62000J0031

Domstolens Dom (Femte Afdeling) af 22. januar 2002. - Conseil national de l'ordre des architectes mod Nicolas Dreessen. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Cour de cassation - Belgien. - Præjudiciel forelæggelse - Artikel 10 EF og 43 EF - National lovgivning, hvorefter der til udøvelse af arkitekterhvervet kræves eksamensbevis eller visse faglige kvalifikationer - Fællesskabsstatsborger med et eksamensbevis, der ikke er medtaget i opregningen i direktiv 85/384/EØF - Værtsmedlemsstatens forpligtelse til, når den får forelagt en ansøgning om tilladelse til at udøve arkitekterhvervet på dens område, at foretage en sammenligning af de kundskaber, som bekræftes ved dette eksamensbevis samt ansøgerens faglige erfaring, og de kvalifikationer, der stilles krav om i den nationale lovgivning. - Sag C-31/00.

Samling af Afgørelser 2002 side I-00663


Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Nøgleord


Fri bevægelighed for personer etableringsfrihed begrænsninger i medfør af etableringsmedlemsstatens lovgivning om udøvelse af visse former for virksomhed eksistensen af et områderelevant direktiv vedrørende gensidig anerkendelse af eksamensbeviser ansøgning, der ikke automatisk fører til anerkendelse af den pågældendes kvalifikationsbeviser pligt for medlemsstaten til at undersøge overensstemmelsen mellem eksamensbeviser og kvalifikationer, som krævet i national ret, og sådanne erhvervet i de øvrige medlemsstater

(Art. 43 EF og 47 EF)

Sammendrag


$$Artikel 43 EF skal fortolkes således, at når en fællesskabsstatsborger til de nationale myndigheder indgiver ansøgning om tilladelse til at udøve et erhverv, hvortil adgangen ifølge den nationale lovgivning er betinget af, at ansøgeren har et eksamensbevis eller erhvervsmæssige kvalifikationer eller perioder med erhvervserfaring, er disse myndigheder forpligtet til at tage hensyn til samtlige eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser og til den pågældendes relevante erfaring, idet de skal foretage en sammenligning mellem på den ene side den kompetence, der er dokumenteret ved disse kvalifikationsbeviser og denne erfaring, og på den anden side de krav om kundskaber og kvalifikationer, der stilles i den nationale lovgivning, også når et direktiv om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser er blevet vedtaget for det pågældende erhverv, og det ikke gennem anvendelsen af dette direktiv er muligt at fastslå, at ansøgerens eksamensbevis eller -beviser automatisk kan anerkendes.

Det er i den forbindelse uden betydning, at den pågældende fællesskabsstatsborger ikke, selv om han er i besiddelse af et eksamensbevis på et område, hvor der er vedtaget et sådant direktiv, kan påberåbe sig automatisk anerkendelse som fastlagt i et sådant direktiv, fordi hans eksamensbevis er udstedt i et tredjeland, eller fordi betingelserne for automatisk anerkendelse af andre grunde ikke var opfyldt.

( jf. præmis 28 og 31 samt domskonkl. )

Parter


I sag C-31/00,

angående en anmodning, som Cour de cassation (Belgien) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Conseil national de l'ordre des architectes

mod

Nicolas Dreessen,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 10 EF og 43 EF,

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, P. Jann, og dommerne S. von Bahr, D.A.O. Edward (refererende dommer), A. La Pergola og C.W.A. Timmermans,

generaladvokat: P. Léger

justitssekretær: ekspeditionssekretær H.A. Rühl,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

Conseil national de l'ordre des architectes ved avocats P. Henry, F. Moïses og V. Bertrand

N. Dreessen ved avocats L. Misson og P. Mbaya Kapita

den italienske regering ved U. Leanza, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato F. Quadri

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved B. Mongin, som befuldmægtiget,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 8. marts 2001 er afgivet mundtlige indlæg af Conseil national de l'ordre des architectes ved V. Bertrand, af N. Dreessen ved P. Mbaya Kapita, af den franske regering ved S. Pailler, som befuldmægtiget, af den italienske regering ved F. Quadri, og af Kommissionen ved B. Mongin,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 17. maj 2001,

afsagt følgende

Dom

Dommens præmisser


1 Ved dom af 21. januar 2000, indgået til Domstolen den 7. februar 2000, har Cour de cassation i medfør af artikel 234 EF forelagt Domstolen et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 10 EF og 43 EF.

