62000J0012

Frie varebevægelser - kvantitative restriktioner - foranstaltninger med tilsvarende virkning - national lovgivning, som forbyder, at kakao- og chokoladevarer med andre fedtstoffer end kakaosmør, der er lovligt fremstillet i produktionsstaten, markedsføres under betegnelsen »chokolade« - ulovligt - begrundelse - forbrugerbeskyttelse - foreligger ikke

(EF-traktaten, art. 30 (efter ændring nu art. 28 EF); Rådets direktiv 73/241)

$$En medlemsstat tilsidesætter sine forpligtelser ifølge traktatens artikel 30 (efter ændring nu artikel 28 EF), såfremt den forbyder, at kakao- og chokoladevarer, som opfylder kravene vedrørende mindsteindhold af kakao og kakaosmør i bilag I, punkt 1, nr. 1.16, til direktiv 73/241 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kakao- og chokoladevarer bestemt til konsum, som er tilsat andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, og som er lovligt fremstillet i medlemsstater, der tillader tilsætning af sådanne stoffer, markedsføres på dens område under betegnelsen »chokolade«, hvorunder de markedsføres i oprindelsesstaten.

Sådanne bestemmelser kan ikke begrundes med, at de er nødvendige for at opfylde tvingende krav bl.a. af hensyn til forbrugerbeskyttelse. Tilsætningen af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør til kakao- og chokoladevarer medfører ikke en væsentlig ændring af deres sammensætning eller karakter, og de bevarer derfor de egenskaber, som forbrugerne forventer, når de køber produkter med betegnelsen »chokolade«. Forsyningen af produktet med en etikette, som neutralt og objektivt oplyser forbrugerne om, at produktet indeholder andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, er tilstrækkeligt til at sikre forbrugerne korrekte oplysninger.

( jf. præmis 83, 87, 88, 92, 93 og 98 samt domskonkl. )

I sag C-12/00,

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved G. Valero Jordana, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger,

mod

Kongeriget Spanien ved N. Díaz Abad, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt,

angående en påstand om, at det fastslås, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EF-traktatens artikel 30 (efter ændring nu artikel 28 EF) ved at forbyde, at kakao- og chokoladevarer, som er tilsat andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, og som er lovligt fremstillet i medlemsstater, der tillader tilsætning af sådanne stoffer, markedsføres i Spanien under den betegnelse, som de markedsføres under i oprindelsesstaten,

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J.-P. Puissochet, og dommerne R. Schintgen, V. Skouris (refererende dommer), N. Colneric og J.N. Cunha Rodrigues,

generaladvokat: S. Alber

justitssekretær: afdelingschef D. Louterman-Hubeau,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 25. oktober 2001,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 6. december 2001,

afsagt følgende

Dom

1 Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 14. januar 2000 har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber anlagt sag i medfør af artikel 226 EF med påstand om, at det fastslås, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EF-traktatens artikel 30 (efter ændring nu artikel 28 EF) ved at forbyde, at kakao- og chokoladevarer, som er tilsat andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, og som er lovligt fremstillet i medlemsstater, der tillader tilsætning af sådanne stoffer, markedsføres i Spanien under den betegnelse, som de markedsføres under i oprindelsesstaten.

Relevante retsforskrifter

Fællesskabsbestemmelser

2 Rådets direktiv 73/241/EØF af 24. juli 1973 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kakao- og chokoladevarer bestemt til konsum (EFT L 228, s. 23) udtaler i sin fjerde betragtning, at »der bør [...] foretages en tilnærmelse af bestemmelserne vedrørende disse varer, og det er nødvendigt at fastsætte definitioner af og fælles regler for sammensætning, fabrikationskendetegn, indpakning og mærkning for at sikre, at de nævnte varer frit kan omsættes«.

3 Det udtales i samme direktivs femte betragtning, at »det er dog ikke muligt i dette direktiv at harmonisere alle de bestemmelser for næringsmidler, som kan hæmme samhandelen med kakao- og chokoladevarer, men antallet af hindringer, der således stadig består, vil efterhånden formindskes i takt med harmoniseringen af de nationale bestemmelser vedrørende næringsmidler«.

4 I syvende betragtning til direktiv 73/241 udtales det, at »[det tillades] i visse medlemsstater [...], at der i chokoladevarer anvendes andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, og der gøres i vidt omfang brug af denne tilladelse; der kan dog ikke allerede nu træffes afgørelse om mulighederne og de nærmere regler for at udvide brugen af disse fedtstoffer til hele Fællesskabet; da de økonomiske og tekniske oplysninger, der for øjeblikket er til rådighed, ikke gør det muligt at vedtage en endelig holdning, bør situationen derfor undersøges på ny i lyset af den fremtidige udvikling«.

5 Artikel 1 i direktiv 73/241 bestemmer:

»Ved kakao- og chokoladevarer forstås i dette direktiv de varer til konsum, der er defineret i bilag I.«

6 Artikel 10, stk. 1, i direktiv 73/241 bestemmer:

»Medlemsstaterne træffer alle hensigtsmæssige foranstaltninger, for at handel med de i artikel 1 omhandlede varer, der er i overensstemmelse med de definitioner og regler, som er fastsat i dette direktiv og dets bilag I, ikke hæmmes af anvendelse af ikke-harmoniserede nationale bestemmelser om sammensætning, fabrikationskendetegn, indpakning og mærkning af disse varer eller næringsmidler i al almindelighed.«

7 Artikel 14, stk. 2, litra a), i direktiv 73/241 bestemmer:

»Dette direktiv berører ikke bestemmelserne i de nationale lovgivninger,

a) i henhold til hvilke det for tiden er tilladt eller forbudt, til de forskellige chokoladevarer, der er defineret i bilag I, at tilsætte vegetabilske fedtstoffer bortset fra kakaosmør. Rådet træffer efter forslag fra Kommissionen og inden for en frist på tre år efter notifikation af dette direktiv afgørelse om muligheder for og ændringer af en udvidet anvendelse af disse fedtstoffer i hele Fællesskabet.«

8 Bilag I, punkt 1, nr. 1.16, til direktiv 73/241 definerer chokolade som »en vare, der er fremstillet af kakaonibs, kakaomasse, kakaopulver eller fedtfattigt kakaopulver og saccharose, med eller uden tilsætning af kakaosmør, og som - med forbehold af definitionerne på chokoladekrymmel, gianduja-chokolade og overtrækschokolade - har et indhold af kakaotørstof på i alt mindst 35%, heraf mindst 14% affedtet kakaotørstof og mindst 18% kakaosmør; disse procentsatser beregnes efter fradrag af vægten af de i punkterne 5 til 8 omtalte tilsætninger«.

