1. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, som har til formål at tillægge borgerne rettigheder – institution, som ikke råder over et skøn – tilstrækkeligt, at der er begået en overtrædelse af fællesskabsretten
(Art. 288, stk. 2, EF)
2. Erstatningssøgsmål – Verdenshandelsorganisationen – ikke muligt at anfægte gyldigheden af en fællesskabsretsakt under henvisning til WTO-aftalerne – undtagelser – fællesskabsretsakt, der har til formål at sikre dens opfyldelse, eller når den udtrykkeligt og præcist henviser dertil – EF’s importordning for bananer – uforenelighed med WTO’s regler konstateret af WTO’s Tvistbilæggelsesinstans – domstolskontrol af ordningens forenelighed i relation til WTO-reglerne – ikke omfattet
(Art. 288, stk. 2, EF; Rådets forordning nr. 404/93 og nr. 1637/98; Kommissionens forordning nr. 2362/98)
3. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – manglende retsstridig adfærd fra fællesskabsinstitutionerne – reelt tab, årsagsforbindelse samt et unormalt og særligt tab – kumulativ karakter
(Art. 288, stk. 2, EF)
4. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – opretholdelse af en EF-importordning for bananer, der er uforenelig med WTO-aftalerne – tab, der følger af en gengældelsesforanstaltning indført af de amerikanske myndigheder – årsagsforbindelse
(Art. 288, stk. 2, EF)
5. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – manglende retsstridig adfærd fra fællesskabsinstitutionerne – tab, der følger af uforeneligheden af EF’s importordning for bananer med WTO-aftalerne – unormalt tab – foreligger ikke – Fællesskabets ansvar – ikke omfattet
(Art. 288, stk. 2, EF)
1. Fællesskabets erstatningsansvar uden for kontraktforhold for dets organers ulovlige adfærd efter artikel 288, stk. 2, EF forudsætter, at en række betingelser er opfyldt, nemlig at den adfærd, der lægges institutionerne til last, er retsstridig, at der foreligger et virkeligt tab, og at der er årsagssammenhæng mellem denne adfærd og det påståede tab. Så snart en af disse betingelser ikke er opfyldt, må sagsøgte frifindes i det hele, uden at det er nødvendigt at undersøge, om de øvrige betingelser er opfyldt.
Med hensyn til den første betingelse kræver den ulovlige adfærd, der bebrejdes en fællesskabsinstitution, at tilsidesættelsen af en retsregel er tilstrækkelig kvalificeret, og at reglen har til formål at tillægge borgerne rettigheder. Det afgørende kriterium for, om dette krav er opfyldt, er, om den pågældende fællesskabsinstitution åbenbart og groft har overskredet grænserne for sine skønsbeføjelser. Såfremt den pågældende institution råder over et stærkt begrænset eller intet skøn, kan selve den omstændighed, at der er begået en overtrædelse af fællesskabsretten, være tilstrækkelig til at bevise, at der foreligger en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse.
(jf. præmis 85-89)
2. Verdenshandelsorganisationens (WTO) aftaler udgør efter deres art og opbygning i princippet ikke regler, med hensyn til hvilke Fællesskabets retsinstanser kontrollerer lovligheden af fællesskabsinstitutionernes adfærd.
Det følger heraf, at de sagsøgte institutioners eventuelle tilsidesættelse af WTO’s regler i princippet ikke kan pådrage Fællesskabet ansvar uden for kontraktforhold.
Kun såfremt Fællesskabet har ønsket at opfylde en særlig inden for rammerne af WTO påtagen forpligtelse, eller når den pågældende fællesskabsretsakt udtrykkeligt henviser til visse bestemmelser i WTO-aftalerne, tilkommer det Fællesskabets retsinstanser at prøve lovligheden af fællesskabsinstitutionernes adfærd efter WTO-bestemmelserne.
Men selv om der foreligger en afgørelse fra WTO’s Tvistbilæggelsesinstans, der fastslår, at ordningen for indførsel af bananer til EF, som indført ved forordning nr. 404/93 om den fælles markedsordning for bananer, og senere ændret ved forordning nr. 1637/98 og nr. 2362/98, er uforenelig med WTO-reglerne, finder ingen af disse to undtagelser anvendelse, således at Fællesskabets retsinstanser kan prøve lovligheden af de omhandlede fællesskabsbestemmelser i forhold til WTO-reglerne.