2 Spørgsmålet er blevet rejst under en sag mellem N. Dreessen og Conseil national de l'ordre des architectes (Belgien) (herefter »Conseil national«) vedrørende Dreessens ansøgninger om at blive optaget som medlem af arkitektforeningen i provinsen Liège.

Relevante retsregler

3 Rådets direktiv 85/384/EØF af 10. juni 1985 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser inden for arkitekturområdet, herunder om foranstaltninger, som skal lette den faktiske udøvelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser (EFT L 223, s. 15), indeholder bestemmelser om automatisk anerkendelse af visse eksamensbeviser inden for rammerne af to forskellige ordninger.

4 På den ene side indeholder artikel 2-9 i direktiv 85/384, der findes i kapitel II med overskriften »Eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, som giver adgang til virksomhed inden for arkitekturområdet under stillingsbetegnelsen arkitekt«, en almindelig ordning om automatisk, gensidig anerkendelse af alle eksamensbeviser på arkitekturområdet, der opfylder de i disse artikler fastsatte betingelser. I artikel 2 er det således bestemt, at »hver medlemsstat anerkender de eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, der er erhvervet ved en uddannelse, som opfylder kravene i artikel 3 og 4, og som er udstedt til medlemsstaternes statsborgere af de øvrige medlemsstater«.

5 På den anden side indføres ved artikel 10-15 i direktiv 85/384, der findes i kapitel III med overskriften »Eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, som giver adgang til virksomhed inden for arkitekturområdet i medfør af opnåede rettigheder eller eksisterende nationale bestemmelser«, en overgangsordning for gensidig anerkendelse af visse eksamensbeviser, som alle er udtrykkeligt angivet. Efter artikel 10 »[anerkender] hver medlemsstat [...] de i artikel 11 omhandlede eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, som er udstedt af de øvrige medlemsstater til statsborgere i medlemsstaterne, som allerede er i besiddelse af disse kvalifikationer på tidspunktet for direktivets meddelelse, eller som har påbegyndt studier, som afsluttes med udstedelse af sådanne eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, senest i løbet af det tredje akademiske år efter denne meddelelse, selv om disse ikke svarer til mindstekravene for de i kapitel II nævnte beviser«. Det år, der er tale om i denne bestemmelse, er det akademiske år 1987/1988.

6 Tyske eksamensbeviser, der kan anerkendes efter den sidstnævnte ordning, er efter artikel 11, litra a), fjerde led, i direktiv 85/384 bl.a. certifikater udstedt før den 1. januar 1973 af arkitektafdelingerne på Ingenieurschulen, ledsaget af en attest fra de kompetente myndigheder om, at den pågældende har bestået en prøve på grundlag af kvalifikationsbeviser i overensstemmelse med direktivets artikel 13.

Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

7 N. Dreessen, der er belgisk statsborger, har eksamensbevis for afsluttet ingeniøruddannelse, der er udstedt den 16. februar 1966 af Staatliche Ingenieurschule für Bauwesen Aachen, afdelingen for »Allgemeiner Hochbau«, hvor han har uddannet sig som bygningsingeniør (»Ingenieurkunde, Fachrichtung Hochbau«). Han har haft lønnet beskæftigelse i Belgien i 25 år på forskellige arkitektkontorer i Liège.

8 Den 12. december 1991 ansøgte N. Dreessen, efter at det selskab, som han var ansat i, var gået konkurs, om at blive optaget som medlem af arkitektforeningen i provinsen Liège (herefter »conseil provincial«), idet han agtede at drive virksomhed som selvstændig arkitekt. Hans ansøgning blev afslået den 29. april 1993 med den begrundelse, at hans eksamensbevis ikke var et eksamensbevis udstedt af en arkitektafdeling som omhandlet i artikel 11, litra a), fjerde led, i direktiv 85/384 og således ikke var omfattet af denne artikel.

9 N. Dreessen ankede denne afgørelse til conseil d'appel d'expression française de l'ordre des architectes (herefter »conseil d'appel«), der ved afgørelse af 17. november 1993 anmodede Domstolen om en præjudiciel afgørelse.

10 Ved dom af 9. august 1994 (sag C-447/93, Dreessen, Sml. I, s. 4087) fastslog Domstolen, at et i 1966 af afdelingen »Allgemeiner Hochbau« ved »Staatliche Ingenieurschule für Bauwesen Aachen« udstedt eksamensbevis ikke kan ligestilles med de certifikater, der er omhandlet i artikel 11, litra a), fjerde led, i direktiv 85/384.

