1. Tilnærmelse af lovgivningerne - foranstaltninger med henblik på det indre markeds gennemførelse og funktion - hjemmel - traktatens artikel 100 (nu artikel 94 EF) - medlemsstaternes mulighed for at opretholde eller fastsætte bestemmelser, der afviger fra Fællesskabets harmoniseringsforanstaltninger - foreligger ikke
(EØF-traktaten, art. 100 (efter ændring EF-traktatens art. 100, nu art. 94 EF); EF-traktaten, art. 100 A (efter ændring nu art. 95 EF))
2. Tilnærmelse af lovgivningerne - foranstaltninger med henblik på det indre markeds gennemførelse og funktion - direktiver, der allerede var vedtaget på tidspunktet for ikrafttrædelsen af artikel 153 EF - medlemsstaternes mulighed for at opretholde eller fastsætte strengere forbrugerbeskyttelsesforanstaltninger med hjemmel i artikel 153 EF - ingen betydning
(Art. 94 EF, 95 EF og 153 EF)
3. Tilnærmelse af lovgivningerne - produktansvar - direktiv 85/374 - medlemsstaternes skøn - graden af den harmonisering, der er opnået ved direktivet
(Rådets direktiv 85/374)
4. Tilnærmelse af lovgivningerne - produktansvar - direktiv 85/374 - mulighed for at opretholde en generel ordning om produktansvar, der er forskellig fra den i direktivet fastsatte - foreligger ikke
(Rådets direktiv 85/374, art. 13)
5. Traktatbrudssøgsmål - tilsidesættelse af forpligtelser i henhold til et direktiv - indsigelser - anfægtelse af et direktivs lovlighed - afvisning
(Art. 226 EF, 227 EF, 230 EF og 232 EF)
6. Tilnærmelse af lovgivningerne - produktansvar - direktiv 85/374 - anvendelsesområde - forskellige ansvarsordninger for producenten og den skadelidte - begrundelse
[Rådets direktiv 85/374, art. 9, stk. 1, litra b)]
7. Traktatbrudssøgsmål - sagens genstand - afgrænsning under den administrative procedure - senere begrænsning heraf - lovligt
(Art. 226 EF)
1. I modsætning til EF-traktatens artikel 100 A (efter ændring nu artikel 95 EF) giver EØF-traktatens artikel 100 (efter ændring EF-traktatens artikel 100, nu artikel 94 EF) ikke medlemsstaterne beføjelse til at opretholde eller fastsætte bestemmelser, der afviger fra Fællesskabets harmoniseringsforanstaltninger.
( jf. præmis 14 )
2. Artikel 153 EF er formuleret som en anvisning til Fællesskabet med henblik på dets fremtidige politik, og medlemsstaterne kan på grund af den direkte risiko, det ville medføre for den gældende fællesskabsret, ikke ensidigt træffe foranstaltninger, der strider mod fællesskabsretten, som den finder udtryk i de direktiver, der allerede var udstedt ved bestemmelsens ikrafttræden. Den beføjelse, som medlemsstaterne ved artikel 153, stk. 5, EF er tillagt til at opretholde eller indføre strengere forbrugerbeskyttelsesforanstaltninger end fællesskabsforanstaltningerne, vedrører alene foranstaltninger, der er omfattet af artikel 153, stk. 3, litra b), EF. Denne beføjelse vedrører ikke de foranstaltninger, der er omfattet af artikel 153, stk. 3, litra a), EF, dvs. foranstaltninger, som vedtages i henhold til artikel 95 EF, og som de foranstaltninger, der vedtages i henhold til artikel 94 EF, i denne forbindelse må ligestilles med.
( jf. præmis 15 )
3. Den skønsfrihed, som medlemsstaterne råder over ved reguleringen af produktansvar, er fuldstændig fastlagt ved direktiv 85/374 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar og skal udledes af direktivets ordlyd, formål og opbygning. Den omstændighed, at direktivet indeholder visse undtagelser eller på visse punkter henviser til national ret, medfører ikke, at harmoniseringen på det område, der omfattes af direktivet, ikke er fuldstændig. Heraf følger, at direktiv 85/374 inden for dette område har til formål at gennemføre en totalharmonisering af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser.