9 Bilag I, punkt 7, litra a), første afsnit, til direktiv 73/241 er affattet således:

»Med forbehold af bestemmelserne i artikel 14, stk. 2, litra a), kan der ske tilsætning af spiselige stoffer, med undtagelse af mel, stivelse, fedtstoffer og varer heraf, der ikke udelukkende er fremstillet af mælk, til mørk chokolade, sød chokolade, overtrækschokolade, flødechokolade, lys flødechokolade, overtræksflødechokolade og hvid chokolade.«

10 Ifølge artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2000/36/EF af 23. juni 2000 om kakao- og chokoladevarer bestemt til konsum (EFT L 197, s. 19) ophæves direktiv 73/241 med virkning fra den 3. august 2003.

11 I femte, sjette og syvende betragtning til direktiv 2000/36 udtales:

»(5) Det er i visse medlemsstater tilladt at tilsætte chokoladevarer op til højst 5% andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør.

(6) Tilsætning af højst 5% af visse andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør til chokoladevarer bør tillades i alle medlemsstaterne. Disse fedtstoffer bør være kakaosmørækvivalenter, og de bør derfor defineres efter tekniske og videnskabelige kriterier.

(7) For at sikre det indre markeds enhedspræg bør alle chokoladevarer, der falder ind under dette direktivs anvendelsesområde, kunne markedsføres i Fællesskabet under de varebetegnelser, der fremgår af bestemmelserne i bilag I til dette direktiv.«

12 Artikel 2, stk. 1 og 2, i direktiv 2000/36 bestemmer:

»1. De andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, der er defineret og opført i bilag II, kan tilsættes de chokoladevarer, der er defineret i bilag I, del A, punkt 3, 4, 5, 6, 8 og 9. Denne tilsætning må ikke udgøre mere end 5% af det færdige produkt efter fradrag af den samlede vægt af de øvrige spiselige stoffer, der måtte være anvendt i overensstemmelse med bilag I, del B, uden at mindsteindholdet af kakaosmør eller kakaotørstof derved må reduceres.

2. Chokoladevarer, der i henhold til stk. 1 indeholder andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, kan markedsføres i alle medlemsstater på betingelse af, at mærkningen som omhandlet i artikel 3 suppleres med den iøjnefaldende og klart læselige angivelse: »Indeholder også andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør«. Denne angivelse skal stå i samme synsfelt som ingredienslisten, være klart adskilt fra denne og stå med mindst lige så stor skrift og med fede typer samt i nærheden af varebetegnelsen; uanset dette krav kan varebetegnelsen også stå andre steder.«

13 Endelig bestemmer artikel 8, stk. 1 og 2, i direktiv 2000/36:

»1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden den 3. august 2003. De underretter straks Kommissionen herom.

2. Disse love og bestemmelser anvendes på en sådan måde:

- at markedsføring af de i bilag I definerede produkter, der er i overensstemmelse med definitionerne og reglerne i dette direktiv, tillades fra den 3. august 2003

- at markedsføring af produkter, som ikke er i overensstemmelse med dette direktiv, forbydes fra den 3. august 2003.

Dog er det tilladt at markedsføre produkter, som ikke er i overensstemmelse med dette direktiv, men som inden den 3. august 2003 er mærket i overensstemmelse med Rådets direktiv 73/241/EØF, indtil lagrene er opbrugt.«

14 Det bestemmes i artikel 14, stk. 2, i Rådets direktiv 79/112/EØF af 18. december 1978 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for sådanne levnedsmidler (EFT 1979 L 33, s. 1), at »medlemsstaterne drager [...] omsorg for at forbyde handel med levnedsmidler på deres område, såfremt de i artikel 3 og artikel 4, stk. 2, foreskrevne oplysninger ikke er anført på et for køberen let forståeligt sprog, medmindre oplysningerne meddeles køberen på anden måde«.

15 Artikel 14, stk. 2, i direktiv 79/112 blev ophævet ved Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 97/4/EF af 27. januar 1997 om ændring af direktiv 79/112 (EFT L 43, s. 21).

16 Artikel 5, stk. 1, litra b) og c), i direktiv 79/112, som ændret ved direktiv 97/4, bestemmer:

»Et levnedsmiddels varebetegnelse er den betegnelse, der er anvendt i de for dette levnedsmiddel gældende EF-retsakter.

[...]

b) Det er ligeledes tilladt at anvende den varebetegnelse i afsætningsmedlemsstaten, hvorunder varen lovligt fremstilles og afsættes i producentmedlemsstaten.

Hvis anvendelsen af dette direktivs øvrige bestemmelser, herunder artikel 3, ikke er tilstrækkelig til, at forbrugerne i afsætningsmedlemsstaten kan gøre sig bekendt med levnedsmidlets egentlige art og kan skelne det fra andre levnedsmidler, som det kunne forveksles med, skal producentmedlemsstatens varebetegnelse dog suppleres med yderligere beskrivende oplysninger, der anføres i tilknytning til varebetegnelsen.

c) Det kan undtagelsesvis forekomme, at producentmedlemsstatens varebetegnelse ikke anvendes i afsætningsmedlemsstaten, fordi det levnedsmiddel, varebetegnelsen vedrører, i henseende til sin sammensætning eller fremstilling adskiller sig så meget fra det levnedsmiddel, der er kendt under denne betegnelse, at bestemmelserne i litra b) ikke er tilstrækkelige til at sikre korrekt oplysning af forbrugerne i afsætningsmedlemsstaten.«

17 Direktiv 79/112 blev ophævet ved Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20. marts 2000 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler (EFT L 109, s. 29). Dette direktivs artikel 16, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:

»1. Medlemsstaterne sørger for at forbyde handel med levnedsmidler på deres område, hvis angivelserne efter artikel 3 og artikel 4, stk. 2, ikke er anført på et for forbrugeren let forståeligt sprog, medmindre forbrugeroplysningen for så vidt angår en eller flere angivelser faktisk sikres ved andre foranstaltninger, som fastlægges efter proceduren i artikel 20, stk. 2.