11 På baggrund af denne dom forkastede conseil d'appel ved afgørelse af 15. februar 1995 Dreessens anke. Dreessens kassationsanke vedrørende denne afgørelse blev forkastet ved Cour de cassations dom af 25. november 1995.

12 Den 25. oktober 1997 indgav Dreessen en fornyet ansøgning til conseil provincial og gjorde herved navnlig gældende, at det eksamensbevis, han var i besiddelse af, ved en fejltagelse fra de tyske myndigheders side ikke var medtaget i den i artikel 11, litra a), i direktiv 85/384 omhandlede liste, og at der skulle være sket en undersøgelse af den uddannelse og de kvalifikationer, han havde erhvervet i henholdsvis Tyskland og Belgien, i overensstemmelse med dommen af 7. maj 1991 i Vlassopoulou-sagen (sag C-340/89, Sml. I, s. 2357).

13 Denne ansøgning blev afslået af conseil provincial ved afgørelse af 5. februar 1998 med den begrundelse, at Conseil national ikke skulle tage hensyn til eller vurdere Dreessens kundskaber og kvalifikationer, og at ansøgningen allerede tidligere var blevet indgivet og skulle afvises, idet der ved en retskraftig afgørelse var taget stilling til den. Conseil d'appel ophævede den 16. juni 1999 denne afgørelse og bestemte, at Dreessen skulle optages som medlem af arkitektforeningen i provinsen Liège, idet han besad de nødvendige kvalifikationer og kundskaber herfor efter belgisk lovgivning.

14 Conseil national har rejst kassationsanke af denne afgørelse og har herved gjort gældende, at når der er udstedt et direktiv i henhold til artikel 47, stk. 1, EF vedrørende betingelserne for gensidig anerkendelse af de eksamensbeviser, som kræves til udøvelse af et givet erhverv, må en medlemsstats kompetente myndigheder, når de skal tage stilling til en ansøgning om at udøve dette erhverv, begrænse sig til at efterprøve, om de i direktivet fastsatte betingelser er opfyldt; myndighederne kan imidlertid ikke, når dette ikke er tilfældet, foretage en sammenlignende undersøgelse af ansøgerens kvalifikationer og kundskaber samt de kvalifikationer og kundskaber, som ifølge nationale bestemmelser om adgangen til vedkommende erhverv kræves for dettes udøvelse og det har conseil d'appel fejlagtigt gjort med hjemmel i artikel 43 EF.

15 Cour de cassation er i tvivl om, hvorledes gældende fællesskabsretlige bestemmelser skal fortolkes, og har derfor udsat sagen og anmodet Domstolen om en præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

»Indebærer Rom-traktatens artikel 5 [nu artikel 10 EF] og 52 [efter ændring nu artikel 43 EF], at en medlemsstat, hvis kompetente myndighed har fået forelagt en ansøgning fra en fællesskabsstatsborger, som er indehaver af et eksamensbevis, der er erhvervet i en anden medlemsstat, om tilladelse til at udøve et erhverv, hvortil der ifølge national lov kræves et eksamensbevis eller visse faglige kvalifikationer, skal tage hensyn til det af ansøgeren påberåbte eksamensbevis og foretage en sammenligning mellem de kundskaber og kvalifikationer, som bekræftes ved dette eksamensbevis, og de kundskaber og kvalifikationer, som kræves efter de nationale bestemmelser, også når Rådet i medfør af traktatens artikel 57, stk. 1 og 2 [efter ændring nu artikel 47, stk. 1 og 2, EF], har udstedt et direktiv vedrørende det pågældende erhverv, og dette direktiv med hensyn til studieforløb, der påbegyndes eller fortsættes inden for en overgangsperiode, indeholder en udtømmende opregning af de eksamensbeviser eller certifikater, som de forskellige medlemsstater udsteder, og som giver adgang til at udøve det pågældende erhverv i de andre medlemsstater, når ansøgeren er omfattet af overgangsordningen, og når det eksamensbevis, som han påberåber sig, ikke er anført i den udtømmende opregning?«

Det præjudicielle spørgsmål

Indlæg for Domstolen

16 Conseil national og den italienske regering har gjort gældende, at det præjudicielle spørgsmål bør besvares benægtende. De er af den opfattelse, at Dreessen ikke har ret til at få sit eksamensbevis anerkendt i en anden medlemsstat, da beviset ikke er nævnt i artikel 11 i direktiv 85/384, og at der ikke skal ske sammenligning mellem de kundskaber og kvalifikationer, som bekræftes ved dette eksamensbevis, og de kundskaber og kvalifikationer, som kræves efter de nationale bestemmelser.

