetsbehandling.

( jf. præmis 54 )

I sag T-339/00,

Bactria Industriehygiene-Service Verwaltungs GmbH, Kirchheimbolanden (Tyskland), ved avocats K. Van Maldegem og C. Mereu, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger,

støttet af:

Eurobrom BV, Rijswijk (Nederlandene),

Lonza GmbH, Wuppertal (Tyskland),

Arch Chemicals SA, Paris (Frankrig),

Troy Chemical Company BV, Maassluis (Nederlandene),

ved avocats K. Van Maldegem og C. Mereu, og med valgt adresse i Luxembourg,

intervenienter,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved R. Wainwright og L. Ström, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt,

angående en påstand om annullation af Kommissionens forordning (EF) nr. 1896/2000 af 7. september 2000 om den første fase i det program, der er omhandlet i artikel 16, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF om biocidholdige produkter (EFT L 228, s. 6),

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

(Anden Afdeling)

sammensat afdelingsformanden, R.M. Moura Ramos, og dommerne J. Pirrung og A.W.H. Meij,

justitssekretær: H. Jung,

afsagt følgende

Kendelse

Relevante retsforskrifter

1 Europa-Parlamentet og Rådet vedtog den 16. februar 1998 direktiv 98/8/EF om markedsføring af biocidholdige produkter (EFT L 123, s. 1, herefter »direktivet«). Direktivet indfører fællesskabsregler om godkendelse og markedsføring med henblik på anvendelse af biocidholdige produkter.

2 I direktivets artikel 2, stk. 1, litra a), defineres biocidholdige produkter som aktive stoffer og præparater, som indeholder et eller flere aktive stoffer i den form, hvori de overdrages til brugeren, og som er bestemt til at kunne ødelægge, hindre, uskadeliggøre, hindre virkningen af eller på anden vis bekæmpe virkningen af skadegørere kemisk eller biologisk.

3 Direktivets artikel 5, stk. 1, litra a), bestemmer, at medlemsstaterne kun godkender et biocidholdigt produkt, »såfremt det (de) aktive stof(fer), det indeholder, er opført på listen i bilag I eller I A [til direktivet], og kravene deri er opfyldt«. Bilag I indeholder listen over aktive stoffer, med krav aftalt på fællesskabsplan, som må indgå i biocidholdige produkter, mens bilag I A vedrører biocidholdige lavrisikoprodukter og bilag I B basisstoffer.

4 Direktivets artikel 11 definerer proceduren ved optagelse af et aktivt stof i bilag I, I A eller I B. Optagelse eller senere ændringer i optagelsen af et aktivt stof forudsætter, at der indgives en ansøgning herom. Ifølge direktivets artikel 11, stk. 1, litra a), skal ansøgeren for den kompetente myndighed i en medlemsstat fremlægge et dossier for det aktive stof, som opfylder kravene i bilag II A, bilag III A eller bilag IV A til direktivet, samt et dossier for mindst et biocidholdigt produkt indeholdende det aktive stof, som opfylder kravene i direktivets artikel 8. Efter bedømmelsen sendes dossieret bl.a. til Kommissionen, og det besluttes i henhold til proceduren i direktivets artikel 28 at optage det aktive stof i bilag I, I A eller I B.

5 Direktivets artikel 12 indeholder bestemmelser om de kompetente myndigheders udnyttelse af data og oplysninger, der er meddelt af ansøgeren, til brug for andre ansøgere.

6 Direktivets artikel 16, stk. 2, har følgende ordlyd:

»Efter vedtagelsen af dette direktiv skal Kommissionen påbegynde et ti års arbejdsprogram for systematisk undersøgelse af alle aktive stoffer, som allerede er på markedet på det tidspunkt, der henvises til i artikel 34, stk. 1 [dvs. den 14.5.2000], som aktive stoffer i et biocidholdigt produkt til andre formål end dem, der er nævnt i artikel 2, stk. 2, litra c) og d). I en forordning, som vedtages efter proceduren i artikel 28, stk. 3, fastlægges alle bestemmelser, som er nødvendige for oprettelse og gennemførelse af programmet, bl.a. fastsættelse af prioriteter for vurdering af de forskellige aktive stoffer og en tidsplan. Ikke senere end to år inden arbejdsprogrammets afslutning forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en beretning om de fremskridt, der er gjort med hensyn til programmet.