2. Den medlemsstat, hvor varen afsættes, kan under overholdelse af traktaten på sit område kræve, at disse angivelser som minimum figurerer på et eller flere af de officielle EF-sprog efter statens eget valg.«

Nationale retsforskrifter

18 Ved Real Decreto nr. 822/1990 af 22. juni 1990 (BOE nr. 154 af 28.6.1990, s. 3399, herefter »kongelig anordning nr. 822/1990«) blev Reglamentación Técnico-Sanitaria para la elaboración, circulación y comercio del cacao y chocolate (teknisk-sanitær ordning for fremstilling, omsætning af og handel med kakao og chokolade) godkendt.

19 Ordningens artikel 2, hvortil overskriften lyder »Definitioner og benævnelser«, definerer i stk. 16 chokolade som »en vare, der er fremstillet af kakaonibs, kakaomasse, kakaopulver eller fedtfattigt kakaopulver og sakkarose, med eller uden tilsætning af kakaosmør, og som - med forbehold af definitionerne på chokoladekrymmel, gianduja-chokolade og overtrækschokolade - har et indhold af kakaotørstof på mindst 35%, heraf mindst 14% affedtet kakaotørstof og mindst 18% kakaosmør [...]«.

20 Ordningens artikel 4, stk. 1, hvortil overskriften lyder »Ulovlige forarbejdninger«, bestemmer:

»Det er forbudt i produkter af kakaobønner, kakaonibs, kakaomasse, kakaokager og kakaopulver

- at anvende andre fedtstoffer end kakaosmør

[...]«

21 Ved Real Decreto nr. 823/1990 af 22. juni 1990 (BOE nr. 154 af 28.6.1990, s. 3407, herefter »kongelig anordning nr. 823/1990«) blev Reglamentación Técnico-Sanitaria para la elaboración, circulación y comercio de productos derivados de cacao, derivados de chocolate y sucedáneos de chocolate (teknisk-sanitær ordning for fremstilling, omsætning af og handel med produkter fremstillet på basis af kakao, produkter fremstillet på basis af chokolade, samt chokoladesurrogater) godkendt.

22 Denne ordnings artikel 2, hvortil overskriften lyder »Definitioner og benævnelser«, indeholder følgende definition i stk. 7:

»Chokoladesurrogater: produkter med en speciel form eller med dimensioner, som på grund af deres præsentationsmåde, udseende eller konsum kan forveksles med chokolade, og som opfylder de særlige krav ifølge gældende forskrifter om fremstilling, omsætning af og handel med kakao og chokolade [godkendt ved kongelig anordning nr. 822/1990] [...], for hvilke kakaosmørret helt eller delvis er erstattet af andre spiselige vegetabilske fedtstoffer eller disses hydrerede eller ikke-hydrerede bestanddele, og for hvilke der er angivet en klar forskel på etiketten.«

Administrativ procedure

23 Den 9. oktober 1989 gav den spanske regering i medfør af Rådets direktiv 83/189/EØF af 28. marts 1983 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (EFT L 109, s. 8) meddelelse om et udkast til kongelig anordning nr. 822/1990 og til kongelig anordning nr. 823/1990, som senere begge blev vedtaget.

24 Det fremgik af de møder, som blev afholdt, og den brevveksling, som fandt sted efter denne anmeldelse, at de spanske myndigheder fortolker kongelig anordning nr. 822/1990 således, at de produkter, som tilsættes andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, og som fremstilles lovligt i de medlemsstater, som tillader tilsætning af sådanne fedtstoffer, ikke kan markedsføres i Spanien under betegnelsen »chokolade«, som de er markedsført under i produktionsmedlemsstaterne, men kun under betegnelsen »chokoladesurrogat«.

25 Da Kommissionen var af den opfattelse, at dette udgør en restriktion for den frie bevægelighed for kakao- og chokoladevarer, som lovligt fremstilles i andre medlemsstater, fremsatte den en begrundet udtalelse over for Kongeriget Spanien den 29. juli 1998, efter at have tilsendt det en åbningsskrivelse, og den opfordrede det til at opfylde sine forpligtelser i henhold til følge af traktatens artikel 30 inden to måneder efter modtagelsen af udtalelsen.

26 Ved skrivelse af 9. november 1998 svarede den spanske regering, at kongelig anordning nr. 822/1990 var i overensstemmelse med direktiv 73/241, og at løsningen af det problem, som var rejst i den begrundede udtalelse, bestod i den ændring af direktivet, som var under udarbejdelse på daværende tidspunkt.

27 Herefter besluttede Kommissionen at anlægge nærværende sag.

Realiteten

Parternes argumentation

28 Indledningsvis har Kommissionen præciseret, at sagen vedrører bestemmelserne i kongelig anordning nr. 822/1990, i det omfang disse fortolkes således af de spanske myndigheder, at de indeholder et forbud mod at markedsføre kakao- og chokoladevarer i Spanien under betegnelsen »chokolade«, som er lovligt fremstillet og markedsført i andre medlemsstater, når de indeholder andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør.

29 Kommissionen har gjort gældende, at chokolade, som indeholder andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør i et omfang på indtil 5% af produktets samlede vægt, fremstilles under betegnelsen »chokolade« i seks medlemsstater (Danmark, Irland, Portugal, Sverige, Finland og Det Forenede Kongerige), at dette produkt accepteres under nævnte betegnelse i samtlige medlemsstater, bortset fra Spanien og Italien, og at det figurerer under denne betegnelse i direktiv 73/241.

30 Kommissionen anfører endvidere, at et sådant produkt hvad angår kakaoingredienserne opfylder de krav til sammensætningen af »chokolade«, som er fastsat i direktiv 73/241, da tilsætningen af andre fedtstoffer end kakaosmør ikke medfører nogen nedsættelse af det efter direktivet krævede mindsteindhold.

31 Under disse omstændigheder vil den fortolkning, som den spanske regering anlægger, indebære en opdeling af medlemsstaterne i to grupper, nemlig dels den zone, hvor der er fri bevægelighed for chokolade, og som består af de medlemsstater, der accepterer, at chokoladevarer med andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør markedsføres under betegnelsen »chokolade«, dels den zone, hvor der gælder et »renhedskrav« til chokolade, og som består af de medlemsstater, som ikke blot forbyder, at der fremstilles chokolade på deres område med andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, men også forbyder, at den markedsføres under betegnelsen »chokolade«.