17 De tilføjer, at en forpligtelse til at foretage en sådan sammenligning, der blev fastslået i Vlassopoulou-dommen, udelukkende gælder for erhverv, for hvilke der ikke er vedtaget noget direktiv om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser. Conseil national hævder endda, at de nationale myndigheder, når der som i hovedsagen foreligger et sådant direktiv, udelukkende skal tage stilling til, om de i dette direktiv fastsatte betingelser er opfyldt.

18 Dreessen har anført, at artikel 47 EF blot har til formål at samordne den gensidige anerkendelse af de kvalifikationer, der kræves for at udøve visse erhverv, men ikke at træde i stedet for den grundlæggende ret til etableringsfrihed, der er knæsat ved artikel 43 EF for samtlige erhverv uden forskel.

19 Kommissionen har også gjort gældende, at direktiv 85/384, selv om det indeholder en udtømmende fortegnelse over de eksamensbeviser inden for arkitekturområdet, der er genstand for automatisk anerkendelse, ikke for eksamensbeviser, der falder uden for direktivets anvendelsesområde, hindrer en anvendelse af den retspraksis, der fremgår af Vlassopoulou-dommen.

Domstolens bemærkninger

20 Det fremgår af Dreessen-dommen, at Dreessens eksamensbevis for ingeniøruddannelse ikke opfylder betingelserne for ligestilling med de i artikel 11, litra a), fjerde led, i direktiv 85/384 nævnte eksamensbeviser og således ikke omfattes af den automatiske anerkendelse af eksamensbeviser på arkitekturområdet, der er omhandlet i direktivets artikel 10.

21 Det skal imidlertid fremhæves, at Domstolen netop på grund af affattelsen af det præjudicielle spørgsmål i Dreessen-dommen, der udelukkende vedrørte fortolkningen af artikel 11 i direktiv 85/384, ikke udtalte sig om, hvorvidt Dreessens kvalifikationer eventuelt kunne anerkendes på grundlag af Domstolens fortolkning af artikel 43 EF i Vlassopoulou-dommen.

22 Derimod drejer det præjudicielle spørgsmål i nærværende sag sig netop om dette spørgsmål.

23 I den foreliggende præjudicielle sag skal det således ikke afgøres, om de nationale myndigheder i hovedsagen er forpligtet til at anerkende, at Dreessens eksamensbevis kan ligestilles med de eksamensbeviser på arkitekturområdet, der er nævnt i direktiv 85/384, men derimod, om de nævnte myndigheder skal tage stilling til, om Dreessens kundskaber og faglige erfaring helt eller delvis opfylder de krav og betingelser, der gælder for adgangen til arkitekterhvervet i Belgien, således at Dreessen eventuelt kan få adgang til at virke som arkitekt dér.

24 Herved bemærkes, at myndighederne i en medlemsstat, når de får forelagt en ansøgning fra en fællesskabsstatsborger om tilladelse til at udøve et erhverv, hvortil adgangen ifølge den nationale lovgivning er betinget af, at vedkommende har et eksamensbevis eller erhvervsmæssige kvalifikationer eller perioder med erhvervserfaring, er forpligtet til at tage hensyn til samtlige eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, herunder den pågældendes relevante erfaring, idet de skal foretage en sammenligning mellem på den ene side den kompetence, der er dokumenteret ved disse kvalifikationsbeviser og denne erfaring, og på den anden side de krav om kundskaber og kvalifikationer, der stilles i national ret (jf. bl.a. Vlassopoulou-dommen, præmis 16, 19 og 20; dom af 9.2.1994, sag C-319//92, Haim, Sml. I, s. 425, præmis 27 og 28, og af 14.9.2000, sag C-238/98, Hocsman, Sml. I, s. 6623, præmis 23).

25 Domstolen har fremhævet, at denne praksis blot er udtryk for udmøntningen i retspraksis af et princip, som hører til de grundlæggende friheder i traktaten, og at dette princip ikke kan antages at miste en del af sin retsgyldighed som følge af, at der udstedes direktiver om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser (Hocsman-dommen, præmis 24 og 31).

26 Det fremgår jo af artikel 47, stk. 1, EF, at sådanne direktiver tilsigter at lette den gensidige anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser gennem udstedelsen af fælles bestemmelser og kriterier, der i videst muligt omfang medfører automatisk anerkendelse af de nævnte eksamensbeviser, certifikater og kvalifikationsbeviser. De har derimod ikke til formål og kan ikke have til følge, at anerkendelsen af sådanne eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser vanskeliggøres i situationer, der ikke er omhandlet i direktiverne.

