62000B0149

Særlige rettergangsformer - formalitetsbetingelse - hovedsagens antagelse til realitetsforhandling - uden betydning - grænser - afvisning

(Art. 242 EF og 243 EF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 1)

$$Spørgsmålet, om hovedsagen kan antages til realitetsbehandling, bør som hovedregel ikke behandles under en sag om foreløbige forholdsregler, da afgørelsen i hovedsagen herved kan foregribes. Det kan imidlertid gøres gældende, at begæringen om foreløbige forholdsregler udspringer af en hovedsag, som åbenbart må afvises, hvorfor det kan være nødvendigt, at der fremlægges omstændigheder, som godtgør, at hovedsagen ud fra en umiddelbar betragtning alligevel kan antages til realitetsbehandling.

( jf. præmis 18 )

I sag T-149/00 R,

Innova, Centro euromediterraneo per lo sviluppo sostenibile, Calatafimi (Italien), ved advokat D. Fosselard, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Arendt og Medernach, rue Mathias Hardt,

sagsøger,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved juridisk rådgiver M.-J. Jonczy og E. Paasivirta, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos C. Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsøgt,

angående en påstand om udsættelse af gennemførelsen dels af Kommissionens afgørelse om at ophæve den kontrakt, der er indgået med sagsøgeren med henblik på gennemførelse af projektet Dionysos, for så vidt det i afgørelsen pålægges sagsøgeren at tilbagebetale det fulde beløb, der er oppebåret inden for rammerne af den nævnte kontrakt, dels af den debetnota, der er udstedt i henhold til denne afgørelse, i den udstrækning, hvor dette er nødvendigt,

har

PRÆSIDENTEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

afsagt følgende

Kendelse

Sagens faktiske omstændigheder og retsforhandlingerne

1 Innova, Centro euromediterraneo per lo sviluppo sostenibile, er en organisation, der er oprettet efter italiensk ret, og som arbejder uden gevinst for øje med det formål at bidrage til en bæredygtig udvikling i middelhavsområdet.

2 Den 5. august 1998 indgik Kommissionen en kontrakt med sagsøgeren (herefter »kontrakten«) inden for rammerne af et støtteprogram, der blev finansieret i medfør af Rådets forordning (EF) nr. 1488/96 af 23. juli 1996 om finansielle og tekniske ledsageforanstaltninger (MEDA) i forbindelse med reformen af de økonomiske og sociale strukturer inden for rammerne af Euro-Middelhavs- partnerskabet (EFT L 189, s. 1), og hvorved sagsøgeren forpligtede sig til at gennemføre et projekt, der var beskrevet i bilag A til kontrakten, og som blev benævnt »Dionysos - lokaliteter, hvor der var optræden i antikken«. Til gengæld forpligtede Kommissionen sig til at støtte projektet med 891 188 ECU.

3 Kontraktens artikel 15, stk. 3, har følgende ordlyd:

»I tilfælde af, at støttemodtageren ikke opfylder en forpligtelse, der er fastsat i denne kontrakt, og ikke i tide har truffet foranstaltninger til at afhjælpe en sådan misligholdelse, forbeholder Kommissionen sig ret til suspendere eller indstille finansieringen af projektet eller suspendere eller indstille de betalinger, der er fastsat i kontrakten samt til, i givet fald, at opsige kontrakten. I sidstnævnte tilfælde forbeholder Kommissionen sig ret til at fremsætte krav om tilbagebetaling af den støtte, der allerede er blevet udbetalt.«

4 I kontraktens artikel 15, stk. 6, fastsættes følgende:

»I tilfælde af, at støtten ikke tilbagebetales inden udløbet af den fastsatte frist, forrentes det skyldige beløb med den rentesats, der anvendes af Det Europæiske Monetære Institut (IMI) i forbindelse med transaktioner i ecu som offentliggjort i C-udgaven af EF-Tidende, og som er gældende på det tidspunkt, hvor fristen for tilbagebetaling udløber.

Støttemodtageren anerkender, at et pålæg om tilbagebetaling, der er behørigt udstedt af Kommissionen, udgør et fuldbyrdelsesgrundlag som omhandlet i [EF]-traktatens artikel 192, og at det kan tvangsfuldbyrdes i alle lande, hvor støttemodtageren har forretningssted.« (EF-traktatens artikel 192 er blevet til artikel 256 EF).

5 Kontraktens artikel 17 bestemmer, at »enhver tvist mellem Kommissionen og støttemodtageren, der måtte opstå i forbindelse med opfyldelse af kontrakten, og som ikke har kunnet bilægges i mindelighed mellem parterne, skal forelægges for retterne i Bruxelles«. I artikel 18 er anført, at »belgisk ret finder anvendelse på kontrakten«.

