62000J0340

Tjenestemænd - rettigheder og forpligtelser - ytringsfrihed - anmodning om samtykke til offentliggørelse - afvejning af tjenestemænds ytringsfrihed og alvorligheden af den krænkelse af Fællesskabets interesser, som offentliggørelsen medfører - begrundelsespligt

(Tjenestemandsvedtægten, art. 17, stk. 2)

$$Ordningen i vedtægtens artikel 17, stk. 2, fastslår klart et princip om, at samtykke til offentliggørelse gives, og at dette kun undtagelsesvis kan nægtes.

Da bestemmelsen giver institutionerne mulighed for at nægte samtykke til offentliggørelse og således hjemler mulighed for et alvorligt indgreb i ytringsfriheden, som udgør en af grundpillerne i et demokratisk samfund, skal den fortolkes indskrænkende, således at samtykke til offentliggørelse kun må nægtes, såfremt den pågældende offentliggørelse kan medføre en alvorlig krænkelse af Fællesskabernes interesser.

Når ansættelsesmyndigheden anvender vedtægtens artikel 17, stk. 2, påhviler det den at afveje de forskellige interesser, som står på spil, og herved navnlig tage hensyn til tjenestemænds frihed til mundtligt eller skriftligt at give meninger tilkende, som er forskellige fra eller i mindretal i forhold til opfattelsen hos den institution, som de er ansat ved - idet en sådan frihed følger af individets grundlæggende ret til ytringsfrihed - og til, hvor alvorlig den krænkelse af Fællesskabernes interesser, som offentliggørelsen af den pågældende tekst medfører, er. I denne forbindelse er det kun en reel risiko for en alvorlig krænkelse af Fællesskabernes interesser, der godtgøres på grundlag af konkrete og objektive omstændigheder, der kan tages hensyn til ved anvendelsen af vedtægtens artikel 17, stk. 2.

For at give Fællesskabets retsinstanser mulighed for at udøve deres legalitetskontrol af en afgørelse, hvorved der nægtes samtykke til offentliggørelse af en tekst, og give tjenestemanden et passende grundlag for, at han selv kan vurdere, om afgørelsen er velbegrundet, skal sådanne omstændigheder meddeles tjenestemanden på samme tidspunkt som afgørelsen om nægtelse af samtykke eller senest sammen med afgørelsen om afvisning af klagen.

( jf. præmis 17-20 )

I sag C-340/00 P,

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J. Currall, som befuldmægtiget, bistået af avocat D. Waelbroeck, og med valgt adresse i Luxembourg,

appellant,

angående appel af dom afsagt den 14. juli 2000 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Fjerde Afdeling) i sag T-82/99, Cwik mod Kommissionen (Sml. Pers. I-A, s. 155, og II, s. 713), hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af denne dom,

den anden part i appelsagen:

Michael Cwik, tjenestemand ved Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, med bopæl i Bruxelles (Belgien), ved avocat N. Lhoëst, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger i første instans,

har

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene P. Jann, F. Macken, N. Colneric og S. von Bahr samt dommerne A. La Pergola, J.-P. Puissochet, L. Sevón, M. Wathelet (refererende dommer), R. Schintgen og V. Skouris,

generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer

justitssekretær: fuldmægtig L. Hewlett,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 3. juli 2001,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 13. september 2001,

afsagt følgende

Dom

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 15. september 2000 har Kommissionen i medfør af artikel 49 i EF-statutten og de tilsvarende bestemmelser i EKSF- og Euratom-statutten for Domstolen iværksat appel af dom afsagt den 14. juli 2000 af Retten i Første Instans i sag T-82/99, Cwik mod Kommissionen (Sml. Pers. I-A, s. 155, og II, s. 713, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten annullerede Kommissionens afgørelse af 10. juli 1998, hvorved M. Cwik blev nægtet samtykke til at offentliggøre teksten til et foredrag, som han havde holdt den 30. oktober 1997 (herefter »den anfægtede afgørelse«).