( jf. præmis 16, 19 og 24 )
4. Artikel 13 i direktiv 85/374 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar kan ikke fortolkes således, at det giver medlemsstaterne mulighed for at opretholde en generel produktansvarsordning, der er forskellig fra den i direktivet fastsatte ordning.
Henvisningen i bestemmelsen til de rettigheder, som skadelidte kan påberåbe sig under henvisning til retsreglerne om ansvar i og uden for kontraktforhold, skal nemlig forstås således, at den ordning, der er indført ved direktivet, ikke udelukker anvendelsen af andre ordninger vedrørende ansvar i og uden for kontraktforhold, der hviler på et andet grundlag, såsom garantien mod skjulte mangler eller culpa. Henvisningen i bestemmelsen til de rettigheder, som skadelidte kan påberåbe sig under henvisning til særregler om ansvar, der er gældende på tidspunktet for direktivets meddelelse, skal ligeledes forstås således, at der hermed sigtes til en speciel ordning, der alene gælder inden for en bestemt produktionssektor.
( jf. præmis 21-23 )
5. Der sondres i henhold til de i traktaten indeholdte søgsmålsregler mellem søgsmål i henhold til artikel 226 EF og 227 EF, der har til formål at få fastslået, at en medlemsstat har tilsidesat sine forpligtelser, og søgsmål i henhold til artikel 230 EF og 232 EF, der har til formål at kontrollere lovligheden af fællesskabsinstitutionernes handlinger eller undladelser. Disse retsmidler forfølger forskellige mål og er undergivet forskellige betingelser. En medlemsstat kan således ikke - medmindre traktaten udtrykkeligt giver hjemmel hertil - under en traktatbrudssag, der er anlagt på grund af manglende gennemførelse af en beslutning, som er rettet til staten, gøre gældende, at beslutningen er ulovlig.
( jf. præmis 28 )
6. Afgrænsningen af anvendelsesområdet for direktiv 85/374 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar, der er fastsat af fællesskabslovgiver, er et slutresultat af en kompliceret afvejning af forskellige interesser. Disse interesser omfatter - som det fremgår af første og niende betragtning til direktivet - sikkerhed for, at konkurrencen ikke forvrides, fremme af samhandelen inden for det fælles marked, beskyttelse af forbrugerne og hensynet til en effektiv retspleje.
Det følger af det valg, fællesskabslovgiveren har truffet, at personer, der har lidt skade på grund af defekte produkter, i tilfælde af et ubetydeligt økonomisk tab - for at undgå et for stort antal tvister - ikke kan påberåbe sig direktivets ansvarsregler, men må anlægge sag på grundlag af almindelige retsregler om ansvar i og uden for kontraktforhold.
Under disse omstændigheder kan den selvrisiko, der er fastsat i direktivets artikel 9, stk. 1, litra b), ikke anses for at stride mod de skadelidtes ret til adgang til domstolene.
Den omstændighed, at der gælder forskellige ansvarsordninger for producenten af og offeret for et defekt produkt, udgør heller ikke en tilsidesættelse af princippet om ligebehandling, idet sondringen på grundlag af karakteren og størrelsen af det lidte tab er objektivt begrundet.
( jf. præmis 29-32 )
7. Selv om det i henhold til Domstolens praksis kræves, at klagepunkter, der fremgår af stævningen, skal være identiske med dem, der fremgår af åbningsskrivelsen og af den begrundede udtalelse, kan dette krav imidlertid ikke indebære, at der under alle omstændigheder skal være fuldstændigt sammenfald i deres formulering, når sagsgenstanden ikke er blevet udvidet eller ændret.
( jf. præmis 44 )