32 Efter Kommissionens opfattelse består problemet i den fortolkning af direktiv 73/241, som den spanske regering anlægger, og ikke i selve direktivet. Da direktiv 73/241 ikke indeholder nogen endelig regulering af spørgsmålet om anvendelsen inden for hele Fællesskabet af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør ved fremstillingen af kakao- og chokoladevarer, kan direktivet ikke fortolkes således, at det tillader en national ordning, som forhindrer markedsføringen af kakao- og chokoladevarer med sådanne vegetabilske fedtstoffer, der er lovligt fremstillet og markedsført i produktionsmedlemsstaten under overholdelse af direktivet. En sådan national ordning må derfor vurderes på grundlag af traktatens artikel 30.

33 I så henseende finder Kommissionen, at forpligtelsen efter de spanske retsforskrifter til at markedsføre de pågældende produkter under betegnelsen »chokoladesurrogat« væsentligt hindrer disse produkters adgang til det spanske marked og dermed udgør en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion i strid med traktatens artikel 30.

34 For det første medfører forpligtelsen til at ændre produkternes salgsbetegnelse nemlig, at der skal foretages yderligere foranstaltninger vedrørende emballering og mærkning, hvilket forøger omkostningerne til markedsføringen i Spanien. For det andet er udtrykket »chokoladesurrogat« negativt, da det sigter til et produkt, som skal erstatte et andet uden selv at have alle de egenskaber, som giver det erstattede produkt dets værdi.

35 Under henvisning såvel til Domstolens praksis som til artikel 5, stk. 1, litra c), i direktiv 79/112, som ændret ved direktiv 97/4, anfører Kommissionen, at et forbud mod at anvende den salgsbetegnelse, som er lovlig i produktionsmedlemsstaten, kun er berettiget, såfremt det pågældende produkt i henseende til sin sammensætning eller fremstilling adskiller sig så meget fra egenskaberne ved de produkter, der er almindeligt kendt under den omhandlede betegnelse i Fællesskabet, at det ikke længere kan antages at tilhøre samme produktgruppe.

36 Efter Kommissionens opfattelse kan det ikke med føje hævdes, at tilsætningen af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør til et chokoladeprodukt, som opfylder de i direktiv 73/241 fastsatte krav vedrørende mindsteindhold, væsentligt ændrer produktets karakter i et sådant omfang, at anvendelsen af betegnelsen »chokolade« er vildledende hvad angår produktets væsentligste kendetegn.

37 Endvidere anfører Kommissionen, at den spanske ordning ikke er begrundet i et tvingende hensyn til forbrugerbeskyttelsen, da der findes andre foranstaltninger, som er mindre restriktive for den frie bevægelighed for kakao- og chokoladevarer, og som sikrer beskyttelsen af forbrugernes interesser, såsom en neutral og objektiv angivelse på etiketten, hvorved forbrugerne informeres om, at produktet indeholder andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør.

38 Den spanske regering har gjort gældende, at den ganske vist er enig med Kommissionen i, at direktiv 73/241 ikke indeholder nogen regulering af spørgsmålet om anvendelsen inden for Fællesskabet af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør ved fremstillingen af kakao- og chokoladevarer, men at det fremgår af definitionen af chokolade i direktivets bilag I, punkt 1, nr. 1.16, at der ved direktivet er foretaget en fuldstændig harmonisering hvad angår sammensætningen af de produkter, som kan markedsføres under betegnelsen »chokolade«, og at produkter, som indeholder andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, ikke kan anses for at være i overensstemmelse med de i direktivets artikel 10, stk. 1, omhandlede definitioner og regler.

39 Da regeringen følgelig er af den opfattelse, at produkter, som indeholder andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, fremstilles i overensstemmelse med den nationale ordning i produktionsmedlemsstaten, men ikke i overensstemmelse med direktiv 73/241, bestrider den argumentet om, at den af den foreslåede fortolkning bringer det indre markeds enhedspræg i fare. Navnlig anfører den, at da spørgsmålet om anvendelsen af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør henhører under medlemsstaternes kompetence, kan der netop ikke siges at bestå et indre marked for kakao- og chokoladevarer, som indeholder disse andre vegetabilske fedtstoffer. Under disse forhold finder regeringen, at medlemsstaterne, hvis det anses for nødvendigt, frit kan udstede et forbud mod at markedsføre sådanne produkter under betegnelsen »chokolade« på deres område, når de ikke er i overensstemmelse med deres nationale ordning på området.

40 Denne fortolkning bekræftes i øvrigt af, at en reform af fællesskabslovgivningen var nødvendig for at tilvejebringe en generel adgang inden for Fællesskabet til at tilsætte chokolade andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør og derved opnå det, som Kommissionen søger at gennemtvinge over for Kongeriget Spanien ved hjælp af den foreliggende traktatbrudssag.

41 Endvidere anfører den spanske regering under henvisning til Domstolens praksis - hvoraf fremgår, at fortolkningen af national ret, uanset om denne er ældre eller yngre end direktivet, skal ske på grundlag af dette, og at en national domstol, som fortolker og anvender national ret, skal anlægge en formodning om, at medlemsstaten har haft til hensigt fuldt ud at efterkomme sine forpligtelser efter direktivet - at der må være en formodning for, at den har haft til hensigt at overholde direktiv 73/241, og at fortolkningen af dens nationale ordning er i overensstemmelse med dette direktiv. Hvis direktivet antages at indeholde bestemmelser i strid med de frie varebevægelser, må ansvaret herfor efter regeringens opfattelse tilregnes Rådet som udsteder af direktivet.

42 Den spanske regering bestrider, at dens nationale ordning udgør en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion, og hævder, at der foreligger en bestemt form for salg i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i dommen af 24. november 1993 i Keck og Mithouard-sagen (forenede sager C-267/91 og C-268/91, Sml. I, s. 6097). Den anfører navnlig, at betingelserne i denne dom er opfyldt i det foreliggende tilfælde, da den spanske ordning, som indeholder regler om betegnelsen »chokoladesurrogat«, hvorunder kakao- og chokoladevarer med andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør kan markedsføres, gælder uden forskel for indenlandske og udenlandske erhvervsdrivende og påvirker afsætningen af indenlandske og importerede produkter på samme måde.