Retsforskrifter

2 Artikel 17, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter »vedtægten«) har følgende ordlyd:

»Tjenestemanden kan hverken alene eller i samarbejde med tredjemand, uden samtykke fra ansættelsesmyndigheden, offentliggøre eller lade offentliggøre tekster, der vedrører den virksomhed, som udøves af Fællesskaberne. Dette samtykke kan kun nægtes, såfremt den påtænkte offentliggørelse vil kunne skade Fællesskabernes interesser.«

Faktiske omstændigheder

3 De faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten, er i den appellerede dom gengivet som følger:

»3 Sagsøgeren, der er uddannet økonom, indtrådte i Kommissionens tjeneste i 1970. Ved sagens anlæg var han beskæftiget i GD II for Økonomiske og Finansielle Anliggender i kontor 5 Information, økonomiske publikationer og dokumentation direkte under vicegeneraldirektøren med ansvar for Direktorat B, C og E. Hans arbejdsopgaver bestod i at modtage grupper af besøgende og holde foredrag om euroen, om Den Økonomiske og Monetære Union og om hele den virksomhed og de programmer, som henhørte under dette generaldirektorat.

4 Ved skrivelse af 12. marts 1997 blev sagsøgeren af provinsregeringen i Cordoba (Spanien) opfordret til at holde et foredrag som led i den femte internationale kongres om økonomi.

5 Den 20. oktober 1997 indgav sagsøgeren en anmodning til sin overordnede, G. Ravasio, om samtykke til at holde dette foredrag den 30. oktober 1997. I anmodningen var det angivet, at foredraget ville bære titlen The need for economic fine-tuning at the local and regional level in the Monetary Union of the European Union (Nødvendigheden af en økonomisk finjustering på lokalt og regionalt plan i Den Monetære Union i Den Europæiske Union). Han vedlagde anmodningen et resumé og en detaljeret plan over sit indlæg med et bilag.

6 Den 26. oktober 1997 gav G. Ravasio sit samtykke, idet han imidlertid præciserede:

Dette er ikke særlig økonomisk. Venligst en mere klassisk præsentation. Pas på "fine-tuning"-ricisi.

7 Den 27. oktober 1997 modtog sagsøgeren en ordre om tjenesterejse uden dækning af udgifter i forbindelse hermed med henblik på at begive sig til Cordoba i perioden fra den 29. oktober til den 2. november 1997, og han holdt sit foredrag den 30. oktober 1997.

8 I februar 1998 anmodede arrangørerne af kongressen ham om teksten til hans foredrag med henblik på at offentliggøre det sammen med de øvrige foredragsholderes indlæg.

9 Sagsøgeren redigerede derfor teksten og anmodede i overensstemmelse med vedtægtens artikel 17, stk. 2, G. Ravasio i hans egenskab af ansættelsesmyndighed om samtykke til at offentliggøre den.

10 G. Ravasio indhentede en udtalelse fra Östberg, økonom udstationeret hos GD II af Sveriges Riksbank, med hensyn til hensigtsmæssigheden af offentliggørelsen.

11 Östberg afgav en meget kritisk udtalelse om den pågældende tekst, men inden han sendte udtalelsen til G. Ravasio, forelagde han den for sine overordnede Kröger, chef for kontor 3 Den Monetære Union: valutaforhold og interne monetære politikker i GD II's Direktorat D, Monetære forhold, og dette direktorats direktør H. Carré. Førstnævnte undertegnede udtalelsen uden kommentarer og den anden skrev: offentliggørelsen af den omstridte tekst vil være uhensigtsmæssig. G. Ravasio konsulterede ligeledes Schutz, chef for kontoret Budgetmidler; økonomisk information og dokumentation; forholdet til Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget, der sorterer direkte under GD II's generaldirektør, som undertegnede den omtvistede tekst uden kommentarer.

12 Henset til disse forhold angav G. Ravasio den 20. april 1998 over for sagsøgeren, at offentliggørelsen [var] uhensigtsmæssig.

13 Den 5. juni 1998 tilsendte sagsøgeren G. Ravasio en ny udgave af teksten, som var blevet ændret på grundlag af kritikken fra Östberg, til godkendelse. G. Ravasio anmodede Schmidt, direktør for GD II's Direktorat B, Den Økonomiske Tjeneste, som bl.a. har til opgave at vurdere den økonomiske virkning af fællesskabspolitikkerne, om at give sin mening til kende om indholdet af den ændrede tekst. Schmidt fremsatte visse kritikpunkter og konkluderede:

DG II has so far had a very prudent, almost negative, position towards the usefulness of discretionary fiscal policy. This article seems to advocate its full use referring to fine-tuning. (GD II har indtil nu haft en meget tilbageholdende, næsten negativ holdning til nyttevirkningen af en vilkårlig skattepolitik). Denne artikel synes at argumentere for dens anvendelse i fuldt omfang under henvisning til den territorialt differentierede økonomiske politik [i Den Monetære Union].

