Sag T-102/00
Vlaams Fonds voor de Sociale Integratie
van Personen met een Handicap
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Socialpolitik — Den Europæiske Socialfond — nedsættelse af finansielt tilskud — ret til kontradiktion — artikel 24 i forordning (EØF) nr. 4253/88 — begrundelse«
Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 9. juli 2003 II-2436
Sammendrag af dom
Socialpolitik – Den Europæiske Socialfond – tilskud til finansiering af erhvervsuddannelsesforanstaltninger – beslutning om nedsættelse af et oprindeligt ydet tilskud – de berettigedes ret til kontradiktion – rækkevidde
Socialpolitik – Den Europæiske Socialfond – tilskud til finansiering af erhvervsuddannelsesforanstaltninger – beslutning om nedsættelse af oprindeligt bevilget tilskud – medlemsstatens adgang til at fremkomme med bemærkninger forud for beslutningens vedtagelse – væsentlig formforskrift – tilsidesættelse – ugyldighed
Institutionernes retsakter – begrundelse – pligt – rækkevidde – Kommissionens beslutning om at nedsætte et tilskud fra Den Europæiske Socialfond til en erhvervsuddannelsesforanstaltning
(Art. 253 EF)
Retten til kontradiktion under enhver procedure, der iværksættes over for en person, og som kan munde ud i en retsakt, der indeholder et klagepunkt mod den pågældende, er et grundlæggende fællesskabsretligt princip, som skal overholdes, selv om der ikke er fastsat retsregler for den pågældende procedure. Princippet indebærer, at enhver adressat for en beslutning, som i væsentlig grad påvirker dennes interesser, skal have mulighed for at gøre sine synspunkter gældende i relation til de faktorer, som en afgørelse til skade for den pågældende er baseret på.
I den forbindelse må en beslutning truffet af Kommissionen, hvorved det finansielle tilskud fra Den Europæiske Socialfond nedsættes eller ophæves, antages at berøre tilskudsmodtagerne umiddelbart og individuelt og at indeholde et klagepunkt mod dem, selv om den berørte medlemsstat i den administrative procedure er Den Europæiske Socialfonds eneste kontaktled. Det er således tilskudsmodtagerne, der bærer de økonomiske følger af beslutningen om nedsættelse eller ophævelse af tilskud, for så vidt som de er hovedansvarlige for tilbagebetalingen af de med urette udbetalte beløb.
Det følger heraf, at Kommissionen, som i forhold til modtagerne af tilskud fra Den Europæiske Socialfond bærer det retlige eneansvar for beslutningen om nedsættelse af tilskuddet, ikke kan vedtage en sådan beslutning uden først at have givet tilskudsmodtagerne mulighed for at gøre deres synspunkter gældende vedrørende den påtænkte nedsættelse af tilskuddet.
(jf. præmis 59-61)
Da den pågældende medlemsstat i kraft af sin centrale placering påtager sig et betydeligt ansvar ved indgivelsen af ansøgninger om og kontrollen med Den Europæiske Socialfonds tilskud til uddannelsesforanstaltninger, er dens mulighed for at fremkomme med sine bemærkninger, før der træffes en endelig beslutning om nedsættelse, en væsentlig formforskrift, hvis tilsidesættelse medfører, at en sådan beslutning er ugyldig.
(jf. præmis 62)
Forpligtelsen til at begrunde en individuel beslutning har til formål at give den berørte oplysninger, der er tilstrækkelige til, at det kan afgøres, om der er grundlag for beslutningen, eller om den muligvis er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes, ligesom forpligtelsen har til formål at gøre det muligt for Fællesskabets retsinstanser at efterprøve beslutningens lovlighed. Omfanget af begrundelsespligten afhænger af arten af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget.
En beslutning om nedsættelse af et tilskud, der oprindelig er bevilget af Den Europæiske Socialfond, har alvorlige konsekvenser for modtageren af tilskuddet, og det skal derfor af beslutningen klart fremgå, på hvilket grundlag tilskuddet er blevet nedsat i forhold til det oprindeligt bevilgede beløb. Begrundelsen for en sådan beslutning skal desuden tillige gøre det muligt for tilskudsmodtageren at få kendskab til, hvordan nedsættelsen er blevet beregnet.
(jf. præmis 100 og 101)