1. Erstatningssøgsmål - sagsgenstand - påstand om godtgørelse for en skade forvoldt af fællesskabsinstitutionerne - begrebet institution - Fællesskabets retsinstansers kompetence til at afgøre en tvist, der vedrører en forsømmelse, som hævdes at være udvist af ombudsmanden
(Art. 235 EF og art. 288, stk. 2, EF; Rådets afgørelse 88/591, som ændret ved afgørelse 1999/291)
2. Erstatningssøgsmål - sagsgenstand - påstand om godtgørelse for en skade, der er forvoldt ved Kommissionens manglende iværksættelse af et traktatbrudssøgsmål - afvisning - påstand om godtgørelse for en skade, der er forvoldt af en åbenbar fejl begået af ombudsmanden under udøvelse af sine opgaver - formaliteten
(Art. 235 EF og art. 288, stk. 2, EF; Rådets afgørelse 88/591, som ændret ved afgørelse 1999/291)
3. Erstatningssøgsmål - selvstændig karakter i forhold til annullationssøgsmålet - afvisning af annullationssøgsmålet til prøvelse af en retligt bindende retsakt - ingen betydning for realitetspåkendelsen af et søgsmål med påstand om erstatning for skade forårsaget ved vedtagelsen af den anfægtede akt
(Art. 235 EF og art. 288, stk. 2, EF)
4. Ansvar uden for kontraktforhold - betingelser - retsstridighed - skade - årsagsforbindelse
(Art. 288, stk. 2, EF)
5. Den Europæiske Ombudsmand - klageadgang, der er et alternativ til sagsanlæg ved Fællesskabets retsinstanser - ikke muligt at anvende de to retsmidler samtidigt - bedømmelsen af, om det er hensigtsmæssigt at klage til ombudsmanden, foretages af borgeren
(Art. 195, stk. 1, EF, statutten for Den Europæiske Ombudsmand, art. 2, stk. 6 og 7)
6. Den Europæiske Ombudsmand - almindelig forpligtelse til at oplyse klagerne om de forhåndenværende retsmidler og frister - foreligger ikke
(Statutten for Den Europæiske Ombudsmand, art. 2, stk. 5)
7. Den Europæiske Ombudsmand - frist for behandling af klager - vejledende etårsfrist - forlængelse ud over en rimelig frist, der fastlægges under hensyntagen til omstændighederne
8. Den Europæiske Ombudsmand - forsøg på at finde en løsning, der imødekommer den berørte borgers særlige interesser - forpligtelse til at samarbejde med den pågældende institution
(Statutten for Den Europæiske Ombudsmand, art. 3, stk. 5)
9. Den Europæiske Ombudsmand - fremsættelse af en kritisk bemærkning - beskyttelse af den berørte borgers individuelle interesser - foreligger ikke
10. Retspleje - omkostninger - ophævelse - ganske særlige grunde - bedømmelse
(Rettens procesreglement, art. 87, stk. 3, første afsnit)
1. I henhold til artikel 235 EF og artikel 288, stk. 2, EF samt Rådets afgørelse 88/591, som ændret ved afgørelse 1999/291, om oprettelse af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er Retten kompetent til at afgøre tvister vedrørende de erstatninger for skade, der er forvoldt af fællesskabsinstitutionerne. Udtrykket »institution«, der anvendes i artikel 288, stk. 2, EF, skal ikke forstås således, at det kun omfatter de i artikel 7 EF opregnede fællesskabsinstitutioner. Udtrykket skal forstås således, at det i betragtning af den ved traktaten indførte ordning med ansvar uden for kontraktforhold også omfatter alle andre fællesskabsorganer, der er oprettet ved traktaten, og som har til formål at bidrage til gennemførelse af Fællesskabets mål. Derfor må de handlinger, som disse organer iværksætter i forbindelse med udøvelsen af den kompetence, de er tildelt i henhold til fællesskabsretten, tilregnes Fællesskabet i overensstemmelse med de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaterne, og som er fastsat i artikel 288, stk. 2, EF. Det følger heraf, at Retten har kompetence til at behandle en sag, der er anlagt med henblik på at opnå en erstatning for den skade, der hævdes at være lidt som følge af en forsømmelse, Den Europæiske Ombudsmand har udvist i forbindelse med udøvelsen af de opgaver, han er blevet tillagt ved traktaten.
( jf. præmis 49, 51 og 52 )
2. Rettens kompetence til at afgøre en tvist, der er anlagt på grundlag af en forsømmelse, som Den Europæiske Ombudsmand hævdes at have udvist, imødegås ikke af den retspraksis, der fastslår, at et erstatningssøgsmål, der er baseret på det ansvar, der er en følge af Kommissionens undladelse af at anlægge et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 226 EF, ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som Kommissionen under alle omstændigheder ikke er forpligtet til at indlede en sådan procedure. Den opgave, som traktaten og afgørelse 94/262 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv har tillagt ombudsmanden, er således i det mindste delvis forskellig fra Kommissionens opgave inden for rammerne af et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 226 EF. Inden for rammerne af et traktatbrudssøgsmål udøver Kommissionen den kompetence, den i Fællesskabets almindelige interesse er indrømmet i henhold til artikel 211, første led, EF med henblik på at drage omsorg for anvendelsen af fællesskabsretten. Endvidere tilkommer det i denne sammenhæng Kommissionen at beslutte, hvorvidt en traktatbrudsprocedure skal iværksættes.