14 Sagsøgeren tilstillede selv Östberg den anden udgave af teksten, idet han spurgte ham om, hvorvidt han opretholdt den kritik, som han havde ytret af den første udgave, men Östberg afviste at gennemse den, idet han ikke kunne udtale sig uden at have modtaget nærmere instrukser fra G. Ravasio.

15 Ved skrivelse af 10. juli 1998 meddelte G. Ravasio sagsøgeren, at han nægtede ham samtykke til at offentliggøre den omtvistede tekst, idet den [var] udtryk for en anden opfattelse end Kommissionens, selv om Kommissionen ikke har vedtaget en officiel politik i den forbindelse. Han tilføjede:

Jeg er klar over vigtigheden af at have interne debatter, der afspejler de forskellige muligheder i økonomisk politik. Når vi bevæger os uden for huset, er det ikke desto mindre ønskværdigt, at vi giver udtryk for en fælles holdning [...]

Jeg frygter, at Fællesskabets interesser vil kunne skades, når Kommissionen og dens tjenestemænd giver udtryk for forskellige synspunkter. Desuden betvivler de af mine medarbejdere, der har læst artiklen, kvaliteten heraf. Af disse grunde kan jeg ikke give samtykke til offentliggørelsen.

16 Den 25. august 1998 klagede sagsøgeren i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, over denne afgørelse.

17 Ved afgørelse af 5. januar 1999 blev klagen afvist.«

4 I afgørelsen om afvisningen af klagen gjorde Kommissionen bl.a. følgende gældende:

»[...] eventuelle interessekonflikter mellem tjenestemanden og institutionen vedrørende en offentliggørelse er ikke begrænset til en antagelse om en offentlig opposition mod institutionens politik, idet institutionens interesse kan bestå i et ønske om at opretholde en så stor manøvredygtighed som muligt, inden den tager endelig stilling. Det er klart, at det forhold, at klageren udtrykker sig tydeligt og skriftligt om spørgsmålet [hvorvidt Den Økonomiske og Monetære Union nødvendiggør en territorialt differentieret løn- og skattepolitik (fine-tuning)], netop vil bringe opretholdelsen af denne manøvredygtighed i fare. Selv om han præsenterede sin mening som udelukkende værende sin egen, kan det ikke udelukkes, at læseren på trods af dette forbehold sætter den mening, som tjenestemanden, der arbejder på dette område, har, lig institutionens, navnlig i mangel af en stillingtagen fra dennes side.

[...]

Et resumé på en side kan på ingen måde sidestilles med en artikel på mere end 20 sider. Et samtykke på grundlag af resuméet kan bestemt ikke være et samtykke til artiklen. Dette gælder så meget mere i den foreliggende sag, som der kan konstateres afgørende forskelle mellem resuméet af foredraget og artiklens ordlyd.«

5 Den 12. april 1999 anlagde M. Cwik annullationssøgsmål ved Retten til prøvelse af den anfægtede afgørelse.

Den appellerede dom

6 M. Cwik gjorde til støtte for søgsmålet bl.a. gældende, at vedtægtens artikel 17, stk. 2, er blevet fortolket og anvendt forkert.

7 Retten tiltrådte dette anbringende på grundlag af følgende præmisser:

»56 Det må konstateres, at ansættelsesmyndigheden i den anfægtede afgørelse blot har erklæret, at Fællesskabernes interesser vil kunne skades, når Kommissionen og dennes tjenestemænd offentligt giver udtryk for forskellige synspunkter. Afgørelsen indeholder ikke en forklaring på, hvorfor der er en sådan fare i det foreliggende tilfælde.

57 I et demokratisk samfund, som respekterer grundrettighederne, kan en tjenestemands offentlige ytringer, som afviger fra de synspunkter, som den institution, han er ansat ved, har, ikke i sig selv anses for at være i stand til at bringe Fællesskabernes interesser i fare.

58 Det er åbenbart, at fordelen ved ytringsfriheden netop er muligheden for at give en anden mening til kende end den, der er den officielle holdning. Antages det, at ytringsfriheden kan begrænses alene af den grund, at den pågældende mening er en anden end institutionernes, fratager det denne grundlæggende rettighed ethvert indhold.