I løbet af denne tiårsperiode og fra den i artikel 34, stk. 1, omhandlede dato kan det efter proceduren i artikel 28, stk. 3, bestemmes, at et aktivt stof skal optages i bilag I, I A eller I B, samt betingelserne herfor, eller der kan i tilfælde, hvor kravene i artikel 10 ikke er opfyldt, eller de krævede data og oplysninger ikke er forelagt inden for den fastsatte frist, træffes afgørelse om, at det pågældende aktive stof ikke skal optages i bilag I, I A eller I B.«

7 Den 7. september 2000 vedtog Kommissionen forordning (EF) nr. 1896/2000 om den første fase i det program, der er omhandlet i direktivets artikel 16, stk. 2 (EFT L 228, s. 6, herefter »forordningen«). Forordningen har til formål at indlede den første fase i et arbejdsprogram for undersøgelse af alle aktive stoffer i biocidholdige produkter, som er på markedet den 14. maj 2000 (herefter »undersøgelsesprogrammet«). Som anført i anden betragtning til forordningen, skal »[d]en første fase af undersøgelsesprogrammet [...] give Kommissionen mulighed for at identificere eksisterende aktive stoffer i biocidholdige produkter og udpege, hvilke stoffer der bør vurderes med henblik på eventuel optagelse i direktivets bilag I, I A eller I B.«

8 Eksisterende aktivt stof er i forordningens artikel 2, litra a), defineret som et »aktivt stof, der inden den 14. maj 2000 er markedsført som et aktivt stof i et biocidholdigt produkt til andre formål end dem, der er nævnt i direktivets artikel 2, stk. 2, litra c) og d)«.

9 Ifølge forordningens artikel 3, stk. 1, »identificerer« hver enkelt aktivstofproducent af et eksisterende aktivt stof, der er markedsført til anvendelse i biocidholdige produkter, dette aktive stof ved til Kommissionen at indsende de i bilag I til forordningen omhandlede oplysninger om det aktive stof, og alle middelproducenter af et biocidholdigt stof, dvs. fabrikanten eller hans repræsentant i Fællesskabet, kan identificere et eksisterende aktivt stof.

10 Forordningens artikel 4, stk. 1, første afsnit, har følgende ordlyd: »Aktivstofproducenter, middelproducenter og sammenslutninger, der ønsker at ansøge om optagelse i direktivets bilag I eller I A af et eksisterende aktivt stof for en eller flere produkttyper, skal anmelde det pågældende aktive stof til Kommissionen ved at indsende de i bilag II anførte oplysninger, som skal være Kommissionen i hænde senest 18 måneder efter denne forordnings ikrafttræden.«

11 I henhold til forordningens artikel 5, stk. 2 og 3, kan medlemsstaterne identificere yderligere andre eksisterende aktive stoffer end dem, der er optaget på listen over alle aktive stoffer, der er blevet identificeret, og de kan tilkendegive deres interesse for optagelse i direktivets bilag I eller I A af et eksisterende aktivt stof i produkttyper, hvor stoffet har anvendelser, som de pågældende medlemsstater anser for at være væsentlige i særdeleshed for at beskytte sundhed eller miljø, og for hvilket Kommissionen ikke har godkendt nogen anmeldelse.

12 Forordningens artikel 6, stk. 1, litra b), bestemmer, at der som følge af identifikationen og anmeldelsen i overensstemmelse med proceduren i direktivets artikel 28 skal vedtages en forordning, der navnlig indeholder en udtømmende liste over eksisterende aktive stoffer, som skal undersøges i undersøgelsesprogrammets anden fase (efter »undersøgelseslisten«). Denne undersøgelsesliste indeholder navnlig eksisterende aktive stoffer, for hvilke Kommissionen har godkendt anmeldelsen, eller for hvilke medlemsstaterne har tilkendegivet interesse.

13 Forordningens artikel 6 bestemmer herefter:

»2. Med forbehold af direktivets artikel 16, stk. 1, 2 eller 3, kan alle aktivstofproducenter af et aktivt stof, der er optaget på [undersøgelseslisten], og alle middelproducenter af biocidholdige produkter indeholdende det pågældende aktive stof påbegynde eller fortsætte markedsføring af det aktive stof, som sådan eller indeholdt i biocidholdige produkter, i den eller de produkttyper, for hvilke Kommissionen har godkendt mindst én anmeldelse.