Derimod skal der for så vidt angår ombudsmandens behandling af klager tages hensyn til, at traktaten giver enhver borger en individuel ret til at indgive klager til ombudsmanden over tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Fællesskabets institutioner eller organer, med undtagelse af Domstolen og Retten under udøvelsen af deres domstolsfunktioner, og endvidere en ret til at blive underrettet om resultatet af de undersøgelser, ombudsmanden har foretaget som følge af klagerne, hvilken underretning skal ske på de i afgørelse 94/262 og i gennemførelsesbestemmelserne fastsatte betingelser. Endvidere har afgørelse 94/262 ikke kun givet ombudsmanden den opgave i almenhedens interesse at finde og søge at fjerne tilfælde af fejl og forsømmelser, men også den opgave, i den udstrækning det er muligt, at forsøge at finde en løsning, der imødekommer den berørte borgers særlige interesse. Det er ganske vist korrekt, at ombudsmanden har et vidt skøn med hensyn til, om klagerne er begrundede, og hvilke følger de skal have; han er i den sammenhæng ikke underlagt nogen resultatforpligtelse. Selv om den kontrol, Fællesskabets retsinstanser skal udøve, derfor er begrænset, forholder det sig ikke desto mindre således, at det ikke kan udelukkes, at en borger under ganske særlige omstændigheder vil kunne godtgøre, at ombudsmanden har begået en åbenbar fejl i udøvelsen af sine opgaver, der kan medføre en skade for den pågældende borger.
( jf. præmis 53-57 )
3. Erstatningssøgsmålet er indført ved traktaten som et selvstændigt retsmiddel, der har sin særlige funktion blandt de forskellige søgsmålstyper og er underkastet betingelser, der er afpasset efter dets særlige formål. Mens formålet med et annullations- og passivitetssøgsmål er henholdsvis at få kendt en retligt bindende retsakt ugyldig eller at fastslå, at det er retsstridigt, at en sådan retsakt ikke er vedtaget, er erstatningssøgsmålets genstand erstatning for en skade, der er en følge af en retsakt, uanset om den er retligt bindende eller ej, eller en adfærd, der kan tilregnes en institution eller et fællesskabsorgan. Derfor kan Den Europæiske Ombudsmands fejlagtige adfærd i forbindelse med forsøget på at finde en udenretlig løsning på et tilfælde af fejl eller forsømmelser skade borgernes rettigheder.
( jf. præmis 58 og 59 )
4. Det fremgår af artikel 288 EF, at Fællesskabets ansvar forudsætter, at sagsøgeren beviser, at den adfærd, som bebrejdes det pågældende organ, er retsstridig, at der reelt foreligger et tab, og at der er årsagsforbindelse mellem denne adfærd og det hævdede tab.
( jf. præmis 62 )
5. Ved oprettelsen af den europæiske ombudsmandsinstitution gav traktaten Unionens borgere, og nærmere bestemt tjenestemænd og øvrige ansatte ved Fællesskabet, en klageadgang, der er et alternativ til sagsanlæg ved Fællesskabets retsinstanser med henblik på at forsvare deres rettigheder. Dette udenretlige alternativ opfylder særlige kriterier og har ikke nødvendigvis det samme formål som en retssag. Endvidere gælder det, som det fremgår af artikel 195, stk. 1, EF og artikel 2, stk. 6 og 7, i afgørelse 94/262 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv, at der ikke samtidig kan klages og anlægges et søgsmål. Selv om indbringelse af klager for ombudsmanden ikke fører til en afbrydelse af de søgsmålsfrister, der gælder ved anlæggelse af sager for Fællesskabets retsinstanser, må ombudsmanden ikke desto mindre afslutte sin undersøgelse og afvise en klage, hvis den pågældende borger samtidigt har anlagt en sag ved Fællesskabets retsinstanser, der vedrører de samme faktiske omstændigheder. Det tilkommer derfor borgeren af vurdere, hvilket af de to retsmidler, der er til rådighed, der bedst kan tjene hans interesser. For så vidt som der er tale om en klage indgivet af en af Fællesskabets ansatte, må det under alle omstændigheder formodes, at sagsøgeren kender betingelserne for anlæggelse af en sag ved Retten, eftersom betingelserne er udtrykkeligt fastsat i vedtægten.