59 På samme måde fratages vedtægtens artikel 17, stk. 2, sin virkning, eftersom denne bestemmelse, som det fremgår af ordlyden, klart fastsætter et princip om samtykke til offentliggørelse, idet det udtrykkeligt fastslås, at et sådant samtykke kun kan nægtes, såfremt den pågældende offentliggørelse vil kunne skade Fællesskabernes interesser.

60 Derfor kan den forskellige holdning hos sagsøgeren og Kommissionen, for så vidt det ikke er godtgjort, at en offentliggørelse heraf under den foreliggende sags omstændigheder vil kunne skade Fællesskabernes interesser, ikke begrunde, at ytringsfriheden begrænses.«

8 Retten udtalte herudover følgende:

»66 Det fremgår [...] af sagens akter, at Kommissionen på tidspunktet for sagens faktiske omstændigheder allerede offentligt og klart havde givet sin mening til kende om fine-tuning, bl.a. gennem officielle dokumenter, og den, bortset fra i særlige tilfælde, betvivlede fordelen ved denne form for foranstaltninger og ved, at der på medlemsstatsplan føres en vilkårlig finanspolitik. Desuden er den omtvistede tekst skrevet af en tjenestemand, der ikke har nogen form for ledelsesansvar, og som udtaler sig som enkeltperson. Herudover vedrører teksten et område, som Kommissionen påstår ikke at have en officiel politik på. Da tekstens offentliggørelse i øvrigt skulle ske i samlingen af indlæg fra den pågældende kongres, er den rettet til en personkreds, der består af eksperter på området, der sandsynligvis har mulighed for at holde sig velorienteret om Kommissionens holdning.

67 Under disse omstændigheder er det åbenbart, at sagsøgtes synspunkt, hvorefter offentliggørelsen af den omtvistede tekst kan medføre en betydelig risiko for, at offentligheden sammenblander sagsøgerens og institutionens holdninger, hvorved Kommissionens manøvredygtighed på området mindskes, og Fællesskabernes interesser således vil kunne skades, skal forkastes.

68 I øvrigt bemærkes, at selv om der kan eksistere en forskel mellem rækkevidden af et foredrag og offentliggørelsen af teksten hertil, er denne forskel under de foreliggende omstændigheder ikke tilstrækkelig til at begrunde frygten for, at Kommissionens manøvredygtighed mindskes. I denne forbindelse [...] giver den omtvistede tekst udtryk for det samme synspunkt som det, sagsøgeren fremførte under foredraget, der allerede bar overskriften Nødvendigheden af en lokal og regional finjustering af den økonomiske politik i Den Monetære Union i Den Europæiske Union (The need for local and regional economic fine-tuning in the monetary union of the European Union). Desuden bekræfter den omstændighed, at ansættelsesmyndigheden har givet samtykke til et sådant foredrag, at der ikke er en risiko for at sammenblande sagsøgerens og Kommissionens holdninger. Herefter kan Kommissionen ikke med rette gøre gældende, at den havde en begrundet frygt for, at dens manøvredygtighed ville blive mindsket, hvis den omtvistede tekst blev offentliggjort.

69 Det følger af ovenstående, at Kommissionen har foretaget et åbenbart urigtigt skøn ved at nægte samtykke til offentliggørelsen af den omtvistede tekst med den begrundelse, at den ville kunne skade Fællesskabernes interesser.«

9 Retten annullerede derfor den anfægtede afgørelse.

Appellen

10 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

- Appellen antages til realitetsbehandling, og Kommissionen gives medhold.

- Den appellerede dom ophæves.

- Kommissionen frifindes som følge heraf for indstævntes påstande i denne sag; subsidiært: Sagen hjemvises til Retten.

- Indstævnte tilpligtes at betale appelsagens omkostninger.

11 M. Cwik har nedlagt følgende påstande:

- Appellen afvises eller, subsidiært, forkastes.

- Kommissionen tilpligtes at betale appelsagens omkostninger.

12 Kommissionen har i appelskriftet gjort to anbringender gældende dels om en urigtig fortolkning af vedtægtens artikel 17, stk. 2, dels om manglende begrundelse af den appellerede dom.