3. Der vedtages efter proceduren i direktivets artikel 28, stk. 3, beslutninger rettet til medlemsstaterne, i henhold til hvilke følgende aktive stoffer ikke vil blive optaget i direktivets bilag I, I A eller I B i forbindelse med undersøgelsesprogrammet og ikke længere må markedsføres til biocidformål, som sådan eller indeholdt i biocidholdige produkter:

a) aktive stoffer, der ikke er optaget på den i stk. 1, litra b), nævnte liste

b) aktive stoffer, der er optaget på den i stk. 1, litra b), nævnte liste i produkttyper, for hvilke Kommissionen ikke har godkendt nogen anmeldelse.

Er det pågældende aktive stof optaget på den i stk. 1, litra a), nævnte liste over eksisterende aktive stoffer, gives der imidlertid en rimelig udfasningsfrist på højst tre år fra den dato, hvor den i første afsnit nævnte beslutning får virkning.«

Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

14 Sagsøgeren producerer og markedsfører det aktive stof pereddikesyre (herefter »syre«) og biocidholdige produkter, der indeholder dette aktive stof.

15 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 8. november 2000 har sagsøgeren i medfør af artikel 230, stk. 4, EF anlagt sag med påstand om annullation af forordningen. Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at forordningen skal annulleres, da den er i strid med sit retsgrundlag, der udgøres af direktivet, navnlig fordi den går videre end de bestemmelser om beskyttelse af oplysninger, der er indeholdt i direktivet, og bortser under undersøgelsesperioden for aktive stoffer fra den beskyttelse, der er sikret i direktivet, for oplysninger, der er kommercielt følsomme og omkostningskrævende, vedrørende disse aktive stoffer, og fordi den fordrejer konkurrencen ved at tilsidesætte EF-traktaten, idet den giver de selskaber, der ikke deltager i undersøgelsesproceduren, mulighed for gratis at drage fordel af anmeldelser, der foretages af omhyggelige selskaber, der deltager i proceduren, såsom sagsøgeren.

16 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 12. januar 2001 har sagsøgeren i henhold til artikel 242 EF ligeledes indgivet en begæring om udsættelse af gennemførelsen af forordningen, indtil Retten har truffet afgørelse om sagens realitet.

17 Den 18. januar 2001 har Kommissionen gjort gældende, at annullationssøgsmålet bør afvises i henhold til artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglement.

18 Sagsøgeren har den 28. februar 2001 fremsat sine bemærkninger til afvisningspåstanden.

19 Ved kendelse afsagt af Rettens præsident den 15. juni 2001 blev begæringen om foreløbige forholdsregler ikke taget til følge, og afgørelsen om sagens omkostninger blev udsat.

20 Ved kendelse afsagt den 11. juli 2001 af formanden for Rettens Anden Afdeling fik Eurobrom BV, Lonza GmbH, Arch Chemicals og Troy Chemical Company BV tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for sagsøgerens påstande, og afgørelsen om sagens omkostninger blev udsat. Intervenienterne er blevet opfordret til først at redegøre for deres anbringender og argumenter vedrørende formaliteten.

21 Retten har som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse anmodet parterne om at besvare visse skriftlige spørgsmål. Parterne har efterkommet disse anmodninger.

22 Intervenienterne har indleveret deres interventionsindlæg til Rettens Justitskontor den 5. september 2001.

23 Kommissionen har indleveret sine bemærkninger til interventionsindlægget den 28. november 2001.

Parternes påstande

24 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

- Sagen antages til realitetsbehandling, og der gives sagsøgeren medhold.

- Forordningen annulleres i henhold til artikel 230, stk. 4, EF.

- Kommissionen tilpligtes at betale alle sagens omkostninger.

25 Intervenienterne har i deres interventionsindlæg nedlagt påstand om, at sagen antages til realitetsbehandling.

26 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

- Sagen afvises.

- Sagsøgeren og intervenienterne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Retlige bemærkninger

27 Ifølge procesreglementets artikel 114, stk. 1, kan Retten, såfremt en part ønsker det, tage stilling til en afvisningspåstand uden at indlede behandlingen af sagens realitet. I medfør af samme artikels stk. 3 forhandles der mundtligt om begæringen, medmindre Retten bestemmer andet. I denne sag finder Retten at have fået tilstrækkelige oplysninger i sagens akter til at kunne træffe afgørelse uden at indlede den mundtlige forhandling.