43 Under alle omstændigheder vanskeliggør den nationale ordning efter den spanske regerings opfattelse ikke de pågældende produkters adgang til det spanske marked.

44 For det første er udtrykket »chokoladesurrogat« nemlig neutralt, da det blot afspejler det objektive faktum, at kakao- og chokoladevarer, som indeholder andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, og varer, som ikke indeholder dette, ikke er de samme. Dette udtryk udgør en traditionel betegnelse i Spanien, og ifølge et lighedsprincip er Kommissionen, så længe der ikke findes nogen harmoniseret ordning på området, forpligtet til at respektere betegnelser i de enkelte medlemsstater, som har en traditionel karakter.

45 For det andet indebærer forpligtelsen til at ændre salgsbetegnelsen for kakao- og chokoladevarer, som indeholder andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, ikke en forhøjelse af omkostningerne til markedsføringen af disse produkter i Spanien, da der er tale om en omkostning, som importørerne allerede har afholdt for at sikre, at etiketten affattes på et for køberen let forståeligt sprog.

46 I så henseende henviser regeringen til, at den medlemsstat, hvor produktet markedsføres, ifølge artikel 16 i direktiv 2000/13 har den mulighed - som allerede blev givet i direktiv 79/112, som ændret ved direktiv 97/4 - at den under overholdelse af traktaten på sit område kan kræve, at de obligatoriske angivelser på etiketten som minimum figurerer på et eller flere af de officielle EF-sprog efter statens eget valg. Således har regeringen ved gennemførelsen i spansk ret af direktiv 97/4 krævet, at levnedsmidler, som markedsføres i Spanien, er forsynet med en etikette, hvor de obligatoriske angivelser er affattet på spansk.

47 Heraf konkluderer regeringen, at det ikke medfører yderligere omkostninger for markedsføringen af de pågældende produkter, at udtrykket »chokolade« erstattes med udtrykket »chokoladesurrogat«, i forbindelse med den reemballering af et produkt, som under alle omstændigheder skal foretages.

48 Den spanske regering fremhæver, at dens nationale ordning er begrundet i hensynet til beskyttelsen af forbrugerne, da den har til formål at sikre kvaliteten af produktet, som det kendes af de spanske forbrugere, og som opfylder betingelserne i definitionen i bilag I, punkt 1, nr. 1.16, til direktiv 73/241, der ikke omhandler andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør. For det første vil efter regeringens opfattelse en angivelse på etiketten, hvorved de spanske forbrugere oplyses om, at produktet indeholder andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, ikke sige dem noget, hvorimod den traditionelle betegnelse »chokoladesurrogat« giver dem en tilfredsstillende oplysning, og for det andet ændrer tilsætningen af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør produktet i henseende til dets kvalitet, smag, konsistens og kravene til dets opbevaring.

49 Desuden finder regeringen ikke, at det er lovligt som led i den nugældende fællesskabslovgivning at udvide en undtagelse, som kun anvendes i seks medlemsstaters nationale ret, til hele Fællesskabet, når direktiv 73/241 stiller medlemsstaterne frit med hensyn til, om de vil tillade eller forbyde tilsætningen af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør.

50 Endelig anfører den spanske regering, at selv om regeringen omgående ændrer den nationale ordning med henblik på at gøre det tilladt at markedsføre kakao- og chokoladevarer, som indeholder andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, under betegnelsen »chokolade«, er artikel 8 i direktiv 2000/36 til hinder for, at denne nye ordning træder i kraft før den 3. august 2003.

Domstolens bemærkninger

Omfanget af harmoniseringen efter direktiv 73/241

51 Indledningsvis bemærkes, at Kommissionens klagepunkt om, at den spanske ordning er uforenelig med fællesskabsretten, da den pålægger restriktioner for den frie bevægelighed for kakao- og chokoladevarer, som indeholder andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, rejser spørgsmålet om, i hvilket omfang der er foretaget en harmonisering ved direktiv 73/241.

52 Kommissionen er nemlig af den opfattelse, at spørgsmålet om anvendelsen af sådanne vegetabilske fedtstoffer i kakao- og chokoladevarer ikke er harmoniseret, og slutter heraf, at foranstaltninger, som eventuelt begrænser den frie bevægelighed for produkter, som indeholder sådanne stoffer, må vurderes på grundlag af traktatens artikel 30.

53 Heroverfor gør den spanske regering gældende, at der hvad angår dette spørgsmål er foretaget en fuldstændig harmonisering ved direktiv 73/241, da direktivet indeholder et principielt forbud mod anvendelse af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør ved fremstillingen af kakao- og chokoladevarer, således at medlemsstaterne alene har mulighed for at fravige dette princip og at opretholde en lovgivning, som tillader, at der på deres nationale område fremstilles og markedsføres produkter med sådanne fedtstoffer under betegnelsen »chokolade«.

54 Heraf slutter regeringen, at det kun er kakao- og chokoladevarer, der ikke indeholder andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, som er omfattet af direktiv 73/241, og dermed falder ind under den ordning med fri bevægelighed, som er indført ved direktivets artikel 10, stk. 1.

55 Hvad dette spørgsmål angår bemærkes, at der ved fortolkningen af en fællesskabsretlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (jf. bl.a. dom af 19.9.2000, sag C-156/98, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 6857, præmis 50, og af 14.6.2001, sag C-191/99, Kvaerner, Sml. I, s. 4447, præmis 30).

56 Hvad for det første angår de mål, der forfølges med de omhandlede bestemmelser, og den ordning, som de udgør en del af, må det konstateres, at direktiv 73/241 ikke har til formål at foretage en endelig regulering af spørgsmålet om anvendelsen af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør i de kakao- og chokoladevarer, som direktivet omhandler.

57 I så henseende bemærkes, at direktivet er vedtaget af Rådet med enstemmighed på grundlag af EØF-traktatens artikel 100 (efter ændring EF-traktatens artikel 100, nu artikel 94 EF) om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, der direkte indvirker på det fælles markeds oprettelse eller funktion.

58 Navnlig har fællesskabslovgiver med vedtagelsen af direktiv 73/241, således som det fremgår af direktivets fjerde betragtning, ønsket at fastsætte definitioner af og fælles regler for sammensætning, fabrikationskendetegn, indpakning og mærkning af kakao- og chokoladevarer for at sikre den frie omsætning af disse varer inden for Fællesskabet.