Det første anbringende

13 Med det første anbringende har Kommissionen gjort gældende, at Retten navnlig i den appellerede doms præmis 52, 56, 57 og 66 har overskredet grænserne for sin kompetence til at prøve ansættelsesmyndighedens afgørelser og har fortolket vedtægtens artikel 17, stk. 2, alt for indskrænkende.

14 Retten har således ikke taget hensyn til bestemmelsens præventive funktion, som er anerkendt af Retten i dom af 19. maj 1999, forenede sager T-34/96 og T-163/96, Connolly mod Kommissionen (Sml. Pers. I-A, s. 87, og II, s. 463, præmis 153), idet den har fastslået, at Kommissionen konkret skal føre bevis for, at dens interesser vil kunne skades, og idet den har lagt til grund, at Kommissionen under den foreliggende sags omstændigheder ikke havde godtgjort, at en offentlig tilkendegivelse af en meningsforskel mellem den selv og den pågældende tjenestemand ville kunne skade Fællesskabernes interesser.

15 Retten har desuden ikke respekteret ansættelsesmyndighedens skønsbeføjelse med hensyn til det videnskabelige indhold af det af M. Cwik holdte foredrag og med hensyn til risikoen for, at Fællesskabernes interesser krænkes. Kommissionen har i denne forbindelse henvist til, at ansættelsesmyndigheden konsulterede flere eksperter, inden den traf den anfægtede afgørelse, til den økonomiske og politiske sammenhæng med hensyn til gennemførelsen af Den Økonomiske og Monetære Union og til nødvendigheden af at forbeholde sig sin officielle holdning på et yderst ømtåleligt område, idet sådanne omstændigheder klart godtgør, at ansættelsesmyndigheden ikke har foretaget et åbenbart urigtigt skøn.

16 Ved i forbindelse med prøvelsen af anvendelsen af vedtægtens artikel 17, stk. 2, at tage hensyn til tre forhold, nemlig at M. Cwik ikke havde nogen form for ledelsesansvar, at den pågældende tekst henvendte sig til en kreds af eksperter, og at institutionen under alle omstændigheder ikke havde vedtaget en endelig holdning på området, har Retten klart tilsidesat ansættelsesmyndighedens skønsbeføjelse, det den har indarbejdet betingelser i denne vedtægtsbestemmelse, som ikke er nævnt deri.

17 Det bemærkes i denne forbindelse, som Domstolen har fastslået i dom af 6. marts 2001, sag C-274/99 P, Connolly mod Kommissionen (Sml. I, s. 1611, præmis 53), at ordningen i vedtægtens artikel 17, stk. 2, klart fastslår et princip om, at samtykke gives, og at dette kun undtagelsesvis kan nægtes.

18 Da bestemmelsen giver institutionerne mulighed for at nægte samtykke til offentliggørelse og således hjemler mulighed for et alvorligt indgreb i ytringsfriheden, som udgør en af grundpillerne i et demokratisk samfund, skal den fortolkes indskrænkende, således at samtykke til offentliggørelse kun må nægtes, såfremt den pågældende offentliggørelse kan medføre en alvorlig krænkelse af Fællesskabernes interesser (dommen i sagen Connolly mod Kommissionen, præmis 53).

19 Når ansættelsesmyndigheden anvender vedtægtens artikel 17, stk. 2, påhviler det den at afveje de forskellige interesser, som står på spil, og herved navnlig tage hensyn til tjenestemænds frihed til mundtligt eller skriftligt at give meninger tilkende, som er forskellige fra eller i mindretal i forhold til opfattelsen hos den institution, som de er ansat ved - idet en sådan frihed følger af individets grundlæggende ret til ytringsfrihed - og til, hvor alvorlig den krænkelse af Fællesskabernes interesser, som offentliggørelsen af den pågældende tekst medfører, er (dommen i sagen Connolly mod Kommissionen, præmis 43 og 57). I denne forbindelse er det kun en reel risiko for en alvorlig krænkelse af Fællesskabernes interesser, der godtgøres på grundlag af konkrete og objektive omstændigheder, der kan tages hensyn til ved anvendelsen af vedtægtens artikel 17, stk. 2.