Parternes argumenter

28 Sagsøgeren har anført, at sagen skal antages til realitetsbehandling.

29 Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at forordningen, selv om den er betegnet som en forordning, faktisk er en beslutning, der berører sagsøgeren umiddelbart og individuelt. Forordningen pålægger sagsøgeren detaljerede og umiddelbare forpligtelser, uden at der gives nogen tredjemand en skønsbeføjelse, og uden at der fra medlemsstaterne kræves den mindste yderligere gennemførelsesforanstaltning. Ifølge sagsøgeren tilhører selskabet en »lukket kreds« af selskaber, som forordningen - der fastsætter den procedure, aktivstofproducenterne skal følge - finder anvendelse på, nemlig selskaber, der har bragt et biocidholdigt produkt på markedet, der indeholder aktive stoffer, og som var på markedet inden den 14. maj 2000. Forordningen er således rettet til en specifik persongruppe, der er klart og frivilligt afgrænset i antal og i tid, og som ikke kan udvides efter forordningens vedtagelse. Sagsøgeren har navnlig henvist til Domstolens dom af 15. juli 1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen (Sml. 1954-1964, s. 411, org. ref.: Rec. s. 199), af 16. maj 1991, sag C-358/89, Extramet Industrie mod Kommissionen (Sml. I, s. 2501), og af 18. maj 1994, sag C-309/89, Codorniu mod Rådet (Sml. I, s. 1853).

30 Sagsøgeren har for det andet argumenteret for, at selskabet gennem Det Europæiske Råd for den Kemiske Industri (CEFIC) deltog aktivt i den proces, der førte til vedtagelsen af forordningen. Sagsøgeren har til støtte for dette argument navnlig henvist til dommen i sagen Extramet Industrie mod Rådet og Domstolens dom af 2. april 1998, sag C-321/95 P, Greenpeace m.fl. mod Kommissionen (Sml. I, s. 1651).

31 For det tredje har Kommissionen, selv om den var opmærksom på sagsøgerens specifikke interesser og var forpligtet til at tage dem i betragtning, vedtaget en forordning, der afviste sagsøgerens eneret til syren, der imidlertid var beskyttet ved fællessskabsretten, navnlig ved bestemmelserne i direktivets artikel 12 om beskyttelse af eksisterende oplysninger, hvilket således gav sagsøgerens konkurrenter, der ikke overholdt forordningen, mulighed for at få gratis adgang til sagsøgerens oplysninger. Sagsøgeren har i denne forbindelse navnlig henvist til Domstolens dom af 17. januar, sag 11/82, Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen (Sml. s. 207), og Rettens dom af 14. september 1995, forenede sager T-480/93 og T-483/93, Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen (Sml. II, s. 2305).

32 Sagsøgeren har endelig gjort gældende, at Retten er den eneste retsinstans, der kan beskytte sagsøgerens rettigheder.

33 Intervenienterne har i det væsentlige tilsluttet sig sagsøgerens argumenter. De har endvidere gjort gældende, at alene de personer, der har bragt et biocidholdigt produkt på Fællesskabets marked inden den 14. maj 2000, har mulighed for at deltage i undersøgelsesprogrammet for biocider, da de er de eneste, der kan fremlægge beviser, der godtgør, at det biocidholdige produkt er blevet bragt på markedet inden denne dato, og de er de eneste, der kan meddele de øvrige oplysninger, der er opregnet i bilag II til forordningen, der præciserer anmeldesesbetingelserne.

34 Intervenienterne har herudover anført, at sagsøgeren er individuelt berørt af forordningen, idet selskabet er den eneste producent af syre, der er i stand til at anmelde den syre, der anvendes i systemer til nedfrysning og behandling af væsker, eftersom selskabet er den eneste producent, der inden den 14. maj 2000 har markedsført syre, der er bestemt til dette markedssegment.

35 Kommissionen har gjort gældende, at sagen bør afvises.

36 Kommissionen har for det første indledningsvis anført, at sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af forordningen og ikke kun af bestemmelserne i artikel 6, stk. 2 og stk. 3, andet afsnit, der tilsyneladende er de bestemmelser, der optager sagsøgeren.