59 Som det fremgår af direktivets syvende betragtning, har fællesskabslovgiver dog klart angivet, at det på tidspunktet for dettes vedtagelse ikke var muligt - på grund af forskellene i medlemsstaternes ordninger og på grund af de utilstrækkelige økonomiske og tekniske oplysninger, som lovgiver rådede over - at vedtage en endelig holdning vedrørende spørgsmålet om anvendelsen af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør i kakao- og chokoladevarer.

60 Det skal endvidere præciseres, som det fremgår af sagens akter, at omtalen i samme betragtning af, at det i visse medlemsstater på daværende tidspunkt ikke blot var tilladt at anvende disse andre vegetabilske fedtstoffer, men også, at der i vidt omfang blev gjort brug af denne tilladelse, sigtede til tre medlemsstater, som havde tiltrådt Fællesskabet kort tid inden vedtagelsen af direktiv 73/241, nemlig Danmark, Irland og Det Forenede Kongerige, og som traditionelt tillod, at kakao- og chokoladevarer, der blev fremstillet på deres område, blev tilsat sådanne vegetabilske fedtstoffer i et omfang på indtil 5% af den samlede vægt.

61 Under disse forhold nøjedes Rådet med at indføre en foreløbig ordning vedrørende anvendelsen af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, som i overensstemmelse med artikel 14, stk. 2, litra a), andet punktum, i direktiv 73/241 skulle tages op til fornyet vurdering inden tre år efter direktivets notifikation.

62 Det er i lyset af disse omstændigheder, at vurderingen af såvel ordlyden som opbygningen af direktivets bestemmelser om anvendelsen af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør i de i direktivet omhandlede kakao- og chokoladevarer skal foretages.

63 For det første bemærkes, at forbuddet i bilag I, punkt 7, litra a), til direktiv 73/241 mod at tilsætte fedtstoffer og varer heraf, der ikke udelukkende er fremstillet af mælk, til de forskellige kakao- og chokoladevarer, der er defineret i direktivets bilag I, gælder »[m]ed forbehold af bestemmelserne i artikel 14, stk. 2, litra a)«.

64 Artikel 14, stk. 2, litra a), bestemmer udtrykkeligt, at direktiv 73/241 ikke berører bestemmelserne i de nationale lovgivninger, i henhold til hvilke det er tilladt eller forbudt at tilsætte andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør.

65 Det fremgår således klart af sidstnævnte bestemmelse, at direktiv 73/241 hvad angår anvendelsen af disse andre vegetabilske fedtstoffer ikke har til formål at indføre en ordning med en fuldstændig harmonisering, hvor fælles regler helt erstatter de gældende nationale regler på området, da det udtrykkeligt tillader, at medlemsstaterne fastsætter nationale regler, som er forskellige fra direktivets fælles regel.

66 Desuden kan denne bestemmelse henset til sin ordlyd ikke fortolkes således, at den blot udgør en undtagelse fra det principielle forbud i bilag I, punkt 7, litra a), til direktiv 73/241 mod, at der til de heri omhandlede produkter tilsættes andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør.

67 Artikel 14, stk. 2, litra a), i direktiv 73/241 omhandler nemlig for det første ikke blot de nationale lovgivninger, som tillader, at der tilsættes andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, men også de nationale lovgivninger, som forbyder tilsætningen heraf.

68 For det andet foreskriver denne bestemmelse, at Rådet senere skal træffe afgørelse om muligheder for og ændringer af en udvidet anvendelse af disse fedtstoffer i hele Fællesskabet, hvilket bekræfter, at fællesskabslovgiver kun påtænkte muligheden for at tillade eller ikke tillade en sådan udvidet anvendelse, men ikke overvejede at forbyde anvendelsen heraf i hele Fællesskabet.

69 Det fremgår altså såvel af ordlyden som af opbygningen af direktiv 73/241, at det indeholder en fælles regel, nemlig forbuddet i bilag I, punkt 7, litra a), og at det ved artikel 10, stk. 1, foreskriver fri bevægelighed for produkter, som er i overensstemmelse med denne regel, samtidig med at det ved artikel 14, stk. 2, litra a), giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte nationale regler, som gør det tilladt at tilsætte andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør i kakao- og chokoladevarer, der fremstilles på deres område.

Anvendeligheden af traktatens artikel 30

70 Det fremgår af denne gennemgang, at kakao- og chokoladevarer, som indeholder fedtstoffer, der ikke er omhandlet i direktivets bilag I, punkt 7, litra a), men som det i visse medlemsstater er tilladt at fremstille og markedsføre under betegnelsen »chokolade« og under overholdelse af direktivet, ikke, som hævdet af den spanske regering, kan undtages fra den frie bevægelighed for varer, som er sikret ved traktatens artikel 30, alene med den begrundelse, at andre medlemsstater på deres område stiller krav om, at kakao- og chokoladevarer fremstilles efter den fælles regel for produkternes sammensætning i direktivets bilag I, punkt 7, litra a) (jf. analogt dom af 12.10.2000, sag C-3/99, Ruwet, Sml. I, s. 8749, præmis 44).

71 Som det fremgår af fast retspraksis, indeholder traktatens artikel 30 nemlig et forbud mod enhver af medlemsstaternes bestemmelser, som, direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, kan hindre samhandelen inden for Fællesskabet (jf. bl.a. dom af 11.7.1974, sag 8/74, Dassonville, Sml. s. 837, præmis 5).

72 Navnlig fremgår det af dommen af 20. februar 1979 i sagen Rewe-Zentral, »Cassis de Dijon-dommen« (sag 120/78, Sml. s. 649), at traktatens artikel 30, så længe de nationale lovgivninger ikke er harmoniseret, forbyder hindringer for de frie varebevægelser, som består i, at der på varer fra andre medlemsstater, hvor disse er lovligt fremstillede og bragt i omsætning, anvendes regler om, hvilke betingelser sådanne varer skal opfylde (f.eks. med hensyn til deres betegnelse, form, dimensioner, vægt, sammensætning, præsentation, mærkning og emballage), uanset om sådanne regler finder anvendelse uden forskel på indenlandsk fremstillede og importerede varer (jf. bl.a. Keck og Mithouard-dommen, præmis 15, og dom af 6.7.1995, sag C-470/93, Mars, Sml. I, s. 1923, præmis 12, samt Ruwet-dommen, præmis 46).