20 For at give Fællesskabets retsinstanser mulighed for at udøve deres legalitetskontrol af en afgørelse, hvorved der nægtes samtykke til offentliggørelse af en tekst, og give tjenestemanden et passende grundlag for, at han selv kan vurdere, om afgørelsen er velbegrundet, skal sådanne omstændigheder meddeles tjenestemanden på samme tidspunkt som afgørelsen om nægtelse af samtykke eller senest sammen med afgørelsen om afvisning af klagen.

21 I den foreliggende sag fastslog Retten i den appellerede doms præmis 69, at Kommissionen havde foretaget et åbenbart urigtigt skøn ved at nægte samtykke til offentliggørelse af teksten til M. Cwik's foredrag med den begrundelse, at den ville kunne skade Fællesskabernes interesser.

22 For det første konstaterede Retten i den appellerede doms præmis 56, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse blot havde erklæret, at Fællesskabernes interesser vil kunne skades, når Kommissionen og dennes tjenestemænd offentligt giver udtryk for forskellige synspunkter, uden at påvise grundene til, at der var en sådan fare i det foreliggende tilfælde. Som Retten bemærkede i den appellerede doms præmis 58, omfatter ytringsfriheden imidlertid pr. definition »muligheden for at give en anden mening til kende end den, der er den officielle holdning«.

23 Det bemærkes, at Retten, i modsætning til hvad Kommissionen har gjort gældende, ikke har undladt at tage hensyn til den præventive funktion af vedtægtens artikel 17, stk. 2 - hvis lovlighed i forhold til den grundlæggende ret til ytringsfrihed Domstolen har anerkendt i dommen i sagen Connolly mod Kommissionen, præmis 52-55 - men blot har forkastet den af ansættelsesmyndigheden anførte begrundelse for den anfægtede afgørelse som utilstrækkelig for så vidt som den blot konstaterer, at der foreligger en risiko for, at Fællesskabernes interesser krænkes, såfremt tjenestemanden har en anden holdning end den institution, som han er ansat ved. Som det er anført i nærværende doms præmis 19, er det kun en reel risiko for en alvorlig krænkelse af Fællesskabernes interesser, der godtgøres på grundlag af konkrete og objektive omstændigheder, der kan begrunde en nægtelse af samtykke til offentliggørelse.

24 Retten behandlede for det andet i den appellerede doms præmis 62-68 de grunde, som var anført i afgørelsen om afvisning af klagen, og som kompletterede begrundelsen for den anfægtede afgørelse.

25 I afgørelsen om afvisning af klagen påpegede Kommissionen nødvendigheden af, at den bevarede en manøvredygtighed, inden der blev taget endelig stilling til spørgsmålet om, hvorvidt Den Økonomiske og Monetære Union nødvendiggjorde en territorialt differentieret løn- og skattepolitik (»fine-tuning«), en manøvredygtighed, der ville blive bragt i fare af den pågældende offentliggørelse, som følge af risikoen for forveksling mellem tjenestemandens holdning og holdningen hos den institution, som han er ansat ved.

26 I denne forbindelse fastslog Retten i den appellerede doms præmis 66 og 67, at det var åbenbart, at denne bedømmelse måtte forkastes, for det første fordi Kommissionen allerede offentligt og klart havde givet sin mening til kende om spørgsmålet, dernæst fordi teksten til det af Cwik holdte foredrag var skrevet af en tjenestemand, der ikke havde nogen form for ledelsesansvar, og som udtalte sig som enkeltperson, og endelig fordi den var rettet til en personkreds, der bestod af eksperter, der sandsynligvis havde mulighed for at holde sig velorienteret om holdningen hos Kommissionen, som desuden påstod, at den ikke havde en officiel politik på området.

27 Det fremgår imidlertid af fast retspraksis, at sådanne konstateringer, der udelukkende vedrører faktum, er unddraget Domstolens prøvelsesret under en appel, medmindre der er sket en urigtig gengivelse af sagen for Retten (dom af 18.11.1999, sag C-191/98 P, Tzoanos mod Kommissionen, Sml. I, s. 8223, præmis 23, og af 10.7.2001, sag C-315/99 P, Ismeri Europa mod Revisionsretten, Sml. I, s. 5281, præmis 48). Kommissionen har i denne forbindelse hverken godtgjort eller gjort gældende, at disse konstateringer var modstridende eller materielt urigtige i forhold til sagens akter, som de var forelagt Retten. Under alle omstændigheder skal det bemærkes, at bedømmelsen af faktum, som alene tilkommer Retten, og som er bestridt af Kommissionen, ikke viser, at der er foretaget et åbenbart urigtigt skøn.