37 Ifølge Kommissionen kan sagen ikke antages til realitetsbehandling, da forordningen ikke er en »beslutning«, der berører sagsøgeren umiddelbart og individuelt. Forordningen er en generel retsakt, idet den er rettet til alle producenter, middelproducenter, importører, sammenslutninger og medlemsstater, der ønsker at identificere og/eller anmelde eksisterende aktive stoffer.

38 Dernæst har Kommissionen gjort gældende, at der ikke er nogen begrænset kreds af aktivstofproducenter, idet den eneste »lukkede kreds«, der er berørt af forordningen, er kredsen for eksisterende aktive stoffer.

39 Kommissionen har som svar på de argumenter, der særligt er fremført af intervenienterne, præciseret, at forordningen ikke kræver bevis for, at anmelderen har bragt et stof på markedet inden den 14. maj 2000, og har tilføjet, at alle berørte erhvervsdrivende i princippet har lige muligheder for at fremkomme med de oplysninger, der er opregnet i bilag II til forordningen.

40 Hvad angår spørgsmålet om den aktive deltagelse i forordningens vedtagelsesprocedure har Kommissionen anført, at der ikke er nogen bestemmelse, der kræver, at borgerne skal deltage i forordningens udarbejdelse, og at høringen af den forening, som sagsøgeren er medlem af, skete på et frivilligt grundlag og alene var af oplysende karakter.

41 Endelig har Kommissionen anført, at til forskel fra de omstændigheder, der gav anledning til dommen i sagen Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen og i sagen Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, havde Kommissionen ved vedtagelsen af forordningen ikke nogen forpligtelse til at prioritere de foranstaltninger, der bringer mindst mulig forstyrrelse, eller til at indhente oplysninger om de eventuelle negative følger.

Rettens bemærkninger

42 Ifølge artikel 230, stk. 4, EF kan enhver fysisk eller juridisk person indbringe klage over beslutninger, der retter sig til ham, samt over beslutninger, som, skønt de er udfærdiget i form af en forordning eller en beslutning rettet til en anden person, dog berører ham umiddelbart og individuelt.

43 Sagsøgeren har for det første anfægtet den anfægtede retsakts almengyldige karakter, idet selskabet har gjort gældende, at forordningen skal anses for en beslutning, som selskabet er adressat for som medlem af en lukket og begrænset kreds af berørte erhvervsdrivende.

44 Det skal for det første bemærkes, at kriteriet for sondringen mellem en forordning og en beslutning skal søges i, om den pågældende retsakt er almengyldig eller ikke, og at en retsakt er almengyldig, hvis den finder anvendelse på objektivt bestemte situationer og har retsvirkninger for abstrakt fastlagte persongrupper (jf. Rettens dom af 10.7.1996, sag T-482/93, Weber mod Kommissionen, Sml. II, s. 609, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

45 I denne sag fastsætter forordningen de nødvendige bestemmelser for udarbejdelsen og iværksættelsen af den første fase af det undersøgelsesprogram, der er omhandlet i direktivets artikel 16, stk. 2. Denne første fase har til formål at oprette en udtømmende liste over alle eksisterende aktive stoffer. Med henblik herpå pålægger bestemmelserne om identifikationsproceduren på den ene side producenterne - og giver middelproducenterne og medlemsstaterne mulighed for - at give Kommissionen oplysninger om de eksisterende aktive stoffer i biocidholdige produkter. På den anden side iværksætter forordningen en anmeldelsesprocedure, der giver producenterne, middelproducenterne og medlemsstaterne mulighed for at meddele Kommissionen, at de ønsker at ansøge om optagelse af et eksisterende aktivt stof på listen i bilag I, bilag I A eller bilag I B til direktivet for en eller flere produkttyper, og at de vil forelægge alle de oplysninger, der kræves for, at dette aktive stof kan vurderes på et korrekt grundlag, og at der kan træffes afgørelse herom. Forordningen bestemmer i artikel 6, stk. 2, at alle aktivstofproducenter af et aktivt stof, der er optaget på undersøgelseslisten, og alle middelproducenter af biocidholdige produkter indeholdende det pågældende aktive stof kan påbegynde eller fortsætte markedsføring af det aktive stof, som sådan eller indeholdt i biocidholdige produkter, i den eller de produkttyper, for hvilke Kommissionen har godkendt mindst én anmeldelse.