Udløbet af den frist, der af WTO blev fastlagt for Fællesskabet til at bringe en uforenelig foranstaltning i overensstemmelse med WTO-reglerne, og WTO’s tilladelse til det krænkede medlem til i forhold til Fællesskabet at vedtage kompensationsforanstaltninger eller suspendere handelsmæssige indrømmelser, er i denne forbindelse irrelevant.
(jf. præmis 110, 113-115 og 125)
3. I det tilfælde, hvor en skade affødes af en adfærd fra fællesskabsinstitutionernes side, hvis ulovlighed ikke er godtgjort, kan Fællesskabet kun ifalde ansvar uden for kontraktforhold, såfremt betingelserne om, at det hævdede tab skal foreligge, om årsagssammenhæng mellem tabet og den handling, der lægges Fællesskabets institutioner til last, samt om tabets usædvanlige og særlige karakter, er opfyldt samtidigt.
(jf. præmis 160)
4. De retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, og som artikel 288, stk. 2, EF henviser til, kan ikke påberåbes til støtte for en forpligtelse påhvilende Fællesskabet til at genoprette enhver, nok så fjern, skadelig følge af dets organers adfærd. Betingelsen vedrørende årsagsforbindelse, som kræves efter denne bestemmelse, forudsætter således, at der er en tilstrækkelig direkte årsagsforbindelse mellem fællesskabsinstitutionernes adfærd og tabet.
I denne forbindelse foreligger der en sådan direkte forbindelse mellem på den ene side Rådets og Kommissionens opretholdelse af en importordning for bananer, der er uforenelig med aftalerne indgået inden for Verdenshandelsorganisationen (WTO), og det af de erhvervsdrivende lidte tab som følge af indførelsen af den amerikanske tillægstold, som ramte deres produkter, på den anden side. De Forenede Staters ensidige beslutning om at indføre denne tillægstold kan ikke bryde denne årsagsforbindelse. De pågældende institutioners adfærd har således nødvendigvis ført til, at de amerikanske myndigheder vedtog gengældelsesforanstaltningen under overholdelse af de ved WTO’s tvistbilæggelsesordning indførte og af Fællesskabet accepterede procedurer, således at denne adfærd skal betragtes som den afgørende årsag til sagsøgernes tab.
(jf. præmis 177, 178, 183-185 og 191)
5. Hvad angår de skader, som erhvervsdrivende lider på grund af fællesskabsinstitutionernes handlinger, er et tab usædvanligt, dels når det overskrider grænserne for, hvilke risici der knytter sig til økonomisk virksomhed inden for det pågældende område, dels særligt når det rammer en særlig kategori af erhvervsdrivende uforholdsmæssigt hårdt i forhold til andre erhvervsdrivende.
Det er imidlertid ikke blevet bevist, at erhvervsdrivende, hvis virksomhed består i salg af akkumulatorer på det amerikanske marked, på grund af uforeneligheden af EF’s importordning for bananer med Verdenshandelsorganisationens (WTO) aftaler, som førte til de amerikanske myndigheders tilbagetrækning af indrømmelser over for Fællesskabet, har lidt et tab, der overskrider grænserne for de risici, der knytter sig til deres eksportvirksomhed. En eventuel suspension af toldindrømmelser – en foranstaltning, som er fastsat i WTO-aftalerne – er en af de omskiftelser, der er indbygget i det nuværende internationale handelssystem. Følgelig skal denne omskiftelse nødvendigvis bæres af enhver erhvervsdrivende, som beslutter at sælge sine produkter på et WTO-medlems marked.
Det følger heraf, at de nævnte erhvervsdrivendes erstatningspåstand, der er baseret på Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold, ikke kan tages til følge, eftersom det tab, som de har lidt, ikke kan anses for at være usædvanligt, da Fællesskabets organer ikke har gjort sig skyldige i noget retsstridigt forhold.
(jf. præmis 202, 203, 205, 211 og 213)