( jf. præmis 65-67 )
6. I overensstemmelse med artikel 2, stk. 5, i afgørelse 94/262 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv og gennemførelsesbestemmelsernes artikel 3, stk. 2, »kan« Den Europæiske Ombudsmand råde klageren til at henvende sig til en anden myndighed og til i givet fald at anlægge et annullationssøgsmål ved Retten. Det kan således være i interessen for en gnidningsfri udførelse af den opgave, ombudsmanden er blevet tillagt ved traktaten, at han på systematisk vis underretter den berørte borger om de skridt, der skal iværksættes med henblik på at tjene borgerens interesser bedst muligt, herunder ved at oplyse borgeren om de retslige søgsmålstyper, han kan benytte, og om det forhold, at klage til ombudsmanden ikke suspenderer de søgsmålsfrister, der gælder for disse søgsmålstyper. Der findes imidlertid ingen udtrykkelig bestemmelse, der pålægger ombudsmanden at handle således. Følgelig kan ombudsmanden ikke kritiseres for at have undladt at henlede sagsøgerens opmærksomhed på, at hans klage ikke havde suspensiv virkning, og for ikke at have rådgivet ham til at anlægge sag ved Fællesskabets retsinstanser. Derfor har ombudsmanden ikke i denne sammenhæng begået en tjenestefejl, der kan gøre Fællesskabet ansvarligt uden for kontrakt.
( jf. præmis 68 og 69 )
7. Afgørelse 94/262 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv og gennemførelsesbestemmelserne indeholder ingen præcis frist for Den Europæiske Ombudsmands behandling af klager. Det er udelukkende i hans årsrapport for 1997, at ombudsmanden udtalte, at »[m]ålet må være at gennemføre den nødvendige undersøgelse af en klage og informere borgeren om resultatet inden for et år, medmindre særlige omstændigheder nødvendiggør en længere undersøgelsestid« (næstsidste afsnit i forordet). Med denne erklæring har ombudsmanden kun fastsat en ikke-bindende frist for sig selv og ikke en bindende frist for behandlingen af klager. Det skal imidlertid præciseres, at hvis ikke navnlig princippet om god forvaltningsskik skal tilsidesættes, kan ombudsmandens sagsbehandlingstid ikke forlænges ud over en rimelig frist, der skal fastlægges under hensyntagen til omstændighederne i den konkrete sag. I denne sammenhæng skal der tages hensyn til den omstændighed, at traktaten og afgørelse 94/262 ikke kun har tillagt ombudsmanden den opgave, så vidt det er muligt at søge en løsning, der imødekommer den berørte borgers særlige interesser, men også i almenhedens interesse at fastlægge og søge at udelukke tilfælde af fejl og forsømmelser. Når Kommissionen, efter ombudsmandens indgriben i anledning af sagsøgerens klage, under hensyntagen til god forvaltningsskik har ændret sin administrative praksis vedrørende indkaldelse af ansøgere til en udvælgelsesprøves mundtlige prøver, kan det forløb på næsten 16 måneder, fra klagen blev indgivet af sagsøgeren, til ombudsmandens afgørelse, ikke i sig selv udgøre en tilsidesættelse af ombudsmandens forpligtelser.
( jf. præmis 74-77 )
8. Selv om afgørelse 94/262 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv tillægger ombudsmanden den opgave, at han så vidt muligt skal forsøge at finde en løsning, der imødekommer den berørte klagers interesser, har han imidlertid et vidt skøn i den forbindelse. Derfor kan ombudsmanden kun ifalde ansvar uden for kontrakt, hvor der er sket en klar og åbenbar tilsidesættelse af de forpligtelser, der påhviler ham i denne sammenhæng. Det følger af artikel 3, stk. 5, i afgørelse 94/262 og gennemførelsesbestemmelsernes artikel 6, at ombudsmanden med henblik på at nå dette mål skal samarbejde med den pågældende institution og i princippet ikke kan nøjes med at fremsende den berørte institutions udtalelse til borgeren. Ombudsmanden skal navnlig vurdere, om der kan søges en løsning, der imødekommer borgeren, og i forsøget på at nå dette mål skal han indtage en aktiv rolle i forhold til den berørte institution.
( jf. præmis 79 og 80 )
9. En tilsidesættelse af artikel 7 i gennemførelsesbestemmelserne til afgørelse 94/262 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv, i henhold til hvilken ombudsmanden kan fremsætte en kritisk bemærkning, når tilfældet af fejl eller forsømmelser ikke har almindelige virkninger, kan ikke på nogen måde skade sagsøgeren. Hverken fremsættelse af en kritisk bemærkning eller udarbejdelsen af en beretning med forslag til henstillinger over for den berørte institution er blevet til for at beskytte den berørte borgers individuelle interesser mod en eventuel skade, der lides som følge af en institutions eller et fællesskabsorgans fejl eller forsømmelse.
( jf. præmis 86 og 87 )
10. I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, første afsnit, kan Retten, som en undtagelse til reglementets artikel 87, stk. 2, andet afsnit, bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger, hvor der foreligger ganske særlige grunde. Der må i denne forbindelse for det første tages hensyn til den omstændighed, at det var som følge af den af sagsøgeren til ombudsmanden indgivne klage, at Kommissionen ændrede sin administrative praksis, uden at denne ændring eventuelt kunne komme sagsøgeren selv til gode. For det andet må der tages hensyn til, at de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag kan sammenlignes med en tvist mellem Fællesskaberne og deres ansatte, hvori institutionerne og fællesskabsorganerne ifølge procesreglementets artikel 88 selv bærer deres egne omkostninger.
( jf. præmis 91-93 )