46 Det fremgår heraf, at forordningen finder anvendelse på objektivt bestemte situationer og har retsvirkninger for abstrakt fastlagte persongrupper, nemlig navnlig alle producenter og middelproducenter, der kan identificere eksisterende aktive stoffer, alle producenter, middelproducenter og foreninger, der ønsker at anmode om optagelse af et aktivt stof for en eller flere slags produkter i et af bilagene til direktivet, og endelig alle producenterne af et aktivt stof, der findes på undersøgelseslisten, og alle middelproducenterne af biocidholdige produkter, der indeholder dette aktive stof. Forordningen har på grund af sin generelle rækkevidde almengyldig karakter og er ikke en beslutning i artikel 249 EF's forstand.

47 Forordningens almengyldige karakter udelukker imidlertid ikke, at den umiddelbart og individuelt kan berøre visse fysiske eller juridiske personer i henhold til artikel 230, stk. 4, EF (dommen i sagen Codorniu mod Rådet, præmis 19, i sagen Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, præmis 66, og Rettens dom af 13.12.1995, forenede sager T-481/93 og T-484/93, Exporteurs in Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2941, præmis 50). Dette er tilfældet, hvis den pågældende retsakt skader en fysisk eller juridisk person, når den vedrører denne på grund af visse egenskaber, som er særlige for ham, eller en faktisk situation, der adskiller ham fra alle andre og derfor individualiserer ham på lignende måde som adressaten (dommen i sagen Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 414, org. ref.: Rec. s. 223, og i sagen Codorniu mod Rådet, præmis 20).

48 Det skal i denne forbindelse fastslås, at sagsøgerens synspunkt om, at forordningen finder anvendelse på en »lukket kreds« af selskaber, der har bragt biocidholdige produkter, der indeholder aktive stoffer, på Fællesskabets marked, må forkastes. Forordningen er nemlig rettet til alle dem, der har en interesse i at identificere og anmelde eksisterende aktive stoffer og biocidholdige produkter, der indeholder disse stoffer, og ikke udelukkende til erhvervsdrivende, der har bragt et biocidholdigt produkt, der indeholder eksisterende aktive stoffer, på markedet inden den 14. maj 2000. Forordningens artikel 6, stk. 2 - som sagsøgeren synes særligt at have lagt vægt på - giver alle producenter og middelproducenter mulighed for at fortsætte eller påbegynde markedsføring af eksisterende aktive stoffer og biocidholdige produkter, der indeholder disse stoffer, for den eller de produkttyper, for hvilke Kommissionen har godkendt mindst én anmeldelse.

49 Det bemærkes, at en anmeldelse af et eksisterende aktivt stof kan foretages af enhver erhvervsdrivende, der kan bevise, at det aktive stof er bragt på markedet inden den 14. maj 2000, og at dette bevis på ingen måde indebærer, at denne erhvervsdrivende selv inden den 14. maj 2000 har markedsført det aktive stof eller et biocidholdigt produkt, der indeholder dette stof. Ligeledes kan de andre oplysninger, der er opregnet i bilag II til forordningen, i princippet fremlægges af enhver berørt erhvervsdrivende.

50 Det fremgår af ovenstående, at adgangen til identifikations- og/eller anmeldelsesproceduren ikke er forbeholdt den ene erhvervsdrivende, der betjener en specifik del af markedet. Intervenienternes synspunkt om, at sagsøgeren er individuelt berørt af forordningen, idet selskabet er den eneste producent af syre, der er i stand til at anmelde den syre, der anvendes til nedfrysning og behandling af væsker, må derfor forkastes. Forordningen har nemlig til formål at optælle alle eksisterende aktive stoffer i biocidholdige produkter som defineret i forordningens artikel 2, litra a), ved hjælp af oplysninger fra alle berørte producenter og middelproducenter.