6 I forbindelse med opfyldelsen af kontrakten modtog sagsøgeren 404 273 EUR af Kommissionen.

7 Laurent, der er afdelingschef i Generaldirektoratet for Eksterne Forbindelser under Kommissionen, meddelte ved skrivelse af 23. marts 2000 sagsøgeren, at Kommissionen havde besluttet at opsige kontrakten i medfør af kontraktens artikel 15, stk. 3. I skrivelsen var anført, at »nærværende beslutning om opsigelse af kontrakten vil naturligvis medføre, at der fremsættes krav om hel eller delvis tilbagebetaling af den støtte, der allerede er blevet udbetalt«, og at Kommissionen »forbeholder sig ret til søge kravet fyldestgjort i den bankgaranti, som Innova har stillet i den anledning«.

8 Som begrundelse for denne beslutning anførte Laurent, at »han efter kontraktens ikrafttræden har kunnet konstatere, at Innova i en lang række tilfælde har tilsidesat de kontraktlige forpligtelser, der påhviler organisationen i forbindelse med iværksættelsen og gennemførelsen af Dionysos-projektet, samt at organisationen ikke har vist sig at være i stand til i tide at træffe de fornødne foranstaltninger med henblik på at bringe denne misligholdelse af kontrakten til ophør«.

9 I skrivelse af 6. juni 2000, som sagsøgte modtog den 22. juni 2000, og som var vedlagt en debetnota af 29. maj 2000, anmodede Kommissionen sagsøgte om at tilbagebetale 404 273 EUR senest 15 dage efter modtagelsen af skrivelsen. I modsat fald ville det omhandlede beløb med renter blive søgt tvangsinddrevet.

10 Ved stævning indgivet til Rettens Justitskontor den 2. juni 2000 har Innova i medfør af artikel 230, stk. 4, EF anlagt sag med påstand om, at Kommissionens beslutning om at opsige kontrakten, annulleres.

11 Ved et særskilt processkrift indgået til Rettens Justitskontor den 6. juli 2000 har Innova endvidere i medfør af artikel 242 EF fremsat en begæring om udsættelse af gennemførelsen af dels Kommissionens beslutning om at ophæve kontrakten, for så vidt det i afgørelsen pålægges sagsøgeren at tilbagebetale det fulde beløb, der er oppebåret inden for rammerne af den nævnte kontrakt, dels af den debetnota, der er udstedt i henhold til denne afgørelse, i den udstrækning, hvor dette er nødvendigt. Innova har ligeledes begæret, at artikel 105, stk. 2, i Rettens procesreglement bringes i anvendelse, idet tvangsfuldbyrdelse af den anfægtede afgørelse vil forvolde organisationen alvorligt og uopretteligt tab.

12 Den 7. juli 2000 anmodede Retten dels sagsøgeren om at fremlægge tre dokumenter til brug for den nærmere forståelse af begæringen om iværksættelse af foreløbige forholdsregler, dels Kommissionen om at tilkendegive, om den havde til hensigt at iværksætte de fornødne foranstaltninger i henhold til artikel 256 EF med henblik på tvangsfuldbyrdelse af beslutningen, inden Retten afsagde sin kendelse og dermed afsluttede sagen om foreløbige forholdsregler.

13 Den samme dag fremlagde sagsøgeren de pågældende dokumenter i Retten, og Kommissionen besvarede Rettens spørgsmål, idet den udtrykkeligt anførte, at artikel 256 EF ikke fandt anvendelse, eftersom forholdet mellem Kommissionen og Innova udelukkende skulle bedømmes ud fra kontrakten.

14 Den 14. juli 2000 indgav Kommissionen skriftlige bemærkninger til begæringen om foreløbige forholdsregler.

15 På grundlag af sagens akter finder Retten, at den råder over samtlige de oplysninger, der er nødvendige for at kunne træffe afgørelse om begæringen om udsættelse af gennemførelsen, uden at det er fornødent, at parterne først afgiver mundtlige indlæg.

De relevante retsregler

16 I medfør af artikel 242 EF og artikel 243 EF sammenholdt med artikel 4 i Rådets afgørelse af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (88/591/EKSF, EØF, Euratom) (EFT L 319, s. 1), som ændret ved Rådets afgørelse af 8. juni 1993 (93/350/EKSF, EØF, Euratom) (EFT L 144, s. 21), kan Retten, hvis den skønner, at forholdene kræver det, udsætte gennemførelsen af den anfægtede retsakt eller foreskrive de nødvendige foreløbige forholdsregler.