73 Heraf fremgår, at det nævnte forbud også gælder for hindringer for markedsføringen af produkter, hvis fremstilling ikke er blevet fuldstændig harmoniseret, men som fremstilles i overensstemmelse med nationale regler, som er udtrykkeligt tilladt efter et harmoniseringsdirektiv. En modsat fortolkning ville i dette tilfælde betyde, at medlemsstaterne fik adgang til at afskærme deres nationale markeder for produkter, der ikke er omfattet af fællesskabsbestemmelserne, hvilket ville være i strid med traktatens målsætning om frie varebevægelser (jf. analogt Ruwet-dommen, præmis 47).

74 Der kan heller ikke gives den spanske regering medhold i indsigelsen om, at dens nationale ordning udgør en bestemt form for salg og dermed i overensstemmelse med Keck og Mithouard-dommen skal undtages fra traktatens artikel 30.

75 Herom bemærkes, at Domstolen i præmis 16 i Keck og Mithouard-dommen fastslog, at det forhold, at nationale bestemmelser, som begrænser eller forbyder bestemte former for salg, bringes i anvendelse på varer fra andre medlemsstater, ikke kan antages direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt at hindre samhandelen mellem medlemsstaterne i den i dommen i Dassonville-sagen anvendte betydning, forudsat at sådanne nationale bestemmelser finder anvendelse på alle de berørte erhvervsdrivende, der udøver virksomhed i indlandet, og forudsat at bestemmelserne, såvel retligt som faktisk, påvirker afsætningen af indenlandsk fremstillede varer og varer fra andre medlemsstater på samme måde.

76 Nødvendigheden af at ændre mærkningen eller etiketteringen af indførte varer udelukker imidlertid, at der kan være tale om en form for salg som omhandlet i Keck og Mithouard-dommen (jf. dom af 3.6.1999, sag C-33/97, Colim, Sml. I, s. 3175, præmis 37).

77 Det må derfor konkluderes, at de krav til etiketteringen og emballeringen af kakao- og chokoladevarer med andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, der er fastsat i den spanske ordning, ikke omfattes af undtagelsen i Keck og Mithouard-dommen.

78 Det skal følgelig undersøges, om og i hvilket omfang traktatens artikel 30 er til hinder for den spanske ordning, som forbyder, at kakao- og chokoladevarer med andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør markedsføres på det nationale område under salgsbetegnelsen »chokolade«, som de lovligt fremstilles og markedsføres under i produktionsmedlemsstaten.

79 I så henseende bemærkes, som det fremgår af Domstolens praksis, at et forbud som det, der er indeholdt i den spanske ordning, der medfører en forpligtelse til at anvende en anden salgsbetegnelse end den, som anvendes i produktionsmedlemsstaten, ganske vist ikke udgør en absolut hindring for import til den pågældende medlemsstat af produkter med oprindelse i andre medlemsstater, men dog kan vanskeliggøre deres afsætning og dermed hindre samhandelen mellem medlemsstaterne (jf. i denne retning bl.a. dom af 26.11.1985, sag 182/84, Miro, Sml. s. 3731, præmis 22, af 14.7.1988, sag 298/87, Smanor, Sml. s. 4489, præmis 12, af 22.9.1988, sag 286/86, Deserbais, Sml. s. 4907, præmis 12, og af 5.12.2000, sag C-448/98, Guimont, Sml. I, s. 10663, præmis 26).

80 Det må således fastslås, at forbuddet i den foreliggende sag mod at anvende salgsbetegnelsen »chokolade«, som kakao- og chokoladevarer med andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør lovligt fremstilles under i produktionsmedlemsstaten, kan tvinge de pågældende erhvervsdrivende til at anvende forskellige emballager for deres produkter, alt efter hvor de bringes i omsætning, og dermed påføre dem yderligere udgifter til emballering. Det kan derfor hindre samhandelen inden for Fællesskabet (jf. i denne retning Mars-dommen, præmis 13, og Ruwet-dommen, præmis 48).

81 Selv om det i øvrigt antages, som det hævdes af den spanske regering, at forpligtelsen til at ændre salgsbetegnelsen ikke nødvendigvis medfører supplerende omkostninger til emballeringen, kan det ikke afvises, at betegnelsen »chokoladesurrogat«, som påbydes anvendt i det foreliggende tilfælde, kan indvirke negativt på den måde, som de pågældende produkter opfattes på af forbrugerne, da den indebærer, at der foreligger et erstatningsprodukt, hvilket betyder, at det værdsættes mindre.

82 Ifølge Domstolens faste praksis kan forpligtelsen for producenter til at anvende betegnelser, som er ukendte eller mindre værdsat af forbrugeren, vanskeliggøre afsætningen af de pågældende produkter og dermed hindre samhandelen mellem medlemsstaterne (jf. i denne retning Miro-dommen, præmis 22, Smanor-dommen, præmis 12 og 13, og Guimont-dommen, præmis 26).

83 Hvad angår spørgsmålet, om en sådan ordning ikke desto mindre kan være i overensstemmelse med fællesskabsretten, skal der henvises til fast retspraksis, hvorefter hindringer for samhandelen inden for Fællesskabet, der beror på forskelle i de nationale lovgivninger, må accepteres, såfremt bestemmelserne herom gælder uden forskel for indenlandske og importerede produkter, og såfremt de kan begrundes som værende nødvendige for at opfylde tvingende krav bl.a. af hensyn til forbrugerbeskyttelsen. Sådanne bestemmelser kan imidlertid kun accepteres, når de står i et rimeligt forhold til det mål, der forfølges, og dette mål ikke kan nås ved foranstaltninger, der i mindre omfang begrænser samhandelen i Fællesskabet (jf. bl.a. Mars-dommen, præmis 15, dom af 26.11.1996, sag C-313/94, Graffione, Sml. I, s. 6039, præmis 17, Ruwet-dommen, præmis 50, og Guimont-dommen, præmis 27).

84 I denne forbindelse har Domstolen allerede fastslået, at en medlemsstat kan føre kontrol med, at forbrugerne får korrekte oplysninger om de produkter, der udbydes til salg, således at de kan træffe deres valg på grundlag af disse oplysninger (jf. bl.a. dom af 23.2.1988, sag 216/84, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 793, præmis 11, og Smanor-dommen, præmis 18).

