1. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende arbejdsløshed arbejdsløs, som rejser til en anden medlemsstat bevarelse af ret til ydelser fortolkning under hensyn til national ret i den første medlemsstat
[Rådets forordning nr. 1408/71, art. 69, stk. 1, litra a)]
2. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende arbejdsløshed arbejdsløs, som rejser til en anden medlemsstat bevarelse af ret til ydelser betingelser tilmeldelse til arbejdsformidlingen i den kompetente stat
[Rådets forordning nr. 1408/71, art. 69, stk. 1, litra a)]
1. Efter artikel 69 i forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, kan en arbejdsløs arbejdstager uden at miste retten til ydelser ved arbejdsløshed i den kompetente stat i en bestemt periode rejse til en anden medlemsstat for at søge beskæftigelse, uden at han behøver at stille sig til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat, selv om en forpligtelse hertil måtte være fastsat i den nationale lovgivning. Denne bestemmelse er ikke blot en foranstaltning til samordning af de nationale regler vedrørende social sikring. I forhold til den arbejdstager, der benytter sig af den, er bestemmelsen en selvstændig undtagelse fra den interne rets regler, og den skal fortolkes ensartet i alle medlemsstaterne, uanset hvordan de nationale lovgivninger om bevarelse eller fortabelse af retten til ydelser er indrettet. Det følger heraf, at de betingelser, der er fastsat i artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, skal forstås som udtømmende, og at det ikke er tilladt for medlemsstaternes kompetente myndigheder at fastsætte yderligere betingelser. Det er imidlertid nødvendigt at henholde sig enten til den nationale ret i den medlemsstat, som den arbejdsløse forlader, eller til den nationale ret i den medlemsstat, som han rejser til, med henblik på at efterprøve, om visse af de betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse, er opfyldt. Den ensartede anvendelse af denne bestemmelse i alle medlemsstaterne der gør det muligt at nå bestemmelsens mål, som består i at medvirke til at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed i overensstemmelse med artikel 42 EF kræver ikke, at proceduren i forbindelse med tilmeldelse af en arbejdstager som arbejdssøgende og spørgsmålet om, på hvilke betingelser han skal anses for at have stået til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat, er reguleret på en ensartet måde i alle medlemsstaterne. Bedømmelsen af, på hvilke betingelser en person kan anses for at have stået til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 69, stk. 1, litra a), skal foretages på grundlag af national ret i denne stat.
( jf. præmis 17-19, 25, 27 og domskonkl. 1 )
2. Artikel 69, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, skal fortolkes således, at en arbejdssøgende for at kunne bevare retten til ydelser ved arbejdsløshed, som omhandlet i denne bestemmelse, skal have stået til rådighed for den kompetente stats arbejdsformidling i en samlet periode på mindst fire uger, efter at han blev arbejdsløs, uanset om denne periode har været afbrudt.
( jf. præmis 32 og domskonkl. 2 )