17 I henhold til artikel 104, stk. 1, første afsnit, i Rettens procesreglement kan begæringer om udsættelse af gennemførelsen af en retsakt kun antages til realitetsbehandling, hvis den, der fremsætter begæringen, har anlagt sag til prøvelse af retsakten ved Retten. Denne regel er ikke kun en ren formalitet, idet det forudsættes, at sagens realitet, som ligger til grund for begæringen om foreløbige forholdsregler, faktisk kan underkastes en prøvelse af Retten.

1819 Ifølge fast retspraksis bør spørgsmålet, om hovedsagen kan antages til realitetsbehandling, som hovedregel ikke behandles under en sag om foreløbige forholdsregler, da afgørelsen i hovedsagen herved kan foregribes. Når det imidlertid, som tilfældet er i denne sag, gøres gældende, at begæringen om foreløbige forholdsregler udspringer af en hovedsag, som åbenbart må afvises, kan det være nødvendigt, at der fremlægges omstændigheder, som godtgør, at hovedsagen ud fra en umiddelbar betragtning alligevel kan antages til realitetsbehandling (bl.a. kendelse afsagt af Rettens præsident den 15.2.2000, sag T-1/00 R, Hölzl m.fl. mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 21).

20 Artikel 238 EF bestemmer, at »Domstolen har kompetence til at træffe afgørelse i henhold til en voldgiftsbestemmelse, som indeholdes i en af Fællesskabet eller i en på dets vegne indgået offentligretlig eller privatretlig aftale«. Det fremgår af denne artikel sammenholdt med afgørelse 88/591 i den ændrede udgave, at Retten kun har kompetence til som første instans at træffe afgørelse i sager, som indbringes af fysiske eller juridiske personer, vedrørende tvister, der udspringer af et kontraktforhold, hvis der foreligger en voldgiftsbestemmelse.

21 Kontrakten i den foreliggende sag indeholder imidlertid ingen bestemmelse, der tillægger Retten kompetence til at træffe afgørelse i de tvister, der måtte opstå i forbindelse med opfyldelse af kontrakten. Det fremgår tværtimod udtrykkeligt af værnetingsbestemmelsen i kontraktens artikel 17, at enhver tvist, der måtte opstå i forbindelse med opfyldelse af kontrakten, skal forelægges for retterne i Bruxelles.

22 Sagsøgeren har imidlertid gjort gældende, at denne bestemmelse kun omhandler tvister vedrørende opfyldelse af kontrakten, og ikke en beslutning fra Kommissionens side, der fører til ophævelse af selve kontrakten. Hertil bemærkes blot, at den tvist, der er mellem sagsøgeren og Kommissionen vedrørende ophævelse af kontrakten og deraf følgende tilbagevenden til tingenes oprindelige tilstand - og som kan begrunde, at der fremsættes krav om tilbagebetaling af det samlede beløb, der er udbetalt i støtte - har en direkte sammenhæng med de forpligtelser, der følger af kontrakten, da ophævelse i medfør af kontraktens artikel 15, blot er en konsekvens af, at en af de kontraherende parter ikke opfylder sine forpligtelser. En sådan tvist kan således ikke løsrives fra en tvist vedrørende opfyldelsen af kontrakten som omhandlet i artikel 17.

23 Det følger heraf, at når der anlagt et annullationssøgsmål for Retten, kan Retten i mangel af en voldgiftsbestemmelse, der tildeler den kompetence, ikke træffe realitetsafgørelse for så vidt angår en begæring, der vedrører opfyldelsen af en kontrakt, der er indgået af Fællesskabet. I modsat fald ville Retten nemlig udstrække sin dømmende myndighed til andre tvister end dem, som udtømmende er forbeholdt dens afgørelse i medfør af artikel 240 EF, der netop tillægger de nationale retter en almindelig kompetence til at påkende de tvister, hvori Fællesskabet er part (Rettens kendelse af 3.10.1997, sag T-186/96, Mutual Aid Administration Services mod Kommissionen, Sml. II, s. 1633, præmis 47).

24 Herefter må begæringen om foreløbige forholdsregler forkastes, da Retten ikke har kompetence til at påkende den sag, som ligger til grund for begæringens fremsættelse (i denne retning Domstolens dom af 28.4.1988, forenede sager 31/86 og 35/86, LAISA og CPC España mod Rådet, Sml. s. 2285, præmis 18, og kendelse afsagt af Domstolen 14.7.1998, sag C-399/97, Glasoltherm m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 4521, præmis 8).

Af disse grunde

bestemmer

RETTENS PRÆSIDENT

1) Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2) Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.