28 Hvad angår klagepunktet, hvorefter den appellerede dom ulovligt har indskrænket ansættelsesmyndighedens skønsbeføjelse med hensyn til det videnskabelige indhold af det af M. Cwik holdte foredrag og med hensyn til risikoen for, at Fællesskabernes interesser krænkes, navnlig på et ømtåleligt område som Den Økonomiske og Monetære Union, henvises der blot til denne doms præmis 22-25, hvoraf det fremgår, at der i den appellerede dom tages tilstrækkeligt hensyn til de grunde, der kunne begrunde nægtelsen af at give samtykke til offentliggørelse af teksten til af det af M. Cwik holdte foredrag. En simpel henvisning til den økonomiske og politiske situation på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse og til den ømtålelige karakter af det behandlede spørgsmål eller til den videnskabelige kvalitet af teksten til det omtalte foredrag - omstændigheder der, som det også er fremhævet i generaladvokatens forslag til afgørelse, punkt 42, i øvrigt hverken er nævnt i den anfægtede afgørelse eller i afgørelsen om afvisning af klagen - er i denne forbindelse klart ikke tilstrækkelig til at godtgøre, at der foreligger en reel risiko for en alvorlig krænkelse af Fællesskabernes interesser, som kan begrunde en begrænsning af tjenestemænds grundlæggende ret til ytringsfrihed.

29 Herefter skal det første anbringende forkastes.

Det andet anbringende

30 Med sit andet anbringende har Kommissionen foreholdt Retten, at den ikke har taget stilling til vigtige argumenter, som Kommissionen gjorde gældende under den skriftlige og den mundtlige forhandling i første instans, og dermed ikke har opfyldt begrundelsespligten.

31 For det første har Retten ikke taget stilling til argumentet, hvorefter det var nødvendigt for Kommissionen at vurdere anmodningen om samtykke til offentliggørelse i lyset af den ømtålelige økonomiske og politiske situation på tidspunktet for anmodningens fremsættelse, dvs. gennemførelsen af Den Økonomiske og Monetære Union, en situation, hvor Kommissionen med vilje undlod at tage endelig stilling til adskillige kontroversielle emner, som f.eks. det, der blev behandlet i M. Cwik's foredrag.

32 For det andet har Retten ikke angivet, hvorfor ansættelsesmyndighedens samtykke til et foredrag - som bemærket i den appellerede doms præmis 68 - skulle bekræfte, at der ikke var en risiko for at sammenblande tjenestemandens og Kommissionens holdninger, selv om Kommissionen ved Retten havde gjort gældende, at der var en afgørende forskel mellem et indlæg på en kongres, som er flygtigt, og en offentliggørelse, som er af varig karakter.

33 Det bemærkes i denne forbindelse, at argumentet om den økonomiske og politiske situation, hvori den anfægtede afgørelse, der for første gang blev gjort gældende for Retten, blev fremført af Kommissionen til støtte for dens synspunkt om, at der var rimelig grund til at frygte, at offentligheden ville henføre den holdning, som en tjenestemand giver udtryk for, til den institution, som han er ansat ved. Retten har imidlertid i den appellerede doms præmis 66 udtrykkeligt angivet grundene til, at dette synspunkt måtte forkastes, og sådanne grunde henhører, som angivet i nærværende doms præmis 27, under bedømmelsen af faktum, som alene tilkommer Retten.

34 Hvad angår forskellen mellem et mundtligt indlæg på en kongres og en offentliggørelse af teksten til dette indlæg fastslog Retten netop i den appellerede doms præmis 68, at en sådan forskel ikke var tilstrækkelig til at godtgøre, at der, som påstået i afgørelsen om afvisning af klagen, var en risiko for at sammenblande den pågældende tjenestemands og Kommissionens holdninger.

35 Det andet anbringende om en utilstrækkelig begrundelse må herefter ligeledes forkastes.

36 Det følger af det ovenstående, at appellen må forkastes i det hele.

Sagens omkostninger

37 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, der ifølge artikel 118 finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Kommissionen har tabt appelsagen og bør derfor dømmes til at betale omkostningerne i overensstemmelse med M. Cwik's påstand.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Appellen forkastes.

2) Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber betaler sagens omkostninger.