27 Medlemsstaterne skal således på områder for gensidig anerkendelse af faglige kundskaber overholde deres forpligtelser, således som disse er fastlagt i Domstolens fortolkning af artikel 43 EF og 47 EF (jf. navnlig Vlassopoulou-, Haim- og Hocsman-dommene), når de behandler en ansøgning om tilladelse til udøvelse af et erhverv, hvortil adgangen ifølge national ret er betinget af besiddelse af et eksamensbevis eller faglige kvalifikationer, eller perioder med erhvervserfaring, når det eksamensbevis, som den ansøgende fællesskabsstatsborger er i besiddelse af, ikke i henhold til et direktiv om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, selv om der for det pågældende erhverv er vedtaget et sådant direktiv, anerkendes automatisk.

28 Det er i den forbindelse uden betydning, at den pågældende fællesskabsstatsborger ikke, selv om han er i besiddelse af et eksamensbevis på et område, hvor der er vedtaget et direktiv om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, kan påberåbe sig automatisk anerkendelse som fastlagt i et sådant direktiv, fordi hans eksamensbevis (som tilfældet var i Hocsman-sagen) er udstedt i et tredjeland, eller fordi betingelserne for automatisk anerkendelse af andre grunde ikke var opfyldt (som i denne sag og som i den tidligere Dreessen-sag).

29 Overholdelse af de i Vlassopoulou-dommen fastlagte principper samt principperne i praksis herom vedrørende tilfælde, der ikke omfattes af et direktiv om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, har særlig betydning, fordi det muligvis kan bero på en fejltagelse, at det pågældende eksamensbevis ikke er medtaget blandt de eksamensbeviser, der er omhandlet i det pågældende direktiv. Kommissionen har således anført, at det skyldes en fejltagelse, at et eksamensbevis af den type, som Dreessen er i besiddelse af, ikke er medtaget på listen i artikel 11 i direktiv 85/384, hvilket Domstolen i øvrigt ikke skal udtale sig om.

30 På baggrund af det anførte vil det være unødvendigt at fortolke artikel 10 EF, idet en fortolkning alene af artikel 43 EF giver et fyldestgørende grundlag for en hensigtsmæssig besvarelse af det forelagte spørgsmål.

31 Det præjudicielle spørgsmål skal derfor besvares således, at artikel 43 EF skal fortolkes således, at når en fællesskabsstatsborger til de nationale myndigheder indgiver ansøgning om tilladelse til at udøve et erhverv, hvortil adgangen ifølge den nationale lovgivning er betinget af, at ansøgeren har et eksamensbevis eller erhvervsmæssige kvalifikationer eller perioder med erhvervserfaring, er disse myndigheder forpligtet til at tage hensyn til samtlige eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser og til den pågældendes relevante erfaring, idet de skal foretage en sammenligning mellem på den ene side den kompetence, der er dokumenteret ved disse kvalifikationsbeviser og denne erfaring, og på den anden side de krav om kundskaber og kvalifikationer, der stilles i den nationale lovgivning, også når et direktiv om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser er blevet vedtaget for det pågældende erhverv, og det ikke gennem anvendelsen af dette direktiv er muligt at fastslå, at ansøgerens eksamensbevis eller -beviser automatisk kan anerkendes.

Afgørelse om sagsomkostninger


Sagens omkostninger

32 De udgifter, der er afholdt af den franske og den italienske regering samt af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

Afgørelse


På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

vedrørende det spørgsmål, der er forelagt af Cour de cassation ved dom af 21. januar 2000, for ret:

Artikel 43 EF skal fortolkes således, at når en fællesskabsstatsborger til de nationale myndigheder indgiver ansøgning om tilladelse til at udøve et erhverv, hvortil adgangen ifølge den nationale lovgivning er betinget af, at ansøgeren har et eksamensbevis eller erhvervsmæssige kvalifikationer eller perioder med erhvervserfaring, er disse myndigheder forpligtet til at tage hensyn til samtlige eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser og til den pågældendes relevante erfaring, idet de skal foretage en sammenligning mellem på den ene side den kompetence, der er dokumenteret ved disse kvalifikationsbeviser og denne erfaring, og på den anden side de krav om kundskaber og kvalifikationer, der stilles i den nationale lovgivning, også når et direktiv om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser er blevet vedtaget for det pågældende erhverv, og det ikke gennem anvendelsen af dette direktiv er muligt at fastslå, at ansøgerens eksamensbevis eller -beviser automatisk kan anerkendes.