1. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende - alderdomsforsikring og forsikring ved dødsfald - perioder, der skal tages i betragtning - perioder, der ligestilles med forsikringsperioder - tillægsperioder, som tildeles ved en national lovgivning for at sikre de rettigheder, der er under optjening i henhold til de gamle pensionsordninger - omfattet
[Art. 39 EF og 42 EF; Rådets forordning nr. 1408/71, art. 1, litra r) og s)]
2. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende - alderdomsforsikring og forsikring ved dødsfald - beregning af ydelserne - artikel 46, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1408/71 - medregning af tillægsperioder, som tildeles ved en national lovgivning for at sikre de rettigheder, der er under optjening i henhold til de gamle pensionsordninger
[Art. 39 EF og 42 EF; Rådets forordning nr. 1408/71, art. 46, stk. 2, litra b), og nr. 574/72, art. 15, stk. 1, litra e)]
3. Præjudicielle spørgsmål - fortolkning - fortolkningsdommes tidsmæssige virkning - tilbagevirkende kraft - grænser - retssikkerhed - Domstolens skøn
(Art. 234 EF)
1. Begrebet »forsikringsperioder« som defineret i artikel 1, litra r), i forordning nr. 1408/71 dækker forsikringsperioder som fastlagt alene i henhold til national lovgivning, herunder perioder, der efter denne lovgivning ligestilles med forsikringsperioder, hvorved det dog er en forudsætning, at der sker en iagttagelse af artikel 39 EF og 42 EF.
Forsikringsperioder i den forstand, hvori udtrykket anvendes i nævnte forordning, omfatter i den forbindelse tillægsperioder, som tildeles ved en national lovgivning med det formål at sikre de rettigheder - i forhold til den berettigedes alder den 1. januar 1967 og i henhold til en fast tabel, der er fastsat herfor - der er under optjening i henhold til de gamle pensionsordninger, og som arbejdstageren ellers ville miste.
( jf. præmis 22, 23, 24 og 29 samt domskonkl. 1 )
2. Artikel 46, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes således, at tillægsperioder som dem, der er omhandlet i en national lovgivning, og som tildeles i forbindelse med fastsættelsen af pensionsrettigheder for at tage hensyn til de rettigheder, der er under optjening i henhold til gamle alderdomsforsikringsordninger, der i dag er ophævet, skal medregnes ved beregningen af det faktiske pensionsbeløb.
Det forhold, at perioderne først tildeles ved fastsættelsen af pensionen, er uden betydning, idet det samme er tilfældet for samtlige faktiske forsikringsperioder, der medregnes ved beregningen af det teoretiske og det faktiske beløb efter artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 1408/71.
Det forhold, at de nævnte perioder ikke kan fastsættes tidsmæssigt med risiko for, at de falder sammen med forsikringsperioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i en anden medlemsstat, er ligeledes uden betydning, idet det fremgår af artikel 15, stk. 1, litra e), i forordning nr. 574/72 om regler til gennemførelse af forordning nr. 1408/71, at det, dersom det tidsrum, i hvilket visse forsikrings- eller bopælsperioder er tilbagelagt efter en medlemsstats lovgivning, ikke kan fastslås med bestemthed, antages, at disse perioder ikke falder sammen med forsikrings- eller bopælsperioder, der er tilbagelagt efter en anden medlemsstats lovgivning, og de skal medregnes ved sammenlægning af perioder, for så vidt de kan komme i betragtning i dette øjemed.
Endeligt ville en arbejdstager, der har udøvet sin ret til fri bevægelighed, og for hvem det er nødvendigt at sammenlægge forsikringsperioder, der er tilbagelagt i to eller flere medlemsstater, ved fastsættelsen af pensionsrettigheder, blive stillet ringere, såfremt de tillægsperioder, der er omhandlet i en national lovgivning, ikke medregnedes ved beregningen af det faktiske beløb af alderdomspensionen ved anvendelse af artikel 46 i forordning nr. 1408/71. Den pågældende person fratages nemlig det tillæg, som han ville være blevet tildelt, såfremt han havde tilbagelagt hele sin karriere efter lovgivningen i den kompetente medlemsstat.
Målet for artikel 39 EF til 42 EF ville imidlertid ikke blive nået, hvis arbejdstagerne i Fællesskabet ved at udøve denne ret skulle miste de sociale fordele, som sikres dem ved en medlemsstats lovgivning. Dette vil nemlig kunne afholde disse arbejdstagere fra at udøve deres ret til fri bevægelighed, hvilket vil være en hindring for virkeliggørelsen af dette princip.
( jf. præmis 36, 37, 40, 41 og 42 samt domskonkl. 2 )
3. Den fortolkning, som Domstolen foretager af en fællesskabsretlig regel under udøvelse af sin kompetence i henhold til artikel 234 EF, belyser og præciserer betydningen og rækkevidden af den pågældende regel, således som den skal forstås og anvendes, henholdsvis burde have været forstået og anvendt fra sin ikrafttræden. Heraf følger, at den således fortolkede regel kan og skal anvendes af retten endog i forbindelse med retsforhold, der er stiftet og består, før der afsiges dom vedrørende fortolkningsanmodningen, såfremt betingelserne for at forelægge en tvist om anvendelsen af den nævnte regel i øvrigt er opfyldt.
Domstolen vil kun undtagelsesvis under anvendelse af et almindeligt retssikkerhedsprincip, der er knæsat i Fællesskabets retsorden, finde anledning til at begrænse borgernes mulighed for at påberåbe sig den således fortolkede bestemmelse med henblik på anfægtelse af tidligere i god tro stiftede retsforhold.
( jf. præmis 44 og 45 )