1. Traktatbrudssøgsmål - administrativ procedure - åbningsskrivelse - sagsgenstand
(Art. 226 EF)
2. Traktatbrudssøgsmål - administrativ procedure - sagsgenstand - frister for medlemsstaten - krav om rimelige frister - bedømmelseskriterier
(Art. 226 EF)
3. Traktatbrudssøgsmål - Kommissionens beslutning om at anlægge sag ved Domstolen - anvendelse af kollegialitetsprincippet - rækkevidde - beslutning, der skal træffes af den samlede Kommission
(Art. 226 EF)
4. Traktatbrudssøgsmål - manglende efterkommelse af beslutninger fra Kommissionen - retsmidler - anfægtelse af beslutningers lovlighed - afvisning
(Art. 226 EF, 227 EF, 230 EF og 232 EF)
5. Medlemsstater - forpligtelser - manglende gennemførelse - begrundelse med henvisning til den nationale retsorden - ikke tilladt - force majeure - manglende klarhed og præcision i de pålagte forpligtelser - betingelser
(Art. 226 EF)
1. En forskriftsmæssig procedure i henhold til artikel 226 EF udgør en med traktaten tilsigtet væsentlig garanti, ikke blot med henblik på at beskytte den pågældende medlemsstats rettigheder, men også med henblik på at sikre, at en eventuel efterfølgende retssag har en klart afgrænset tvist som genstand.
Det følger af dette formål, at åbningsskrivelsen har til formål dels at afgrænse tvistens genstand og give den medlemsstat, der opfordres til at fremsætte sine bemærkninger, de fornødne oplysninger til, at den kan forberede sit forsvar, dels at give denne stat lejlighed til at opfylde sine forpligtelser, før sagen indbringes for Domstolen.
( jf. præmis 53 og 54 )
2. Inden for rammerne af et traktatbrudssøgsmål har den administrative procedure til formål at give den berørte medlemsstat lejlighed til at opfylde sine fællesskabsretlige forpligtelser eller til at tage til genmæle over for Kommissionens klagepunkter.
Dette dobbelte formål indebærer et krav til Kommissionen om at fastsætte en rimelig frist for medlemsstaterne til at besvare åbningsskrivelsen og til at efterkomme en begrundet udtalelse eller, efter omstændighederne, til at forberede deres forsvar. Ved afgørelsen af, om den fastsatte frist er rimelig, skal der tages hensyn til samtlige konkrete omstændigheder. Meget korte frister kan således være begrundet i særlige forhold, bl.a. når det haster med at råde bod på et traktatbrud, eller når den berørte medlemsstat er på det rene med Kommissionens standpunkt i god tid forud for sagen.
( jf. præmis 64 og 65 )
3. Kollegialitetsprincippet er baseret på, at Kommissionens medlemmer i lige grad deltager i beslutningerne, og det indebærer dels, at beslutningerne drøftes i fællesskab, dels at samtlige kommissionsmedlemmer i politisk henseende som kollegial enhed har et kollektivt ansvar for alle de trufne beslutninger. En beslutning fra Kommissionen om at indbringe et traktatbrudssøgsmål mod en medlemsstat skal derfor være truffet af Kommissionen i sin helhed, og det grundlag, som denne beslutning er baseret på, skal derfor være til rådighed for alle Kommissionens medlemmer.
( jf. præmis 79 og 80 )
4. I de i traktaten indeholdte søgsmålsregler sondres der mellem søgsmål i henhold til artikel 226 EF og artikel 227 EF, der har til formål at få fastslået, at en medlemsstat har tilsidesat sine forpligtelser, og søgsmål i henhold til artikel 230 EF og artikel 232 EF, der har til formål at kontrollere lovligheden af fællesskabsinstitutionernes handlinger eller undladelser. Disse retsmidler forfølger forskellige mål og er undergivet forskellige betingelser. En medlemsstat kan således ikke - medmindre traktaten udtrykkeligt giver hjemmel hertil - under en traktatbrudssag, der er anlagt på grund af manglende gennemførelse af beslutninger, som er rettet til staten, gøre gældende, at disse beslutninger er ulovlige.
( jf. præmis 101 )
5. En medlemsstat kan ifølge fast retspraksis ikke påberåbe sig bestemmelser, praksis eller forhold i sin nationale retsorden som begrundelse for ikke at overholde forpligtelser i henhold til fællesskabsretten.
I øvrigt kan en medlemsstat, der møder vanskeligheder, der ikke umiddelbart kan overvindes, og som forhindrer den i at efterkomme sine fællesskabsretlige forpligtelser, alene påberåbe sig en force majeure-situation i den periode, der er nødvendig for at afhjælpe disse vanskeligheder.
Selv om der er visse problemer med fortolkningen og dermed med iværksættelsen af en beslutning, for så vidt de krav, som alle medlemsstater bliver pålagt, hverken er klare eller præcise, kan en medlemsstat imidlertid ikke længere påberåbe sig force majeure fra det tidspunkt, hvor den fra Kommissionen fik fuldstændigt kendskab til udstrækningen af de forpligtelser, der for den var resultatet af beslutningen, og hvor den har haft en rimelig frist til at iværksætte beslutningen som fortolket og præciseret.
( jf. præmis 130 og 131, 134-136 )