85 Navnlig kan medlemsstaterne ifølge Domstolens praksis - med det formål at sikre beskyttelsen af forbrugerne - kræve, at betegnelsen for et levnedsmiddel ændres, såfremt et produkt, som er frembudt under en bestemt betegnelse, er så radikalt anderledes med hensyn til sin sammensætning eller fremstilling i forhold til varer, der normalt bærer denne betegnelse inden for Fællesskabet, at det ikke kan antages at tilhøre samme varegruppe (jf. bl.a. Deserbais-dommen, præmis 13, dom af 12.9.2000, sag C-366/98, Geffroy, Sml. I, s. 6579, præmis 22, og Guimont-dommen, præmis 30).

86 Såfremt forskellen er underordnet, er en passende mærkning derimod tilstrækkelig til at give køberen eller forbrugeren de nødvendige oplysninger (jf. bl.a. dom af 13.11.1990, sag C-269/89, Bonfait, Sml. I, s. 4169, præmis 15, og af 9.2.1999, sag C-383/97, Van der Laan, Sml. I, s. 731, præmis 24, samt Geffroy-dommen, præmis 23, og Guimont-dommen, præmis 31).

87 Det må derfor efterprøves, om tilsætningen af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør til kakao- og chokoladevarer medfører en væsentlig ændring af deres sammensætning, således at de ikke længere har de egenskaber, som forbrugerne forventer, når de køber produkter med betegnelsen »chokolade«, og således at en mærkning, der giver passende oplysninger om deres sammensætning, ikke er tilstrækkelig for at undgå vildledning af forbrugerne.

88 Hvad dette spørgsmål angår må det konstateres, at den karakteristiske egenskab ved kakao- og chokoladevarer i direktiv 73/241's forstand er deres mindsteindhold af kakao og kakaosmør.

89 Navnlig skal bemærkes, at ifølge bilag I, punkt 1, nr. 1.16, til direktiv 73/241 skal produkter for at opfylde de krav, som ifølge direktivets definition stilles til chokolade, have et indhold af kakaotørstof på i alt mindst 35%, mindst 14% affedtet kakaotørstof og mindst 18% kakaosmør.

90 De procentsatser, der er fastsat i direktiv 73/241, udgør mindsteindhold, som ethvert chokoladeprodukt, der fremstilles og markedsføres i Fællesskabet under betegnelsen »chokolade«, skal overholde, uanset om det efter produktionsmedlemsstatens lovgivning er tilladt eller forbudt at tilsætte andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør.

91 Desuden skal det understreges, at da direktiv 73/241 udtrykkeligt giver medlemsstaterne mulighed for at tillade anvendelsen af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør ved fremstillingen af kakao- og chokoladevarer, kan det ikke med føje hævdes, at de produkter, som tilsættes disse stoffer under overholdelse af direktivet, ændres så meget, at de ikke længere tilhører samme varegruppe som de produkter, der ikke indeholder sådanne stoffer.

92 Det må derfor antages, at den omstændighed, at kakao- og chokoladevarer, som opfylder kravene vedrørende mindsteindhold i direktiv 73/241, tilsættes andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, ikke ændrer disse produkters karakter så væsentligt, at de forvandles til andre produkter.

93 Det er følgelig tilstrækkeligt for at sikre forbrugerne korrekte oplysninger, at produktet forsynes med en etikette, som neutralt og objektivt oplyser forbrugerne om, at produktet indeholder andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør.

94 Forpligtelsen efter den spanske ordning til at ændre disse produkters salgsbetegnelse findes derfor ikke nødvendig for at opfylde tvingende hensyn til beskyttelse af forbrugerne.

95 Af det anførte følger, at den omhandlede ordning er uforenelig med traktatens artikel 30, for så vidt som den fastsætter en forpligtelse til at ændre betegnelsen af produkter, som lovligt fremstilles og markedsføres i andre medlemsstater under salgsbetegnelsen »chokolade«, alene med den begrundelse, at de indeholder andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør.

96 Endelig er det ikke muligt at give den spanske regering medhold i dens argument om, at den under alle omstændigheder ifølge artikel 8 i direktiv 2000/36 er forhindret i at iværksætte en ny ordning inden den 3. august 2003, som tillader, at kakao- og chokoladevarer med andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør markedsføres på dens område under betegnelsen »chokolade«.

97 Som det fremgår af fast retspraksis, kan en bestemmelse i den afledte ret som artikel 8 i direktiv 2000/36 nemlig ikke fortolkes således, at den berettiger medlemsstaterne til at indføre eller opretholde betingelser, som ville være i strid med traktatens regler om de frie varebevægelser (jf. i denne retning bl.a. dom af 9.6.1992, sag C-47/90, Delhaize et Le Lion, Sml. I, s. 3669, præmis 26, af 2.2.1994, sag C-315/92, Verband Sozialer Wettbewerb, »Clinique«-dommen, Sml. I, s. 317, præmis 12, og af 11.7.1996, forenede sager C-427/93, C-429/93 og C-436/93, Bristol-Myers Squibb m.fl., Sml. I, s. 3457, præmis 27).

98 Under hensyn til samtlige de anførte betragtninger må det konkluderes, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser efter traktatens artikel 30 ved at forbyde, at kakao- og chokoladevarer, som opfylder kravene vedrørende mindsteindhold i bilag I, punkt 1, nr. 1.16, til direktiv 73/241, som er tilsat andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, og som er lovligt fremstillet i medlemsstater, der tillader tilsætning af sådanne stoffer, markedsføres i Spanien under den betegnelse, som de markedsføres under i oprindelsesstaten.

Sagens omkostninger

99 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Kongeriget Spanien har tabt sagen, bør det pålægges det at betale sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

1) Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EF-traktatens artikel 30 (efter ændring nu artikel 28 EF) ved at forbyde, at kakao- og chokoladevarer, som opfylder kravene vedrørende mindsteindhold i bilag I, punkt 1, nr. 1.16, til Rådets direktiv 73/241/EØF af 24. juli 1973 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kakao- og chokoladevarer bestemt til konsum, som er tilsat andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, og som er lovligt fremstillet i medlemsstater, der tillader tilsætning af sådanne stoffer, markedsføres i Spanien under den betegnelse, som de markedsføres under i oprindelsesstaten.

2) Kongeriget Spanien betaler sagens omkostninger.