51 Sagsøgerens argument om, at selskabet deltog i den procedure, der førte til forordningens vedtagelse, kan heller ikke tages til følge. Det bemærkes for det første, at det ikke var sagsøgeren individuelt, der deltog i denne procedure, men CEFIC, som er en forening, sagsøgeren er medlem af. Det fremgår herudover af retspraksis, at den omstændighed, at en person på den ene eller den anden måde intervenerer i den procedure, som fører til, at Fællesskabet vedtager en retsakt, kun individualiserer den pågældende person i relation til den omhandlede retsakt, såfremt der i de gældende fællesskabsbestemmelser er foreskrevet overholdelse af visse processuelle garantier i forhold til den pågældende person (jf. Rettens kendelse af 3.6.1997, sag T-60/96, Merck m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 849, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis). Der er i denne sag ingen bestemmelse, der pålægger Kommissionen inden forordningens vedtagelse at følge en procedure, hvorunder personer som sagsøgeren skal have ret til at gøre eventuelle rettigheder gældende eller blot blive hørt. Den eneste bestemmelse, som sagsøgeren har påberåbt sig i denne sammenhæng, er 23. betragtning til direktivet, hvorefter gennemførelsen af direktivet og tilpasningen af dets bilag til udviklingen inden for teknik og videnskab samt optagelse af aktive stoffer i de relevante bilag kræver et snævert samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne samt ansøgerne; i de tilfælde, hvor den procedure, der gælder i forbindelse med Den Stående Komité for Biocidholdige Produkter, skal anvendes, er der et passende grundlag for dette samarbejde. Denne bestemmelse giver imidlertid ikke sagsøgeren processuelle rettigheder.

52 Sagsøgerens synspunkt om, at Kommissionen var forpligtet til i forbindelse med forordningens vedtagelse at tage hensyn til sagsøgerens specifikke interesser, og om, at sagsøgeren derfor har søgsmålsret i denne sag, kan heller ikke tages til følge. Til forskel fra de omstændigheder, der gav anledning til dommen i sagen Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen og i sagen Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, er der i denne sag ingen bestemmelse, der pålægger Kommissionen at tage hensyn til retsvirkningerne for visse borgeres situation af den retsakt, den agter at vedtage.

53 Spørgsmålet om, hvorvidt forordningens bestemmelser tilsidesætter sagsøgerens ejendomsrettigheder, som beskyttet ved direktivets artikel 12, henhører under sagens realitet. Denne påståede tilsidesættelse, såfremt den anses for godtgjort, er under alle omstændigheder ikke tilstrækkelig til at individualisere sagsøgeren i forhold til alle andre erhvervsdrivende, der foretager anmeldelse af et eksisterende aktivt stof.

54 Hvad endelig angår sagsøgerens argument om, at den foreliggende sag er det eneste retsmiddel, sagsøgeren har, skal det anføres, at selv om det måtte forholde sig således, at der eventuelt ikke foreligger andre retsmidler, kan en sådan omstændighed ikke begrunde en fortolkningsbetinget ændring i den søgsmålsordning, der er fastlagt ved traktaten. En sådan omstændighed kan i intet tilfælde medføre, at et annullationssøgsmål, der anlægges af en fysisk eller juridisk person, som ikke opfylder betingelserne i artikel 230, stk. 4, EF, skal antages til realitetsbehandling (Rettens dom af 22.2.2000, sag T-138/98, ACAV m.fl. mod Rådet, Sml. II, s. 341, præmis 68).

55 Det fremgår af ovenstående, at forordningen ikke kan anses for at berøre sagsøgeren individuelt. Da sagsøgeren derfor ikke har opfyldt en af formalitetsbetingelserne i artikel 230, stk. 4, EF, bør sagen afvises.

Sagens omkostninger

56 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom pålægges denne at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler, bortset fra de omkostninger, som interventionerne har medført.

57 I overensstemmelse med procesreglementets artikel 87, stk. 4, bærer intervenienterne deres egne omkostninger. I henhold til artikel 87, stk. 2, betaler de ligeledes in solidum de omkostninger, som Kommissionen har afholdt på grund af deres intervention.

På grundlag af disse præmisser

kender

RETTEN (Anden Afdeling)

for ret:

1) Sagen afvises.

2) Bactria Industriehygiene-Service Verwaltungs GmbH bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler, bortset fra de omkostninger, som interventionerne har medført.

3) Eurobrom BV, Lonza GmbH, Arch Chemicals SA og Troy Chemical Company BV bærer deres egne omkostninger og betaler in solidum de omkostninger, som Kommissionen har afholdt på grund af deres intervention.